FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Kongesagaer i Fornmanna sögur
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
I. Norge
Kongesagaer i Fornmanna sögur
Hvad Norge angår, er der ikke tale om nogen særlige originale større sagaer; hvad der haves, er kun bearbejdelser af ældre værker samt enkelte mindre þættir, disse af tildels underordnet betydning og uhistorisk art. Først og fremmest er der da de bearbejdelser, der findes i den bekendte samling, der kaldes med det lidet betegnende navn Fornmannasögur, I.—VII. bind. VIII. bind, Sverrissaga, IX. og X. bind, Hákon Sverrisson osv. til Magnus lagabøter, er tidligere behandlede.
Snorres (særskilte) Olafssaga blev af let forståelige grunde meget udbredt og tit afskrevet. Mange kirker blev viede ham og de skulde have et eksemplar af hans saga. Den findes i mange håndskrifter (og brudstykker). Den i Fornm. IV—V udgivne saga er identisk med den, men i de forskellige yngre håndskrifter — Flatøbogen, Bergsbogen, Tómasskinna og flere — er den gamle tekst mere eller mindre stærkt bearbejdet; der er mange indskud hist og her1), hvoraf endel hidrører fra Styrmer, og hvoraf de fleste findes samlede i tillæggene i V. bind. Disse indskud er af højst forskellig art og historisk værd. De vil dels findes nærmere omtalte nedenfor (þættir), dels i næste tidsrum i forbindelse med Flatøbogen osv. I den såkaldte Bæjarbók (AM 73 b, fol., 71, fol. osv.) er der tillige indsat et stykke af Bjarnarsaga (se s. 417).
Den store saga om Olaf Tryggvason
Ligesom man nu havde en særskilt saga om Olaf d. hellige og med denne som forbillede fik man lyst til at istandbringe en særskilt saga om Olaf Tryggvason af en lignende art; det er denne, der findes i Fms. I—III. Denne saga er, som den her foreligger, en — ikke mindst i kronologisk henseende — særdeles dygtig sammenarbejdelse af mange sagaværker. Til grund er Snorres saga om Olaf lagt — hvortil der oftere henvises — , og det er klart, at det er Jöfraskinna eller et dermed nærbeslægtet håndskrift, der er benyttet. Hovedhåndskrifterne er AM 61, 53 og 54, fol., jfr. 62 og Flatøbogen2).
Også her findes der en indledning, der er et uddrag af Heimskr. fra Harald hårfagres saga af. I øvrigt har det været samlerens hensigt at samle overhovedet alt, hvad der om Olaf fandtes i den islandske overlevering eller litteratur, selv om det kun lidet berørte ham. Det var ham ligegyldigt, af hvad art det var; historie, legender, æventyr — alt er ham lige kært; og ligeså ligegyldigt var det ham, af hvilken udstrækning de optagne stykker var, og endelig var det ham ganske ligegyldigt, hvad stil de benyttede originaler havde. Det falder ham ikke et øjeblik ind at gøre noget forsøg på at få en ensartethed i nogen som helst henseende tilvejebragt. I det ene kapitel kan man således finde Snorres historiske og klassiske stil, i det næste en eller anden gejstlig ophavsmands retorisk-svulmende ordflom, endogså med latinske ordformer (af mandsnavne) osv. Nogen historisk kunstsans har han ikke haft; hvad han derimod har sin styrke i, er den kronologiske sammenstilling og her, men også kun her, viser han en selvstændighed; i så henseende er hans arbejde al ære værdt.
Som bemærket, er det Snorres Olafssaga, der danner grundlaget og rammen, men redaktøren har undertiden omstillet enkelte stykker i tilslutning til sin hele fremgangsmåde. Men hermed har han forbundet en lang liste af kilder. Først og fremmest har han da nyttet både Odds og Gunnlaugs sagaer om Olaf. Det er temmelig let at udskille de afsnit og stykker, der er hæntede derfra, navnlig dem fra Oddr. Noget vanskeligere er det, bestemt at udpege alt, hvad der er taget fra Gunnlaugr (jfr. ovf. s. 400 anm.), men dennes svulstige stil er meget vejledende3). — Dernæst har han af isl. slægtsagaer på sine steder udskrevet Laxdælasaga, Hallfreðarsaga (denne næsten helt og holdent), rimeligvis også Kristnisaga, samt Landnáma; fremdeles Erik d. rødes saga, Færeyingas., Skjöldungas. og Jómsvikingas. Endelig har han nyttet Snorres Olaf d. helliges saga straks i begyndelsen sammen med Harald hårfagres saga osv. Desuden indskydes der forskellige, som det synes, oprindelig selvstændige þættir — hvoraf dog nogle mulig stammer fra Gunnlaugr — , således den om Albanus og Sunnifa, Ögmund dyttr og Gunnar helmingr, Torvald tasalde, Tidrande, Svaðe-Arnor (se om disse foran). Indride ilbred. Olaf og nökkvemanden (k. 212), Rögnvald af Ærvik og Rauðr (k. 145—146, 148, 150, 155). Men han lader sig ikke nøjes med de prosaiske kilder; også de poetiske nytter han i stor målestok for at fuldstændiggøre sin fremstilling, således Hallarsteins Rekstefja, Torkels Búadrápa og Bjarnes Jomsvikingadrápa — alt yngre digte, som Snorre ikke kunde bruge, da de ikke var samtidige kilder. Ved hjælp af disse digte er det navnlig lykkedes at gøre kampskildringerne (Jomsvikingeslaget og Svolderslaget) endnu udførligere og mere glimrende. Ligeledes har forf. til slutning medtaget en hel del uhistoriske sagn om, at Olaf var sluppet med livet ved Svolder og var gentagne gange set forskellige steder i Syden.
Selve istandbringeren har næppe tilføjet meget af sig selv; han har tilføjet nogle overgangssætninger, måske udvidet talerne og indsat enkelte, mest gejstlige bemærkninger; at han var gejstlig er utvivlsomt. Uagtet han næppe 50 år efter Snorres død har foretaget sit samlearbejde, ser man dog, hvilken uhyre afstand der er imellem dem.
Man har villet sætte abbed Bergr Sokkason (d. 1350) i forbindelse med denne Olafssaga. Anledningen dertil er den, at det i den såkaldte Bergsbók (fra o. 1400) i overskriften til sagaen hedder: »Her begynder sagaen om kong O. Tr., er Bergr ábóti snaraði«. Men denne hjemmel er for det første yderst svag, da man i det hele i den tid kun vidste lidt om ældre litterære forhold. Dernæst tilintetgør netop selve ordet snaraði, der kun kan betyde »oversatte«, enhver tanke om Bergr som sagaens samler; endnu mindre er sagaen »oversat; med andre ord: overskriftens ophavsmand har vistnok ikke haft begreb om, hvad han skrev. Jfr. Maurer: Ausdr.'s. 192.
Øvrige sagaer
Sagaen om Magnus d. gode og Harald hårdråde. Her er det særlig håndskrifterne Hulda og Hrokkinskinna, AM 66, fol. (hvor dog begyndelsen mangler), Det kgl. bibl. 1010, fol., der er de vigtigste; også Morkinsk. og Flat. kunde nævnes. I de først nævnte håndskrifter er sagaen eller sagaerne en sammenstøbning af Mork.-teksten og Heimskr., dog således, at den første her er lagt til grund; mod slutningen bliver dog Hkr.s tekst i det hele mest benyttet. Samleren indsætter selv enkelte gange skjaldevers, og det er klart, at han har haft forkærlighed for vers, som han endogså undertiden forklarer. Sammenstøbningen er i det hele ikke dårlig, når man blot ser bort fra den oprindelige historiske sammenhæng, som derved næppe er bleven bedre eller rimeligere. Enkelte mindre stykker er indsatte fra Olaf d. helliges saga (k. 16 i Magn., k. 1 i Har.). Morkinskinnas indskud er medtagne. I øvrigt har sagaen som sådan ingen synderlig værd, undt. for så vidt som den sammen med Flat. udfylder Morkinskinnas lakuner.
Med Olaf d. kyrres saga forholder det sig på samme måde, ligeledes med Magnus barfods saga, hvorved Fms. VII begynder. Kun er det her Heimskr., der er lagt til grund for sammenstøbningen. Benyttelsen af Mork. er her noget mere vilkårlig end ellers, og der indskydes selvstændig vers af Gils Illugason samt dennes þáttr, og endelig et længere stykke af Orkneyingasaga k. 43 i kap. 14, 23—24. — Ligeledes er sagaen om Sigurd - Eystein - Olaf en sammenarbejdelse af Hkr. og Mork. uden selvstændighed. — Harald gilles saga er så at sige ganske identisk med Hkr. med kun få indskud fra Mork. — Inges og Sigurds, samt Hakon hærdebreds sagaer er også identiske med Hkr.; Magnus Erlingssons saga begynder formelt her først med k. 9 i Hkr.s fremstilling og er identisk med denne.
Der er i øvrigt intet særligt at bemærke om disse sagabearbejdelser, undtagen at sproget på enkelte punkter er noget ændret efter yngre sprogbrug. Noget selvstændig forfatterskab er der ikke tale om.
Noter:
1) Nemlig: 16, 17, 18 delvis, 19, 21, 23—24, 28—30, 35—36, 41, 44 delvis, 49, 52 delvis, 60, 63 slutn., 87 delvis, 122 (Einars vers). Der kan iøvrigt henvises til S. Nordals bog.
2) Jfr. G. Morgenstern i Arkiv f. nord. Fil. VIII; om sagaen se i øvrigt K. Maurer: Ausdr. Anm. 33; B. M. Olsen i Aarbb. f. nord. Oldkh. 1893, s. 289 ff.
3) Kap. 60, der formentlig stammer fra ham, er sammensat efter Einhards annaler og Adam af Bremen; selv anfører han bøger af forskellig art og fremmed oprindelse.
