Fridthjof hin Fræknes Saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Nordiske fornaldersagaer

Nordiske Fortidssagaer
Bind 2

Fridthjof hin Fræknes Saga

Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1829

Her begynder Fridthjof hin Fræknes Saga.

1. Om Kong Bele og Thorstein Vikingsøn.

Det er Begyndelsen til denne Saga, at Kong Bele herskede over Sognefylke i Norge. Kongen havde tre Børn, to Sønner Helge og Halfdan og en Datter, ved Navn Ingeborg. Ingeborg var en smuk Pige, og besad en ypperlig Forstand, og var den fortrinligste af Kongens Børn. Paa Kysten vestenfor Fjorden laa der en Gaard, som kaldtes Baldershage. Der var Fristed og et stort Gudehus, og Stedet var omgivet med en høj Skigaard. Der vare mange Guder; dog dyrkedes Balder mest. Med saa stor Nidkærhed holdt Hedningerne dette Sted helligt, at ingen Skade der maatte tilføies enten Folk eller Fæ, og Karle der ei have noget Samkvem med Kvinder. Kongesædet hed Syrstrand, men paa hin Side Fjorden laae der en Gaard, som hed Framnæs. Der boede en Mand ved Navn Thorstein Vikingsøn. Hans Gaard laae ligeoverfor Kongesædet. Med sin Kone havde Thorstein en Søn, der hed Fridthjof, som var den største og stærkeste blandt Mænd, og allerede tidlig i Ungdommen fremmelig i Idrætter; han blev kaldt Fridthjof hin Frækne eller den Tapre. Han var saa vennesæl, at alle ønskede ham Held. Kongens Børn vare den Gang unge, da just deres Moder døde. Der var da en god Bonde i Sogn, ved Navn Hilding, som tilbød at ville opfostre Kongedatteren; og hos ham blev hun vel og omhyggeligen opfødt. Hun blev kaldt Ingeborg hin Fagre. Ogsaa Fridthjof blev opfostret hos Hilding Bonde, og han og Kongedatteren vare saaledes Fostersødskende, og med ingen af disse to kunde andre Børn maale sig. Kong Beles rørlige Eiendom begyndte meget at fradrages ham, da han nu blev gammel. Men Thorsein havde en tredie Deel af Riget at raade over, og Kongen havde af ham den største Bistand. Han gjorde hvert tredie Aar med stor Bekostning Gjæstebud for Kongen, men de to Aar holdt Kongen Gjæstebud for Thorstein. Helge Belessøn blev tidlig en stor Blotmand eller Afgudsdyrker, og Folk holdt kun lidet af disse Brødre. Thorstein havde et Skib, som hed Ellide, der roedes af femten Mand paa hvert Bord. Det havde høje, krumme Stavne, og var stærkt som et Havskib(1). Bordet var beslaaet med Jern. Saa stærk var Fridthjof, at han roede Ellide i Forstavnen med to, tretten Alen lange, Aarer, men til hver af de andre Aarer maatte der to Mand. Da Fridthjof saaledes syntes at overgaae andre unge Mænd paa den Tid, og berømmedes mere end Kongesønnerne, bleve disse derover misundelige paa ham. Imidlertid faldt Kong Bele i en Sygdom, og da han stedse blev svagere og svagere, kaldte han sine Sønner til sig, og tiltalte dem saalunde: "Denne Sot vil blive min Bane, men derom beder jeg eder, at I holde fast ved mine gamle prøvede Venner; thi meget fattes eder i mine Tanker, baade i Hensyn til Raadslagning og Tapperhed, i Sammenligning med Thorstein og hans Søn Fridthjof. En Høi skulle I opkaste over mig." Derefter døde Bele. Siden blev Thorstein syg. Han talte da til Fridthjof: "Frænde!" sagde han, "det vil jeg bede dig, at du viser et føieligt Sind imod Kongesønnerne, thi det er tilbørligt for deres Værdigheds Skyld, uagtet jeg troer, at ogsaa du vil blive forfremmet. Jeg vil lade mig høilægge paa denne Side Fjorden nede ved Søen ligeoverfor Konning Beles Høi, og er det da let for os at raade til hinanden imod tilstundende Begivenheder." Bjørn og Asmund hed Fridthjofs Fostbrødre; de vare store og stærke Mænd. Kort efter døde Thorstein, og han blev høilagt der, hvor han før sin Død havde ønsket det. Men Fridthjof tog Land og Løsøre efter ham.

2. Fridthjof beiler til Ingeborg Belesdotter.

Fridthjof blev den berømmeligste Mand, og holdt sig tapper i alle Manddoms Prøver. Han gjorde mest af sin Fostbroder Bjørn, men Asmund tjente dem begge. Skibet Ellide fik han som den bedste Kostbarhed efter sin Fader, og som den anden Kostbarhed en Guldring, hvis lige ikke fandtes i Norge. Saa gavmild en mand var Fridthjof, at de fleste holdt ham for ei ringere Hædersmand end hine Brødre, paa Kongeværdigheden nær. Derfor fattede ogsaa disse Had og Fiendskab imod Fridthjof, og de fandt sig meget ilde i, at han blev anseet for en større Mand end de. De fik en Formodning om, at deres Søster Ingeborg og Fridthjof havde fattet Kjærlighed til hinanden. Det hændtes nu engang, at Kongerne skulde drage til Gildes til Framnæs hos Fridthjof; og denne gjorde sig da al Umage for at beværte dem bedre, end de var vante. Der var ogsaa Ingeborg, og hun og Fridthjof talte meget sammen. Kongedatteren sagde til ham: "Du har en god Guldring." "Sandt er det," sagde Fridthjof. Derefter drog Brødrene hjem, og deres Avind mod Fridthjof voxte. Kort Tid derefter blev Fridthjof meget tungsindig. Hans Fostbroder Bjørn spurgte ham om Aarsagen. "Jeg har stor Lyst," saa sagde han, "til at beile til Ingeborg, og skjønt jeg er af ringere Værdighed end hendes Brødre, saa er jeg dog ei mindre mægtig." "Lad os gjøre saa!" svarede Bjørn. Siden drog Fridthjof med nogle Mænd til Brødrene. Kongerne sade paa deres Faders Høi. Fridthjof hilste ydmygt paa dem, og bragte siden Frieriet paa Bane, at han beilede til deres Søster Ingeborg Belesdatter. Hertil svarede Kongerne: "Det er meget uforstandigt, at andrage saadan en Sag, at vi skulle gifte vor Søster til en Mand uden Værdighed; og det nægte vi i alle Maader." "Da er mit Ærinde snart afgjort," svarede Fridthjof, "men det skal jeg saalunde gjengjelde, at I aldrig herefter skulde erholde min Hjælp, hvor høilig I end maae kunne trænge til den." De sagde, at derom brøde de sig kun lidet. Fridthjof drog dernæst hjem, og blev igjen munter.

3. Kong Ring erklærer Beles Sønner Krig.

Der var en Konge, som hed Ring; han raadede over Ringerige, ligeledes i Norge. Han var en mægtig Fylkekonge og en brav Mand, men den Gang allerede til Aarene. Han talte saalunde til sine Mænd: "Jeg har spurgt, at Konning Beles Sønner have brudt deres Venskab med Fridthjof, som dog er den berømteste af de fleste. Nu vil jeg sende Mænd til disse Konninger, og byde dem det Vilkaar, at de skulle underkaste sig mit Herredømme og yde mig Skat, og om de ikke ville det, da vil jeg rykke med væbnet Magt imod dem, og ingen Vanskelighed vil det da have at seire over dem, thi hverken have de Styrke eller Forstand mod mig; men mig vil det være til megen Navnkundighed paa min gamle Alder at skaffe dem af Veien." Kong Rings Udsendinge droge dernæst bort, og kom til Sogn til Brødrene Helge og Halfdan, og tiltalte dem med disse Ord: "Konning Ring sender eder Bud, at I skulle sende ham Skat, ellers vil han hærje paa eders Rige." De svarede, at de ei vilde lære i deres unge Alder, hvad de ei vilde kunne som gamle, nemlig at tjene ham med Vanære; "og skal nu samles," tilføiede de, "alt det Mandskab, som vi kunne faae." Og saa blev gjort; men da de syntes, at deres Mandskab blev kun lidet, sendte de Hilding til hans Fostersøn Fridthjof, at han skulde bede ham komme Kongerne til Hjælp. Fridthjof sad just ved Skakspil, da Hilding kom og tiltalte ham med disse Ord: "Vore Konninger sender dig Hilsen, og vilde have din Bistand til Kamp mod Konning Ring, der med Overmod og Uretfærdighed vil anfalde deres Rige." Fridthjof svarede ham intet, men sagde til Bjørn, som han spillede med: "Der er et ledigt Rum der, Fostbroder! din Brikke hist staaer blottet; dog behøver du ei derfor at forandre Trækket; thi jeg vil angribe den røde Bríkke, og see, om den er garderet." Hilding sagde da atter: " Saa bød Konning Helge sige dig, Fridthjof! at du skal drage med paa dette Krigstog; ellers ville haarde Kaar forestaae dig, naar de kommer tilbage." Da sagde Bjørn: "To Træk kan man her gjøre, Fostbroder! og paa en dobbelt Maade kan man redde sit Spil (2)." "Raadeligst vil det være," svarede Fridthjof, "at Ræven (3). først angribes, og da ville begge Trækkene faae et godt Udfald." Anden Besked fik Hilding ikke paa sit Ærinde, og han drog da hurtig tilbage til Kongerne, og berettede dem Fridthjofs Svar. De spurgte Hilding, hvorlunde han udtydede disse Ord. "Naar han talte om det ledige Rum," svarede Hilding, "da tænkte han paa Rum eller Udsættelse af denne Færd med eder; men naar han sagde, at han ville angribe den røde Brikke, saa sigtede han til eders Søster Ingeborg; vogter hende derfor vel! Men da jeg truede ham med haarde Kaar af eder, da ansaae Bjørn det, som om der forestod to Vilkaar eller dobbelt Angreb, men Fridthjof sagde at Ræven først skulde angribes, og dermed mente han Konning Ring." Siden beredte Kongerne sig, men lode først Ingeborg, og med hende otte Kvinder, føre hen til Baldershage, og erklærede, at Fridthjof dog vel ikke skulde være saa dumdristig, at drage derhen at besøge hende, eftersom ingen dristede sig til at vanhellige dette Sted. Men Brødrene droge sønder paa Jæderen, og mødte Kong Ring i Sognesund. Kong Ring var mest vred over, at Brødrene havde udladt sig med, at det var dem en Skam at slaaes med en Mand, der var saa gammel, at han ei kunde komme til Hest uden Understød.

4. Fridthjof drager til Baldershage.

Saasnart Kongerne vare borte, tog Fridthjof sine Stadsklæder, og satte den gode Guldring paa sin Haand. Siden gik Fostbrødrene ned til Søen, og satte Ellide frem. Bjørn spurgte: "Hvorhen skulle vi nu styre, Fostbroder!" "Til Baldershage," svarede Fridthjof, "at more sig med Ingeborg." "Det er ei raadeligt," sagde Bjørn, "at fortørne Guderne imod sig." Fridthjof svarede: "Derpaa vil jeg dog vove, og jeg agter mere paa Ingeborgs Hyldest end Balders Vrede." Derefter roede de over Fjorden, og gik op til Baldershage og ind i Ingeborgs Kammer. Hun sad der med otte Møer; de vare ogsaa otte. Men da de kom der, var der overalt betrukket med Atlask og kostbare Tæpper. Ingeborg stod da op, og talte saa: "Hvi er du saa dristig, Frithjof! at komme her uden mine Brødres Forlov, og saaledes fortørne Guderne imod dig?" "Hvordan det end gaaer," svarede Fridthjof, saa agtede jeg mere paa din Elskov end Gudernes Vrede." "Du skal her være velkommen," sagde Ingeborg, "ligesom ogsaa alle dine Mænd;" og hun gav ham derpaa Plads at sidde ved Siden af sig, og drak ham til med den bedste Viin, og saaledes sad de og fornøiede sig. Da saae Ingeborg den gode Ring paa hans Haand, og spurgte om han eiede dette Klenodie. Fridthjof sagde, at det var hans egen. Hun roste nu Ringen meget. "Give vil jeg dig Ringen," sagde Fridthjof, "om du lover mig, aldrig at lade den komme fra dig, men sende mig den, om du ei vil eie den længer; og hermed skulle vi give hinanden Troskabs Løfte." De trolovede saaledes hinanden og skiftede Ringe. Fridthjof var ofte i Baldershage om Natten, og der gik ingen Dag hen, at han jo kom did at more sig med Ingeborg.

5. Om Fridthjof og Beles Sønner.

Det staaer nu til at fortælle om Brødrene, at de mødte Kong Ring, men han havde talrigere Mandskab. Der gik da Mænd imellem dem, og søgte at forlige dem, saa at det ikke kom til nogen Ufred. Kong Ring sagde, at han vilde forliges paa Vilkaar, at Kongerne vilde underkaste sig ham, og give ham deres Søster Ingeborg hin Fagre, tilligemed tredie Delen af alle deres Eiendomme. Dette tilstode Kongerne; thi de saae, at de havde med stor Overmagt at gjøre; og Forliget blev nu sluttet med Fast Aftale, og Brylluppet skulde staae i Sogn, naar Kong Ring kom at hente sin Fæstekvinde. Brødrene drog nu hjem med deres Hær, og var særdeles ilde tilfredse med det, der havde mødt dem. Da Fridthjof troede, at man snart kunde vente Brødrene hjem, talte han saalunde til Kongedatteren: "Vel og hæderlig have I modtaget os, og ikke have vi mærket vor Vært Balders Vrede; men naar I vide, at eders Konger ere komne hjem, breder da eders Linned over Disarsalen, thi den er den høieste Sal her paa Gaarden; og vi kunne da see det fra vor Gaard." Kongedatteren svarede: "Ei haver nogen før eder vovet at gjøre dette, men vistnok have vi i eder modtaget Venner." Derpaa drog Fridthjof hjem, men næste Morgen derefter gik han tidlig ud, og da han atter kom ind, kvad han denne Vise:

Jeg vil forkynde
Kæmper vore,
At det er ganske ude
Med Gammen-Reiser;

Helte ei skulle
Til Skibs fare,
Thi nu ere Bleer
Paa Bleg komne.

De gik nu ud, og saae, at hele Disarsalen var bedækket med blegede Lærreder. Da tog Bjørn til Orde: "Nu maa Kongerne være hjemkomne, og nu have vi kun kort Tid at sidde rolige i, og holder jeg det for raadeligt, at samle Mandskab." Og saa blev gjort, og en mængde Mænd samledes did. Brødrene spurgte snart Fridthjofs og Bjørns Foretagende og hans Mandskabs Styrke. Da sagde Kong Helge: "Et Under tykkes det mig, at Balder skulde taale enhver forhaanelse af Fridthjof og hans Folk; nu skal der sendes Mænd til ham, for at faae at vide, hvad Forlig han vil byde os, eller skal man byde ham at drage bort fra Landet; thi jeg seer ikke, at vi for Tiden have Styrke til at slaaes med dem." Hilding Fosterfader tilligemed Fridthjofs Venner frembare Kongernes Ærinde for Fridthjof. De talte saalunde: "Det ville Kongerne have i Forlig af dig, Fridthjof! at du kræver Skat af Ørkenøerne, hvilken ikke har været ydet siden Beles Død; thi de behøve nu Penge, da de skulle bortgifte deres Søster Ingeborg med meget Løsøre." Hertil svarede Fridthjof: "Een Ting er der, som tilholder til Forlig imellem os, Høiagtelse for vore hedenfarne Frænder; men ingen Trofasthed ville disse Brødre vise os; dog vil jeg indgaae Forlig under den Betingelse, at alle vore Eiendomme skulle være i Fred, medens jeg er borte." Dette blev lovet og befæstet med Eder. Fridthjof beredte sig dernæst til Reisen, og udvalgte til sit Følge tapre og stridbare Mænd. De vare atten tilsammen. Fridthjofs Mænd spurgte ham, om han ikke vilde drage først til Kong Helge, og forlige sig med ham, og afbede sig Balders Vrede. "Nei!" svarede Fridthjof, det Løfte vil jeg gjøre, at jeg skal ikke bede Konning Helge om Fred." Derefter gik han om Bord paa Ellide, og de styrede ud af Sognefjord. Men da Fridthjof var dragen hjemmefra, talte Kong Halfdan saalunde til sin Broder: "Derved ville vi vise mere Kraft i vor Styrelse, om Fridthjof fik nogen Betaling for sit Brud; vi ville derfor brænde hans Gaard, og opvække mod ham og hans Mænd saadan en Storm, at de aldrig skulle trives." Helge sagde, at han bifaldt hans Raad. Siden opbrændte de hele Gaarden Framnæs, og bortranede alt Godset. Derpaa sendte de Bud efter to Seidkoner Heide og Hamglame, og gav dem Penge, for at de skulde sende saa stort et Uveir over Fridthjof og hans Mænd, at de alle maate omkomme paa Havet. Disse anvendte nu alle Kræfter paa Seiden, og fore op paa Hjalet (4) med Galder og Forgjørelse.

6. Fridthjofs Færd til Ørkenøerne.

Men da Fridthjof og hans Folk kom ud af Sogn, da kom der et hvast Veir og stærk Storm over dem, Søen blev meget høi og stor, og Skibet skød en voldsom Fart, da det var en Hurtigløber og et fortrinligt Fartøi. Da kvad Fridthjov denne Vise:

Jeg fra Sogn lod Bølgers
Begede Ganger svømme,
Midt i Baldershage
Møen sad med Sorrig;
Frygtelig Havet fraader,
Fryd gid dog Møer eie,
De som os ville ynde,
Om Ellide end synker!

Bjørn sagde: "Det vilde være vel, om du nu havde noget andet at bestille, end at synge om Baldershagemøer." "Ei vil det dog formindskes," svarede Fridthjof. Da dreve de nord til Sundene nær de Øer, som kaldes Solunder, og da var Veiret paa det haardeste. Da kvad Fridthjof:

Vældig nu Søen svulmer,
Slaaer imod Skyer Bølgen,
Det volder gamle Galdre,
Som gungrende Søgang vække;
Ei skal jeg mod Havet
I Uveiret stride;
Kunne da Solunders Kyster,
Klædte med Is, os skjerme.

Da lagde de ind under de Øer, som kaldes Solunder, og agtede at blive der; men aldrig saasnart havde de gjort det, før Veiret pludselig sagtnedes; og derfor vendte de om, og styrede ud fra Øen, og de fik nu bedre Forhaabning om deres Færd, thi de havde en Stund god Bør, men da det atter begyndte at kule op, kvad Fridthjof saalunde:

Det var før
Paa Framnæs,
Jeg roede over
Til Ingeborg;
Nu skal jeg seile
I svalt Veir,
Lade let for Vinden
Langdyret hoppe.

Og da de kom langt ud fra Land, da oprørtes Søen heftigen anden Gang, og der opstod en stor Storm med saa stærkt et Snefog, at man ikke kunde see fra den ene Stavn til den anden; men Søen slog over Skibet, saa at man stedse maatte øse. Da kvad Fridthjof:

Ikke Land vi øine,
Ere i Brændingen komne,
Frækne Fylkes-Drenge,
For det tryllede Uveir;
Og stande nu alle
(Ere Solunder svundne)
Atten Mand ved Øsning,
Som Ellide værge.

Bjørn sagde: "Den kommer til at prøve alt, som vide farer." "Det er sandt, Fostbroder!" svarede Fridthjof, og kvad:

Helge volder, at Vover
Voxe med skumklædte Rygge,
Det er ei som Brud hin blanke
I Baldershage vi kyssed;
Uligt mon mig elske
Ingeborg og Drotten,
Heller vilde jeg hende
Held for Elskov skylde.

"Det kan være," sagde Bjørn, "at hun under dig det bedre end nu, men nu maa man dog finde sig i dette." Fridthjof sagde, at nu havde man Leilighed til at prøve gode Hjælpere, endskjønt der var behageligere i Baldershage. De lavede sig da mandigen til, thi der vare raske Mænd inden Borde, men Skibet var det bedste, som har været i de nordiske Lande. Fridthjof kvad derpaa en Vise:

Ikke Land vi øine,
Ere vester i Havet komne,
Hele Havet mig rykkes
Som kun Emmer jeg skued;
Søens Brænding suser,
Svanevover sig taarne,
Voldsomt Ellide væltes
I en vanskelig Bølge.

Nu fik de store Bræksøer over dem, og de maatte alle staae i Øserummet. Fridthjof kvad:

Vældig mig tildrikker Voven (5)
Vil de klynke, om jeg skal synke
I svanebølgen, øster,
Der hvor Bleer laae paa Blegen.

"Troer du," sagde Bjørn, "at de sognske Møer fælde mange Taarer over dig." "Det tænker jeg vist," var Fridthjofs Svar. Siden gik Søen saa huul, at den styrtede som en Fos ind i Skibet; men det hjalp, at Skibet var saa godt, og at der vare dygtige Folk inden Borde. Da kvad Bjørn denne Vise:

Det er ei som Enke
I for dig vil skjenke,
Ei som Brud hin væne
Bad dig til sig ene;
Salt, som vi maa døie,
Svier mig i Øie,
Senestærke Arme
Sig i Bad nu varme.

"Det skader ikke," svarede Asmund, "at I komme til at bruge eders Arme, thi I havde ingen Medlidenhed med os, den Gang vi gnede os i Øinene, da I stode saa tidlig op i Baldershage fordum." "Men hvi kvæder du Asmund!" sagde Fridthjof. "Ei skal det fattes," svarede Asmund og kvad denne Vise:

Her fik man Hastværk om Masten,
Haardt slog mod Skibet Søen,
Jeg maatte ene med otte
Indenbords arbeide;
Bedre var det til Buret
Brude Davre at føre,
End Ellide øse
I usikker Bølge.

"Ei siger du mindre om din Hjælp, end den er," sagde Fridthjof leende, "men dog slog du ind i Trælleætten, naar du vilde give dig af med at rette Mad an." Nu voxte Veiret paa ny, saa at de svære Havbølger, der bragede paa alle Sider mod Skibet, syntes dem, som vare paa det, mere at ligne store Bjerge og Fjeldspidser end Vover, Da kvad Fridthjof:

Jeg sad paa Bolster
I Baldershage,
Kvad det jeg kunde
For Kongedotteren;
Nu skal jeg sikkert
Rans Seng betræde,
Men en anden skal
Ingeborgs.

"Stor Kvide er nu for Haanden, Fostbroder!" sagde Bjørn, "og der er nu Fortvivlelse i dine Ord, og det er ilde for saa rask en Helt." "Hverken er det Fortvivlelse eller Kvide," svarede Fridthjof, "om jeg end kvæder om vore Gammen-Reiser; men det kan hændes, at der oftere er talt om dem, end der gjøres fornødent, og de fleste Mennesker monne holde sig vissere Døden end Livet, om de ere saa komne ud som vi; dog skal jeg end svare dig noget;" hvorpaa han kvad:

Det har Ødet mig ydet,
Ei fik du saadan Lykke,
Blandt Ungmøer otte
Ingeborg at omfavne;
Byttet har vi brændte Ringe
I Baldershage sammen,
Vigle var de borte,
Vogter af Halfdans Lande.

"Man bør nu være tilfreds, Fostbroder!" sagde Bjørn, "med hvad der er skeet." Da kom der saa stor en Bræksø, at den rev Klamperne og begge Halsene (6) løse, og kastede fire Mænd over Borde, der alle druknede. Saa kvad Fridthjof:

Begge Halse brast nu
For Bølgens Vælde,
Fire Svende sunke I Søens Afgrund.

"Nu tykkes mig, at man kan vente," sagde Fridthjof, "at nogle af vore Mænd monne fare til Ran. Vi ville ikke tykkes skikkede til Sendefærd, naar vi komme did, uden vi berede os med Raskhed. Det tykkes mig godt, at hver mand har noget Guld paa sig." Han sønderhug da den Ring, som han havde faaet af Ingeborg, deelte Stykkerne ud blandt sine Mænd, og kvad denne Vise:

Ringen hin røde, som Halfdans
Rige Fader eied
Fordum, skal nu hugges,
Førend os Æger favner;
Sees skal Guld paa Gjæster,
Om Gjæste vi skulle,
Midt i Ranas Sale,
Raske Kæmper det klæder.

Da sagde Bjørn: "Det er dog ikke saa vist, og man behøver endnu ikke at opgive Haabet." Baade Fridthjof og de andre fandt nu, at Skibet skred stærkt frem, men de vidste ikke, hvorhen de kom, thi der lagde sig saadant et Mørke paa alle Sider af dem, forenet med Søstyrtning og Storm, Frost og Snefog og heftig Kulde, at de ikke kunde see fra den ene Stavn til den anden. Da gik Fridthjof til Veirs, og sagde til sine Stalbrødre, da han atter kom ned: "Jeg saae et meget underligt Syn, thi en stor Hval lagde sig rundt omkring Skibet, og har jeg Formodning om, at vi maa være komne nær noget Land, og at den vil forhindre os at lande. Jeg tænker vist, at Konning Helge ei bereder venligen for os, og han har sikkert ikke sendt os en Vennesending; jeg seer to Koner paa Hvalens Ryg, og de opvække vist denne fjendtlige Storm med deres værste Seid og Galder; nu skulle vi sætte en Prøve paa, om vor Lykke eller deres Troldskab formaaer mest, og I skulle styre lige imod dem, men jeg skal med Knipler prygle disse Uvætter," og han kvad denne Vise:

Seer jeg Troldkoner
To paa Bølgen;
Dem have Helge
Hid henskikket;
Dem skal snitte
Sønder i Midten
Ryggen Ellide,
Inden af Fart den skrider.

Det er fortalt, at Skibet Ellide havde den Egenskab, at det forstod Menneskers Tale. Da sagde Bjørn: "Nu kunne vi see disse Brødres Ærlighed imod os," og Bjørn sprang da til Styret, men Fridthjof greb en Fork og sprang hen i Forstavnen, og kvad denne Vise:

Hil dig, Ellide!
Løb du paa Bølgen,
Bryd du i Troldkonen
Tænder og Pande,
Kinder og Kjæver
I Kone onde,
Fod eller begge
I fulen Troldhex.

Derpaa skød han Forken mod den ene Hamløberske (7), men Ellides Forspids traf den andens Ryg, og saaledes brødes Ryggene i dem begge; men Hvalen dykkede under, og svømmede bort, og de saae den aldrig siden. Da begyndte Veiret at sagtnes, men Skibet var nær ved at synke. Fridthjof raabte da til sine Mænd, og bød dem øse Skibet. Bjørn sagde: "Forgjeves er det at arbeide derpaa." "Vogt dig for Fortvivlelse, Fostbroder!" sagde Fridthjof, "og det har før været raske Mænds Sædvane, at hjælpe til, saalænge de formaaede, i hvad Udfaldet end skal blive." Fridthjof kvad denne Vise:

Drenge ei skulle
Døden frygte,
Værer glade I
Gode Kæmper!
Det monne mine
Drømme vide,
At jeg eie skal
Ingeborg.

De øste da Skibet, og de vare nu komne nær Landet, men da kastede sig atter et Uveir imod dem. Fridthjof tog endnu to Aarer i Forstavnen, og roede paa det stærkeste med dem. Da klarede det op, og de saae nu, at de vare komne paa Høiden af Effiasund, og der landede de. Folkene vare da meget udmattede, men saa frækn var Fridthjof, at han bar otte Mand fra Søen, men Bjørn bar to og Asmund een. Da kvad Fridthjof:

Jeg bar op
Til Ildstedet
Drenge, trætte
Af Driveveiret;
Nu har jeg Seilet
Paa Sand flyttet,
Lette ei Havets Magter
At modstaae ere.

7. Fridthjof kommer til Angantyr.

Angantyr var i Effia, da Fridthjof med sine Mænd kom der i Land. Det var hans Sædvane, naar han drak, at en Mand skulde sidde ved Vinduet af hans Drikkestue, og se ud imod Vinden, og holde Vagt. Han skulde drikke af Dyrehorn, og naar eet var tømt, blev et andet fyldt for ham. Den Mand, som holdt Vagt, da Fridthjof kom i Land, hed Halvard. Da denne Halvard saae hine komme, kvad han:

Mænd seer jeg øse
I meget Uveir,
Sex paa Ellide,
Men syv ved Aarer;
Den hin stridhvasse
I Stavnen ligner
Fridthjof frækne,
Som fremad tvinger Aarer.

Og da han havde drukket Hornet ud, kastede han det ind igjennem Blæreruden, og sagde til den Kvinde, som gav ham Drikke:

Tag du af Gulvet,
Gangfagre Kvinde!
Hornet omvendt,
Har jeg det uddrukket;
Mænd seer jeg paa Sø,
Monne de Hjælp behøve,
Af Uveir trætte,
Inden de naae Havnen.

Jarlen hørte, hvad Halvard kvad, og spurgte, hvad det var. Halvard sagde: "Her ere komne Mænd til Land, som ere meget udmattede, og jeg troer, at det er brave Helte; og saa djærv er den ene af dem, at han bærer de andre i Land." Da sagde Jarlen: "Ganger da ud, og tager hæderlig imod dem, om det er Fridthjof, min ven Thorstein Herses Søn, som er berømt i alle Fuldkommenheder!" Da tog en Mand, som hed Atle, og var en stor Viking, til Orde: "Nu skulle vi sætte et Forsøg paa, hvad der er sagt, at Fridthjof har gjort det Løfte, at han skal ikke bede nogen først om Fred." De vare ti tilsammen, alle onde og gjerrige Mænd, og ginge ofte Bersærkergang. Da de nu kom til Fridthjof og hans Stalbrødre, grebe de til deres Vaaben, og Atle sagde: "Det er nu det bedste, Fridthjof! at I vende eder mod os; thi naar Ørne kommer sammen, skulle de vende Næbbene mod hinanden. Nu raader jeg dig, Fridthjof! at holde dit Ord, og ei bede først om Fred." Fridthjof vendte sig imod dem og kvad:

I monne ikke
Os at kue mægte,
Angerfulde
Øskægger (8)!
Heller vil jeg færdes,
End om Fred bede,
Ene til Kamp mod
Eder ti.

Da kom Halvard til, og sagde: "Det vil Jarlen, at I alle skulle være velkomne, og ingen skal anfalde eder." "Det Tilbud tage vi gjerne imod," sagde Fridthjof, men vare dog beredte til begge Dele." Derefter gik de mod Jarlen, og han tog vel imod Fridthjof og alle hans Mænd; og hos ham opholdt de sig om Vinteren, og bleve holdte i megen Ære af Jarlen. Han spurgte dem ofte om deres Færd, og da kvad Bjørn denne Vise:

Øste vi, medens
Over slog Bølgen,
Raske Svende,
Paa Sider begge,
I ti Dage
Og otte.
Da Rans Møer (9)
Matted Søens Hest.

Jarlen sagde: "Meget nær har Helge gaaet eder, og der er ikke noget at vente af saadanne Konger, som til intet andet due, end til at ombringe Folk med Trolddomskunster." "Jeg ved," sagde Angantyr, at det er dit Ærinde hid, Fridthjof! at du er sendt at hente Skat, og derpaa skal jeg strax give dig Svar, at Konning Helge skal ingen Skat faae af mig, men du skal faae af mig Penge, saa mange du lyster, og kan du da kalde det Skat, om du vil, eller med en anden Benævnelse, om du heller vil det." Fridthjof sagde, at han vilde tage imod Pengene.

8. Kong Ring ægter Ingeborg.

Nu skal der fortælles, hvad der skete i Norge, da Fridthjof var bortreist. Brødrene lode, som sagt, brænde hele Gaarden Framnæs. Men da hine Søstre vare i Færd med Seiden, drattede de ned af Seidhjalet, og Ryggene brækkedes i dem begge. Denne Høst kom Kong Ring nord op til Sogn, at holde sit Bryllup. Der blev nu holdt et anseeligt Gilde, paa hvilket han drak Bryllup med Ingeborg. Engang sagde Kong Ring til Ingeborg: "Hveden har du faaet denne hin gode Ring, som du bærer paa din Haand?" Hun sagde, at hendes Fader havde eiet den. "Nei!" svarede han, "den har du faaet af Fridthjof, og tag den strax af din Haand, thi ei skal du mangle Guld, naar du kommer til Alfheim." Da gav hun Helges Kone Ringen, og bad hende give Fridthjof den, naar han kom tilbage. Kong Ring drog siden hjem med sin Kone, og fattede stor Kærlighed til hende.

9. Fridthjof kommer tilbage med Skatten.

Om Vaaren derefter foer Fridthjof bort fra Ørkenøerne, og han og Angantyr skiltes med Kjærlighed. Halvard drog med Fridthjof. Men da de kom til Norge, spurgte de, at Fridthjofs Gaard var brændt. Og da Fridthjof kom til Framnæs, udbrød han: "Her er Boligen bleven sort, og her er ingen Spor af Venners Færd;" hvorpaa han kvad denne Vise:

Før vi drukke
Paa Framnæs,
Frækne Drenge,
Med Fader min;
Nu jeg seer vor Bolig
Brændt at være,
Ædlinger jeg har
Ondt at lønne.

Da spurgte han sine Mænd til Raads, hvad Beslutning han skulde tage, men de bade ham selv at sørge derfor. Han sagde da, at han vilde først af med Skatten. De roede derpaa over Fjorden op til Syrstrand. Da spurgte de, at Kongerne vare i Baldershage ved Disaofret. Did gik nu Bjørn og Fridthjof op, og denne bød Halvard, Asmund og de andre imidlertid at sønderhugge alle Skibe, baade store og smaae, som vare der i Nærheden. De gjorde saa, men Fridthjof og Bjørn gik til Dørene i Baldershage. Fridthjof vilde gaae ind; Bjørn bad ham fare vaersom frem, men han vilde ene gaae ind. Han bad da Bjørn at blive udenfor, og holde vagt imedens, og kvad:

Ene vil jeg gange
Ind i Gaarden,
Behøver jeg kun ringe Hær,
For Herskere at møde;
Kaster Ild i
Konningers Gaard,
Om jeg kommer ei
I Kveld tilbage!

Bjørn sagde: "Det er vel kvædet." Derpaa gik Fridthjof ind, og saae, at der kun vare faa Folk i Disarsalen. Kongerne vare da sysselsatte med Disaofret, og sade ved Drikkebordet. Paa Gulvet var antændt en Ild, og deres Koner sade ved Ilden, og varmede Guderne, men nogle smurte dem, og tørrede dem med en Dug. Fridthjof gik hen for Kong Helge, og sagde: Vil du nu tage imod Skatten?" og han svang med det samme Pungen, hvori Sølvet var, i Veiret, og slog ham den i Næsen, saa at to Tænder gik ud af hans Mund, og han daanede, som han sad i Høisædet; men Halfdan greb i ham, saa at han ikke falde i Ilden. Da kvad Fridthjof denne Vise:

Tag du mod Skatten,
Folkets Konning!
Med de forreste Tænder,
Om du fordrer ei mere;
Sølv er paa Bunden
Af Sæk denne,
Det have Bjørn og jeg
Begge hentet.

Der vare kun faa Mennesker i Stuen, thi de drak paa et andet Sted. Da Fridthjof nu igjen gik ned ad Gulvet udefter, saae han den gode Ring paa Helges Kones Haand, da hun varmede Balder ved Ilden. Fridthjof greb fat i Ringen, men den sad fast paa Haanden, og han trak hende da langs ned ad Gulvet ud efter Døren, og Balder faldt ud i Ilden. Men Halfdans Kone greb hurtig fat i hende, men da faldt ogsaa den Gud, som hun havde varmet, ud i Ilden, som nu slog i begge Guderne, der i Forveien vare smurte, og denæst op i Taget, saa at Huset stod i lys Lue. Fridthjof fik dog Ringen, før han gik ud. Bjørn spurgte nu, hvad der var gaaet for sig medens han var derinde; da holdt Fridthjof Ringen i Veiret, og kvad denne Vise:

Helge traf Hugget af Pungen,
Hilste den Niddingens Næse;
Haardt fra Høisædets Midte
Halfdans Broder nedfaldt;
Der maatte Balder brænde,
Bar jeg først dog Ringen,
Og fra Ildens Luer
Uden Frygt trak jeg Kvinden.

Det siger man, at Fridthjof kastede Ildbrande i Taglægterne, saa at hele Salen stod i Lue, og da kvad han:

Stunde vi nu til Stranden,
Stort udrette vi siden;
Thi blaa Luer brage
I Baldershages Midte.

   Efter det gik de ned til Søen.

10. Fridthjof flyer ud af Landet.

Saa snart Kong Helge kom til sig selv igjen, bød han strax sine Folk at drage hurtigt efter Fridthjof, og dræbe ham med hele hans Følge, sigende, at denne Mand havde forgjort sit Liv, da han ikke agtede noget helligt Sted. Huustroppen blev nu blæst sammen, og da de kom ud af Salen, saae de, at den stod i lys Lue. Kong Halfdan ilte derhen med nogle af Folkene; men Helge drog efter Fridthjof og hans Mænd. Disse vare allerede komne om Bord, og lode Skibene saa sagte vugge. Kong Helge og hans Folk fandt nu, at alle deres Skibe vare sønderhuggede, og de maatte da lægge ind til Land igjen, og mistede nogle Mænd. Kong Helge blev nu saa vred, at han rasede. Han spændte da sin Bue, og lagde en Piil paa Strengen, og agtede at skyde til Fridthjof og det gjorde han med saa stor Styrke, at begge Buehalsene gik i Stykker. Men da Fridthjof saae det, greb han tvende Aarer paa Ellide, og trak dem saa fast, at de begge brødes, og kvad da denne Vise:

Kyste jeg ungen
Ingeborg,
Beles Dotter,
I Baldershage;
Saa skulle Aarer
Paa Ellide
Begge briste
Som Helges Bue.

Derefter luftede det op inde fra Land ud efter Fjorden. De heiste da Seilene op, og Skibet skred frem, og Fridthjof bød sine Folk, at de skulle mage det saa, at de ei skulde behøve at dvæle der længe. De seilede derpaa ud langs Sogn. Da kvad Fridthjof:

Ud fra Sogn vi seiled,
Saa vi droge fordum,
At i vor Odel øverst
Ildens Luer spilled;
Nu begynder Baal at brænde
I Baldershages Midte,
Vil jeg derfor vorde,
Veed jeg det, Gudulv kaldet.

Bjørn spurgte Fridthjof: "Hvad Beslutning skulle vi nu tage, Fosterbroder?" "Ei vil jeg blive her i Norrig," sagde Fridthjof, "men jeg vil lære at kjende Krigsmænds Sæder, og fare i Viking." Siden ransagede de om Sommeren Øer og Udskjær, og forhvervede sig Gods og Berømmelse; men om Høsten styrede de til Ørkenøerne, og Angantyr tog vel imod dem, og der dvælede de om Vinteren. Men da Fridthjof var dragen bort fra Norge, da holdt Kongerne et Thing, og gjorde Fridthjof landsforviist fra alle deres Lande, og lagde hele hans Eiendom under sig. Kong Halfdan tog sæde paa Framnæs, og opbyggede atter en Gaard der, hvor den brændte havde staaet. Ogsaa istandsatte de igjen hele Baldershage, og det havde varet længe, inden Ilden blev slukket. Det tog Kong Helge sig mest nær, at Guderne vare brændte; og det blev en stor Bekostning, inden Baldershage var opbygget fuldkommen ligesom før. Kong Helge havde nu sit Sæde paa Syrstrand.

11. Fridthjof besøger Kong Ring og Ingeborg.

Fridthjof erhvervede sig meget Gods og Berømmelse, hvor han foer frem; han dræbte Ildgjerningsmænd og grusomme Vikinger, men Bønder og Kjøbmænd lod han fare i Fred; og blev han da paa ny kaldt Fridthjof hin Frækne. Han havde nu skaffet sig en betydelig Hær af gode Mænd, og var blevet meget rig paa Løsøre. Men da Fridthjof havde været tre Aar i Viking, foer han østerpaa og og lagde ind i Vigen. Da sagde han, at han vilde gaa i Land, men hans Folk skulde begive sig paa Krigstoge om Vinteren; "thi jeg begynder at blive kjed af de idelige Krigstoge," sagde han, "og jeg vil derfor drage til Opland, og besøge Konning Ring; men I skulle afhente mig her til Sommer, og jeg vil komme her den første Sommerdag." "Denne Beslutning er ikke forstandig," sagde Bjørn, "dog kommer du til at raade. Jeg ville heller, at vi drog nordpaa til Sogn, og dræbte begge Kongerne Halfdan og Helge." "Det nytter til ingen Ting," svarede Fridthjof, "jeg vil heller reise, at besøge Konning Ring og Ingeborg." "Ugjerne," sagde Bjørn, "giver jeg mit Minde til, at du vover dig ene i hans Vold, thi Ring er viis og kløgtig, om han end er noget til Alders." "Heri vil jeg nu raade," sagde Fridthjof, "og skal du, Bjørn! imidlertid raade for Hæren." De gjorde, som han bød, og Fridthjof drog til Opland om Høsten; thi han var nysgjerrig efter at være Øievidne til Kong Rings og Ingeborgs Elskov. Før han kom der, tog han over sine andre Klæder en stor Kofte, som var overalt laaden; i hver Haand bar han en Stok, og en Maske for Ansigtet, og gav sig saa gammelt et Udseende som muligt. Siden traf han paa nogle Hirdsvende, førte kun et ringe Væsen, og spurgte: "Hvorfra ere I?" Men de svarede: "Vi have hjemme i Streitaland paa Kongens Sæde." "Er Ring en mægtig Konning?" spurgte Oldingen. "Du forekommer os," svarede de, "som du maa være saa gammel, at du maa vel have Kundskab om, hvorlunde det har sig med Konning Ring i alle Henseender." Oldingen sagde, at han havde bekymret sig mere om Saltbrænderi end om Kongesæder. Derpaa drog han med dem hjem til Hallen, og gik, da det mørknedes, ind i Hallen, teede sig meget svag, og standsede ude ved Døren, og kastede Koftehætten over Hovedet, for at skjule sig. Kong Ring sagde da til Ingeborg: "Der gik en Mand der ind i Hallen, som var langt større end andre Mænd." "Det er en uvigtig Tidende," svarede Dronningen. "Kongen sagde da til den Mand, som vartede op ved Bordet: "Gak du, og spørg, hvo den Mand med Koften er, hveden han kommer, og hvor han har sin Slægt!" Svenden løb ned ad Gulvet til den Fremmede, og sagde: "Hvad hedder du Mand, hvor var du i Nat, og hvor har du din Slægt?" "Mange Spørgsmaale gjør du Svend," sagde den kofteklædte Mand, "men kan du ogsaa gjøre nogen Rede for det, om jeg end underretter dig herom?" Koftemanden sagde da: "Thjof (10) hedder jeg; hos Ulv var jeg i Nat, men i Anger var jeg opfødt." Svenden løb for Kongen, og sagde ham den fremmede Mands Svar. Kongen sagde: "Du har fattet vel, Svend! Jeg veed, der er et Herred, som hedder Anger, men det kan dog ogsaa være, at det ikke er Manden saa let om Hjertet; og det maa være en viis Mand, og jeg synes særdeles vel om ham." Dronningen sagde: "Det er underlig Skik, at du har Lyst til at tale saa meget med alle de Tiggere, som her komme, og hvad er han vel værd at tale med?" "Ei veed du det bedre end jeg," sagde Kongen; "jeg seer, han tænker mere end han taler, og seer sig meget om." Derpaa sendte Kongen en Mand efter ham, og Koftemanden gik ind for Kongen, meget nedbøiet, og hilste ham med svag Stemme. Kongen sagde: "Hvad hedder du, store Mand?" Koftemanden svarede, og kvad denne Vise:

Da hed jeg Fridthjof (11),
Da jeg foer med Vikinger,
Men Herthjof,
Da jeg Møer bedrøved,
Geirthjof, da jeg
Gaflokker kasted,
Gunthjof, da jeg
Gik i Kampen,
Eythjof, da jeg
Udskjær hærjed,
Helthjof, da jeg
Hænded Smaabørn,
Valthjof, da jeg
Var over andre;
Nu har jeg svømmet siden
Med Saltkarle,
Hjælp behøvende,
Førend jeg hid kom.

Kongen sagde: "Af meget har du Tyvsnavn taget; men hvor var du i Nat, og hvor er dit Hjem, og hvor er du opfødt, og hvad bragte dig hid?" Koftemanden svarede: "I Anger var jeg født, hos Ulv var jeg i Nat, min Hu bragte mig hid, men Hjem eier jeg intet." "Det kan være," svarede Kongen, "at du har været opfødt i Anger nogen Tid, men det kan dog ogsaa hændes, at du har været født i Fred; i Skoven maa du have været i Nat, thi ingen Bonde er her i Nærheden, som hedder Ulf; men naar du siger, at du har intet Hjem, saa kan det vel være, at det tykkes dig af ringe Værd imod den Hu, som bragte dig hid." Da sagde Ingeborg: "Far, Thjof!" til et andet Herberge, eller dog ud i Gjæstestuen!" Men Kongen sagde: "Jeg er nu saa gammel, at jeg kan tildele Gjæster Plads her; tag du Fremmede din Kofte af, og sæt dig ved min Side!" "Du gaaer nu heelt i Barndom," sagde Dronningen, "at du giver Tiggere Plads ved din Side." "Det skikker sig ikke heller," sagde Thjof, "og er det bedre, som Dronningen siger; thi jeg er mere vant til Saltbrænderi end til at sidde hos Høvdinger." "Gjør som jeg vil," sagde Kongen, thi jeg vil nu raade dennesinde." Thjof tog da Koften af sig, og var underneden iført en mørkeblaa Kjortel, havde den gode Ring paa sin Haand. Han havde et tykt Sølvbælte, i hvilket hang en stor Pung med blanke Sølvpenge. Et Sværd bar han ved sin Side, og en stor Skindhue havde han paa Hovedet, thi han var meget svagøiet, og laaden var han over hele Ansigtet. "Nu gaaer det i mine Tanker bedre," sagde Kongen, og skal du, Dronning! føre ham en god Kappe, som det kan anstaae ham at bære." "Du skal raade, Herre!" svarede Dronningen, "men jeg gjør ikke meget af denne Thjof." Siden blev der givet ham en god Kappe, og da han havde taget den over sig, satte han sig i Høisædet hos Kongen. Dronningen blev blodrød, da hun saae den gode Ring, men dog vilde hun ikke samtale med ham. Kongen derimod var meget munter imod ham, og sagde: "En god Ring har du paa din Haand, og længe maa du have brændt Salt for den." "Det er hele min Fædrendearv," svarede han. "Det kan vel være," sagde Kongen, "at du eier mere end den, men faa Saltbrænderkarle troer jeg at være dig lige, om Alderdommen ikke blinder alt for meget mine Øine." Thjof var der om Vinteren, og havde det godt, og alle tyktes vel om ham. Han var gjæv og mild mod enhver. Dronningen talte kun Lidet med ham, men Kongen omgikkes ham med særdeles Munterhed.

12. Kong Ring drager til Gildes.

Nu fortæller man, at Kong Ring engang skulde drage til Gildes med sin Dronning og meget Folk. Da spurgte Kongen Thjof: "Hvad vil du, fare med os eller blive hjemme?" Han sagde, at han foretrak at fare med. "Det synes jeg ogsaa bedst om," sagde Kongen. Siden begave de sig paa Reisen, og det traf sig saa, at de skulde drage over en Sø. Da sagde Thjof til Kongen: "Usikker tykkes mig Isen, og det tykkes mig, at vi fare uforsigtig." "Ofte findes det," svarede Kongen, "at du advarer os vel." Lidt efter brast hele Isen. Thjof løb da til, og rykkede Vognen med alt, hvad der var i den, til sig; baade Kongen og Dronningen sade i Vognen. Det hele rykkede Thjof op af Isen tilligemed Hestene, som vare spændte for Vognen. Da tog Kong Ring til Orde: "Det var et godt Tag, og ikke ville Fridthjof hin Frækne have grebet stærkere fat, om han havde været her; saadanne kan man kalde meget frækne Følgesvende." Kongen drog hjem med anseelige Gaver. Nu forløb Høivinteren, og da det lakkede ad Vaar, begyndte Veirliget at blive mildere, Skoven at grønnes, Græsset at spire frem, og Skibene at fare Landene imellem.

13. Kong Ring drager ud i Skoven.

Det var nu en Dag, at Kongen talte til sine Hofsinder saalunde: "Jeg vil, at I skulle drage ud i Skoven med mig i Dag, for at more os, og se Lanets fagre Udseende." Som sagt saa gjort, og en utallig Mængde Mennesker strømmede med Kongen ud i Skoven. Det traf sig nu saa, at Kongen og Fridthjof vare begge sammen i Skoven fjernt fra andre Mennesker. Kongen sagde da, at han var noget tung, og vilde lægge sig til at sove. Thjof svarede: "Far hjem, Herre! thi Sligt anstaar fornemme Folk bedre hjemme end ude." "Ei kan jeg det," sagde Kongen. Derpaa lagde han sig, og sov haardt, og snorkede høit. Thjof sad nærved ham, og drog Sværdet ud af Skeden, og kastede det langt bort fra sig. Kort derefter satte Kongen sig op, og sagde: "Var det ei saa, Fridthjof! at der kom dig meget i Hu, der du dog vel imodstod; og skal du derfor her have god Anseelse hos os. Jeg kjendte dig den første Kveld, da du kom i vor Hal, og ei skal du snart skilles fra os. Saa vil der ogsaa forestaae dig noget Stort." "Vel og venligen have I modtaget os," svarede Fridthjof, "men bort maa jeg nu snart; thi mine Folk komme om føie Tid mig i møde, som jeg forud har budet dem." Siden rede de hjem fra Skoven, og da kom Kongens Huustrop til dem; og de droge derpaa hjem til Hallen, og drak vel om Aftenen. Det blev da aabenbaret for Almuen, at Fridthjof hin Frækne havde været der om Vinteren.

14. Fridthjof faaer Ingeborg.

Det var en Morgen tidlig, at der bankedes paa Døren til den Hal, hvori Kongen og Dronningen og mange andre Folk sov. Kongen spurgte da, hvo der bankede paa Døren. Den, som var derude, sagde: Her er Fridthjof; jeg er nu beredt til Bortreisen." Da blev Døren lukket op, og Fridthjof gik ind, og kvad denne Vise:

Tak skal du modtage,
Thi du har vel mig beværtet,
Rede jeg er til Uveir
Aarer frem at svinge:
Ingeborg jeg mindes,
Medens vi leve begge,
Fare hun vel og fange
Fingerguld for Kysse!

Derpaa kastede han den gode Ring til Ingeborg, og lagde til, at hun skulde eie den. Kongen smilede ad denne Vise, og sagde: "Saa falder det dog ud, at hun bliver bedre takket for Vinterherberget end jeg, uagtet hun dog ikke har viist sig venligere mod dig end jeg." Da sendte Kongen sin Tjenestemand, at hente Mad og Drikke, og sagde, at de skulde spise og drikke, før Fridthjof drog bort. "Sid du ogsaa op," saa tiltalte han Dronningen, "og vær munter!" Hun sagde, at hun kunde ikke spise saa tidlig. "Vi skulle nu alle spise tilsammen," svarede Kong Ring. Og saa gjorde de, men da de havde drukket en Tid, tog Kong Ring saalunde til Orde: "Jeg ønskede, Fridthjof! at du vilde blive her; thi mine Sønner ere endnu Børn, og jeg er gammel og ikke skikket til Landeværn, om nogen med væbnet Magt anfalder dette Rige. "Fridthjof svarede: "Hurtig maa jeg fare, Herre!" og kvad denne Vise:

Bo du, Ring Konning!
Rask og længe,
Øverste Hersker
Under Jordskjødet!
Vogt, Høvding! vel
Viv og Lande;
Skulle vi Ingeborg
Aldrig træffes.

Da kvad Kong Ring:

Far du ei saa,
Fridthjof! heden,
Herligste af Helte!
I Huen mørk;
Dig vil jeg gjengjelde
Dine Gaver
Vist bedre end du
Venter selve.

Og fremdeles kvad han:

Jeg giver frækne
Fridthjof Kone
Og alle mine Eiendomme.

Fridthjof faldt ham ind i Talen, og kvad:

Jeg vil ei gives
Gaver disse,
Uden du, Drot!
Dødsot føler.

Kongen sagde: "Jeg vilde ei give dig det, uden jeg troede, at det var saa, og jeg er syg, og dig under jeg helst dette Giftermaal, thi du bærer Fortrin for alle Mænd i Norrig. Saa vil jeg ogsaa give dig Kongenavn, thi hendes Brødre ville ikke saa gjerne unde dig Værdighed og endnu mindre fæste dig en Kone end jeg." Fridthjof svarede: Hav megen Tak, Herre! For eders Velgjerning, som er større end jeg ventede, men ei vil jeg have mere end Jarls Navn i Navnebod." Da gav Kong Ring med Haandslag Fridthjof Vælde over det Rige, som han havde styret, og tillige Jarlsnavn; og skulde Fridthjof raade derover, indtil Kong Rings Sønner vare voxne, til selv at styre deres Rige. Kong Ring laae i kort Tid, og da han døde, var der stor Sorg over ham i Riget. Derpaa blev en Høi opkastet over ham, og deri blev efter hans Befaling lagt meget Gods. Siden gjorde Fridthjof et anseeligt Gilde, da hans Mænd kom dertil; og da blev paa een Gang drukket Kong Rings Arveøl og Ingeborgs og Fridthjofs Bryllup. Derefter styrede Fridthjof dette Rige, og holdtes for en ypperlig Mand. Han og Ingeborg havde mange Børn.

15. Om Fridthjof og Brødrene Helge og Halfdan.

Kongerne i Sogn, Ingeborgs Brødre, spurgte denne Tidende, at Fridthjof havde faaet Kongevælde over Ringerige og havde ægtet deres Søster Ingeborg. Helge sagde da til sin Broder Halfdan, at dette var et stort Vidunder og Dristighed, at en Hersesøn skulde ægte hende. De samlede da betydeligt Mandskab, og droge med det ud imod Ringerige, og agtede at dræbe Fridthjof, og lægge hele Riget under sig. Men da Fridthjof fik dette at vide, samled han en Hær, og talte saalunde til Dronningen: "En ny Ufred er kommen i vort Rige, men i hvordan den end vil løbe af, vil vi ei see nogen vred Mine af eder." Hun svarede: "Saa vidt er det nu kommet, at vi maae lade dig være den høieste." Bjørn var da kommen østenfra, Fridthjof til Hjælp. Siden rykkede de frem til Kamp; og det var endnu ligesom før, at Fridthjof var fremmerst i Kampens Hede. Han og Kong Helge kom til at skifte Hug, og Fridthjof tildeelte ham Banesaar. Da lod Fridthjof et Fredskjold holde i Veiret, og Kampen standsedes. Fridthjof sagde da til Kong Halfdan: "To store Vilkaar ere dig nu for Haanden. Det ene, at du lægger alt i min Vold, det andet, at du bliver dræbt ligesom din Broder; thi det synes nu, at jeg har bedre Sag end I." Da valgte Kong Halfdan, at lægge sig og sit Rige under Fridthjof. Fridthjof tog da Herredømme over Sognfylke, saa at Halfdan skulde være hans Herse i Sogn, og yde Fridthjof Skat, saalænge han styrede Ringerige. Der blev da givet Fridthjof Kongenavn over Sognefylke, fra den Tid da han overgav Ringerige til Kong Rings Sønner; og derefter underlagde han sig Hørdeland. Han havde med Ingeborg to Sønner, Gunnthjof og Hunthjof, som bleve drabelige Mænd. Og ender her nu Sagaen om Fridthjof hin Frækne.

Fodnoter:

1) d. e. Skib med Dæk.
2) eller: og to Maader er der her at spille sig ud derfra.
3) rimelig forstaaes derved Kongen.
4) d. e. Tryllehjalet. C. C. Rafn henviser her til tidligere fodnoter. To af disse følger her: A. "Seid betyder egentlig Sydning, Kogning, især af forgiftede Urter, og var den allerafskyeligste Art af Trolddom, som mest gik ud paa at føre Ulykke over Folk, skjønt undertiden ogsaa betydelig Lykke. Det var mest Kvinder, der gave sig af dermed, og derfor kaldtes Seidkvinder." (Nordiske Fortidssagaer, bd. 1, s. 11). B. "Det var Sædvane at byde disse Valaer eller Spaakvinder til Gilde, og der blev da intet sparet for dem, for at de skulde tolke Fremtidens Skjæbne og tage Dækket af skjulte Ting. Naar Trolddommen skulde øves, reistes først Tryllehjalet eller Seidhjalet, som var en under Trylleformularer indrettet Forhøining eller Stellads. Paa dette satte efter flere Forberedelser, Valaen sig, og da gik under mange underlige Gebærder Spaaningen for sig. (Nordiske Fortidssagaer, bd. 1, s. 10).
5) Originalens Ord mærin kan ogsaa udlægges Viven.
6) d. e. de forreste Seilskjød.
7) d. e. Troldkvinden, der havde paataget sig en fremmed Skikkelse eller Ham.
8) Øboere
9) d. e. Bølgerne
10) d. e. Tyv
11) De forskjellige Navne udlægges: Fredtyv, Hærtyv, Spydtyv, Kamptyv, Øtyv, Heltyv, Valtyv.