Bidrag til Hans Egedes og den grønlandske Missions Historie 1721-60

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Hans M. Fenger
(1850-1930)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Bidrag til Hans Egedes
og den grønlandske Missions
Historie 1721-60
efter trykte og utrykte Kilder
(Uddrag)

Af Hans M. Fenger

Kjøbenhavn
1879

§ 6.

De grønlandske Naturforholds Hindringer for Missionen. Egedernes Paalidelighed som Forfattere. Dunkle Sagn af sandt religiøst Indhold; Tornarsuk, Arnakuagsak og lavere Guddomme; begyndende religiøs Ligegyldighed hos Folket. — Angakuts Stilling, Kvindernes Undertrykkelse. — Folkets Forberedelse til Evangeliet.

________

Det er ikke her Stedet til at dvæle ved Beskrivelsen af det Land, Egede gik til, dels ligger det udenfor denne Afhandlings Plan, og den, der ikke selv har set Landet, vilde intet nyt kunne tilføie, dels maa det efter de talrige videnskabelige og populære Fremstillinger, som foreligge, anses for tilstrækkelig bekjendt — Kun bør det erindres, at Grønlands strænge Klima med Kuldegrader, som Europæerne ellers ikke kjende til, dets bjergfulde Natur, dets Is og Snemasser inde i Landet og dets af Drivis opfyldte Hav, lægger ganske særlige Hindringer i Vejen for Missionærernes Liv og navnlig for deres Færden mellem det vidt adspredte Folk. — Hvad Grønlændernes Erhverv og Levevis angaar, skulle heller ikke disse nærmere omtales; de vare afpassede efter Landets særegne Naturforhold, som henviste dem til fornemmelig at leve som Jægere, om Sommeren flakkende om fra Sted til Sted langs hele Landets Vestkyst, om Vinteren med faste Boliger som Udgangspunkter; men disse søgte de ofte paa meget fjernt fra hverandre liggende Steder i de forskjellige Vintre. Herved beredtes der Missionærerne de største Vanskeligheder, da deres Tilhørerkreds stadig vekslede; en fast Menighed, Betingelsen for at et sundt og varigt christeligt Liv kunde udvikle sig, var det saa godt som umuligt at finde.

Folkets tidligere Historie, før Egede kom til det, dets Karaktér, Sæder og Skikke, Sagn og Religion have faaet en lige saa grundig som interessant Skildring af Dr. Rink, men det synes, at denne udmærkede Forfatter ved at sammenligne Folkets nuværende fortrykte Tilstand særlig i materiel Henseende med det frie og friske Liv, som navnlig Sagnene give os en Fremstilling af, er bleven ledet til at dvæle for meget ved dettes sidste Lyssider uden at ofre Skyggesiderne en lignende Opmærksomhed og til at betragte Folket med dets eiendommelige Religion, Sæder og Skikke mere efter dets Idé end efter de Forhold, hvorunder det virkelig befandt sig, da Christendommen mødte det, og hvorom de første Missionærer have givet os Underretning..— Det vil imidlertid være nødvendigt til en Begyndelse at fremføre nogle Bemærkninger om de ældste Forfattere, som have skildret Grønlændernes Tilstand, da Christendommen bragtes dem, eftersom Dr. Rink ikke synes at tillægge deres Vidnesbyrd den Vægt, som de dog vistnok fortjene. — Naar Dr. Rink saaledes skriver: "I de første Missionærers Beretninger fremhæves det, at Grønlændernes Begreber om Gud eller Tornarsuk vare meget ubestemte og ufuldkomne. Det maa i saa Henseende vel erindres, at hine Forfattere kun paa ufuldstændig Maade kunde skaffe sig Kundskab derom, eftersom dels Sproget lagde Hindringer ivejen, dels Grønlænderne selv ikke hørte til de Folk, som havde deres Styrke i at skulle forklare noget, endsige indlade sig i en Disput med Fremmede, som i deres Racehovmod gik ud paa at drive Spot med det, de ansaa for helligt." Og naar han paa et andet Sted svækker de "ældre Forfatteres" Paalidelighed ved at henpege paa de Misforstaaelser, de gjorde sig skyldige i og den ufuldkomne Underretning, de modtog "paa Grund af en mindre heldig Maade at udspørge de Indfødte paa" — saa maa man ganske vist indrømme, at Dr. Rink i disse sine Domme har udtalt noget ganske berettiget og velbegrundet, selv om man antager, at der særlig er sigtet til Egederne — Hans Egede siger selv udtrykkelig paa mange Steder, at Sproget faldt ham meget vanskeligt, og man kan se, at hans Mening f. Ex. om Tornarsuk er undergaaet Modification i Aarenes Løb. I "sin omstændelige Relation" S. 44 og 136 forklarer han Tornarsuk som Angakuts spiritus familiaris, saaledes tænkte han 1722-24; men i "Grønlands Perlustration" S. 108-10, udgivet efter hans Hjemkomst til Danmark, er han mest tilbøielig til at opstille Tornarsuk som Overguden og "Torngak" som spiritus familiaris. — Men angaaende Poul Egede bør det dog erindres, at han fra Barn af havde omgaaedes Grønlænderne og levet sammen med deres Børn; hans Fader fremhæver ham udtrykkelig som den, der talte langt bedre Grønlandsk end han, Grønlænderne erklærede selv efter Pouls Tilbagekomst fra Danmark 1734, da han tiltalte dem paa deres Modersmaal, at han talte som en Landsmand; desuden havde han specielt studeret Angakuts eiendommelige Sprog og optog Ord deraf i sit Lexikon — At Grønlænderne havde Vanskelighed ved at forklare deres Anskuelser, har Dr. Rink vistnok fuldkommen Ret i, men Vanskeligheden blev dog mindre, jo bedre de ældste Forfattere og navnlig Poul Egede trængte ind i deres Sprog og Forestillingskreds og ved fortrolig Omgang med dem kunde faa dem til at lukke sig op. — At flere Missionærer gik ud paa at drive Spot med det, som Grønlænderne ansaa for helligt, saa de sidste af den Grund vare utilbøjelige til at betro dem deres religiøse Anskuelser, kan man desværre heller næppe nægte, selv om det vistnok er for stærkt sagt, at det skete af Racehovmod. Men man bør dog her gjøre Skjæl imellem det, som ligefrem kun var Gjenstand for en latterlig Overtro, saaledes som Angakuts Kure, overfor hvilket Spot næppe var noget utilladeligt Kampmiddel, og det, som egentlig stod for Folket som helligt. Overfor det sidste vil man næppe med Rette kunne sige, at f. Ex. Poul Egede brugte Spot, men han synes altid at have stillet sig mild og fordragelig herover for; ja han omtaler endog, at Angakut selv tilbød at ville lære ham deres Videnskab og Kunst og virkelig gjorde det. — Ogsaa overfor Hans Egede bør det erindres, at han, selv om han optraadte for skarpt og rigoristisk imod Vantroen, dog ikke derved lukkede sig ude fra Folkets Tillid og Fortrolighed, men bevarede den ved sit Retsind og sin kjærlige Deltagelse under Sygdom og Nød, hvad der viste sig klarest og smukkest ved Folkets Sorg over hans Afreise. — De gamle Forfattere og navnlig Egederne ville dog altid bevare det store Fortrin fremfor alle senere, at de meddele de første Oplysninger, som vi eie om Folkets Religion, saaledes som den var, inden den blev paavirket af Christendommen, og herpaa har Dr. Rink dog maaske ikke lagt tilstrækkelig Vægt. — Den samme Forfatter henviser til Missionær Glahn som en Forfatter, der støtter hans Betragtning, og sigter vistnok dermed til en Udtalelse af Glahn i dennes "Anmærkninger over Crantz" S. 337-38, hvor der fremhæves: 1) at Angakuts endnu paa Glahns Tid til Dels uforstaaelige Sprog var en Hindring for Kjendskabet til Religionen. 2) at sjelden nogen, som kunde Grønlandsk, fik Adgang til Angakuts Trolddomskunster og 3) at nogles overdrevne Nidkjærhed havde skræmmet Angakut, saa de holdt sig tilbage. — Man bør dog erindre, at Glahns Bog er skrevet som en Kritik over Hemhutteren Cranz’s Værk, og at derfor det anførte Sted vistnok nærmest maa betragtes som en Indsigelse mod Cranz’s Fremstilling af Folkets Religion og næppe kan være rettet mod Egederne. — Angaaende det andet Punkt hos Glahn maa det bemærkes, at han kun udtaler, hvad der var Tilfældet paa den Tid, han var i Grønland (1763-69), men vistnok ikke sigter til Forholdene paa Egedernes Tid; han nægter ikke, at disse jævnlig kunde overvære Angakuts Kunster, som man finder Exempler nok paa i deres Skrifter. — Glahns 3die Udtalelse kan muligvis sigte til Hans Egede, men det er dog maaske rimeligere, at han har tænkt paa uheldige Efterfølgere af Egede, som vilde efterligne dennes Nidkjærhed uden at have hans Aand. — Men da der utvivlsomt fandtes omvendte Angakut paa Egedernes Tid, tør man da ikke antage, at de ogsaa af disse have modtaget Oplysninger om Religionens Hemmeligheder, som Angakut jo især kjendte?

Poul Egede fandt hos Grønlænderne Spor af den sande Aabenbaring og Minder fra Menneskeslægtens første Historie, som vistnok fortjene at anføres trods den Dunkelhed, hvori de ere hyllede. Grønlænderne trode, at Dyrenes Oprindelse var ældre end Menneskenes, og at Døden skrev sig fra en Kvinde, som havde sagt: "Lad disse dø efterhaanden, de faa ellers ikke Rum i den store Verden"; derved vare Menneskene, som hidtil havde levet bestandig, blevne dødelige — Desuden havde Folket Minder om Syndfloden, og navnlig meddelte en forhenværende Angakok Poul Egede, da denne talte om de Dødes Opstandelse, en mærkelig Anelse om Verdens Fornyelse, som dog ikke synes at have været almindelig kjendt, og som der ifølge dens Natur ikke kunde være særlig Anledning for Missionærerne til at tage til Udgangspunkt for deres Forkyndelse overfor Hedningerne og de ganske unge Christne. Angakoken fortalte, at naar alle Mennesker vare døde, skulde en stor Flod overskylle Jorden og rense de Dødes Blod, og naar Bjerge, Jord og Stene var opløste og adskilte og alting aftvættet af Vandet, skulde en Vind blæse paa det hele, saa det fik en deilig Skikkelse. De høie Klipper og Bjerge skulde blive til et smukt jevnt Land med mange Rensdyr paa, og Sælhundenes Bén skulde alle faa Liv igjen. Da skulde "Han deroppe" blæse paa de døde Mennesker, paa Mændene to Gange og paa Kvinderne én Gang, saa blev de alle levende — Dog om "Ham deroppe" vidste Angakoken intet, han havde modtaget Sagnet fra andre og berettede det saaledes, men det synes dog ikke urimeligt, at deri kan ligge et dunkelt Minde om Gud, som throner i Himlen, uagtet Himlen jo ellers ikke i deres Sagn bruges som Betegnelse for det lykkeligste Sted, man vidste. — Man vil se, at selve Sagnet har enkelte Ligheder med Ragnaroksmythen og maa vel nærmest sammenstilles med denne. — Her skal kun tilføies om disse dunkle Sagn, at der naturligvis er Mulighed for, at de kunne være Levninger af den christne Religion, som de Nordboere havde, hvis Herredømme i Grønland gik til Grunde paa Dronning Margrethes Tid, og som da muligvis optoges i det eskimoiske Folk, forsaavidt de ikke vare faldne i Kampen.

Hvad den egentlige Religion angaar, saaledes som den levede i Folket ved Egedes Ankomst, saa indtog Tornarsuk Pladsen som den høieste Guddom, et personligt Væsen, der hverken var Mand eller Kvinde; til Tornarsuk henvendte Angakut sig om Raad i vanskelige Tilfælde, og i denne Guddoms Bolig under Jorden trode Folket, at de Gode og de, som havde lidt Ondt her i Verden, samledes. Om den Usikkerhed og Uklarhed, som herskede i Opfattelsen af det høieste guddommelige Væsen, som de gamle Forfattere fremhæve, udtaler Dr, Rink sig paa følgende Maade: "Kundskaben om dette Væsen var vel nærmest en Hemmelighed, som eiedes af Angakut, og hvad de derom meddelte Mængden, var vel mere end alt andet lempet efter Omstændighederne. Deraf kommer de forskjellige og besynderlige Forestillinger om Tornarsuks Udseende og Egenskaber, som de første Europæere angive at have opspurgt blandt hedenske Grønlændere, samt endvidere den næsten fuldstændige Taushed om samme i Sagnene, og endelig ere de nuværende Grønlænderes Begreber derom blevne endnu mere forvirrede ved Tornarsuks Forvendelse til Djævelen". — Da imidlertid Poul Egede efter sit eget Vidnesbyrd har modtaget de ofte modstridende Oplysninger og latterlige Fortællinger, som han meddeler om Tornarsuk, af Angakut selv, saa tør de dog næppe forkastes som virkelige Udtryk for Angakuts Forestillinger. Men tyde disse da ikke paa, at der var skét et Fald i Forestillingerne om denne høieste Magt, at den hellige Rædsel for Guddommen var svundet, og at den Betagethed, som Folket én Gang havde følt overfor Religionen, var paa Veie til at afløses af Digtning og Fablen. — Som Herskerinde over Havdyrene, den vigtigste Kilde til Næring, tænkte Grønlænderne sig en kvindelig Guddom, Amakuagsak, som havde sin Bolig dybt nede i Havet. — Foruden disse 2 overordnede Guddomme trode Grønlænderne paa en Mængde lavere stillede, de saakaldte Inue, Ejere eller Beboere, som hver havde sit Omraade at herske paa, enten det nu var et Sted, Fjeld eller Sø, eller en Drift og Evne hos de levende Væsner; man maatte vogte sig for at fortørne dem, men skete det, kunde de efter Angakuts Anvisning forsones ved, at man ofrede dem én eller anden Ting, rigtignok mest en temmelig værdiløs Bagatel. Til nogen egentlig Cultus overfor disse forskjellige Guddomme, baade de over- og underordnede, findes der ikke Spor.

Desuden trode Grønlænderne paa en Mængde overnaturlige og fabelagtige Væsner, nærmest svarende til Trolde, gisser og Spøgelser; dog var der ogsaa gode Væsner imellem, f. Ex. de højere boende Ingnersuit, som hjalp Kajakmanden, naar han paakaldte dem i Faren. — Til Beskyttelse mod Ulykker bar Folket Amuletter, som kunde være af meget forskjellig Natur.

Grønlænderne adskilte Sjæl og Legeme baade hos Dyr og Mennesker, og de trode, at de sidste fortsatte deres Existens efter Døden, iklædte et lettere og mindre sandseligt Legeme end her i Livet, men beskæftigende sig paa samme Maade. De kom enten til Over- eller Under-Verdenen, om hvilke Steder de nærede aldeles sandselige Forestillinger; i Underverdenen var der bedst at være, og alle de, som havde lidt uskyldig her paa Jorden, erhvervede sig af den Grund Krav paa at komme der. Men nogen synderlig Forskjel paa Tilstanden efter Døden tænkte de sig dog ikke, enten man saa var det ene eller andet Sted; den guddommelige Retfærdighed tænktes væsentlig som afsluttet med dette Liv.

Hvad Grønlændernes Forhold til Religionen angaar, saa synes det efter de gamle Forfatteres Vidnesbyrd, at de paa den Tid, da Christendommen bragtes dem, havde meget uklare og afvigende religiøse Anskuelser. Det blev nylig omtalt, at det forholdt sig saaledes overfor Tornarsuk, og Missionær Glahn vidner udtrykkelig, at Folket var meget frit stillet overfor Religionen, det bandt sig ikke til noget bestemt System, men ofte lo den ene ad den andens religiøse Forestillinger og det, han agtede høiest. Denne Uklarhed og Famlen overfor Religionen tør vistnok tilskrives en begyndende Ligegyldighed hos Folket overfor det, som ellers er et Folks høieste og bedste Eiendom; de færreste vidste Besked med selv de vigtigste Guddomme og de betydningsfuldeste Trossandheder. Vilde Missionærerne vide noget derom, maatte de henvende sig til Angakut, kun de bekymrede sig om Gudetroen og kunde give Besked derom.

Grønlænderne førte i Sammenligning med andre Hedningefolk et ret sædeligt Liv, da Egede kom derover. Men naar man hos et saadant Folk træffer en — ganske vist sjældent forekommende — Skik, som den saakaldte Sennelliarnek, i Følge hvilken en hél Forsamling, bestaaende baade af Gifte og Ugifte, hengav sig, anført af en Angakok, til den vildeste Utugt og det af religiøse Grunde, navnlig for efter deres Præsts Anvisning at forebygge Ulykker, tør man da ikke deri sé et Tegn paa, at Religionen er i Forfald? Hvorledes havde Sædeligheden i Folket, navnlig mellem de Ugifte, kunnet opretholdes saaledes, som den dog endnu var, under en Religion, der gjennem Aarhundreder havde medført en saadan Skik som Sennelliarnek? Det tør maaske derfor antages, at den først er fremkommen i Religionens Forfaldsperiode; at Skikken endnu kun var lidt udbredt, synes at tyde paa, at Forfaldet i Religionen ikke havde taget fuldstændig Overhaand, da Christendommen bragtes Grønlænderne. Som et andet Exempel paa Usædelighed, fremkaldt ved udartede religiøse Forestillinger, maa endnu nævnes den utugtige Omgang, som ofte med Mændenes Billigelse fandt Sted mellem deres Hustruer og Angakut for at faa lykkelige og dygtige Børn. Noget saadant kunde næppe finde Sted, hvor ikke Folkets religiøse Begreber vare forvanskede og slappede, og hvor ikke Religionens Bærere havde mistet Følelsen af Ansvar ved deres Kald, saa de vovede at benytte dette til at smigre deres egne smudsige Lyster. At det forholdt sig saaledes med de sidste, skal det følgende søge at godtgjøre.

Som Religionens Bærere og Vogtere, som Mellemled mellem den oversandselige og sandselige Verden stod Angakut; de maatte som en Følge heraf blive Folkets Raadgivere og Veiledere i tvivlsomme Tilfælde, og de var tillige Læger. Deres ofte langvarige og vanskelige Uddannelse, inden de naaede Angakokværdigheden, deres mangehaande Forretninger og Udøvelsen af deres Kunster har Dr. Rink udførlig fremstillet, til hvilken Fremstilling her kun skal henvises. — Grønlænderne forstod ved en Angakok en "Profet og viis Mand", "en kunstig lærd Mand", som Egede skriver, og "en Angakok qua Angakok gjør aldrig ondt, men idel godt, og Angakut have vistnok ogsaa i Almindelighed været fremragende mellem deres Landsmænd ved Forstand og Indsigt i Naturen og Menneskelivet, saaledes som Dr. Rink fremstiller det. Begrundet herpaa indtog de, saaledes som samme Forf. har Fortjenesten af at have paavist det, en Stilling som Folkets naturlige Ledere og Øvrighed, og det er næppe for meget sagt, naar Dr. R. bemærker: "Formedelst Troens Anvendelse paa Livet skyldes jo vistnok ogsaa dem væsentligst den Kraftudvikling hos de oprindelige Eskimoer, som gjorde, at de kunde befolke Grønlands øde Kyster og uddanne det Erhverv og den Levemaade, paa hvilke den nuværende Beboelse ene og alene beroer." — Men de Midler, som Angakut anvendte for at vedligeholde deres Anseelse, deres foregivne Samkvem med Aander, deres Aandeflugt og mystiske Ceremonier, vare i ethvert Tilfælde ved Missionærernes Ankomst kun lige saa mange Bedragerier, som de umulig selv have kunnet tro paa. — Dette fremgaar tilstrækkelig baade af de Vidnesbyrd, vi have fra Egederne, om at Angakut enten leiede en Grønlænder til at staa udenfor Hytten og agere Tornak eller benyttede sig af Bugtaleri for at skuffe deres lettroende Landsmænd, og af en Beretning hos Dalager. Han fortæller om en gammel Angakok, med hvem han havde daglig Omgang, og som han roser for et exemplarisk Levnet, ja han siger endog, "at den grønlandske Erfaring, jeg besidder, har jeg meest erhvervet af Omgang med denne store Mand." — Dalager siger, at denne Angakok "gjennemheglede de andre Angakuts slette Conduite" mod en Syg; i sine "Collegia publica" glemte han ikke "at forestille de mange urimelige Indfald, Angakuten broderer Kunsten med, hvorved Lærdommen kommer i Foragt", og denne Angakok billigede ikke alene, at nogle Grønlændere havde afsløret en Angakoks Bedrageri, som i en talrig Forsamling skulde til at flyve op under Taget for at tage imod sin Tornak, men han udtalte endog, "at det kunde være velgjort, hvis de tilligemed havde brækket Halsen itu paa ham." — Dalager skriver fremdeles om ham: "Indvender jeg og siger, at hver Angekok haver jo een og flere Aander, som tale med ham, og forkynde ham alle Ting, dels ved en blot Røst, dels ved at paatage sig en Slags Gestalt af Mennesker eller Dyr og i saadan Qualitet forskaffe Angekokken Skydsfærd til Himmelen og til Afgrunden, svarer han sig ikke saadant at kand troe, men holder det for Løgn og Bedragene, hvorvel, da han i forrige Tider stod i Embedet, indbildte han godt Folk det samme". — Lignende Udtalelser af en Angakok anfører Poul Egede; under et Besøg, Egede aflagde hos en saadan, sagde denne: "Jeg er ikke af de store Løgnere, som sige de fare til Himmelen og ned under Jorden, men jeg curerer ikkun Folk med Ord". — Naar de i deres Egenskab af Læger undertiden foregav at skære Maven op paa Folk og tage Tarmene ud for at skrabe dem rene, eller de paastod, at de kunde indsætte nye Sjæle i Folk, hvem de indbildte, at de havde mistet deres, naar de fortalte en Mand, som havde Mavepine, at han var frugtsommelig med en Sælhund og vilde fordrive den — saa kan dette jo ogsaa kun betragtes som grove Bedragerier, fremførte i Tillid til deres Landsmænds Barnagtighed. — Man maa vistnok som de anførte gamle Forfattere erklære det meste af, hvad Angakut øvede som Lægekunst, for fuldstændig Bedrageri, som de ikke selv trode paa, og som de kun vovede at byde Folket paa Grund af dets mærkværdige Troskyldighed; deres Hensigt var efter Glahns Dom at gjøre sig verdslig Fordél, og den lykkedes godt..

Dr. Rink har Fortjenesten af skarpt at have fremhævet Forskjellen mellem Angakut og Illiseetsut, Heksene; de sidste gjorde Indgreb i de førstes Forretning og forvanskede deres Lære, derfor bekæmpede Angakut dem og søgte at beskytte Folket mod deres Trolddom. Dette skete derved, at de opdagede og udpegede Illiseetsut, hvem det saa ansaas for tilladeligt at dræbe; Angakut udøvede herved en stor og frygtelig Indflydelse, da de jo kunde udpege, hvem de vilde, og enhver maatte tage sig i Agt for at komme i Fjendskab med dem, da han derved kunde risikere Livet. Thi man gjør næppe Angakut Uret ved at paastaa, at de undertiden nok saa meget lod sig lede af personlig Uvillie som af formentlig guddommelig Indskydelse ved Angivelsen af Illiseetsut. — Vist er det, at Angakut ifølge deres Kald og Idé burde være Illiseetsuts Fjender, men det tør vistnok ogsaa paastaas, at de langt fra alle var det, da Missionen kom til Grønland. — Hans Egede omtaler, hvorledes en Angakok ved Pissubigme i 1728 hver Aften heksede mod Europæerne og truede med at dræbe dem alle ved sit Hekseri; Poul Egede beretter, at en Angakok var bleven til en Illiseetsok, efter hvad Grlderne meddelte ham, og Glahn anfører udtrykkelig, efter at have fremhævet Væsensforskellen mellem en Angakok og en Heks, at Forholdene paa hans Tid var saaledes, at den samme Person kunde anses for begge Dele paa en Gang.

Saa grove Bedragere i Henseende til Religion og Lægekunst og saa affaldne fra deres Idé, som adskilligt tyder paa, at Angakut var, da Christendommen bragtes til Grønland, synes at lede til den Antagelse, at der maa være foregaaet et Fald med dem. Ellers havde Folket næppe saa længe kunnet bevare nogen Tro og Tillid til dem; men er det da ikke sandsynligt, at dette Fald skrev sig fra, at de for en stor Dél havde mistet Troen paa den Religion, de skulde vogte, og som hvis Udøvere de stod? Og er det ikke naturligt, at med Troen paa Religionen svandt ogsaa Ærbødigheden for deres Stilling som dens Vogtere, for deres Hverv som Tornarsuks Repræsentanter? Den sidste kunde umulig bevares, naar den første var borte. — Hvor meget af deres Aabenbaringer og Kunster, de oprindelig have troet paa, vil nu ikke kunne afgjøres, men det har dog vistnok været adskilligt mere, end den af Dalager omtalte Angakok ved Frederikshaab trode paa. — Han var sikkert en ærlig og oprigtig Mand, men han stillede sig fuldkommen rationalistisk overfor al Religion; Guds Ord og fornuftige Angakuts Ord ansaa han for lige kraftige, og hvorvel han gjerne hørte "tale om Gud og hans guddommelige Gjerninger, hvilke han altid admirerer", forblev det dog derved; "thi for Resten holder han stift ved sine egne Principia." — Denne Mand synes at være et godt Bevis paa Troens Forfald hos Angakut; som han stod skeptisk overfor sit Folks Religion, ærlig tilstaaende Angakuts og sine egne fordums Bedragerier, men tillige skeptisk overfor den nye Religion, kun holdende sig til sin Fornuft og naturlige Skjønsomhed, saaledes ville i en religiøs Forfaldsperiode adskillige fremragende Aander komme til at staa. De have erkjendt Forfængeligheden og Tomheden af den overleverede Religion, men have derved levet sig saaledes ind i Tvivlen paa al positiv Religion, at den er bleven en Dél af deres Væsen; selv overfor Christendommen ville de stille sig og vedblive at være tvivlende.

Folkets Tro til Angakut var ganske vist ikke ringe, da Egede kom til Grønland, det havde gjennem Aarhundreder været vænnet til at betragte dem som Ledere baade i religiøse og verdslige Sager, og det barnlige, lettroende Folk følte sig tiltrukket af det mystiske ved deres Kunster. Men Forholdet til dem synes dog nærmest at have været grundet paa Frygt; Angakut bildte Folket ind, at den, der ikke trode paa dem, maatte dø, og skræmmede det med Farer, som de foregav at kunne forudse, og som de saa maatte afvende." Endelig indgød de, som før omtalt, den største Frygt derved, at de kunde angive, hvem de vilde, som Illiseetsok. — Der mangler dog ikke Exempler paa, at Grlderne emanciperede sig fra denne Frygt; saaledes fortalte de selv at have grebet Angakut i Løgne, og de glædede sig over, naar Missionærerne afslørede deres Bedragerier. Som Exempel paa det første skal her anføres følgende: Poul Egede fortæller om en Angakok, der efter Sædvane øvede sine Kunster i Mørke og forandrede sit Mæle, som om han talte med Tornarsuk; da sagde én af de Tilstedeværende pludselig: "den store, vise Mand lyver uforskammet", og hele Forsamlingen lo Angakoken ud. Dalager fortæller, hvorledes 2 Brødre paa lignende Maade brød med Frygten for Angakokens Trældom og udtalte de frigjørende Ord, som afslørede Bedrageren. — Disse Ting synes at pege hen paa, at Folkets Tro til Angakut, hvor meget disse end gjorde for at bevare den, eller rettere for at erstatte den ved Surrogatet: Frygt, var begyndt at tabe sig; deres Bedragerier blev for aabenbare til, at Tilliden kunde vedligeholdes i Længden. Den oftere omtalte Angakoks Udsagn om, at hans Kaldsfæller bragte Lærdommen i Foragt, synes ogsaa at tyde paa, at det forholdt sig saaledes.

Det er tidligere bleven berørt, at Grønlænderne i Henseende til Sædelighed snarere stod høiere end under andre Hedningefolk, da Christendommen bragtes dem. Herfor vidner vægtige Udtalelser baade af Hans Egede og Glahn, men den sidst nævnte Forf., som har gjort sig det til Opgave at imødegaa Cranz’s feilagtige Fremstillinger af grønlandske Forhold og navnlig ofte paaviser Modsigelser i hans Udtalelser, har dog ikke selv undgaaet saadanne. Naar han saaledes i sine Anmærkninger S. 240 fremfører den Formodning, at Grunden til, at Grønlænderne sædvanligvis kun fik faa Børn, laa i det unge Mandkjøns uordentlige Levnet, og saa dog paa mange Steder, bl. a. S. 258, fremhæver Grønlænderne som et "blufærdigt Folk", saa vil man vanskelig kunne rime dette sammen, med mindre man antager, at hans Iver for at forsvare Folket mod Cranz’s grove Beskyldninger for mangehaande Laster har ført ham noget for vidt, medens hans Sandhedskærlighed dog har forbudt ham at fortie, hvad han vidste talte mod Folkets Sædelighed. Forholdet har vistnok været saaledes, at det oprindelig sædelige Folk var paa Vei til at slaa over til det modsatte; som Tegn herpaa skal her anføres 1) den afskyelige Horeleg, ved hvilken der dreves en skamløs Utugt mellem gifte, men som dog endnu i Missionens første Tid forekom sjælden, 2) det af og til forekommende Flerkoneri, som endog kunde gaa saa vidt, at en Mand havde 10 Medhustruer, 3) den mellem gode Venner ikke ualmindelige Konebytning og 4) den særdeles almindelige Forskydelse af Hustruen. — Det er ganske vist, at de 3 sidst nævnte Punkter til Dels finde deres Begrundelse i den store Pris, Grønlænderne satte paa mandligt Afkom, saa naar en Hustru ingen Sønner fødte eller var helt ufrugtbar, ansaas det for tilladeligt at benytte et af de 3 anførte Midler for at faa Familien forøget efter Ønske, men det maa ogsaa hævdes, at det kun er til Dels, de kunne undskyldes derved. Thi at der i mange Tilfælde, navnlig naar Medhustruernes Antal voksede, eller naar Forskydeisen gjentoges flere Gange, laa en utæmmet Sandselighed og svækket moralsk Følelse til Grund, vil dog vist ingen nægte. Det er rigtignok bleven fremhævet, at Flerkoneriet revsedes af den offentlige Mening, naar ikke Ønsket om talrig Afkom, men Usædelighed var Bevæggrunden der til; men hvorledes var det muligt for den offentlige Mening her at drage Grændsen mellem en sømmelig og en usømmelig Bevæggrund? At den offentlige Mening har taget det alt andet end strængt i den Henseende, synes at fremgaa af Egedes Bemærkning om, at Folket beundrede den Mand, som kunde føde flere Hustruer med deres Børn, til hvilken Egede ikke knytter nogen Indskrænkning, saa man gjør næppe Grønlænderne Uret ved at paastaa, at den offentlige Moral var begyndt at slappes, og Sædeligheden var i Forfald, da Christendommen bragtes Folket.

Det vilde imidlertid vistnok være urigtigt ved Omtalen af Grønlændernes Flerkoneri og deres ofte letsindige Maade at indgaa og atter bryde Ægteskabet paa at blive staaende ved de anførte Grunde: Ønsket om Børn og en fremskridende Usædelighed. Den dybeste Grund maa sikkert søges i Grønlændernes hele Betragtning af Kvinderne som staaende langt under Mændene. Den kom f. Ex. til Orde, da én af Poul Egedes Tilhørere opkastede Tvivl om, at Kvinderne kunde blive salige og komme til Gud, fordi de efter hans Mening ikke duede og vare uden Fornuft. — Allerede ved Fødselen hilsedes de af Familien med Graad og Klage af Sorg over, at de ikke vare blevne til Drenge, ja Grønlænderne trode endog, naar de saa’ en Ring om Maanen, at Grunden var, at Maanen havde trukket sin Hætte paa af Sorg over et Pigebarns Fødsel eller en Drengs Død. Dog var det først egentlig som Voksne, at de maatte føle deres retsløse Stilling overfor Mændene; Frierierne, som straks skulle omtales, ere oplysende i saa Henseende. — Tydeligst kommer dog Mændenes Ringeagt for Kvinderne frem i den tidligere omtalte Forestilling, at Kvinderne var Skyld i, naar Havdyrene blev borte; der aabenbarer sig heri en Mistillid til hele Kjønnet, en Tilbøielighed til at give dem Skyld for indtrufne Ulykker, som er meget karakteristisk for Mændenes Betragtning af dem. Herfor vidner ogsaa følgende Udtalelse af Poul Egede: "Naar noget usædvanligt indfalder, ere Angekokkerne strax færdige med deres Betænkninger, for at gjøre sig ansete og fortjene noget. De ophitte derfor adskillige Ting, som skal være Aarsager dertil, og alt gaaer ud paa de arme Kvinder". — Det forholder sig næppe saaledes, at de ligefrem betragtedes som Trælle og behandledes som saadanne, saaledes som Cranz har skildret det, da dette ikke stemmer med H. Egedes Fremstilling, og det ligefrem er bleven modsagt af Glahn; men det tør vistnok antages, at det her er gaaet den sidst nævnte Forf. i sin Iver for at imødegaa Cranz’s altfor mørke Skildring ligesom før angaaende Sædeligheden. Han synes selv at have haft Følelsen deraf, naar han S. 252, efter at have skildret Hustruernes Stilling, som om den i Almindelighed var ret god, dog tilføier: "skjøndt det er vist, at der heri ofte er store Undtagelser". Og han benægter ingenlunde, at Kvinderne behandledes haardt og raat ved Indgaaelsen af Ægteskaberne, og at de som gifte maatte taale mange Hug af deres Mænd, navnlig naar de vovede at tale mod Mandens Flerkoneri og Usædelighed.. Ganske vist fordrede Skik og Brug i Grønland, at en Pige kun modstræbende maatte følge sin Beiler, selv om hun syntes om ham, for at bevare Ry for Blufærdighed, men denne Skik kan dog ikke forklare den Raahed, hvormed en Jomfru ofte bortførtes af den Mand, som havde kastet sine Øine paa hende. Saaby omtaler Frierne som raa og voldsomme; Frieren gik med nogle Venner ind i Huset eller Teltet og snappede Pigen bort, ofte uden at hun i Forvejen vidste noget om hans Kjærlighed. Han slæbte hende undertiden bort ved Haaret og slog hende dygtig i Ansigtet for at faa hende med. Slap hun et Øieblik fra ham, indhentedes hun igjen; i ældre Tid skar Frieren hende sommetider under Foden for at forhindre Flugt. Følte hun ligefrem Afsky for ham, klippede hun sit Haar helt af og løb til Fjelds, men gav derved for stedse Afkald paa Ægteskab. — Poul Egede, hvis Vidnesbyrd alle maa tillægge megen Værd, skriver om Kvindens Stilling gjennem hele Livet: "Gifter en Pige sig, medens hun er ung, da maa hun taale at hedde Mandgal, gaaer hun for længe, bliver hun næppe huset for hendes Angiak; bliver hun gift, faaer hun Stryg, om hun ikke er lydig, from og skaffer Manden Børn; bliver hun Enke, skal hun være de andres Tjenestepige, ja rettere Træl, og endelig om hun naaer en høi Alder, bliver hun beæret med Heksetitel, hvorpaa gjerne følger Stene og Masacre. Ja efter Døden at pines og plages af Ravne i Himlen". Uagtet denne Skildring vistnok er noget overdreven, og Poul Egede har sét Kvindernes Stilling i et for mørkt Lys, saa fortjener den dog vistnok at fremdrages og maa tillægges ikke ringe Vægt; thi det vil næppe kunne indses, hvad Interesse P. Egede skulde have af at fremstille Forholdene værre, end de virkelig stod for ham. Hans Sanddruhed kan ikke underkastes Tvivl, hans mangeaarige Ophold i Grønland og nøie Kjendskab til Folket og dets Sprog borger for, at han var en paalidelig og kompetent Dommer over Forholdene. — At navnlig de gamle Kvinders Stilling ofte var høist ulykkelig, naar de ikke havde Børn, som tog sig af dem med lidt Venlighed, vidner andre Forfattere end Poul Egede; Grønlænderne var tilbøielige til at anse dem for Illiseetsut, der anvendte deres Kunster til at skade Mændenes Fangst eller sende Sygdom og Død. Man har ikke faa Fortællinger om, hvordan de have mishandlet og paa det grusomste myrdet saadanne, hvem enten en Angakok havde udpeget som Hekse, eller de selv fattet Mistanke til. Vistnok kunde, som før omtalt, ogsaa Mænd anses for Illiseetsut, men Glahn bemærker udtrykkelig, at de sjælden dræbtes af den Grund. — Undertiden begravedes endog gamle, svage eller døende Kvinder levende, ja der anføres Exempel paa, at en Søn bar sig saaledes ad mod sin Moder; Dalager, som beretter dette, føier til: paa en Mand vilde det ansees for et groft Mord.

Til Cranz’s Historie er der ikke bleven taget Hensyn ved denne sidste Fremstilling, uagtet der af den kunde fremdrages mangfoldige Exempler og Beviser netop for det, som det her har været magtpaaliggende at gjøre gjældende; men man maa være saare varsom med at øse af denne Forf., da løse Rygter og rene Fabler ere blandede saaledes sammen med Sandhed, at det nu vil være umuligt at oprede, hvad man tør lide paa og hvad ikke; Glahn har gjennem hele sin Bog paavist Cranz’s Upaalidelighed. — Men det vil vistnok ved det nys anførte, sammenholdt med de Tegn, som man finder paa Folkets synkende Sædelighed — om hvilke alle dog maa indrømme, at det i de der nævnte Tilfælde var Kvinderne, som led Uretten — tilstrækkelig være godtgjort, at Kvinderne hos Grønlænderne, som hos de fleste Hedningefolk, i mange Henseender var foragtede og undertrykte.

Til Slutning skal her kortelig gives en Udsigt over Grønlændernes Tilstand, da Christendommen bragtes dem. De var et barnligt Folk uden nogen dybt rodfæstet eller meget indgribende og bevidst hedensk Livsopfattelse, de var barnlige i deres Betragtning af det Overnaturlige og som Børn endnu uden Bevidsthed om Menneskelivets høieste og dybeste Sandheder og derfor uden nogen udpræget Syndsbevidsthed. Som Børn var de ude af Stand til at tænke sig det aandelige i selvstændig Existens udenfor det legemlige; men til Gjengjæld for sin Uudviklethed var deres Religion fri for de fleste af de Afskyeligheder, som ellers ofte plette Hedenskabets Cultus. Som Religionen, saaledes var deres Sprog barnligt og fattigt paa Udtryk for aandelige Ting. — Intet hedensk Statsbegreb og ingen indgroet sædelig Fordærvelse var at spore hos dem som hos de store Culturfolk, Christendommen mødte i Grækere og Romere ved sin Indtrædelse her i Verden; men de besad saa heller ikke disses klarere Begreb om det aandelige og deres høitudviklede Sprog. Nu var Folket begyndt at vaagne af Barnedrømmene, at komme til Bevidsthed om Troens Forfængelighed; deres Lærere og Veiledere havde tabt Troen paa deres Forhold til Guddommen, men søgte ved Bedrageri og Løgn at holde den tidligere Anseelse ved lige hos de Børn, som begyndte at tvivle om deres Paalidelighed. Med Troens Forfald hos Lærere og Folk kom Ligegyldighed og spottende Skjæmt overfor Guddommene, Uorden og Forfald i sædelig Henseende, en begyndende Opløsning i alle Samfundsforhold. — Der mangler ikke ganske Tegn paa, at Samvittigheden var begyndt at røre sig hos Folket overfor det afskyeligste Udslag af deres Religion, Mordene paa Illiseetsut. Da saaledes Poul Egede en Gang talte med en Grønlænder om, at det skulde gaa de onde ilde efter Døden, blev denne greben af Angst og bekjendte: "jeg er ond, jeg har dræbt en Mand". Da Egede spurgte ham ud, viste Mordet sig at være foranlediget ved, at en Angakok havde angivet den dræbte som Heks og Skyld i Grønlænderens Broders Død. Morderen havde nok følt Medlidenhed med Manden, da han saa' sin Pil sidde i hans Ryg, dog den Gang havde han trøstet sig med, at han som Heks fortjente Døden; men at der var vedblevet at lyde en straffende Røst i hans Samvittighed, synes at fremgaa af det stærke Udbrud af Sorg og Ængstelse, som Egedes Forkyndelse fremkaldte, uagtet denne ikke havde talt til ham om det forkastelige ved Heksemord. Endnu klarere træder det dog frem i P. Egedes Beretning om, at Grønlænderne betragtede en dødelig Sygdom, som en Familie ved Isefjorden plagedes af, som en Straf over, at de havde dræbt et Menneske. Hvo det var, der sendte Straffen, vidste de vel ikke at sige, men P. Egede fandt dog i selve Forestillingen et Bevis paa Sandheden af Apostlen Pauli Ord Rom. 2, 15, og han har vistnok haft Grund der til. — Var der gaaet endnu en Tid, vilde muligvis Erkjendelsen af deres Tros og Livs Forfængelighed og Trangen til Frelsen være kommen tydeligere frem for Grønlændernes Bevidsthed, og Modtageligheden for Christendommen derved være bleven større, men paa den anden Side vilde saa maaske det barnligt umiddelbare, tillidsfulde og venlige være forsvunden ved Tvivl og sædelig Fordærvelse. Forholdet var vistnok dette, at Gud havde ført Grønlænderne saa vidt, at Kraften i deres Naturreligion var opbrugt og Forfaldet lige i sin Begyndelse, for at fremkalde den beleilige Tid til, at Hans Aabenbaring kunde bringes dem.

Fodnoter

Kilde

H. M. Fenger: Bidrag til Hans Egedes og den grønlandske Missions Historie 1721-60, ss. 40-64, Kjøbenhavn, 1879