Det norske Folks Historie bind 4 - Olafs Tog gjennem Verdalen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Olafs Tog gjennem Verdalen
Innhold
Olaf i Verdalen
Fra Jemteland tog Olaf Vejen over Grændsefjeldene mellem Aare og Suul, hvor den almindelige Vej stedse har gaaet og fremdeles gaar, til Verdalen i Norge. Ogsaa fra denne Olafs sidste Rejse har Sagnet og Legenden omhyggeligt opbevaret og tildeels udsmykket mange Smaatræk; men for dem alle synes Sandheden at ligge til Grund, og vi meddele her derfor flere, saaledes som de fortælles, især da de ved deres Ælde, og ved det Vídnesbyrd, de afgive om den fromme Iver, hvormed en taknemmelig Efterslægt bevarede Olafs Minde, ere af den største Interesse. Da Kongen, heder det, kom saa langt op, at Udsigten aabnede sig mod Vesten ud over Dalen, blev han ganske stille og taus. Der var heller ikke mange om ham, thi en Deel af Hæren var forud, en anden længer tilbage. Kongen havde hidtil været lystig og snaksom paa Toget, derfor blev Biskop Sigurd nu ængstelig over hans Taushed og red til ham for at spørge ham om Aarsagen. Kongen svarede meget bekymret: "Underlige Ting have nu en Tidlang baarets for mig. Da jeg nu saa fra Fjeldet ud mod Vesten over Norge, kom det mig i Hu, hvor mangen glad Dag jeg havde haft i dette Land. Da forekom det mig som om jeg ej alene saa ud over Throndhjem, men og over hele Norge, og jo længere Synet vedvarede, desto videre saa jeg, indtil jeg saa ud over hele Verden, baade Land og Hav. Da tyktes det mig at jeg gjenkjendte grant alle de Steder, hvor jeg før havde været; lige saa tydeligt saa jeg de Steder, jeg ikke forhen havde seet; ja endog nogle, jeg ikke engang før havde hørt omtale, baade bebyggede og ubebyggede, saa vidt som Verden gaar". Da skal Biskoppen have steget af Hesten, omfavnet Kongens Fod og bøjet sig for ham, idet han sagde: "det er en hellig Mand, vi her følge"[1].
Da Kongen kom ned til Suul, den øverste Gaard i denne Deel af Verdalen, bød han sine Mænd at fare stille og ordentligt frem, og ikke nedtræde de Agre, der laa ved Vejen. Dette overholdtes af dem, der fulgte nærmest efter Kongen og vare under hans Øjne, men de Flokke, der kom efter, bare sig derimod meget ustyrligt ad, og traadte Agrene ned. Bonden paa Suul, Thorgeir Flekk, tog desuagtet vel imod Kongen, viste ham den største Hjelpsomhed og indbød ham til at overnatte hos ham. Kongen modtog Indbydelsen og fik af Thorgeir vide, at en stor Hær var samlet i Throndhjem, og at der i den var Lendermænd saavel søndenfra Landet, som nordenfra Haalogaland, dog vidste han ikke, om de med denne Hær vilde drage Olaf imøde, eller oppebie ham andensteds. Thorgeir klagede nu over at Kongens Mænd havde nedtraadt Ageren; Kongen beklagede det, og red hen til Ageren, der laa ganske nede mod Jorden. Da, siger Sagnet, red Kongen rundt om den og sagde derefter til Thorgeir, at Gud nok vilde bøde hans Skade, saa at Ageren om en Uges Tid vilde komme sig; og Kongens Spaadom skal være gaaet i Opfyldelse. Da Kongen den følgende Morgen drog videre, bad han Thorgeir følge med ham. Thorgeir tilbød i sit Sted sine to voxne Sønner, den ene 17, den anden 16 Aar gammel. Kongen vilde dog helst have Thorgeir selv med, og derved blev det; men desuagtet paastode Sønnerne, at de ogsaa vilde gjøre ham Følge, og det nyttede ej at Kongen fraraadte dem det. Da vilde Hirdmændene binde dem, men da Kongen saa det, sagde han at de skulde have sin Vilje, og at de nok kom tilbage igjen. Saaledes gik det ogsaa[2].
Da Kongen kom ned i den egentlige Hoveddal til Stav[3], gjorde han Holdt paa Stave-Myrene. Her fik han paalidelig Efterretning om, at Bønderne virkelig nærmede sig med en Hær, og at han derfor snart vilde faa en Kamp at bestaa. Thi da de Lendermænd, der havde samlet sig i Throndhjem, havde faaet at vide, at Olaf var kommen til Jemteland og agtede sig ned til Verdalen, lode de hele Hæren drage til Indherred, og opbøde desuden her den hele Almue, baade Thegn og Træl, for med denne samlede Styrke at gaa Olaf imøde. Paa Stavemyrene mønstrede Kongen sin Hær, og optog Mandtal over dem. Det befandtes da, at der ikke var færre end ni Hundreder (1080) Hedninger i Hæren. Kongen bad dem da at lade sig døbe, efterdi han ingen Hedninger vilde have i sin Hær: han stolede nemlig mere paa Guds Hjelp, end paa stort Folkeantal. Hedningerne raadsloge om denne Sag, og fire Hundreder lode sig døbe, men fem Hundreder vægrede sig derved, og vendte tilbage til Sverige[4]. Da traadte atter Gauta-Thore og Afrafaste frem med deres Flok, og tilbøde Kongen deres Tjeneste. Kongen spurgte, om de da havde ladet sig døbe. Da de benegtede det, sagde Kongen som før, at de enten maatte lade sig døbe, eller pakke sig bort. De gik nu afsides, for paa ny at overlægge herom. Afrafaste sagde: "Jeg vil ikke under nogen Omstændighed vende tilbage, men deeltage i Slaget, og hjelpe enten den ene eller den anden Part: hvilken det bliver, er mig egentlig ligegyldigt". Gauta-Thore sagde: "skal jeg deeltage i Striden, saa vil jeg helst staa Kongen bi, da han meest trænger dertil, og naar jeg endelig skal tro paa en eller anden Gud, kan jeg jo lige saa gjerne tro paa den hvide Christ som paa nogen anden: jeg stemmer saaledes for, at vi lade os døbe, siden det er Kongen saa meget om at gjøre". Dette bifaldt de øvrige, og de erklærede sig derfor villige til at lade sig døbe, hvis Kongen lovede at ville paatage sig Ansvaret, fordi de ikke kjendte det mindste til den Tro, de nu skulde antage. Kongen lovede det; de bleve døbte, og strax efter konfirmerede af Biskoppen, saa at det endog fortælles, at de i det paafølgende Slag endnu gik med Fermedreglene (Konfirmationsbaandene) om Hovedet. Kongen optog dem i sin Hird, og sagde at de skulde kæmpe under hans Merke i Slaget.
Olaf ordner sin Hær
Da Olaf var færdig med Mandtallet, befandtes det, at han havde over tredive Hundreder (3600), hvilket man syntes var en stor og vakker Hær at see til paa een Plet. Han forkyndte nu, hvorledes han vilde have Hæren ordnet. I Midten skulde Kongens eget Merke være, og omkring det hans Hirdmænd og Gjester, den Flok der var kommen fra Oplandene, og den, der sluttede sig til ham der i Throndhjem. Til højre skulde Dag Ringssøn være med den Skare, han havde bragt, ligeledes under et eget Merke. Og den venstre Fløj skulde dannes af alle de Folk, Sviakongen havde skaffet, saa vel som alle de, der senere paa Toget gjennem Sverige havde sluttet sig til Hæren; denne Fløj skulde have det tredie Merke. Kongen bød, at man først skulde ordne sig i mindre Svejter eller Flokke, saaledes at Frænder og Bekjendte holdt sig sammen, eftersom det var sandsynligst, at den ene da understøttede den anden bedst; naar disse Svejter vare dannede, skulde de siden ordnes i Fylkinger, thi da vilde enhver bedst kunne kjende sin Plads og skjønne, om han var kommen bort fra det Merke, han skulde følge. Som Felttegn skulde et hvidt Kors males paa enhvers Hjelm og Skjold, og naar man kom i Slaget, skulde alle have Feltraabet: "Frem, Frem, Kristmænd, Korsmænd, Kongsmænd". Hvis Fienden havde flere Folk, maatte Fylkingerne udstrækkes, om de end bleve tynde, for at man ej skulde blive omgaaet. Den nu foreskrevne Orden skulde herefter stedse iagttages paa Marschen, og Dag og Nat skulde man være fuldt bevæbnet, for at kunne være slagfærdig hvor som helst man stødte paa Bondehæren. Hvor denne var, vidste man endnu ikke nøje. Det skal have været Kongens Hensigt, at oppebie den paa Levanger, hvis han ikke tidligere mødte den.
Paa denne foreskrevne Maade blev Hærens Inddeling ordnet, og Kongen holdt derpaa Krigsraad med Svejter-Høvdingerne. Her fremmødte de Mænd, som Kongen havde sendt rundt om i Heredet for at opbyde Folk, men de bragte den Besked, at paa de fleste Gaarde, hvor de kom, vare alle de vaabenføre Mænd borte og havde allerede begivet sig til Bondehæren: de, som de traf hjemme, vægrede sig ved at følge med, de fleste af dem angivende den Grund at de lige saa nødigt vilde stride mod Kongen, som mod deres Frænder, og derfor helst afholdt sig fra at deeltage i Kampen. Saaledes havde de kun faaet faa Folk. Kongen raadspurgte nu sine Mænd om, hvad de troede at man nu helst skulde tage sig for, da man nu var kommen til den lavere, sterkt befolkede Deel af Dalen. Finn Arnessøn raadede til at fare med Hærskjold gjennem alle Bygder, røve alt Godset, og brænde hvert Huus, saa at der ej stod et Kot tilbage, deels for at gjengjelde Bønderne deres Frafald, deels ogsaa for at lokke dem fra Hæren; "thi", sagde han, "jeg tvivler ikke paa at mangen en, naar han seer Røgen eller Luen stige op fra sin Gaard, og ikke veed hvorledes det gaar hans Kone, eller Børn, eller gamle Forældre og Frænder, bliver løs i Flokken; og naar enkelte først forlade den, da vil deres Fylking snart tyndes, thi det er oftest saa med Bønderne, at det nyeste Raad er det, som alle synes bedst om". Finns Raad fandt meget Bifald, eftersom mange derved øjnede Udsigt til Bytte, og alle undte Bønderne Straf, ligesom de ogsaa fandt det heel rimeligt, at det vilde gaa som han sagde. Den heftige Thormod Kolbrunarskald kvad endog et Vers, hvori han opmuntrede til at brænde hvert eneste Huus ned for Indthrønderne lige til de kolde Kul. Olaf svarede hertil, at Bønderne visselig havde fortjent en saadan Medfart, og at han ogsaa selv i tidligere Dage ej havde taget i Betænkning at brænde for dem og refse dem haardt paa andre Maader; men dette var dog fordi de havde forsaget den christne Tro, og paany begyndt at blote, eller med andre Ord, fordi de havde sveget den sande Gud. I Sammenligning med denne Forbrydelse var deres Svig mod ham, deres Herre, af mindre Betydenhed, og han kunde derfor vel være bekjendt at vise Mildhed mod dem, for hvad de havde forseet sig mod ham, om han ej havde kunnet det for deres Synder mod Gud. Først vilde han nu drage Bønderne imøde. Kom det da til Forlig med dem, da var det vel, men kom det til Slag, vilde han og hans Mænd enten falde, og da var det bedst ej at have noget Ran paa sin Samvittighed, eller de vilde sejre, og da var det godt at finde store og vel forsynede Gaarde, thi Sejrherrerne skulde arve de overvundnes Ejendomme, der ved de forrige Ejeres Fald eller Flugt vare blevne ledige; hvad som derimod var brændt, nød ingen godt af, og Plyndringsgods plejede for største Delen at gaa til Spilde. Kongen bød at hans Hær skulde drage i adspredte Skarer ud efter Bygden, Dag længst mod Nord, oppe under Aaserne, Kongen længer nede langs ad Landevejen, men treffe sammen om Aftenen paa et aftalt Sted, for her at overnatte tilsammen. Alle de vaabenføre Mænd, som de kunde faa, skulde de bringe med sig. Hvad de behøvede til Livets Ophold, som Kvæg og andre Fødevarer, skulde de tage, men ellers ingen Skade gjøre. Dog var det godt, om de dræbte de Spejdere fra Bøndernes Hær, som de maatte forefinde.
Da Olaf vendte tilbage til Hæren, fylkede han sin egen Afdeling, og udvalgte de sterkeste og kjekkeste Mænd til at danne en Skjoldborg omkring ham. I denne Skjoldborg bød han sine Skalde at tage Plads, for at de kunde være tilstede og med egne Øjne see, hvad der foregik, men siden digte Kvad derom. Disse Skalde vare Thormod Kolbrunarskald, Gissur Guldbraa, en Fostersøn af Skalden Rev Gestsøn paa Hovgarde østenfor Snefjeldsjøklen paa Island og Thorfinn Mund, om hvem for Resten intet vides. Sighvat Skald, der, som vi have seet, var en af dem, der ved Kongens Flugt fra Oplandene fik Hjemlov, havde denne Sommer tiltraadt en Pilegrimsrejse til Rom, og var saaledes nu ej tilstede. Thormod sagde derfor spottende til Gissur: "lad os ikke staa saa trangt, Kammerat, at Sighvat, naar han kommer, ej faar sin Plads; han vil staa foran Kongen, og anderledes vil heller ikke Kongen have det". Kongen hørte dette, og svarede: "I behøve ikke at skose Sighvat, fordi han ej er her; ofte har han fulgt mig godt og nu beder han for os, hvilket vi heel vel kunne trænge til". "Det kan vel være, Konge", sagde Thormod, "at I nu meest trænger til Bønner, men tyndt vilde det dog være om Merkesstangen, dersom alle dine Hirdmænd vare paa Vejen til Rom. Sandt at sige, klagede vi ogsaa ofte i tidligere Dage over at ingen, som ønskede at tale imod dig, kunde faa Rum for Sighvat". Skaldene talte nu mellem sig om at det var ret passende, om de strax digtede nogle Erindringsviser om de Begivenheder, der snart vilde foregaa. Gissur kvad da et Vers, hvori han sagde at ingen skulde spore Modløshed hos ham i det forestaaende Slag, og at han tappert vilde staa Kongen bi. Thorfinn opfordrede til at værne om den ædle Konge, og fælde Thrønderne i Slaget, som Verdølernes Skare vilde begynde mod Olaf. Thormod opmuntrede ligeledes til at vise Mod og Raskhed. Disse Vers bleve strax nemmede og erindrede af de Omstaaende, og Sagaerne have siden opbevaret dem lige til vor Tid.
Olaf overnatter i Nærheden af Stiklestad
Da Kongen var færdig med Hærens Ordning, fortsatte han sin Vej ud efter Dalen, indtil han kom til det Sted, hvor han havde bestemt at tage Natteleje. Der nævnes ikke, hvor det var, men det kan ej have været meget langt ovenfor Stiklestad, maaskee i Nærheden af Uglen[5]. Hans Tog gjennem Dalen gik, hvor vigtigt det end maatte være ham at naa Levanger og saaledes Søkysten, førend Bønderne afskare ham Vejen, dog i det hele taget meget langsomt, deels fordi han maatte bruge Forsigtighed, deels fordi hans udisciplinerede Hær var vanskelig at holde sammen, saa at man hyppigt maatte gjøre Holdt, for at Afdelingerne ikke skulde komme alt for langt fra hinanden, deels endelig fordi man i hine Tider, paa de slette Veje, man den Gang havde, overhoved kun kom langsomt frem. Landevejen gjennem Verdalen til Jemteland gaar nu paa Sydsiden af Elven, og det hele Stykke af denne Vej fra Nes, der ligger lige over for Stiklestad, til Grændsen, udgjør kun omtrent tre norske Mile, og mellem Suul og Nes er der kun tvende. Nu maa vistnok den Vej, Olaf tog, nemlig fra Indalen til højre og til Nordsiden af Elven ved Stav, have været noget længere, men mere end tre Mile kan der dog, selv ad denne Vej, ikke have været mellem Suul og Stiklestad, og fra Stav til det sidstnævnte Sted er der neppe en halv Miil. Og dog see vi, at Olaf ikke tilbagelagde dette korte Stykke i een Marsch, men overnattede paa Vejen. Olaf kan saaledes paa denne Fart gjennem Verdalen ikke have tilbagelagt mere end henved en Miil om Dagen. Man maa derfor antage, at han har været to Dage om Vejen fra Suul til Stav. Her maa den største Deel af Dagen være hengaaet med Mønstringen, saa at han først henimod Aften kunde fortaætte Vejen. Dette forklarer, hvorfor han den Aften ikke kom videre end i det højeste lidt over en Fjerdingvej udenfor Stav. Der var maaskee og en Grund mere, hvorfor Kongen tilbragte den Dag forholdeviis i Stilhed; thi det var, efter de paalideligste ckronologiske Beregninger, en Søndag (den 30te August[6]).
Thorsdag Morgen den 27de maa han altsaa være kommen til Grændsen, og Thorsdag Aften til Suul, som han forlod Fredag den 28de, til Stav ankom han den 29de, og til hiint Sted, hvor han overnattede, den 30te. Her samledes da hele hans Hær, og laa under sine Skjolde om Natten. Det var den sidste Nat, Olaf oplevede. Han vidste at det afgjørende Slag om Liv og Rige snart forestod. Han vidste at Udsigterne for ham til at sejre kun vare ringe, da hans Fiender vare ham langt overlegne; han vidste tillige, at det her gjaldt enten Sejr eller Død, da Bøndernes Høvdinger tørstede efter hans Blod. Han maatte være bekymret, ej alene for sin egen og sine Venners Skyld, men ogsaa, og end mere, for det store Verk, hvorpaa han havde ofret sine bedste Aar, og for hvilket han nu var rede til at ofre sit Liv, nemlig Christendommens Befæstelse, og Fædrelandets Frihed, Selvstændighed og Civilisation. Det er saaledes ej at undres over, at han tilbragte den største Deel af Natten søvnløs, og i brændende Bønner til Gud for sig og sit Folk. Først henimod Morgenen faldt han i en Blund. Legenden fortæller, at han havde en Drøm, hvori Christus selv aabenbarede sig for ham, trøstede ham og sagde: "kom til mig, min kjære Tjener, thi nu er Tiden at du skal tage den herligste Løn for dit Arbejde, idet du hos mig nyder evindelig Glæde"[7].
Da Kongen vaagnede, begyndte det at blive Dag. Han fandt det endnu vel tidligt at vække Hæren, men kaldte paa Thormod Kolbrunarskald, og bad ham fordrive Tiden med at fremsige et eller andet Digt. Thormod kunde ikke modstaa Lejligheden til atter at give sin Harme mod Sighvat Luft, og spurgte, hvorfor ikke Sighvat skulde kvæde, og dermed lønne det guldhjaltede Sverd, som han havde faaet i Julegave. "Du veed jo", sagde Kongen, "at han er rejst til Rom". "Enhver gjør hvad han bedst duer til", svarede Thormod; "jeg kvæder og kæmper i Dag, Medens Sighvat spiler sine Fingre i Rom"[8]. Derpaa satte Thormod sig op og kvad det gamle Bjarkemaal saa højt at det kunde høres over hele Hæren. Det var det bedste Kvad, han kunde vælge, thi de fleste kjendte det, eller det Sagn, hvorom det handlede, og det passede nøje til den Stilling, hvori Kongen og Hæren nu befandt sig. Ligesom Hjalte vakte Bjarke og Rolf Krakes øvrige Kæmper til at staa deres Herre bi i den sidste Heltekamp, saaledes vilde nu Thormod vække Olafs Kæmper. Det begyndte saaledes:
|
|
Da vaagnede Hæren. Thormod fortsatte Kvadet, hvori der handledes om den ædle Konges Gavmildhed mod sine Mænd, og om disses Pligt at staa ham bi til det yderste. Der tales endog, merkeligt nok, om Odins Ondskab og Svig, og Bødvar Bjarke forkynder, at om han kunde faa ham fat, skulde han kryste og ødelægge ham som det værste Utøj[10]. Da Thormod havde endt Kvadet, følte alle sig styrkede og oplivede, og takkede ham meget; de sagde at dette i Sandhed kunde kaldes Huuskarlenes Opmuntring (húskarla hvöt). Kongen takkede ham ligeledes, og gav ham en Guldring af en halv Marks Vegt til Løn. Thormod takkede og sagde: "Vi have en god Konge: men uvist er det nu, hvor længe han lever: min Bøn er, Konge, at du aldrig lader os adskilles enten i Livet eller Døden". — "Vi skulle alle", sagde Kongen, "blive tilsammen, saa længe jeg raader, hvis I ikke ville skilles fra mig". — "Ja", sagde Thormod, "jeg haaber baade i Ondt og Godt at staa ved eders Side, saa længe jeg kan, hvor saa end Sighvat Skald farer med Guldhjaltet". "Jeg veed just ikke", sagde Kongen, "om vi begge to ere lige forberedte til at komme paa et Sted; hvor gammel er du, og hvor mange Mænd har du dræbt?"— "Jeg er 35 Aar gammel", svarede Thormod, "og har i alt dræbt 14 Mænd, hvis jeg hugser ret". "Du er ikke gammel", sagde Kongen, "og det vil maaskee komme dig til Gode; jeg haaber, at du da slipper med de sædvanlige syv Dage før Begravelsen, saaledes at der kommer to Mænd paa hver". — "Vær hjertelig takket for dette Tilsagn", svarede Thormod[11].
Derpaa gav Kongen Befaling til Opbrud. Mange Bønder kom nu til, og de fleste sluttede sig til Hæren; alle bragte den eenstemmige Efterretning, at Lendermændene nærmede sig med en overmaade stor Hær, for at holde Slag med Kongen. Da lod Kongen holde Messe, og sine Mænd gaa til Skrifte og nyde Sakramentet. Gautathore og Afrafaste undsloge sig i Førstningen derfor, da de, som de sagde, ej skjøttede om at hviske med Biskoppen, men paa Kongens Forestilling deeltoge de endelig deri. Siden tog Kongen mange Merker Sølv, og leverede dem til en Bonde. "Forvar disse Penge", sagde han, "for siden at uddele dem mellem Kirker, Prester og Fattigfolk, for de Mænds Liv og Sjæl, der falde i Slaget kæmpende mod os". "Du meente vel dine egne Mænd, Konge", sagde Bonden. "Nej", svarede Kongen; "Pengene skulle anvendes til Sjælebod for dem, der ere i Bøndernes Hær og falde for vore Vaaben, thi de som stride paa min Side, ville alle frelses og behøve derfor ingen Sjælebod"[12].
Derpaa fortsættes Vandringen. Dag tog fremdeles en anden Vej med sin Skare. Imidlertid vare ogsaa Lendermændene komne til den ydre Deel af Verdalen med Bondehæren. Den var Olafs langt overlegen i Antal. Den anslaaes nemlig til hundrede Hundreder eller 14 400 Mand, og der siges om den, at ingen af de der tilstedeværende Folk havde seet en saa talrig Hær samlet i Norge, hvilket og er bogstaveligt sandt, thi i alle de Slag og Fægtninger, der havde fundet Sted indenlands lige siden Harald Haarfagres Tid, havde kun et forholdsviis ubetydeligt Antal Stridsmænd paa begge Sider været anvendt.
Den var ellers meget forskjelligartet, thi ved Siden af en Deel Lendermænd med deres Huustropper, og mange mægtige Bønder, bestod Hovedmassen af Thorpere (Huusmænd og Inderster) og Arbejdsmænd, af hvilke endog den største Deel var samlet i Verdalen selv. Men alle vare de meget fiendtligt stemte mod Olaf, og deres Fiendskab opeggedes endnu mere af en dansk Biskop Sigurd, der af Kong Knud, hos hvem han længe havde opholdt sig, var bleven medgiven Haakon Jarl som Hirdbiskop, og efter dennes Bortrejse var bleven tilbage i Throndhjem, hvor han paa alle Maader søgte at virke for Knud og opflamme Hadet mod Olaf.
Paa et Huusthing i Bondehæren opregnede Sigurd alle dennes foregivne Synder, at han lige fra Ungdommen af havde gjort Røveri og Plyndren til sin Syssel, at han uretmæssig havde sat sig fast i Kong Knuds og Olaf Sviakonges Skatlande, at han havde forjaget Jarlerne Svein og Haakon fra deres fædrene Besiddelser, og raset endog med sine egne Frænder, idet han havde forjaget dem fra Oplandene, mishandlet dem og saaledes udryddet alle fyrstelige Mænd i Landet; at han havde dræbt eller forjaget Lendermændene, faret om i Herrederne med Røverhobe, skjendt og brændt, og at han nu endelig kom med en udenlandsk Hær, bestaaende af de værste Stimænd. Han sluttede sin Tale med at opmuntre Bønderne til, djervt at angribe og uden Skaansel nedhugge dette Pak, hvis Lig ikke engang skulde begraves ved Kirker eller i christen Jord. Hans Tale vakte meget Bifald, og alle lovede at gjøre som han sagde[13].
Lendermændernes Forhandlinger. Bondehærens Opstilling
Lendermændene holdt derpaa et Krigsraad for at bestemme, hvorledes Hæren skulde fylkes, og hvo der skulde føre Overbefalingen. Men med al deres krigerske Iver, og saa ærefuldt dette Hverv end var, saa røbede de dog en kjendelig Ulyst til at befatte sig dermed, og den ene søgte at skyde det over paa den anden. Saaledes ytrede Kalf Arnessøn, at Haarek, som den fornemste af dem — han nedstammede nemlig fra Harald Haarfagre — som den, der formedelst Grankells Drab havde haardere Medfart at vente af Kongen, end de øvrige, og som en meget krigsprøvet og dertil ærgjerrig Mand, var bedst skikket til at være Overanfører. Men Haarek undskyldte sig med sin Alderdom, og med sit Frændskabsforhold til Olaf, hvilket, om Kongen end ringeagtede det, dog gjorde det mindre passende for ham at optræde i Spidsen for hans Fiender; han foreslog derimod Thore Hund, der selv havde en stor Regning at opgjøre med Olaf, og desuden havde lovet saavel Knut som sine Frænder at hevne Aasbjørn Selsbane. Thore undskyldte sig igjen med at Thrønderne, der udgjorde Hærens Hovedmasse, vare for overmodige til at ville lystre en Haalogalændings Befalinger. Han havde, sagde han, Lyst nok til, personligt at binde an med Olaf, og havde derfor endog udvalgt de elleve tapreste af sine Huuskarle, for med dem alle, ligesom han selv, iførte de ugjennemtrængelige Reenskindspeltse, at sætte ind paa ham; men Overanførselen vilde han ikke paatage sig. Da tog Kalf atter til Orde, og bad de forsamlede Høvdinger paa det indstændigste at betænke, hvilken Skam det var, om hele deres Foretagende nu skulde blive til intet og den store Hær forgjeves være samlet, fordi ingen vilde paatage sig Anførselen. Olafs Hær var vel langt mindre, men den var stridbar og ham hengiven, og Bondehæren trængte derfor til duelige og tapre Anførere, der ved deres Tale og Exempel kunde sætte Mod i de mange, der ellers vilde blive bange om Hjertet. Her kom det fremfor alt an paa Enighed og Raskhed. Holdt ikke nu alle sammen som een, da var det lige saa godt, strax at bede Olaf om Naade, og han selv, der havde Brødre i Olafs Hær, vilde da maaskee være bedre faren, end de øvrige Lendermænd. Men han foreslog derfor, at han, Haarek og Thore skulde stille sig sammen under Hovedbanneret, og saaledes alle tre i Fællesskab paatage sig at føre Befalingen. Dette Forslag bifaldtes strax af de øvrige, som sagde at de ganske vilde føje sig efter Kalfs Bestemmelse. Han blev altsaa dog den egentlige Overanfører, og det var ham, som paatog sig at bestemme, i hvilken Svejt enhver skulde staa, og hvorledes Svejterne skulde ordnes i Fylkinger.
Da Anførerne vare vendte tilbage til Hæren, lod han derfor sit Merke rejse som Hovedbanner, og stillede under dette sine egne Huuskarle, saa vel som Haarek og hans Skare. Thore Hund med sin Skare skulde staa foran Merket, men fik foreløbigt det Hverv, under Fremrykningen at holde sig bagenfor Hæren, for at drive paa efternølerne, og hindre de frygtsomme fra at vige tilbage, naar man nærmede sig Fienden. Der var i Hæren en stor og sterk Haalogalænding ved Navn Thorstein Knarrarsmed, saaledes kaldet formedelst sin Dygtighed i alskens Haandverker, især Skibsbyggeri. Han plejede at fare paa Kjøbmandsrejser, men var meget voldsom og en stor Slagsbroder, som ikke tog i Betænkning at dræbe enhver, med hvem han kom i Uenighed. Kong Olaf havde i sin Tid til Straf for hans Voldsgjerninger og som Thegngilde for et Drab, han havde begaaet, frataget ham et nyt og stort Kjøbmandsskib, som han havde bygget. Dette kunde Thorstein ikke glemme, og tørstede efter Hevn. Nu traadte han frem for Fylkingen, gik hen til Thore Hund, og udbad sig at maatte optages i hans Skare, for at han, om muligt, kunde være den første til at bære Vaaben paa Olaf, og saaledes gjengjelde ham Skibstabet. Thore og hans Mænd optoge ham altfor gjerne mellem sig. Paa begge Sider af Thores Plads og Hovedbanneret stilledes de stridbareste og bedst bevæbnede af Bønderne. For Resten bestod denne Fylking, der som Hovedfylking var baade tyk og lang, af Thrønder og Haaleyger. Paa højre Fløj ordnedes en anden Fylking, der bestod af Mører, Raumsdøler og Naumdøler, under et eget Merke. Og paa venstre Fløj, under et tredie Merke, stilledes en Fylking, bestaaende af Ryger, Hørder, Sygner og Firder, anførte af Aaslak af Finnø og Erlend af Gerde. Bondehæren skal i alt have haft 24 Merker, af hvilke de tre ovennævnte vare de fornemste, og Kalfs Hovedbanneret. Anførerne formanede Stridsmændene paa det omhyggeligste til, under den lange Marsch, som endnu forestod, nøje at passe paa deres Plads, saa at Fylkingerne ej kom i Uorden, når Ludrene løde og Kampen skulde begynde. Som Krigsraab vedtoges: "Frem Frem Bondemænd!" Anførerne opeggede nu sine Skarer, og Kalf opfordrede udtrykkeligt enhver, som havde nogen særegen Hevn at tilfredsstille mod Kongen, til at tage Plads under Hovedbanneret, hvor de vilde komme til at staa lige over for Kongen selv. Han bad dem at mindes al den Harm og Skade, de havde lidt, og sagde, at ligesom der aldrig var bedre Lejlighed end nu til at hevne sig, kunde de heller ikke vente sig nogen Skaansel af deres Fiender, om disse sejrede: der var altsaa intet andet for, end at kæmpe paa det tapreste og til det yderste. Hans Tale besvaredes med høje Bifaldsraab, og over hele Hæren hørtes gjensidige Opmuntringer og Opeggelser. Derpaa fortsattes Marschen opad Dalen.
Fotnoter
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 189. Snorre, Cap. 213. Den leg. Saga, Cap. 81. Denne, der ogsaa fortæller Sagnet strax førend den omtaler Mønstringen paa Stavemyrerne, henlægger dog begge Dele, som det synes, til Vandringen i de saakaldte Oplande i Sverige; men Uordenen i Fortællingen er dog her saa stor, at man ej ret bliver klog paa, til hvilken Egn, eller til hvilken Tid Fortælleren vil have hvert enkelt Træk henført. Ifølge den historiske Saga skulde Biskoppen kun have sagt at Synet var helligt og mærkeligt, men den legendariske Saga synes at maatte have Fortrinnet i alt hvad der angaar Legender.
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 190. Snorre, Cap. 214. Den leg. Saga, Cap. 83, fortæller denne Begivenhed paa en egen Maade, idet den lader det være Thormod Kolbrunarskald og hans Følge, der nedtraadte Ageren. Den tillægger ogsaa, at Thormod, der havde lovet at faste 9 Søndage, men spiist Kjød 9 Fredage for at kunne faa dræbt Thorgrim Trolle, nu, erindrende sig dette Løfte, tog et Stykke Fedt og spiste det. Dette er dog hentet fra Fostbrødresaga, Cap. 47, hvor det henføres til et Besøg, Kongen aflagde hos en anden Bonde, efter at have forladt Thorgeir Flekkas Gaard.
- ↑ Om Gaarden Stav, der nu ej længer findes, men af hvis Navn der gjenkjendes Levninger i Stafsskin (Stafsski-eyjar) i Nærheden af Vuku, se ovf. B. II.
- ↑ Hertil sigtes der i den legend. Saga, Cap. 80, hvor det heder at Anund skaffede Kongen ni Hundreder. Men derved gjøres de fire Hundreder, Anund skaffede, til eet med de fem Hundreder, der lode sig døbe. Fagrskinna, Cap. 109, lader fem Hundreder antage Daaben.
- ↑ Den legend. Saga, Cap. 86 antyder Stiklestad selv som Stedet, hvor han ovenattede.
- ↑ Den følgende Dag, da Stiklestadslaget stod, var nemlig, som Hansteen ved astronomiske Beregninger har viist (Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie I. S. 452 flg. II. S. 157 flg.), Mandagen den 31te August, thi da indtraf den Solformørkelse, der ifølge Sagaerne og Sighvat Skalds, paa Øjenvidners Beretninger grundede, Kvad, udmærkede Olafs Dødsstund. Det sædvanlige var ellers, ej alene i nyere, men ogsaa i ældre Tider, at antage St. Olafs Dag, 29de Juli, for hans Dødsdag. Saaledes siges der i Olaf den helliges Saga, Cap. 219, hos Snorre, Cap. 248, og i Annalerne, at Olaf faldt Onsdagen den 29de Juli 1030; hos Thjodrek Munk, Cap. 19, at han faldt Onsdagen den 29de Juli 1029; i Legenderne, meddeelte efter arnamagnæanske Haandskrifter af Langebek (Scr. rer. Dan. II. S. 532, 534), at han faldt Onsdag den 29de Juli 1028, ligesaa i Brevier. Nidros., ogsaa anført af Langebek (sammesteds S. 543); men i det lübeckske "Passionale", hvoraf Langebek ligeledes sammesteds har meddeelt St. Olafs Legende, til "en Fredag i August 1028", og endelig i det fornsvenske Legendarium (S. 863) til Tirsdagen den 29de Juli 1028. Hvad nu Aaret angaar, da er det allerede ovenfor viist, at det alene kan være 1030, hvilket endog alle de, der ellers nævne Onsdagen den 29de Juli, egentlig bekræfte, eftersom 29de Juli 1028 var en Mandag, og 1029 en Tirsdag. Hvorfra det lübeckske Passionale har faaet Fredag, kan neppe forklares uden derved, at Nedskriveren har forstaaet Ordet feria i Udtrykket feria quarta, quarto Kal. Aug. (ɔ: Onsdag den 29de Juli) som "en Feriedag" eller "Fridag", og maaskee af Skjødesløshed overseet quarto Kal., hvorved han har kunnet skrive "op enen vrigdaeh in de Ouestmaente". Herfra maa den urigtige Angivelse "en Fredag i August" 1028 være kommen ind i Indskriften paa den St. Olafs Støtte, der i den senere Tid har staaet ved Stiklestad, skjønt dette vilde blive den 6te August. Om man nu end vilde indvende, at Solformørkelsen, der ifølge Hansteens Beregning utvivlsomt indtraf den 31te August, og ved Stiklestad næsten var total, kun senere, og vilkaarligt, er sat i Forbindelse med Slaget, for derved at gjøre Olafs Død saa meget mere betydningsfuld, saa er der dog saa meget andet, der taler for, at 31te August er den rette Dag. Vi have nemlig seet, at Olafs Rejse fra Rusland i 1030 og saaledes hans Rejse fra Upsala indtraf meget sildigere, end Sagaerne angive. Betænke vi nu, hvor langsomt han drog frem gjennem Verdalen, og hvor meget langsommere det maa have gaaet med ham gjennem de uvejsomme Egne i Sverige, kan man neppe regne at han har tilbagelagt mere end i Gjennemsnit en Miil om Dagen, hvorved vi altsaa faa ud, at Rejsen varede i det mindste to Maaneder og 20 Dage. Begyndte den saaledes i Juni, var den ej tilbagelagt førend sidst i August. Fremdeles maa det mærkes, at den legendariske Saga, Cap. 83, ved at meddele Fortællingen om Thormod Kolbrunarskald, lader ham om Morgenen, da man brød op fra Suul, spise et Stykke Fedt for at bryde en faste, hvorved denne Dag middelbart siges at være en Fredag. Da nu Rejsen fra Suul til Stav medtog to hele Dage, passer det saare godt, at Olaf om Søndagen har holdt Rast og Mønstring ved Stav, og Mandag Morgen er dragen ud til Stiklestad, hvor Slaget da blev holdt. Endelig maa det mærkes, at det samme Brevier. Nidros., der lader Olaf falde den 29de Juli, dog i Overskriften over Legenden kalder Dagen hans Fødselsdag (natalitium); en saare mærkelig Oplysning, der viser, at der dog gaves Enkelte, hos hvem Erindringen holdt sig om at man i 29de Juli ej højtideligholdt Olafs Dødsdag, men hans antagne Fødselsdag. Alle Omstændigheder tyde saaledes hen paa, at Stiklestadslaget holdtes Mandagen den 31te August 1030.
- ↑ I Fornsvensk Legendarium, S. 863. Langebek Ser. rer. Dan. U. S. 543. Den legendariske Saga, Cap. 86. lader Olafs Hær ligge under Telte, (man kunde, hvis dette er rigtigt, tenke paa en Fejlskrift eller Fejllæsning i den historiske Saga af skjöldum i Stedet for tjóldum) og angiver Teltenes Antal til sex Hundreder (720) hvilket aabenbart er for meget, Og synes at maatte være en Skrivfejl.
- ↑ Den legendariske Saga, Cap. 88. Fostbrødra Saga (hvorfra vel Beretningen nærmest er tagen) Cap. 48.
- ↑ Dette var et Hædersnavn for Rolfs Kæmper, der havde været med ham ved det farlige Besøg hos Adils i Upsala, se ovenfor B. I. S. 237.
- ↑ Rolf Krakes Saga, Cap. 51, (Fornald. S. Nordr. I. 107, jvfr. 112).
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 194, Snorre, Cap. 220. Den legendariske Saga, Cap. 88. Fostbrødra Saga, Cap. 48. De syv Dage, hvortil her sigtes, eller, som det i Sagaen heder, sjaund, var, som man af vore gamle Love kan see, den sædvanlige Tid, der gik hen mellem en Mands Død og hans Grav- eller Arveøl, hvorved en større Sjælemesse holdtes; Gravøllet kaldtes derfor ofte selv sjaund, og endnu den Dag i Dag kaldes det ofte saaledes. Sandsynligviis antog man da, at Skjærsilden sædvanligviis, naar der ej var Spørgsmaal om grovere Synder, varede i denne Uge, og Olaf giver altsaa Thormod det Løfte, at de 14 Drab skulde fordeles saaledes paa hine 7 Dage, at Skjærsilden ej for den Sags Skyld vilde blive forlænget. Se Anmærkn. S. 117 til den legendariske Saga, udgivet af Keyser og Unger.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 193, Snorre, Cap. 219. Flatøbogen Fomm. S. V. 201. Den legendariske Saga, Cup. 86, 89. Thjodrek Munk, Cap. 19.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 210, Snorre, Cap. 236. Den legendariske Saga vakler meget i sine Angivelser; i Cap. 89 og 91 nævnes 7000, i Cap. 90 24 Hundreder eller 2880 (se dog derom nedenfor, S. 316 Note 4). Maaskee paa første Sted vij fejlagtigt staar for xij.
