Askeonsdagsprædiken

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gammelnorsk homiliebog

  Askeonsdagsprædiken

In capite ieiunij sermo

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2025

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Gammel norsk Homiliebog, Christiania, 1864

---

Gammelnorsk homiliebog
AM 619 4to.

Nu er den tid kommet — gode brødre! — som kan være os den største hjælp til vores sjæls frelse, såfremt vi nu helhjertet vil vende os til Gud og angre vores synder. Om denne tid sagde apostlen Paulus dette: Ecce nunc tempus acceptabile, ecce nunc dies salutis. »Nu er det den rette tid, nu er det frelsens dag.« I disse dage skal vi tjene Gud med stor tålmodighed — ved at faste og ved at våge — og med oprigtig kærlighed. Men lad os først se nærmere på, hvor denne fastetid har sit ophav, og hvilken belønning Gud har givet dem, der fastede i den.

Moses fastede i 40 dage og 40 nætter i ødemarken, og Gud gav ham den lov, som han befalede jøderne at overholde, indtil den, som havde givet loven, selv kom for at ændre den. Guds profet Elias fastede i denne fastetid, og efter sin faste blev han ført til himlen i en ildvogn og bort fra onde menneskers ufred, og på et skjult hvilested afventer han nu den tid, hvor han ved verdens undergang skal gå imod Antikrist. Da profeten Jonas kom til den by, der hedder Nineve, og fortalte folk dér, at byen ville blive ødelagt om 40 dage, begyndte byens indbyggere at angre deres synder, og de fastede og iklædte sig hårklæder og satte sig i støvet. Men Gud så, hvad de gjorde, og han så deres anger, og hans vrede imod dem ophørte, og de blev ikke tilintetgjort. Som efterligning af dette er det skik i hele kristenheden at strø aske på folks hoveder på denne dag for at minde dem om, at de er jord, og at de skal blive til jord. Her blev der givet nogle eksempler på, hvorfra denne fastetid kommer, og hvor meget den gavnede, siden nogle modtog loven af Gud på grund af fasten, mens andre blev hentet op til himlen, og atter andre slap for Guds visse vrede.

Men efter alt dette fastede Vorherre Jesus Kristus selv i 40 dage og 40 nætter, mens han var her i verden. Og han blev da sulten, og Djævelen kom for at friste ham på tre måder, nemlig til fråseri, til hovmod og til griskhed. Men mens han havde overvundet det første menneske, Adam, på disse tre måder, så blev han selv med disse samme fristelser overvundet af den fastende Kristus. Lad os da også agte på — gode brødre! — hvor stor en sejr fastens kraft skænker os, og hvilken tvang vi underkastes ved fråseri. Den gamle fjende besejrede den, der spiste, men han blev selv besejret af den, der fastede. Så længe Adam ikke spiste, var han salig i Paradis, men efter han havde spist, blev han jaget væk fra saligheden til denne verdens elendighed. Det var passende, at den fastende Kristus overvandt den, der narrede det første menneske til at spise, og han viste os et eksempel på, at fasten er det skarpeste våben imod Djævelen og det sikreste skjold mod hans skud. For Herren selv sagde dette, da hans disciple spurgte ham, hvorfor de ikke formåede at uddrive en djævel fra en besat mand: »Den slags djævle kan ikke uddrives ved andet end faste og bøn.« For de urene ånder er mere fortrøstningsfulde ved at gå ind dér, hvor de ser en overdreven indtagelse af mad og drikke blive fremmet. Men de overvindes hurtigt med faste og bøn. Fasten udmagrer legemet, men opfeder sjælen; den svækker kroppen, men styrker hjertet; den lukker englene ind, men driver djævlene ud; den nedbryder lasterne, men forbedrer dyderne.

Lad os se nærmere på, hvorfor denne faste skal vare 40 dage og 40 nætter, for Herren selv og hans profeter ville ikke have fastet i et sådant tidsrum, medmindre dette antal havde en stor betydning. 40 er lig 4 gange 10, og menneskets legeme er skabt af fire hovedbestanddele, og det er ild og luft og jord og vand. Alle Guds befalinger udspringer af de ti bud, og eftersom vi bryder de ti bud ved at føje legemet, som er skabt af fire hovedbestanddele, så er det passende, at vi med faste og spægelse plager dette samme legeme i 4 gange 10 dage. Alle de nye påbud indeholdes i de fire evangelier, og de gamle i de ti bud. Og eftersom vi bryder både den nye lov og den gamle, så er det passende, at vi plager os med spægelse og anger over vores synder i 40 dage. Dette kan også forklares på en anden måde: Ved 6-ugersfasten, hvor alle langfastens gudstjenester indledes, da er der 40 dage til påskedag fra om søndagen. Men siden søndage fraregnes fasten, bliver der 36 dage tilbage til faste — og det er en tiendedel af et helt år. Og på samme måde som det i den gamle lov blev påbudt alle at betale tiende af deres formue, sådan påbydes det nu at give Gud en tiendedel af vores dage med spægelse, således at vi i denne tid — en tiendedel af året — lever efter Guds vilje, mens vi resten af tiden har levet efter vores egen vilje, og det, som vi forbrød os imod den øvrige tid, det bøder vi nu for ved at angre vores synder, for denne tid skal udelukkende bruges til at angre synder. Og med de fire dage, der nu er til på søndag, opnås det samme tidsrum, som Gud fastede i: 40 dage og 40 nætter.

Og vi skal vide, at på samme måde som alle gode gerninger i denne tid er til den største gavn for sjælens frelse, sådan er også de synder, som bliver begået i denne tid, de alvorligste og dem, som sværest lader sig bøde over for Gud. Synder er til enhver tid usømmelige, men de er dog allermest usømmelige i denne tid, som er afsat til at angre synder. Det er derfor nødvendigt, at vi afholder os ikke alene fra mad og drikke, men endnu mere fra synder og urene tanker. For det nytter os ikke noget videre at plage legemet med faste, hvis sindet fornøjer sig med hæsligt begær, eller hvis legemet ikke varer sig for vrange lyster. Legemlig faste er at afholde sig fra føde, mens åndelig faste er at tage sig i agt for synd. Disse to slags faste symboliserer, at Herren ikke alene fastede i 40 dage, men også i 40 nætter. Men siden vi forbryder os både med sjælen og med legemet — det vil sige i tanker og i ord og i gerninger — så er det passende, at vi faster både dag og nat, altså at vi holder os fra åndelige og legemlige synder. Det kan forklares på en anden måde: Dagen symboliserer verdens lykke, natten symboliserer ulykken. Men siden vi var tankeløse, når vi var lykkelige, og utålmodige, når vi var ulykkelige, er det nødvendigt for os at spæge os både dag og nat i denne angerens tid. Den, som holder sig fra denne verdens begær, når han er lykkelig, han holder den åndelige dagfaste, og den, som tager sig i agt for al utålmodighed, når han er stedt i ulykke, han holder den åndelige natfaste.

Men eftersom vi nu går ind i den tid, der er afsat til at angre synder, så bør vi lade angeren give et passende udbytte. Og et passende udbytte af angeren er, at man går til skrifte og fortæller præsten om sine hovedsynder og udfører den bodsgerning, som man bliver pålagt. På samme måde som der findes to slags synder — og det er hverdagssynder og hovedsynder — så findes der også to slags skriftemål, nemlig et for hverdagssynder, det er almindelig skrifte, og et andet, som udelukkende er skrifte for hovedsynder. Den, som her anklager sig selv for sine synder, ham kan Djævelen ikke anklage på dommens dag. Det er desuden et passende udbytte af angeren — særligt i denne tid — at vi afholder os fra noget af det, som vi ellers havde lov til, for vi har gjort mange ting, som ikke var os tilladt. På samme måde som det er passende, når en mand må bøde med sit eget, hvis han tager noget, der tilhører en anden. Derfor skal vi ikke alene værne os mod synder, men vi skal også med mådehold nyde selve de ting, som vi trods alt har behov for på grund af vores legemlige svaghed, og det er mad og drikke og søvn og al slags morskab og glæde.

Lad os også være påpasselige med bøn og med at gå til gudstjeneste, for som Herren sagde: »Den, som tidligt vågner til mig, han skal finde mig.« Lad os glæde os over Gud og ikke over denne verden. Det vil sige, at vi skal glæde os over den hellige lære og over Guds barmhjertighed, men ikke over denne verdens rigdom eller over jordisk og ustyrlig glæde, for denne verden giver os ikke andet end sten, men af Gud får vil al lykke og lindring. Om denne åndelige lykke sagde Vorherre i evangeliet: Cum autem ieiunatis, nolite fieri sicut hypocrite tristes. »Når I faster, skal I ikke være bedrøvede som hyklerne.« Og folk er bedrøvede som hyklerne, når de viser sig for andre med fastens mine, for at de kan rose deres egne gode gerninger over for folk. Vi bør græde over vores egne og vores næstes synder, men vi skal dog hele tiden bede om og håbe på alskens trøst af Gud. De ord, som følger i evangeliet, forklarer begge disse ting: Tu autem cum ieiunas, unge caput tuum at laua faciem tuam. »Når du faster, så smør dit hoved med olie og vask dit ansigt.« Olien symboliserer kærlighed og barmhjertighed, og den smører sit hoved i olie og vasker sit ansigt, som renser sit sind i Guds kærlighed og ved barmhjertige gerninger, og som i bøn fælder tårer, når han angrer sine synder. Sådanne ting bør følge med fasten, for som profeten sagde: Sanctificate ieiunium uestrum. »Helliggør jeres faste!« Den helliggør sin faste, som lader andre gode gerninger følge fasten, sådan som Herren sagde gennem sin profet: »‘Dette er den faste, jeg valgte’, sagde Herren: ‘Bryd dit brød for den sultne, og led de elendige og hjemløse ind i dit hus, og klæd den nøgne på, når du ser ham.’« Og vi skal vide, at vores faste bliver fuldkommen og særligt velbehagelig for Gud, såfremt vi giver de nødlidende den føde, som vi afstår fra, for den faster ikke for Gud, men snarere for sig selv, som gemmer det, der spares i fasten, til at dække sit eget behov.

Lad os da også helliggøre vores faste for Gud med gode gerninger, så vi i denne fastetid kan rense os for synder, for at vi på den helligste påskedag kan være værdige til at indtage Vorherre Jesu Kristi blod og legeme, sådan at vi kan være sammen med ham og han med os per omnia secula seculorum. Amen.

---

Noter: