Erik den Røde og nordbokolonierne i Grønland - Erik den Rødes saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Erik den Røde
og nordbokolonierne i Grønland
Af Daniel Bruun
Til at begynde med fulgtes Erik den Røde til Grønland af adskillige Hundrede Mennesker, deri indbefattet Høvdinge med Husstand og Trælle; men mange frie Mænd kom snart efter. Udvandringen til Grønland var i det hele taget saa stærk, at Øster- og Vesterbygden i det væsentlige antages at være bebygget omkring Aar 1000. Lyst til Daad og Trang til Omflakken førte mange Folk til Grønland; men der var ogsaa adskillige, hvem en Fredløshedsdom var overgaaet og som nu søgte sig Fristed i mere afsides Egne for bedre at kunne undgaa Blodhævnen.
I Gisle Surssøns Saga, der er en ægte Fredløshedssaga, hører vi om hvorledes Blodhævnen ramte den ene efter den anden i stridende Slægter paa Island, indtil endelig en ung Mand, Helge Vesteinssøn, som selv havde deltaget i Drab, undkom til Grønland. Det hedder:
"Helge kom dertil [i Erik den Rødes Tid] og trivedes godt her. Han ansaas for en ypperlig Mand. Der blev sendt Snigmordere ud for at skille ham ved Livet; men det lykkedes dem ikke at fælde ham. Helge omkom paa Fiskefangst, og hans Død blev anset for et stort Tab."
Vi vil straks nedenfor komme til at høre om flere andre Islændinge, som ligeledes udvandrede til de nye Nordbokolonier. Ogsaa fra Norge kom misfornøjede Høvdinge til Grønland, saaledes Trond fra Oplandene, som forlod Landet paa Grund af Harald Haarderaades Forfølgelse — hen mod Midten af det 11te Aarhundrede.
Paa Grønland blev Kolonisterne snart enige om at ordne deres Samfund ganske som paa Island. Grønlands Forfatning blev da efter alt at dømme — ligesom der — en republikansk-aristokratisk. Man antog i Hovedsagen de islandske Love, og en Gang om Aaret samledes Folk paa Tinge ved Garde (Gardar), det nuværende Igaliko, som laa ved Tangen (Ejdet) mellem Eriksfjord og Einarsfjord. Her fandt Rettergangen Sted efter ældgamle islandsk-norske Former. Der var først Lovretten, som bestod af Høvdingene, de saakaldte Godordsmænd, og deres Bisiddere, hvilke gav Love; dernæst Domstole og endelig Lovsigemanden, som ledede Lovretten og foredrog Lovene.
Erik den Røde udøvede næppe noget egentligt Herredømme over de andre grønlandske Storbønder, som dog sikkerlig gerne underordnede sig hans Dygtighed, Forstand og administrative Talent, saaledes at han vel kan siges at have været den ypperste Høvding i den nye Republik, hvis Lovsigemand han maaske ogsaa var.
Vi skal da nu gaa over til nærmere — efter Sagaerne — at omtale Begivenheder, som fandt Sted i hans, hans Søns og Sønnesøns Tid, for derigennem at faa et Indblik i de Forhold, som prægede Landets Blomstrings- og Brydningstid. Vi begynder da med:
Sagaen om Erik den RødeFørst berettes om den norske Vikingekonge Olaf den Hvides Færd i Vesterleding, paa Irland, hvor han blev Konge i Dublin, men siden faldt. Han var gift med den norske storættede Kvinde Aud den Dybsindige (Datter af Ketil Fladnæse). Deres Søn, Torsten Rød, var en lige saa stolt Viking som Faderen. Han endte sit Liv som Konge over en Del af Skotland, hvorefter Aud lod bygge et Skib, med hvilket hun for til Island. Her tog hun Land i Dala Syssel paa Vestlandet og satte Bo paa Gaarden Hvam ved Hvamsfjorden, altsaa i den samme Egn, som Erik den Røde en Tid boede i.
"Hun plejede at holde Bøn paa Kroshole [ɔ: Korshøjene]; der lod hun oprejse Kors, thi hun var døbt og en troende Kvinde."
Ved Hvam paavises endnu Stedet, hvor hun forrettede sin Andagt. Da hun kom til Island, havde hun en Snes frie Mænd i sit Følge, hvilke hun gav Jord, men ogsaa nogle højbaarne Mænd, som var blevet tagen til Fange i Vikingefærd, og som derfor benævnedes Trælle. Blandt dem var Vifil, hvem hun gav Friheden, og som boede paa Vifilsstad. Han var en stolt Skikkelse, og hans Sønner, Torbjørn og Torgejr, slægtede Faderen paa. Sagaen beretter nu om, hvorledes Erik den Røde fandt Grønland, saaledes som allerede fortalt.
Vi vender os dernæst til Snefjældsnæs, paa hvis yderste Spids mod Vest det isdækte Bjærg Snefjæld ligger, og nedenfor hvis Fod der laa Gaarde, omgivet af ældgamle Lavamasser, hvilke blev Skueplads for de Begivenheder, som nu skal fortælles:
Om Torbjørn"Torgejr Vifilssøn giftede sig med Arnora, en Datter af Ejnar Sigmundssøn fra Laugarbrekka, hvis Fader Sigmund var en Søn af Ketil Thistil, som havde taget Thistilfjorden i Besiddelse. Ejnar havde en anden Datter Halvejg; hende ægtede Torbjørn og fik med hende Laugarbrekkaland paa Hellisvellir. Derhen flyttede Torbjørn og blev en meget anset Mand. Han var en god Bonde og førte et stateligt Hus. Hans Datter hed Gudrid; hun var den fagreste Kvinde, man kunde se, og rask i al sin Færd. Hun opdroges længe hos Orm paa Gaarden Arnarstape, en brav Bonde og en god Ven af Torbjørn. Hans Kone hed Halldis ....
En Vaar indbød Torbjørn sine Venner til sig; der kom mange Mennesker, og Gildet var prægtigt. Under det bød Torbjørn Tavshed og sagde: "Her har jeg boet i lang Tid, og set Prøver paa Folks Godhed og Venlighed imod mig; og det forekommer mig, at vi har levet i god Forstaaelse med hverandre; men nu begynder det at gaa tilbage for mig, og i Stedet for at jeg har været anset for en formuende Mand, begynder det nu at knibe for mig. Jeg vil da nu hellere bryde op herfra og flytte bort end miste min Anseelse, og for ikke at gøre min Slægt til Skamme vil jeg forlade Landet og stole paa det Løfte, som min Ven Erik den Røde gav mig, da vi skiltes i Bredefjord. Om alt gaar vel, agter jeg mig til Grønland i Sommer."
Torbjørns Tale gjorde et dybt Indtryk paa Folk, thi han var meget afholdt — og da det var kommet dertil, at han nu havde bekendtgjort sin daarlige Stilling, holdt de sig for overbevist om, at det ikke kunde nytte at raade ham fra.
Torbjørn gav Folk Gaver, og Gildet blev sluttet, hvorefter enhver drog hjem. Han solgte nu sin Jord og købte sig et Skib, som stod optrukket i Mundingen af Hraunhavn. 30 Mennesker skulde med paa Rejsen, deriblandt Orm fra Arnarstape og dennes Hustru samt flere af Torbjørns Venner, som ikke vilde skilles fra ham.
De stod nu til Søs, og da de var kommet ud i rum Sø, løjede Vinden af, og de for vild paa Havet og havde mange Vanskeligheder at kæmpe med i Løbet af Sommeren. Desuden kom der Sygdom blandt Folk, og Orm døde tilligemed sin Hustru og Halvdelen af Mandskabet. Havet kom mere og mere i Oprør; man døjede de største Besværligheder, og Elendigheden tog til paa enhver Maade; men ved selve Vinterens Begyndelse naaede de dog Herjolfsnæs paa Grønland [en af de sydligste Gaarde i Østerbygden, nu Ikigait]. Den Mand, som boede paa Herjolfsnæs, hed Torkel; han var en overmaade brav Mand, som tog imod Torbjørn og alle hans Skibsfolk og Vinteren over ydede dem al mulig Bistand med den største Beredvillighed.
Paa samme Tid herskede der stor Hungersnød paa Grønland, thi de Folk, som havde været paa Fiskeri, havde kun haft daarlig Fangst, og nogle af dem var slet ikke kommet tilbage."Vi kommer nu til Fortællingen om en Vølve, der optræder ganske paa lignende Maade som de norske Vølver, der rejste fra Bygd til Bygd og spaaede om Folks Skæbne, om Vejrlig o. s. v. De nød, siger Finnur Jónsson, ingen videre Anseelse, men desto større var Frygten for dem; derfor blev de behandlet, lad os sige med al mulig Forsigtighed. De islandske Kilder tier om slige Vølver, og Sandsynligheden taler for, at den Slags Kvinder er kommet til Grønland direkte fra Norge, thi kun herfra haves lignende Meddelelser om Vølvers Virksomhed.
"I Bygden var der en Kone, Torbjørg, som var Spaakvinde, og som blev kaldt den lille Vølve. Hun havde haft ni Søstre, og de var alle Spaakvinder, men nu var hun den eneste, som var i Live.
Torbjørg plejede om Vinteren at drage om til Gilder og især de, som forud ønskede at vide deres Skæbne, eller hvordan Aaret vilde blive, bad hende hjem. Da nu Torkel var den fornemste Bonde, mente man det var hans Sag at skaffe at vide, naar det Uaar, som var indtruffet, igen vilde forsvinde. Han indbød da Spaakvinden, og som Skik og Brug var, naar man skulde tage imod den Slags Kvinder, blev hun vel modtaget. Der blev stillet et Højsæde op for hende — og paa det lagdes en Hynde, hvori der skulde være Hønsefjer, at hun kunde sidde derpaa. Da hun ved Aftenstid kom, ledsaget af en Mand, som var blevet sendt efter hende, var hun iført følgende Paaklædning: Over sin Dragt havde hun en blaa Overkjole sammenbunden med Remme og besat med Stene lige ned til Skødet. Om Halsen havde hun Glasperler og paa Hovedet en sort Lammeskindshætte, som var foret med hvidt Katteskind. I Haanden holdt hun en Stav, hvorpaa der var en Knap; den var prydet med Messing og oventil, omkring Knappen, besat med Stene. Om sig havde hun et Knøske-Bælte, fra hvilket der hang en stor Skindpung, i hvilken hun forvarede sine Hekseredskaber, hvilke hun behøvede til Udøvelsen af sine Spaadomskunster. Fødderne stak i laadne Kalveskinds Sko med lange og stærke Remme i, og paa Enden af disse var der store Tinknapper. Paa Hænderne havde hun Handsker af Katteskind, hvilke indvendig var hvide og laadne.
Da hun kom ind, holdt alle det for deres Skyldighed at hilse hende med Hæder; hun modtog enhvers Hilsen, eftersom han stod hende an. Husbonden Torkel tog hende ved Haanden og førte hende til det Sæde, som var beredt for hende. Han bad hende lade sine Øjne glide hen over hele hans Hus, Folk og Fæ; men hun sagde kun lidt. Om Kvælden blev Bordene sat frem, og vi skal her fortælle, at der for Spaakvinden blev anrettet Grød paa Gedemælk og dertil Hjerter af alle Slags Dyr, som man havde kunnet faa.
Hun havde en Messingske og en Kniv af Kobber, hvilken sidste sad i et af to Ringe omgivet Skaft af Hvalrostand, og hvis Spids var afbrudt. Da Bordene var taget bort, gik Torkel Bonde hen foran Torbjørg og spurgte hende, hvad Indtryk hun fik ved at se sig om, hvorledes Rummene og Folks Væsen stod hende an, og hvor hurtigt hun kunde faa Kundskab om det, han havde spurgt hende om, og som alle var spændte paa at faa Oplysning om. Hun lod ham da forstaa, at hun intet kunde sige før næste Morgen, naar hun havde sovet der om Natten.
Den følgende Dag, da det lakkede ad Aften, blev der gjort de nødvendige Forberedelser for at hun kunde fuldføre "Sejden". Hun bad endvidere om, at man vilde skaffe nogle Kvinder, som kunde det Tryllekvad, der hørte til "Sejden", og som hed Vardlokkur (eller Skytsaanders Paakaldelser); men der fandtes ingen. Der blev da søgt paa Gaardene, om nogen kunde det, og Gudrid sagde: "Hverken er jeg tryllekyndig eller nogen Spaakvinde; men paa Island lærte min Fostermoder, Halldis, mig et Kvad, som hun kaldte Vardlokkur."
"Du er lykkelig, saa vis du er," sagde Torkel. Hertil svarede Gudrid: "Jeg er en kristen Kvinde og vil ikke yde nogen Hjælp til den Slags Ting." Torbjørg faldt nu ind i Samtalen, idet hun bemærkede: "Det kunde vel tænkes, at du gjorde Folk en Tjeneste dermed uden derfor at blive en ringere Kvinde end før; men jeg holder mig til Torkel for at faa, hvad jeg skal bruge." Torkel trængte nu ind paa Gudrid, og hun gav efter. Kvinderne slog derpaa en Kreds omkring Trylle-Forhøjningen, paa hvilken Torbjørg sad. Gudrid foredrog nu Kvadet saa smukt og godt, at ingen, som var til Stede, syntes at have hørt nogen synge med fagrere Røst. Spaakonen takkede hende for Kvadet og sagde, at nu var mange af de Aander, som vilde undfly og ikke lystre hende, kommet til Stede, fordi de syntes det var fagert at høre Kvadet blive sunget saa smukt. "Og nu ser jeg tydeligt mange Ting, som før var dulgte for mig og mange andre. Nu kan jeg sige dig Torkel, at dette Uaar ikke vil vare ved længere end i Vinter, og med Vaaren vil alt blive bedre. Den Sygdom, som har raset her, vil tilmed standse hurtigere, end man venter det; dig Gudrid! skal jeg straks belønne for den Hjælp, du har ydet os: Din Fremtidsskæbne er mig nu ganske klar. Du vil, her i Grønland, indgaa det Giftermaal, som er anseligst; men kun en stakket Tid vil du komme til at nyde godt deraf, thi dine Veje fører mod Island, og der vil du blive Stammoder til en stor og god Æt, og over dit Afkom vil der skinne klarere Straaler, end jeg har Kraft til nøje at følge; men hil dig nu, min Datter, og far vel."
Siden gik Folk til Spaakvinden, og enhver spurgte da om det, som vedkommende helst ønskede at vide. Hun gav gode Svar, og det slog heller ikke meget fejl, hvad hun sagde. Saa kom der Folk efter hende fra en anden Gaard, og hun for straks did. Først nu sendte man Bud efter Torbjørn, som ikke havde villet være hjemme, medens man drev saadan Trolddom.
Vejrliget blev snart mildere, da det blev Vaar, saaledes som Torbjørg havde sagt. Torbjørn gjorde sit Skib i Stand og fortsatte Rejsen, indtil han kom til Bratteli. Erik tog venlig imod ham og sagde, at det var godt, at han var kommet did. Torbjørn var hos ham om Vinteren tillige med sin Familie, men til Skibsfolkene skaffedes der Bolig hos Bønderne. Om Vaaren efter gav Erik Torbjørn Land paa Stokkenæs, og der blev opført en anselig Gaard, hvor han siden boede. [Den laa, som det ses andetsteds, ogsaa i Eriksfjord, vistnok paa den Bratteli modsatte Kyst.]Kun kort Tid varede det Tidsrum, i hvilken de grønlandske Nordbokolonister vedblev at være Hedninger. Allerede Aar 1000, samtidig med at Kristendommen blev indført paa Island ved en Parlamentsbeslutning paa Altinget, blev den, maaske efter lidt Modstand, antaget paa Grønland, efter at Lejf Erikssøn havde virket derfor. Han var i Aaret 999 sejlet direkte fra Grønland til Norge, vistnok første Gang en saadan Fart tværs over Atlanterhavet var blevet foretaget, uden at lægge Rejsen over Island. I Sagaen berettes:
Om Lejf den Heldige og Kristendommens Indførelse paa IslandErik havde en Hustru, som hed Tjodhilde, og med hende to Sønner; den ene hed Torstein og den anden Lejf[1]; de var begge haabefulde Mænd, og Torstein var hjemme hos sin Fader, og der var da ikke nogen Mand paa Grønland, der gav bedre Haab om at blive til noget end han. Lejf var sejlet til Norge og havde været hos Kong Olaf Tryggvasøn. Da han om Sommeren sejlede fra Grønland, blev de forslaaet til Syderøerne. . . .
Lejf sejlede med sine Folk bort fra Syderøerne og kom til Norge om Høsten. Han begav sig til Kong Olaf Tryggvasøns Hird. Kongen viste ham megen Hæder og mente at kunne skønne, at han var en vel dannet Mand. En Gang talte Kongen med Lejf:
"Tænker du i Sommer at rejse til Grønland?"
"Det er min Agt, hvis det kan blive med Eders Villie."
"Ja, jeg mener, at det vilde være godt, og du skal fare i mit Erinde og forkynde Folket Kristendommen."
Lejf svarede, at Kongen fik have sin Villie; men han tilføjede dog, at Hvervet vilde blive vanskeligt at udføre paa Grønland. Hertil sagde Kongen, at han ikke kendte nogen Mand, der var bedre egnet dertil end han: "og det vil sikkert lykkes dig."
"Hvis saa er, vil det alene ske, fordi jeg nyder godt af Eders Lykke."
Lejf begav sig nu paa Rejsen og drev længe om paa Søen og traf paa Lande, hvis Tilstedeværelse han forud ikke kendte. Der var selvsaaende Hvedemarker, og der voksede Vinranker ["Vintræer"] ligesom ogsaa de Træer, som kaldes Masur [Valbirk]; og de tog Prøver af alt dette, deriblandt nogle Træstammer saa store, at de anvendtes til Huse."Derpaa hedder det, at:
"Lejf traf nogle Skibbrudne paa et Vrag og førte dem hjem med sig.
Det lykkedes ham at indføre Kristendommen i Landet og han viste sig ved denne Lejlighed, som i alt andet, som den gæveste og bedste Mand, og han bjærgede Mandskabet. Siden blev han bestandig kaldt Lejf den Heldige.
Lejf landede i Eriksfjord og begav sig derpaa hjem til Bratteli, hvor alle tog vel imod ham. Han forkyndte snart Kristendommen og den almindelige [katolske] Tro i Landet, idet han bragte Folket Kong Olaf Tryggvasøns Udtalelser, samtidig med at han forklarede dem, hvor megen Herlighed og Ære der var ved denne Tro.
Erik var uvillig til at opgive sin Tro; men Tjodhilde lod sig snart bevæge dertil, og hun lod bygge en Kirke, som ikke laa helt nær ved Indhusene; den blev kaldet Tjodhildes Kirke. I den holdt hun og de andre, som antog Kristendommen, deres Bønner. Tjodhilde vilde ikke, efter at hun havde antaget Troen, have nogen Omgang med Erik, og dette var ham meget imod."Skønt Erik den Røde saaledes ikke vilde antage den nye Lære, synes det paa den anden Side, som om han ikke heller har gjort synderlig Modstand imod dens Indførelse. Hans Stilling til denne Sag fremgaar egentlig bedst af hans Yttring til Lejf, "at de to Ting kunde gaa lige op, det at han havde reddet Mandskabet paa Vraget, og det, at han havde medbragt "Skemanden" (ɔ: Hykleren) ɔ: Præsten.
Foruden denne Præst siges Lejf at have medbragt flere gejstligt uddannede Mænd, og flere er vel senere kommet over. Omvendelserne er da formodentlig gaaet for sig, eftersom disse kunde komme rundt i Bygderne. Maaske er Kristendommen formelt blevet indført her ligesom paa Island ved en Beslutning paa Tinge.
I Begyndelsen hørte den grønlandske Kirke, ligesom hele Norden, under Erkebispen i Bremen indtil Aar 1103, da Erkebispesædet i Lund blev oprettet. Endnu senere (1152) kom det grønlandske Bispedømme ligesom det islandske ind under Erkebispesædet i Trondhjem. Ved Midten af det 11te Aarhundrede maa Kristendommen være trængt helt igennem paa Grønland. Adam af Bremen giver os nemlig den Meddelelse, at der fra Grønland ankom Udsendinge til Erkebiskop Adalbert (1043—72) for at bede denne om at sende dem Prædikanter.
Efter disse Bemærkninger fortsætter vi atter Sagaens Beretning:
Torstein Erikssøn fik Gudrid; GengangereNu er at fortælle, at Torstein Erikssøn bejlede til Gudrid (se foran), og baade hun og hendes Fader optog Frieriet vel, hvormed det altsaa gik i Orden. Torstein og Gudrids Bryllup stod om Høsten paa Bratteli. Der var mange til Stede, og Gildet gik vel af.
Torstein boede paa en Gaard i Vesterbygden, som hed Lysefjord [i den nuværende Ameralikfjord]. Halvdelen af Gaarden ejedes af en Mand, som hed Torstein, hvis Kone hed Sigrid.
Om Høsten drog Torstein til Lysefjord til sin Navne, ledsaget af Gudrid. De blev vel modtaget og opholdt sig der om Vinteren. Straks Begyndelsen af denne kom der imidlertid Sygdom paa Gaarden[2]. Først blev Garde, den Mand, der forestod Arbejdet paa Gaarden, og som ikke var afholdt, syg og døde; saa varede det ikke længe, inden den ene døde efter den anden. Sygdommen angreb nu Torstein Erikssøn og hans Navne Torsteins Kone Sigrid. En Aften vilde denne gaa til "Lillehuset", som stod lige over for Husdøren; Gudrid fulgte hende, og som de stod, vendt mod Indgangen, udstødte Sigrid et Skrig. Gudrid sagde: "Vi har baaret os uforsigtigt ad, skynd dig, at du ikke skal blive kold, lad os straks gaa ind igen, saa hurtigt vi kan."
Sigrid svarede: "Nu er det ikke saa let at gaa tilbage, saaledes som Sagerne nu staar; thi foran Døren er hele de dødes Skare, og din Mand Torstein — og der ser jeg mig selv — hvor er det et skrækkeligt Syn."
Da Synet svandt, sagde hun: "Lad os nu gaa, Gudrid! nu ser jeg ikke Skaren længere."
Værkstyreren var nu forsvunden for hendes Øjne — et Øjeblik forinden syntes hun, han havde en Svøbe i Haanden, med hvilken han vilde slaa Dødsskaren. Saa gik de ind, og før Morgen gryede, var hun død; der blev gjort en Kiste til Liget. Samme Dag vilde Folkene ro ud paa Fiskeri, og Torstein ledsagede dem ned til Landingsstedet, og i Mørkningen gik han igen ned for at se deres Fangst. Just nu sendte Torstein Erikssøn sin Navne Bud, at han skulde komme ind til ham; — der var meget uroligt deroppe. Den døde Husmoder [Sigrid] var i Færd med at rejse sig op paa Fødderne, og hun vilde over i Sengen til ham under Sengetøjet. Da han kom ind, var hun kommen op paa Sengestokken: men han greb fat om hende med Hænderne og holdt hende en Buløkse for Brystet.
Torstein Erikssøn døde, da Dagen næsten var til Ende. Torstein [Bonde] havde bedt Gudrid lægge sig til at sove, medens han om Natten vilde vaage over Ligene, hvilket ogsaa skete. Da der kun var forløbet en kort Tid af Natten, rejste Torstein Erikssøn sig over Ende og begyndte at tale. Han ønskede, at Gudrid skulde komme, for at han kunde tale med hende.
"Gud har givet mig fri denne Stund, for at jeg kan forbedre mine Kaar."
Torstein Bonde gik da til Gudrid, vækkede hende, bad hende korse sig og bad Gud om at hjælpe hende, — saa sagde han hende, hvad Torstein Erikssøn havde yttret til ham:
"Han vil tale med dig, og du maa selv overveje, hvad Beslutning du vil tage. Jeg kan hverken raade fra eller til."
Hun svarede:
"Det er muligt, at denne vidunderlige Hændelse har Sigte paa Ting, der siden vil blive mindet. Jeg haaber, Gud vil holde mig i sin Varetægt, og med hans Miskundhed vil jeg vove at gaa til ham for at faa at vide, hvad han vil sige. Jeg kan jo alligevel ikke undfly det, som skal være mig til Mén, og ønsker jeg ikke, at han skal gaa videre med sit Gengangeri, hvad han maaske ellers vilde."
Saa gik Gudrid til Torstein. Det forekom hende, som om han fældede Taarer, og han hviskede nogle Ord, som hun alene kunde høre, medens han — saa højt, at alle kunde høre det — udbrød, at de, som holdt fast ved Troen, vilde blive salige, og at al Hjælp og Miskundhed var knyttet til den; men mange overholdt kun daarligt dens Bud:
"Det er saaledes en Uskik, som har fundet Sted her i Grønland, siden Kristendommen er bleven indført, at begrave Folk i uviet Jord og kun synge lidt over dem. Jeg ønsker, at alle vi, som er døde her, maa blive ført til Kirken; men jeg vil, at Garde skal brændes saa snart som muligt paa et Baal, thi han forvolder alle de Genfærd, som har været her i Vinter."
Han forudsagde hende ogsaa hendes egen Skæbne, som han mente vilde blive anselig; men han bad hende vogte sig for at tage nogen grønlandsk Mand til Ægte. Deres Formue bad han hende give dels til Kirken, dels til de fattige, saa faldt han hen for anden Gang.
Det havde været Skik i Grønland efter Kristendommens Indførelse, at Folk blev begravet paa Gaardene, hvor de var døde, i uviet Jord, idet der blev sat en Pæl op fra Brystet af den døde, for at Præsten, naar han siden kom, kunde rykke Pælen op, hælde Vievand i Hullet og synge derover, om det end var længe efter.
Torsteins og de andres Lig blev ført til Kirken i Eriksfjord [paa Bratteli], og der blev sunget over dem af Præsterne. Kort efter døde Torbjørn; hele Formuen tilfaldt da Gudrid. Erik tog hende til sig og sørgede godt for hendes Sager."
Fodnoter
- ↑ Desuden en tredje Søn, Torvald, som først nævnes senere, ligesom den uægte Datter Freydis. Storm har heraf sluttet, at Torvald ogsaa var uægte født, og Finnur Jónsson er af samme Mening.
- ↑ Den følgende Beretning viser, hvor dybt Overtro og Frygt for Gengangere havde slaaet Rod i Datidens Mennesker.
