Atsivaq, den stærke kvinde. Fortalt af Sâjôq (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Atsivaq, den stærke kvinde

Fortalt af Sâjôq

Kilârmîn-folkene fra Kulusuk havde hørt, at Puisorqaq-folkets stammoder, Atsivaq, skulle være en umådelig stærk kvinde.

Kilârmîn-folkene fik lyst til ved selvsyn at overtyde sig derom. Tre mænd blev udpeget til at stævne Atsivaq til styrkeprøve. – Dengang var Atsivaq en gammel kone med voksne børn. Det var efter at hendes mand Nápartuko for længst var død.

De tre stærke mænd fra Kilârmîn drog nordover med et vidne.

Ved bopladsen Puisorqaq tog man vel imod dem – og Atsivaqs ældste søn bød på ædegilde på en hel sortside.

Mens mændene nød maden, hentede Atsivaq spæksyltet rosenrod ind. Hun skar en blodpølse i småskiver og blandede det op i rosenroden i et træfad og lagde det frem for gæsterne, der velbehageligt huggede den lækre mad i sig.

Atsivaq selv satte sig inde på briksen og iagttog Kilârmîn-folkenes madglæde, thi de gav sig ikke engang tid til at tygge maden. Hver gang, én af mændene puttede noget i munden, sagde Atsivaq: »Pingajuîn« — »Også den tredie«. Mændene kiggede sig uforstående om. Det, Atsivaq hentydede til, var, at de kun tog to tyggebevægelser. 

Omsider var mændene mætte. Der blev ryddet op efter ædegildet, og man lagde frosne kødgaver til side til gæsterne, som de skulle have med sig hjem.

En af gæsterne tog til orde: »Da vi har hørt om jeres mors vældige kræfter, er vi kommet for at trække krog med hende«.

Den ældste søn svarede: »Åh, hun er nok ikke meget værd mere til en styrkeprøve, så gammel og affældig, som hun er«.

»Jo, vi ved det, men vi kunne alligevel godt tænke os at prøve«, ivrede Kilârmîn-folkenes talsmand.

Sønnen henvendte sig til sin mor: »Tag du bare og prøv«.

Atsivaqs granvoksne sønner gjorde sig nu klar til én efter én at træde frem som stedfortrædere hvis deres mor tabte.

Også Atsivaq gjorde sig klar. Hun bøjede sig ud over briksekanten og halede et sortsideskind frem til at sidde på under styrkeprøven. Derpå løste Atsivaq sin top op, bandt båndet om hovedet til at holde det løse hår på plads med og satte sig på skindet, der var bredt ud på gulvet.

Atsivaq holdt sin bøjede arm udfordrende frem.

Den første af Kilârmîn-mændene satte sig foran Atsivaq og satte sit bøjede håndled fast i Atsivaqs, og så trak de til. De havde ikke trukket længe, før stakkels Atsivaq væltede om på siden. Manden rettede Atsivaqs arm ud. Så hægtede de den venstre på – og trak til. Manden trak kraftigt til, Atsivaq væltede om på siden og gav sin arm, som overvunden.

For anden gang hægtede modstanderne håndleddene mod hinanden og trak til. – Det gik ikke Atsivaq bedre.

Hendes modstander sagde spottende: »Og dog siger man, at Atsivaq er jættestærk. – Gad vide, om man nogensinde har set en muskelstærk kvinde.«

Atsivaq svarede: »Vi kan da prøve igen«.

Atsivaq rokkede sig rigtigt på plads, tog fat om mandens ene fod og hægtede håndleddet på plads – og trak til. Manden hev til – Atsivaq svarede med et endnu stærkere træk, og manden faldt næsegrus forover og stak hovedet ned mellem benene på Atsivaq, som klemte lårene sammen og lod ham sprælle.

Der lød et voldsomt bifaldshyl fra tilskuerne.

Bedre gik det ikke den næste, der også stak næsen op i skrævet på Atsivaq og blev klemt fast.

Så trådte den tredie frem. Og de trak krog nogle gange. Så lod Atsivaq ham hive — og så trak hun til. Manden blev slynget op i luften. — Atsivaq faldt bagover, og manden faldt på maven oven på hende. Hans nederlag var så uomtvisteligt, at han ikke vidste bedre måde at vise den gamle kone erkendelse på, end at tage hende godt nede om endeballerne og opføre elskovsbevægelser på maven af hende. Folk hylede af stor morskab.

Da Kilârmîn-mændene havde fået nok, sagde den ældste søn: »Og dog dur hun ikke mere, hun har mistet alle sine kræfter – som ung var hun stærk«.

Den næste dag drog de tre Kilârmîn-mænd og deres vidne hjem. En gammel kone havde ordnet dem.

Så stærk havde Atsivaq været som ung, at hun kunne løfte en uflænset ung sortside og i strakte arme holde den over hovedet.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 83-85, København, 1963.

Næste kapitel ►