De gamle nordbobygder - Herjolfsnæs-dragterne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Poul Nørlund De gamle nordbobygder
ved verdens ende
FEMTE KAPITEL
Herjolfsnæs-dragterne
Naar Grønlandsskipperen var naaet over Oceanet og havde faaet Land i Sigte et Sted oppe ad Østkysten, fulgte han i behørig Afstand langs med Kysten sydover, spejdende efter det vældige Fjeldlandskab, som danner Grønlands Sydende, og som ude fra Havet tegner sig som en stor, mørk, sammenhængende Blok. Det er Egnen omkring Iluafjordene og Kap Farvel. Han kaldte dette høje Land Hvarf, »det, bag hvilket man forsvinder«, og vidste, at her skulde han lægge sin Kurs om og snart efter søge til Land. Thi under Hvarf laa Næsset Herjolfsnæs og derved en Havn som hed Sand, »almindelig Havn for Nordmænd og Købmænd«.
Ved Siden af Brattahlid og Gardar, der var Sæde for de højeste verdslige og gejstlige Autoriteter i Landet, var Herjolfsnæs den tredje Plads af Betydning, den vigtige Handelsplads hvortil Skibene først søgte ind.
Bondehøvdingen paa Herjolfsnæs byggede sin Kirke ude paa det lave Næs nær Vandet, mens Gaarden selv laa noget tilbagetrukket, højere oppe mod Fjeldet. Fra det aabne Hav skyller Bølgerne uhindret ind mod Næsset, og da Grønlands Jord synker Aar for Aar og formodentlig har gjort saadan gennem Aarhundreder, er Meter efter Meter af de lave Grusskrænter, hvorpaa Kirkegaarden ligger, blevet ædt bort af Havet.
Bølgerne legede med Levningerne af de gamle Nordbograve. Igennem over hundrede Aar er der fra Tid til anden kommet Meldinger til København om, at Rejsende, der besøgte Stedet, i Strandkanten havde fundet Menneskeknogler, Kistestumper og ogsaa Rester af Ligklæder. I 1839 indsendte Lederen af Handelsstationen i Nanortalik, O. Kielsen, bl. a. nogle Tøjstykker, som ban havde fundet ved Stranden, og som han mente kunde være Levninger af en Sømandsfrakke. Det var en Mandskjortel af meget enkelt Snit, og som den i mange Aar hang i Nationalmuseet gav den unægtelig ikke synderlig høje Forestillinger om Nordbokulturen i Grønland.
Kielsen foretog i 1840 paa Foranledning af Oldskriftselskabet i København en Udgravning af Kirkegaarden, men fik intet større Resultat. Siden gravede ogsaa mange tilfældig Forbipasserende i Skrænten, undertiden med Hænderne eller med en Aare, men deres væsentligste Udbytte var, at de ved deres Indberetninger stadig holdt Interessen for Stedet vedlige. Først i 1921 lod Kommissionen til Ledelse af de videnskabelige Undersøgelser i Grønland foretage en egentlig Udgravning i Samarbejde med Nationalmuseet. Havbrinken stod da umiddelbart foran Kirkens Sydmur, og det maa antages, at mindst Halvdelen af Kirkegaarden var forsvundet i Bølgerne.
Begyndelsen tegnede ikke synderlig lovende. Da Græstørven var bortfjærnet, stødte vi hurtig paa Begravelser, men de var kun i daarlig Bevaringsstand, møre Knogler, halvtfortærede Trækister og nogle Tøjstumper, der bristede ved den mindste Berøring. Da vi gik i Dybden, stødte vi paa fast, frossen Undergrund, som standsede os. Var der mere? Havde denne sommerfrosne Bund — det var i Midten af Juli — ogsaa dannet en Grænse for Nordboernes Begravelser?
Vi fik Svar herpaa efterhaanden, som de afdækkede Lag tøede op. Det viste sig, at hernede i Dybden laa, takket være Isens konserverende Ævne, Kister og Gravsvøb i eneslaaende Bevaringsstand, og af det bundløse Pløre, som Isvandet dannede, optog vi i Løbet af de følgende fem Uger saa mange Klædningsstykker, Ligkors og andre Træsager, at de fyldte 12 store Kasser.
Næsten ligesaa spændende som selve Udgravningen var den paafølgende Undersøgelse af Dragterne i Museets Laboratorium efter Hjemkomsten. Vi vidste i Virkeligheden ikke nærmere, hvad vi havde bragt hjem. Naturligvis vidste vi, at det var Kjoler, Hætter, Hoser osv., men paa Stedet kunde vi ingen Tidsbestemmelser foretage og ingen Enkeltheder studere. Vi maatte ved Afdækningen og Optagelsen tøjle vor Nysgærrighed og blot bestræbe os for at faa de store Klumper af Jord og Tøj laget op saa fuldstændige som muligt og bevare dem i den samme fugtige Tilstand, hvori de var fundet, lige til de kunde tages under Behandling i Laboratoriet. Det var vanskeligt nok, Hjælpemidlerne var jo meget begrænsede paa denne afsides Plet, hvor vi ikke saadan kunde sende Bud til Købmanden, men maatte klare os med, hvad vi havde. Heldigvis fandt vi det bedst tænkelige Pakkemateriale i de tykke og vaade Mospuder, som gror henover de smaa Vandløb, og det lykkedes virkelig at bevare Tøjet fugtigt i Kasserne i de 3—4 Maaneder, der gik, inden de naaede frem til København.
––––––––––––––––––––
Man har svøbt de døde i de Klæder, de i levende Live selv havde baaret. Mange Gange er de slidte og lappede, saa man kan se, at det har været Fattigfolk, eller at Arvingerne har været nærige med de gode Stykker fra Klædekisten. Hovedsagen er dog, at det er Hverdagsdragter, thi det er det, der gør dem saa interessante og værdifulde for os. Af gejstlige Skrud, af Kroningsdragter og andre fornemme Kostymer er adskilligt bevaret fra Middelalderen; men af Hverdagsdragter, der viser os, hvorledes Folket virkelig saa ud, uden al romantisk Udsmykning, findes kun ganske faa Fragmenter fra denne Periode spredte omkring i de europæiske Samlinger.
Vi tør gaa ud fra, at Hovedmængden af de paa Herjolfsnæs fundne Klædningsstykker er tilvirkede i Grønland, selv om der naturligvis ogsaa kan have været fremmede Købmænd mellem de begravede. Stoffet er grovt, firskaftet, kipret Vadmel, vævet af Faareuld; vi har tidligere hørt om den store Uldproduktion ved de grønlandske Gaarde og om Kvindernes flittige Spinden og Væven, maaske endog med Eksport for Øje.
Ikke desmindre vil man ved disse Dragter ikke kunne paapege et eneste Træk, der kan kaldes særegent grønlandsk, ikke et eneste Udslag af Tilpasning til det arktiske Klima, ikke en eneste Paavirkning fra Eskimokulturen, ikke engang den simple Tillæmpning efter Fjeldnaturen, at Kjolerne er gjort korte. Det er helt igennem, i Snit og Type, europæiske Dragter, hver lille Ejendommelighed ved dem kan findes igen paa samtidige Billeder her fra Europa, Bogminiaturer, Kirkernes Kalkmalerier og Portalskulpturer eller Ligstenenes Fremstillinger af de afdøde.
Det var i Højmiddelalderen, den gotiske Periode, Frankrig, specielt Paris og Burgund, og desuden de rige Nederlande, der Nord for Alperne var de toneangivende Modecentrer. At det ogsaa var herfra, de skandinaviske Folk fik Parolen, fremgaar med al ønskelig Tydelighed af de mange franske Navne paa Klædningsstykker, der fik Indpas i vore Sprog: syrkot (surcot), wardekors eller gardekors (garde-corps), kotardi (cothardie), hjupr (jupe),
kaprun (chaperon), — alle disse fremmedklingende og kun i Stavemaaden let tillæmpede Udtryk finder man anvendt i Tidens Testamenter og andre Dokumenter.
Fra Norge eller fra Island kom de nye Moder til Grønland. Ogsaa her maa man have interesseret sig for at følge med. Man iagttog de tilrejsende Købmænd og søgte af bedste Ævne at efterligne dem, eller man modtog fra Venner i Europa Prøver paa de nye Moder og benyttede dem som Forbilleder. I 1308 sendte Bergensbispen til Bisp Thord i Gardar paa Grønland »en Kappe, en Syrkot og en Kaprun af lyseblaa Farve, forede med sort Skind, og dertil en Kjortel af samme Farve«; det var, bortset fra Undertøjet, et fuldstændigt Udstyr for en Mand (Syrkot er en Overkjortel, Kaprun en Hætte), og ogsaa de gejstlige Herrer har aabenbart interesseret sig for at se, hvorledes Moderne udviklede sig.
Ved det nærmere Studium af Dragterne har det ikke været Tidsbestemmelserne, som voldte størst Vanskelighed, men en helt anden Sag som man mindst skulde have ventet. Det vanskeligste af alt har været at skelne mellem Mandskjortler og Kvindekjoler. I visse Tilfælde har vi endog maattet melde Pas og opgivet at afgøre, til hvilket Køn Dragten har hørt. Skeletresterne var kun i nogle faa Tilfælde saa velbevarede, at de kunde give sikker Vejledning, og hvad Dragten selv angaar, saa er der ingen afgørende Forskel mellem Mandens og Kvindens, hverken i Snit eller i Længde. Mandens har været lidt mere fodfri end Kvindens, men ikke saa meget, at det er tilstrækkeligt til altid at skælne dem fra hinanden, naar man ikke kender den nøjagtige Højde paa de Personer, der har baaret dem.
Allerede herigennem har vi en raa, tilnærmelsesvis Datering. I den ældre Middelalder indtil omkring 1150-1200 bar Mændene korte Kjortler omtrent til Knæene, og dertil hørte Buksebroge med Benklæder og Strømper i eet. Fra Orienten, som paa alle Kulturens Omraader lige fra Oldtid til Nutid er blevet ved med at paavirke Europa, optages nu den Skik, at Mændene ifører sig lange, folderige Dragter; det gælder dog kun Overkjortlen, thi Underkjortlen, der var den egentlige Arbejdsdragt, var stadig temmelig kort. I Norge haaner Kong Sverre sine Krigere, de berømte og ellers saa haardføre Birkebejnere for deres lange, kvindagtige »Slæbekjoler«. Før i Tiden, siger han, bar de kortere og snævrere Kjortler, men havde mere Mandsmod i Hjærtet.
De lange Mandsdragters Tid varer et Par Aarhundreder, og der sker ogsaa i denne Tid en Ændring af Benbeklædningen. Under de lange Kjortler var Brogene temmelig overflødige, og man indskrænker sig til at bruge meget lange Strømper (med eller uden Fod), der var ophæftet f. Eks. ved Bæltet; blandt Dragterne fra Herjolfsnæs findes ogsaa saadanne Langstrømper. De er af vævet Stof, Strikning kendes ikke før Middelalderens allersidste Tid.
Først omkring Midten af 1300-Aarene slaar de unge Herrer af Overklassen over til den modsatte Yderlighed, idet de ifører sig stramtsiddende Dragter, der daarlig nok naar ned over Lænderne, og som blotter Benene i hele deres Længde. Og medens den ældre Tids Dragter altid er lukket helt rundt og tages paa ved at smøges over Hovedet, skæres de korte Trøjer op foran og forsynes med Knapper i Stedet. Da det tilmed kneb at faa Benklæderne genindført, kan man forstaa, at de dristige Blottelser vakte stærkt Anstød i en Menneskehed, som gennem Aarhundreder var vant til, at alt skjultes. Der blev prædiket voldsomt til Værn for Moralen, og de lange Mandsdragter forsvandt ikke ligestraks, særlig ikke i Mellem- og Underklassen. De korte, udfordrende Trøjer findes derfor heller ikke mellem de grønlandske Dragter, men vi mærker dog deres Indflydelse. Mellem alle de øvrige lukkede Kjortler findes nemlig en enkelt, fortil opskaaret, men rigtignok langskødet Frakke, der ligesom den moderne Mandsdragt har været til at knappe foroven og forneden, medens den i Livet er blevet holdt sammen af et Bælte. Denne Dragt, der rækker til Knæene og modsat alle de andre er højhalset samt med en lille flipagtig, opstaaende Krave, kendes ikke fra Europa før lige omkring 1400 og kan først noget senere være naaet op til Grønland. Katolske Gejstlige anvender nu om Stunder en lignende Frakke udenfor Kirken, blot noget mindre folderig.
Praktisk talt alle de lukkede Kjortler, som blev fundet, maa stamme fra den nærmest forudgaaende Tid, fra 1300-Aarene og fra Aarhundredets sidste Halvdel. Der er ganske vist nogle af dem, der er saa enkle i deres Snit, at nærmere Tidsfæstelse er umulig, men saa snart der er særprægede Enkeltheder, vi kan fæste os ved, er det 1300-Aarenes Moder. Nogle af Dragterne har saaledes stærkt markeret Figur, de har siddet stramt om Livet indtil Hoftehøjden, men falder nedefter i vide og bløde Folder og kan opnaa en stor Vidde, indtil 4¼ m ved den nedre Søm. Det er den franske »cothardie«, som først dukker op i selve Modecentret kort før 1300.
Naar man undersøger, hvorledes denne Figurkjole — den forekommer saavel blandt Mands- som blandt Kvindedragterne — rent skrædermæssig er blevet til, ser man, at det er sket ved Hjælp af en Mængde indfældede Kiler. Indtil 14 lodrette Sømme kan man tælle ved den nedre Kant af disse Dragter. Uvilkaarlig opfatter man disse mange smaa Tøjstykker som et Tegn paa Armod, og man siger til sig selv, at de stakkels Grønlændere har altsaa maattet sy deres Dragter sammen af Smaaklude af Mangel paa ordentlige Stykker. Men det er ganske tværtimod, det er netop en Modefinesse med de mange Kiler. Vi ser derfor, at naar der anvendtes bredere Tøjstykker, blev der undertiden lavet imiterede Kiler ved Hjælp af falske Sømme. Vi ved da ogsaa fra Island, at den mangekilede Dragt, »fjolgeirungr«, var et Lapseri, og i 1345 paalægger en Bisp sine Klerke at aflægge denne Mode.
Det er ikke umuligt, al Kilerne paa disse forbudte Dragter har haft forskellig Farve, Middelalderen elskede Farver og var ikke bange for den mest maskeradeagtige Sammenblanding paa et og samme Klædningsstykke. Vi kan ikke bevise, at det samme gælder de grønlandske Dragter. De staar nu allesammen i brune og sortagtige Toner, og ved de kemiske Analyser, som Professor Bille Gram har foretaget af en Række Tøjprøver, er der ikke paavist brogede Farver; meget almindeligt er det derimod, at Rendingen i Stofferne er farvet noget mørkere op end Islætten, hvilket maa have givet et vist Spil.
Figurdragterne er Overdragter, og medens den foregaaende Periodes vide Overkjortler holdtes sammen af et Livbælte, bæres de efter Billeder at dømme nu i Reglen uden Bælte. Bæltet, hvorved man havde sin Pung hængende, rykker i Stedet for ind til den mere løstsiddende Underkjortel; men da man maa kunne komme lidt bekvemt til sin Pung, finder de franske Skrædere omkring 1300 paa, i Siderne af Overkjortlen udfor Hofterne at anbringe nogle smaa lodrette, lommeagtige Slidser, hvorigennem man kunde stikke sin Haand ind til Bæltet og Pungen. Vi træffer dem bestandig paa Billeder fra 1300-Aarene, særlig omkring 1350, og paa en Række af de grønlandske Dragter findes ogsaa disse Lommeslidser, ofte ligesom Halslinningerne kantede med smaa, kun 1-2 mm brede Pyntesnore, der er flettede af 6 tynde Traade.
Det skal nævnes, at man i Frankrig senere gik et Skridt videre og til Erstatning for Pungen anbragte en lille Pose indvendig ved Overkjortlens Slidse; denne Pose er Oprindelsen til vor Lomme, som jo er blevet en af de vigtigste Bestanddele ved den moderne Mandsdragt. Fra Herjolfsnæs kender vi den dog ikke.
De grønlandske Dragter har næsten alle haft lange Ærmer; der findes i hele Fundet kun to kortærmede Kjortler. Paa en Mandsdragt er Ærmet slidset op lige til Albuen og indrettet til at lukkes med ikke mindre end 15 smaa Knapper. I Reglen findes der dog kun en kort Slidse ved Haandleddet, den har ingen Knapper og er rimeligvis blevet syet sammen hver Morgen og sprættet op igen om Aftenen, naar Kjortelen skulde lages af. Det er noget, som jævnlig omtales i Sagaerne og i andre middelalderlige Beretninger; fromme Folk ventede med at sy deres Ærmer til efter Messen.
––––––––––––––––––––
De mærkeligste og for Tidsalderen mest ejendommelige af alle de Klædningsstykker, der blev fundet paa Herjolfsnæs, er ikke Kjortlerne, men den imponerende Række af Hætter, Kappehætter eller Strudhætter. Der er ialt 17, hvoraf de 13 er velbevarede, flere af dem i saa god Stand, at de næsten kunde tages i Brug. De er i deres Art de eneste, som findes i Verden.
Bedre end noget andet er Strudhætten Kendemærket for Mændene fra 1300-Aarene. Det er Dantes og Petrarcas Hovedbeklædning, som det er Robin Hoods, den gaar igen i Chaucers Skildringer, og den bæres her i Skandinavien af Høje og Lave paa Valdemar Atterdags og Dronning Margrethes Tid, Folkeviser og Kalkmalerier fortæller om den. Den bliver helt uundværlig, og man bærer den ved alle Lejligheder. Den fornemme Mand beholder den paa sit Hoved, naar han stedes i Audiens hos selve Paven, og det samme gælder Tyven, naar han klynges op i Galgen, hvad en morsom Illustration i et islandsk Lovhaandskrift viser (S. 114).
I danske Aarbogs-Optegnelser hedder det under Aaret 1307, at ved denne Tid begyndte Danskerne først at anvende en Hovedbeklædning, som kaldtes Kappehætter, og som ikke blot dækkede Hovedet, men ogsaa omsluttede Brystet. Det kan dog ikke ganske bogstavelig betyde, at man ikke tidligere har kendt dette Klædningsstykke. Lige fra Oldtiden har Hætter med stort Skulderslag været benyttet af Hyrder og af Rejsende til Værn mod Regn og Kulde. Men i 1300-Aarene bliver det en Del af den almindelige Paaklædning. Modeskræderne arbejder paa at give den et elegant Snit, og den forsynes med den ejendommelige, lange Nakkepisk eller Strud, som kendes saa godt fra Tidens Billeder, og som samtlige grønlandske Hætter ogsaa har haft, selv om den paa en Del af dem er afrevet.
Om den praktiske Betydning af Struden skal man ikke spørge for meget, men des større var dens dekorative Værdi. Oprindelig var den en lang og spids Nakkepose bagpaa Hætten, og den kunde da bruges til at gemme Pengestykker i og lignende. Men det ophører af sig selv, da Struden skrumper ind til et baandformet Vedhæng eller Pisk. Den kunde snurres om Halsen eller om Issen, saa Hælten sluttede stramt, og derved vel nok gøre Nytte ved at holde Blæsten ude. Den kunde draperes over Skulderen eller stikkes gennem Bæltet, særlig naar den blev saa lang, at den truedemed at slæbe henad Jorden; i saa Fald hjalp man sig ogsaa ved at slaa en Knude paa den. De gejstlige Lapse, der ligesaa gærne som Lægfolket fulgte Moderne, undskyldte sig med, at deres lange Hættestruder kunde værne deres bare Hænder mod Kulden; men dette Argument bliver dog bestemt afvist af deres Foresatte paa en Synode i Køln i 1337.
Øvrigheden blandede sig — i gamle Dage — i alt, og det gælder baade den gejstlige og verdslige Øvrighed. At fastsætte Regler for, hvor lang og hvor bred en Strud havde Lov til at være, blev en meget vigtig Opgave ikke blot for Koncilier og Ordensstatuter, men ogsaa for Byraad og Parlamenter. Folk var barnlige og tilbøjelige til fantastiske Overdrivelser, og at gøre sig selv til Grin var dengang forbudt. Paa Island forbyder Bispen af Skalbolt i 1357 sine Præster og Degne at bære Hættestruder bredere end to Fingre og længere end en Alen, og det er jo ikke umuligt, at ogsaa hans Embedsbroder i Gardar har udstedt en lignende Forordning for Grønland. Blandt Hætterne paa Herjolfsnæs er den bredeste paa næsten tre Fingerbredder og den længste tæt op imod to islandske Alen (en lille Meter); de er altsaa ret lapsede og forargelige, efter Bispens Forestilling.
Et godt Vidnesbyrd om Strudhættens Yndest i Norden er den Rolle, den spiller som Motiv i den danske Folkevise om Dronning Margrethe og den svenske Kong Albrecht af Meklenborg, der aflægger det Løfte, at han ikke vil bære sin Hætte, førend Danmark er vundet. Det blev imidlertid Margrethe, som vandt og i 1389 endog fangede ham. Til Spot vil hun nu lade ham sy en Hætte af 15 Alen Vadmel, — saa skal han føres hjem til Meklenborg, og der skal Struden sættes paa, hedder det. Visen slutter:
- Konning Albrecht han gaar ad Københavns Gade
- hannem sømmer baade Pris og Ære,
- femten af de svenske Riddere
- paa en Stang Struden efter hannem bære.
I Løbet af 1400-Aarene gaar Strudhætten paany af Brug. En Tid anvendes den paa en højst aparte Maade som en Art Turban i Stedet for som efter sin naturlige Bestemmelse at trækkes ned over Hovedet; Ansigtsaabningen krammes om og anbringes ovenpaa Hovedet med Skulderstykke og Strud hængende ned ved Siden. Man har endog ment, at de grønlandske Hætter paa Grund af deres besynderlig snævre Halsaabning' skulde have været baaret paa den Maade, men det har jeg dog svært ved at tro paa. Forklaringen er snarere den, at Grønlænderne virkelig har haft mærkværdig smaa Hoveder, hvad de kraneologiske Undersøgelser tyder paa.
Som saa mange andre Moder ender Strudhætten sin Saga som en Art Ornat, men paa to vidtforskellige Omraader: som Sørgedragt og som Narrekostyme. Ganske vist er der Forskel paa baade Snit og Farve, alt efter Brugen. Ved Narrehætten skriger Farverne til Himlen, lystige som de ringlende Bjælder paa Struden, mens intet er saa dystert og bedrøveligt som de formummede Sørgeskikkelser, der skjuler deres Ansigter dybt inde i den omfangsrige sorte Hætte.
Af denne omstridte og visebesungne Strudhætte har altsaa Grønlands Jord givet os de eneste overlevende Eksemplarer, som til denne Dag kendes. Det er forstaaeligt. at Hætten var stærkt anvendt i Grønlands kolde Klima, og det er ogsaa forstaaeligt, at den blev særlig ofte benyttet, naar Lig skulde klædes. Ved Dødsfald paa Gaardene maatte Folk ofte ligge ubegravede i Maanedsvis, naar Jorden var frossen eller det ikke var muligt at naa frem til Kirken paa Grund af Aarstiden; man har da trukket Hætten ned foran Ansigtet, ligesom Grædebrødrene gjorde i Ligtoget.
Ved adskillige Begravelser var Hætten faktisk det eneste Klædningsstykke, der var bevaret; det øvrige Svøb maa da have været af et meget tyndt Stof, hvis det ikke snarere har været af Skind eller Huder, der ikke har holdt sig. Adskillige af de fundne Vadmelsdragter har nok ogsaa været skindforede, men intet er bevaret deraf.
Maa vi saaledes finde det naturligt nok, at Hætterne er kommet med paa Kirkegaarden, saa er det mere mærkeligt, at flere af de døde er blevet klædt saa omhyggelig paa, at de ogsaa har faaet Huen med. En lille Fyr paa en halv Snes Aar havde baade Hætte og Hue, den første udenpaa den sidste. Der er ogsaa en Hue til et ganske spædt Barn, ligesom der blandt Dragterne er baade Hætter og Kjoler til Smaabørn, altid af samme Snit som de voksnes Dragt.
Huerne er ganske enkle, runde og med flad Puld, Kanten ret høj. Hver Tid kunde finde paa dem, men vi genkender dem dog som en i 1400-Aarene meget populær Hovedbeklædning, medens Huerne fra ældre Tid er anderledes, oftest rund- eller spidspuldede.
Hvis nu nogen vil drage i Tvivl, at disse smaa Huer kan tidsfæstes nøjere, saa er der tilbage en enkelt, 25-30 cm høj og noget tilspidsende Hue, der har rejst sig stejlt over Panden, men videt sig bredt ud i Nakken. Om dens Alder kan der ikke være megen Diskussion. Det er en af de høje Huer, som vi kender fra Dirk Bouts, Memlings og andre Nederlænderes Malerier, og som blev baaret paa Ludvig XI.s og Karl den Dristiges Tid, i sidste Halvdel af 1400-Aarene.
Denne Hue bliver derigennem et meget vigtigt Dokument for Grønlands middelalderlige Historie, et Vidnesbyrd om at der saa sent som ned mod 1500 maa have været Skibsforbindelse mellem Grønland og Europa. Helt alene staar den ikke. Der findes Fragmenter af Kjoler med ganske tætte Læg indsyet i Midjen, en af dem tilmed med spids Halsudskæring fortil, og ogsaa det er Moder, som først tilhører 1400-Aarenes senere Del.
De yngste blandt Hætterne og blandt de øvrige Klædningsstykker behøver ellers ikke at være yngre end ca. 1400 eller Begyndelsen af 1400-Aarene. Dragtfundets store Masse kan vi uden Vaklen henføre til sidste Halvdel af 1300-Aarene og Tiden omkring 1400. Blandt de andre Genstande, som er fundet ved Udgravningerne, er der enkelte, som kan antages at være Importgods fra 1400-Aarene, en Kniv fra Bispegaardens Køkken, et Skaar af en rhinsk Stentøjskande, der laa ved Fundamentet af Gildeshallen paa Herjolfsnæs; men i disse Tilfælde er Dateringen dog noget usikker.
Klædningsstykkerne fra Herjolfsnæs gør Nordboerne mere levende for os end noget andet Fund af Husgeraad, Redskaber eller Vaaben vilde kunne gøre. De lærer os endvidere, hvor forbløffende intim Forbindelsen med Europa har været paa Modens Omraade; det er unægtelig et helt andet Billede end det, vi faar ved Studiet af det hjemmegjorte Inventar fra de andre Nordbogaarde, og der kan ingen Tvivl være om, at der ligesom maa have været et mere »internationalt« Tilsnit over Livet paa Herjolfsnæs, hvor saa mange Fremmede gik i Land fra Skibene.
Men een Ting endnu fortjener at fremhæves, og det med al mulig Styrke, thi det er meget paafaldende. Hverken Strudhætten eller Kothardien, den midjeslanke Overkjortel med Lommeslidser, for den Sags Skyld vel heller ikke den høje Hue, er egentlige Almuedragter. Overalt hvor de forskellige Samfundsklasser afbildes mellem hinanden eller overfor hinanden er den langstrudede Hætte Kendetegnet for den velstillede Mellemklasse, den strudløse Hætte for Almuen.
Man skulde jo tænke, at med de fattige Betingelser i Grønland, med Landets afsides og til Tider næsten isolerede Beliggenhed og med den ugunstige Udvikling som Forholdene efterhaanden tog, maatte Befolkningen i den sene Periode, hvorom der her er Tale, have levet som den usleste Almue indenfor de europæiske Samfundsklasser. Det lader imidlertid til, at dette ikke helt er rigtigt. De fremmede Handelsskibes Ankomst maa have budt Muligheder for god Fortjeneste og dermed for en Art social Opadstræben og Forfængelighed blandt dem, der nærmest kom i Berøring med dem. Ialfald er der noget ubeskrivelig rørende ved disse fjærne Kolonisters Stræben efter, lige til det sidste, i det Ydre at ligne rigtige Europæere.
