Følgeskab med bjærgfolk
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
13. Følgeskab med bjærgfolk
180. En gang var der kun nogle fiskerhuse i Ærtbølle. Da lå byen i Ildrup lige en fjerdingvej öst for, hvor den nu ligger. Der tæt östen for Ildrup sige har været berygtet for et kjedsomt sted at komme forbi om natten. En pige og en dreng slog lyng der, og så så de på en bitte trind höj, der kaldes Smedehöj, en bitte dreng som et barn med et bart rödt hoved, og ved de står og ser på den, kommer den ned ad höjen og hen ad den sti, hvorved de stod. Så blev de så forskrækkede, te de løb hjem.
En kjørende mand kom forbi en bitte höj lidt derfra ved solens nedgang, og da sad en og drejede hovedet, og øgene havde nær taget magten fra ham. Nogle andre kjørende, en 3, 4 vogne, der kom fra Hvalpsund og vilde til Overlade med kul til en smed, så, at der lå et menneske ved det samme sted, og det løftede de på og tumlede med og vilde have på vognen, men kunde ingen veje komme med, det var så tungt. Så lod de det ligge.
En mand, der kom kjørende en morgen fra Ærtbølle og lige ud ad vejen, så en komme ridende på en hvid hest gjennem heden uden at følge hverken vej eller sti. Da den kom omtrent til ham, vendte den lige tilbage gjennem heden. De blev så forskrækkede, te det var svært.
Når folk er kommen ad det stykke vej ved nattetid, er der gjærne blevet sådant et forskrækkeligt mørke for dem.
Strandby.
181. En gammel mand i Husby kom forbi et par höje og så da to puslinger med røde huer på hovedet løbe foran sig, indtil de nåede en gård ved vejen, hvor de da smuttede ind ad lovinduet.
En pige fra Staby gik forbi de samme to höje, og da kom der to små drenge, som rejste dem op fra en agerren, løb forbi hende og tog vejen lige op mod höjene.
A. L.
182. Gamle Niels, som for en snes år siden døde i en höj alder, fortalte mig, at da han en gang som dreng vogtede kvæg i krattet tillige med andre drenge, og de havde lagt sig på siden af Fru Mettes bjærg, viste der sig pludselig en lille pusling med en rød hue på. Drengene spurgte, hvor han skulde hen, hvortil han svarede: «A véd et et!» og gav sig til at löbe, og drengene bagefter, men da de havde løbet höjen rundt, forsvandt han ind i samme. Han havde, bandte den gamle, røde bukser på til midt på sine lår.
N. J. Termansen.
183. Det var en gang, a var kjørende fra Ålborg. Da a kom til Bomhuset nord for Brovst, kom der en lille bitte én rendende, den var ikke större end som så, og den rendte imellem hjulene og hammelen. Det var så mænd en dværg. Så blev den ved at følge os og gik og så op til mig, og a blev så forskrækket. Kusken han kjørte til, og så blev den væk, da vi kom til korsvejen ved Bratskov, og vi så nu ikke mere til den.
Ane Marie Madsdatter, Brovst.
184. På Kullen er der en höj bakke ud mod søen, som hedder Trollhättabacken. Der har en gang været trolde, men nu er de dragne bort; der har også været en hule til, som nu er styrtet sammen. Om nogen havde set troldene, spurgte jeg den dreng, der var min fører. Jo, der havde en kvæld været et trold efter hans morfa'r, den gang han var en lille gosse. Der var også en kone, der havde set dem stå og tvætte deres klæder i søen foran hulen, «og de var lige så svarte som De selv.» Hun, der havde set det, var mormorren til den kone, der havde fortalt ham det.
A. Olrik.
185. Der var et bryllup her inde i Hårup, og så var der to mænd, der var udflyt fra byen, de gik hjem sådan i dagningen, og da kom der tre bitte nogle med små røde luer på og fulgtes et stykke med dem hen til en skovabild, hvor de forsvandt. Den ene var min kones farbroder, og de bevidnede, at det var sandt. A har været ved skovabilden og færdedes tit om ved den, og der er et hvirveltrindt hul nede ved roden. Det har stået åbent i den tid, a har kjendt.
Søren Hansen, Hårup.
186. I Gudhjem var en tysk soldat indkvarteret, som mange gange havde ønsket, at han måtte få nogle underjordiske at se, for han troede, det var morsomt. Andre folk sagde til ham, at det skulde han ikke ønske, men soldaten blev ved med, at det vilde vist fornöje ham. En dag gik han et ærende til Melsted, et fiskerleje lidt fra Gudhjem. Det blev aften, inden han gik hjem, og da han kom på Lillevang, et stykke bakket land mellem Gudhjem og Melsted, blev han pludselig omringet af en uhyre vrimmel. De hjörlede og snakkede rundt om ham, men han forstod ikke, hvad de sagde. Der var fuldt, til hvilken side han vendte sig, og han gik således hele natten, så sveden dryppede af ham, uden at vide hvorhen. I dagningen blev han med et ganske alene, og da han så sig om, stod han midt på Lens-eng neden for Klinten (ɔ: en stor klippeblok på engen). Dette sted er omtrent en halv mil fra Lillevang.
G. J.
187. Ved Rostrup i Gadbjærg er der et sted, der kaldes Brunbjærg, og der er hørt et låg slå så hårdt i inde i banken, og pengene klingre der inde. Der er nogen sikkerhed for, at der er noget ved det med den höj, for hundene i byen gjör sådan tummel hver nat ned imod den, og når der er sne på, kan man se på sporene, at de har sögt ned der imod. En gang var en dreng henne at flytte til nat, og så kommer han om ved Brunbjærg og kommer til at se lidt til den ene side. Der så han nu to små skikkelser komme efter ham af störrelse som to langstøvler. Han løb, hvad han kunde, hjem ad og fortalte, hvad han havde set. Så havde han en ældre broder, og han og to karle til af byen de tager skovl og kjæppe og går ned imod spøgelserne, men de kunde ingen ting finde.
Rostrup har en gang kun været én gård, og manden i den skal en gang i krigens tid have gravet sine penge ned der.
En karl fra Rostrup.
188. Min oldemoder tjente i Årup præstegård, og hende var en gang en af nisserne efter, og hun løb tværs over agrene for at undgå ham. Så faldt han over hver agerren, og derved reddede hun sig.
Lærer Andersen, Husby.
