Agnete og Havmanden

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Agnete og Havmanden
Vilhelm Kyhn, 1861

Dansk folkedigtning

Kæmpe- og Trylleviser
11. Agnete og Havmanden

Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen

1. Agnete hun ganger paa Højelands Bro,

da kom der en Havmand fra Bunden op,

— haa haa haa —

da kom der en Havmand fra Bunden op.

2. „Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:

og vil du være Allerkæresten min?“

3. „Og ja, saa Mænd, det vil jeg saa,

naar du vil føre mig til Havsens Bund,“

4. Han stopped hendes Øre, han stopped hendes Mund,

saa førte han hende til Havsens Bund.

5. Der var de tilsammen i otte Aar,

syv Sønner hun ved den Havmand faar.

6. Agnete hun sad ved Vuggen og sang,

da hørte hun Engelands Klokker de klang.

7. Agnete hun ganger for den Havmand at staa:

„Og maa jeg mig udi Kirken gaa?“

8. „Ja, vel maa du i Kirken gaa,

naar du vil komme igen til Børnene smaa.

9. Men naar du kommer paa Kirkegaard,

da maa du ikke nedslaa dit favre gule Haar.

10. Og naar du kommer paa Kirkegulv,

da maa du ikke gaa til din Moder i Stol.

11. Naar Præsten nævner den høje,

da maa du dig ikke dybt nedbøje.“

12. Han stopped hendes Øre, han stopped hendes Mund,

saa førte han hende til den engelandske Grund.

13. Da hun kom paa Kirkegaard,

da slog hun ned sit favre gule Haar.

14. Den Tid hun kom paa Kirkegulv,

da gik hun til sin kær Moder i Stol.

15. Da Præsten nævnte den høje,

hun monde sig dybt nedbøje.

16. „Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:

hvor har du været i otte Aar fra mig?“

17. „I Havet har jeg været i otte Aar,

syv Sønner har jeg der med Havmanden faaet.“

18. „Og hør du, Agnete, kær Datter min;

hvad gav han dig for Æren din?“

19. „Han gav mig det røde Guldbaand,

der findes ikke bedre om Dronningens Haand.

20. Han gav mig et Par guldspændte Sko,

der findes ikke bedre paa Dronningens Fod.

21. Og han gav mig en Harpe af Guld,

at jeg skulde spille paa, naar jeg var sorrigfuld.“

22. Den Havmand han gjorde en Vej saa bred,

fra Stranden og til Kirkegaardens Sten.

23. Den Havmand han ind ad Kirkedøren tren,

alle de smaa Billeder de vendte sig omkring.

24. Hans Haar var som det pureste Guld,

hans Øjne de var saa sorrigfuld.

25. „Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:

og dine smaa Børn de længes efter dig.“

26. „Lad længes, lad længes, saa saare som de vil,

slet aldrig kommer jeg mere dertil.“

27. „Tænk paa de store, og tænk paa de smaa,

og tænk paa den lille, som i Vuggen laa.“

28. „Ret aldrig tænker jeg paa de store eller smaa,

langt mindre paa den lille, der i Vuggen laa,

— haa haa haa —

langt mindre paa den lille, der i Vuggen laa.“