Grønlandsk kvinde med barn
Ukendt, 1864
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
61. Et Barn taget af Amarsiniouk
En Storfanger havde med sin Hustru kun en eneste lille Datter. De boede ene og havde kun en Pige hos sig til at passe deres Barn, som de elskede høit. Men nærmest syd for dem var der en Bygd med mange Mennesker, som hyppig gjæstede hin Storfanger, naar de vare i Nød. Han beværtede og hjalp dem da altid og var derfor meget yndet og anseet af alle. En Aftenstund engang om Efteraaret, da Frosten var indtraadt, græd den lille Pige uden Ophør, Forældrene kunde aldeles ikke berolige hende og faldt derved tilsidst i Søvn. Omsider faldt ogsaa Barnepigen i Søvn, men vaagnede lidt efter og saae at Barnet var borte. Hun gik udenfor, speidede overalt, men der var hverken noget at see eller at høre. Grædende gik hun tilsidst ind og vækkede Forældrene. Faderen, som dog holdt meget af Barnepigen, havde nær dræbt hende da han hørte det, men hun overtalte ham først til at spørge en Angakok tilraads, bagefter kunde han jo saa dræbe hende, sagde hun. Den følgende Morgen gik han til deres sydlige Naboer og kom om Aftenen tilbage derfra ledsaget af en Angakok og flere Kajakker. De slukkede Lamperne for Angakokken og han begyndte at mane, men forgjæves, han kunde ikke opdage Barnet. Den følgende Dag gik han længer sydpaa og kom tilbage med en gammel Ungkarl af jammerligt Udseende, han kunde neppe staae paa sine Been, og de andre maatte bære hans Kajak op for ham. Skjøndt de ikke ventede sig stort af ham, slukkede de dog Lamperne for ham og lode ham mane. Han udpegede da strax og sagde: »hist paa det inderste lis-Land har Amarsiniouken taget det i sin Amaut, det er tydeligt nok, imorgen strax fra Morgenstunden af skal jeg drage hen at hente det.« Dagen efter, da han vilde afsted, og hans Vært vilde med ham, sagde han: »nu vel da, du kan jo følge mig til det Sted, hvor vi gaae paa Land, skulde jeg ikke formaae at gaae alene, kan du jo altid følge mig videre.« De droge derpaa i Kajak op til Enden af en Fjord. Der lagde den Gamle sin Kajak op paa Landet, bedækkede den godt med Steen og sagde: »jeg vil ikke vende tilbage saa snart, sex Dage vil jeg ventelig blive borte.« Med disse Ord gik den gamle Stodder, støttende sig til sin Stav, op i Landet, medens hans Ledsager begav sig paa Hjemveien. Den Gamle var ikkun Kelaumassok (Angakok af en ringere Grad), hele den første Dag gik han indad Landet til og lagde sig til at sove uden at være kommen synderlig langt bort fra Havet. Dagen efter gik han videre og fik den store Landiis i Sigte. Den tredie Dag øinede han det inderste lis-Land, vandrede over Isen, naaede og besteg det endnu før Solens Nedgang. Paa samme Land fandt han en Hule, i hvilken han foreløbig smuttede ind, skjælvende da det var meget koldt. Da det var ganske mørkt gik han op til Amarsinioukens Huus, hørte allerede Barneskrig, og da han kigede ind igjennem Vinduet, saae han ham sidde med det i sin Amaut. Men siden da Amarsinouken tog Barnet ud og lagde sig ved Siden af det paa Brixen for at sove, fremsagde den Gamle en Tryllevise, som skulde forhindre ham fra at vaagne. Derpaa listede han sig ind, tog Barnet og begav sig ud af Huset med det. Men det gik meget langsomt, først ned ad lis-Landet og derpaa ud paa selve Isen, som var fuld af Revner. Da han endelig var nær ved at skulle gaae ned paa det egentlige Land og saae sig om, da kom Amarsiniouken farende ud af sit Huus og efter ham saa hurtig som en Ravn, der svæver hen over Jorden. Forgjeves anstrængte den Gamle sig, Uhyret hørtes komme farende som en Stormvind, og det varede ikke længe førend det havde grebet den Gamle og Barnet, og stukket dem i sin Hætte. I sin Skræk havde den Gamle glemt sine Hjelpeaander, nu faldt det ham pludselig ind, at han havde en Slyngekaster og en Falk, og han paakaldte den første. Det varede ikke længe førend Slyngekasteren indfandt sig, den Gamle med Barnet krøb dybt ned i Posen og med det samme hørte han Stenen kladske mod Hovedet af Amarsiniouken, som gav sig til at skrige. Derpaa kaldte han paa sin Falk, som ligeledes indfandt sig og slog ned paa Uhyrets Hoved. Da kigede den Gamle frem af Posen og saae, at det begyndte at synke i Knæerne, og engang, da det det bukkede sig, sprang han ud paa dets Skulder, lod sig falde ned og og holdt Barnet fast i sin Favn. De vare da nær ved lis-Landet, og Amarsiniouken flygtede til sit Huus, medens den Gamle støttet til sin Stok, trykkede Barnet tæt op til sig og, stillende det til Ro, vendte om og naaede Fjorden, hvor han atter traf Barnets Fader. Denne tog imod sin Datter og ilede hjem med hende, idet han sagde til den Gamle, at han skulde følge efter, da han jo selv nu kjendte Veien. Ved Faderens Ankomst stod Moderen ved Strandbredden og greb strax Barnet og gav det Die. Det holdt da vel op at græde, men saae blegt og usselt ud og savnede sin vante Skik. Da den Gamle kom, lod han om Aftenen Vinduerne tildække og Lamperne slukke, manede og udsagde, at Aarsagen til at Barnet manglede sin vante Skik, var den, at dets Sjæl endnu var hos Amarsiniouken, og at han ligeledes vilde hente den. Dagen efter bortfjernede han sig, men denne Gang kom han meget snarere igjen. Om Aftenen lod han atter tildække og slukke, hvorpaa han indsatte Sjælen igjen i Barnet. Da de atter belyste Huset havde det ganske faaet sin vante Skik, smilede og gik omkring paa Gulvet. Men Forældrene vidste ikke hvad de skulde gjøre af Taknemmelighed mod den gamle Kelaumassok. De gave ham deres smukke Barnepige til Hustru, skjænkede ham en Baad og optoge ham som Huusfælle. Indvaanerne i den Bygd, hvor han tidligere havde boet, havde ringeagtet ham og troet at skulle blive af med ham og at han nok skulde omkomme, dengang han drog bort fra dem. Nu bleve de meget forundrede ved at høre alt dette om ham.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 101-103