De to Kajaker, der bleve hjulpne af Trylleord (Holm)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Parti fra Godthåbsfjorden – af Christian Benjamin Olsen, 1921
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm

1888


25. De to Kajaker,
der bleve hjulpne af Trylleord

fortalt af Kutuluk



Da de havde været paa Angmagsætfangst, flyttede de ud og boede ved Sigsuarak ved Norsit. En Dag gik de ud i Kajak og gik paa Fangst ovenpaa Isen. Efterat nogle af dem allerede havde fanget en halv Snes Klapmydser, blev det Taage, og de roede alle hjem undtagen to, som vilde vente paa, at det skulde blive godt Vejr igjen.

Da de havde sovet, lettede Taagen; men de kunde ikke mere se Landet. De vilde nu se at finde hjem. Den ene skar en Lalle af en Klapmyds og den anden et Laar; dem toge de med sig, men kastede alle Klapmydserne, som de havde fanget, ud i Vandet. De kunde ikke se noget Land, men kun det Sted, hvor Solen stod op og gik ned igjen. De roede i denne Retning, og den ene benyttede det Trylleord, som bruges, naar man er ude i Kajak og vil søge at komme hjem.

De kom til et stort Isfjeld, fra hvilket der løb Vand Nord efter, og som havde været til fra Verdens Skabelse. De kunde ikke komme forbi det, og de kunde ikke komme udenom det, thi saa maatte de dø; men da den ene Kajak fremsagde et Trylleord, slap de forbi. Paa Vejen kom de til Netsider og spraglede Sæler, som ikke kunde dukke ned. De saae noget i Vandet og troede, at det var Is; men da de kom nærmere, viste det sig at være Sæler, som vare sorte i Ansigtet, fordi de havde grædt saa meget. Naar den Ene ikke kunde ro, fremsagde den Anden Trylleord og roede rundt omkring ham, saa kunde han ro stærkt igjen. Ved stærk Luftspejling saae de engang Land, og det var Kalerajuek, nemlig det Sted, hvor den enes Moder var død; men saasnart Spejlingen gik bort, tabte de ogsaa Landet afsigte.

Endelig kom de til Kardlit ved Pikiutdlek, og derfra rejste de til Sermilik. Her saae de en Mængde Telte; men Folk kunde ikke se dem, thi de vare næsten ligesom døde, fordi de havde været saa længe borte. Da de kom hjem hertil, havde deres Koner faaet andre Mænd; thi de vare rejste herfra om Foraaret og kom først hjem om Efteraaret, da Folk skulde flytte i Hus. — De fik dog deres Koner igjen.