A. Ved hellig Knuds lidelse
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
i oversættelse ved
Hans Olrik
Ved hellig Knuds lidelse
1.
Den meget kristelige kong Erik, der af Guds nåde var tronen værdig, styrede Danmarks rige med held og lykke, og under hans kongedømme tilsmilede fred og lovlighed landet, folket trivedes vel, og der var overflod på alle livsfornødenheder(2). Blandt hans gode gerninger må særlig nævnes den, at da han en gang var draget til et fjernt land for at bede, erhvervede han vang og jord for penge og opførte for egen regning et herberg for fattige og pilegrimme, hvilket man såre trængte til(3), For hans vedholdende godheds skyld gav hele folket ham på sit eget mål tilnavnet ”Egode”(4). Han nød da også yndest for sin store vennesælhed mod sit folk, i den grad, at da han stod i begreb med at drage udenlands for tredje gang, vilde hele landet med tredjedelen af alt sit gods, jordegods og kvæg undtagne, købe kongen fri for at opfylde sit løfte(5). Men hverken ved bøn eller ved løn lod kongen sig bringe fra sit fromme forsæt; han begav sig på vej sammen med sin dronning, Bodil, og satte sin ældste søn Harald til at vogte riget(6). Knud, som dronningen havde født kongen, og som endnu var en lille dreng, levede imedens hos Skjalm, den dygtigste mand blandt de danske, og blev opdragen dér(7).
Den betænksomme konge kom omsider til Rom, og i det han der virkede for sit fødelands frihed(8), opnåede han palliet af paven(9). Efter at han havde sendt dette hjem til sit rige, skyndte han sig at fortsætte sin påbegyndte pilegrimsfærd(10). Imidlertid nærmede den udmærkede mand sig til afslutningen på sin møjsommelige livsgerning: angreben af feber forudsagde han da, hvad det guddommelige forsyn gav ham nåde til, sin bortgangs dag for de hosstående og betegnede dem det sted, hvor han ønskede at jordfæstes. Da disse nu i betragtning af stedets uskikkethed hertil forsikrede ham, at det var umuligt at få nogen begravet der, svarede han: ”Jorden tilhører Herren; og derfor, selv om han kaster mig ud fra den plads, må I gerne begrave mig udenfor det indviede sted. Kongens ord gik i opfyldelse. Han døde på den dag, han, havde forudsagt, blev jordet, hvor han havde ønsket det, og hans hvilested forblev i fred. Sælsomme under! Det sted, som fordum ikke havde villet modtage noget lig, viste sig efter kongens jordfæstelse brugbart til gravsted for alle og enhver(11).
2.
Da kongens død kom til de danskes kundskab, styrtede de Harald, der på mange måder havde vakt deres misnøje, fra styrelsen af riget og valgte sig kongens broder Nils til konge(12). Men da Nils ikke havde så meget forsynlighed og styreevne, som rigets tarv krævede(13), beroede styrelsen for største delen på den ædle dronning Margrete, så at fremmede sagde, at Danmarks styrelse lå i kvindehånd(14). Men denne dronning, som var en vis og højsindet kvinde, viste moderlig kærlighed mod kong Eriks søn Knud ligeså fuldt som mod sin egen søn Magnus. Knud og Magnus var da også venner og kammerater, således som blodets nære bånd krævede det; og sålænge dronningen levede, kunde der ikke trives noget fjendskab mellem dem(15). Derfor, da hun mærkede, at hendes sidste levedag var nær forestående(16), kaldte hun Knud til sig og tiltalte ham således: ”Min søn, da du i alder og åndsudvikling er fremmeligere end min søn Magnus, husk så på Eders frændskab og den kærlighed, jeg har vist dig, og vend dig ikke bort fra ham! Men sker det ved andres tilskyndelse eller ved hans egen dårskab, at han fjerner sig fra den rette vej, da må du dadle og rette ham, således som en broder bør gøre det overfor sin broder”. Knud svarede: ”Kæreste moder, jeg kalder Gud til vidne på, at fra min side skal der ikke komme noget, som kan skade ham; men jeg skylder — som jeg da heller ikke kan andet — i alt at vise mig som hans trofaste broder”. Da nu Knud gik frem i alder og visdom(17), blev han ved heltemæssige(18) og dydige gerninger en pryd for sin tid. Han var hidtil endnu ikke bleven hædret med noget offenligt hverv; men den gang Eliv, Slesvigs hertug, døde(19), så ansøgte han sin farbroder Nils om dennes hertugdømme, og hans bønner hjalp ham til at få sit ønske opfyldt(20). Dér skete der den gang af brist på ret og lovlig orden idelige indfald af Venderne, i den grad, at kongen selv ikke kunde overnatte der, uden at han var beskyttet af en vagt af Friser(21). Tilmed var ingen beboer i det landskab tryg for sig og sin ejendom på grund af røveres og ransmænds overgreb.
3.
Da Knud nu ved Guds styrelse var bleven hertug(22), spændte han sværd ved lænd og omgjordede sig med mandighed(23); han splittede de fjendeskarer, som anfaldt rige(24)t, han udryddede røverne og lod tyvene hænge,og i løbet af kort tid friede han sit fædreland for al hjemsøgelse(25). Det havde da til følge, at de, der før sad skælvende selv på de mere sikre steder, de levede nu i glæde og holdt gilder i fjendernes smuthuller, i ransmændenes huler og i sørøvernes havne, fordi der ikke længer var nogen, der kunde indjage dem skræk; ved alle kyster kunde nemlig enhver bo i fred og ro. Når én ved tyveri eller ran havde mistet sin okse eller hest, skulde der to eller tre dage ledes efter dyret, for at man kunde se, om det ikke muligvis løb løst om på markerne; men fandtes det ikke, måtte hertugens ombudsmænd skaffe det tilbage: de eftersporede da tyven og tyvekosterne og øvede retfærdighed(26). Der var en mand af høj byrd, men slet i sin vandel; ofte var der bleven rejst sag imod ham, men han vilde ikke holde op med sin frække færd, fordi han var mægtig, og han anså det for intet at øve vold mod de fattige og kue sine naboer. Mens hertugen da en gang opholdt sig i Skåne, fik han underretning om, at denne mand trådte al ret under fødder, ringeagtede retfærd og hverken frygtede Gud eller undså sig for mennesker(27). Da hertugen nu hørte dette, gav han sig, forbitret over denne sag, end ikke tid til søvn, før han skyndsomt var vendt tilbage til Jylland. Straks bliver synderen stævnet for ham, han bliver anklaget og overbevist(28) og af den retfærdige dommer dømt til galgen. Da sagde han til hertugen: ”Jeg er din frænde; du må dog ikke skæmme din egen høje byrd.” Dertil svarede hertugen: ”Siden du er min frænde, skal du også i straffen få forrang for de andre(29). Så meget som du nemlig i byrd står højere end de andre, så meget skal du også blive hejset højere op end dem.” Og det blev udført: man hentede en skibsmast og rejste den på toppen af en høj; på den blev forbryderen hængt og afsluttede således sit skændige liv med en velfortjent død(30). Da voldsmændene mærkede, at han som en retfærdig dommer end ikke havde skånet sine frænder, når de handlede ilde, blev de rædde for at driste sig til tyveri eller ran.
4.
Efter at have skaffet fred i sit fædreland, trængte hertugen med et ringe følge ind i Venderlandet, i det han ikke fæstede lid til menneskemagt, ikke til et stort mandetal, men til Herren; og hvor hundrede plejede at frygte døden, der skred han selvtredje tryg frem. Så blev han da modtagen med hæder og mødt med ærefrygt både af høvdinger og almue, og med alles bifald overgives Venderlandet til hans herredømme(31), og under fredens pant knyttede han det i trofast forbund til Danmarks rige. I alt gik det ham godt, fordi Herrens hånd var med ham(32). Og det var ikke andet, end hvad han fuldt ud havde fortjent; thi jo højere han steg, des ydmygere var han; jo mægtigere han blev, des mere vennesæl viste han sig mod alle. I ham fremspirede der et omsorgsfuldt og fromt sind, hos ham blomstrede sanddru og velvillig tale, hos ham satte god og virksom gerning frugten. I så høj grad elskede han at smykke Herrens hus, at han selv som den første mellem dets tjenere udstyrede det med alterklæder og alterkar(33). Dets klerke, som i hans nærværelse skulde besørge de gudstjenstlige handlinger såvel på festdage som på hverdagene, gav han ikke lov at besørge tjenesten anderledes end i den regelmæssige ordensdragt(34). I det han da således var gudfrygtig og nøjeregnende i hvad der vedkommer Guds tjeneste og virkelysten og høvisk i verdslige forhold, var han med rette elsket af Gud og mennesker. Derover blev kongesønnen Magnus betagen af misundelse, der gjorde ham blind, så han i sit hjerte undfangede harme og fødte uret(35). Han agtede at rydde hertugen af de levendes tal ved svig, men magtede det ikke, fordi hans tid endnu ikke var kommen(36). Næsten i ni år mærkede Knud ikke sin fætters had. Ganske vist hørte han af flere, at Magnus spandt rænker imod ham; men såre trofast, som han var, kunde han ikke have en så nærbeslægtet ven mistænkt for troløshed.
Det hændte sig imidlertid, at hertugen blev anklaget for kongen(37). Da var det, at kongen, der lånte øre til de løgne, man snakkede ham for, på Ribe ting vendte sig imod ham med disse klagepunkter: ”Du har”, sagde han, ”mod landets sæd, indført nye skikke, og i Venderlandet har du, mig og mit kongedømme til skade, tiltaget dig kongenavn”.
5.
Kløgtig, som hertugen var, svarede han med megen værdighed på den første anklage: ”Dit land har hidindtil havt det for skik, at ingen kunde have sit gods sikkert, hverken under lås og lukke eller nogensomhelst anden vagt. Men hændes det nu, at en mand, rig eller fattig, enten med vilje lader en ting blive liggende på alfar vej eller glemmer den der, da bliver den ikke borttagen af nogen, men venter på sin ejermand. Dette er den ny skik!” Overfor den anden bebrejdelse tog han til orde og sagde: ”Jeg kan ikke med rette anklages for at have tiltaget mig kongenavn. Thi hverken har Venderlandet ellers haft en konge eller kaldt mig konge, da det betroede sig til min varetægt. Efter dets almindelige talebrug er ”knés” det navn, som det giver, hvem det kan passe, efter hans stillings højhed eller for at vise ham ærbødighed(38). Det betyder herre; men de danske vrangtyder dette ord og påstår, at det er konge. Du ved tilmed, at jeg ikke blot har gjort det land fredelig sindet mod dit rige, men at endog de, der før voldsomt plejede at angribe dig, ved mit værk nu er rede til i kamp at stå ved din side.” Da kongen hørte dette, fæstede han ikke mere lid til klagerne, fordi han var en troskyldig mand, som let lod sig påvirke, og priste hertugens bedrifter, fordi de var meget fortrinlige. — Da på den tid Herrens fødselsfest var nær forestående, og kongens Vederlag samledes i Roskilde, vilde Knud også skynde sig at drage til festen, hvortil han var indbudt. Men hans hustru, der anede sagens udfald, bad ham om helt at opgive denne rejse(39). Den retfærdige mand tænkte dog i sit hjertes uskyldighed, at han kunde rejse trygt. ”Det passer sig ikke for mig”, ytrede han, ”at lytte til en ængstelig kvindes indskydelser. Til hvad nytte er vel et tillidsfuldt fortrolighedsforhold, et nært frændskab og en ærlig pagt, hvis jeg nu lader tvivl og vankelmod bringe mig til at opgive den rejse, jeg har bestemt mig til?” Kort at fortælle, han udførte sit forsæt, sejlede over havet og kom til kongsgården. Der blev den ærværdige hertug såvel af høje som lave modtagen med opmærksomhed og venlighed.
6.
Magnus, til hvem hertug Knud altfor trygt betroede sig, tænkte nu dag og nat på, hvorledes han kunde volde den sagesløse mand døden. Efter denne troløse mands råd med hensyn til forræderiet mod sin fætter rettede Henrik Skadelår sig(40) og knyttede særlig til sig tre stormænd, hvem han havde tillid til fremfor andre, når det gjaldt om at handle ondt. Af dem var den ene Ubbe jarl, den anden Hakon Nordmand, den tredje Hakon Skåning(41). Disse fire gav hverandre deres ed på, at ingen af dem skulde røbe de andres plan, og da de derpå vilde forhandle om forræderiet, kastede de sig ned på jorden(42). Det var snedig gjort af disse slette mennesker, at de lå ned, mens de sluttede sig til det svigefulde anslag, i det de dermed havde til hensigt, at hvis der blev rettet anklage imod nogen af dem som følge deraf, skulde han rolig kunne gøre sin ed på, at han hverken gående, siddende eller stående havde været tilstede. Men hvad hjalp det dem vel? Sandheden, som ikke narrer nogen, kan heller ikke narres af enhver. Da Hakon Skåning(43) imidlertid mærkede, at hans fæller tørstede efter den uskyldiges blod, trak han sig ud af de ugudeliges råd(44); han vilde ikke sidde på lur med dem for at dræbe den uskyldige. Da nu Magnus endelig troede at kunne føle sig sikker på, at de andre tre ovennævnte var rede til den udåd, de længe havde haft til hensigt at begå, vilde han ikke længer tøve med i gerning at udføre, hvad han havde undfanget i sit hjerte. Troløs kom han da til sin faders kongsgård, under fromheds maske skjulte han sit hjertes skumle attrå og udtalte lydeligt, at han vilde gå på pilegrimsvandring(45). Dernæst begyndte han at tage den hellige hertug som sin fortrolige ven med på råd om det opdigtede løfte og sagde: ”Trofaste fætter, da jeg har fundet dig, fremfor alle andre dødelige, fri for enhversomhelst falskhed, har jeg sat mig for i den her forestående sag at indrette mig og mine anliggender efter dit råd. Thi vi er forenede både ved gensidig tillid og ved blodets bånd. Derfor kan hverken du eller jeg under vort nære forhold skilles ad på nogen måde. Jeg ønsker, at vi mødes, begge uden ledsager, på et noget afsides sted, hvor vi uforstyrret af enhver kan træffe bestemmelser vedrørende det, som skal overvejes”(46). Knud fæstede lid til sin falske fætters ord og svarede: ”Kære fætter, din gode tanke føre han, der virker alt godt, til et lykkeligt udfald! I et oprigtigt, broderligt forhold bør man ikke frygte svig eller forstillelse. Fastsæt tid og sted! Jeg er rede til at rette mig efter dig i alt”. Der blev da truffet aftale mellem dem til begges tilfredshed. Hertugen, der ikke vidste af svig, glædede sig over sin frændes fromme beslutning, og Magnus, der nu håbede at få sin troløse plan gennemført, var jublende glad over det, som var hans egen ulykke.
7.
Da den tid var for hånden, da gæsterne efter hoffets skik skulde tage afsked med værterne, drog Magnus til Gefnevade og hertugen til Balstorp(47). Dagen efter Helligtrekongers fest stod Magnus op lige ved daggry, og, væbnet med svig indvortes og jærn udvortes, bød han overmåde mange af sine mænd at følge med sig, rustede som til kamp(48). Medens de nu red af sted i flok, blev de af den skændige mand nødte til at sværge, at den, han først gik løs på, skulde de alle ufortøvet styrte ind på med væbnet hånd. Da forbrydelsens ophavsmand endelig kom til skoven, hvor han, til sit eget fordærv, havde besluttet at fuldbyrde frændemordet, skjulte han sine væbnede mænd i skovens tykning, og mens han ene gik frem og tilbage i skoven, sendte han svigefuldt bud til hertugen og opfordrede ham til at opfylde, hvad han oprigtig havde lovet. Knud havde den nat været i Haraldsted hos sin frænke Cæcilia, kong Knuds datter(50). Hun opfordrede ham indtrængende til ikke at møde Magnus ene(51); men han svarede: ”Kæreste, for at jeg ikke skal stå brødefuld i denne sag, er jeg nødt til at gøre, hvad jeg oprigtig har lovet”. Hertugen lå endnu og sov, da forræderens sendebud bankede på døren. Da han havde hørt hans ærinde, skyndte han sig, næppe fuldt påklædt, at efterkomme sin troløse fætters bud. Hans mænd forestillede ham, at han skulde klæde sig i våben; men han sagde til dem: ”Nej, vist ikke! Det ser jo mistænkeligt ud, når en våbenklædt går ud at møde en våbenløs”(52). De sagde da: ”Herre, tag dine tro tjenere med dig! Det forholder sig måske ikke rigtigt med grunden til mødet, og det er ikke standsmæssig færd, at en hertug drager afsted uden følge.” Han svarede dem: ”Når man er kaldet ene til rådslagning, forbyder sagen selv, at der kommer flere med”. Kort at fortælle, den hellige mand fulgte selvtredje forræderens svend(53). Medens de nu var på vejen, ønskede svenden, der red forud, at advare hertugen om det påtænkte overfald; men da han for at kunne holde på sin ed ikke åbenlyst vovede at røbe sin herres hemmelige forehavende, sang han tre gange et kvad om en frændesvig, for at Knud deraf kunde skønne, hvad hans fjender havde lagt op imod ham, og endnu få lejlighed til at undgå det(54). Men Knuds ærlige hjerte kunde ikke nære det mindste stænk af mistanke om troløshed. Han sagde i alt fald til svenden, da han tænkte sig muligheden af, at han sang dette for hans skyld: ”Disse og lignende ting er udførte af troløse hedninger, for hvem en ærlig pagt, blodets bånd og gudsfrygt ikke havde nogen vægt. Af troende kristne kan man ikke tro slig udåd udøvet”(55).
8.
I det nu den hellige mand hastig nærmede sig til det sted, hvor forræderiet skulde iværksættes, fik han øje på den troløse frænde, der ene vandrede frem og tilbage i skoven og ventede på ham. Da han så ham, sprang han af hesten og overlod den til sin svend, gik så ene videre og mødte sin frænde, som stod ham efter livet, med et glad åsyn, en ren samvittighed og et oprigtigt sind. Magnus (ɔ: den store) nærmede sig: ja, ”Stor” var han af navn(56), stor i sit hjertes ondskab, stor i sin munds svig, stor i sin gernings ugudelighed. Den trofaste, vennesæle og retfærdige mand hilste han med skændig tunge, omfavnede ham med vanhellige arme og gjorde sig ved fredskys skyldig i forræderen Judas's svig. Han pegede på et sted, der lå noget afsides, og sagde: ”Lad os gå derhen, broder, og sætte os der!(57) Broder kalder han ham, hvem han besnærer med svig; han opfordrer ham til at gå, hvem han ønsker fald, og han tilskynder ham til at sætte sig ned, mod hvem han vover at rejse sig. Den fromme bifaldt den ugudeliges forslag, gik med ham og satte sig hos ham; men medens han sad der, opdagede han, at hykleren hemmelig bar brynje under kjortelen og sagde da: ”Gode broder, hvorfor bærer du våben i fredstid?”(58) Dertil svarede forræderen: ”Jeg er nødt til at lønne en uven af mig for hans færd, og jeg står nu i øjeblikket rede til at tage hævn”. Hertugen, der både selv var meget besindig og ivrig rådede andre til besindighed, søgte at afværge forræderens onde anslag og sagde: ”Det være langt fra din sjæl og tanke, broder, at du ved at udgyde blod, være sig retfærdigt eller uretfærdigt, skulde vove at besmitte højtiden, den vi strengt må overholde. Vent tålmodig! når disse dage er forbi, og det er tid til hævn(59), da skal min hånd være dig til hjælp mod din fjende, om det behøves. Jeg vil være fjende af dine fjender, og de, der holder af dig, skal være mine venner”.
Nu kunde forbrydelsen ikke længer dølges(60). Med hadefuld tale vilde Magnus hilde hertugen. ”Knud”, sagde han, ”hvem tilhører Danmark?” Den hellige mand svarede troskyldig: ”Broder, hvor falder du dog på sådant et spørgsmål, og hvor vil du hen med det? Hvem andre tilhører Danmark vel end din fader, min farbroder? Hans er det, og hans skal det vedblive at være, så længe det behager Ham, hvem kongerne skylder deres herredømme.” Da udbrød Magnus: ”Nej, således er det ikke! Alle går efter dig, du tager land og folk fra os, og mellem os kan det bedre skiftes på denne vis!”(61) Ved disse ord så hertugen, lig det uskyldige lam, der føres til slagterbænken(62) , sig omkring og blev de væbnede mænd var og sagde: ”Broder! Han, som kender alt, ved, at jeg aldrig i ord eller gerning har skadet dig eller dine. Hvorfor har du da gjort dette? Hvad er der blevet af vor pagt, vor troskab og vor oprigtige broderkærlighed! Lad Ham dømme mellem os, som vil gengælde enhver efter hans gerning”(63). I det samme vilde den hellige mand rejse sig, men skammelig trak forræderen ham bag over ved kappehætten og med sit dragne sværd kløvede han Knuds hoved fra det venstre øre til det højre øje og fik ved sit ugudelige hug blodvidnets hjerne til at træde ud. Nu løb Henrik til, han, som vi ovenfor har omtalt, og som deltager i frændemordet jog han sit spyd gennem den uskyldiges legeme. Derefter stak de øvrige medvidere i denne forbrydelse deres spyd ind i brystet på hertugen, for at bevare troskab i deres troløshed. Og således fyldestgjorde den retfærdige kødets krav ved en herlig blodvidnedød. Sålunde led da den fromme, retsindige og uskyldige mand sin død, Danmarks hertug Knud, kong Eriks søn og den ærværdige kong Valdemars fader. Det var den 7. Januar, dagen efter Helligtrekonger, en Onsdag, i det år efter Herrens kødpåtagelse 1130(64). Ham tilkommer hæder og ære i al evighed! Amen.(65)
Noter:
1. Meningen med denne overskrift er: De læsestykker med tilhørende responsorier, vers osv., der brugtes den 7. Januar, den dag, som i kirkens kalendarium kaldtes ”Hellig Knuds lidelse” (passio St. Canuti). Tallene angiver læsestykkerne.
2. Jfr. Ælnod kap. 32 (ovenf. s. 97).
3. Her sigtes til Erik Ejegods rejse til Italien. Han gæstede Rom og drog til Bari, hvor pave Urbanus II holdt kirkemøde (1098). Hans mål med denne rejse var både at få sin broder Knud kanoniseret og et nordisk ærkesæde oprettet i Lund. Af Knytlingasagaen og ”Abbed Nikolaus's rejse” ved vi, at det herberg, Erik grundlagde, var i Piacenza. Tillige sørgede han i Lucca for nordiske pilegrimmes pleje.
4. ”Egothe” kommer af e eller ey, altid, og gothe, god. Sakse fremhæver, at tilnavnet, ikke blot skyldtes hans karakter, men også landets lykke i hans kongetid. Så vennesæl han ellers var, kunde han dog vise træk, der ikke tydede på godhed, således hans adfærd overfor sin broder Olav (se ovenf. s. 58 note 3) og drabet på hirdmændene, hvis denne fortælling kan stå til troende (jfr. næste note).
5. Om anledningen til dette løfte fortæller Sakse, at en spillemand ved sit spil havde slået kongen med vanvid, så han for op og dræbte fire hirdmænd. Mere historisk turde det være, at Erik, der i Italien havde set korstogsbevægelsen på nært hold og havde forhandlet med den pave, der havde rejst den, var bleven grebet af denne mægtige strømning og længtes efter at knæle ved den hellige grav, som nu var fravristet de vantro. Det vides ikke, at kongen tidligere havde været på lang udenlandsfærd mere end en gang; det må derfor stå hen, om Knud Lavards levned har ret i at kalde Eriks pilegrimsfærd for den tredje rejse.
6. Dronning Bodil var af jydsk stormandsæt; hendes fader Thrugot skal have været Sven Estridsøns hirdjarl, og hendes broder Sven, hvis historie Knytlingasagaen har udmalet på helt uhistorisk måde, var også en mægtig høvding. Bodil skildres som en smuk og from kvinde, der bar over med sin mands usædelighed, ja endog smykkede hans friller med egen hånd. Harald, der fik tilnavnet Kesje (et svært, bredbladet spyd), var Eriks frillesøn og voksen, da faderen drog på pilegrimsfærd (1102). Foruden ham havde Erik to andre uægte sønner, Erik, der senere blev konge og fik tilnavnet Emune, og Bent.
7. Knud er vistnok født 1096, den 12. Marts (se min ”Knud Lavards liv og gærning. s. 22 ff.). Skjalm Hvide, der blev hans fosterfader, var rigets ypperste høvding. Allerede i slaget i Niså (1062) havde han udmærket sig; senere var han bleven Sællands jarl og Danmarks høvding på Rygen, da Erik Ejegod underkastede sig denne ø. Han blev stamfader til Danmarks mægtigste og berømteste stormandsæt.
8. Der menes den danske kirkes frihed for det hamburgske ærkesædes overhøjhed.
9. Palliet, ærkebispens værdighedstegn, var en hvid ulden krave med sorte kors. At Erik sendte palliet hjem til Danmark, er ikke rigtigt. Samme år som kongen døde på Cypern, bragte den pavelige legat Alberik det til biskop Asser, dronning Bodils brodersøn.
10. Det er næppe rigtigt, at Erik har lagt vejen til Jerusalem om ad Italien. Sakses fortælling om hans og Bodils rejse over Gulland gennem Gardarige (Rusland) til Konstantinopel må stå til troende. Allevegne blev de kongelige pilegrimme modtagne med største ære; vi ser det af den samtidige Eiriksdrape af skjalden Markus Skeggesøn. Særlig den byzantinske kejser, Alexios Komnenos, skal have vist Erik stor udmærkelse.
11. Erik Ejegod døde på sin broder Knuds dødsdag, 10. Juli, i året 1103. Knud Lavards levned nævner ikke stedet, men af andre kilder ved vi, at det var i Baffa, vestlig på øen Cypern. Det synes efter teksten, som om der ikke har været nogen indviet kirkegård på det sted, eller at den ikke kunde rumme flere; en ny måtte da indvies til Eriks lig. Men dette har vakt betænkeligheder. Om stedet har det nemlig heddet sig, at jorden udspyede ligene; Sakse lader endog denne folketro gælde hele Cypern. — Dronning Bodil nåede til Jerusalem, men døde der og blev jordfæstet i Josafats dal.
12. Harald Kesje viste sig også senere som en voldsom person, der ligefrem drev røverfærd i landet. Ærkebiskop Asser, der skulde være hans medstyrer, var for svag til at hindre ham i at misbruge den magt, han havde fået. Ingen vilde derfor have Harald til konge. Den lille Knud skal have haft et parti; men da han endnu var barn, foretrak man en af Sven Estridsøns sønner. Muligvis kan en gammel overlevering også have ret, når den lader Sven Estridsøn tage det løfte af stormændene, at hans sønner skulde have forrang for hans senere efterkommere; men meget sandsynligt lyder det just ikke. Hans søn Sven higede efter at blive konge, men døde; Ubbe frasagde sig kronen; så tilfaldt den Nils. Det var år 1104.
13. Selv forfatteren af Roskildekrøniken, som under borgerkampen i Nils's sidste år stod på hans side, bruger de ord, at Nils var aldeles uskikket til at styre. Han var jævn og fordringsløs, men manglede krigerdygtighed og kongelig fremtræden, og (ifølge Sakse) ødelagde han alt ved sin karrighed.
14. Margrete var datter af den svenske kong Inge. Ved fredsmødet mellem de nordiske konger (1101) blev hun fæstet til Inges hidtilværende fjende, den krigerske norske konge Magnus Barfod. Heraf fik hun tilnavnet ”Fredkulla”, fredspigen. Da Magnus var falden under et strandhug på Irlands kyst (1103), ægtede hun Nils. De fik to sønner, Inge, som blev sparket ihjel af en hest, og Magnus. Margrete stod sig godt med præstestanden og Skænkede kirkerne smukke gaver. Muligvis hidrører den østlige del af Danevirke fra hende, hvad der ganske vist vil stemme godt med ordene om, at hun var den styrende fremfor Nils.
15. Magnus var noget yngre end Knud; der kan vel have været 9-10 års forskel på deres alder. Knud havde stået fadder til Magnus, hvilket godt kunde finde sted, selv om han endnu kun var barn. Sakse vil vide, at der allerede i dronningens levetid var rivninger mellem dem, men at hun holdt dem nede. For øvrigt må man tilskrive Margrete omfattende planer til at sikre freden, fremfor alt ved giftermål mellem hendes slægtninge og danske kongeætlinger. Således ægtede Harald Kesje hendes stifdatter Ragnhild, og hans søn Bjørn Jærnside ægtede Margretes yngre søster Katrine. Særlig må dog fremhæves, at Knud Lavard fik hendes søsterdatter Ingeborg og hans fætter Henrik Skadelår hendes broderdatter Ingerid til ægte; Margrete gav hver af disse unge piger noget af sit fædrenegods i udstyr, så at Knud og Henrik fik udstrakte besiddelser i Sverige. Det viste sig dog senere, at dronningens opofrelser ikke kunde hindre splid og voldsomheder.
16. Margrete Fredkulla døde 4. Nov. 1117 eller et af de følgende år.
17. Jfr. Luk. 2, 52.
18. Jfr. tekstrettelserne efter oversættelsen.
19. Slesvig synes fra gammel tid at have været sæde for en jarl, der skulde vogte grænsen. Den Eliv, der omtales her, og som beklædte, denne stilling, var for øvrigt ikke død, men dømt som landsforræder til at have embede og boslod forbrudt. Nils havde nemlig krig med sin søstersøn, Vender-fyrsten Henrik, hvem han forholdt hans mødrenearv. For at gøre ende på Henriks idelige indfald gjorde han et søtog til Vagirernes land (det østlige Holsten), og Eliv skulde fra nord støde til med rytteri; men han lod sig bestikke af Henrik og blev hjemme. De danske led da — trods den unge Knud Lavards og hans broder Haralds tapperhed — et afgørende nederlag ved Ljutka. Den straf, Eliv fik, var for øvrigt, uforholdsmæssig mild; en strengere konge vilde have ladet ham dømme fredløs.
20. Knud blev hertug 1115, endnu ikke 20 år gammel. Sakse fortæller, at Nils forgæves havde anmodet andre om at overtage den farlige post som grænsejarl; men af Knud krævede den gerrige konge en pengesum som indfæstning. Knud havde endda kort forinden på grund af vendiske vikingers overfald mistet en del af sine skatte, der skulde føres fra Sælland til Fyn.
21. Det er et stærkt vidnesbyrd om tilstanden i Sønderjylland, at Nils ikke kunde være tryg i Slesvig, med mindre frisiske krigere kom fra deres marsk og holdt vagt. Friserne var danske undersåtter, den danske konge tro og vel kendte som raske krigere.
22. På Latin ”dux”, Denne betegnelse bruges også ovenfor om Eliv. Det synes imidlertid, som om grænsevogteren før Knuds tid har haft jarlenavnet, og at først Knud har kaldt sig med den tyske hertugtitel. Knud havde nemlig hos den mægtige hertug Lothar af Saksen lært den europæiske kultur at kende Og fået øjet op for dens fortrin, så at han i Danmark blev dens bannerfører. Knuds hverv var først og fremmest at være hærfører, men tillige har han fået styrelsen af Sønderjylland.
23. Jfr. 2 Moseb. 32, 27. Salme 18, 33.
24. Sakse, der har haft mundtlig overlevering at støtte sig til, fortæller udførligt om Knud. Lavards kamp med Venderfyrsten: han overrumplede ham ved sine lynsnare bevægelser — tydelig nok har han væsenlig brugt rytteri og hævet denne våbenart —, så at Henrik snart ønskede fred. Skønt de danske nu var de sejrende, var Knud dog ridderlig nok til at skaffe Henrik hans gods i Danmark; fra den tid var Knud og Henrik venner, og Danmark havde fred for sin farlige nabo.
25. Foruden Venderne skal Holster, Ditmarsker og selv Friserne have ranet og røvet i de forsvarsløse grænseegne; for at værge sig måtte bønderne omgive deres gårde med grave og lænkebinde deres heste. Af disse opløste forhold havde endog danske mænd benyttet sig til at røve og stjæle efter større målestok. Alle disse ydre og indre fjender fik Knud Lavard hurtig bugt med.
26. Greb man en tyv på fersk gerning, kunde man på stedet hænge ham.
27. Luk. 18, 2.
28. Der må være fremført vidner mod den voldsomme stormand, og han har måttet tilstå. De ord, der bruges om hans færd, kunde tyde på, at han har været hertug Knuds ombudsmand og har misbrugt denne stilling; men da der ellers kun er tale om ransmænd i almindelighed, er det måske at lægge for meget i ordene.
29. Deraf ses det, at der har været flere i ledtog med ham. Helmold (I 49) omtaler en hel bande, som vel har været den ryggesløse høvdings folk.
30. Til forklaring af Knuds ord kan det anføres, at det skal have været særlig vanærende at hænges i en høj galge. Ifølge uddraget af Robert af Elgins skrift synes det at være sket et sted, som hed Tyvejukel (?) eller Galgebjærg, måske snarest Galgebakken udenfor Slesvig by.
31. Venderfyrsten Henrik var imidlertid omkommen (vistnok 1127), og hans sønner Zventopolk og Knud stredes om herredømmet. Snart blev Knud myrdet, og Zventopolk var eneherre en kort tid; da blev også han myrdet, og straks efter blev tillige hans søn Zvinike dræbt (1129). Da var det, at Knud Lavard fik herredømmet over de vestlige Vender; det fortaltes senere, at Henrik havde indsat ham til arving. Af sin fosterfader Lothar, som nu var tysk konge, tilkøbte han sig fyrstendømmet og skal af Lothars hånd have modtaget kronen. Det gik dog ingenlunde så let med at vinde dette nye herredømme som ”Knuds levned” fortæller. Af Helmolds udførligere fortælling ser vi, at Knud måtte tvinge Vender-stammerne med våbenmagt; først da han havde taget deres førere Niklot og Pribizlav til fange, faldt de til føje.
32. Jfr. 1 Moseb. 39, 2-3. Apostl. gern. 7, 8.
33. Meningen må være, at Knud udstyrede kirkerne med kostbare tæpper, kalke, lysekroner eller lignende prydelser. Netop i hans tid foregår der et stort opsving i bygningen af kirker over hele landet, smukke og stærke stenkirker afløser trindt omkring trækirkerne; i Sønderjylland brugte man særlig som bygningsemne den rhinske tufsten.
34. Man har her et vidnesbyrd om Knuds iver for kirketugt. Ofte vilde kannikerne bryde det kanoniske livs regler, men Knud Lavard tillod det ikke, han opretholdt myndig klerkenes værdighed.
35. Jfr. Jak. 1, 15.
36. Jfr. Joh. 7, 6.
37. Knuds færd overfor den danske konge har næppe altid været helt uden fejl. Han havde jo en dobbeltstilling, som let kunde volde forviklinger, i det han på en gang var dansk og tysk lensmand. Det var ikke let for ham at drage grænsen mellem sine pligter som Danmarks hertug og sine rettigheder som Vendernes fyrste, og forsigtig har han ikke altid været. Helmold (I 50) har en fortælling, som ikke kendes af danske kilder, men dog vistnok rummer en i hovedtrækkene pålidelig overlevering: Ved Slesvig mødtes kong Nils og Knud på tinge; Knud havde Venderkronen på hovedet og rejste sig ikke for Nils eller viste, ham sædvanlig ærbødighed; da kongen så gik over imod ham, rejste han sig vel, men gik kun sin farbroder halvvejs imøde. Dette blev Knud Lavard til skade. Særlig skal dronningen (Nils's anden hustru, Ulvhild) have ægget Magnus imod ham. — Nils selv har været meget betaget af den kække hertugs raske færd ved alle lejligheder; det var, som om alt skulde lykkes for ham. Derfor fik han også Knud til at bytte ring med ham, i håb om derved at vinde Knuds lykke (Robert af Elgin).
38. ”Knés”, har altså været Knuds og de andre Venderfyrsters herskertitel. Ordet knés har forøvrigt oprindelig udviklet sig af det germanske kuningas (konning, konge); men med omdannelsen har det ændret betydning. I de forskellige slaviske sprog findes ordet endnu, snart som betegnelse for de højeste adelsmænd, snart som tiltale til præsterne, ja det er endog vandret til andre sprog, som finsk, estisk, lappisk madjarisk, rumænsk osv.
39. Knud Lavards hustru Ingeborg var en datter af den russiske fyrste Mstislav og Kristine, dronning Margretes søster. Knud havde ægtet hende o. 1116. De havde 3 døtre, Margrete, som blev gift med Stig Hvide, Kristine, som ægtede den norske konge Magnus Sigurdsøn, men snart blev forskudt af ham, og Katrine, der synes at have ægtet den dansk-venlige Venderhøvding Prizlav. Da Knud Lavard drog fra Slesvig, ventede Ingeborg sin nedkomst, og 8 dage efter hans mord i Haraldsted skov fødte hun Valdemar
40. Henrik Skadelår var søn af den Sven, der havde søgt at blive konge, men døde, før han nåede til Viborg ting (1104). Ligesom Magnus var han således Knud Lavards fætter. Han havde en misundelig og hadefuld karakter og var ifølge Sakse Knuds ivrigste og bitreste fjende, den, der særlig æggede Magnus til mordet. Da Henriks hustru Ingerid flygtede bort fra ham med en elsker, gav han Knud skylden for denne vanære; og da Knud ved Magnus's bryllup i Ribe var iført en pragtfuld tysk klædning, kom han med den ondskabsfulde bemærkning, at purpur var et dårligt værn mod sværd, men fik blot det spottende svar: ”Altid lige så godt som en fårepels”. Det var Henrik, som havde hidset kong Nils til at stævne Knud Lavard til Ribe for at svare på kongens klager, og da udfaldet af dette møde gik imod hans ønske, arbejdede han med endnu større hensynsløshed på at opægge den godmodige Nils og Magnus.
41. Ubbe jarl er sikkert Nils's svigersøn, gift med hans datter Ingerid; til hævn for hans deltagelse i sammensværgelsen overfaldt Erik Emune ham på Låland og lod ham hænge (1133). Ved en samstilling af kilderne finder man, at Hakon Skåning har været Ubbes søn. Hakon Nordmand, således kaldet efter sin moder Sunniva, datter af jarlen Håkon Ivarsøn og Magnus d. godes datter Ragnhild, kaldtes også efter sin fader Hakon Jyde. Han var gift med Erik Ejegods datter Ragnhild og således Knuds svoger. Hvad der har bevæget ham til at deltage i sammensværgelsen mod Knud, ved man ikke; måske har han blot i almindelighed misundt sin svoger hans magt og indflydelse. At myrde Knud har ligget ham fjernt; derfor trak han sig snart ud af sammenværgelsen, men på grund af sin éd var han hindret i at vare Knud. Derimod optrådte han straks efter Knuds drab blandt hans hævnere. Han var for øvrigt fader til Erik Lam, der blev konge 1137-46.
42. Efter Sakses fremstilling synes Magnus at have været med som den 5te, og det lyder troligt nok.
43. Dette må nødvendigvis rettes til Hakon Nordmand; se min ”Knud Lavards liv og gærning”, s. 219 f.
44. Jfr. Salme 1, 1.
45. Ifølge uddraget af Robert af Elgins skrift synes Magnus allerede tidligere at have talt til Knud om at drage til Jerusalem og bedet hertugen om imedens at være beskytter for hans hustru og søn (Knud). Det har været et af midlerne til at lokke Knud Lavard til Roskilde.
46. Robert af Elgin, der stod disse begivenheder så meget nærmere, lader Magnus sige til Knud: ”Mød mig selvtredje!” Det ses jo også af næste læsestykke, at Knud havde to af sine mænd med sig. Den skotske forfatter fortæller endvidere, at Magnus under julefesten tre gange gjorde skridt til at myrde Knud, men altid forgæves. Mens de sad i gildeshallen, drog han en gang pludselig sit sværd, men vovede dog ikke at hugge til og måtte finde på en løgn for at forklare sin adfærd. En anden gang prøvede han og hans mænd at vække tumult i hallen for at benytte forvirringen til mordet; men også det mislykkedes. Tredje gang havde Magnus i sinde at myrde Knud, da de vandrede ene sammen i klosterets gang; men heller ikke her så han lejlighed dertil.
47. Hvor Gefnevade har ligget, vides ikke. Snarest må det søges ved Gevninge tæt ved Roskilde fjords vestlige vig, hvor Lejreå løber forbi; det kan have været et vadested over denne å. Balstorp ligger lige ved Ringsted. Hvem Knud har besøgt der, ved man ikke; måske har det været en adelbonde ved navn Aslak, der synes at have stået fadder til ham.
48. Magnus må have brudt op om natten. Det var hans mål at komme til Haraldsted, hvor Knud imidlertid var draget hen, og brænde gården af over hans hoved, før nogen endnu var stået op; men han kom for sent. Ifølge Sven Aggesøn havde Magnus's mænd hætter og kapper over hjelm og brynje; vi ser også, at Knud ikke straks opdager, at Magnus er brynjeklædt.
49. Nemlig at møde Magnus og træffe aftale om ordningen af hans sager, mens han var på pilegrimsfærd.
50. Cæcilia, datter af Knud den hellige, var gift med den gøtiske jarl Erik, der var trådt i dansk tjeneste og sad som høvding på kongsgården Haraldsted. Denne lå nord for Ringsted, på en bakke ved Langsøens nordlige side. Her var det, Knud Lavard gæstede dem, og i skoven lidt øst derfor var det, han fandt sin bratte død. Cæcilias sønner var Knud og Karl, der senere hørte til Danmarks mest ansete høvdinger.
51. Knud har altså fortalt om sin aftale med Magnus.
52. Sakse lader dog en af Knuds mænd overtale ham til at tage sit sværd med, og da han i skoven ser sig forrådt af Magnus, griber han også til det for at værge sig, men får det kun halvt ud af skeden, da han falder for Magnus's hug. Denne fremstilling er sikkert den rigtige. Det er legendeagtigt, når ”Knuds levned” lader ham ride til mødet helt våbenløs.
53. Af Sakse ved vi, at denne unge mand i Magnus's tjeneste var en saksisk sanger. I Robert af Elgirs skrift har hans navn, Sivard, været nævnt. Sakse siger, at Knud red afsted, fulgt af to hirdmænd og to hestesvende; kun de første har man vel betragtet som egenligt følge. Helmold opgiver også ledsagernes tal til 4. Knytlingasagaen har en helt afvigende fortælling.
54. Ifølge Sakse var det kvadet om Grimhilds svig mod sine brødre, som Sivard sang. Dette kvad, der hørte til den berømte Nibelunge-sagnkreds, fæstnede sig senere som dansk kæmpevise. Sakse fortæller endvidere, at da sangen ikke havde den tilsigtede virkning, søgte Sakseren endnu at vare Knud ved ligesom tilfældig at blotte randen af brynjen; men heller ikke dette vakte Knuds mistanke. Når således en af Magnus's mænd søger at redde hans offer ud af faren uden dog at kunne tale rent ud, har det sin grund i, at Magnus har overrumplet sine følgesvende med edsaflæggelse, før de vidste, hvad der var deres herres mål.
55. Det påfølgende vers, der for konsekvensens skyld ikke oversættes her, er det eneste, der har historisk interesse ved at hentyde til, at Knud støttede kristenforkyndelsen blandt Venderne, hvilket Helmold gives: udførligere oplysninger om i sin Slavekrønike.
56. Navnet Magnus betyder ”stor”. Her er altså et latinsk ordspil, der ikke ret lader sig gengive på dansk.
57. I den senere helgenvise — trykt i min ”Knud Lavard”, s. 298 ff. — hedder det: De satte dem neden på et træ, under de bøgegrene.
58. Julen var en fredhellig tid, hvor ingen måtte fejde: præstestanden satte streng straf for brud på en sådan ”helg”.
59. Julehelgen varede fra Advent til ”8de dag efter 12te dag”, som loven siger, d. v. s. til 13. Januar. Der manglede altså endnu en uges tid, til den fredhellige tid var udløben.
60. Knuds åbenhed har afvæbnet Magnus, stillingen bliver ham pinlig; derfor bryder hans angreb voldsomt ud af ham. På dette tidspunkt lader Sakse de væbnede mænd dukke frem af deres skjul, så at dette medfører det følgende ordskifte.
61. Ved disse ord er Magnus sprungen op og har draget sit sværd, og samtidig stormer Henrik Skadelår og Magnus's mænd frem fra deres skjul.
62. Jes. 53, 7. Jer. 11, 19.
63. Rom. 2, 6.
64. Der menes i virkeligheden 1131; i dette år faldt nemlig 7. Jan. på en Onsdag. Robert af Elgin, dødebogen fra Lund og andre kilder har da også 1131. Det er imidlertid ikke således at forstå, at ”Knuds levned” har taget fejl af dødsåret; forfatteren har blot efter fransk skik regnet året fra Påske til Påske. — På stedet, hvor Knuds blod vædede jorden, hed det sig snart, at der var fremsprunget et kildevæld, og ved en kilde vestligst i skoven hen imod Haraldsted byggede man et kapel til martyrens ære. Det gæstedes idelig af andægtige pilegrimme; men efter Reformationen forfaldt det. Endnu i året 1591 stod det på sit mindeværdige sted, men senere blev det nedbrudt, og selv erindringen om det syntes uddød. Da lykkedes det for 10 år siden musæumsdirektør dr. Henry Petersen at finde stedet og udgrave de lave murrester; bygningsemnet viste sig at være frådsten (kildekalk) og godtgjorde, at kapellet var bygget endnu i 12. årh.
65. Her ender prosastykket til den 2. nocturne. Hvad der hører til den 3. nocturne og dens fortsættelse, ”laudes”, er ikke oversat her, da det ikke har historisk karakter; af læsestykkerne 9-12 forekommer tilmed kun begyndelsesordene.
