Bakkebrødrene
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Bakkebrødrene
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
For mange Aar siden boede der en Bonde paa Gaarden Bakke i Svarfadardal. Han havde tre Sønner, Gisle, Erik og Helge, som vare bekjendte for deres Dumhed, og om hvis taabelige Streger der blandt andet Mere fortælles følgende Historier:
Da Brødrene vare Voxne, roede de engang ud paa Fiskefangst med deres Fader. Paa Søen blev han pludselig saa syg, at han maatte lægge sig ned i Baaden. De havde taget en Kutting med Blandedrik med sig paa Søen, og da den Gamle havde ligget der en Stund, bad han sine Sønner om at række ham den. Een af dem siger da: »Gisle-Erik-Helge,« (saaledes pleiede de altid at sige, naar den Ene talte til den Anden, thi de vidste ikke Andet end at hver af dem havde alle tre Navne,) »vor Far kalder paa Kuttingen.«
Den Anden siger: »Gisle-Erik-Helge, vor Far kalder paa Kuttingen.« Det Samme sagde den Tredie, og dette bleve de ved at tygge paa, indtil den Gamle var død, thi ingen af dem kunde forstaae, hvad han egentlig vilde med Kuttingen. Men siden den Tid er det blevet en almindelig Talemaade, at den »kalder paa Kuttingen«, som er ved at døe.
Derpaa styrede Brødrene til Land, klædte den Gamles Liig og bandt det op paa en bruun Hoppe, som han eiede, joge Hoppen afsted og lode den saa selv sørge for, hvor den vilde styre hen; thi gamle Brune vilde nok finde Veien, meente de. Senere fandt de Brune, uden Rytter og uden Baand, græssende paa Engen, og nu vidste de, at den havde fundet Vei, og brød sig ikke videre om at komme efter, hvad den havde gjort af den Gamle.
Brødrene boede paa Bakke efter deres Fader; de fik Navn efter Gaarden og bleve enten kaldte Bakkebrødrene eller Bakketaaberne. De arvede den Gamles Brune og vare meget omhyggelige for den. Engang reiste der sig en stærk Storm, og Brødrene bleve da bange for, at Brune skulde blæses bort fra dem; de slæbte derfor Stene sammen og belæssede den med saa mange, som de paa nogen Maade kunde faae til at blive siddende paa den. Efter den Tid blev den ikke bortblæst, men den reiste sig da heller ikke mere i dette Liv.
I den Tid, Bakkebrødrene endnu havde deres Brune ilive, vare de engang paa Reise sammen og lagde Veien over Isen. Det var Maaneskin, og een af dem red paa Hoppen, medens de to Andre gik ved Siden af hans Hest. De lagde Mærke til, at en Mand red hele Tiden ved Siden af Rytteren, men det forekom dem dog underligt, at de ikke hørte et Ord fra hans Mund, med Undtagelse af, at ved hvert Skridt, som Hoppen gjorde, tyktes det dem, at han sagde: »Kaare, Kaare.« Dette tyktes dem saameget besynderligere, som de vidste med sig selv, at ingen af dem bar det Navn. Saa tænkte da Rytteren i sit stille Sind, at nu skulde han ride saa stærkt, at Pilten blev tilbage. Men jo skrappere han red, desto tiere forekom det ham, at der blev sagt: »Kaare, Kaare,« og de andre Brødre saae da ogsaa tydeligt, at Følgesvenden stadig red ved Siden af deres Broder, hvad enten han nu foer i Galop eller Luntetrav. Endelig kom de dog hjem og saae, at da den Broder, som var ridende, steg ned af Hoppen, gjorde hans Følgesvend ganske det Samme, ligesom han, da Brødrene satte deres Hest paa Stald, ogsaa trak sin derind.
Men underligt nok: aldrig saasnart vare de komne ind og bort fra Maaneskinnet, før han ogsaa var borte for dem.
Engang vare alle Brødrene paa Reise og mødte da en Mand, der bar et lilje Dyr ved Barmen, som de aldrig havde seet før. De spurgte, hvad dette Dyr hed og hvortil det blev brugt? Manden svarer, at det er en Kat og at den dræber Muus og befrier Husene for alskens Utøi. Det maa da være en sjelden Skat, mene Brødrene, og de spørge derfor, om ikke Katten skulde være tilfals. Manden svarer, at saa Meget kunne de jo byde, at han sælger den til dem, og det blev da ogsaa Enden paa Underhandlingen, at de kjøbte Katten for en farlig Mængde Penge. Saa bringe de da Peis hjem med sig og ere glade over denne Handel. Men som de vare vel hjemme, randt det dem i Hu, at de havde forsømt at spørge om, hvad Katten aad, og de droge derfor tilbage derhen, hvor Manden, som havde solgt dem Katten, havde hjemme. Det var allerede Kveld. Een af dem gik hen til Vinduet og raabte ind igjennem Ruden: »Hvad æder Katten?« Manden svarede, uden at mene noget Ondt dermed: »Den forbandede Kat æder Alting.«
Da nu Brødrene kom hjem med denne Besked, begyndte de at eftertænke den Omstændighed lidt nøiere, at Katten aad Alting. Da siger een af dem: »Den forbandede Kat æder Alting og min Broder med,« og saaledes sagde den Ene efter den Anden.
Det var da ikke raadeligt, meente de, at beholde Peis længe, siden den kunde være farlig for deres Liv, og de fik derfor en Mand til at tage den af Dage. Men paa den Maade havde de ikke stor Fordeel af at have kjøbt den Kat.
Brødrene kjøbte engang et saare stort Kar sydpaa i Borgarfjorden, som de sloge i Staver, forat det saameget desto lettere skulde kunde blive ført til deres Hjem. Da de kom hjem, blev Karret sat sammen, og der blev hældt Vand i det, men hvordan det nu var eller ikke var, læk var og blev det. Brødrene gave sig da til at see det efter paa alle Kanter, og tilsidst sagde een af dem: »Gisle-Erik-Helge, det er ikke saa løierligt, om Karret lækker, for vi have ladet Bunden blive tilbage sydpaa i Borgarfjorden.«
Men siden er det en almindelig Talemaade: »Det er ikke saa løierligt, om Karret lækker.«
Bakkebrødrene havde ikke blot lagt Mærke til, at Veiret i Almindelighed var koldere om Vinteren end om Sommeren, men ogsaa til den Omstændighed, at jo større Vinduerne paa et Huus vare, desto koldere var der inde i Huset. De troede derfor at vide, at al Frost og Kulde kom af, at Husene havde Vinduer. Derfor gave de sig ilav med at lave et Huus efter en ny Mode, idet de ikke satte Vinduer derpaa, men man kan da sagtens ogsaa tænke sig, at der maatte herske det sorteste Mulm derinde. De indsaae vel, at dette var en lille Feil ved Huset, men trøstede sig da med, at de fik det luunt derinde om Vinteren, ligesom de ogsaa meente, at man nok siden paa en skikkelig Maade kunde vinde Bugt med Mørket.
En deilig Midsommerdag, som Solen stod høit paa Himmelen, gave de sig til at bære Mørket ud af Huset i deres Huer, (ja Nogle sige, at de bare det i Truge), styrtede Mørket ud af dem, men fyldte dem igjen med Solskin, som de bare ind i Huset, i den Tanke, at nu fik de det nok lyst derinde for Eftertiden.
Da de holdt op om Kvelden og sloge sig lidt til Ro inde i Huset, var der dog endnu saa mørkt, at de ikke kunde see Haand for Øie.
Engang skulde Brødrene op i Kratskoven og hugge Ved. Kratskoven laa oppe i en brat Fjeldli. De huggede Veden og bandt den i Bundter, som skulde væltes ned af Skraaningen. Men da faldt det dem ind, at de hverken kunde see, hvorledes det gik Bundterne paa Veien, eller faae at vide, hvad der blev af dem, naar de kom ned. De falde derfor paa den Udvei, at binde een af Brødrene indeni eet af Knipperne, forat han kan have Øie med de andre. Gisle blev den Udkaarede og blev bunden indeni eet Knippe, med Hovedet udenfor. Derefter væltede de Knipperne nedad, og de bleve ved at trille, indtil de kom ned paa Sletten.
Men da Erik og Helge siden kom ned og skulde til at see til Broderen, manglede han Hovedet, saaat han ikke kunde fortælle dem, hvorledes Vedbundterne havde havt det paa Veien og hvor de vare landede. Skjøndt Erik og Helge nu kun vare To tilbage, bleve de dog altid ved, som i gamle Dage, at tiltale hinanden med: »Gisle-Erik-Helge.«
Det Sidste, man har hørt om de to Brødre, Erik og Helge, er, at de engang saae Fuldmaanen stige op af Havet og ikke kunde fatte, hvad det monne være. De gik derfor til den nærmeste Gaard og spurgte Bonden der paa Stedet, hvad det var for en forfærdelig Skabning? Manden svarede dem, at det var et Krigsskib. Herover bleve de saa forfærdede, at de løb ind i Stalden, tilhyllede baade Døre og Vinduer, saaat intet Lysglimt kunde trænge ind til dem, og saa siger man, at her sultede de ihjel af Frygt for Krigsskibet.