De gamle nordbobygder - Sejladsen paa Grønland
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Poul Nørlund De gamle nordbobygder
ved verdens ende
FJERDE KAPITEL
Sejladsen paa Grønland
En brændende Æventyrlyst og Videbegærlighed maa have betaget de norrøne Folk, som vovede sig ud over de store Have og opdagede nye Lande. Ikke engang ved Grønland standsede de. Efter at Leif Eriksøn paa Hjemrejsen til Grønland var blevet forslaaet til det æventyrlige Land i Vest, som han kaldte for Vinland, var det det stadige Samtaleæmne paa hans Faders Gaard i Brattahlid. Leif selv synes mærkelig nok ikke mere at have forsøgt sig, men hans Broder Thorstein startede en Ekspedition, som han endda skal have faaet sin gamle Fader med paa, »idet Folk,« hedder det, »havde størst Tillid til hans Held og Forudseenhed.« De drev imidlertid længe om paa Havet og kom ikke den Vej, de vilde, blev forslaaet imod Øst, saa Islands Kyster, mærkede endog Fugletrækket fra Irland, og ved Vinterens Begyndelse vendte de medtagne og forasede tilbage til Eriksfjord. Ubegribeligt, at Fartøjet har kunnet holde til en saadan Rejse.
Mere Held havde den raske islandske Købmand Thorfin Karlsevne, som kom til Grønland efter Thorstein Eriksøns Død og paa Brattahlid ægtede hans Enke Gudrid Thorbjørnsdatter. Leifs Beretninger om det frugtbare Land pirrede hans Købmandsinstinkter, og ved Brædtspillet om Vinteren besluttede man at opsøge det. Ogsaa denne Gang skal der blandt Deltagerne have været en af Eriks Sønner, Thorvald, foruden en Datter, den voldsomme og mandhaftige Freydis. Det var hende der, under Opholdet derovre, frugtsommelig som hun var og derfor ude af Stand til at flygte, fik de anfaldende Skrælinger jaget paa Flugt ved at blotte sin Barm og lade sine Bryster vippe ud over et blankt Sværd, som hun holdt under dem.
Karlsevne genfandt ikke Leifs Vinland, og det bliver næppe nogensinde med Sikkerhed fastslaaet, hvor det har ligget. Han kom til Labradors Kyster (Helluland og Markland, d. e. Skovland) og ind i St. Lawrence Golfen, muligvis op ad selve St. Lawrence-Floden. Til Trods for, at man havde planlagt en Kolonisation eller ialfald Anlæggelsen af en Handelsstalion, vendte Ekspeditionen dog om efter 3 Aars Fravær, dels paa Grund af indbyrdes Splid, dels paa Grund af de stadige Overfald fra Indbyggernes, Skrælingernes, Side, hvorved forskellige af Ekspeditionsdeltagerne mistede Livet, deriblandt Thorvald Eriksøn. Det er denne stadige Fare for Overfald, som har bevirket, at Opdagelsen aldrig blev udnyttet, og at Kolonisationsplanerne ikke blev genoptaget. Skrælingerne var for mange til, at en lille Trop kunde tage det op med dem, og til en virkelig Kolonisation havde man ikke Kraft.
Det er dog sandsynligt, at Grønlænderne har opretholdt en vis Forbindelse med Labradorkysten, paa hvis sydlige Del de kunde hente det Tømmer, som de i saa høj Grad havde Brug for. I de islandske Skalholts-Annaler berettes det under Aaret 1347, at et lille grønlandsk Skib, mindre end de smaa Islandsfarere, var ankommet til Snefjeldsnæs med 17 Mand ombord; det havde faret til Markland, men var paa Hjemrejsen blevet stormslaaet til Island. At det havde været i Markland, nævnes ikke som noget særlig overraskende, og vi maa føje til, at det forekommer næsten utroligt, at de grønlandske Kolonister helt skulde have undladt at udnytte denne Opdagelse af et Land, der uden Sammenligning var den Del af Omverdenen, som var nemmest at besejle fra Bygderne paa Grønland. Vanskeligheden var den, at det i Tidens Løb mere og mere skortede Grønlænderne paa søgaaende Skibe, og de tilrejsende Købmænd havde formodentlig i Almindelighed ikke megen Lyst til at vove deres dyrebare Skib paa en saadan Fart, der maaske tilmed var i Modstrid med deres egne merkantile Interesser, for saa vidt som Tømmer var en af de Artikler, de med mest Fordel hjemmefra kunde tage i deres Last ud til Grønland.
Stor praktisk Betydning kan der, efter alt hvad der foreligger, ikke tillægges Opdagelsen af de nordamerikanske Kystegne. Vi faar i det følgende Anledning til at omtale den Rolle, som Grønlands Opdagelse kom til at spille i de nordiske Folks Handelsliv; men først skal gøres nogle Bemærkninger om den Betydning, Opdagelsen af de to fjærne Lande hinsides Oceanet fik for Europæernes geografiske Opfattelse. Den bragte nemlig i Virkeligheden en forfærdelig Forstyrrelse i de gamle Begreber.
Lad os først fastslaa, at det paa ingen Maade var ukendt i Middelalderen, at Jorden var en Kugle. Ikke blot vidste de geografiske Lærde det, ved Overlevering fra den græske Videnskab; men naar en jævn og ulærd Kunstner skal fremstille Jorden, f. Eks. under den tronende Kristi Fødder, faar den ogsaa den rigtige Kugleform.
Eet var imidlertid at vide, at Jorden er rund, et andet at forstaa det. Datidens Mennesker forstod slet ikke, hvad det betød. Man tænkte sig vistnok, at Jordens Lande kun laa paa den ene Side af Kuglen, og i Folks Bevidsthed fik derigennem den store Fastlandsklump — de tre Verdensdele Asien, Europa og Afrika — Form af en kredsrund, noget takket og indskaaret Skive. Norge var det yderste Land mod Nord, hinsides det fandtes ingen menneskelig Bebyggelse, men kun det uhyggelige og vældige Storhav, der som en Ring omslyngede hele Verden.
Med denne Opfattelse af Oceanet som en Ring omkring Kontinentet forligtes det inderlig daarligt, da nye store Landomraader opdagedes ude i Oceanet, stadig fjærnere fra Kontinentets Kyster. Men Tidens Geografer og Korttegnere drog ikke Konsekvenserne heraf. Island, Grønland, Vinland opfattes blot som Øer i Ocean-Bæltet langs med Norges Kyst, den ene nordligere og østligere end den anden, i den Orden, de her er nævnt, altsaa ganske modsat de virkelige Forhold. Naar Grønland skulde være hinsides Island og Vinland hinsides Grønland, kunde det kun fremstilles paa denne Maade.
Helt meningsløst var det, at Vinland, hvor, efter troværdige Folks Beretning, Vinrankerne groede af sig selv og bar de herligste Druer, og Hvedekornet modnedes uden at være saaet, at dette Land dog laa yderst oppe i Is- og Taagehavet.
Kyndige Folk i Norden, som enten selv havde faret over Havet med vestlig Kurs mod Grønland, eller som af vederhæftige Søfolk havde faaet Beretning derom, kunde heller ikke lade sig fastsurre i Forestillinger, der ganske stred mod deres egne Erfaringer. Det var ikke nok med Grønland, hvis Ende aldrig nogen havde set. Ogsaa i Havet Nord om Island vidste de, at der fandtes Land langt ude i Taagehavet, og allerede omkr. 1200 har den Opfattelse fæstnet sig paa Island og i Norge, at et stort og ubebygget Landomraade strækker sig fra Rusland nordover hen til Grønland, der saaledes bliver en Del af Kontinentet. Kun paa den Maade kan Kongespejlets kundskabsrige og intelligente Forfatter forklare sig de mange Dyr, Harer, Ulve og Rensdyr, som lever paa Grønland, men som ellers ikke findes paa Øer (f. Eks. Island), med mindre man indfører dem dertil. Det er denne geografiske Opfattelse, som faar Udtryk i den islandske Fortælling om Hall Ged, den eneste Mand, hvem det lykkedes at komme landvejs frem fra Grønland til Norge, over Fjelde og Jøkler og alle Ørkener og udenom alle Havbugter; han førte med sig en Ged og levede af dens Mælk, idet der mellem Jøklerne var Dale og smalle Sprækker med Græs eller Skov, hvor hans Ged kunde finde Føde.
Om Forholdene sydover fra Grønland var Forestillingerne uklarere, men man mente dog, at Vinland eller, efter nogle, Grønland strakte sig helt ned til Afrika eller »de afrikanske Øer«. Bag det sidste Udtryk gemmer der sig vel vage Forestillinger om den sydlige Del af Amerika.
Ringen sluttes saaledes omkring Atlanterhavet, der fra et verdensomspændende Hav bliver til et mægtigt Indhav. Der aabner sig i al Ufuldkommenhed et nyt, stort Perspektiv med vældige Kontinenter hinsides Havet. Men, betegnende nok, den gamle Forestilling, hvorefter Storhavet som en Ring omgiver Landene, den sprænges ikke derved; der skulde stærkere Hjærner til at drage den Konsekvens. Man nøjes blot med at lægge et nyt Storhav hinsides Grønland og Vinland. Mellem disse to Lande er Ginungagap, Porten ud til »det Hav, som hedder mare oceanum og omslynger hele Jorden«, Svælget, ad hvilket Tidevandsstrømmene presses ind og ud. Grønland ligger ved Verdens Ende, hedder det i et Pavebrev fra 1492.
––––––––––––––––––––
Leif Eriksøn var, saa vidt vi ved, den første, der forsøgte Sejladsen direkte fra Grønland til Norge og siden tilbage igen. Paa hægge Rejser kom han dog undervejs til andre Lande; han slap igennem, men man manglede endnu tilstrækkelig Erfaring og Øvelse til at kunne sætte den rette Kurs — og holde den.
Denne direkte Sejlads blev imidlertid siden den, der benyttedes mest; Hovedparten af de Skibe, der gik til Grønland, kom fra Norge, og det var kun de forsigtige, der lagde Vejen over Island. Der var ikke Tale om megen Navigation. Fra Bergen (eller Herø udenfor) skulde man i Følge de gamle Kursforskrifter for Sejladsen hele Tiden blot holde vestlig Kurs til Grønlands Sydende. Da man imidlertid under Storm let blev slaaet ud af sin Kurs, gives der lidt mere Vejledning: man sejler norden om Hjaltland (Shetland), saaledes at man just øjner det i sigtbart Vejr, men sønden for Færøerne i saa lang Afstand, at Søen staar midt paa Fjeldene, men saaledes sønden for Island, at man har Fugl og Hval deraf. Man var nok tilbøjelig til at sejle ret nær hen under Island, undertiden opgives, at man skal passere det i kun 12 »Ugers« eller en god Breddegrads Afstand. Paa den Maade var der Udsigt til at ramme Grønlands Østkyst noget norden for Kap Farvel, hvorefter det gjaldt om at runde Sydspidsen uden at komme i Krambolage med Havisen.
Det var Sejlads paa Skipperens Instinkt. Han følte sig frem over det store Hav. Søkort havde han ingen af og heller ingen nautiske Instrumenter, ingen Kompas, ialfald ikke i Periodens første Aarhundreder, og i uklart Vejr svigtede ogsaa Stjærnerne. Mange Skibe har med Storm og Tykning flakket rundt i Maanedsvis, inden de tilsidst maaske naaede Havn et helt andet Sted end de havde ønsket. I deres ophidsede Sindstilstand saa Søfolkene sære Syner, Havsvælg og »Havgerdinger«, Søuhyrer, der varslede Storm eller Mand over Bord, som den blæksprutteagtige Havstramper og Margygen, der lignede en Havfrue med langt Haar, vældige Bryster og Svømmehud mellem Fingrene.
Mange forliste sporløst. Mange naaede frem til Grønlands Østkyst, men strandede her eller fik Fartøjet knust i Drivisen, og de havde kun ringe Mulighed for at naa frem til Bygderne. Kun om Islændingen Einar Thorgeirsøn hører vi, at han med to andre gik tværs over Indlandsisen; de omkom, da de kun havde en Dags Vej til Bygden. Vi maa antage, at de er naaet ned paa Landet igen, eftersom deres Lig blev fundet og begravet paa Herjolfsnæs. Einars Broder Ingemund, en anset Præst, hvem Ærkebiskop Eystein endog havde tilbudt den grønlandske Bispestol, forliste i 1188 eller 1189 ved samme Kyst med Skibet Stangfolen, som skulde have bragt ham fra Bergen til Island; i 1200 blev de omkomnes Lig fundet i en Hule i Ubygderne, Ingemunds uforraadnet, og hos ham laa en Vokstavle med Runer, der berettede Omstændighederne ved deres Død.
Paa Harald Haarderaades Tid boede i Grønland en Mand, som bar Øgenavnet Lig-Lodin, fordi han om Sommeren ofte afsøgte de nordlige Ubygder (paa Østkysten) og førte med sig til Kirke de Menneskelig, som han dér fandt i Huler og Kløfter, og som var kommet dertil paa Isflager eller Skibsvrag. Det er en talende Oplysning, at en Mand ligefrem kunde have en fast Beskæftigelse paa denne Maade. Jeg gjorde — som Lig-Lodin — i Sommeren 1932 om Bord paa en af 7de Thuleekspeditions Baade en Rejse op langs den sydlige Del af Grønlands Østkyst indtil Tingmiarmiut for om muligt at finde Spor efter de Nordboer — Bjørnejægere eller Skibbrudne — som i Middelalderen har opholdt sig paa denne Kyst, hvor adskillige af dem maa have bygget sig Hytter til at friste Livet i. Paa en lille Slette i Lindenovsfjorden blev i 1881 af Brødre-Missionæren Brodbeck fundet en Ruin fra Nordbotiden, som maa have huset enten en forlist eller en fredløs. Allersydligst paa Østkysten fandt vi en lignende Hustomt mellem nøgne Stenrovser, sikkert ogsaa et Minde om Mennesker, der har været i Nød. Norden for Lindenovsfjorden er endnu aldrig set Nordbospor, men de dybe Fjorde er meget lidt kendt og vanskelige at befare paa Grund af Isfjælde, og det kan ingenlunde anses for udelukket, at der engang findes Spor højere oppe ad Kysten.
Den Stranding paa Østkysten, som gjorde mest Indtryk i Bygderne, hændte i 1125, og om den har vi god Efterretning. I det Aar afrejste fra Norge samtidig med den første Grønlandsbiskop en Købmand ved Navn Arnbjørn, for med to Handelsskibe at besøge Bygderne paa Grønland. De kom ud for daarligt Vejr, og medens Biskoppens Skib søgte ind til Island for Vinteren, sejlede Arnbjørn videre, men naaede dog ikke frem, og Sommer efter Sommer gik, uden at man hørte noget til ham og hans to Skibe. Først 4 Aar senere blev de fundet af nogle Fangstmænd fra de grønlandske Bygder under Ledelse af Sigurd Njalssøn, langt inde i en østgrønlandsk Fjord. Her stod Arnbjørns stolte Havskib sat paa Grund i Mundingen af en Elv.
Da de kom i Land, saa de et Telt og en stor Hytte, ingen Mennesker rørte sig derved. Snart fandt de en Tømmerstok, hvori der sad en Økse, og derved laa en død Mand, som de mente maatte være falden om under Arbejdet, vanmægtig af Hunger. Kort derfra laa en anden Mand, ligeledes med en Økse ved Siden.
Nu forstod de, at de øvrige maatte befinde sig inde i Huset. Sigurd mente, at de skulde være varsomme med at gaa ind og hellere først tage Taget af Huset; men en af Mændene fandt, at det var en lovlig besværlig Fremgangsmaade, han stødte Døren op og gik indenfor.
Lidt efter kom han ud igen. Sigurd saa paa ham og sagde: »Den Mand har forandret sig meget.« Han begyndte da ogsaa at te sig som en vanvittig, han skreg og raabte op og styrtede afsted med Kammeraterne i Hælene. Tilsidst sprang han i sin Sindsforvirring ned i en Klippespalte, hvor ingen kunde komme efter ham, og dér mistede han Livet.
Inde i Hytten fandt de siden døde Mænd og meget Gods. De kogte Kødet af de dødes Knogler og førte dem med sig hjem til Kirke sammen med alt Godset og det store Skib, mens de tog Naglerne ud af det mindre og brændte det. Der blev siden en bitter og blodig Proces mellem Biskoppen og de afdødes Arvinger om Ejendomsretten til Skib og Gods, og det er Grunden til, at vi ved saa god Besked om dette Forlis. Om mange andre faar vi aldrig noget at høre.Vi har set, at i 1125 sejlede 3 Skibe afsted til Grønland, hvoraf dog kun eet naaede Bygderne, og det først i Løbet af det følgende Aar. I 1131 kom 3 Købmandsskibe derud med Islændere og Nordmænd, blandt andre Arnbjørns Arvinger, og de overvintrede alle. Det er sikkert kun sjældent, at Besejlingen har haft det Omfang, og især maa vi forestille os, at den har været meget ujævn. Der var dog stadig Mænd, som havde Mod paa at friste Lykken, omend de i Aarhundredernes Løb blev færre og færre.
Det var Udsigten til en god Handel, som lokkede Købmændene afsted og fik dem til at sætte Livet i Vove. Lykkedes Rejsen, beherskede de jo Markedet og bestemte Priserne. For de Varer, de medbragte, kunde de forvente at faa en høj Betaling; der var meget, som Grønlænderne trængte til og gærne gav Aagerpris for, Korn og Malt, Jærnvarer og Tømmer foruden Luksusartikler og al Slags Kram, som de ikke var vant til at se, og som fik Kvinderne til at spærre Øjnene op. Da det nødvendigvis maatte være en Tuskhandel, gjaldt det for Kolonisterne om at præstere værdifulde Varer i Stedet, som Købmændene virkelig var tjent med at føre tilbage og afsætte paa det europæiske Marked.
Uld havde de naturligvis i stor Overflødighed af deres mange Faar, ogsaa Ost og Smør tilstrækkelig til at de kunde sælge deraf. Det er næsten utroligt, at hvide og blaa Ræveskind ikke skulde have været en Eksportartikel, men det nævnes aldrig før i 1500- Aarene, i Forbindelse med Ærkebiskop Erik Walkendorfs Planer. Bukkeskind nævnes derimod, og Oksehuder og Sælskind omtales baade i Kongespejlet og i et Pavebrev fra 1282 om den grønlandske Tiende.
Ingen af disse Varer var dog værdifulde nok til at kunne bære en Handelsforbindelse med saa stor en Risiko. Grønlænderne maatte strænge sig mere an for at holde Købmændene til. De maatte skaffe Varer, som Købmændene ikke ligesaa godt kunde hente paa mere bekvemme Pladser. De kunde ikke nøjes med at sidde hjemme og passe deres Gaarde, de maatte ud paa Fangst i Isen, om paa den farlige Østkyst eller højt mod Nord paa Vestkysten langt hinsides de nordligste Bygder.
De havde indrettet sig herpaa straks de kom ud til Grønland. Erik Røde havde hos sig en Mand ved Navn Thorhal Veidemand, sortladen og jættestor, faamælt og ondsindet, om hvem det hedder, at han var en daarlig Kristen, men en vældig Jæger, vide om kendt i Ubygderne; han var ogsaa med paa Karlsevnes Vinlandsrejse, og engang de sultede, tryllede han, ved at kvæde til »den rødskæggede« (Thor), en Hval til Syne, som de dog — naturligvis — fik ondt af at spise.
Norden for Bygderne laa Nordrsetur, de nordlige Fangstpladser, hvorhen der om Sommeren afrejste Baadelag fra Gaardene. Med sejge Aaretag roede de op langs Kysten. Naar de først havde passeret den nordligste Del af Vesterbygden, var der »6 Dages Roning til Karlsboder, derpaa 3 Dages Roning til Bjarnø (ɔ: Bjørneøen) og 12 Dages Roning omkring Bjarnø, Eysunæs (ɔ: Kulnæsset), Ædanæs (ɔ: Edderfuglenæsset) dér nordfor«. Bjarnø maa efter dette være selve den store Ø Disko, Karlsboder en Fangstplads norden for Holsteinsborg. Eysunæs har uden Tvivl været i Basaltomraadet omkring Diskobugten eller nord herfor, hvor der talrige Steder er Brunkul.
Det hedder sig, at heroppe var der bedre Sælfangst end hjemme i Bygden, og her var ogsaa Drivtømmer; det havde ganske vist imellem Isskosserne først passeret Nordboernes egen Hjemstavn, men var nemmere at faa fat paa heroppe, hvor Isen efterhaanden havde spredt sig. Det var dog især tre Dyr, som Nordrsetumændene og Fangstmændene i de østgrønlandske Ubygder lagde sig efter: Hvidbjørnen, Hvalrossen og Narhvalen, alle tre Dyr, som gav sjældne og værdifulde Produkter og som overvejende eller næsten udelukkende fangedes i de grønlandske Farvande.
De hvide Bjørneskind var varme og smukke som Gulvtæpper; vi hører, at i de raakolde islandske Kirker laa de foran Alteret, til Gavn for Præstens Helbred. Men ellers var det nok ligesom nu om Dage: de ser fristende ud, men er svære at anvende. Levende Isbjørne var meget efterspurgte, men en egentlig Handelsartikel kunde det ikke kaldes. Naar de holdtes saa højt i Værd som Hædersgaver til Konger og Bisper, var det først og fremmest paa Grund af deres overordentlige Sjældenhed.
Hvalrossen var derimod Grønlændernes store Chance i Handelen med Europa. Paa Grønlands Vestkyst holder den især til i Egnen Nord for Holsteinsborg, hvor de nylig omtalte Karlsboder maa have været; der er her særlig godt med Blaamusling, som er dens Hovednæring. Et fantastisk Sommeræventyr var det for uforfærdede Jægere at gaa paa Fangst efter dette helt usandsynligt udseende Dyr, et uformeligt Kødbjerg med vældige Hudfolder, Snuden, efter den udmærkede Grønlands-Zoolog, Præsten O. Fabricius’ træffende Sammenligning, »ikke ulig Sædet hos et Menneske« og herved de to næsten armlange Stødtænder. Sjældnere end Hvalrossen og derfor af mere begrænset Betydning var Narhvalen med den lange snoede Stødtand, der falbødes paa de europæiske Markeder som »Enhjørningshorn«. Der tillagdes dette »Horn« en særlig Lægekraft, og det belaltes dyrt.
Af Hvalrossen var det ikke alene Stødtænderne, der var værdifulde, men ogsaa den svære Hud, der brugtes til Reb og Remme, særlig Ankerreb og Fortøjningstrosser for Skibene; disse Hvalrosreb var i Følge Kongespejlet saa stærke, at »60 Mand eller flere godt kan trække i et saadant Reb uden at faa det rykket itu«. De solgtes ikke blot i Skandinavien, men var ogsaa kendte og efterspurgte paa de store Markeder længere sydpaa.
Men de bedste Handelsvarer blandt de grønlandske Produkter var dog Hvalrostand og Narhvalstand. Der var i Middelalderen stor Efterspørgsel efter saadanne ædle »Tandvarer« baade til kirkeligt Udstyr og til mange verdslige Sager: Relikvieskrin, Bogbindsplader, Rejsealtre, Bispestave, Smykkeskrin, Spejlkapsler, Spillebrikker, Bælter og meget andet. Nationalmuseet har fra Roskilde Domkirkes middelalderlige Kirkeskat en Bispestav af Narhvalstand med det krumme Hoved af Hvalrostand (»Tandbalg«, som Islænderne kortelig kaldte en saadan Stav), og mange mindre Genstande er af Hvalrostand. Det var et Surrogat for det ægte Elfenben, Elefanttanden, som skulde forskaffes helt nede fra Østafrika, og som bragtes paa Markedet over Alexandria og andre ægyptiske og syriske Havne; mange Mellemhandlere har skullet tjene derpaa, inden det naaede frem til Forbrugerne. Det er derfor forstaaeligt, at det har været et dyrebart Materiale, og at der paa Markedet i Europa var gode Muligheder for den grønlandske Hvalrostand.
Fra Grønland hjemsendtes Skibsladninger af Hvalrostand. I 1266 afgik saaledes fra Gardar en Ladning paa et Biskop Olaf tilhørende Skib, der imidlertid strandede ved Hitarnæs paa Island, hvorved 12 Mand omkom (Aaret i Forvejen var en anden Grønlandsfarer forgaaet med 40 Mand); Stedet kaldtes siden Biskopsskæret, og herfra vedblev efter Sigende i over tre Aarhundreder Hvalrostænder mærkede med røde »Maalruner« fra Tid til anden at drive i Land paa den islandske Kyst.
Medens Narhvalen og Isbjørnen næsten udelukkende fangedes ved Grønland, forholder det sig noget anderledes med Hvalrossen. I Norge var man ikke ukendt med dette Dyr. Aarhundreder forud for Erik Rødes Tid har Nordmænd paa deres Bjarmelandsfærder ned i det hvide Hav lært at skatte dets Værd, og det er sandsynligt, at norske Fangstmænd i Middelalderen har ligget paa mere eller mindre regelmæssig Hvalrosfangst østpaa i det nordlige Ishav henefter Novaja Semlja; det er, som Fridtjof Nansen mener, ogsaa sandsynligt, at der i tidligere Tider har kunnet tages Hvalros ved Finmarkens Kyster.
Men det er ganske utvivlsomt Grønland, som har været den største Leverandør af Hvalrostand. Fra Tiden før Grønlands Opdagelse kendes betegnende nok kun ganske, ganske faa Genstande af dette Materiale, og det ældste bevarede, virkelig kunstnerisk udarbejdede Stykke deraf stammer efter sin Stil just fra Erik Rødes Tid, altsaa kort før Aar 1000. Det er et lille engelsk Krucifiks.
Fra 1000-Aarene er der bevaret ikke saa ganske faa Sager af Hvalrostand, men først i 11- og 1200-Aarene bliver de virkelig talrige. Det er som om det ægte Elfenben en Tid næsten trænges ud fra det nordeuropæiske Marked af sin arktiske Konkurrent. Først og fremmest gælder det naturligvis Skandinavien, men ogsaa i andre Lande vinder Hvalrostanden frem, særlig paa de britiske Øer og desuden i Nederlandene, Nordtyskland, Rhinegnene og Nordfrankrig. Da den pavelige Legat i 1327 fra Grønlænderne modtog 130 Lispund (ca. 1 Ton eller omkr. 250 Stykker) Hvalrostand i Korstogstiende og Peterspenge, solgte han dem efter de norske Bispers Raad til en Købmand fra Flandern for ialt 13 Pund Sølvturnoser eller ca. 11¼ kg Sølv.
Hvalrostanden blev for Grønlands Bønder det samme som i sin Tid Ravet havde været for de nordiske Stammer ved Vesterhavet og paa den baltiske Kyst: det sjældne, efterspurgte Produkt, som fik Købmændene fra Kulturlandene til at trodse Rejsens Besværligheder. Derfor ventede man ogsaa hjemme paa de grønlandske Gaarde med Spænding Fangstmændenes Tilbagekomst fra deres »Veidefærd«, og det betegnedes som Uaar for Bygden, naar de kun havde haft daarlig Fangst. At der ogsaa jævnlig var Fangstmænd, som blev deroppe, forstaar sig selv.
Men festligt var det, naar de kom hjem med stor Fangst. Jægerne var stolte for hver nedlagt Hvalros, og medens de naturligvis solgte eller anvendte Tænderne, gemte de Kranierne som Jagttrofæer. Paa Gardar Kirkegaard ved den grønlandske Domkirkes Østgavl gjorde vi et mærkeligt Fund af op imod en Snes Hvalroskranier i en samlet Bunke, alle med udbrækkede Stødtænder; det er næsten som der havde været drevet en Art Kultus med dette Dyr. Saadanne Trofæer naaede ogsaa hjem til Europa, baade i Oslo, Bergen og Trondheim er der ved Grundgravninger fundet Stykker af Hvalroskranier med fine Udskæringer; to er endog naaet helt til Uppsala. I Kroka-Refs Saga fortælles om et Hvalroskranie med Tænder, kunstig udgraveret og indlagt med Guld, som af den — uhistoriske — Høvding Gunnar i Veslerbygden blev sendt som Gave til Kong Harald Haarderaade.
Det skal ogsaa nævnes, at paa Tyskebryggen i Bergen er der i et Lag ældre end Branden 1413 fundet en herlig lille Hvalrosfigur udskaaret af en Hvalrostand, maaske fra 1100-Aarene. Den er ret summarisk skaaret, men vidner om skarp Naturiagttagelse og er formodentlig gjort af en Nordrsetumand, medens han i de lyse Nætter hvilede ud mellem Fangsterne; norske Forskere regner den for eskimoisk Arbejde, men det kan jeg ikke tro, den er. Fra Sandnæs i Vesterbygden har vi en lille bitte, men bedaarende livagtig Hvidbjørn af samme Materiale, formodentlig en Amulet, der har været baaret i en Pose.
Vi maa skønne, at Samhandelen mellem Grønland og Norge i de første 2-3 Aarhundreder hvilede paa en sund Basis; der var Varer nok baade at sejle ud og hjem for den Tids Smaaskibe. Forudsætningen var bare, at Grønlænderne bevarede deres produktive Kraft — vi har set, at det var haarde Krav, der stilledes til dem —, og at den norske Skibsfart bevarede sin hidtidige Foretagsomhed og Uforsagthed. Heller ikke det var noget ringe Krav; der er i det foregaaende nævnet tilstrækkelige Vidnesbyrd om Faren og Risikoen ved Sejladsen paa Grønland.
Norge var fra Vikingetiden Nordeuropas største Sømagt, og det vidtspændende Norgesvælde, som Haakon Haakonsøn havde samlet, er et godt Udtryk for denne Magt paa Søen endnu i Midten af 1200-Aarene. Alt for snart viste sig dog Skrøbelighederne derved. Den norske Flaade var talstærk, men benyttede sig af en ganske forældet Skibstype, aaredrevet og følgelig lavbygget, der ikke var konkurrencedygtig over for de driftige tyske Købmænds højbordede Sejlskibe, der krævede mindre Mandskab og tog meget større Last. Hanseaternes Kogger tog Luven fra de norske Vikingeskibe, og den norske Egenhandel var allerede i Tiden omkr. 1300 i rivende Tilbagegang. Det vilde have krævet en stor Kapitalindsats at omskabe den norske Handelsflaade, men Tidens Kapitalister, de gejstlige og verdslige Godsejere, som tidligere havde været stærkt økonomisk interesseret i Handelen, trak ved denne Tid netop deres Penge tilbage og maa i det hele taget have befundet sig vel ved det Opsving i Udenrigshandelen, som Hanseaterne bragte med sig; det betød bedre Afsætning for de Varer, de producerede paa deres Godser.
Naar nu den norske Skibsfart laa under i Konkurrencen, kunde man tænke sig de hanseatiske Kogger sat ind ogsaa i Grønlandsfarten. De tyske Skippere var dristige nok, der manglede dem heller ikke noget i den Henseende.
Det er imidlertid for det første et Spørgsmaal, om Hanseaternes Kogge ikke var for storstilet til den Sejlads; den Kapital, den repræsenterede, var for stor at sætte ind paa den meget langstrakte og farlige Rute, og desuden havde Koggen maaske mere Lastrum, end Grønlandshandelen kunde fylde. Ogsaa i den moderne danske grønlandske Handel holdt man det længe for raadeligst at fordele Risikoen paa mange smaa Skibe, der hver kun kunde tage nogle faa hundrede Tons Last.
Spørgsmaalet er dog i denne Sammenhæng nærmest teoretisk, thi det tillodes ikke Hanseaterne at sejle paa Grønland. De fik ved kongelige Privilegiebreve af 1294 og senere Ret til at besejle de norske Byer til og med Bergen, men de maatte ikke komme norden for Bergen, og de var udelukkede fra Sejladsen paa de norske Skattelande, som forbeholdtes indenlandske Købmænd, først og fremmest Bergenserne. Bergen blev den store Stapelplads.
Det er sandsynligt, at Kongen i 1261, da Grønlænderne undergav sig den norske Krone, har lovet at sørge for Landets Besejling; i et Brev fra 1568, udstedt af Kong Frederik II, nævnes endog, at der skulde være lovet 2 aarlige Skibe (Islænderne fik ved den tilsvarende Ordning i 1262 Løfte om 6 Skibe aarlig). Det var sikkert mere, end der kunde overkommes. Men i 1300-Aarene, i 1325 og gentagne Gange i 40erne og 60erne, omtales et Skib, Knarren, som synes at ligge i fast Rute mellem Bergen og Grønland, Grønlandsknarren kaldes det undertiden; i 1367 eller 1369 sank det, vistnok paa Hjemrejse fra Grønland, ved den norske Kyst Nord for Bergen, men alle ombordværende reddedes i Land.
Denne Knar var aabenbartet kongeligt »Monopol-Skib«, men paa sine Rejser medtog det Købmænd ikke blot fra Bergen, men ogsaa fra andre Byer, bl. a. fra Trondheim. Den norske Konge hævdede, ialfald fra Midten af 1300-Aarene, for sin personlige Kasse et Monopol over Skatlandshandelen. Monopolet blev imidlertid ikke udnyttet direkte af priviligerede kongelige Købmænd, snarere var Systemet et Afgifts- eller Forpagtningssystem, men Kontrollen med Besejlingen var ialfald til Tider meget skrap og gav sig haarrejsende Udslag i Processer mod Folk, der som skibbrudne maatte ty ind til Grønland.
Det har rimeligvis været Meningen, at alle, der vilde til Grønland, skulde benytte Knarren; ialfald var det forbudt at sejle til Grønland uden kongelig Tilladelse, og ligeledes var det forbudt at købe og sælge Varer i Grønland uden kongelig Tilladelse. Havde man indhentet saadan Tilladelse, kunde man frit handle mod at betale en vistnok meget høj Afgift (Sækkegæld) ved Tilbagekomsten til Bergen, hvor Skibet ikke maatte udlosses, før Sækkegælden var betalt. Det var haarde Vilkaar.
Men haardest var det for Grønlænderne. Efter Grønlandsknarrens Forlis i Slutningen af 1360erne synes der ikke at være sat noget fast Skib ind i denne Rute, og der har været mange Aar uden Besejling. Oppe i Grønland sad imidlertid den kongelige Ombudsmand med sine Instrukser og overvaagede Monopolhandelens Bestemmelser. I første Halvdel af 1380erne blev islandske Fartøjer ikke mindre end 3 Gange forslaaet til Grønland, sidste Gang var der 4 Skibe sammen. Her var altsaa rigelig Lejlighed til Samhandel, men Skibsfolkene havde ingen Tilladelse til at handle. Monopolhandelen sendte selv ingen Skibe ud, men nægtede andre at handle, og Ombudsmanden turde ikke engang tage mod Skippernes Tilbud om at hjemføre, hvad han havde oplagret af Kronens Gods, fordi de ingen Brev havde derpaa.
Dette afmægtige Monopolregimente, der svigtede sine egne Forpligtelser og blot hindrede den frie Samhandel, vilde Grønlænderne ikke finde sig i. Paa et Altingsmøde besluttede de, at ingen Østmænd (det er Fællesbetegnelsen for Nordmænd og Islændere) skulde kunne købe Proviant hos dem, uden at de samtidig købte andre grønlandske Varer. Det er altsaa, kan man sige, et Forsøg paa en aktiv Handelspolitik, den sidste samlede Viljesytring fra det grønlandske Nordbofolk, som Historien har overleveret os.
Grønlændernes Stilling var dog ikke stærk, de kunde ikke tvinge Skibene til at komme, selv om de til en vis Grad havde Krammet paa dem, naar de først var kommet ud. I den følgende Tid hører vi kun om ganske enkelte Skibe, som har været i Grønland, og snart forstummer enhver Efterretning om Samkvem med Nordboerne i Grønland.
Der er imidlertid Grund til at tro, at endnu i Tiden omkring 1400 har Grønlænderne bevaret en forbavsende nøje Kontakt med europæisk Kultur. Bag Monopolstyrets haardhændede Fremfærd mod de Skibbrudne, der havde overvintret i Grønland, laa der hos de Styrende en maaske ikke saa ubegrundet Mistanke om, at Afspærringsreglerne misligholdtes, og at Folk, der ønskede at besøge Landet, benyttede alle Slags Paaskud baade til at gaa i Land og overvintre og til at handle med Befolkningen. Der har nok været noget mere Skibsforbindelse i denne Tid end de officielle Efterretninger lader os ane, og langt ned igennem 1400-Aarene maa Befolkningen lejlighedsvis have været i Kontakt med Europa. Det fremgaar af det Fund, som skal omtales i det følgende Kapitel.
