Avatarsuak eller Nathan, som overvandt en Tupilek og blev Anginiartok (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Isbjerge i Grønlandshavet. Foto: Buiobuione - Wikimedia.


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871

10. Avatarsuak eller Nathan
som overvandt en Tupilek og blev Anginiartok


(Nyere Fortælling fra Julianehaabs Egn, efter den mundtlige Fortælling)



Hans Bedstefader, Avatarsuak siges at have været en stor Viismand. Det var ham som opdrog Sønnesønnen (hans Navne) fra dennes tidligste Barndom af, da Faderen nemlig døde. Da han kom til Fornuft, ansaae han ham ogsaa for sin rigtige Fader. Bedstefaderen pleiede at formane ham, at han ikke maatte tilføie den ringeste Hund nogensomhelst Skade, og ligeledes, at han aldrig maatte svare de Gamle med Vrede, selv om de skjændte paa ham skulde han finde sig i det. Det var nemlig fordi han vilde opfostre ham til Angerdlartugsak[1]. Han fulgte ogsaa nøie sin Bedstefaders Formaninger, og under sin Opvæxt voldte han aldrig nogen Hund Fortræd. Da han havde faaet Kajak, mærkede han, at hvergang Bedstefaderen hjalp ham ud i Vandet, hørte han denne fremsige noget, og naar han saae sig om, havde den Gamle blottet sit Hoved ved at trække Pelshætten ned til om bag Ørene, men skjøndt han lyttede til det, han fremsagde, forstod han dog ikke et eneste Ord deraf. Paa den Tid, da han begyndte at fange Sælhunde, døde Bedstefaderen og han var nu ene og havde sin faste Vinterplads paa et Sted, hvor Sydlændingene maatte forbi, naar de skulde paa Handelsreiser. Det var dengang da der endnu kun fandtes Kjøbmand ved Pamiut. Endelig hændtes det, at to Kajakmænd kom forbi ham paa Reisen til Handelspladsen, men da han forgjæves ventede dem igjen paa Tilbageveien, erfarede han sydfra, at de vare borteblevne og at man mistænkte ham for at have dræbt dem. Senere gik han i Kajak nordefter for at fange en Fjordsæl, som han behøvede til Kajakblære; det var blikstille Veir, saa at han rundtom kunde høre de større Sælhundes Aandepust som ganske nær, men han saae ingen Fjordsæle og kom derfor dybere og dybere ind i Fjorden. Da mærkede han at en dukkede lige fra Dybet af op tæt ved ham, og slog ovenpaa hans Kajak man tænke sig, det var en Tupilek. Den sagde til ham: »jeg længtes saameget efter Indvolde, det var godt at jeg traf dig ene i Kajak, nu skal jeg ret strax æde dine Indvolde.« Medens han neppe kunde røre sig af Skræk, mærkede han, at den krøb op bag paa hans Kajak, bestandig gjentagende: »jeg skal strax æde dine Indvolde,« og med det samme tyngede den saaledes at Kajakkens Forstævn hævede sig høit iveiret og at han selv var nærved at synke under Vandet, aldrig havde han, der ellers pleiede at tage Sortsider ovenpaa sin Kajak, ført en saadan Last. Da han var aldeles kraftløs kæntrede han først over paa venstre Side, men han forbausedes ved at mærke, at hans Aare stødte mod noget nede i Vandet, skjøndt han var midt ude paa Dybden. Derved reiste han sig, men kæntrede saa over til den anden Side, stødte saa atter med Aaren mod noget og reiste sig atter; da han mærkede dette reiste han sig ganske langsomt, prøvede derpaa at roe og mærkede at han kom til Kræfter, hvorpaa han gav sig til at roe det bedste han kunde hjemefter, men Kajakken dreiede bestandig om af sig selv og førte ham hen til den ubeboede Egn. Tupilekken, som han slæbte afsted med, sagde: »nu mærker jeg først, du Forhadte! at det er en Usædvanlig, som jeg er krøben op til,« og han hørte, at den søgte at røre sig og komme ned, men heftede fast ved Kajakken. Saaledes førte han den lige ind mod Landet paa Fjordens Solside, og de nærmede sig Strandbredden sagde den atter: »jeg formaaer ikke at komme ned, det bliver nok tværtimod mig, som skal gjøres til Bytte.« Med det samme saae Manden sig om og opdagede en Baad, der kom frem fra det indre af Fjorden, det var nogle Qvinder, som havde hentet tørrede Angmagsat, og som nu af Hændelse kom her forbi. Han raabte til dem: »jeg har noget paa min Kajak, som ikke er en Sælhund, gaaer iland hist og kommer hen til mig.« Da de saa landede lidt derfra og kom løbende til ham, sagde han: »I maae ikke nærme eder til den forfra, thi saaledes er den farlig, eftersom den ikke er nogen virkelig Sælhund, men kan tale. Da den forreste af dem ved at see Dyret blev forskrækket og flygtede tabte han atter Kræfterne og fortvivlede ligesom dengang den krøb op paa Kajakken, men omsider bevægede hans Raab dem til at komme tilbage, bringende Aarer og Strøer (Underlags-Træ), som de brugte til Løftestænger, da den hang ganske fast. Endelig hørte han det knage, idet det løsnedes og han kunde nu først komme op for at see sig om og betragte Dyret. Det var af Størrelse som en stor Fjordsæl. Han sagde til den Ældste blandt Qvinderne: »jeg vil ikke røre ved den, skjær den op, jeg vil give dig noget derfor.« For at tjene en Belønning skar hun den op, og de fandt den da indvendig heelt fyldt med Beenstumper af Fugle, Sælhunde og Hvaldyr. De sønderlemmede den ganske, og sænkede noget af det i Havet, andet lagde de i gamle Grave. Derpaa satte han sig atter i sin Kajak for at begive sig hjem, og sagde: »takket være I fordi I flakke omkring, thi havde jeg været ene, hvorledes skulde det saa vel være gaaet mig, mon jeg vel var sluppet derfra med Livet eller ikke? senere hen skal jeg betale eder derfor, jeg skal ingenlunde glemme det.« Da han nu kom hjem, fortalte han alt dette, og man indsaae nu, at det, havde været en Tupilek, som havde dræbt hine Handelsreisende. Fra den Tid af pleiede de Reisende, som kom der forbi, uskadte at vende tilbage, og ligeledes betalte han hine Qvinder fra Baaden. Der siges, at intet var skjult, for hans Sands, af den Grund kunde Tupilekken ikke magte ham; han kunde kjende om nogen var Hex eller Angakok, begge have de Aande som Ild, men Hexene ere kjendelige derved, at deres Arme ere sorte fra Hænderne til Albuerne. Senere hengik der lang Tid uden at noget Mærkeligt indtraf. Engang hændtes det om Efteraaret, da Tyndisen begyndte at lægge sig, at han var i Mangel paa forskjellige Fornødenheder, saasom Krudt, Bly og Tobak, hvorfor han begav sig paa Veien til Pamiut i Kajak. Da han var kommen til Pamiut, havde handlet og ligget der Natten over, begav ban sig atter paa Hjemveien og var meget betænkelig paa Grund af en Fjord der havde udskudt megen Kalviis paa hans Vei. Endnu førend han naaede denne Fjord, kom Landvinden pludselig stormende og det saae meget truende ud i Veiret; alligevel satte han over Fjorden og søgte den bedste Vei mellem Iisstykkerne, men tilsidst fandt han den næsten heelt lukket, og i det samme kom et Iisfjeld drivende ind paa ham. Han flygtede fra det, men i det samme kalvede det, han hørte det brage og mærkede med det samme at han trykkedes ned under Vandet. Halvt qvalt flød han op paa den anden Side af det nedstyrtede Stykke, reiste sig igjen og roede videre. Men da han nærmede sig Fjordens Skyggeside stødte han paa et endnu større Iisfjeld, som ogsaa kalvede over ham. Da han sænkedes ned i Dybet, qvaltes han og tabte Bevidstheden. Hvorlænge denne bevidstløse Tilstand har varet, vides ikke, men saa vaagnede han atter ved at høre Snøreremmene paa sin Kajakpels klappre og slaae paa hans Ryg (ved Farten), og han mærkede, at han befandt sig nede i Dybet og droges ind ad Land til. Han var uden Kajak men brugte Bundskindene fra sin Kajak til at sidde i, og sin Kajakpind til Aare og hans venstre Been var bøiet krumt. Foran sig saae han en Skikkelse med Hætte over Hovedet, som foer afsted gjennemskjærende Bølgerne, og bag ved sig hørte han en anden Skikkelse tale, men han forstod ikke Ordene. Disse Ledsagere vare hans Bedsteforældre som saaledes toge vare paa deres Sønnesøn. Altsom han nærmede sig Yderøerne mærkede han kun den salte Smag i Munden og han blev omsider noget tørstig. Da saae han et Stykke Iis, fra hvis Side der udsprang et deiligt Kildevæld. Han tænkte: her vil jeg slukke min Tørst, men i det samme hørte han Stemmen bag ved sig: »kjære Sønnesøn, drik ikke deraf, thi dette er det Drikkevand, som bruges af de paa Havet Omkomne, der aldrig vende tilbage. Hvis du drikker deraf, vil ei heller du komme hjem.« Skjøndt nær ved at vansmægte, drog han forbi det, og uagtet den stærke Fart, var det ham dog som om han kun ganske langsomt nærmede sig Landet. Endelig kom han ind paa Fjorden, men Luftens Strøm var ikke gunstig for Veien til hans eget Hjem. Han blev ført uden om samme og langt op i Bunden af en Fjord, idet Snøreremmene omkring hans Ansigt bestandig peb paa Grund af den susende Fart. Omsider saae han foran sig Lys fra Vinduerne af et stort Huus inderst i Fjorden, og da han kom nærmere sprang først en Qvinde klædt i hvid Pels ud af Indgangen, derpaa atter en anden, og saa en Mand i Rensdyrpels, og saa flere af samme Slags (nemlig Hunde i Menneskeskikkelse), alle løbende ham imøde ned til Strandbredden. Da han gik ind igjennem den brede Huusgang og skjøndt det var ud paa Natten, vare Folk endnu oppe. Mændene sad samlede i en Klynge i Husets søndre Ende, det var nemlig fordi de vaagede over en Broder, der laa for Døden. Da han nu kom ind og faldt ned foran den yderste Lampe, kunde han endnu høre en af Mændene raabe: »en Anginiartok er kommen ind til os, skynder eder hen til ham,« og han mærkede at de havde fat i ham indtil de rørte ved hans blotte Legeme, da tabte han atter Bevidstheden, men kom saa atter til sig selv ved at høre den venlige Lyd af sin Barnevise. Han var nemlig kommen ind til Kajoutaks Børn, og netop som han her atter kom tillive, døde den Syge. De lagde et ganske nyt Sælskind under ham og lode ham ligge urørt med sine Kajakklæder paa i 5 Dage. Først paa den sjette Dag toge de Pelsen af ham og tørrede hans Fugleskindspels, og han begyndte derpaa at gaae omkring og at længes efter at komme hjem, men han havde ikke sin Kajak. Da hændtes det, at en Qvinde gik ned til Strandbredden for at sanke af den røde Tang, og da hun kom hjem, fortalte hun: »tænk engang, jeg har her fundet en heel Kajak, som er dreven iland.« Mændene fik strax en Formodning, ilede derhen og fandt, at det var deres Anginiartoks Kajak, ganske heel og ubeskadiget, liggende ovenfor Høivandsmærke, Halvpelsen var sammensnøret og lukkede Aabningen, og Aaren laa ved Siden. Da de aabnede Halvpelsen, saae de ligeledes Handelsvarerne, som han havde kjøbt, Krudt, Bly og Tobak ligge ganske tørre indeni, og end ikke det mindste af Kajakkens Tilbehør var gaaet tabt. Dagen efter drog han hjem i sin Kajak, og fra den Tid af blev han endnu mere alvidende, og naarsomhelst Iliseetsut søgte at forhexe ham, vidste han det strax altsammen.


Fodnoter


  1. En Angerdlartugsiak var et Menneske, som ved Opdragelsesmaaden havde erholdt den Evne, at han, naar han engang omkom i Kajak, atter gjenoplivedes og førtes tilbage til Landet, i hvilken Tilstand han da kaldtes Anginiartok (angardlartugsiaκ betyder egentlig: »uddannet til at vende tilbage til Hjemmet«). Rink: Om Grønlændernes gamle Tro og hvad der af samme er bevaret under Kristendommen.


Kilde


Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 30-33