Den taknemmelige Ravn
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den taknemmelige Ravn
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Det fortælles, at engang bleve nogle Gaarde i Vatnsdal paa Nordlandet tilintetgjorte ved Fjeldskred, der kom fra Vatnsdalsfjeldet. Iblandt disse Gaarde var der een, der hed Guldberastad. Bondens Datter paa Guldberastad havde havt den Vane, altid, naar hun spiste, at dele sin Mad med Gaardravnen. Da hun engang, som hun pleiede, rakte den Mad udaf Vinduet, som hun agtede at give den, vilde Ravnen ikke tage imod Maden. Pigen forundrede sig herover, og hun gik da udenfor med den. Ravnen kom hende ganske nær, men vilde alligevel ikke tage imod Maden, skjøndt den hele Tiden lod, som om den havde Madlyst, saa Pigen forfulgte den ud paa Hjemmemarken, et kort Stykke Vei fra Gaarden. Men aldrig saasnart vare de komne did, før hun hørte stærke Drøn oppe i Fjeldet, og med Eet styrtede et Fjeldskred ned derfra; det løb til to Sider forbi Ravnen og Bondedatteren, men rørte ikke ved den Plet, de stode paa. Derimod gik Skredet hen over Gaarden og tilintetgjorde den med Alt, hvad i den var. Levende og Dødt. Saaledes lønnede Ravnen Bondedatteren for Maden, hun havde givet den.
Men Aarsagen til, at Skredet ikke foer henover den Plet, som Ravnen og Bondedatteren stode paa, var den, at Biskop Gudmund den Hellige havde engang paa sin Gjennemreise opslaaet sit Telt paa denne Plet. Men før han brød op derfra, indviede han Teltpladsen, hvilket han ofte pleiede at gjøre, og derfor kunde ingen Ulykke siden ramme Nogen paa det Sted.
