Den stærke Mand paa Isortokfjordens Umanak (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

89. Den stærke Mand
paa Isortokfjordens Umanak

(Sydgrønland)

Paa Øen Umanak ved Isortok, lidt syd for Maneetsok, boede den stærke Mand sammen med mange andre Beboere; man kaldte ham saaledes, fordi han baade havde overordentlig Styrke og var en vældig Jæger, som formaaede alt i sin Kajak, og tillige var han en udmærket Angakok. Hans Samboende havde ham derfor ikke alene til Hovederhverver paa Pladsen, men tillige til Angakok. Han havde en lille Søn, som han pleiede at tage paa Skjødet naar han foretog Aandebesværgelser, for at oplære ham til Angakok. Der fortælles, at Pladsens Beboere pleiede at have god Fangst om Efteraaret, men efter Solhverv, i den rigtige Vintertid, gik Angakokken ud paa det aabne Hav, og pleiede da at være uden Følgeskab. Naar han saa derude havde fanget to drægtige Sælhunde, pleiede han at lægge dem ovenpaa Kajakken, den ene foran, den anden bagved, og at surre dem godt fast ved Fangeremmen, hvorpaa han saa begav sig ind ad Land til. I godt Veir pleiede han at holde sig i Fordybningerne mellem Søerne, og han kunde formedelst sin Hurtighed roe til Land, holdende sig i een Bølgedal. Førend Solen stod i Vest, pleiede han allerede at komme med sine to drægtige Sælhunde. Ved Ankomsten sagde han til sine Qvindfolk, at de strax skulde koge Bryststykker, og naar Maden var færdig kaldte han Mændene sammen til Maaltid, og pleiede som oftest at begynde Samtalen saaledes: »atter idag fik jeg Nordenvind med svære Sneebyger paa mig derude.« Nemlig inde paa Landet havde det været smukt klart Veir, men Folk paa Pladsen havde nok kunnet see, at der langt ude laa en Skybanke over Havet. — Hvormange Mile mon han kan have været fra Land, hvis det blev rigtig udmaalt? — Medens han selv var saaledes, øvede han tillige Sønnen, i den Hensigt at han skulde blive hans Lige. Da han var fuldvoxen, drog han ligesom Faderen udhavs, undertiden i rygende Storm, og hentede drægtige Sælhunde. Da han havde bragt det saa vidt, nærede Faderen ingen Bekymring for ham mere, men han begyndte nu selv at blive hjemme og lod Sønnen besørge Fangsten, skjøndt han endnu var fulkommen ved Kræfter. Engang i de længere Dage og i smukt Veir var Sønnen gaaet tilsøes, men Faderen ventede ham forgjæves, han kom ikke tilbage den Dag. Den følgende Morgen ved Daggry gjorde han sig færdig og gik ud for at opsøge ham. Da han kom saa langt tilsøes, at Yderøerne fortonede sig utydeligt, hørte han endnu længer ude en langtrukken Lyd, som af En, der raabte »eek!« Da han hørte denne fremmede Stemme, som ikke lignede hans Landsmænds, roede han stærkt sydefter i Solens Retning, holdt sig paa samme Plet og hørte atter en Stemme, men denne Gang blev der raabt: »hvor?« og bagefter raabtes der atter: »eek!« Da han roede efter Lyden, fik han Øie paa en uhyre stor Kajak, og da han kom nærmere, var det en Kajariak (Baad af Birkebark). Den store Kajakroer havde en Aare med eet Blad, som han roede med, idet han flyttede den fra den ene Side til den anden. Da han nærmede sig til ham bagfra, opdagede han sin Søns Arm, som var stukken ind under Remmene paa den store Kajak. Herover blev han heftig forbittret, listede sig bagfra paa ham, kastede Harpunen og dræbte ham paa Stedet. Derpaa uddrog han atter Harpunen, hvis Beenstykke var af en halv Arms Længde, og i heftig Forbittrelse roede han videre tilsøes, saa at det lavere Land svandt af Syne. Derpaa hørte han atter det samme Raab, besvarede det og roede lidt mod Syd, hvorpaa han paa samme Maade traf en lignende Kajak, der bar hans Søns anden Arm. Da han ogsaa havde harpuneret denne, roede han videre tilsøes, og da kun Halvdelen af det høie Land var at see, hørte han Raab af en dyb Stemme og saae atter en stor Kajakmand, som var Faderen til dem, han havde dræbt. Da det var stille Veir med Dynning fra Sydvest, lagde han sin Aare ind under Kajakremmen og lod sig drive frem af Dynningen, idet han styrede med Hænderne. Paa denne Maade nærmede han sig den store Kajak og saae, at hans Søns Krop laa ovenpaa den. Uden at kaste Harpunen, roede han til denne, og holdt sig paa Siden af ham ved at stikke Aaren under hans Kajakrem, hvorpaa den Fremmede studsede og udbrød: »hvor ere de, som jeg søger efter?« — Nu kunde han vide at det var de nylig dræbte, som han meente. Da de roede ind imod Land, fandt de den første kæntret, med Bunden opadvendt. Angakokken sagde: »kan du ikke bringe ham ilive igjen?« Kajariakken svarede: »det kunde jeg vel nok!« Derpaa reiste han den Saarede op, rørte ved ham og bragte ham ilive igjen. Derpaa kom de til den anden, og Faderen gjorde ligesaa ved ham. Da de nu saaledes vare blevne fire i Følge, sagde Angakokken: »kunde du maaskee ogsaa gjenoplive ham, som I føre med eder paa eders Kajakker?« Den anden svarede: »det lader sig vel gjøre, hvis man kan finde en Plads hvor man kan behandle ham.« Da de kom til en Iisflage, gik de op paa den, og da Kajariakken havde sat den Dræbte sammen og gjenoplivet ham, men den Gjenoplivede manglede en Kajak til at komme til Landet i, sagde Angakokken: »kunde vi ikke laane den ene af disses Kajakker, jeg skal strax bringe den tilbage?« Hiin svarede: »Laan den kun, og bring den strax tilbage, men naar du kommer til Landet, skal du sige, at Ingen maa kigge ind i Kajakken.« — Derpaa roede Angakokken hjem med sin Søn; men da denne sad i Kajakken, var den saa stor, at den naaede ham heelt op til Armene. Da han kom til Landet, raabte han, at ingen maatte see ind i Kajakken. Men da den, som havde benyttet den, kom paa Land, bleve hans Laar lamme; nemlig da Fader og Søn gik op, havde en af Pladsens Beboere, som var vantro, kigget ind i Kajariakkens Kajak. De andre fandt ham død; han var ihjelskræmmet af noget, som fandtes i den. — Imidlertid bragte Angakokken den store Kajak ud til dens Eiermand, som han endnu fandt staaende paa Iisstykket. — Begge Sønnerne stege ned, men Faderen blev staaende deroppe, undersøgte med Blikket hele Luftens Kreds, bukkede sig, og fremtog af sin Støvle et lille sort Rør og blæste ud igjennem det til alle Verdenshjørner, hvorpaa han gjemte det igjen, og ligeledes satte sig i Kajakken. Da Angakokken forlod dem, var det smukt stille Veir, men strax efter blev Luften overtrukken, og der udbrød en pludselig Storm med megen Snee. Da Vinden sprang om i forskjellige Kanter, kunde han ikke finde Land, men han var ikke forknyt, eftersom hans Kajak var betrukken med Skind, sammensyede paalangs (d. e.: ligesom Baadenes Betræk), og hans Kajakpels var af uskrabet Skind (d. e.: tykt Skind, Saaleskind). Da Veiret bedagedes og Stjerner kom tilsyne, saae han høit Land, og bemærkede, at han var ved Akilinek. Men her blev han atter overfalden af Uveir, og da han vedblev at roe, og Veiret atter bedagedes, mærkede han at han var ved Sydspidsen af vort Land. Derfra naaede han endelig sin Hjemstavn, efterat hans Efterladte havde opgivet ham som død.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 250-252.