Sidst i denne Udgave kommer Forspjallsljóð eða Hrafnagaldr Óðins. Dette Digt bør for Fremtiden udelukkes fra Samlingen af norrøne mythiske og heroiske Kvæder. Det tillhører utvilsomt et Ganske andet Standpunkt end alle de forhen omtalte Digte; disse ere alle folkelige, alle gjengive de umiddelbart den Tids Forestillinger og poetiske Opfatning, i hvilken de ere blevne til, alle har de gaat fra Mund til Mund længe før de bleve optegnede; Forspallsljóð derimod er et lærd Digt, forfattet i senare Tid af en Mand, som var vel bevandret, ja belæst i gamle Kvæder og som med Tendents søgte at efterligne en længst forgangen Tids Digtning; det blev rimelig fra først fæstet med Pen i Bog. Forholdet er omtrent det same som mellem de homeriske og de aleksandrinske Eposer. I Forspjallsljóð er mangt og meget vanskeligt at tyde; saaledes er det vel ogsaa i de gamle mythiske Kvæder, men Dunkelheden i disse grunder sig væsentlig derpaa, at de tilhøre en Tid, som ligger os saa fjærn og hvis Sprog, Udtryksmaade, Forestillinger og Tro vi kun kjende i Brudstykker; i Forspjallsljóð derimod ere ofte Udtrykkene kunstlede, Billederne søgte, Forfatteren har selv hyllet Digtet i et mystisk Slør. Skjønt det ikke mangler Tankedybde og skjønne Skildringer, giver det Indtrykket af en prangende Udstilling af mythologisk Lærdom. Vi finde her Udtryk og Omskrivninger, som kun tilhøre den kunstige Skaldedigtning, ikke de folkelige mythiske Kvæder fra Oldtiden, f. Eks. díar 18,6; sverð áss hvíta 14, 4 = höfuð; rýgjar glygg = hugr, o.s.v. Vi finde Udtryk og Ordformer som tilhøre et meget sent Sprogstadium: hveim som relativt Pron. 13,5; æsi 17,5; gýgjur 25,6; Óðhrærir 2,5 som det synes Accus. eller Dativ. Nogle Udtryk ere uden Hjemmel, saaledes raknar 19,4, 26,1, ligesom O i Vspá. I, 44,7 feilagtig har rakna for ragna; hörgar 20,4, hvis vilkaarlige Brug rimelig er fremkaldt ved SnE. I, 62: annan sal gerðu þeir, þat var hörgr er gyðjurnar áttu. Enkelte Former ere dannede ved Misforstaaelse af gamle Sprogformer, som máttk 2,7; for aðalþollar 25,4 var vistnok þolli i Vspá. I, 20 Forbilledet, men þollr har Gen. Þolls. Navnlig er det at mærke, at nogle Udtryk tydelig ere fremkaldte ved Skrivfeil i bestemte gamle Haandskrifter; 7,3 forekommer hárbaðms (Var. harðbaðms) om Yggdrasel; dette unaturlige Udtryk har sikkerlig sin Oprindelse deri, at Forfatteren i R har læst hárbaðmr Vspá. II, 18 skrevet som ét Ord og misforstaat dette som "Haartræet". 25,2 er iodyr brugt som jaðar; denne Ordform er vistnok ogsaa laant fra R Vspá. II, 5, hvor iodyr vel er en Forvanskning af ioður. 16,5 har saagodtsom alle Afskrr. nepa for nefa; denne feilagtige Form har Forfatteren rimelig læst i r SnE. I, 534.
Forspjallsljód er efter dette yngre end 13de Aarh.; ja et Digt, hvis Forfatter forholder sig paa denne Maade til det gamle Sprog, kan efter mit Skjön ikke være fra Middelalderen overhoved, men maa være fra nyere Tid. Jeg tror, at det ikke er ældre end 17de Aarhundred.
Hertil passer godt den Mening, som jeg S.140b har fremsat i Overensstemmelse med (og som jeg mulig har laant fra) Keyser (Efterl. Skr. I, 236), at Digtet er forfattet som Indledningsdigt til den ældgamle Vegtamskv. af den samme Mand, som tildigtede de for Papirafskrr. særegne Vers og Verslinjer i Vegt.; jeg har S. 139 f. søgt at vise, at denne Mand ikke kjendte Vegt. uden fra A. Den nævnte Forbindelse med Vegt. er paapeget ved Overskriften. Denne lyder i alle de af mig benyttede Hskrr. Hrafnagaldr Óðins Forspjallsljóð, saaledes at de to Navne ere stillede ved Siden af hinanden i Cod. Stockh. Isl. chart 15 oct., Cod. Stockh. Isl. chart. 57 fol. og B; det sidste er sat i Klammer i CL; kun i det nye Hskr. M ere de forbundne ved "al". For det første Navn findes ingensomhelst rimelig Tilknytning i Digtets Indhold; jeg tror derfor med Gunnar Paalssøn, som dog med urette holdt Digtet for gammelt, at Hrafnagaldr Óðins er Forvanskning af Hræfuagaldr Óðins og at dette har været ment som Fællesnavn for de to Digte, af hvilke det første, som dannede Indledningen, særlig blev kaldt Forspjallsljóð d. e. Fortaledigt, det andet Vegtamskviða, hræfagaldr istedenfor valgaldr eller nágaldr er vistnok ikke i Overensstemmelse med Brugen af Ordet hræ i det gamle Sprog, men er ganske naturligt i den sene Tid, hvori Digtet og dets Navn maa være blevet til. Ved sin abrupte Begyndelse opfordrede Vegt. til at tildigte et Indledningsdigt.
Jeg har ovenfor udtalt den Mening, at Forspjallsljóð ikke er ældre end 17de Aarh.; det er dog aldeles vist, at det var til allerede ved Midten af 17deAarh., og rimelig noget för. Lidet er at bygge paa Udtrykkene i "En Skrivelse fra Arne Magnusen til Hr. John Haldorsen, Provst i Hitardal, dateret 18. Junii 1729 om de Böger han havde mistet i den store Kjöbenhavns Ildebrand 1728" meddelt af Thorkelin og oversat fra Islandsk af Thorlacius i Kjöbenhavns Universitets-Journal udg. ved Prof. Jacob Baden. Fjerde Aargang 1796. S. 8 (hvorpaa Gísli Brynjúlfsson har gjort mig opmærksom): "Vores Rector sal. Olav har skrevet mig, hvilket Brev og er brændt, angaaende een af disse Oder [i Sæmunds Edda], om jeg husker ret, Hrafnagaldr Odins, at Mag. Brynjolv haver ladet denne Ode opskrive efter et enkelt, gammelt og skident Blad, hvilket han, saavidt jeg erindrer, udtrykkelig siger var defect i Enden. Dette er nu alt for mig, ligesom i en Taage, da jeg har mistet Documenterne." Men Digtet findes i cod. Stockh. Isl. chart. 15 oct., der er skrevet omkring 1670; cod. Stockh. Isl. chart. 57 fol., hvor Digtet særskilt er optegnet, er ogsaa skrevet mellem 1670 og 1680 (Arwidsson Förteckn.); og det er allerede i disse Hskrr. paa mange Steder forvansket, saa at det i Foveien maa have været flere Gange afskrevet.
Gudmund Magnussön fortæller (Edda Sæm. ed. AM. I, p.204), at den islandske Digter Eírik Hallssön, der levede omkring 1650 (Finn Magnusen Overs. af den ældre Edda II, 213), i ti Aar studerede dette Digt og derpaa kastede det bort med den Tilstaaelse, at han forstod lidet eller intet deraf.
Forspjallsljóð er neppe enestaaende Frembringelse i förste Halvdel af 18de Aarhundred; i dette Tidsrum synes ikke alene udfyldende Vers og Verslinjer at være blevne indskudte i de gamle mythiske Digte, men ogsaa Heidreks Svar paa Gestumblindes Gaader at være bragte i Versform. Keysers Indvending (Efterl. Skr. I, 262), at "Begyndelsen af det 17de Aarhundrede eller den nærmest foregaaende Tid neppe kan antages at have besiddet nogen Digter med den Aand,de Kundskaber og den Fordomsfrihed, som Digtet synes at forudsætte", har vistnok Vægt, men er neppe afgjörende; jeg henstiller Sagen til islandske Lærdes nærmere Undersögelse. - For at sætte Digtet i sit sande Lys, har jeg i det ikke brugt conseqvent Skrivemaade, men i det hele beholdt Papirafskrifternes Orthographi (det samme burde ogsaa have været gjort ved de uægte Vers i Vegtamskv.). I Forspjallslj. var oftere end andensteds Teksten og Fortolkningen mig uvis, hvilket er naturligt, da Digtets Udtryk ikke fölge almengyldige Love, men tildels ere vilkaarlige. Det staar paa forskjellig Plads i de forskjellige Afskrifter: i det stockh. oct. Hskr. efter Sólarlj. og foran Vspá.; i L efter Hamð. og foran Vegt.; i B efter Sól. og foran Grott.; i C efter Hamð. og foran Getspeki Heiðreks; i andre nyere Afskrr. atter anderledes. Det mangler i O og S.
