Erik Emun

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Erik Emun


Imidlertid fik Erik, der havde givet sig paa Vej til Jylland med sin Flaade, da han var kommen til Sejerø, Bud om, at Kong Niels var bleven dræbt. Under den Forvirring, der opstod som Følge af dette Kongemord, forlod Haralds to ældste Sønner, Erik og Bjørn, deres Fader og sluttede sig til Erik, hvorved de mere viste Troskab end havde Lykke med sig. Der kom nemlig ved Nattetid hemmelig Sendemænd til dem fra deres Fader, og de tav stille med, hvad Sendemændene havde sagt dem. Erik havde nu imidlertid faaet Nys om denne Sendefærd, men for at sætte deres Troskab paa Prøve lod han en Stund, som om han intet vidste derom, og sagde ingenting. Da de stadig vedblev at holde det, som deres Fader havde betroet dem, hemmeligt, og han skjønnede, at de ikke vilde aabenbare ham det, kaldte han dem, da han havde opgivet Haabet om, at de frivillig vilde gaa til Bekjendelse, offentlig for sig og bebrejdede dem med heftige Ord deres Troløshed, at de spillede under Dække med deres Fader. Da de blev spurgte om, hvad det var, Sendemændene havde sagt dem fra deres Fader, sagde de, at han havde spurgt dem til Raads om, hvad han nu skulde gribe til, og at de havde raadet ham til at fly til Norge; de havde ikke villet sige, hvad de havde raadet ham til, før end de fik Vished om, at han havde fulgt deres Raad. Skjønt det var sandt, hvad de sagde, fæstede han dog ikke Lid dertil, fordi det syntes, som om de snarere var bleven tvungne til at tilstaa det end havde gjort det frivillig. Opsat paa at faa at vide, om de havde talt sandt, bød Erik, at de skulde holdes i den strængeste Forvaring paa Slottet i Slesvig, i den Hensigt, naar Sandheden var kommen for Dagen, at belønne dem, hvis de var uskyldige, eller straffe dem, hvis de var skyldige. Da han senere en Gang kom op paa Slottet, traadte de to unge Mennesker frem for ham belæssede med Lænker, kastede sig ydmygt bedende for hans Fødder, forsikrede ham om deres Uskyldighed og anraabte ham om at løslade dem af deres Fængsel. Erik ynkedes over deres Vanskæbne og glædede sig tillige over deres Troskab, thi det havde bekræftet sig, at det var sandt, hvad de havde sagt, idet deres Fader virkelig var flygtet, og da Erik var mægtig beskjænket, gav han sig til at græde over deres usle Tilstand og lovede at sætte dem paa fri Fod, fordi de havde talt Sandhed. Da Kristjern havde faaet dette at vide af Hofsinderne, traadte han Erik i Møde, da han i den aarle Morgen gik til Kapellet, og spottede ham, fordi han Dagen i Forvejen tilskyndet af Drukkenskab havde været alt for rundhaandet og skjænket sine Fjender Danmarks Rige. For tydeligere at forklare, hvad han mente med disse Ord, sagde han, at Haralds Sønner vilde tænke mere paa, at han havde holdt dem i Fængsel, end paa, at han havde løsladt dem, og at han vilde faa Skam til Tak af dem, fordi han havde sluppet dem fri, thi hvad andet gjorde Erik ved at spare deres Liv end at skaffe Harald to kraftige Ungersvendes Hjælp? Disse Ord gjorde saa stærkt Indtryk paa Erik, at han foretrak at bryde sit Løfte frem for at lade sin Vens Raad uænset; nu, da han var bleven ædru, betænkte han sig ikke paa at bryde Staven over den Mildhed, han havde vist, da han var drukken, skammede sig ikke ved at opgive sin Barmhjærtighed, da han blev tilskyndet til Grumhed, og lod dem drukne, som han havde givet Haab om, at de skulde beholde Livet.

I de samme Dage krævede Stormændene i Norge af Kong Magnus, at han skulde afstaa Hælvten af Riget til Harald Irlænder, fordi han ogsaa var af kongelig Byrd, og da han vægrede sig derved, fordi han, som han sagde, ikke vidste, hvem Haralds Forældre var, kom det til et Slag paa Fridlevsager. Imidlertid var Harald Erikssøn atter vendt tilbage til Jylland og var bleven kaaret til Konge paa Urne Ting. Da Erik spurgte det, lod han sine Skibe trække over Isen - Vandet var nemlig tilfrosset - ud i rum Sø og sejlede hemmelig til Jylland. Ved Nattetid overrumplede han i Skibetorp Harald og dem af hans Sønner, der endnu var i Live, og lod ham ved Daggry slæbe ud af hans Sovekammer og dræbe uden Hensyn til, at det var hans Broder. Af Haralds Sønner klædte Olaf sig i Kvindeklæder, da han saa', at Huset var omringet af væbnede Mænd, og det lykkedes ham at slippe bort med Livet imellem Fjenderne.

Ved samme Tid begav Harald Irlænder, da han var bleven fordrevet fra Norge, sig til Danmark for at søge Hjælp hos Erik. Denne tog godt imod ham, fordi hans Medbejler havde forskudt sin Hustru, og i sin Glæde over det ypperlige Paaskud, han nu havde, til at give sig i Strid med Magnus, besluttede han at yde Harald Hjælp. Harald havde for Resten, naar undtages, at han var gavmild, ingen Aandens Gaver at gøre sig til af, men i legemlig Henseende havde han mange ypperlige Egenskaber. Stolende paa sine Kræfter indgik han ved Byen Helsinge et Væddemaal med Erik om, at han kunde løbe om Kap med hans mest udsøgte Heste, og han løb ogsaa om Kap med to af dem og kom først til Maalet. Medens han løb, støttede han sig nemlig paa to Stokke og fo'r af Sted i stadige Spring. Han plejede ogsaa at give en anden Prøve paa usædvanlig Behændighed; han sprang nemlig tit, medens de sejlede, ud fra Bagstavnen og løb over Aarebladene hen til Forstavnen og derfra paa den anden Side af Skibet ligeledes over Aarebladene dér hen til det Sted, hvorfra han var sprunget ud. Havde Naturen givet ham lige saa store Aandskræfter, vilde han ikke være bleven dræbt af sin Medbejler i en Frilles Favn.

Skjønt det var Eriks Agt at hjælpe ham, kunde han ikke komme til at udføre dette sit Forsæt, da Venderne paaførte Danmark Krig. Han maatte lade sin Vens Sager skjøtte sig selv og tage Vare paa sine egne. Han samlede en Flaade og stævnede til Rygen, og for at kunne føre Krigen saa meget kraftigere, lod han, hvad ingen havde gjort før, Heste føre om Bord paa de danske Skibe, fire paa hvert, hvilken Skik siden flittig er bleven fulgt. Flaaden bestod af elleve Hundrede Skibe. Danskerne lagde til Land ved Rygen, hvor de fandt Byen Arkona stærkt befæstet. For at afskære den fra Undsætning fra Naboerne afgravede de den Jordstrimmel, der ligger imellem Arkonas Enemærker og det øvrige Rygen, og opførte en temmelig høj Vold tværs over den. Det blev overdraget Hallænderne at bevogte den, og Peder blev sat til Høvidsmand over dem. Rygboerne kom imidlertid bag paa dem ved Nattetid efter at være gaaet over nogle Vadesteder, men efter at adskillige var faldne, blev de drevne tilbage af den øvrige Hær. Da Arkonaboerne nu ikke var stærke nok til at holde Fjenden Stangen og ingen Udvej saa' til at faa Undsætning, bøjede de sig for Nødvendigheden og overgav sig til Danskerne paa den Betingelse, at de skulde beholde Livet imod at antage Kristendommen, men det Gudebillede, de tilbad, skulde de have Lov til at beholde. Der var nemlig i Byen en Billedstøtte, som Byfolkene dyrkede med den største Andagt, og som deres Naboer ogsaa stadig viste stor Ærefrygt; den blev falskelig kaldt Sanct Veit. Da de beholdt den, kunde Byfolkene ikke bekvemme sig til helt at aflægge deres gamle Afgudsdyrkelse. Da de til at begynde med fik Befaling til højtidelig at lade sig døbe, var de da ogsaa, da de gik ud i Dammen, mere opsatte paa at slukke deres Tørst end paa at lade sig kristne, thi under Skin af at udføre en hellig Ceremoni kvægede de deres af Belejringen mødige Legemer. Der blev ogsaa indsat en Præst i Arkona, som skulde vejlede dem til et nyt og bedre Levned og undervise dem i den ny Tros Begyndelsesgrunde, men saa snart Erik var draget bort, jog de Præsten paa Porten og Kristendommen med. Uden at ænse Gislerne, de havde maattet stille, gav Arkonaboerne sig nemlig igjen til lige som før at dyrke deres Afgudsbillede og viste saaledes, hvor oprigtig de havde ment det, da de antog Kristendommen.

Efter at Erik havde faaet Orden i Tingene i Danmark, og der atter var kommen Ro i Landet, tænkte han igjen paa at tage sig af sin Vens Sager, som han havde maattet lade ligge paa Grund af de Vanskeligheder, han selv var stedt i, og for at hjælpe ham plyndrede og afbrændte han Byen Oslo, der var Magnus hengiven. Aaret efter bad Harald ham igjen om Hjælp, og han sendte ham da hele den danske Flaade til Undsætning. Det kom til et Slag, og Magnus, hvis Stridskræfter var hans Fjendes underlegne, blev fangen. Harald skjænkede ham Livet, men lod ham gilde og øjnene stikke ud paa ham, for at han ikke af øjenslyst skulde fristes til at tragte efter Kronen, og for at han ikke skulde avle nogen Søn, der kunde hævne ham. Da han efter saaledes at være bleven blindet og gildet, blev spurgt om, hvem af hans Mænd han vilde de skulde lade lide samme Straf og stikke øjnene ud paa, svarede han, at det var der vist ikke mange, der havde Lyst til. Saa traadte en af hans Hirdmænd, som lignede ham overmaade meget, og som havde vist den største Troskab i hans Tjeneste, frem og sagde, at for at der ikke blandt saa mange Hirdmænd skulde fattes én, som var villig til at lide sammen med sin Konge, vilde han frivillig underkaste sig denne Straf, paa det at han, som havde lignet ham saa meget, medens han havde sine øjnes Lys, ogsaa kunde ligne ham nu, det var blevet ham berøvet. Og skjønt denne Mand havde fortjent at æres for sit ædle Sind, lod de skammelige Mennesker ham lide Straffen. Magnus gav sig i Kloster, ikke saa meget fordi hans Sjæls Trang drev ham dertil, som paa Grund af de Legemsbrøst, der var bleven paaført ham, og ombyttede saaledes Kongekaaben med Munkekutten.

Erik var nu, da han ved sine Vaaben havde skaffet Fred i Landet, opsat paa at udmærke sig lige saa meget ved Retfærdighed, som han alt havde udmærket sig ved Tapperhed, og for at bringe Retten i god Gænge satte han atter de af hans Forfædre givne Love i fuld Kraft ligesom i gamle Dage, efter at de næsten havde været ophævede som Følge af de store Krigsuroligheder. Han straffede de Uretfærdigheder, Stormændene begik imod Smaafolk, skaanede hverken Venner eller Frænder, men revsede de fornemmes utilbørlige Havesyge med Sværd og Strikke. Ved sin Iver i saa Henseende paadrog han sig Stormændenes Had, men vandt til Gjengjæld Menigmands Hengivenhed og opnaaede, at de mægtige frygtede ham, medens Almuen elskede ham. For Resten havde han for Skik at rose sig saa stærkt af sine tapre Bedrifter, at han undertiden overskred Sandhedens Grænser. En af hans Folk skal, efter hvad der fortælles, en Gang have frelst hans Liv ved en Drøm. Da han nemlig agtede at sejle fra Slien over til Sjælland, drømte en af Søfolkene, at han fo'r af Sted over uvejsomme Bjærgaase paa en vild og gal Hest og, da den løb stærkere og stærkere med ham, styrtede ned i en dyb og mørk Dal, hvor en Mængde Ugler sønderrev ham med deres Kløer. Da han om Morgenen for Morskab fortalte sine Stalbrødre denne Drøm, tog Erik den som et Varsel om en truende Fare, og for ikke at sejle sammen med ham gik han over paa et andet Skib, og derved blev han frelst, medens de andre led Skibbrud og druknede, og nu blev han glad over, at han havde foretrukket at betro sit Liv til et andet Skib frem for at blive paa sit eget.

Der opstod Uvenskab imellem Erik og Biskop Eskild i Roskilde, og det varede ikke længe, før det blev til Krig og Fejde. Da Bispen havde faaet Peder Bodilssøn paa sin Side, ophidsede han med den store Anseelse, han nød blandt Sjællænderne, disse til Had imod Kongen, og Oprøret blev saa stærkt, at det satte ham i Stand til at jage Erik ud af Sjælland. Derefter fik han alle Landsens Folk til at slutte sig til Oprøret under Paaskud af, at han vilde skaffe dem Friheden, og dem, han ikke stolede paa, krævede han Gisler af. Skjalm Hvides Sønner, som var de eneste, der ikke vilde tage Del i Oprøret, stævnede han til Tinge og truede dem med, at hvis de ikke inden en fastsat Dag stillede Gisler, vilde deres Godser blive inddragne. De mødte paa Tinge, men de holdt fast ved deres Forsæt og lod sig ikke kue af hans Trusler og kom da heller ikke af med deres Godser. Men medens de i alle Maader slap uskadt fra denne Sag, kom Straffen over Eskild. Kongen vendte nemlig tilbage med en jydsk Flaade, men da hans Fader og Farbroder bad for ham, slap Eskild med at betale en Bøde af tyve Mark Guld. Peder var død, inden Kongen kom, saa han slap helt for den Straf, der ellers havde været ham vis.

Paa samme Tid opstod der Uenighed imellem Kongen og Almuen, om hvem der skulde være den nys afdøde Ærkebiskop Asgers Eftermand i Lund. Skaaningerne vilde nemlig paa Grund af de store Fortjenester, Asger havde indlagt sig, at Ærkebispeværdigheden skulde blive i hans Slægt, og stemte derfor paa Eskild, der var meget nær i Slægt med ham, men Kongen, som ikke havde glemt den Forsmædelse, Eskild havde tilføjet ham ved at nøde ham til skammelig at give sig paa Flugt, foretrak Biskop Rik i Slesvig, der nylig var bleven Biskop Alberts Eftermand, og som havde rakt ham en Vennehaand, da han bemægtigede sig Riget. Denne Uenighed førte dog ikke til aabenbar Strid, thi Skaaningerne turde af Frygt for Kongen ikke aabenlyst vedkjende sig deres Mening. Paa samme Tid stræbte en Jyde af høj Byrd ved Navn Plov hemmelig Kongen efter Livet til Trods for, at han var hans Hirdmand. Han kom til Kongen i Ribe og krævede sin Sold som Krigsmand af ham. Den fik han, og det udlagde han saa, som om Kongen selv havde betalt ham for at slaa ham ihjel. Erik, som blev opfordret til ved sin kongelige Voldgift at bilægge en heftig Strid, der var opstaaet imellem nogle Almuesmænd, besluttede at gjøre det offentlig paa Tinge. Her traadte Plov, da Kongen havde paalagt ham at gjøre Ret og Skjel imod en Bonde, der havde ført Kæremaal over ham, frem med Spyd i Haanden, idet han lod, som om han vilde tage Ordet, og bad om ørenlyd. Kongen, som stod og støttede sig til sit Spyd, vinkede med Haanden ad den larmende Almue, at den skulde være stille. Plov, som antog, at han bar Brynje under Kjortelen, saa' længe nøje paa ham, men da han saa opdagede, at han var forsvarsløs, gjennemborede han ham med sit Spyd. Og for at det ikke skulde hedde sig, at han var mere bange for at tage Bladet fra Munden end for at handle, raabte han, at han havde dræbt Kongen, og opfordrede Almuen til at dræbe hans Krigsfolk. Medens Hirdmændene nu i deres Forskrækkelse spredtes til alle Sider, gav Erik Hagenssøn, som paa Grund af sin Taalmodighed havde faaet Tilnavnet Lam, en herlig Prøve paa sin Tapperhed; han værgede nemlig længe Kongens afsjælede Legeme med sit Sværd og var den eneste, der uforfærdet holdt Stand, medens alle hans mange Stalbrødre flyede, hvorved han gjorde sig værdig til at blive den Konges Eftermand, for hvem han vedblev at kæmpe, selv efter at han var død.