Erik den Røde og nordbokolonierne i Grønland - Vinlandsrejserne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Leif Erikson opdager Amerika – Christian Krohg, 1893

Temaside: Grønland og Vinland

Erik den Røde
og nordbokolonierne i Grønland

Af Daniel Bruun

Vinlandsrejserne

Vi kommer nu til Fortællingerne om Vinlandsrejserne, om hvilke der har været skrevet meget i vore Dage, idet Sagaerne og deres Kildeværdi har været omtvistet.

Sikkert er, at Amerikas Fastland er blevet besøgt af nordiske Søfarende fem Hundrede Aar før Columbus landede paa Guanahani. Denne Nordboernes Opdagelse af den nye Verden førte imidlertid ikke til nogen varig Kolonisation, og Efterretningen om de foretagne Rejser blev ikke kendt i den europæiske Verden ud over en snævrere skandinavisk Kreds.

I C. C. Rafns store Værk "Antiquitates Americanae" (1837) er alt, hvad den gamle Litteratur meddeler om Opdagelsen af Vinland og Vinlandsfærderne, samlet paa ét Sted, ligesom det samme er Tilfældet i det af Oldskriftselskabet udgivne Værk "Grønlands historiske Mindesmærker" I-III.

Den ældste Kilde, som omtaler Vinland, er Adam af Bremen, som under sit Ophold ved det danske Hof c. 1070 samlede Efterretninger om de nordiske Landes Geografi. I hans Værk (IV 38) hedder det:

"Desuden fortalte han [ɔ: Kong Svend Estridssøn], at endnu en Ø var blevet fundet af mange i det Ocean [det nordlige], som kaldes Vinland, fordi Vinranker der skal vokse af sig selv, der giver den bedste Vin. Men at ogsaa Korn er der i Overflod uden at være saaet, har jeg erfaret ikke ved en grundløs Mening, men ifølge Danernes bestemte Fortælling."

Der maa altsaa blandt de Danske have været en udbredt Mening om eller Kendskab til "Vinland" paa Svend Estridssøns Tid, rimeligvis grundet paa Nordmænds og Islændinges Fortællinger, som atter beroede paa en grønlandsk-islandsk Tradition.

Den ældste islandske Kilde for Vinlands Opdagelse er Are Frodes tidligere nævnte "Islænderbog", hvor "Vinland" omtales paa en saadan Maade, at dets Opdagelse og Tilværelse ansaas som en utvivlsom Virkelighed og som almenkendt. Are Frode var født godt et halvt hundrede Aar efter Vinlands Opdagelse; men hans Farbroder Torkel Gellisson, som jo havde sin Viden fra en, der havde fulgt Erik den Røde til Grønland, var, som tidligere omtalt, hans Kilde.

I de islandske Annaler findes endvidere en Notits om, at en "Bisp" Erik ved Aaret 1121 foretog en Rejse for at opdage (genopdage) Vinland, altsaa netop omtrent samtidig med Ares Forfatterskab.

Vi kommer nu til de sagamæssige Beretninger om Vinlandsrejserne o. 1000.

Der er hovedsagelig to Fremstillinger: Den ene findes i Erik den Rødes Saga, som er dens rette Navn. Den er udgivet sidst og bedst af G. Storm 1891 (paa en lidet tilfredsstillende Maade i GhMind.). Den findes i to Hovedhaandskrifter, Hauksbok (fra o. 1325) og AM 557, 4° (fra o. 1400 el. lidt senere). Det første er det bedste, men 557 har dog nogle rigtigere Læsemaader. Der maa vælges med Skønsomhed. G. Storm lagde det sidste Haandskrift — mindre rigtig — til Grund for Udgaven.

Den anden findes i den saakaldte GrænlendingaÞáttr (Afsnit om Grønlænderne"), der findes indsat i den store Olaf Tryggvasons Saga i Flatøbogen (Kap. 342 og 427—33).

Der er meget stor Forskel paa disse to Beretninger.

Det såkaldte Skálholt-kort fra slutningen af 1500-tallet, hvorpå bl.a. Grønland, Helluland, Markland og Skrællingeland er anført

Det er allerede meddelt — efter Sagaen om Erik — at Lejf, hans Søn, traf paa nogle ukendte Lande i Vesten, som beskrives ganske kort, hvorpaa han sejlede hjem til Grønland og undervejs reddede nogle Mænd paa et Skibsvrag. Vi lader nu Sagaen selv fortælle:

"Der taltes nu meget om, at man skulde foretage en Opdagelsesrejse til det Land, som Lejf havde fundet. Det var især Torstein Erikssøn, som baade var klog og afholdt, der skyndte hertil. Erik blev ogsaa anmodet om at rejse med, da man havde størst Tiltro til hans Klogskab og Lykke. Han var længe utilbøjelig hertil, men da hans Venner indstændig bad ham derom, vilde han ikke sige nej.
Saa gjorde de det Skib i Stand, hvorpaa Torbjørn var kommet ud til Grønland, og der bestemtes tyve Mænd til at være med paa Rejsen. De førte kun lidt Gods med sig, kun Vaaben og Proviant.
Den Morgen, da Afrejsen skulde finde Sted, red Erik hjemme fra efter at han havde skjult et Skrin, hvori der var Guld og Sølv, i Jorden. Paa Vejen skete der ham det Uheld, at han faldt af Hesten og brækkede nogle Sideribben, ligesom han forslog Armen i Skulderleddet. Dette bevirkede, at han sagde til sin Hustru Tjodhilde, at hun skulde tage Kisten med Pengene op igen, og han lod sig forlyde med, at han mente, at det var, fordi han havde skjult Pengene, at han maatte undgælde.
Derpaa sejlede de gladelig ud af Eriksfjord og med de bedste Forhaabninger for deres Rejse. Men de drev længe om paa Havet og kom ikke den Vej, de vilde. Først fik de Island i Sigte, saa fik de Fugle at se fra Irland. Paa denne Maade drev deres Skib hid og did i Havet. Om Høsten rejste de tilbage, i høj Grad medtagne af Uvejr og Slud og udmattede af Strabadser. Selve Vinteren var begyndt, da de kom til Eriksfjord. Erik bemærkede da:
"Gladere sejlede I ud af Fjorden i Sommer, end vi nu er, og dog er der endnu mange gode Raad at finde for os."
Hertil bemærkede Torstein:
"Det sømmer sig nu for Høvdingen at drage Omsorg for alle de Mænd, som er her [ombord] uden at have noget Tilholdssted — og at skaffe dem Herberg for i Vinter."
Eriks Svar lød:
"Det er en gammel Sandhed, at en Sag ikke ligger klar, før der er svaret. Saadan gaar det ogsaa i dette Tilfælde. Nu vil vi følge dit Raad."
Alle de, som ikke havde andet Vinterkvarter, fulgte nu med Erik og Torstein hjem til Bratteli, hvor de blev om Vinteren."

Dette Forsøg paa at opsøge det af Lejf fundne Land var saaledes forgæves, men dermed var man ikke færdig.

Sagaen beretter nu, at Bonden Tord paa Høvde paa Høvdestrand paa Island havde en Sønnesøns Søn Torfin, med det smukke Tilnavn Karlsevne. Han var en dygtig Søfarer og Handelsmand. Det hedder i Sagaen:

"En Sommer gjorde han sit Skib i Stand med Grønland som Maal. Snorre Torbrandssøn fra Alptefjord drog med ham, og de var 40 Mand paa Skibet. Samme Sommer udrustede Bjarne Grimolfssøn paa Bredefjord og Torhal Gamlessøn fra en af Østfjordene et Skib for ligeledes at fare til Grønland. Ogsaa paa det var der 40 Mænd. Saasnart Skibene var færdige, sejlede Karlsevne og de andre af Sted med dem begge. — Hvor længe de var i Søen, fortælles der intet om; derimod berettes det, at Skibene kom til Eriksfjord om Høsten. Erik og flere af Beboerne red til Skibet og begyndte at handle, hvorom man let enedes. Skibsførerne tilbød Erik, at han maatte tage saa meget af Varerne, som han havde Lyst til, og han paa sin Side viste dem Gæstfrihed igen, idet han indbød Besætningen paa de to Skibe hjem til sig om Vinteren til Bratteli. Det Tilbud tog Købmændene imod med Tak. Saa blev deres Varer ført hjem til Bratteli, hvor der ikke var Mangel paa gode og store Udhuse, hvori Varerne kunde oplægges, ligesom det heller ikke manglede paa noget af, hvad de iøvrigt behøvede; de befandt sig vel under Vinteropholdet. Men henimod Julen begyndte Erik at blive mere tavs, og han var aabenbart ikke saa glad, som han plejede. Karlsevne henvendte sig nu ved Lejlighed til ham og spurgte:
"Har du det ikke godt, Erik? Det forekommer os, at du ikke er saa vel tilmode, som du plejer; du har vist os den største Gavmildhed, og det er vor Skyldighed at lønne dig derfor, med hvad vi er i Stand til at yde. Sig mig nu, hvad du er bedrøvet over."
Erik svarede:
"I tager jo venlig til Takke her, og jeg er heller ikke egentlig bange for, at I skal vise Eder utaknemmelige; men jeg er bange for, at det skal kunne siges, naar I kommer andetsteds hen, at I ikke har tilbragt nogen værre Jul end den, som vi nu gaar i Møde — da Erik den Røde beværtede Eder paa Bratteli paa Grønland"
"Det har ingen Nød, Bonde!" sagde Karlsevne; "vi har paa vort Skib baade Malt og Mel og Korn; tag deraf saa meget, som I vil, og gør saa stateligt et Gilde, som I synes om!"
Det Tilbud tog Erik imod, og der blev lavet til Julegilde, og det var saa anseligt, at Folk fandt, at de næppe før havde set saadan Pragt i et fattigt Land. Og efter Julen bejlede Karlsevne til Gudrid hos Erik, eftersom han syntes, denne maatte have Raadighed over hende. Erik optog Frieriet vel og udtalte, at hun havde fortjent en brav Mand og at det vel var hendes Skæbne, om hun ægtede ham, hvorfor det endte med, at denne fæstede Gudrid. Der blev nu Gilde igen, da Brylluppet blev holdt paa Bratteli om Vinteren.

Vinlandsrejserne begynder

Paa Bratteli begyndte Folk at tale meget om, at man burde opsøge Vinland ["det gode", som det kaldes i det ene Haandskrift], eftersom en Rejse did hen sikkert vilde lønne sig paa Grund af Landets Rigdomskilder. Som Følge deraf udrustede Karlsevne og Snorre deres Skib for at opsøge Landet det kommende Foraar. Ogsaa Bjarne og Torhal gjorde sig rede med deres Skib. Desuden skulde en Mand ved Navn Torvard, der var gift med Erik den Rødes naturlige Datter Freydis, samt Eriks Søn Torvald med, foruden Torhal med Tilnavnet Veidemand [ɔ: Hvalfanger], som længe havde været hos Erik og tjent ham som Fangstmand om Sommeren og Husfoged om Vinteren. Han var stor og stærk, sortladen som en Jætte, tavs og ondskabsfuld i al sin Tale, idet han bestandig tilskyndede Erik til det værste. Han var en daarlig Kristen og vidt kendt rundt i Ubygderne. Denne Mand skulde være ombord paa Skibet hos Torvard og Torvald, hvilke havde det Skib, som Torbjørn var kommen sejlende med. Der var ialt 160 Mand, da de sejlede til Vesterbygden og derfra til Bjørnø [Disko-Øen?].

Der siges om Rejsen fra Grønland:

"Derfra sejlede de i to Dage i Syd" [Finnur Jonsson mener, at det rimeligvis skal være "5" Dage. Fejlen er rimeligvis sket ved, at der er skrevet "ii" (2) i Stedet for "u" (5)].
Da de saa et Land, satte de Baad i Vandet og undersøgte Landet. De fandt der store Heller eller flade Sten, hvoraf mange var 12 Alen lange; der var en stor Mængde Ræve. De gav Landet Navn og kaldte det Helluland [nu Labrador?].
Derfra sejlede de to Dage og drejede af fra Sønden mod Sydvest og fandt et Land, bevokset med Skov, og mange Dyr paa det. En Ø laa der uden for Landet i Sydøst; paa den dræbte de en Bjørn og kaldte den siden Bjørnø, men Landet Markland [nu New Foundland?].
Derfra sejlede de længere sønderpaa langs med Landet og kom til et Næs. Landet laa paa Styrbordsiden, og det havde lange sandede Kyststrækninger. De roede i Land og fandt, der paa Næsset, Kølen af et Skib, hvorfor de kaldte det Kjalarnæs [ɔ: Kølnæs]. Strandene kaldte de Furdustrande [ɔ: "de mærkelige Strande"], eftersom det tog lang Tid at sejle langs med dem. Landet blev nu gennemskaaret af Bugter, og de holdt med Skibene ind i en Vig."
"Kong Olaf Tryggvasøn havde givet Lejf to Skotter med [da denne sejlede hjem til Grønland; de var nu aabenbart med paa Vinlandsrejsen]; den ene var en Mand ved Navn Haki, den anden en Kvinde, som hed Hekja. De var hurtigere end Dyr. Karlsevne havde dem om Bord, og da man var sejlet forbi Furdustrandene, blev Skotlænderne sat i Land med Ordre til at skynde sig sydpaa ind i Landet for at undersøge dets Beskaffenhed. De skulde være tilbage inden Forløbet af tre Dage. De bar den saakaldte "Kjafal"- (eller Biafal-)Dragt, med en Hat (eller Hætte) foroven. Dragten var aaben paa Siderne, uden Ærmer og sammenholdt mellem Benene ved en Knap og en Strop; iøvrigt var Skotterne nøgne.
De blev borte efter den aftalte Tid, og da de kom tilbage, havde den ene en Vindrueklase i Haanden og den anden et nylig saaet Hvedeaks. De gik ombord paa Skibet, og man seilede videre.
Der stævnedes ind i en Fjord, uden for hvilken der laa en Ø; omkring denne gik en stærk Strøm, hvorfor de kaldte den Strømø. Der var saa mange Edderfugle paa Øen, at man næppe kunde gaa der for Æg. De kaldte dette Sted Strømfjord, og her lossede de Skibsladningerne og beredte sig til at blive; de havde alskens Kvæg med sig. Egnen var meget fager, og de tog sig ikke andet for end at undersøge Landet. De blev der Vinteren over [1003-04] uden forud at have sørget for Proviant. Om Sommeren begyndte Fiskeriet at tage af, og det blev vanskeligt at skaffe Føden til Veje. Da forsvandt Torhal Veidemand [om hvem der nu fortælles overnaturlige Ting, der bunder i Folke- og Overtro]. Man havde forinden gjort Løfter til Gud for at faa Levnedsmidler; men disse kom ikke saa hastigt, som man behøvede dem. Der blev nu søgt efter Torhal i tre Dage, og man fandt ham paa en Klippepynt, hvor han laa og saa op i Luften, idet han gabede baade med Næse og Mund, samtidig med at han mumlede noget. De spurgte ham, hvorfor han havde begivet sig hertil; han svarede, at det ikke kom dem ved. De bad ham nu følge med hjem, hvilket han ogsaa gjorde. Kort efter kom der en Hval. Man begav sig derhen og flænsede den; men ingen kendte, hvad Slags den var af. Kokken kogte Kødet, og man spiste deraf, men alle blev syge. Da sagde Torhal:
"Hjælpsommere var nu den rødskæggede [ɔ: Tor] end eders Krist; dette [ɔ: Hvalen] har jeg nu faaet for mit Skjaldskab, da jeg kvad om Tor, min Beskytter — sjældent har han svigtet mig."
Men da de andre fik det at høre, kastede de hele Hvalen i Søen og gav sig Gud i Vold. Da blev Vejret bedre, og det blev muligt at ro ud paa Fiskefangst, og det kom nu ikke til at skorte paa Føde, eftersom de kunde jage Dyr paa Land, samle Æg paa Øen og fange Fisk paa Søen."

Om Karlsevne og Torhal

Det fortælles, at Torhal nu vilde drage nordpaa langs med Furdustrandene for at opsøge Vinland; men Karlsevne vilde gaa mod Syd langs Kysten. Torhal gjorde sine Forberedelser ude under Øerne. De var kun ni Mand ialt. Hele det øvrige Skibsmandskab drog med Karlsevne.
Da Torhal tog Vand om Bord, drak han og kvad:

"Mændene sagde, da jeg kom herhen,

at jeg vilde faa den bedste Drik;

jeg kan godt laste Landet for Folk;

jeg bliver nødt til at svinge (Vand)bøtten;

der kom ikke en Draabe Vin paa min Læbe;

derimod maa jeg krybe ned ved Kilden."

Da de var færdige, gik de under Sejl; men Torhal kvad:

"Lad os rejse tilbage,

hvor vore Landsmænd er;

lad os lade Skibet pløje

det brede Hav,

medens de ufortrødne Krigere,

som lovpriser Landet her,

slaar sig til Ro paa Furdustrand

og koger deres Hval."

Det norske arkæologpar Helge og Anne Ingstad fandt i 1960erne spor efter nordboernes bosættelse ved L'Anse aux Meadows på Newfoundland. Bosættelsen er siden kommet på UNESCOs verdensarvsliste.

Siden sejlede de nordefter forbi Furdustrandene og Kjalarnæs og vilde krydse forbi Kysten mod Vest; da fik de en stærk Vestenvind imod sig og drev da op paa Irland og blev der slaaet og gjort til Trælle, og der lod Torhal sit Liv — eftersom Købmænd har fortalt.
Det berettes imidlertid, at Karlsevne tilligerned Snorre og Bjarne samt deres Folk drog sydefter langs med Kysten af Landet. De sejlede længe, og lige til de kom til en Flod, som kom ned fra Landet, idet den gennem en Indsø løb ud i Havet. Flodbredderne var flade og store, og man kunde ikke komme ind i Floden uden ved Højvande. Karlsevne sejlede med sine Folk ind i Mundingen, og de kaldte Stedet Hôp
Der fandt de paa Landet selvsaaede Hvedeagre, paa Steder, hvor Grunden var sid, men Vinranker, hvor Landet hævede sig noget (ɔ: hvor der blev bakket). Hver Bæk var fuld af Fisk. De gravede Huller ved Højvandsmærket, og naar Vandet da faldt, var der Helleflyndere i Hullerne. I Skoven var der en Mængde af alle Slags Dyr.
Her blev de i en halv Maaneds Tid [i Sommeren 1004], fornøjede sig uden at der hændte noget særligt mærkeligt. Kvæget havde de med sig. En Morgen tidlig, da de saa sig om, opdagede de en Mængde Skindbaade, fra hvilke man svingede Stænger, og det lød ligesom Blæst i et Halmknippe, og Svingningen skete med Solen. Da udbrød Karlsevne:
"Hvad mon det har at betyde?"
Snorre Torbrandssøn svarede:
"Det er mulig Fredstegn, lad os tage et hvidt Skjold og holde imod dem."
De gjorde saa. Nu roede de fremmede nærmere, og idet de undrede sig over dem, de traf her, gik de op paa Land. Disse Mennesker var smaa, havde et barskt Udseende, stridt Haar paa Hovedet, store Øjne og brede Kinder.
En Tid blev de der og saa paa de fremmede, saa roede de bort om Næsset sydpaa.
Karlsevne og hans Folk havde opført deres Boder oven for Indsøen, idet nogle af Husene laa nær ved Søen, andre fjærnere derfra. Her blev de nu den Vinter [1004—05]. Der kom ingen Sne, og alt deres Kvæg næredes i Frihed ude paa Græsgangene.
Da Vaaren begyndte [1005], saa de en Morgen tidlig en Mængde Skindbaade komme roende Syd fra forbi Næsset. Der var saa mange, at det saa ud, som Mundingen af Vigen var helt oversaaet med Kul. Fra hver Baad blev der svinget med Stænger. Karlsevne og hans Folk holdt da deres Skjolde i Vejret, og da de to Partier derpaa kom sammen, begyndte man at handle. Disse Folk vilde helst have rødt Klæde, mod hvilket de byttede Skindvarer og ægte Graaskind. De vilde ogsaa købe Sværd og Spyd, men det forbød Karlsevne og Snorre at lade dem faa. Skrællingerne tog for et helt graat Skind et Spand langt Stykke rødt Klæde, som de bandt om deres Hoved.
Paa denne Maade handlede man en Tid, indtil det begyndte at skorte Karlsevne og hans Folk paa Klæde, hvorfor de skar det, de endnu havde, i smaa Stykker, der ikke var bredere end en Finger, og Skrællingerne gav dog lige saa meget derfor som før — eller endog mere.
Det hændte sig, at en Tyr, som Karlsevne havde, kom løbende ud af Skoven, idet den brølede højt. Dette forskrækkede Skrællingerne, som ilede ud til deres Skindbaade, i hvilke de saa roede Syd paa langs Kysten.
I hele tre Uger mærkede man ikke noget til dem. Men da kom der en stor Mængde Skrællingebaade Syd fra, — Række paa Række, idet de fra dem alle svingede med Stænger og hylede højlydt. Karlsevnes Folk holdt nu et rødt Skjold op mod dem. Skrællingerne skyndte sig at staa ud af Baadene; saa gik man løs paa hinanden og sloges. Det regnede slemt med Skud, thi Skrællingerne havde "Valslynger". Karlsevnes Folk saa, at de hævede en Stang, paa hvilken der var en meget stor Bold, som nærmest lignede en Faarevom. Den var blaaagtig af Farve. De svingede Stangen, og Kuglen fløj op paa Land, hen over Karlsevnes Mænd. Da den faldt, gav det et fælt Skrald. Det indjog Karlsevne og hans Folk stor Skræk, saa de ikke tænkte paa andet end at flygte. De trak sig tilbage langs med Floden, da de syntes, at Skrællingerne trængte frem alle Vegne fra. De standsede først ved nogle Klipper, hvor de saa gjorde en haard Modstand.
Freydis kom nu ud, og da hun saa, at Karlsevnes Folk trak sig tilbage, raabte hun:
"Hvorfor løber I — raske Mænd som I er — for disse Stakler, som jeg troede I var i Stand til at slaa ned som Kvæg; havde jeg Vaaben, tror jeg, at jeg skulde slaas bedre end nogen af Eder."
De gav ingen Agt paa hendes Ord. Freydis vilde saa følge efter; men da hun var frugtsommelig, gik det langsommere. Dog fulgte hun efter dem ind i Skoven; men Skrællingerne satte efter hende. Hun traf paa en død Mand, som viste sig at være Torbrand Snorressøn. Der sad en flad Sten fast i hans Hoved, og det blottede Sværd laa ved hans Side. Hun tog det op og beredte sig til at sætte sig til Modværge. Da Skrællingerne naaede hende, blottede hun sine Bryster, som hun lod brede sig paa det blanke Sværd. Derved blev Skrællingerne bange, undløb til deres Skibe og roede bort. Karlsevne og hans Folk kom da til og roste hendes Held. Der faldt to Mænd af Karlsevnes Folk, men en Mængde Skrællinger.
Karlsevnes Trop havde her haft at gøre med et meget overlegent Antal Fjender; de drog nu hjem til deres Boliger, forbandt deres Saar og kom nu til at tænke over, hvad det mulig havde været for noget, som oppe fra Land af var trængt frem mod dem, og de indsaa nu, at det kun havde været virkelige Folk, som kom fra Baadene, men at, hvad de ellers havde set, maatte have været Øjenforblændelse.
Skrællingerne fandt ogsaa en død Mand, ved hvem der laa en Økse. En af dem tog Øksen op og hug i et Træ med den, hvorpaa den ene efter den anden af dem gjorde det samme; de fandt, at det var en kostelig Ting, og at den bed godt. Til Slutning tog én Øksen og hug med den i en Sten, saa den (Øksen) gik itu. Den blev nu bortkastet, da den forekom dem at være til ingen Nytte, naar den ikke kunde holde mod en Sten.
Karlsevne og hans Folk kunde nu indse, at skønt Landet havde mange Herligheder, vilde man dog der bestandig svæve i Frygt for Ufred fra Landets oprindelige Beboere. De beredte sig derfor til at afrejse for at naa tilbage til deres Hjemstavn. De sejlede nordefter langs Kysten og traf nær ved Havet 5 Skrællinger, som sov i deres Skindpelse. De havde med sig Æsker, hvori der var Dyremarv, blandet med Blod.
Karlsevne og hans Folk tænkte sig, at disse Mennesker var blevet forvist fra deres Land, og de dræbte dem.
Siden kom man til et Næs, paa hvilket der var en Mængde Dyr, og Næsset var overalt bedækket med Møg, fordi Dyrene laa der om Natten; nu kom de tilbage til Strømfjord, og der var Overflødighed af alt, hvad de behøvede at have.
Nogle Mænd siger, at Bjarne og Gudrid er blevet der tilbage med 100 Mænd, og at de ikke er faret længere, medens Karlsevne og Snorre med 40 Mænd er rejst Syd paa, idet de kun har været i "Hopet" knap to Maaneder, hvorpaa de samme Sommer er kommet tilbage.
Karlsevne sejlede derpaa med et Skib ud for at søge efter Torhal Jæger, medens de øvrige blev tilbage. Man gik Nord paa forbi Kjalarnæs og førtes da frem i vestlig Retning med Land paa deres venstre Haand. Overalt var der øde Skove, saa langt man kunde se og næsten ingen aabne Pletter deri.
Da man havde sejlet længe, løb der en Flod ned fra Landet; den flød fra Øst mod Vest; man lagde ind i Flodmundingen ved den søndre Bred.

Torvald Erikssøns Død

Rekonstrueret nordbohus ved L'Anse aux Meadows.

Det hændte sig en Morgen, at Karlsevne og hans Folk paa den anden Side af en Lysning i Skoven saa en lysende Plet, og de gav sig til at raabe i den Retning. Der rørte sig noget — det var en Enfoding, som derpaa løb hurtig ned til den Flodbred, ved hvilken Grønlænderne laa. Erik den Rødes Søn Torvald sad ved Roret, og Enfodingen skød en Pil ind i Lysken paa ham. Torvald trak Pilen ud, idet han udbrød: "Fedt er det mig om Isteren; et frugtbart Land er vi kommet til, men dog vil vi næppe komme til at nyde godt af det."
Kort efter døde Torvald af Saaret. Men Enfodingen løb nu bort igen, Nord efter. Karlsevne og hans Folk forfulgte, idet de af og til fik Øje paa ham. Sidste Gang, de fik Øje paa ham, sprang han ud i en Vig — saa vendte de tilbage. En Mand kvad det lille Digt:

"Folk satte efter

(meget sandt det var)

en Enfoding,

ned til Stranden,

men underlig Mand

ilende løb

den overmodige:

Hører du Karlsevne.

De drog da bort Nord efter, idet de mente at se Enfodingeland. De vilde nemlig ikke udsætte deres Folk mere.
De mente, at den Fjældstrækning, som de havde set i Hop, og den, som de nu traf paa her, var en og den samme, og at det næsten slog til, at der var lige langt fra Strømfjord til begge Steder.
Den tredje Vinter [1005—06] var de i Strømfjord. De delte sig da meget i stridende Partier, hvortil Kvinderne var Aarsag, eftersom de ugifte Mænd vilde forurette de gifte, hvorved der opstod stor Uro [Flatøbogen taler om, at Freydis paa den foregivne Rejse, som hun selv foretog, voldte Ufred — det bør antagelig henføres til denne]. Her fødtes, den første Høst, Karlsevnes Søn Snorre, og han var tre Aar, da de drog bort. Da de sejlede fra Vinland, fik de Søndenvind. De kom saa til Markland, hvor de traf 5 Skrællinger, hvoraf den ene var skægget, de to Kvinder og de to Børn. De tog Drengene, men de andre undkom, og Skrællingerne sank ned i Jorden [forsvandt maaske i deres Jordhuse?]. Disse to Drenge førte de med sig; man lærte dem Sproget, og de blev døbt. De kaldte deres Moder Væthilldi og deres Fader Uvæge. De sagde, at to Konger herskede over Skrællingerne; den ene af dem hed Avalldamon, men den anden Valldidida, endvidere at der ingen Huse var. Folk laa der i Grotter eller Huler [Jordhuse?]. De sagde, at der laa et Land paa den anden Side lige over for deres Land, hvor der boede Folk, som var iført hvide Klæder og bar Stænger foran sig, til hvilke der var fæstet Flige, og de raabte højt; og Folk tror, at det har været Hvitramannaland [ɔ: Hvidemændsland] eller det store Irland."
Bjarne Grimolfssøn blev med sit Skib forslaaet til Ormesøen [saa kaldet, fordi Søormene havde medtaget Skibet og bevirket dets Undergang] eller Irlandshavet, og Skibet begyndte at synke stærkt under dem. De havde en Baad, som var smurt med Sæltjære, thi saadan angriber Søormen ikke. De gik i Baaden og saa da, at den ikke kunde bære dem alle. Da sagde Bjarne:
"Eftersom Baaden ikke rummer mere end Halvdelen af vore Mænd, raader jeg til, at vi trækker Lod om, hvem der skal i Baaden, thi det skal ikke gaa efter Anseelse. Alle fandt, at det var et saa højmodigt Tilbud, at ingen sagde noget imod. De trak saa Lod, og det tilfaldt Bjarne at gaa i Baaden og Halvdelen af Besætningen med ham, thi Baaden rummede ikke flere.
Da de var kommet ned i den, sagde en Islænding, som var mellem dem, der var blevet tilbage paa Skibet, og som havde fulgt Bjarne fra Island:
"Agter du, Bjarne, her at forlade mig?"
"Saadan maa det nu være," svarede Bjarne.
"Du lovede min Fader noget andet, da jeg drog fra Island med dig, end saadan at forlade mig — du sagde, at vi begge skulde friste den samme Skæbne."
Hertil svarede Bjarne:
"Det skal da ikke gaa saaledes. Kom du herned i Baaden, og jeg vil gaa om Bord i Skibet, eftersom jeg ser, at du er saa lysten efter at leve."
Bjarne gik da om Bord og Manden ned i Baaden, og den fortsatte Rejsen, til de kom til Dublin i Irland, hvor de fortalte, hvad der var hændet. Men det mener de fleste, at Bjarne og hans Ledsagere er omkommet i Ormehavet, thi siden hørte man intet om dem."
Den anden Sommer [1008] efter drog Karlsevne til Island og Gudrid med ham, og han tog hjem til Reynisnæs. Hans Moder tyktes, at han havde gjort et ringe Parti, og derfor var Gudrid ikke hjemme den første Vinter. Men da Moderen mærkede, at Gudrid var en ganske udmærket Kvinde, tillod hun hende at komme hjem til sig, og de kom godt ud af det med hinanden. Snorre Karlsevnessøns Datter hed Halfrid, Moder til Biskop Torlak Runolfssøn. [Slægten var begavet og blomstrede i lange Tider].
"Mange andre store Folk paa Island nedstammer fra Karlsevne og Gudrid, hvilke ikke er optegnet her."

Rekonstrueret nordbohus ved L'Anse aux Meadows.

Fortællingen om Bjarne (i den nævnte Grænlendingaþáttr), der skulde være en Søn af en af de grønlandske Landnamsmænd Herjolf, der bosatte sig paa det efter ham opkaldte Herjolfsnæs (Ikigait), lyder i Udtog saaledes:

"Bjarne var en rig og anselig Mand, som ejede Skib og som med dette fra Norge kom til Island, hvor han erfarede, at Faderen var draget til Grønland med Erik samme Sommer. Han besluttede sig dristigt til at opsøge Faderen paa Grønland, men blev forslaaet i Taage og Nordenvind og kom ind under en Kyststrækning i Vest uden Fjorde, men med smaa skovbegroede Bakker. Bjarne mente ikke, det var Grønland og sejlede Nord efter i 2 Dage, førend de saa et andet Land. Dette var fladt og ligeledes begroet med Skov. Bjarne sagde: "Dette kan heller ikke være Grønland, thi der siges der at være meget store Isbjærge." Nu vilde Skibsfolkene, at der skulde gøres Landgang; de foregav, at de manglede Brændsel og Vand; men Bjarne var ikke til at bevæge til at efterkomme deres Ønske. Han sagde, at det kun var Paaskud fra deres Side, hvorfor han lod Forstavnen vende fra Land og sejlede med Sydvestvind i 3 Dage, hvorpaa man atter fik Land i Sigte. Dette var nu højt og bedækket med Fjorde og Isbjærge. Men heller ikke her vilde Bjarne lande; han mente, at dette heller ikke kunde være Grønland og at det ikke frembød noget tjenligt Opholdssted. De vendte derfor atter udefter og sejlede med den samme Vind i 4 Dage, da de saa et fjærnt Land. Da sagde Bjarne endelig: "Dette er mest ligt Grønland, at dømme efter hvad man har fortalt mig om samme, og her vil vi styre til Land." Her opsøgte Bjarne da sin Fader og bosatte sig hos ham."

Der fortælles nu intet om, at Bjarnes Opdagelse — hvis den kan kaldes saaledes — vakte nogen som helst Opsigt eller Røre hos den grønlandske Koloni. Først da Bjarne en 15—20 Aar senere kom til Norge og der traf Erik Jarl, skal han have fortalt om de af ham sete Lande; man gjorde ham da Bebrejdelser for, at han ikke havde foretaget nærmere Undersøgelser, og nu blev der, efter at han var vendt tilbage til Grønland, megen Tale om, at man burde foretage Undersøgelser. Nu skal det have været Lejf, der satte sig i Spidsen for Rejsen. Denne beskrives nu; han overvintrede et Sted og opførte Boder (Leifsboder). I de Egne fandt en af Lejfs Ledsagere en Tysker ved Navn Tyrker (formodenlig Dirik), Vindruer. Nu lod Lejf "samle Vindruer og hugge Vintræer (!) og fælde Skoven (ɔ: Vintræskoven!) saa at der blev Ladning til Skibet. Da Vaaren kom, sejlede de bort, og Lejf gav Landet Navn efter dets Egenskaber og kaldte det Vinland." Paa Tilbagevejen redder Lejf et Skibsmandskab. I øvrigt fortælles der intet om Resultatet af Lejfs Undersøgelser. Der findes her visse Mindelser om Erikssagaens Fremstilling, men Sagaen er langt naturligere og mere rimelig. Der fortælles saa om 4 andre Rejser, som foretoges henholdsvis af Lejfs Broder Torvald, Torstein, Karlsevne og Lejfs Søster, den dæmonisk-grumme Freydis. Torsteins Rejse blev ganske uden Betydning. Han fandt ingen Lande. De andre førte heller ikke til noget — og meget af hvad der fortælles maa henvises til den rene Digtnings Omraade (Freydis). Der findes dog ogsaa her noget, der minder om Sagaens Begivenheder og Beskrivelser, men det hele er langt mere urimeligt. Saaledes nævnes en "Kornhjælm", de skulde have fundet, hvilket er en Utænkelighed. Noget positivt indeholder Fremstillingen ikke. "Et tyndere Resultat af et toaarigt Ophold [Karlsevnes] kan ikke tænkes — ingen Undersøgelser af Landet, ingen Bedrifter eller Handlinger undtagen dette sølle Sammentræf med Skrællinger. Det er tillige klart, at hvad der her fortælles, genfindes saa godt som alt sammen i Sagaen — her blot i en anden og bedre Sammenhæng." "Þáttr'en er et vilkaarligt Produkt af fordunklede, forvirrede og usammenhængende Traditionsminder (eller -brokker), ikke uden Paavirkning af Kendskab til Erikssaga selv." Denne Dom maa fastholdes. I Undersøgelsen om, hvilke "Lande", man har opdaget paa Amerikas Østkyst, maa man saa godt som udelukkende holde sig til Sagaen om Erik.

Det er dog ikke helt udelukket, at visse Enkeltheder i Þáttr'en kan have noget paa sig. Dertil hører maaske Bemærkningen om Eyktarstaden, der saa stærkt har sysselsat de lærde. Det hedder kort (i Beskrivelsen af Lejfs Rejse): "Dér var der større Jævndøgn end i Grønland eller Island; Solen havde dér Eyktarstad og Dagmaal-Stad i de korteste Dage." Denne Bestemmelse maa vel siges at indeholde en gammel Iagttagelse. Man har paa Grundlag deraf søgt ved Beregning at bestemme Stedet for Lejfs Ophold. Men Beregningerne er noget forskellige. G. Storm mente, at 50° var den nordligste Grænse for Stedet, medens andre vil flytte det længere mod Syd. Den Afgørelse, som kunde synes almengyldig, er endnu ikke opnaaet. Kun det synes sikkert at kunne siges, at Stedet maa være mellem 50° og 40°.

Spørgsmaalet om, hvilke Egne paa Nordamerikas Østkyst der menes med de ovenfor nævnte Lande: Helluland — de flade store Stenes Land — Markland — Skovlandet — kan siges at være løst. Der kan ikke være Tvivl om, at Helluland maa søges i Labrador. Markland maa ogsaa stedfæstes til Labradors sydligste Del, Egnene Nord for Belle-Islestrædet. Efter afdøde Prof. Steensbyes Undersøgelser (The Norsernens Route 1918) maa det betragtes som sikkert, at Furðustrandir ("den mærkelige Kyst", hvor det "mærkelige" beror paa dens Beskaffenhed, især dens store Udstrækning) er den lange ubeboede Kyst paa Nordsiden af St. Lawrencebugten. Det var ganske naturligt, at den, som kom Nord fra, sejlede ind i Belle-Islestrædet; man fulgte i Oldtiden altid Kysten, saavidt det var muligt.

Medens dette nu maa betragtes som sikkert, er Rejsens Fortsættelse og "Vinlands" Stedfæstelse mere ubestemt og omtvistet.

G. Storm mente, at Markland var Newfoundland og at Vinland var at søge i Nova Scotia. Dette er nu sikkert urigtigt. Prof. W. Hovgaard har i sin Bog: The voyages of the Norsemen to America (1914) behandlet Spørgsmaalet, men hans Identificeringer kan ikke godkendes; han vender op og ned paa Sagaens Rækkefølge af Begivenhederne. Kun bemærkes, at efter ham skulde Vinland være at søge betydelig nordligere end efter G. Storm.

Steensbye mente, at Hare Island var Strømø, og paa Grundlag deraf søger han at identificere Sagaens øvrige Lokaliteter i Nabolavet, men her maa det siges, at hans Resultat er højst usikkert eller rent ud usandsynligt.

G. M. Gathorne-Hardy har i sin Bog: The Norse discoverers of America 1921 (jfr. hans Afhandling i Maal og Minne 1924) søgt at hævde Þáttr'en overfor Sagaen og en grønlandsk Tradition i den første. Denne Modsætning er nu ganske sikkert forfejlet.

H. Hermannsson har (1927; The geogr. Review XVII) sluttet sig til Steensbye med Hensyn til Rejsen ind i St. Lawrencebugten, men mener, at Undersøgelsen af Landet er gaaet videre mod Syd langs Kysten forbi Cape Breton og omkring Nova Scotia; han formoder, at Strømfjord er Chaleur Bay og at Strømø svarer til to Øer Miscon Island og Shippigan Island, der skal besidde rigt Fugleliv. Det af Lejf opdagede Land søger han noget sydligere (Sydvest for Passamaquoddy Bay). Det er meget muligt, at disse Resultater kommer Sandheden nær.

Endelig skal nævnes Edvard F. Grays Bog: Leif Eriksson (1930). Han gør samme Modsætning gældende som Gathorne-Hardy (men uafhængig af denne) mellem grønlandsk og islandsk Tradition i Þáttr'en og Sagaen og fremstiller disse afsnitsvis parallelt mod hinanden. Han søger at identificere Lokaliteterne. Her skal kun anføres, at Strømfjord skal være Nantucket Sound og Strømø Martha’s Vineyard. Han tager Historien om Leifsboderne for gode Varer og anbringer dem paa den lille Ø No man’s land. Kuriøst nok har man her paa en flad Sten ved Stranden fundet en Indskrift: Liif Iriksson, o. s. v., men den er kun et aabenbart Falsum, vel fra forrige Aarhundrede.

Efter denne korte Oversigt skal endnu nogle Bemærkninger gøres om Enkeltheder i Sagaens Fremstilling.

Dens Omtale af Vegetationen i Vinland har givet Anledning til mange Undersøgelser og Formodninger. At den vilde, udyrkede Vindrue trivedes i Nordamerika, kan der ikke være Tvivl om. Storm godtgør, at næsten alle Rejsende fra det 16. Aarhundrede omtaler den. Vinstokkens Nordgrænse var i det Indre af Landet paa 47° n. Br.: ved Østkysten naaede den dog ikke saa langt. Hvad Hveden angaar, har man (Schübeler, Storm) antaget, at dermed mentes "vild Ris" eller den amerikanske "Indian Rice". Andre (den amerikanske Botaniker M. L. Fernald) er af den Anskuelse, at Hveden er identisk med Sandhavre eller islandsk melr; men dette er ganske sikkert urigtigt. Melr (elymus arenarius) har været kaldt saaledes og været kendt af Islændingene lige fra det 10. Aarhundrede af; endelig har nogle ment, at der var Tale om Majs, men dette kan ikke være rigtigt.

Hvad Masur (mösurr) er, kan der ikke være Tvivl om; det var Valbirk, som Islændingene meget godt har kendt eller kunnet kende fra Norge.

Sagaen nævner de Indfødte, som Torfin traf, for "Skrællinger". Senere kaldtes de Eskimoer, som stødte sammen med de grønlandske Bygders Indbyggere, med dette Navn. Men det er ikke afgørende for Spørgsmaalet om det amerikanske Folk, og det fremgaar ikke klart, om Vinlands "Skrællinger" var Indianere eller Eskimoer.

Til Trods for at mange Lærde har drøftet dette Spørgsmaal, er det endnu den Dag i Dag en uløst Gaade. At Grønlænderne har anset Skrællinger i Grønland og Skrællinger i Vinland for samme Slags Mennesker er let forklarligt. løvrigt er der ikke Tale om, at Torfin Karlsevne og hans Folk nogensinde skulde have set Eskimoer i Grønland, hvor det jo kun siges, at der var Spor af, at de havde boet der, da Erik den Røde kom. Sammenligningen skriver sig vel fra en senere Tid. Navnet "Skrællinger" findes allerede, som vi har hørt, hos Are Frode; men Betydningen af det er uklar. Det er bleven sat i Forbindelse med baade "Skraal" og "Skindlap", idet sidstnævnte skulde hentyde enten til Skrællingernes Dragt eller til deres (rynkede) Hud. William Thalbitzer mener, at Ordet "Skrælling" snarest er en Efterligning af det eskimoiske Ord "Karaleq". I Grønland er sidstnævnte Navn ganske vist kun bevaret som et Stammenavn for Sydgrønlændere eller Midtgrønlændere, men Navnet synes ogsaa at være kendt fra gammel Tid langt udenfor Grønlands Grænser.

Eskimoerne i Labrador kendte Navnet Karaleq, da de første Missionærer (Herrnhuterne) omkring 1760 kom til dem fra Grønland.

Thalbitzer har yderligere paavist i sin Bog om det eskimoiske Sprog (i "Meddelelser om Grønland" 31. Bd.) visse sproglige Ligheder mellem Vestgrønlændernes — særlig Midt- og Sydgrønlændernes — Dialekt og den, der tales af Labradoreskimoerne. Navnet Karaleq har efter al Sandsynlighed paa Vinlandsrejsernes Tid været at finde paa Labradorkysten, "og Torfin Karlsevnes to Fanger kan, eller skal jeg sige maa, have kendt dette gamle eskimoiske Folkenavn."

Thalbitzer giver ligeledes en Forklaring af de 4 Navne (eller Ord, som Karlsevne og hans Mænd opfattede som Navne), hvilke anføres i Sagaen, da den omtaler to Skrællinge-Drenges Tilfangetagelse. Den er sindrig og naturlig, og vidner ogsaa til Gunst for Opfattelsen af Skrællingerne i Vinland som Eskimoer.

Naar der i Sagaens Slutning tales om "Hvitramannaland" som beliggende i Amerika, beror dette paa en fuldkommen Misforstaaelse. Det er i Virkeligheden Irland selv, der menes, men her har Folkedigtningen gjort sig gældende.

Til Slutning skal omtales et Par Rejser, som havde Amerika til Maal:

De islandske Annaler fortæller, som ovenfor berørt, at ved Aar 1121 ledte Biskop Erik Gnupsson efter [eller begav sig ud for at lede efter] Vinland, hvilket forudsætter, at Vinland var forudkendt. Man havde efter Udtrykket aabenbart ikke berejst Landet eller hørt fra det i lang Tid. Rimeligvis var Rejsen iværksat for at udbrede Kristendom blandt Skrællingerne; men herom siges intet, og siden hører man intet om Resultatet, hvorfor det maa antages, at Biskoppen er omkommen paa Rejsen.

Islandske Kilder nævner senere intet paalideligt om Kolonisationsforsøg i Vinland. Der er dog en Mulighed for, at der har været Samkvem med de opdagede Lande.

I Flatøbogens Annaler er under Aar 1347 anført:

"Et Skib kom da fra Grønland. Det havde sejlet til Markland, og der var 18 Mand om Bord."

I de ældste Skálholt Annaler berettes om den samme Begivenhed paa følgende Maade:

"Der kom ogsaa et Skib fra Grønland; det var mindre end smaa islandske Handels Skibe. Det kom ind i ydre Strømfjord [paa Island]. Det havde intet Anker. Der var 17 Mand om Bord, og de var sejlet til Markland, men var siden drevet hid i Storm og Sø."

Mindet om Vinlandsfærderne bevaredes vel paa Grønland og Island; men i Sydeuropa kendte man næppe noget til den "nye Verden", og Formodningen om, at Columbus, som skal have sejlet i islandske Farvande Aar 1476, skulde have erfaret noget om den Opdagelse, som var gjort, er der intet Bevis for. Den gamle Opdagelse af Vinland fik saaledes ingen Betydning for Amerikas Opdagelse i 1492.

---