Festens gave - Kæmpemusen fra Colville-River og de to brødre der dræbte den

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitisk maske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


Kæmpemusen fra Colville-River
og de to brødre der dræbte den

Langt oppe i land ved Kangianeq, omtrent helt oppe ved Colville–Rivers udspring, er der en stor, smal sø. Midt ude i søen ligger en ø, og paa øen levede et jættedyr, som man kaldte ugjuknarpak (kæmpemusen), fordi den var skabt omtrent som en markmus, men med en hud saa tyk og saa haard, at ingen pile, ingen harpuner og ingen knive kunne trænge igennem den; og saa havde den en lang, lang hale, som den plejede at sno om sit bytte, naar den angreb.

Alle indlandsboerne fra Øvre Colville skulle, naar de sejlede til Nerleq for at handle med folk fra Point Barrow, forbi denne sø, hvor jættedyret levede, og det var alles rædsel, thi gjorde man blot den allermindste støj i forbifarten, sprang kæmpemusen øjeblikkelig op, angreb konebaadene og kæntrede dem med sin lange snohale, og derpaa bed den alle folkene ihjel og aad dem. Saaledes gik det til, at indlandsboerne blev færre og færre for hver sommer, og dog havde man ingen vej uden om, thi naar floden brød op, maatte man ned til kysten for at købe spæk, og samme vej skulle man tilbage, naar man, inden floden frøs til, rejste tilbage igen til indlandet for at jage ren.

Engang, fortæller man, var der en mand, som elskede sin datter saa højt, at han ikke ville, at hun skulle omkomme undervejs, og da konebaadene, der var mange i følge, brød op, lod han hende gaa i en fremmed baad, hvor der kun var faa mennesker, faa hunde og ingen smaa børn, der pludselig kunne give sig til at græde. Det gik da ogsaa, som faderen havde tænkt, thi pigens baadelag slap vel igennem. Men faderen selv og alle de konebaade, der var i hans følge, blev angrebne og omkom, blot fordi der var en hund, som snerrede en smule, da de roede forbi. Straks spidsede kæmpemusen ører, rejste sit vældige hoved og sprang løs paa baadene; der var mange mænd, som forgæves skød deres pile i dens tykke krop; der var mange kajakker, som søgte at jage deres renspyd i den; men ingen vaaben bed paa den, og alle baadene blev revet op af floden og knust, og de mænd, kvinder og børn, der var ombord, omkom ynkeligt. Men den unge pige, der elskede sin fader lige saa højt, som han havde elsket hende, ventede forgæves sin families ankomst; til sidst blev det vinter, og da vidste hun, at kæmpemusen havde ombragt hendes fader og moder og alle hendes brødre.

Ikke lang tid efter fik hun en mand, og da den tid kom, da hun skulle føde, fødte hun og fik en dreng.

Det blev snart en stor, rask dreng, stærk og bred af skikkelse, og da han blev saa stor, at han kunne forstaa, plejede moderen at sige til ham, saa snart der blot var en lejlighed dertil: "Ak, nu er du en dreng, og engang vil du blive en mand, men aldrig nogen sinde vil du faa kræfter til at hævne din bedstefader og din bedstemoder og dine unge morbrødre!"

Dette sagde hun for at ophidse hans sind, og for at han straks som barn skulle forstaa, at det stod til ham alene, og kun til ham, at hævne sin moders slægt. Han fik navnet Spætte (Kugshavak), og det varede ikke længe, før han begyndte at øve sig i al slags idræt. Hans kræfter voksede forud for hans alder, og ikke blot var han stærkere end sine jævnaldrende, men han overgik dem ogsaa i hurtighed. Saaledes groede han op, høj, skulderbred og hurtig, og hvert aar gjorde hans moder og fader den farlige flodrejse sammen med ham. Og naar de kom forbi den ø, hvor kæmpemusen holdt til, pegede hans moder derover og indprentede ham, at det var det eneste bytte i verden, der ventede paa ham; men samtidig sukkede hun altid og hviskede, at Spætte aldrig ville blive stærk nok til at tage den store hævn. Saaledes voksede han op.

Spætte fik snart en broder, der fik navnet Fælle (Ilagáneq). Han blev født med mærkelige hænder; der var hud mellem fingrene, og hans hænder kom snart til at ligne en remmesæls luffer. Moderen fortalte ogsaa ham om slægtens undergang; hun lod ham ligesom broderen vokse op med al slags idræt, og altid fyldte hun hans sind med bitre tanker om hævn.

Saa snart Spætte blev stor nok, fik han en kajak, og det varede ikke længe, før han forundrede alle ved sin hurtighed, sin behændighed og sit vovemod. Men Fælle, der ikke kunne gribe om en kajakaare paa grund af sine vanskabte hænder, blev i stedet for en stor svømmer. Allerede som lille dreng begyndte han at øve sig i søerne, og det varede ikke længe, før han kunne svømme lige saa længe under vandet, som den lange, smækre remmesæl.

Saaledes voksede de to brødre op, begge overgik de almindelige mennesker i alle slags færdigheder, deres kræfter og evner var usædvanlige, ja, de var kæmper, der ikke syntes født af en almindelig kvinde. Og dog sagde moderen til dem, saa ofte blot lejlighed gaves, at de aldrig ville faa kræfter til at hævne deres slægt. Men drengene færdedes daglig i flodens vand, den ene i sin kajak, den anden svømmende som en sælhund.

Der fortælles, at en dag kom Spætte roende op ad floden hen imod deres boplads, hvor der gik en saa stærk strøm, at aldrig nogen prøvede paa at ro op imod den. Han kom endda bugserende med to store rentyre. Folk stod maalløse inde ved teltene og stirrede paa ham. Og da han saa klarede det skummende stryg, brød alle ud i bifaldsraab. Men da var det, som om Spætte først satte farten op; de to rentyre, han havde paa slæb, snurrede rundt i linerne, og en saadan kraft lagde han i sine aaretag, at de snart var over vandet, snart under, ganske som om de var levende. Og han roede kajakken saa voldsomt ind paa bredden, at den stod tør paa land med de to rentyre liggende ved siden af sig.

Nu syntes moderen, at tiden var inde for hævn, men først skulle der samles kød til huse. Brødrene gik paa jagt og kom hjem med ren, mange, mange rener, saa deres vildtgalger fyldtes med kød og skind. Først da der ikke var plads til mere, brød de to brødre op for at kæmpe med jættedyret, Spætte i sin kajak, fulgt af Fælle, der snart løb ved siden af ham inde paa bredden og snart svømmede ude i floden. Saaledes naaede de ned til den berygtede ø og listede sig langsomt i land, hvor de fik øje paa deres fjende. Det var en tidlig morgen, duggen laa endnu i græsset og skinnede, og kæmpemusen, der lige var vaagnet, laa og gabede søvnigt; og saa vældige var dens kæber, at man kunne se hele morgenrøden gennem dens gab.

De to brødre undersøgte først landet, inden de gik over til angreb. Der var en slette mellem søen og floden, men de var enige om, at den ikke havde større udstrækning, end at de nok ville kunne løbe fra uhyret, om det skulle blive nødvendigt. Derefter nærmede de sig stedet, hvor kæmpemusen laa, Spætte i sin kajak, Fælle svømmende ved siden af. Men næppe havde dyret faaet øje paa dem, før den rejste sig op og skar tænder, og den kom løbende imod kajakken, der gjorde omkring paa skrømt og nu roede hurtigt hen imod sletten. I det samme dukkede Fælle op af søen, og saa hurtigt svømmede han, at han skar vandskorpen som en flygtende remmesæl. Øjeblikkeligt vender kæmpemusen sig mod manden i vandet, men begge brødre naar sletten i god behold og løber nu af alle kræfter indover, indtil de er i nærheden af floden; her standser de for at kæmpe den endelige kamp. Kæmpemusen synes sikker paa sit bytte, men brødrene er hurtige og behændige og springer til side, hver gang dens gab aabner sig over dem. Springende og vigende paa skrømt faar de tid til at undersøge, hvorledes dyret ser ud. Dens hud er tyk og usaarlig, men de opdager, at et sted ved halsen krøller overhuden en smule sammen, naar den spænder sine muskler. Der maa den være saarbar.

Begge brødre har flinteknive med lange træskafter, og da dyret nu er helt ude af sig selv af raseri over, at den ikke kan faa ram paa sine modstandere, springer først Spætte til og jager sin kniv dybt ind i det saarbare sted ved halsen, og i samme øjeblik den vender sig imod ham, springer Fælle til og stikker den fra den anden side. Blodet vælder ud af kæmpemusen, saa den udmattes, og dens bevægelser bliver langsommere. Brødrene gentager deres angreb med stigende voldsomhed, den ene gang efter den anden, og snart segner dyret om og dør. Deres gamle dødsfjende er dræbt, og de undersøger den og finder i huden mange pilespidser og knækkede flinteknive, der ikke har kunnet trænge ind til dens kød. Nu er alle disse mennesker, der forgæves værgede sig med disse vaaben, endelig hævnede. Men brødrene er ikke færdige endnu. De skærer hovedet af den ved det bløde sted i halsen og bringer det derpaa hen til et sted ved floden, der hedder Ivnaq. Her stiller de det op, for at alle konebaade, der farer op og ned ad floden, kan se den dræbte fjende.

Det er længe siden, at dette skete. Men endnu kan man se hovedet, der er stort som et hvalroshoved. Tænderne er faldet ud af munden paa den, men der er mærker efter store stødtænder, og det er tydeligt at se, at den har haft en lang, brusket snude, omtrent som en markmus. Hovedet er nu ved at forvitre af ælde, og dog er man stadig bange for det, og ingen maa tale højt her, alle ror hviskende forbi, og selv hundene binder man om snuden, for at de ikke skal kunne give en lyd fra sig.

Men de to brødre vendte nu hjem og fortalte deres moder om den bedrift, de havde øvet. Og for første gang i deres liv saa de hende smile og være glad. Thi nu var hendes fader og moder og hendes brødre endelig hævnet af hendes egne drenge.

Dette er historien om Spætte og hans broder Fælle. De øvede endnu mange andre bedrifter og vandt stor berømmelse i alle lande. Men derom skal vi høre en anden gang.

Fortalt af
Sagluaq fra Øvre Colville-River

Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.