Ahti og Kyllikki (Kalevala II)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
.jpg)
som Folkedigtning og National-Epos
IV. De enkelte Sanges Historie
(XI 1 — XII 212).
Noget før Lönnrot gik i Gang med Ny Kalevala, havde Europæus i Olonets (Repola) faaet optegnet en Sang der fortæller følgende: Ahti Saarelainen (ɔ: Øbo) sled hundrede Par Støvler op ved at fri til Kyllikki, Saaris (»Øens«) Pige; omsider svor de hinanden Eder foran Kobber-ikonet (Helgenbilledet): Ahti vil holde sig fra Krig, Kyllikki fra »Kylä«, Landsbyen. Ahtis Søster røber siden Svigerindens Edsbrud, og den vrede Ægteherre forlanger nu sine Krigsklæder; forgæves advarer den stakkels Kyllikki ved at nævne sine skræmmende Drømme, forgæves lokker hun med Hjemmels gode Øl og Pengeskatte; Ahti er ubøjelig og forlader sit Hus. De olonetsiske Sangformer plejer ellers i Fylde at staa tilbage for Dvina Lens; men de fleste nævnte Træk af denne Sang er Nord for Repola ikke nær saa godt bevarede; udførligere kendes i Dvina Len derimod Fortsættelsen: Ahti gaar til Søs, opsøger en Krigskamerat og faar denne, skønt han nylig har taget sig Hustru, med paa Færden; de fryser imidlertid fast i Isen og maa opgive Toget[1]. Selve denne »Ahtis Søfærd« kendes helt nede i Ingermanland, hvor man derimod intet veed om Forhistorien med Kyllikki. — Udviklingshistorisk synes det da ikke muligt at faa Rede paa denne saa magert repræsenterede Episode; Navnet Saari tyder alligevel paa ingrisk Oprindelse (i ingriske Viser specielt brugt om den hvor nu Kronstadt ligger). Navnet Kyllikki kendes blandt Vermlands Finner, men i magiske Formler (som »Stenens Moder« o. 1.).
I Kalevala er Ahti bleven ett af det kære Barn Lemminkäinens mange Navne. Oprindelig er Lemminkäinen, Kauko(-mieli) og Ahti tre forskellige Sanghelte, men Folket har blandet dem sammen, saa Ahti kan staa som Følgenavn snart for Kauko (allerede i en ingrisk Søfærdsvise), snart for Lemminkäinen. For saa vidt er Lönnrots hidføjning af Sangen i den store Lemminkäinen-cyclus hjemlet; men iøvrigt har han for at faa den udnyttet i Eposets ny Udgave stillet sig meget frit. Dels er Kvadets to Dele (Kyllikki-episoden og Søfærden med Vennen) bleven skilte ad, saa de staar som aller første og aller sidste Led i Ny Kalevalas Lemminkäinen-cyclus (Ahtis Søfærd fylder Kalevalas tredvte Sang, men er her ikke oversat); dels har Kyllik- kis, selv i Repolaopskriften meget kortfattede, Historie modtaget store Tillæg. Resultatet er blevet een af Kalevalas skønneste Episoder. Disse Tillæg er dog gennemgaaende ikke plukket helt vilkaarligt ud; foruden rent lyriske Stykker har Lönnrot udsøgt sig Træk der hos Folket staar i nogen Forbindelse med Lemminkäinens eller Kaukos Person (i Epos'ets Navneliste jo lig Ahti). Saaledes hører Samtalen med Saaris Møer, Hyrdelivet og de hastige erotiske Oplevelser (Vs 127 — 162) til den store Lemminkäinen-cyclus; væsentlig de samme Motiver har Lönnrot brugt paany i deres folkelige Sammenhæng (Kal. XXIX)[2]. Hyrdelivet forekommer ogsaa i en Sang der sammenblander Lemminkäinen og Kullervo, hvilke to Personer hos Folket ikke sjælden glider over i hinanden. Fra Kullervosange er selve Pigens Rov fra Legepladsen op i Slæden taget (sml. nedenfor); siden har man faaet en folkelig Variant, der har Lemminkäinen netop i denne Sammenhæng. Samtalen med Moderen efter Hjemkomsten er indsat fra en højst blandet Variant, hvori ogsaa Lemminkäinens Navn forekommer. Siden følger »Troldkarlens Pral«; og endelig Varselbörsten (XII 201 fl.), der senere skal omtales. — Det mærkeligste Indskud er imidlertid Stykket om Kyllikkis mange Bejlere før Ahtis Komme (Vs 21 — 60).
En Vise om Himmellysenes Frieri er overordentlig yndet nede i Estland. En ung Pige, »det aabne (isfrie) Sunds Jomfru«, er saa skøn at Maane-, Sol- og Stjærnesønnerne bejler til hende. Men Maanen er hende for ustadig:
- Snart den skræmmer os ved Dæmring,
- snart til højlys Dag den sover;
eller snart er den tyk, snart tynd, snart borte. Og samme Fejl har Solen:
- Sommertid med Glød den straaler.
- Vintertid med Kuld og Storme;
eller den giver Regn ved Høhøst, Tørke til den spirende Sæd. Men Stjærnen er en paalidelig Mand, vagtsom til enhver Tid, og faar derfor Pigens Haand. Vægten er altsaa i den oprindelige Form lagt paa moralske Hensyn; men allerede i Estland kan andre Motiveringer træde i Stedet, f. Eks., som i Kalevala, Sols og Maanes stadige Møje, en Ulempe der, naturligt nok, træffes anført ogsaa mod Stjærnen. — I en Del af Estland og især i Ingermanland forbindes den lille Sang med andre Frierviser hvor jordiske Bejlere optræder. I ingriske Former træffes saaledes Folk fra Viro og Inkeri; disse Navne betegner hernede egentlig Distriktet Virland i Nord-estland og det ingriske Sogn Ingeris, men lader sig ogsaa oversætte ved »Estland« og »Ingermanland«. Sangen er naaet finsk Karelen og Olonets, men ikke Dvina Len. Lönnrot har Hjemmel i nogle Opskrifter for Pigens to haanske Svar; et tredje afvisende Svar har han gæmt til at ramme Lemminkäinen (Vs 175 fl.). — Undertiden optræder Møen Syd paa som »Saaris Pige«, hvilket Tilnavn Kyllikki jo bærer i russisk Karelen; og i finsk Karelen lader man stundom Pigen der har afvist Himmellysene, bortføres med Vold af Kullervo (Tuiretuinen). Lönnrot udnyttede dette og gjorde den stolte Mø til Kyllikki, Røveren til Lemminkäinen.
