Fortælling om Vatnsdølerne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Islandske Sagaer
Fortælling om Vatnsdølerne
Paa Dansk ved N. M. Petersen
4. udgave ved Verner Dahlerup og Finnur Jónsson
Versene ved Olaf Hansen
Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Kjøbenhavn 1926
I Romsdalen i Norge levede der en mægtig Mand, Ketil Raum. Den Gang da Ketil levede, var endnu Fylkeskonger i Norge. Ketil var en vide kendt, rig og stærk Mand, der i sin kraftige Alder havde drevet Viking, men nu paa sine gamle Dage levede paa sine Gaarde. Han var gift med Mjøll, en Datter af Aan Buespænder, og havde med hende en Søn Thorsten, der paa den Tid, da denne Fortælling begynder, var atten Aar gammel. Det var en smuk ung Mand, men hverken ved Vækst eller Styrke særlig udmærket, skønt han kunde maale sig med de fleste af hans Alder.
Paa den Tid blev man var, at der maatte ligge Rømningsmænd paa Vejen fra Romsdalen til Jæmteland (1), thi ingen, som tog den Vej, kom tilbage, selv om de var femten eller tyve i Samling, hvoraf man sluttede, at en udmærket Kæmpe maatte have sit Tilhold der. Ketil Bondes Folk var mindst udsatte for denne Ufred, baade for Mandetab og Skade paa Gods; og der førtes megen Klage over, at Herredets Forstander var en ussel Mand, siden han ikke sørgede for, at der blev gjort noget for at hindre det, og at saadan Udaad tilbørlig blev hævnet; og man kunde nok mærke, sagde de, at Ketil var bleven gammel. Ketil lod, som det ikke kom ham ved, men fandt dog, at Folk i Grunden havde Ret.
Engang talte Ketil saaledes til sin Søn: »Unge Mænds Adfærd er dog anderledes nu, end da jeg var ung; den Gang havde man Lyst til et eller andet Storværk, enten at give sig i Krig og paa Hærtog for at vinde Gods, eller at vove sig til Idræt, hvortil der var knyttet nogen Fare; men nu er unge Mænd hjemkære og arnefaste, de sidder og hænger ved Ilden og fylder deres Vom med Mjød og Øl; det gaar tilbage med Mod og Manddom. Men jeg har skaffet mig Rigdom og Ære, fordi jeg vovede at trodse Farer og haarde Tvekampe. Rigtignok, Thorsten, har du kun faaet ringe Styrke og Vækst, det er derfor at vente, at din Adfærd maa blive derefter, og at alle dine Tilbøjeligheder og Foretagender maa stemme dermed, thi du vil ikke træde i dine Forfædres Spor; din Gerning maa svare til dit Udseende, og Modet ligne efter Væksten. Men før var det mægtige Mænds Sæd, Kongers og Jarlers, vore Jævninges, at de gav sig paa Hærtog og vandt sig Gods og Ære, og det Gods gik ikke i Arv, saa at Søn fik det efter Fader, men det blev lagt i Høj tilligemed dem selv. Fik Sønnerne endog Gods i Arv, kunde de dog ikke opretholde deres Stand, om de end blev anselige Mænd, med mindre de vovede sig selv og sine Mænd i Fare og Krig, og skaffede sig Gods og Ære, den ene efter den anden, og saaledes traadte i deres Frænders Fodspor. Nu kan jeg vel tænke, at du kun kender lidet til Hærmænds Lov, derfor vil jeg lære dig den, thi du er nu kommen til den Alder, at det er paa Tiden at se, hvad Lykken vil unde dig.« Thorsten svarede: »Nu er jeg ægget nok, hvis det kunde frugte,« og stod meget fortørnet op. Der ligger en stor Skov imellem Romsdalen og Opdal, som Alfarvej gaar igennem, men som ingen turde komme til for de Ildgerningsmænd, som man troede laa og lurede der; at hemme dette Uvæsen, holdt man for en berømmelig Daad.
Kort efter at Ketil havde haft denne Samtale med sin Søn Thorsten, gik denne alene bort fra Drikkelaget og fandt det raadeligst at lide paa sin Faders Lykke, og ikke oftere at udsætte sig for hans Bebrejdelser, men heller at vove sit Liv. Han tog sin Hest og red alene til Skoven, derhen hvor han ventede, at Røverne havde deres Tilhold, skønt han kun havde lidet Haab om at kunne staa sig mod deres Overmagt; han vilde nu heller vove sit Liv end med uforrettet Sag vende tilbage. Han bandt sin Hest ved Indgangen til Skoven, gik derpaa ind i den og fandt en Sidesti, som førte bort fra Adelvejen; og da han længe havde fulgt den, stødte han paa et stort, velbygget Hus, som han tænkte maatte tilhøre den, der gjorde Vejen usikker, hvad enten det nu var een Mand eller flere. Derpaa gik han ind i Skaalen, og fandt der store Kister og fuldt op af alle Slags; der var en stor Stabel af hugget Brænde og paa den anden Side Varer i Sække og alle Slags Sager. Der var ogsaa en Seng, større end han nogen Tid havde set nogen, saa han tænkte ved sig selv, at det maatte være en stor Mand, som kunde passe i den; den var ogsaa smukt tjældet (2). Ligeledes var der et Bord, dækket med en ren Dug og lækre Spiser og kostelig Drik; men deraf rørte han ikke noget. Derimod saa han sig om efter et Skjulested, at han ikke straks skulde komme dem for Øje, som boede i Huset, thi han vilde først lære dem at kende, førend de skiftede Ord sammen eller saas. Han krøb derfor op mellem Sækkene i Varedyngen og satte sig der. Henimod Aften hørte han en stærk Støj udenfor, hvorpaa der kom en Mand ind, ledende en Hest efter sig; det var en meget høj Mand med hvidt Haar, der i fagre Lokker hang ham ned paa Skuldrene; og Thorsten syntes, det var en særdeles smuk Mand. Da Manden havde ledt sin Hest til Stalden, gjorde han Ild paa, satte et Vandbækken for sig, toede sig og tørrede sig i et hvidt Haandklæde; derpaa hældte han en kostelig Drik af en Lejle i et Kar og gav sig til at spise. Hele denne Mands Adfærd forekom Thorsten baade høvisk og mærkelig; ogsaa var han langt større end hans Fader Ketil, der dog ellers, hvilket han virkelig ogsaa var, gjaldt for en meget høj Mand. Da nu Husets Beboer havde spist sig mæt, satte han sig ved Ilden, saa paa den og sagde ved sig selv: »Her er forandret noget; her er flere Gløder, end jeg tænkte; Ilden maa for nylig have været tændt; hvad skal det betyde? Maaske er der kommet nogle Mænd, som staar mig efter Livet, som de vel kan have Aarsag til; jeg kommer til at se mig om og søge Huset igennem.« Derpaa tog han en Brand og gennemsøgte Huset, og kom derhen, hvor Varedyngen var; men med den havde det den Sammenhæng, at man derfra kunde komme ind i et stort Røghul, der var paa Stuen, og medens Røveren saa Dyngen efter, smuttede Thorsten ud, saa at han ikke fandt ham, thi anden Skæbne var bestemt Thorsten, end al han skulde dø der. Tre Gange undersøgte Manden Huset og fandt intet. Da sagde han ved sig selv: »Lad nu det være godt, endskønt det maaske gaar mig, som Ordsproget lyder, Fals slaar sin egen Herre paa Hals.« Derpaa gik han tilbage til Sengen og lagde sit Sværd fra sig; det syntes Thorsten at være et kosteligt Klenodie og meget skarpt, og han tænkte ved sig selv, at hvis han kunde faa det, vilde det ingen Nød have for ham. Derved randt hans Faders Formaning ham i Hu, at der skulde Udholdenhed og Djærvhed til at udføre saadan eller anden Stordaad, at skønne Penge vilde blive hans, og at det var bedre for ham end at sidde ved sin Moders Arnested. Derhos faldt det ham ogsaa ind, at hans Fader havde sagt til ham, at han ikke duede bedre til at have med Vaaben at gøre end en Datter eller anden Kvinde, og at det vilde være en større Hæder for hans Frænder, hvis der var et Skaar i deres Æt i Steden for ham (3). Han gik derfor frem for at søge, om han kunde finde Lejlighed til at hævne saa mange uskyldiges Uret, skønt det i Grunden gjorde ham ondt for Manden. Husejeren faldt nu i Søvn, og Thorsten gjorde nogen Støj for at mærke, hvor fast han sov. Manden vaagnede ved det, og vendte sig om paa den anden Side. Nok en Gang gjorde Thorsten Støj, og Manden vaagnede atter derved; men den tredje Gang, da Thorsten gik hen og gav et stærkt Slag paa Sengestolpen, var alting roligt omkring ham. Derpaa tændte Thorsten Lys og gik hen til Sengen for at se, om Manden virkelig var der, og saa ham da ligge der i sin guldsømmede Silkeskjorte med Ansigtet i Vejret. Da drog Thorsten Sværdet og stødte det i Brystet paa den store Mand, og det var et svært Saar. Manden foer op ved det og greb Thorsten fat og trak ham op i Sengen til sig; men saa fast havde Thorsten stødt til, at Odden stod i Dynen, men Manden var frygtelig stærk og lod Sværdet sidde, hvor det var, og Thorsten kom til at ligge mellem Væggen og ham. Den saarede Mand sagde: »Hvad er det for en Mand, som har saaret mig?« Den anden svarede: »Jeg hedder Thorsten, og er en Søn af Ketil Raum.« »Jeg tror, jeg har hørt dit Navn før,« sagde Manden, »men mindst havde jeg ventet det af dig eller din Fader, thi jeg har aldrig gjort Eder nogen Men. Men du har været for rask, og jeg har været for sen, thi jeg var just i Færd med at opgive denne min Levemaade. Det staar nu i min Magt, om jeg vil lade dig leve eller dø, og naar jeg gjorde dig din Ret, skulde ingen kunne fortælle om vort Mellemværende; men jeg finder det nu raadeligst at lade dig beholde Livet, hvilket vel ogsaa kan blive mig til Gavn, hvis Lykken saa føjer. Mit Navn er Jøkul, og jeg er en Søn af Ingemund Jarl i Gøtland; som mægtige Mænds Sønner plejer, søgte jeg at vinde mig Gods, skønt paa skændig Vis; men nu var jeg allerede paa Veje til at tage bort herfra. Tror du, at jeg har vist dig nogen Velgerning ved at skænke dig Livet, saa drag til min Fader, men se først at faa min Moder Vigdis i Tale, sig hende denne Hændelse i Enrum, bring hende min kærlige Hilsen, og bed hende at skaffe dig Venskab hos Jarlen, saaledes at han giver dig sin Datter, min Søster Thordis, til Ægte. Her er en Guldring, som jeg sender med dig til Jærtegn (4), og tager hun sig end min Død meget nær, saa haaber jeg dog, at hun vil agte mine Ord mere end din Gerning, og min Hu siger mig, at du vil blive en Lykkens Mand. Faar du nu Sønner eller Sønnesønner, saa lad ikke mit Navn uddø, og det Eftermæle, som jeg deraf haaber, skal være Gengæld for, at jeg skænker dig Livet.« Thorsten svarede, at med hans Liv maatte han gøre, hvad han vilde, bede ham derom vilde han ej. Men Jøkul gentog, at han havde det i sin Magt, »men det er nok din Fader,« tilføjede han, »som har ægget dig til denne Gerning, og hans Raad er blevet min Ulykke. Jeg ser, at du intet har imod, hvis vi skulde dø sammen, men der forestaar dig en bedre Skæbne især paa Grund af din Mandighed og Raskhed; og for min Søster er der ogsaa bedre sørget, naar du faar hende, end om Vikinger gør hende til Bytte. Men skulde der end blive dig tilbudt et Jarledømme i Gøtland, saa drag dog heller til dine Ejendomme i Romsdalen, thi mine fædrene Frænder vil ikke unde dig Herredømme efter min Faders Død. Maaske sørgelige Drab vil blive gængse i din Slægt, og mangen en miste sine uskyldige Frænder. Nævn ikke mit Navn til nogen, uden til din Fader og mine Frænder, thi min Vandel har ikke været god, men nu har jeg som de fleste Ildgerningsmænd bødet efter Fortjeneste. Tag nu Guldringen med dig som Jærtegn, og træk Sværdet ud, saa vil det nok snart være ude med vor Samtale.« Thorsten trak Sværdet ud, og Jøkul døde.
Efter denne Tildragelse red Thorsten hjem, og da han nærmede sig Gaarden, saa han mange Mænd ride sig i Møde, og kendte straks sin Fader og andre Kyndinge, som var redne ud for at opsøge ham. Da de mødtes, hilste Ketil kærlig sin Søn, og tyktes at have faaet ham tilbage fra Døden, og sagde: »Tit har jeg angret de Ord, jeg brugte, mine Bebrejdelser og Tilskyndelser.« Thorsten svarede, at hans Fader rigtignok ikke havde tænkt paa, om han nogensinde kom tilbage eller aldrig, men Lykken havde været ham saa god, at han var sluppen vel derfra. Men skønt de saaledes skiftede nogle haarde Ord med hinanden, blev de dog snart gode Venner, og Thorsten fortalte nu sin Fader alle Omstændigheder ved sin Rejse. Efter denne Gerning fik Thorsten, som man kan tænke, et godt Navn paa sig hos alle. Derpaa lod Thorsten stævne Ting, hvortil alle Indbyggere indfandt sig fra Herrederne deromkring. Paa dette Ting stod Thorsten op og sagde: »Det er alle vitterligt, at den Frygt, som har hersket for Stimænd, saa at ingen kunde drage fredelig sin Vej, den er afhjulpen og endt; og det er hvad jeg især vilde paa dette mit Tingstævne, at enhver nu kan tage sin Ejendom tilbage; hvad der da er tilovers forbeholder jeg mig.« Disse Ord rostes af alle, og Thorsten fik ved sit Forhold megen Anseelse. Røverens Navn fik Almuen ikke at vide, thi kun nogle faa blev det nævnt for.
En Dag sagde Thorsten til sin Fader, at han vilde drage over til Ingemund Jarl, saaledes som han havde lovet Jøkul. Men Ketil mente, at det ikke var raadeligt at give sig i sine Fjenders Vold, og bad ham heller blive hjemme. Thorsten svarede: »Hvad jeg har lovet Jøkul, vil jeg holde, og om jeg end aldrig skulde komme levende derfra, vil jeg dog drage af Sted.« Derpaa gjorde han sig rede og drog til Gøtland, og indrettede det saaledes, at han tidlig paa Morgenen kom til Jarlens Bolig. Jarlen var, efter mægtige Mænds Sæd, taget paa Jagt. Thorsten gik ind i en Drikkestue med sit Følge, hvorpaa Jarlens Kone kom ind i Stuen for at se, hvem der var kommen, og da hun saa, det var udenlandske Mænd, spurgte hun, hvem de var. Thorsten svarede, at han var en Nordmand, og at han havde et hemmeligt Ærinde til hende; han bad hende derfor om at maatte tale med hende i Enrum. Da de nu var ene, sagde han: »Tidende har jeg at bringe dig, din Søn Jøkuls Drab.« Hun svarede: »Det er en sørgelig Tidende, men ikke uventet efter hans Udaad og slette Opførsel; men hvad drev dig til at bringe dette Sørgebud og at drage saa lang Vej derfor?« Thorsten svarede: »Meget drev mig dertil: jeg lovede ham oprigtig ved vor Skilsmisse at drage til Eder og fortælle Eder sandfærdig, hvorledes vi forlod hinanden, og jeg kan ikke dølge, at jeg blev hans Banemand, thi Folk kunde ikke udholde hans Manddrab og Ran. Og sandt at sige, kom jeg i hans Vold, saa han kunde have dræbt mig, hvis han vilde, men han gav mig Livet, og paalagde mig, at jeg skulde drage til Eder med hans Budskab; nu havde det været bedre at blive hjemme, end at overgive mig til Eders Miskundhed. Her har jeg en Guldring, som han sagde, I vilde kendes ved, og han bad mig bringe Eder den som Jærtegn, at I skulde skaffe mig Fred og Forlig med Jarlen, saaledes at jeg kunde faa Eders Datter Thordis til Kone; og han sagde endelig, at han haabede, I vilde tage mere Hensyn til hans Budskab og sidste Vilje end til min Gerning.« Vigdis blev rød ved disse hans Ord og sagde: »En djærv Mand er du; men det kan vel være, at det er Sandhed du siger; og naar Jøkul har skænket dig Livet, vil jeg lade dig beholde det, thi du synes at have Lykken med dig; og for min Søn Jøkuls Skyld vil jeg tale med Jarlen om din Sag; dog maa du for det første holde dig skjult.« Da Jarlen nu kom hjem, gik Dronningen hen til ham og sagde: »Tidende har jeg at sige dig, som vedkommer os begge.« »Mener du min Søn Jøkuls Død?« sagde Jarlen. »Ja,« svarede hun. »Han er vel ikke sotdød?« spurgte Jarlen. »Nej,« svarede hun, »han er dræbt, og viste før sin Død meget Ædelmod; thi han skænkede den Mand Livet, som gjorde det, og sendte ham hid i vor Vold med sande Jærtegn, at du skal give ham Fred og tilgive hans Brøde, hvor svar den end er. Det kan ogsaa være, at Manden kan blive en Støtte for dig, hvis du binder ham til dig ved at give ham din Datter, som Jøkul foreslog; han mente ogsaa, at du vilde tage Hensyn til hans sidste Bøn, og du kan se, hvor trofast denne Mand er i sine Ord og Løfter, siden han er draget fra sit Hjem til os, med hvem han har Ufred. Nu haaber jeg, at du for min Forbøns og min Søns Budskabs Skyld vil opfylde min Bøn; her ser du Jærtegnet.« Derpaa viste hun ham Ringen. Jarlen trak da Vejret tungt og sagde: »Du har talt meget og meget dristigt, naar du tænker, jeg skal vise den Mand Hæder, som har dræbt min Søn, da han snarere burde dø end have Vennegave.« Dronningen sagde: »Her er ret at tage i Betragtning, baade Jøkuls Ord og Mandens Dyd, saa din høje Alder, i hvilken du trænger til en, som kan styre for dig, og dertil er denne Mand just skikket; og ligesom Jøkul skænkede ham Livet, hvorved hans Gerning fik et Udfald, som han aldrig kunde have ventet, saaledes vil det ogsaa være en herlig Sejr over os selv, naar vi efterligner Jøkul og skænker denne Mand Livet, men det vil vorde os en stor Skam nu at tilføje ham Men, eftersom han har overgivet sig til os.« Jarlen sagde: »Du taler med Iver hans Sag og maa synes vel om ham; i Sandhed, jeg vil ogsaa se ham og overveje, om hans Udseende lover noget godt, og det vil da komme meget an paa, hvorledes jeg synes om ham.« Thorsten blev da ført frem, og stod for Jarlen, men Dronningen havde ved sine Ord faaet hans første Vrede til at sætte sig. Thorsten sagde: »Min Sag, Herre Jarl, er nu i Eders Vold; mit Ærinde hid kender I, jeg vil bede Eder om Forlig, men jeg vil heller ikke klage, hvad I end beslutter at gøre; dog er det Høvdingers Vis, at unde dem Livet, som frivillig overgiver sig til dem.« Jarlen svarede: »Jeg synes saa godt om dig, at jeg skænker dig Livet; det er ogsaa den skønneste Bod for min Søn, naar du træder i Sønnens Sted, hvis du vil blive hos mig, thi dit Udseende lover meget; heller ikke er det højmodigt at tilføje den ondt, der frivillig overgiver sig i ens Vold.« Thorsten takkede Jarlen for Livet og blev i nogen Tid hos ham, i hvilken de lærte hinanden nøjere at kende. Jarlen mærkede snart, at det var en forstandig og i alle Maader meget herlig Mand.
Engang sagde Thorsten derpaa til Jarlen: »Nu Ønskede jeg ogsaa at vide, hvorledes det staar sig med Svogerskabet mellem os, Herre!« Jarlen svarede: »Jeg vil ikke afslaa det, thi det kan maaske være til min Slægts Nytte; men min Vilje er, at du skal blive her hos os.« Thorsten sagde: »Det lover jeg og tager med Taknemmelighed imod at blive her, saalænge I lever, men efter Eders Død vil næppe nogen her unde mig en Hædersstilling, og hver maa søge sin Lykke, som Skæbnen vil.« Deri gav Jarlen ham Ret.
Kort efter red Thorsten hjem og fortalte sin Fader Ketil om sit paatænkte Giftermaal, og bad ham tage med, hvilket han ogsaa gjorde. Jarlen holdt Gildet, men Thorsten kom did med Romsdølerne og mange Stormænd. Gildet var prægtigt, og det endte paa hædrende Maade og med store Afskedsgaver. Jarlen og Ketil skiltes som de bedste Venner. Thorsten blev tilbage med sin Kone, nød stadig flere Venskabsytringer af Jarlen, og kom godt ud af det med Thordis.
Det hændte sig en Aften, at nogle kom til Jarlen med den Tidende, at Ketil Raum var død, og sagde derhos, at man nu vilde have Thorsten hjem til hans Fædrenegods og Rige. Thorsten raadførte sig herom med sin Kone og Jarlen; hun bad ham raade; hvad han vilde, det var hun fornøjet med; men han svarede, at han havde mest Lyst til at vende hjem, hvor han kunde vente mindst Avind og mest Hæder. Jarlen gav sit Samtykke, og fandt det rimeligt, at han vilde komme til større Ære og Værdighed hjemme hos sine egne end hos fremmede Folk. Kort efter blev Jarlen syg og lod sin Svigersøn og Datter kalde til sig, og sagde til dem: »Gør Eder nu rede til at tage herfra, og lad det ske med sømmelig Pragt af Gods og Rigdomme. Vore Frænder vil være vel fornøjede dermed; thi saa vil Herredømmet her i Landet, med alt hvad dertil hører, tilfalde dem. Men hvis I faar en Søn, saa lad ham opkalde efter mig.« Thorsten lovede det, men sagde tillige, at han ikke vilde attraa Jarls Værdighed, eftersom hans Frænder ikke var af saa høj Stand.
Kort efter døde Ingemund Jarl; men Thorsten drog hjem til sine Ejendomme og tiltraadte sin Fædrenearv. Om Sommeren drev han Viking, og vandt sig Gods og Hæder; men om Vinteren sad han hjemme paa sine Gaarde, og gjaldt for en Hædersmand. Der var en Mand ved Navn Ingjald, som boede paa Øen Hevne i Helgeland. Det var en tapper Bonde, der ligeledes laa i Viking om Sommeren og sad stille om Vinteren. Der var Venskab mellem ham og Thorsten. Thorsten fik sig en Søn med sin Kone, og da Drengen var født, blev han baaren hen til sin Fader. Thorsten saa paa ham og sagde: »Denne Dreng skal hedde Ingemund efter sin Morfader, og jeg haaber, at dette Navn skal vorde hans Lykke.« Sønnen blev snart stor og stærk.
Thorsten og Ingjald plejede at indbyde hinanden til Gæstebud hver Høst, naar de kom hjem fra deres Vikingetog. Engang da Ingjald var til Gilde hos Thorsten, kom Drengen Ingemund løbende hen til ham. Ingjald sagde: »Du er en haabefuld Gut, og for det Venskabs Skyld, der er mellem mig og din Fader, vil jeg tilbyde at tage dig hjem med til saa god Opfostring, som jeg formaar.« Thorsten sagde, at han modtog Tilbudet, og Drengen fulgte hjem med Ingjald. Ingald havde to haabefulde Sønner, Grim og Hromund, og de blev Ingemunds Fostbrødre.
Thorsten og Ingjald holdt deres gamle Skik vedlige med Indbydelser og Gilder; og alle tyktes, at Thorsten var Ketil op ad Dage, skønt han var mindre af Vækst og heller ikke saa stærk. Engang da Ingemund besøgte sin Fader, sagde han til ham: »Du har skaffet mig et godt Fosterskab, men nu ønsker jeg, at du vil give mig nogle Skibe, saa vil jeg hærge i Sommer efter vore Forfædres Skik; jeg er nu kommen til den Alder, at jeg nok kan udføre det; men Udredningen skal jeg selv og du overtage, ikke min Fosterfader, skønt jeg ved, at jeg af ham kan faa alt, hvad jeg vil.« Thorsten svarede, at det var et godt Forsæt, og at han vilde give ham eet Skib. »Med mindre kan jeg ikke være tjent,« sagde Ingemund, og tog derpaa hjem og fortalte Ingjald det. Denne svarede: »Det er et godt Tilskud; og saa skal jeg give Grim et andet Skib, saa kan I fare ud sammen; men gør det med Varsomhed og Sindighed, saa at I ikke binder an med Overmagt; thi det er større Ære at begynde med lidet og tage til, end først at løftes højt for siden at synke.« Ingemund og Grim drog derpaa ud og bar sig vel ad paa deres Vikingefærd; de angreb ikke, uden hvor det syntes raadeligt, og havde om Høsten fem Skibe, alle vel forsynede med Mandskab, Vaaben og andre Krigsfornødenheder. Ingemund var en brav Svend, kæk i Angreb, vennehuld og velvillig, trofast mod sine Venner, og en god Høvding paa gammel Vis. Han lod Grim vide, at han om Høsten vilde hjem til sin Fader, og blive der en Tid lang om Vinteren med tyve Mand. Det gjorde de da ogsaa. Det varede ikke længe, før Thorsten lod sig mærke med, at deres Ophold der ikke var saa helt vel betænkt, og at der gik for meget med. Da sagde Ingemund: »Saaledes skal du ej tale; det er bedre, at du beder om at faa til Vederlag, hvad du vil have af vort Bytte, og gør os tilgode saaledes, at du kan have Ære deraf; det sømmer sig vel, at du yder os Underholdning, naar det sker paa vor egen Bekostning.« »Det var kækt talt,« sagde Thordis, »saa vilde din Morfader ogsaa have gjort.« Thorsten roste det ogsaa, og lovede at opfylde hans Ønske. De var der nu om Vinteren Julen over, og levede i Herlighed og Glæde. Alle syntes godt om Ingemund baade for hans Sæders og Udseendes Skyld; han var dygtig i alle Lege, øvet i alskens Idrætter, uegennyttig mod sine Undermænd, men skarp og ueftergivende mod sine Fjender. Da Julen nu var forbi, sagde Ingemund til sin Fader: »Nu vil jeg og mine Stalbrødre tage hen til min Fosterfader, og blive der Resten af Vinteren, thi han vil gerne se os hos sig.« Thorsten sagde: »Det tykkes mig at være bedre, at du bliver i Vinter hos os, min Søn;« men Ingemund svarede, at han nu engang havde sat sig det for; og derved blev det. Ingjald tog særdeles vel imod dem, og de var der Resten af Vinteren; men da Vaaren kom, lod Ingemund dem vide, at han lavede sig til at drage paa Vikingetog, hvortil de nu var langt bedre udrustede end forrige Gang. Ingjald gav ham Ret deri. Derpaa drog de paa Hærtog den anden Sommer, og fik meget Bytte fra Røvere og Ransmænd, som laa og udplyndrede Bønder og Købmænd. Dermed gik Sommeren. Da sagde Ingemund: »Sker der ingen store Mandeprøver paa vore Tog, saa er det dog bedst overalt at vise Højsind og Bravhed.« Alle adlød hans Paabud og Forbud. Noget ind paa Høsten kom de til de svenske Skær, hvor der laa nogle Vikinger; de gjorde sig straks paa begge Sider rede til Slag, og stred først med Skud og Stenkast; de var lige stærke, og mange Mænd blev saarede paa begge Sider. Ingemund vandt sig et godt Ry den Dag, og de, der var hans Mænd, mente for vist at tjene en god Høvding. Da det aftnedes, blev der en Standsning paa Slaget. Da sagde Ingemund: »Vi maa ikke lade os mærke med, at vi er trætte, skønt dette Slag har været forbundet med stor Fare.« Da stod der en Mand op paa de andres Skib, han var baade stor og drabelig, og sagde: »Hvad er det for Mænd, som har stredet med os i Dag? Det er usømmeligt andet end at tale sammen, da vi ikke har noget udstaaende med hverandre, saavidt jeg ved.« Ingemund svarede: »Hvis du spørger om Høvedsmændene for denne Trop, saa hedder den ene Ingemund, den anden Grim. Men hvem er da du?« Den anden svarede: »Sæmund er mit Navn, og jeg er Fører for disse Folk; jeg er fra Sogn. Jeg kender ogsaa noget til Eders Slægt, og da vi er Landsmænd, sømmer del os bedre, at vi forener vore Kræfter, end at vi strides. Vi har ikke hørt andet end godt om Eder, og vil tilbyde Eder vort Venskab, dog ikke fordi vi er saa svage, at vi er nødte til at bede om Fred.« Ingemund svarede: »Vi synes godt om dette Forslag og vil ikke regne Eder det til onde; heller ikke vil vi kæmpe med Eder om en uvis Ære, men modtage nu Eders Tilbud om Fred og Venskab.« De sluttede saa Fred og holdt derefter sammen Resten af Sommeren, og vandt baade Gods og Ære. Om Høsten sejlede de forbi Sognsø (5). Da sagde Sæmund, at her maatte de skilles, og næste Sommer skulde de mødes der igen som Venner. Ingemund lovede det. Sæmund styrede nu ind i Fjorden, men Ingemund sejlede langs Kysten nord paa, og havde mange Skibe og meget Gods. Han drog hjem til sin Fader med tresindstyve Mand. Grim sagde: »Tænker du ikke, Fostbroder, at din Fader nu vil synes, at han faar Gæster nok?« Den anden svarede, at han tænkte, det nu vel næsten var til Maade. Thorsten gik sin Søn i Møde, og bød ham til sig med megen Kærlighed. Ingemund tog derimod. Thorsten beværtede ham herlig om Vinteren og sagde, at det var ham en Glæde at have en saadan Søn, og at han tidlig havde set Frændelykke paa ham; »og saaledes,« tilføjede han, »som jeg ser, at din Mandighed vokser, saa skal jeg ogsaa vise dig stadig mere Hæder.« Ingemund var der om Vinteren, og hans Navnkundighed syntes stadig at tage til; thi jo større hans Bytte var, des gavmildere viste han sig ved Gaver og anden Ædelmodighed. Da Vaaren kom, talte Fostbrødrene igen om deres Tog, og Grim sagde, at han ikke vilde blive tilbage. Derpaa drog de ud, og Sæmund mødte dem efter Aftale, og de foer alle i Fællesskab om Sommeren. Tre Somre drog de saaledes omkring i Fællig ved Vesterlandene og vandt sig Gods og stort Ry. Ingemund overgik dem alle i gode Raad og Forstand og alt Storsind, og deres Forbund var i alle Maader ærerigt. Om Vintrene var Ingemund hos sin Fader, der syntes, at han aldrig kunde gøre nok af sin Søn, da han saa, hvilken Mand han vilde blive.
Der fortælles, at den sidste Sommer da Ingemund og Sæmund drog ud i Fællesskab, og kom tilbage med langt større Bytte end før, da skete den store Tildragelse i Norge, at der samledes en stor Hær ved Jæderen, og næsten hele Landets Vaabenmagt var her samlet paa to Sider; paa den ene var Harald Haarfager, paa den anden Landets Høvdinger, med hvem han nu holdt det sidste Slag før Landets Undertvingelse, nemlig det meget omtalte Slag i Hafursfjord. Det var just som Hæren var samlet til dette, at Ingemund og Sæmund kom til Land. Da sagde Ingemund: »Her vil vorde store Tidender, thi de første Mænd i Landet er her samlede; dog foretrækker jeg Harald som den dygtigste Mand, og ham vil jeg byde min Hjælp, som ej er at forsmaa.« Sæmund derimod sagde, at han ikke vilde vove sit Liv for hans Skyld, og vilde ikke deltage i Slaget. »Du ser selv, Fostbroder,« sagde da Ingemund, »at Kongen har en stor Magt, og i mine Tanker vil de være bedst farne, som holder med ham; han vil lønne dem godt, som nu yder ham Ære og Bistand, men det tykkes mig uvist, hvorledes det vil gaa dem, som ikke retter sig efter hans Vilje; og vi kommer da til at skilles.«
Derpaa sejlede Sæmund med sine Folk bort og op ad Sognefjorden, men Ingemund løb ind til Hafursfjord og stødte til Kong Haralds Flaade. Thorer Hagelang og Asbjørn Kjøtve var de største Høvdinger blandt Haralds Fjender. De havde en stor og kraftig Hær. Ingemund lagde til ved Løftingen paa Kongeskibet og hilste Kong Harald saalunde: »Hil, hil Eder, Herre!« »God er din Hilsen,« svarede Kongen, »men hvem er du?« »Mit Navn er Ingemund,« sagde han, »og jeg er en Søn af Thorsten; jeg er kommen hid for at tilbyde Eder min Hjælp, og vi mener, at dem, der byder Eder Hjælp, vil det gaa bedre, end dem, der stiller sig imod Eder; jeg er nylig kommen hjem fra et Hærtog med nogle Skibe.« Kongen optog hans Ord vel og sagde, at han havde hørt ham omtale paa det bedste. »Og jeg haaber,« tilføjede han, »at du maa blive lønnet for din Tjeneste; thi det er min Agt at underlægge mig hele Norge, hvis Lykken vil føje, og megen Forskel bør det mig da at gøre imellem Eder og dem, som slaar sig til mine Fjender eller tyr til deres Ejendomme, som jeg har hørt, at din Stalbroder Sæmund skal have gjort; og jeg maa tilstaa, at dit Foretagende viser langt større Manddom.« Men Ingemund sagde, at Sæmund dog havde mange ypperlige Egenskaber.
Nu lod Lurerne sig høre over hele Hæren, og hver lavede sig til Striden, det bedste han kunde. Dette Slag var det største Kong Harald holdt. Paa hans Side stred mange store Høvdinger, Røgnvald Jarl fra Møre og mange andre store Høvdinger, og blandt andre de Bersærker, som kaldtes Ulfhedner (6), thi de havde Kjortler af Ulveskind i Steden for Brynjer; de kæmpede i Forstavnen paa Kongeskibet, hvorimod Kong Harald selv værgede Bagstavnen med meget Mod og Djærvhed; der kunde man se mange og tunge Hug. Inden kort Tid blev Kampen saare heftig med Hug og Spydstik og gruelig Stenkastning, saa der skete et stort Mandefald paa begge Sider. Ingemund stod Kong Harald tappert bi og indlagde sig megen Hæder. Kampen endte, som vidtkendt er, og som navnkundigt er vordet, med, at Kong Harald vandt en herlig Sejr, og blev derpaa Enevoldskonge over hele Norge. Han lønnede prægtig alle de Høvdinger, der havde staaet ham bi, saavel som alle de andre. Røgnvald gav han Jarleværdighed, idet han sagde: »Du har vist megen Manddom ved den Hjælp, du har ydet mig; du har ogsaa mistet din Søn for min Skyld, ham kan jeg ikke give dig igen, men lønne dig med Ære kan jeg; for det første skal du være Jarl, dernæst skal du have de Øer i Vesten, som kaldes Orknøer, til Sønnebod, og megen anden Hæder skal du faa af mig.« Og dette Løfte holdt Kongen. Røgnvald Jarl sendte sin Søn Hallad til Vesterlandene, men han kunde ikke holde Riget for Vikinger. Da sendte han sin anden Søn Torf-Einar, der blev Orknøingernes første Jarl. Fra ham nedstammer de orknøske Jarler, saaledes som det fortælles i deres Levned (7). Desuden gav Kongen mange andre store Belønninger for deres Tjeneste, og ingen lod han gaa tomhændet bort; men dem, som havde været imod ham, drev han ud af Landet eller lemlæstede og dræbte dem, saa der ingen Redning var for dem. Til Ingemund sagde han: »Du har vist mig meget Venskab og indlagt dig megen Ære, og jeg skal altid være din Ven; din Del af Byttet skal være tre Skibsladninger og alle de Rustninger, som tilhørte de Vikinger, du har stredet med; og til Tegn paa, at du har været med i Hafursfjord, skal du som Gave have dette Billede (8), som Kong Køtve har ejet, og som han satte mest Pris paa; det er mere til Vidnesbyrd om dette Møde, end fordi det just er mange Penge værd, men det er dog en Ære at modtage det af mig. Naar jeg faar ordnet mit Rige, skal jeg desuden lønne dig for din Hjælp med Hjembud (9) og Vennegaver.« Ingemund takkede Kongen for hans Gaver og gode Ord, og derpaa skiltes de. Men Kongen sagde, at han ogsaa nok skulde huske Sæmund hans Opførsel og Troløshed.
Kort efter Slaget opsøgte Ingemund Sæmund og sagde, at Udfaldet ikke var blevet anderledes, end han havde tænkt. »Jeg ved af Kongens egne Ord,« sagde han, »at det vil gaa dig ilde, hvis du slaar dig til Ro; jeg vil raade dig til at undvige i Tide, thi for vort Venskabs Skyld vilde jeg nødig, at en haard Skæbne skulde ramme dig. Det synes mig ikke uraadeligt, at du tager til Island, som saa mange andre udmærkede Mænd har gjort, der mistvivlede om at kunne staa sig mod Kong Harald.« Sæmund svarede: »Du viser heri som i alt andet din Troskab og dit Venskab, og jeg vil følge dit Raad.« Ingemund bad ham saa gøre, »skønt det havde været bedre,« tilføjede han, »om du havde fulgt mig til Hafursfjord, saa havde du nu ikke været nødt til at ty hen til dette øde Skær« (10). Sæmund mente, at det kunde nok ogsaa være. Han solgte derpaa sine Jorder underhaanden og lavede sig til Bortrejsen, takkede Ingemund for hans Hjælp og bad om hans Venskab for Fremtiden.
Sæmund drog derpaa til Island og kom til Skagefjord, og blev snart en mægtig Mand. Hans Søn hed Geirmund; hans Datter Reginlev var gift med Thorod Hjælm; deres Datter Halbera var Moder til Gudmund den Mægtige paa Mødrevolde og hans Broder Einar Eyjolfsen fra Tværaa.
Ingemund drog efter Slaget i Hafursfjord hjem til sin Fader med megen Hæder. Thorsten tog imod ham med aabne Arme og sagde, at han havde været heldig i sit Valg, hvilket man da ogsaa kunde vente af ham som en Dattersøn af den gæve Ingemund Jarl. Han opholdt sig der om Vinteren; og samme Vinter kom Ingjald til Thorsten, hvilket var et glædeligt Møde. Ingjald sagde, at det nu var gaaet Ingemund saa herligt, som han havde ventet, og indbød ham til Gæstebud. Ingemund lovede at komme. Ingjald drog derpaa hjem og indbød mange andre Mænd til Gildet. Ved dette Gilde lod Ingjald efter gammel Sæd anstille Sejd (11), for at Folk kunde faa deres Skæbne at vide, og havde derfor ladet en finsk Troldkvinde komme. Ingemund og Grim kom til Gildet med et stort Følge. Finnekvinden blev sat paa et ophøjet Sæde, der var udpyntet paa det bedste. Hver Mand gik fra sin Plads derhen for at spørge hende om sin Skæbne, og hun spaaede da hver, hvorledes det skulde gaa ham; men det var langtfra, at alle var lige glade ved det Svar, de fik. Fostbrødrene blev siddende paa deres Pladser og gik ikke hen for at spørge hende; de sagde, at de ikke brød sig om hendes Spaadomme. Vølven (12) sagde: »Hvorfor spørger de unge Mænd der ikke om deres Skæbne? De forekommer mig dog at være de mærkeligste af alle dem, som her er komne sammen.« Ingemund svarede: »Jeg har ingen Lyst til at vide min Skæbne forud, og jeg tror ikke, den er afhængig af din Snak.« »Men jeg vil dog,« sagde Vølven, »sige dig den, uden at du spørger derom: Du vil komme til at bo i et Land, der hedder Island; det er endnu vide om ubebygget; der vil du blive en anset Mand og gammel, og mange af dine Efterkommere vil ligeledes blive berømte Mænd i samme Land.« Ingemund sagde: »Det passer ret godt, thi jeg har fast besluttet, aldrig at komme til det Sted; og jeg vilde ogsaa være en daarlig Købmand, hvis jeg solgte mine mange og gode Ættejorder for at tage hen til de øde Bygder.« Finnekonen svarede: »Det vil gaa, som jeg siger, og et Tegn derpaa er, at det Billede, som Harald Haarfager gav dig i Hafursfjord, det er forsvundet af din Pung og findes nu i det Holt, som du vil komme til at bebo; paa det er Frøj afbildet i Sølv; og naar du rejser din Gaard, saa vil mine Ord sandes.« Ingemund sagde: »Hvis det ikke var min Fosterfader imod, skulde du komme til at undgælde for din Spaadom; men siden jeg ingen Voldsmand er, saa faar det være.« Hun sagde, at der ingen Grund var til at blive vred herover. Han svarede, at hun var kommen did i en ond Stund, hvorpaa hun igen svarede, at det nok skulde gaa saaledes, hvad enten det tyktes ham vel eller ilde. Endelig sagde hun endnu: »Grim og Hromund vil ogsaa komme derhen, og begge vil blive gilde Bønder.«
Morgenen efter ledte Ingemund efter sit Billede, men fandt det ikke, hvilket tyktes ham at være et daarligt Varsel. Men Ingjald bad ham være ved godt Mod og ikke tage sig det nær, thi der var mange brave Mænd, der nu ikke holdt det for en Skam at drage til Island, og det var i en god Mening han havde ladet Finnekvinden komme. Ingemund sagde, at han ingen Tak var ham skyldig derfor, skønt deres Venskab aldrig skulde brydes.
Ingemund drog derpaa hjem til sin Fader og var der Vinteren over. Da det blev Vaar, spurgte han sine Fostbrødre, hvorhen de syntes, de skulde drage. Grim svarede, at efter hans Tanker kunde det ikke nytte at staa imod sin Skæbne. »Jeg,« sagde han, »agter mig nu i Sommer til Island, og min Broder med; mange endnu anseligere Mænd end vi har nu Lyst til at drage derhen; der er desuden sagt mig godt om Landet, at Kvæget kan gaa ude og nære sig selv om Vinteren, og at der er Fisk i hver Sø, og store Skove, hvor man ikke behøver at frygte for Konger og Ildgerningsmænd.« Ingemund svarede: »Jeg vil ikke derhen, og vi faar da skilles.« Grim sagde, at det maatte saa være, »men det vil ikke komme mig uventet,« tilføjede han, »om vi træffes paa Island, thi det er ikke let at undfly sin Skæbne.« Ingemund sagde, at han vilde lide et stort Tab ved deres Skilsmisse.
Grim tilligemed hans Broder sejlede ud om Sommeren, kom til Borgefjord og lagde til ved Hvannøre (13). Grim besluttede at nedsætte sig der og tog da saa meget Land, at der paa hans Grund er mange Gaarde. Hromund sagde, at han vilde søge op til Fjælds; Grim svarede, at det var vel betænkt, thi han kunde da drage Nytte baade af Jorden mellem Fjældene og af Søens Frembringelser. Hromund indtog Tværaahlid, blev en stor Mand og havde en anselig Slægt; fra ham nedstammer Illuge Svarte (14). Grim blev ogsaa Stamfader til mange Stormænd.
Den Sommer, da Brødrene kom til Island, tog Ingemund hjem til sin Fader og var hos ham. Thorsten begyndte nu at ældes. Engang sagde han til Ingemund: »Godt er det at dø og vide sin Søn som en saa lykkelig Mand. Det, der glæder mig mest ved mit Liv, er, at jeg aldrig har øvet Vold og Uret mod nogen, og dermed vil mit Liv ogsaa ende; thi jeg føler nu, at jeg er syg, og jeg vil derfor ogsaa, min Søn, sætte dig ind i mine Forhold.« Han vilde ikke undre sig, om han kom til at forlade sin Fædrenejord, og vilde ikke misbillige det. Ingemund svarede, at han vilde lægge al Vind paa at rette sig efter hans Ord. Da nu Thorsten havde foresagt (15) ham mange Ting, døde han kort efter og fik en hæderfuld Begravelse efter gammel Skik. Ingemund overtog Styrelsen af hans Gods og Ejendomme, og agtede nu at fæste Bo der og slaa sig til Rolighed.
Kong Harald Haarfager havde nu skaffet saa fuldkommen Fred og Ro, som ingen af de tidligere Konger i Norden. Da mindedes han de Løfter, han havde gjort sine Venner, og gjorde prægtige Gæstebud for dem med megen Hæder; især indbød han Ingemund, tog vel imod ham og sagde derpaa: »Din Stilling er, efter hvad jeg hører, i mange Henseender hæderlig, men der skorter dig dog paa een Ting, idet du er ugift; jeg har derfor tænkt paa et Gifte for dig, thi jeg glemte ikke, at du har vovet dit Liv for min Skyld. Thorer Jarl den Tavses Datter Vigdis er en smuk Kvinde og har meget Gods, og hende vil jeg skaffe dig til Kone.« Ingemund takkede Kongen og sagde, at dette Giftermaal huede ham godt. Da Gæstebudet nu var holdt paa en rig og prægtig Maade, og hver var dragen hjem til sit, lavede Ingemund sig til at holde Bryllup; og da alt nu var rede, kom Kong Harald med mange andre Stormænd. Ingemund fik Vigdis, saaledes som fastsat var, og Gildet var prægtigt. Kongen bidrog dertil ved Gaver og anden Hæder. Ingemund sagde da til Kongen: »Jeg er nu vel fornøjet med mine Kaar, og det er en stor Hæder at have Eders Velvilje; men det løber mig dog altid om i Hovedet, hvad Finnekonen har spaaet om Forandring i mine Kaar, thi jeg saa helst, det ej skulde sandes, at jeg skal forlade mine Fædrenejorder.« »Det kan der dog være noget i,« sagde Kongen, »og mulig vil Frøj lade sit Billede komme ned der, hvor han vil lade sit Hæderssæde rejse.« Ingemund tilstod nu ogsaa, at han gad vidst, om han skulde finde sit Billede, naar han kom til at rejse sine Højsædesstøtter; »og jeg vil ikke dølge, Herre,« tilføjede han, »at jeg vil hente nogle Finner, som kan vise mig, hvordan det Land er, hvor jeg skal være, og jeg tænker at sende dem til Island.« Kongen svarede, at det kunde han gerne gøre, og efter hans Tanker vilde han tage derover; »kun kan man ikke vide,« sagde han, »om du rejser med Lov fra mig, eller du vil liste dig bort, som nu saa mange har for Skik.« »Det skal aldrig ske,« svarede Ingemund, »at jeg rejser imod dit Forbud.« Derpaa skiltes han og Kongen.
Ingemund drog hjem, sad rolig paa sine Gaarde, og sendte Bud efter Finnerne, og der kom tre Stykker nord fra. Ingemund sagde til dem: »Jeg vil købslaa med Eder, og give Eder Smør og Tin, naar I vil drage for mig til Island, oplede mit Billede og fortælle mig, hvordan Landet er.« De svarede: »For Semsvendene (16) er det en farlig Færd, men paa din indtrængende Bøn vil vi prøve derpaa. Luk os ene inde i et Hus, og lad ingen kalde paa os ved Navn.« Det skete. Efter tre Dages Forløb kom Ingemund til dem; da rejste de sig op og stønnede og sagde: »For Semsvendene har det været en svær Rejse, og megen Møje har vi haft; imidlertid kan vi nu sige dig sikre Jærtegn, saa du kan kende Landet, naar du kommer dertil, efter vor Beskrivelse. Vanskeligt faldt det os at oplede Billedet, og Finnekonens Ord har været kraftige, thi meget ondt har vi døjet derfor. Vi kom i Land paa et Sted, hvor tre Fjorde gik ind fra nordøst, og inden for en af Fjordene var store Søer; derpaa kom vi ned i en dyb Dal, og i Dalen under Fjældet var et stort Holt, hvor der var en mindre Dal tjenlig til Bopæl; der i Holtet var Billedet, men da vi vilde tage det, foer det over i et andet Holt, og alt som vi fulgte efter det, løb det fra os, og der laa altid ligesom et Dække over det, saa vi ikke kunde naa det; du kommer derfor selv til at hente det.« »Det er ogsaa, hvad jeg vil,« sagde han, »Skæbnen kan man dog ikke sætte sig imod.« Han gav derpaa Finnerne rigelige Gaver og lod dem drage bort.
Han blev nu nogen Tid rolig paa sine Gaarde, drog saa til Kongen og fortalte ham, hvad der var foregaaet og sit Forsæt. Kongen svarede, at det ikke kom ham uventet, det var ikke let at undgaa, hvad bestemt var. Ingemund sagde, at saa var det, og han havde forsøgt alt, hvad han kunde. Kongen svarede: »I hvilket Land du end stedes, vil du blive æret og anset,« og gav ham derpaa, ligesom ellers, en Hædersgave. Derpaa gjorde Ingemund et prægtigt Gæstebud for sine Venner og andre Høvdinger, bad under Gildet om deres Opmærksomhed og sagde derpaa: »Jeg har besluttet at ændre min Stilling og at drage til Island, mere fordi det er Skæbnens Vilje, end af egen Drift; hvo der nu vil fare med mig, dem staar det frit for, men det skal ogsaa være enhver tilladt at blive her tilbage, hvis han heller vil det.« Hans Ord fandt meget Bifald, og de sagde alle, at hans Bortrejse var dem et stort Tab, men faa var mægtigere end Skæbnen. Mange anselige Mænd gjorde sig da rede til at drage med ham til Island, baade bosiddende Bønder og løse Folk.
Paa den Tid var Skibsfarten til Island meget stor. Vigdis nedkom paa samme Tid med en velskabt Dreng. Ingemund tog Drengen i Øjesyn og sagde: »Denne Dreng ser mild ud af sine Øjne, hans Navn skal der ikke ledes længe efter, han skal hedde Thorsten, og det vil sandes, at Lykken vil følge ham.« Drengen blev ogsaa snart smuk og haabefuld, klog og vennefast og i alle Henseender maadeholden. De fik ogsaa en anden Søn, der ligeledes blev bragt til Faderen, for at han skulde give ham Navn. Han saa paa ham og sagde: »Denne Dreng lader til at blive stor, og har hvasse Øjne; hvis han lever, vil ikke mange vorde hans Lige, han vil blive vanskelig at omgaas med, men trofast mod Venner og Frænder, og han vil vorde en dygtig Stridsmand, hvis jeg ellers ser ret; nu faar vi mindes vor Frænde Jøkul, som min Fader bad mig om, og han skal hedde Jøkul.« Drengen voksede op, og blev usædvanlig stor og stærk, han var faatalende, haard, genstridig, barsk og stridbar. Ingemunds tredje Søn hed Thorer, han var smuk, velvoksen, og tegnede til at blive en god Købmand. Den fjerde hed Høgne; den femte hed Smed, og var en Slegfredsøn. Thorsten var den klogeste af disse Brødre. Ingemunds Døtre hed Thorun og Jorun.
Vigdises Broder Jørund udtalte, at han vilde drage til Island med Ingemund paa Grund af deres Venskab og Svogerskab; det var han glad over. Ogsaa to af Ingemunds Trælle (17), Hvate og Asmund, fulgte med, og flere andre Mænd. De gjorde sig rede, gik om Bord, sejlede af Sted og havde meget Gods med sig.
Ingemund sejlede, som sagt, af Sted, havde en god Overfart og sejlede vester for Island, og kom ind i Borgefjord. Skibets Komme rygtedes snart. Grim red ned til Skibet, bød sin Fostbroder velkommen, og sagde at han glædede sig meget over, at han var kommen. »Det gaar nu her, som det hedder for et gammelt Ord,« sagde han, »at det er vanskeligt at kæmpe mod sin Skæbne.« »Ja, det er sandt,« svarede Ingemund, »og derved er intet at gøre, Fostbroder!« Grim bød ham derpaa hjem til sig med alle hans Folk, og tilbød ham af hans Ejendom hvad han vilde, Land eller Løsøre. Ingemund takkede for Tilbudet og sagde, at han vilde være hos ham Vinteren over; »men siden jeg nu,« vedblev han, »har forandret min Stilling for at gøre denne Rejse, saa vil jeg ogsaa ved Lejlighed opsøge det Sted, som er mig bestemt til Landnam.« Ingemund drog med Kone og Børn til Hvannøre, men hans Følge opholdt sig deromkring i Nærheden. Grim tog gæstmild imod dem, og lod det ikke skorte paa noget om Vinteren, hvorved han kunde vise dem Hæder. Næste Vaar gentog Grim sit forrige Tilbud; Ingemund takkede ham meget derfor, men hans Hu stod til at drage nord paa, og han vilde gerne have hans Hjælp til denne Rejse. Grim lovede ham den, og det samme gjorde ogsaa Hromund, thi alle var han meget kærkommen. Om Sommeren drog han da nord paa, for at opsøge Land, og foer op ad Norderaadal, derfra kom han ned til en øde Fjord, og da de drog langs med denne, kom der to Vædre løbende mod dem fra Fjældet. Da sagde Ingemund: »Det vil passe sig godt, at vi kalder denne Fjord Hrutafjord« (Væderfjord). Da de kom længer ned i Fjorden, faldt der en stærk Taage, og de kom til en Øre (18), hvor de fandt et Bord (en Planke), der var opkastet af Havet. Da sagde Ingemund: »Det er nok Skæbnens Vilje, at vi skal give Stederne her deres første Navne, og denne Øre vil vi kalde Bordøre« (19). Da var det allerede ud paa Sommeren, thi de havde meget at føre med sig, og havde givet sig silde paa Vej. Henimod Vinteren kom de til en Dal, som var tæt bevokset med Vidje (20). Da sagde Ingemund: »Denne Dal er meget bevokset med Vidje, derfor vil vi kalde den Videdal, og her tror jeg, det er bedst at tage Vintersæde.« De blev der den anden Vinter og byggede Hus paa det Sted, som nu hedder Ingemundshol. Da sagde Ingemund: »Opholdet her er ganske vist ikke saa morsomt som i Norge, men det er nu ikke værd at tænke derpaa, thi mange brave Mænd er nu her samlede, lad os derfor more os saa godt vi kan.« Alle syntes godt derom, og de blev der om Vinteren og holdt Lege og allehaande Forlystelser.
Da Vaaren kom og Sneen begyndte at tø deromkring paa Fjældene, sagde Ingemund: »Jeg gad dog vidst, om man ikke ved at gaa op paa et højt Fjæld kunde opdage nogle andre Steder, hvor der falder mindre Sne, thi jeg tror ikke, vi skal opslaa vor Bopæl i denne Dal, det vilde være et daarligt Bytte mod vor forrige Ejendom.« Derpaa gik nogle Mænd op paa et højt Fjæld og saa derfra vide om, kom saa tilbage og sagde til Ingemund, at de Fjælde, som laa i Nordøst, var meget snefri, og Landet der var godt at se til, »men her hvor vi nu er,« sagde de, »lader det til, at der altid er Sne, men efter hvad vi kan se, er Landet der langt bedre.« Ingemund svarede: »Da tegner det godt, og jeg haaber, at nogen Lykke endnu vil times os, og at Loddet vil falde saaledes.« Tidlig paa Vaaren gjorde de sig da rede, og da de kom nærmere nord paa ved Vatnsdalen, sagde Ingemund: »Nu sandes Finnernes Spaadom, thi her genkender jeg Egnen efter hvad de sagde, og her er det, vi skal være; her ser det vel ud, Landet er vidtstrakt nok, og er det tillige frugtbart, saa er her nok værd at bygge.« Da de kom til Vatnsdalsaa, sagde Ingemunds Kone Vigdis: »Her maa jeg bie noget, thi jeg føler Veer.« Ingemund sagde: »Gid det vorde til det gode!« Hun fødte derpaa et Pigebarn, som blev kaldet Thordis efter Ingemunds Moder. Ingemund sagde: »Dette Sted skal hedde Thordiseholt.« Derpaa drog hele Skaren op i Dalen, og saa, at der var godt Land, rigt paa Græs og Skov, og fagert at se til, hvorover deres Aasyn opklaredes. Ingemund indtog hele Vatnsdalen oven for Helgavatn og Urdarvatn; sin egen Bopæl valgte han i en meget smuk lille Dal, og lagde her Grundvold til en Gaard og rejste et Hov (Gudehus), hundrede Fod langt, og da han gravede for at rejse sine Højsædesstøtter, fandt han sit Billede, saaledes som det var ham spaaet. »Saa er det dog sandt,« sagde han, »at det ej nytter at stride mod sin Skæbne, men vi skal dog være fornøjede dermed, denne Gaard skal hedde Hov.« Ingemunds Mænd udsøgte sig Steder til Bopæle der i Dalen efter hans Anvisning. Denne Høst lagde Vandene stærkt til med Is, og da nogle Mænd gik ud paa Isen, fandt de en Hunbjørn med to Unger. Ingemund, som var med, fik dem begge fat, og sagde, at dette Sted skulde hedde Hunavatn (21) og Fjordstrækningen, der er opfyldt med alle disse Vande, skulde hedde Vatnafjord. Derefter drog Ingemund hjem. Han satte et prægtigt Bo og blev snart Høvding over Vatnsdalen og de nærmeste Strækninger deromkring. Han havde meget Fæ, baade Hornkvæg og Faar og andre Husdyr. Den samme Høst mistede han nogle Sauder (Faar), som man genfandt om Vaaren i Skovene paa det Sted, som nu hedder Saudadal; og heraf kan man se, hvorledes Landet var, siden Kvæg saaledes kunde gaa ude og nære sig selv. Der fortælles ogsaa, at nogle Svin blev borte for Ingemund og blev ikke fundne førend den næste Sommer om Høsten, og da var de alt blevne hundrede og var vilde, og en stor gammel Galt fulgte med dem, som hed Beigad. Ingemund samlede Mænd til at fange Svinene, og sagde, at man med rette kunde regne to Hoveder paa hvert (22). De satte ogsaa efter Svinene og drev dem hen til et Vand, som nu kaldes Svinevatn, og vilde standse dem der; men Galten sprang ud i Søen og svømmede over, og var saa mødig, at Klovene gik af den; den kom op paa en Høj (Hol), der nu kaldes Beigadshol, og døde der. Ingemund fæstede nu Bo i Vatnsdalen, mange andre Landstrækninger blev ogsaa bebyggede, og der indsattes Lov og Landsret.
Da Ingemund havde boet nogen Tid paa Hov, talte han om, at han vilde gøre en Rejse for at skaffe sig Hustømmer, thi han agtede at sætte sin Gaard i god Stand, og han haabede, at Kong Harald vilde tage godt imod ham. Vigdis sagde, at Lykken plejede at følge ham. Han satte nogle Mænd til at forestaa hans Gods tilligemed Vigdis, og tog Bjørnene med sig. Han havde en lykkelig Overfart, og kom til Norge, hvor han da spurgte efter, hvor Kong Harald var; alting var fredeligt i Landet, og da han kom til Kongen, blev han modtaget paa det bedste, og han var Vinteren over hos ham. Kongen spurgte ham, hvorledes han syntes om Island. Han svarede, at det stod ham vel an der, og at han var kommen for at indkøbe Hustømmer. »Det gør du ret i,« sagde Kongen, »og det skal staa dig frit for at hugge i vor Skov, saa meget du vil, og jeg skal lade det bringe til Skibet, saa du ingen Umage skal have dermed.« Ingemund sagde: »Her, Herre, ser I et Par Bjørne, som jeg har fanget paa Island, og som jeg beder Eder om at modtage af mig.« Kongen svarede: »Jeg tager imod dem og takker dig derfor.« Om Vinteren gav de hinanden mange Gaver, og om Foraaret blev Ingemunds Skib lastet med den Ladning, han havde valgt, og det var det mest udsøgte Tømmer, man kunde faa. Kongen sagde: »Jeg ser, Ingemund, at du ikke har i Sinde selv oftere at hente Tømmer, du maa derfor være forsynet med et saa stort Forraad deraf, at du har nok, men det kan eet Skib ikke føre; her er nogle flere, vælg dig hvilket du vil af dem!« Ingemund svarede: »Vælg selv, Herre, for mig, det vil bringe mest Lykke.« »Saa skal det være,« sagde Kongen, »jeg kender dem ogsaa bedst; her er et Skib, som kaldes Stigende, som vi holde for at være den bedste Sejler og at have mere Lykke med sig paa sin Fart end noget andet; det vil jeg vælge for dig, det er smukt, om end ikke stort.« Ingemund takkede Kongen for Gaven, og forlod ham efter at have modtaget mange Vennegaver. Han stak i Søen og saa’ snart, hvad Stigende var for et Skib. »Godt Valg har Kongen gjort for mig,« sagde han da, »og det Skib maa med rette kaldes Stigende, der saaledes kan skære Havet.« Da de kom til Island, sejlede de mod Vest om Nordlandet, hvilket ingen tilforn havde gjort. Ingemund lagde begge Skibene ind i Mundingen af Hunavatn, og gav Stederne der deres første Navne, som de siden har beholdt. Det Sted, hvor dette Skib blev trukket paa Land, kaldes nu Stigendehrof (23). Det spurgtes vide, at Ingemund var kommen hjem, og alle glædede sig over hans Hjemkomst. Han havde et herligt Bo med mange gode Ting og forbedrede sin Gaard meget, da han havde alt, hvad han behøvede dertil. Han fik ogsaa et Godord og blev Herredsforstander.
Den fornemste af dem, som drog ud til Island med Ingemund, Jørund Hals, indtog efter sin Svogers Raad Land paa hin Side Urdarvatn og boede paa Gaarden Grund. Han var en anselig Mand, hvad hans Byrd ogsaa medførte. Hans Søn Maar boede paa Maarstad i Vatnsdal; han voksede op med Ingemunds Sønner. Dalen blev nu stærkt bebygget. Foruden dem, som var komne ud med Ingemund, nedsatte sig efterhaanden andre: Thorolf Heljarskæg tog Land i Forsæludal; han var en stor Voldsmand og byggede et Virke (24) ved Fridmundaa ved en Bjergkløft kort fra Vatnsdalsaaen. Man havde ham mistænkt for at han ofrede Mennesker, og der var ingen Mand i Dalen mere hadet end han. Paa Grimstunge boede en Mand ved Navn Ottar; han var gift med Asdis, en Datter af Olaf fra Haukagil; deres Søn var Halfred Vandraadeskjald, og deres Datter hed Valgerd, en meget stolt, men smuk Kvinde.
Tiden led nu saaledes hen. Ingemund tog til at ældes, men holdt stadig ved sin store Husholdning. Man ved ikke af, at han har haft Tingtrætter (25) eller større Stridigheder med nogen, thi han enedes godt med de fleste, og var ikke for at vælte sig ind paa nogen. Der levede den Gang mange ypperlige Mænd der i Egnen, men han var dog den mest ansete paa Grund af sit Storsind, sin Villighed og gode Forstand. Hans Sønner voksede op, og blev alle dygtige Mænd.
Det hændte sig engang, at der landede et norsk Skib i Mundingen af Hunavatn. Skibsføreren hed Ravn; han var hovmodig, faatalende og barsk; han havde længe ligget ude paa Vikingetog og holdt af at vise sig i Vaaben og Klæder. Ingemund plejede at være den første, der kom ned til et nys ankommet Skib, for at udtage hvad han vilde af Varerne. Han gjorde ligesaa denne Gang, gav sig i Samtale med Skibsføreren og tilbød ham Ophold hos sig, hvis han ønskede det. Ravn tog gerne mod dette Tilbud og drog hjem med Ingemund, men holdt her fast ved sin gamle Levevis og var mest alene. Der havde opholdt sig mange hos Ingemund, som han bedre kunde lide, thi Ravn viste sig ikke føjelig imod ham, og deres Tænkemaade var helt forskellig. Ravn gik i Almindelighed med et godt Sværd i Haanden, som Ingemunds Øjne ofte faldt paa. Engang bad denne om at se det, og Ravn svarede, det kunde han gerne. Ingemund tog det, trak det ud af Skeden, fandt, at det var fuldt saa godt, som han havde tænkt, og spurgte, om han vilde sælge det. Ravn svarede, at han ikke var i saa stor Pengetrang, at han skille sig af med sine Vaaben, og sagde, at Bonden skulde ønske sig noget andet som Vederlag for Opholdet; han havde længe været under saadanne Forhold, at han maatte have Vaaben, og kunde komme i saadanne igen. Ingemund blev meget vred herover, thi ham tyktes, at den anden viste ham Ringeagt, og grundede paa, hvorledes han skulde faa fat i Sværdet. Engang da han gik hen til sit Gudehus, magede han det saaledes, at Nordmanden fulgte med ham. Ingemund talte venlig med ham om det, han vidste han holdt mest af; den anden vilde nemlig gerne tale om sin Vikingefærd og sine Hærtog. Medens de nu saaledes gik fordybede i Samtalen, gik Ingemund ind i Gudehuset, og inden han vidste deraf, løb ogsaa Ravn derind med Sværdet i Haanden. Ingemund vendte sig til ham og sagde: »Det er ikke Skik at gaa med Vaaben ind i Gudehuset, og du vil udsætte dig for Gudernes Vrede, hvis du ikke giver Bøder.« Ravn svarede: »Det er en List og et oplagt Raad, som du længe har tænkt paa, men hvis jeg har forbrudt mig mod Eders Love, saa er det vel bedst, at du fastsætter Bøderne, thi man anser dig for en retfærdig Mand.« Ingemund svarede, at den sømmeligste Bod var at vise Guderne Ære; men det tjente ham til Undskyldning, at hans Brøde var uoverlagt, derfor vilde Straffen ikke vorde saa stor; det bedste var, at han overgav ham Sværdet, og overlod til ham at formilde Gudernes Vrede. Ravn svarede, at han heller skulde have skilt ham ved meget andet af hans Gods, der var ligesaa godt som dette; »men du,« tilføjede han, »har ved andre Lejligheder opført dig ædlere end ved denne.« Derpaa overgav han ham Sværdet. Om Sommeren drog han bort, og nævnes ikke mere i denne Fortælling. Dette Sværd gik i Arv i Slægten fra Fader til Søn; det var et udmærket Sværd, og kaldtes Ættetange (26).
En Mand ved Navn Eyvind, kaldet Sørkver, der var kommen ud tilligemed Ingemund, rejste en Sommer udenlands sammen med sin Ven Thororm. Ingemund laante dem Skibet Stigende, thi han var en trofast Ven af alle gode Mænd og vilde gerne vide, om Skibet sejlede ligesaa godt, naar han ikke selv var med. De kom næste Sommer tilbage til Mundingen af Aaen Blanda og sagde til Ingemund, at der ikke kunde gives skønnere Skib; de havde ogsaa gjort en god Købfærd. Eyvind boede i Blandadalen og hans Ven Gaut i Gautsdalen.
En Mand ved Navn Rolleif, kaldet den Store (Svære), landede i Hvidaa i Borgefjord tilligemed sin Moder Ljot. Hun havde intet godt Lov paa sig og gav sig kun af med Trolddom og Rænker. Hendes Søn lignede hende meget i Tænkemaade. Rolleif var en Brodersøn af Ingemunds Fostbroder Sæmund; han drog hen til Sæmund og fremstillede sig for ham som hans Frænde. Sæmund sagde, at han ikke vilde fragaa deres Slægtskab, »men det bæres mig for,« vedblev han, »at din Moder er værre end din Fader, og jeg frygter for, at du slægter hendes Frænder mere paa end din Faders.« Rolleif svarede, at der var andre Ting, som var ham gavnligere end onde Spaadomme, og Sæmund tilbød da ham og hans Moder Ophold hos sig om Vinteren. Rolleif var meget stærk, men brugte sine Kræfter til det onde mod dem, der var under ham; han var haard og lønnede altid godt med ondt efter sin Moders Raad. Sæmunds Søn Geirmund handlede han ilde med baade i Lege og ved andre Lejligheder, saa der opstod megen Uvilje mellem dem. Engang sagde Geirmund til sin Fader: »Denne vor Frænde viser sin Taknemmelighed for vor Modtagelse paa en Maade, som han sagtens kan komme afsted med, men som er andre noget byrdefuld, nemlig ved Trusler, Haardhed og grusom Behandling; somme bryder han Benene paa og lemlæster, og det nytter ikke at sætte ham i Rette derfor.« Sæmund svarede, at han ikke lønnede dem for Opholdet, som man kunde vente, og at det ikke kunde blive ved saaledes. Rolleif var tilstede ved denne Samtale og sagde, at det var skammeligt at anke paa saadant uden at agte sine paarørende; »men jeg taaler visselig ikke,« sagde han, »at Stympere sparker mig i Ansigtet.« Sæmund svarede: »Saaledes mener du, men du har, som jeg frygtede for, mere din Moder Ljots Tænkemaade, end vore Frænders; jeg har derfor tiltænkt dig Land og Bopæl paa Høfdestrand nord for Unedal, og jeg vil raade dig til at vise dig eftergiven mod dine nærmeste Naboer, Thord Bonde paa Høfde, Une i Unedal og de andre i Egnen, og til at bede dem om Lov til at nedsætte dig der.« Rolleif svarede, at han ikke vilde krybe for dem.
Rolleif drog med sin Moder ud i Dalen, der siden kaldtes Rolleifsdal, og nedsatte sig der. Men de holdt kun lidet Venskab med andre, gjorde dem det onde de kunde, og viste sig i alting som slette Naboer. Man fattede snart Had til dem og tyktes, at Sæmund havde sendt noget slemt Pak derud; i Begyndelsen undgik man at være Rolleif imod, siden han var Sæmunds Frænde; men da man lærte hans og hans Moders Sindelag at kende, ønskede man at faa dem bort, og havde helst set, at de aldrig var kommen der.
Une var en rig Mand, og havde en Søn, der var en meget ung Mand, og en Datter Rodny, der var en smuk og arbejdsom Kvinde. Rolleif henvendte sig til Une, og klagede over, at i det Dalstrøg, hvor han var, var der hverken Glæde eller Munterhed, skønt man søgte at forlyste sig saa godt, man kunde. »Vi kunde derfor,« sagde han, »være tjente med at indgaa Svogerskab, saa at jeg faar din Datter; derved vil vel ogsaa al Misforslaaelse mellem os falde bort.« Une svarede, at hans Tænkemaade ikke var saadan, at han kunde vente at faa en god Kone; hans Datter kunde nok blive gift, og han gav ham et rent Afslag. Rolleif sagde, at det var uklogt handlet af ham; »hun faar da blive min Frille,« sagde han, »og det er endda godt nok til hende.« Nu kom han der jævnlig, og talte med Rodny; og det varede saa ved en Stund imod hendes Frænders Vilje.
Engang lavede Rolleif sig til at tage hjem. Da sagde Une til sin Søn: »Det tykkes mig umandigt, at vi lader denne Mand saaledes komme og gaa, som han vil, og taaler hans Gang her; i min unge Alder var jeg mere dristig, da jeg stred med Kolben og overvandt ham, og han var dog Høvding og raadede for en stor Strækning; men denne er alene og har ikke andet for, end at volde os Skam.« Od svarede, at han ingen Lyst havde til at have med denne Kæmpekarl at gøre eller med hans Moders Trolddom; man sagde, at han havde en Kjortel, som Jærn ikke kunde bide paa; men han vilde dog træffe ham. Det gjorde han da ogsaa. De mødtes oppe paa Fjældet mellem Dalene. Od sagde: »Du kommer ofte ad denne Vej, men vi saa helst, du gik den noget sjældnere.« Rolleif svarede: »Siden jeg var ni Aar gammel, har jeg altid handlet efter mit eget Hoved, og saa vil jeg endnu; jeg bryder mig ikke om, hvad du siger, og det tykkes mig ikke farligere at færdes her, om du hænger her paa Vejen.« Od sagde, at han kunde have givet ham et bedre Svar. Rolleif kom hjem og sagde til sin Moder, at nu kom han nok til at tage en Træl fra Arbejdet, som kunde følge med ham, thi de begyndte nu at blive ham besværlig. Ljot sagde, at Trællen ikke kunde gøre noget bedre, end følge med ham: »og bryd du dig ikke,« sagde hun, »om de Kotkarles Lader; tag din Kjortel paa, og prøv hvad den duer til.«
Od kom til sin Fader og sagde, at han vilde tage hen til Sæmund og fortælle ham Sagen; og Une mente, det var bedst jo før jo heller. Od tog derpaa hen til Sæmund og sagde: »Det er en slet Sending, du har skaffet os paa Halsen, denne din Frænde Rolleif.« Sæmund svarede, at det ikke kom ham uventet, og det var godt, om slige Mænd blev skaffet af Vejen. Od mente, at han næppe vilde sige det samme, naar det var sket, skønt det var en Mand, der vilde alle ondt, og naar man hidtil ikke havde gjort noget derved, saa var det kun af Hensyn til Sæmund. Od tog hjem. Une sagde: »Du kommer nok til, min Søn, at tage dig af Sagen, thi du er ung og rask, men jeg er gammel og aflægs, og skønt han er haard og hans Moder en Heks, saa kan det dog ikke gaa saaledes hen.« Od sagde, at han vilde se, hvad han kunde gøre. En Aften lagde han sig med fire andre i Baghold for Rolleif; med denne var en Mand ved Navn Ljot. Od sprang op og sagde: »Denne Gang vil din Færd dog vel blive stoppet.« »Maaske,« svarede Rolleif, »er det din Ondskab, der bliver standset og dig selv til Fald;« det var endnu uvist, hvem der skulde have mest Glæde af dette Møde, vel var hans Modstander mandstærkere, men det var ham ligegyldigt, hvem der kom til at bløde. Derpaa gik de løs paa hinanden og stred. Rolleif var haard og stærk, og havde den Kjortel paa, som hans Moder havde lavet ham, og som Jærn ikke bed paa. Od dræbte Rolleifs Medfølger Ljot, gik saa imod Rolleif selv, og sagde: »Jærn bider ikke paa dig, og afskyelig er du i alle Maader, baade ved Trolddom og ved din øvrige Adfærd.« Derpaa lod han Hugget gaa nedad paa Rolleifs Ben, og der bed Sværdet, thi Kjortelen naaede ikke did. Od sagde: »Nu hjalp din Heksekjortel dig dog ikke.« Rolleif hug derpaa til Od, og gav ham og endnu en anden Mand Banesaar, men tre flygtede. Det skete silde om Aftenen noget oppe fra Unes Gaard. Rolleif kom hjem, og fortalte sin Moder, hvorledes hans Modstandere var komne slet derfra; hun ytrede sin Glæde over, at Husmænd og deres Sønner herefter ikke skulde blande sig i hans Rejser og overvælde ham med deres onde Ord. Rolleif sagde, at han nu havde lønnet Od for hans Skældsord, da han sagde, at Rolleif ikke kunde lignes med nogen Dannemand, »men jeg,« vedblev han, »spaaede ham, at vort Møde vilde blive ham til Skam, og det har han nu faaet at føle.«
Une drog til Høfde-Thord, og fortalte ham sin Ulykke, sin Søns Drab, og bad om hans Hjælp til at faa Ret i denne Sag; ellers vilde Thords Ære også lide derved, naar Urostiftere saaledes opstod hist og her i Herredet. Thord gav ham Ret deri, men gjorde opmærksom paa, at Sæmund dog var den nærmeste til at bøde paa sin Frændes Ugerninger og faa ham ud af Herredet. De henvendte sig da til Sæmund, og bad ham bringe Sagen i Orden, og sagde, at hans egen Ære krævede det. Sæmund lovede det. Rolleif blev da sat fra Gaarden, og drog med sin Moder til Sæmund; men der blev sat nogle Mænd til at forestaa Gaarden, og om Foraaret paa et Forligsmøde sluttedes Sagen saaledes, at Une fik Rolleifs Jord i Bøder, og Rolleif selv blev forvist fra Herredet saa vide som Vande løb ud til Skagefjord.
Sæmund tænkte nu paa det gamle Venskab mellem ham og Ingemund, og da de kom sammen, sagde han: »Det hænger nu saaledes sammen, Fostbroder, at der er kommen en Mand til mig, som lader ond i Sind, men det er dog min Frænde, og han hedder Rolleif; jeg saa gerne, at du vilde tage imod ham og hans Moder, og sørge for deres Bosættelse i din Egn.« Ingemund svarede: »De Folk har ikke noget godt Lov paa sig, saa jeg vilde helst være fri for dem, men du vil vel tage det som Uvillighed og Uædelmodighed af mig, hvis jeg afslaar det; dog passer det kun slet for os, da flere af mine Sønner heller ikke er meget eftergivende.« Sæmund sagde, at han havde saa god Lykke med sig, at det gik godt med de fleste, som han tog sig af. Ingemund mente, at det vilde Udfaldet vise; hvorpaa Rolleif og hans Moder tog hen til Ingemund.
Rolleif og hans Moder var nu to eller tre Aar hos Ingemund, og skiftede ikke Opførsel. Rolleif drillede Ingemunds Sønner, men disse kunde ikke godt finde sig deri, allermindst Jøkul, med hvem Rolleif havde saa alvorlige Lege, at de var nærved at lemlæste hinanden. Jøkul sagde, at det var nogle onde Gæster de havde faaet, men de maatte dog finde sig deri, naar det ikke blev endnu værre, og sagde, at dette udædiske Menneske skulde dog aldrig faa Bugt med dem. Der var ingen Forskel paa deres Vækst og Styrke, thi de var begge stærke nok. Ingemund sagde: »Det er slet gjort af dig, Rolleif, at du ikke tæmmer dit Sind, og ikke lønner godt med godt; dette kan ikke gaa i Længden, og jeg vil derfor give dig Bopad her ovre paa Aas.« »Det er mig ogsaa ligesaa kært,« sagde Rolleif, »som at blive hos dine ondskabsfulde Sønner.« »Jeg er ked af,« svarede Ingemund, »at sende dig bort, thi det har jeg aldrig gjort, naar jeg først har taget imod en Mand.« Thorsten mente, at det vilde blive endnu værre senere. Ingemund byggede da en Gaard for Rolleif og Ljot paa Aas, og der boede de da længe, og Rolleif holdt sig for ligesaa god som Ingemunds Sønner.
Paa denne Tid kom to Brødre, Halorm og Thororm, ud til Landet; de var rige, og blev hos Ingemund om Vinteren. Halorm friede til Ingemunds Datter Thordis, og fik ja, thi Ingemund haabede at have en god Støtte i ham paa Grund af hans Rigdom. Til Medgift fik han Gaarden Karnsaa. De fik en Søn Thorgrim. Thororm boede paa den nederste Tunge i Vatnsdalen, som siden kaldtes Thorormstunge.
Der fortælles, at der den Gang var megen Laksefangst i Aaen i Vatnsdalen. Ingemunds Sønner havde delt Hussyslerne mellem sig; thi den Gang var det Skik, at gode Mænds Børn selv tog Del i Arbejdet. De fire Brødre, Thorsten, Jøkul, Høgne og Thorer, gav sig af med Fiskeriet, men Smed tog sig andet for. Brødrene tog jævnlig til Aaen og gjorde god Fangst. Rolleif opførte sig som sædvanlig, og levede i slet Forstaaelse med alle sine Naboer. Det var heller ikke noget Venneraad, at Ingemund nogensinde skulde tage imod ham. Ingemunds Sønner var meget misfornøjede over, at han saaledes levede paa deres Bekostning, og dog kun gengældte det med Fornærmelser, og sagde, at det var den største Fejl, deres Fader havde gjort, at han havde taget imod ham. Mændene paa Hov og Rolleif havde Del sammen i Fiskeriet, og det var aftalt mellem dem, at Rolleif skulde have Ret til at fiske, naar Ingemunds Sønner eller deres Folk ikke kom der; men det brød han sig ikke om, thi han agtede sin egen Vilje og sit uretfærdige Sind mere end den gjorte Aftale. Engang da Ingemunds Huskarle kom til Aaen, sagde de til Rolleif, at han skulde give Plads for deres Garn. Rolleif svarede, at han ikke brød sig om Trælles Snak. De svarede, at det ikke sømmede sig for ham at sætte sig op imod Mændene paa Hov, og det vilde heller ikke lykkes ham, om han end kunde faa Bugt med andre. Da sagde Rolleif, at de skulde pakke sig, de elendige Trælle, og tage sig i Agt for ham; hvorpaa han jog dem haanlig og uforskyldt bort. De sagde: »Det er ilde handlet af dig, som maa takke Ingemund for saa mange Velgerninger, da han har taget imod dig, og givet dig Gaard og Fiskeri og meget andet godt, skønt du blev anset for en, som ingen Dannemand kunde give sig af med.« Rolleif svarede, at han ikke var forpligtet til at gaa bort fra Aaen for nogle Trælle, kastede derpaa en Sten efter en af dem, saa han faldt i Afmagt, og viste dem, at det var bedst for dem selv, at holde deres Mund. De skyndte sig hjem og kom, da man sad ved Bordet. Ingemund spurgte, hvorfor de løb saa hastig. De svarede, at Rolleif med Hug og Skældsord havde drevet dem fra Aaen. Jøkul sagde: »Han vil nok være Herredshøvding her i Vatnsdalen og behandle os som Trælle, men aldrig skal denne Djævel af et Menneske kue os.« Thorsten sagde, at det gik rigtignok vel vidt, men mente dog, det var bedst at tage Sagen med Sindighed. Ingemund sagde, at der var Grund til deres Vrede, men de gjorde dog bedst i at fare med Mag, thi de havde med en at gøre, der hverken brød sig om Ret eller Billighed, en, af hvem man ikke kunde vente sig andet end ondt. Jøkul sagde, at han dog vilde prøve paa, om han vilde gaa fra Aaen, og sprang op fra Bordet og løb ud. Ingemund sagde: »Min Søn Thorsten! Dig har jeg mest Tillid til, følg med dine Brødre!« Thorsten svarede, at han ikke vidste, om det lod sig gøre, at holde Jøkul tilbage, men han vilde ikke staa stille, naar han stred med Rolleif.
Da de nu kom hen til Aaen, saa de, at Rolleif fiskede der. Da sagde Jøkul: »Pak dig fra Aaen, din Nidding, og vov ikke at give dig i Trætte med os, ellers skal vi for Alvor prøve Styrke med dig.« Rolleif sagde: »Om I er tre eller fire, saa vil jeg dog blive ved med mit Arbejde, til Trods for dine Skældsord.« »Du stoler meget paa din Moders Trolddom,« sagde Jøkul, »naar du tror, at du alene kan holde alle os borte fra at fiske;« hvorpaa han foer ud i Aaen efter ham; men Rolleif veg ikke. Thorsten sagde: »Lad dit Stivsind fare, Rolleif; det nytter dig ikke noget, at du mod al Ret og Billighed sætter dig op imod os.« Jøkul raabte: »Lad os dræbe det Afskum!« Da gik Rolleif op paa Land, hvor der laa Stene, og kastede med dem efter Brødrene. De andre kastede og skød ligeledes efter ham tværs over Aaen, men Rolleif kunde ingen Skade faa. Jøkul vilde da gaa over Aaen et andet Sted for at komme ham til Livs, og sagde, at det var en stor Skam, naar de ikke, saa mange som de var, kunde faa Bugt med ham. Thorsten sagde: »Mit Raad er, at vi skal trække os tilbage, og heller sørge for vor egen Sikkerhed end falde i Kløerne paa ham og hans Moder, thi jeg tvivler paa, at hun giver efter, og der er Forskel paa at have med skikkelige Folk at gøre og deres Troldskab.« Men Jøkul svarede, at det brød han sig aldrig om, og søgte efter et Sted, hvor han kunde komme over, medens hans Brødre kastede Stene og skød efter Rolleif.
Nu kom der en Mand løbende hjem til Hov, og sagde Ingemund, at de kæmpede. Han sagde: »Gør min Hest rede, jeg vil ride derhen.« Han var da gammel og næsten blind, og havde overladt hele Styrelsen af sit Gods til sine Sønner. Der blev givet ham en Dreng til Følgeskab, som ledte Hesten, han red paa; han havde en sort Kappe paa. Da de var komne hen til Aabredden, saa de andre ham, og Thorsten sagde: »Vor Fader er kommen, lad os nu trække os tilbage, saa tror han, at vi gør efter hans Vilje, men jeg er bange for hans Nærværelse her;« hvorpaa han bad Jøkul at holde op. Ingemund red til Aaen og sagde: »Gaa fra Aaen, Rolleif, og husk paa din Skyldighed!« Men i det Øjeblik Rolleif fik Øje paa ham, kastede han et Spyd efter ham, og traf ham midt paa Livet, og da Ingemund havde faaet Stikket, red han tilbage til Bredden og sagde til Drengen: »Følg mig hjem!« Han traf ikke sine Sønner; og da de kom hjem, var det langt ud paa Aftenen. Da Ingemund skulde stige af Hesten, sagde han: »Nu er jeg stiv; saaledes gaar det med os gamle Folk, vi bliver usikre paa Fødderne;« og idet Drengen tog imod ham, for at hjælpe ham ned, gav det Lyd i Saaret, og han saa Spydet staa igennem ham. Ingemund sagde: »Du har længe været mig tro, gør nu, som jeg byder dig, herefter vil jeg ikke bede dig om noget: gaa hen til Rolleif, og sig til ham, at inden i Morgen den Dag vil mine Sønner nok kræve deres Faders Blod af ham, og jeg raader ham derfor til at tage bort, før det bliver Dag; det er ingen større Hævn for mig, at han dør, men det sømmer mig at værne om den, som jeg engang har taget i mit Hus, saalænge jeg kan gøre noget dertil, hvorledes det saa end vil gaa siden.« Han brød derpaa Spydskaftet over, gik med Drengens Hjælp ind, og satte sig i sit Højsæde; han forbød, at der blev tændt Lys, førend hans Sønner kom hjem.
Drengen kom til Aaen, og saa en hel Mængde Laks, som Rolleif havde fanget. Drengen sagde: »Det er dog vist og sandt, at du er det største Afskum; du har gjort en Udaad, som vi aldrig kan oprette, du har givet Ingemund Bonde Banesaar; og han har paalagt mig at sige dig, at du ikke skulde blive hjemme i Morgen, thi hans Sønner, sagde han, vilde uden Tvivl lede efter dig, for at hævne deres Fader. Og dette har jeg nu opfyldt, mere efter hans Ønske, end fordi jeg har noget imod, at du kom under Brødrenes Økse.« Rolleif svarede: »Jeg tror, hvad du her siger mig, men aldrig skulde du være kommen med hele Lemmer herfra, hvis du ikke havde bragt denne Tidende.«
Nu er at fortælle om Ingemunds Sønner, at de tog hjem om Aftenen, og talte med hinanden om, at Rolleif var en mageløs Nidding. »Endnu ved vi dog ikke tilfulde,« sagde Thorsten, »hvad ondt han har gjort os, men der aner mig ikke noget godt om vor Fader.« De kom hjem ved Aftenstid, og Thorsten gik ind i Skaalen, snublede og følte med Haanden for sig, og spurgte, hvoraf der var vaadt. Husfruen svarede, at det havde nok dryppet af Ingemund Bondes Klæder. Da raabte Thorsten: »Det er glat, som om det var Blod; tænd straks Lys!« Det skete. Da sad Ingemund i sit Højsæde og var død; Spydet stod igennem ham. Jøkul sagde: »Tungt er det at vide, at saa gæv en Mand er bleven dræbt af et saadant Umenneske; lad os straks gaa hen og dræbe ham!« Men Thorsten sagde: »Saa kender du ikke vor Faders Godhed, hvis du tvivler om, at han har advaret ham; men hvor er Drengen, som fulgte med ham?« Han fandtes ikke. »Saa er uden Tvivl Rolleif heller ikke hjemme,« sagde Thorsten, »og vi kommer til at gaa imod ham med Overlæg, ikke med Heftighed; men vi maa trøste os med, at der er saa stor Forskel mellem vor Fader og Rolleif, og det vil komme vor Fader tilgode hos ham, som har skabt Solen og hele Verden, hvor han end er.« Jøkul var da saa rasende, at de næppe kunde styre ham. I det samme kom Drengen tilbage, og fortalte dem sit Ærinde. Jøkul sagde, at det kunde han gerne have ladet være med, men Thorsten svarede, at man ikke burde regne ham det til onde, da han kun havde opfyldt deres Faders Vilje. Ingemund blev lagt i Baaden, som hørte til Stigende, og prægtig begravet, saaledes som da var Skik med Mænd af høj Værdighed.
Dette spurgtes vide omkring, og holdtes for en vigtig og sørgelig Tidende. Thorsten sagde til sine Brødre: »Det synes mig raadeligt, at vi ikke sætter os i vor Faders Sæde, hverken hjemme eller ved Gilder, saalænge han ikke er hævnet.« Saa gjorde de, og indfandt sig kun sjælden ved Lege og andre Forsamlinger. Men da Eyvind Sørkver fik Budskabet om Ingemunds Død, sagde han til sin Fostersøn: »Drag hen og sig til min Ven Gaut, hvad jeg gør, det samme tror jeg ogsaa sømmer sig for ham at gøre.« Derpaa trak han sit Sværd under sin Kappe, styrtede sig deri og døde. Og da Gaut hørte dette, sagde han: »Ingemunds Venner bør ikke leve, og jeg vil tage min Ven Eyvind til Mønster;« hvorpaa han satte sig sit Sværd for Brystet, og dræbte sig selv. Hans Sønner var Hermund og Romund den Halte, om hvem der siden fortælles.
Nu vil vi standse her, og fortælle noget om Rolleif. Han gik til sin Moder, og fortalte hende Tidenden. Hun sagde, at ingen kunde leve længer, end hans Skæbne havde bestemt, og Ingemund var bleven gammel nok. »Det er mit Raad,« tilføjede hun, »at du farer bort saa snart som muligt, thi Drabssag smerter mest paa Drabsdag; kom siden herhid igen, naar jeg kan haabe, at min Raadslagning kan have nogen Fremgang, men endnu ved jeg ikke, om Thorstens Forstand og Lykke er stærkere end mine Paafund.«
Rolleif drog derpaa til Skagefjord, og kom til Sæmundshlid. Sæmund var dengang død, og Geirmund raadede for hans Ejendomme og Gaard. Geirmund spurgte om Tidende; Rolleif svarede, at han forkyndte ham Ingemund Bondes Død paa Hov. Geirmund sagde: »Da er der død en brav Mand; hvad voldte hans Bane?« Rolleif svarede: »Der blev skudt til Maals efter ham,« og fortalte derpaa alt, hvad der var sket. Geirmund sagde: »Jeg ser, at du er den værste Ulykkesfugl; bort med dig, og kom her aldrig mere, dit fule Skarn!« Men Rolleif svarede, at han ikke vilde tage bort, men lade sig dræbe der paa Stedet til Vanære for Geirmund. »Min Fader,« sagde han, »faldt i din Faders og Ingemunds Hær, og det kan jeg takke dig og dine for.« Geirmund svarede, at det kunde hændes Dannemænd at falde i Strid, men at han vilde overgive ham i Ingemunds Sønners Vold, naar de kom. Ja det og langt værre Ting, sagde Rolleif, ventede han sig af ham. Han blev imidlertid skjult der i et Fadebur.
Ingemunds Sønner holdt sig stille om Vinteren, sad paa den lavere Bænk, og søgte hverken Lege eller Ting. Men kort før Sommeren kaldte Thorsten sine Brødre til en Samtale, og sagde: »Vi alle,« tænker jeg, »er enige om, at vi skal hævne vor Fader, men det er ikke nogen let Sag; det synes mig derfor raadeligst, at den, som med Klogskab styrer denne Sag, skal kunne vælge sig en Kostbarhed af vor Ejendom.« Det gik de alle ind paa, og sagde, at han paa Grund af sin Forstand var bedst skikket dertil.
Om Morgenen var Thorsten tidlig paafærde, og sagde til sine Brødre: »Lad os nu gøre os rede til at drage til Herrederne nord paa, og se, hvad vi der kan udrette.« Alle fem Brødre fulgtes ad, men der var ikke flere Mænd med, og de kom en Dag om Aftenen til Geirmund, der tog meget vel imod dem. Der var de da om Natten, og led ikke Mangel paa noget. Om Morgenen sagde Thorsten til sine Brødre: »Nu skal I lege Tavl i Dag, men jeg vil tale med Geirmund.« De gjorde saa. Thorsten sagde til Geirmund: »Vi Brødre er komne hid for at lede efter Rolleif, som vi mener er kommen hertil; det er din Skyldighed at staa os bi heri, da det var Eder (28), som sendte vor Fader dette Afskum, der har afstedkommet saa ond en Gerning, skønt ikke med Eders Vilje; han har heller ikke andre gode Frænder, der kan hjælpe ham, uden dig alene.« Geirmund svarede: »Alt dette er sandt, og du begynder din Eftersøgning paa forstandig Vis, men Rolleif er her nu ikke.« Thorsten vedblev: »Da tror jeg dog, at han er i dit Udhus; her er et Hundrede i Sølv, tag dem, og lad ham komme bort; jeg skal da mage det saa, at han ikke bliver greben paa dine Enemærker, saa at det kunde lægges dig til Last; men søge efter ham vil vi, skønt vor Fader ikke derved bliver bedre hævnet; sig ham, at du ikke trøster dig til at forsvare ham imod os, og udsætte dig for vort Fjendskab.« Geirmund svarede: »Jeg tilstaar da, at han er her, dømme saa hver derom, hvad han vil; jeg vil nu følge dit Raad og sige ham, at han skal drage bort; søg da efter ham, naar han ikke mere er hos mig.« »Saa skal det være,« sagde Thorsten. Geirmund gik nu til Rolleif, og sagde: »Ingemunds Sønner er nu komne hid og søger efter dig, saa du kan ikke længer have dit Ophold hos mig; thi jeg vil ikke sætte mig og mit Gods i Fare for din Skyld eller din slette Daads Skyld, og disse Brødre er meget raadsnilde og dygtige.« Rolleif svarede: »Det kunde jeg vente mig, at du vilde te dig saa lumpent; gid du faa en Ulykke for din Hjælp, og pak dig bort!« »Det vil jeg,« sagde Geirmund. Derpaa gik han hen til Thorsten og sagde: »Det tykkes mig, at det vil være bedst for mig, at I ikke skynder Eder for meget, men bliver her i Dag over.« Deri samtykkede han. Næste Dag drog de over Fjeldet, hvor det havde tøet, og de saa Mandsspor paa Sneen. Da sagde Thorsten: »Lad os nu sætte os ned, og jeg vil fortælle Eder min Samtale med Geirmund; jeg fik at vide, at Rolleif var der.« Jøkul sagde: »Du er et underligt Menneske, du vilde forholde dig rolig, naar din Faders Banemand var i Nærheden af dig; hvis jeg havde vidst det, saa skulde jeg paa ingen Maade have holdt mig rolig.« »Det kan nok være,« sagde Thorsten, »men det er sømmeligere ikke at give Geirmund blot i denne Sag; lad os gøre fulde Dagsrejser og se, om vi kommer sildigere vester paa end han; thi alle hans Fodspor viser mod hans Hjem, og nu vil hans Moder Ljot blote mod Sommeren, som hun plejer efter sin Sædvane, men bliver Blotet først fuldført, saa vil Hævnen ikke lykkes.« Jøkul sagde: »Saa lad os da skynde os!« Han var forud for alle de andre paa Vejen, og saa tilbage og sagde: »Ilde faren er den Mand, der er saa ussel af Vækst og Kræfter som min Broder Thorsten, og Hævnen vil slippe os af Hænderne, hvis vi ikke skynder os bedre.« Thorsten svarede: »Det er endnu ikke afgjort, at mine Raadslagninger formaar mindre end din uforstandige Heftighed.« Silde om Aftenen kom de ned til Gaarden paa Hov, hvor Folkene sad tilbords.
Thorsten fik fat paa sin Faarehyrde udenfor, og sagde til ham: »Gaa over til Aas og bank paa Døren, og læg Mærke til, hvor længe det varer, før nogen kommer til Døren, kvæd imidlertid en Vise (29) og giv dig til Ærinde, at du vil spørge efter Faar; man vil da spørge dig, om vi er komne hjem, men du skal sige nej, vi er ikke komne.« Faarehyrden gik til Aas og bankede paa Døren, og han kvad Visen tolv Gange, førend nogen kom at lukke op; da kom en Huskarl ud og spurgte, hvad han vilde, og om Brødrene var komne hjem. Han svarede nej, og spurgte efter sine Faar, men den anden sagde, at de ikke var der. Faarehyrden kom tilbage og sagde Thorsten, hvor mange Gange han havde kvædet Visen. Thorsten svarede, at der kunde være foretaget meget indenfor, medens han maatte bie ude, »og kom du da ind?« spurgte han. Faarehyrden sagde ja, han var gaaet ind og havde set sig om. »Brændte der Ild paa Arnen?« spurgte Thorsten. »Det lod til, at der nylig havde været gjort Ild paa,« sagde Faarehyrden. »Saa du ellers noget usædvanligt i Huset?« spurgte Thorsten videre. Faarehyrden svarede, at han saa en stor Dynge, og af den ragede der noget rødt Klæde frem. »Det maa have været Rolleif,« sagde Thorsten, »og hans Blotdragt. Lad os nu straks bryde op og tage derhen, og se hvad vi kan udrette.« De drog af Sted og kom til Aas; der var ingen udenfor, men de saa Brænde opstablet langs op ad Væggen paa begge Sider af Mønningen, og uden for Gaarden selv et mindre Hus, og der var et Led mellem det og Gaarden. Thorsten sagde: »Dette maa være Blothuset, og der agter Rolleif sig hen, naar Ljot er til Ende med sine Tilberedelser og sit Trolddomsvæsen, men det ser jeg ikke gerne; gaa derfor I andre hen i Krogen ved Huset, men jeg vil sætte mig oppe over Døren med en Stok i Haanden; men naar Rolleif gaar ud, vil jeg kaste Stokken til Eder, og løb saa hen til mig!« Jøkul sagde: »Det er let at se, Broder, at du vil have Æren for dette, som for alt andet, men det vil jeg ikke finde mig i; jeg vil sidde med Stokken.« Thorsten sagde: »Saa faar du vel have din Vilje, skønt det ikke er det bedste, thi jeg frygter for, at du begaar en eller anden Overilelse.« Jøkul satte sig da paa det opstablede Brænde, og lige straks efter kom en Mand ud og kiggede, men uden at lægge Mærke til dem, der var komne; saa nok een og en tredje; den sidste var Rolleif. Jøkul kendte ham godt, og drejede sig saa hastig om, at Brændestabelen faldt, dog fik han kastet Stokken hen til sine Brødre, sprang ned fra Huset og fik Rolleif grebet, saa han ikke kunde undløbe. De var lige stærke og rullede begge ned ad Brinken, og snart laa den ene under, snart den anden. Da Brødrene nu kom til, sagde Høgne: »Hvad er det for en Djævel, der kommer her imod os, som jeg ikke ved, hvad er?« Det var Ljot, der kom i en underlig Skikkelse; Klæderne havde hun smækket over Hovedet, hun gik baglængs og stak Hovedet ud mellem Benene, og afskyeligt var hendes Øjekast, som hun fordrejede djævelsk. Thorsten sagde til Jøkul: »Dræb du nu Rolleif, som du saa længe har higet efter.« Jøkul sagde: »Det skal jeg straks gøre;« hvorpaa han huggede Hovedet af ham og ønskede, at han aldrig maatte trives. »Ja, ja!« sagde Ljot, »den Gang var det nær ved, at jeg vilde have hævnet min Søn Rolleif, men I Ingemunds Sønner har Lykken med Eder.« Thorsten spurgte, hvorledes det da skulde være gaaet til. Hun svarede, at hun vilde have drejet hele Egnen om for dem, »men I alle var blevne galne og havde løbet om paa Vejen som forvildede Dyr;« og at det vilde sikkert være sket, dersom hun havde set dem, førend de saa hende. Thorsten sagde, at det var rimeligt, at Lykken maatte gøre Udslaget i deres Trætte. Derpaa dræbte de Kærlingen Ljot, og hun døde i sit Ondskab og sin Trolddom.
Efter Rolleifs og Ljots Drab drog Brødrene hjem og blev modtagne med Glæde. Derpaa sagde Thorsten til sine Brødre: »Nu tror jeg at have Ret til at vælge mig en Kostbarhed.« De andre sagde ja. »Saa,« vedblev han, »vælger jeg mig Gaarden Hov og Jorden med Besætningen.« Men de andre indvendte, at det kunde man ikke kalde een Kostbarhed, og det var at forlange altfor meget. Thorsten sagde, at Jord og Besætning maatte følges ad; »og hvis I synes, det er for meget,« sagde han, »saa maa I huske paa, at vor Anseelse beror mest paa vor Enighed, dernæst, at det er mig, det især paaligger at sørge derfor; her er jo ogsaa flere Kostbarheder, som jeg gerne under Eder.« Alting blev da lagt i Lodder til Deling. Høgne fik Skibet Stigende, thi han var Sømand, Thorer fik Godordet, men Jøkul Ættetange, saa at han bar dette Sværd ved Lege og Hesteting, men Thorsten bar det efter Jøkuls Vilje paa Leideting (30) og Lovmøder. Ogsaa Thorer sagde, at skønt han havde Godordet, undte han dog Thorsten den meste Ære i Rettergangssager. Thorsten sagde: »Det er øjensynligt, at I, mine Brødre, i alle Maader vil vise mig Hæder, men skønt jeg har valgt Gaarden for mig, saa under jeg Eder gerne Gods derfor; og nu tykkes det mig raadeligst, at vi sætter os i vor Faders Højsæde.« De gjorde saa. Thorsten blev Høvding over Vatnsdølerne og Vesterhop, og alle de Omraader, som hans Fader før havde haft under sin Styrelse. Thorsten var gift med Thurid Gydja Sølmundsdatter. Jøkul boede paa Tunge, Smed paa Smedstad, Thorer paa Nautabo (Nødebo), der nu hedder Undunfjæld (31).
Nu skal der fortælles om en Mand, som før er nævnt (32), og som hed Thorolf Slegge. Han blev en meget urolig Mand, var en Tyv, og havde mange andre slette Egenskaber; saa at hans Ophold der regnedes for en stor Ulykke, og man ventede sig alt ondt af ham. Og skønt han ikke havde mange Folk hos sig, havde han dog andre Væsner, som han satte sin Lid til, nemlig tyve Katte, der var meget store, sorte og vilde. Folk gik til Thorsten og klagede deres Vaande for ham, som den al Herredets Styrelse hvilede paa, og sagde, at Thorolf havde stjaalet fra dem og gjort meget andet ondt. Thorsten tilstod, de havde Ret, men han fandt det vanskeligt at give sig af med den Kraftkarl og hans Katte, og vilde ikke gerne vove sine Mænd til denne Færd. Men de andre sagde, at han næppe vilde kunne holde sin Anseelse vedlige, hvis han ikke raadede Bod derpaa. Thorsten samlede da Mænd, thi han vilde være saa mandstærk, at han kunde være sikker paa Udfaldet; alle hans Brødre var med ham og desuden en Nordmand, som han havde hos sig. De drog til Sleggestad. Thorolf brød sig ikke om dem. Han vilde aldrig se brave Folk hos sig, og da han saa dem komme ridende, gik han ind og sagde: »Nu faar vi Gæster at tage imod, men det vil jeg lade mine Katte gøre; jeg vil sætte dem ude i Døren, og Indgangen vil blive vanskelig, saalænge de værge den.« Derpaa tirrede han dem saa stærkt, at de blev meget glubske og drejede deres Øjne fælt og hvæsede. Mændene, der kom, var i alt atten. Jøkul sagde til Thorsten: »Det var ret af dig at ville fordrive dette Skadedyr.« Thorolf sagde: »Nu skal her tændes Ild, og jeg ser gerne, at der kommer Røg; thi jeg mærker, at Vatnsdølerne ikke vil fare fredelig frem.« Han satte derpaa en Kedel paa Ilden, og lagde al Slags Affald og Uld under den, saa Huset blev fuldt af Røg. Thorsten gik til Døren og sagde: »Vi beder dig at komme ud, Thorolf!« Han svarede, at deres Ærinde nok ikke var venskabeligt. Kattene gav sig da til at hyle og skabede sig ilde. Thorsten sagde: »Det er en styg Flok.« Men Jøkul sagde: »Lad os gaa ind og ikke bryde os om disse Katte.« Thorsten satte sig derimod; »thi vi holder vist ikke alle vore Folk uskadte,« sagde han, »naar vi paa een Gang har med disse Katte at gøre og med Thorolfs Vaaben, thi han er meget stærk, og det tykkes mig bedre, at vi fik ham til at overgive sig og gaa ud, thi han har mere endnu at lægge paa Ilden, og vil tilsidst ikke kunne holde det ud derinde.« Thorolf tog Kedelen af Ilden, og kastede hele Dyngen af Uld derpaa; deraf blev en saa kvælende Røg, at de ikke kunde holde sig ret nær til Døren. Da sagde Thorsten: »Tag Eder i Agt for Kattene, at de ikke faar Eder i deres Kløer, og lad os nu sætte Ild paa Huset,« Jøkul greb en stor Brand, og kastede den mod Døren; men Kattene trak sig tilbage, og Døren faldt; Vinden bar ind paa Huset, og Ilden tog til. Thorsten sagde: »Lad os stille os ved Gærdet, der hvor Røgen er stærkest, og se, hvad han nu vil tage sig for; thi han gør for meget af at holde Ilden, til at han længe kan holde ud at være derinde.« Og denne Thorstens Formodning var rigtig. Thorolf løb ud med to Kister fulde af Sølv og gik langs med Røgen. Da han kom ud, stødte han paa Nordmanden, som raabte: »Der er han, den skændige Trold!« Nordmanden forfulgte ham ud til Vatnsdalsaaen. Thorolf kom til et Sted, hvor der var dybe Vandhuller eller Sumpe; der vendte han sig mod den anden, greb ham fat og bar ham under sin Arm, og sagde: »Du er nu kommen i Farten, lad os derfor følges ad.« I det samme sprang han ud i Sumpen, hvor de begge sank ned, og ingen af dem kom op mere. Thorsten sagde: »Det var dog en stor Ulykke, at min Nordmand saaledes skulde omkomme, men det er en Trøst, at Thorolfs Gods vil være nok til Bøder for ham.« De blev udredte. Det Sted, hvor Thorolf boede, hedder Sleggestad. Der blev altid siden set Katte, og der ansaas altid for usikkert at være der. Gaarden er neden for Helgavatn (33).
Maar Jørundsen flyttede fra Grund til Maarstad; mellem ham og Ingemunds Sønner var der godt Frændskab. Det hændte sig en Høst, at nogle Faar blev borte for Maar, som man søgte vidt og bredt efter, men ikke kunde finde. En Mand ved Navn Thorgrim Skindhue boede paa Hjalleland; han var meget troldkyndig og i flere Henseender en ond Mand. Der var nu megen Tale blandt Folk om, hvor de Faar dog kunde være blevne af, da hele Dalen dog var beboet af skikkelige Folk. En Aften, da Faarehyrden kom hjem, spurgte Maar ham om nyt; og Hyrden fortalte ham da, at Faarene var fundne, og at de ikke havde været stjaalne; »men derved,« sagde han, »er der kommet noget mere op, jeg har nemlig fundet et Stykke Jord i Skoven, som er et herligt Stykke Land; der har Faarene været og er blevne meget fede.« Maar spurgte, om det var paa hans Grund eller andres. Den anden svarede, at det laa rigtignok ved Ingemunds Sønners Grund, men saavidt han skønnede, hørte det dog Maar til, man kunde i hvert Fald ikke komme derhen uden fra hans Jord. Maar saa paa dette Stykke Jord, fandt den god og gjorde den til sin Ejendom; Thorgrim mente, at de nok kunde hævde den imod Ingemunds Sønner. Da Thorsten fik dette at vide, sagde han: »Nu tykkes mig, at vor Frænde Maar bliver for egenraadig, og næppe under os Lov og Ret.« Kort efter besøgte Jøkul sin Broder Thorsten; de talte meget med hinanden, og Jøkul sagde: »Det skulde dog være et stort Under, om Folk der i Dalen skulde rane fra os; denne Usling Thorsten Skindhue stræber uden Grund efter at plukke os; han burde have passende Betaling derfor.« Thorsten tilstod, at han ingen Skaansel fortjente, men det var nok ikke saa let at faa Bugt med ham. Han raadede til, at de skulde drage hen til Thorgrim. Jøkul var straks rede. Da Thorgrim fik dette at høre, søgte han straks hen til Maar; de hilstes som Venner; Thorgrim lod, som han havde stort Hastværk, og sagde, at Ingemunds Sønner var komne. Da Maar spurgte, hvoraf han vidste det, svarede han: »De er nu paa Vejen til min Gaard og vil dræbe mig, men det vil altid vise sig, at jeg ved mere end de andre.« Da Brødrene kom til Gaarden, sagde Thorsten: »Den Thorgrim er en forslagen Karl at have med at gøre; nu er han nok ikke hjemme.« Jøkul sagde: »Saa lad os i det mindste gøre nogen Skade her.« Men Thorsten satte sig derimod; »thi jeg vil ikke,« sagde han, »at Folk skal lade os høre, at vi udplyndrede hans Gods, da vi ikke kunde gribe ham selv,« og de vendte hjem med uforrettet Sag.
En anden Gang sagde Thorsten til sine Brødre: »Jeg gad dog vidst, om vi ikke skulde kunne faa fat paa Thorgrim.« »Jeg er rede,« sagde Jøkul. Men Thorgrim drog atter hen til Maar og sagde: »Endnu har Ingemunds Sønner ikke glemt mig; jeg vil ønske, at du nu vilde følge hjem med mig; de skal sande, at jeg tør oppebie dem hjemme.« Maar tog derhen. Ingemunds Sønner kom ridende ind til Gaarden, og de mødte hinanden paa Tunet. Thorsten sagde: »Vort Frændskab er ikke, som det skulde være, Maar! Vi burde vise os føjelige mod hinanden, og du skulde ikke lade slette Mennesker bo her, som tilføjer os Fornærmelser.« Maar sagde, at ved disse deres Besøg viste de deres Uvenskab, og han vilde ikke for deres Skyld give Slip paa noget, som tilkom ham med Rette. Jøkul mente, at det sikreste var, de straks prøvede Styrke med hinanden. Thorsten sagde, at han var sen til at begynde Trætte med sine Frænder, »men det kan dog,« sagde han, »komme saa vidt, hvis vi ikke faar vor Ret.« De drog nu bort og fik ikke fat paa Thorgrim paa Grund af hans Trolddom og Maars Modstand. Skiftevis hændte det, at Thorgrim var borte fra sin Gaard; eller at Maar var der og havde mange Folk med sig, og saaledes stod Sagerne hen en Stund.
Paa denne Tid kom Ingemunds Søn Høgne ud til Landet med sit Skib Stigende; han var hos Thorsten Vinteren over, og fortalte om sine Rejser, medens han havde været borte, og sagde blandt andet, at han aldrig havde kendt saa ypperligt et Skib som Stigende.
Der taltes meget i Herredet om Frændernes Uenighed. Jøkul kom ofte til sin Broder Thorsten og sagde, at det nok var hans Mening endnu at give efter for Maar. Thorsten svarede: »Saa har det syntes indtil nu, men nu vil vi passe Thorgrim op, skønt jeg kun har lidet Haab om et godt Udfald.« Brødrene gjorde sig en Dag rede til at tage hjemmefra; de var i alt fem og tyve Mand med de fem Brødre. Da sagde Thorgrim: »Nu er det galt igen, vi har straks Ingemunds Sønner her.« Han tog sine Klæder, løb ud og hen til Maar, og sagde, at nu var Brødrene igen paa Vejen derhen, og at det endelig var Tid engang at gøre dem kede af deres Overfald. Maar samlede sine Folk. Eyvind Sørkvers Søn Romund, der var en drabelig Kæmpe og var gift med Maars Datter, sagde, at det var bedst, de nu vovede en Dyst med dem. De var i alt elleve Mand foruden Maars Søstersønner, to haabefulde Ungersvende. Thorgrim sagde: »Det er bedst at gaa Ingemunds Sønner i Møde;« og saa gjorde de. Thorsten saa det og sagde: »Nu faar vi Lejlighed til at vise os, og det er bedst, at hver bruger sig efter Evne.« Jøkul trak Ættetange og sagde, at han havde Lyst til at prøve den paa Halsen af Maars Folk. De mødtes paa Karnsnæs. Thorgrim sagde til Maar: »Jeg vil skjule mig, og kanske jeg ikke gør Eder ringere Tjeneste derved, end ved at stride ved Siden af Eder, thi jeg trøster mig ikke til at være med i Angrebet.« Maar svarede ikke derpaa, og Slaget begyndte; og da det havde varet nogen Tid, sagde Jøkul: »Nu har jeg ingen Grund til at rose Ættetanges Hug.« »Det ser vi Prøver paa,« sagde Thorsten, »thi mange af vore Folk bliver saarede.« Jøkul var den forreste af dem alle og hug til begge Sider; han var en overmaade stærk og modig Mand, men alle hans hug lammede kun, men bed ikke. »Er nu Lykken vegen fra dig, Ættetange,« raabte han, »men hvorledes har det sig, Broder Thorsten?« »Mig synes,« sagde Thorsten, »at de, som jeg har fældet, staar op igen, men ser I noget til Thorgrim?« De sagde, at de ikke saa ham. Da bad Thorsten Jøkul at drage sig tilbage fra Striden, for at de kunde søge efter ham; og til Høgne sagde han: »Hold du imidlertid Kampen vedlige.« Han lovede det. Derpaa ledte de efter Thorgrim. Jøkul sagde: »Nu ser jeg Kæltringen, hvor han kommer frem.« »Ja, der ligger Ræven,« sagde Thorsten; og i det samme skottede han til dem fra det Sted, hvor han laa; det var ved Aaen. Jøkul og hans Broder løb efter ham, men Thorgrim løb hen til Aaen. Jøkul kom ham saa nær, at han kunde naa ham med sit Sværd, og hug Bagen af ham, i det han styrtede sig i Aaen. Det Sted, hvor han sprang ud, kaldtes siden Huesvælg. Jøkul sagde: »Nu bed da Ættetange!« og Thorsten mente, at herefter vilde den nok gøre det. Imidlertid var Slaget blevet fortsat. Romund gik haardt imod Høgne, og de skiftede svære Hug, men Enden paa deres Kamp blev, at Høgne faldt for Romund. I det samme kom Jøkul til, og blev da som rasende paa ny; han satte heftig ind paa Romund, og da skortede det ikke paa store Hug, thi da bed baade hans Sværd og de andres. Han hug Romund over Benet, og gav ham et saadant Saar, at han havde Mærker deraf sin Livstid og kaldtes Romund den Halte. Ogsaa Maars Søstersønner faldt. Da Striden nu var kommen saa vidt, saa Mænd fra Gaardene der i Nærheden deres Møde, og løb til for at skille dem. Det var først Thorgrim paa Karnsaa, en Frænde af Ingemunds Sønner, dernæst andre Bønder; de blev da skilte; mange var saarede, men alle mødige. Thorgrim sagde: »Du, Maar, har vist meget Stivsind ved at modsætte dig Brødrene, som du dog ikke kan ligne dig med; det er mit Raad, at du giver efter for dem, og overgiver Thorsten Selvdømme.« Han svarede, at det var et godt Raad, og de blev enige derom. Thorsten sagde, at han ikke vilde fælde nogen Kendelse førend paa et Lovting; og dermed drog hver til sit.
Da det Ting kom, hvor Thorsten skulde afsige Kendelsen, var Beboerne af Hov meget mandstærke. Thorsten sagde: »Det er de fleste her i Egnen vitterligt, hvorledes det gik med den Strid mellem os og vor Frænde Maar, ligesaa at denne Sag er givet mig i Vold. Det er min Kendelse, at min Broder Høgnes Drab og de Saar, som Maars Mænd har faaet, smaa og store, skal gaa op imod hinanden; Romund skal for Høgnes Drab være landflygtig mellem Rutafjordsaa og Jøkulsaa i Skagefjord, og ingen Bøder have for sine Saar. Maar skal beholde Hjalleland til Eje, siden man kun fra hans Jord kan komme dertil, og betale os Brødre et Hundrede i Sølv. Thorgrim Skindhue skal ingen Bod have for sin Skade, og han havde fortjent at komme endnu værre derfra.« Derpaa drog hver til sit, og de var saaledes forligte. Thorgrim Skindhue forlod Herredet og nedsatte sig nord paa i Melrakkeslette, og boede der til sin Dødedag.
Thorsten fik to Sønner. Den ene hed Ingolf, en meget smuk Mand, den anden Gudbrand, han var ogsaa en køn Mand. Ingemunds Datter Jorun var gift med Asgeir Ødekol, Fader til Kalv og Hrevna, der blev gift med Kjartan Olafsen, og til Thorbjørg, som blev kaldet Gaardbod (34).
Om Thorolf Heljarskind skal nu fortælles, at han boede først i Forsøludal, og havde et ondt Rygte paa sig. Thorsten fra Hov kom til ham og sagde, at han ikke vilde tilstede ham at blive boende der, hvis han ikke ændrede sin Færd, ellers vilde han ikke lade ham være der i Ro. Thorolf sagde, at det var rimeligt nok, at Thorsten raadede for, om han maatte bo der eller ikke, men for sin Opførsel vilde han selv raade. Han flyttede derpaa bort og byggede sig et Virke (36) sønder paa ved Fridmundsaa. Her gav Thorolf sig til at stjæle og rane fra Folk; han havde ogsaa Blotgrave, hvoraf man sluttede, at han blotede baade Mennesker og Kvæg. Han kunde ikke faa noget skikkeligt Menneske til at hjælpe sig, men han havde dog ni Stalbrødre, naar de var flest, alle ligesaa slette som han eller endnu værre. Men da de spurgte, at Thorsten vilde gøre et Anfald paa dem, flygtede nogle af dem fra Virket og vilde ikke blive. Herredsmændene kom hen til Thorsten, og bad ham skaffe dem af med denne Mand, der var saa ond en Nabo, at de ikke kunde udholde det; og Thorsten tilstod, at de havde Ret deri. Han sendte derpaa Bud efter sine Brødre, Thorer og Jøkul. Thorer blev undertiden overfalden af Bærsærkegang, hvilket tyktes stor Skade for en saadan Mand, thi det var ham ikke til nogen Baade. Jøkul sagde til Thorsten: »Du gør vel i, at du ikke lader Skarnsfolk faa nogen Fremgang her i Dalen.« Derpaa tog de af Sted, nitten Mand i Tallet; og da de saa Thorolfs Virke, sagde Thorsten: »Jeg ved ikke, hvorledes vi for Elvkløften skal angribe dette Virke.« Jøkul svarede: »Det vil ingen Vanskelighed have; jeg skal raade dig, hvorledes det kan lade sig gøre: I skal skyde paa dem og ikke lade dem i Ro, medens jeg med nogle faa Mænd drager op og ser, om jeg kan komme bag paa dem i Virket, saa at de bliver angrebne fra to Sider.« »Det vil være en farlig Færd,« sagde Thorsten. Men Jøkul drog med nogle faa Mænd langs op med Elven; Thorolf og hans Mænd lagde ikke Mærke til det, derimod bad han dem at vise sig kække. »Disse Brødre,« sagde han, »har dog stærke Fylgjer (37), og skulde vi komme i Knibe, saa lad os søge til vore Skjulesteder.« Jøkul kom over Elven oven for Virket, og havde en stor Økse i Haanden; derpaa kom han hen til Virket, fik Øksen sat fast øverst i Voldkanten og halede sig op ved Skaftet. Han kom saaledes ind i Virket og skyndte sig straks omkring for at finde Thorolf, men kunde ikke faa Øje paa ham. Endelig fik han ham at se, idet han kom op af sin Blotgrav og løb ud af Virket; men Jøkul satte efter ham, medens hans Mænd ledte efter hans Stalbrødre, og forfulgte dem alt hvad de kunde. Thorolf var kommen til en Mose højere oppe ved Elven, og da han saa, at han ikke kunde undkomme, satte han sig ned i Mosen og græd. Siden kaldtes den Graadmosen. Jøkul naaede ham der, kaldte ham et Afskum og en Ildgerningsmand, der ikke havde Mod i Brystet, og gav ham derpaa Banehug. Thorsten angreb nu af al Magt Virket, thi de andre Røvere var komne tilbage; Jøkul skyndte sig ligeledes og løb ind i Virket. Da de saa ham, løb de to ud paa den yderste Tunge af Næsset, hvor han dræbte dem begge; men den tredje sprang ned af stejle Klipper. Denne Jøkuls Færd fandt man var den raskeste, der havde været gjort. Brødrene drog nu hjem, og havde vist Herredet en stor Velgerning ved Thorolf Heljarskægs Drab.
Thorsten paa Hov viste sig meget ædelmodig og gæstmild imod Herredsmændene. Enhver blev der forsynet med Mad og friske Heste og hvad der ellers kunde tjene til et godt Udfald af hans Rejse; alle Udenherredsfolk holdt det for en Skyldighed først at besøge Thorsten og at fortælle ham alle Tidender og hvad nyt der var sket. Det bedste Stykke Jord, der var til Hov, var Øengen; der plejede Thorstens Folk om Sommeren at opslaa et Telt. En Dag saa de ni Mænd og en Kvinde, der alle var i farvede Klæder, bede der paa Engen. En af Mændene havde en Kappe paa og en fodsid Kjortel af godt Klæde; de saa, hvorledes denne Mand trak sit Sværd og skar et Stykke neden af sin Klædning, som var bleven tilsmurt ved Ridningen: det var et Spand bredt, og han kastede det bort, og de kunde høre, hvad han sagde: at han ikke vilde slæbe Skarn eller sig. De gav sig ikke i Tale med disse Folk, men det tyktes dem ilde gjort at bede i anden Mands Eng. En Terne tog det Stykke, han havde skaaret af, og sagde, at den Mand opførte sig overmodig. Om Aftenen spurgte Thorsten sine Folk om nyt; de svarede, at de intet vidste uden en lille underlig Hændelse, hvorpaa de fortalte ham, hvad de havde hørt og set til disse Mænd, og viste ham det, som Manden havde skaaret af sine Klæder. Thorsten sagde, at begge disse Gerninger, at ødelægge sine kosthare Klæder, om de end var blevne vaade og urene, og saa det at bede i anden Mands Eng, vidnede enten om en taabelig og ondsindet eller om en stor og overmodig Mand. »Disse Folk har heller ikke besøgt mig,« tilføjede han, »som Langvejsmænd ellers plejer at gøre. Uden Tvivl har det været Berg hin Rakke (38), der er kommen ud her til Landet i Sommer, en Søstersøn til Finboge hin Ramme (39) fra Borg i Videdal; han er en stærk Mand og meget stridbar.« Naar Thorsten gættede paa noget, saa traf han gerne det rigtige; og saaledes ogsaa her.
Berg kom til Borg, hvor Finboge tog vel imod ham, og spurgte ham om nyt; han fortalte da, hvad han vidste. Finboge spurgte ham, om han havde besøgt Thorsten Ingemundsen. Han svarede nej, han havde redet neden for Gaarden. Finboge sagde, at man dog i Almindelighed plejede at besøge ham først og fortælle ham Tidender. »Dertil vilde jeg ikke nedlade mig,« svarede Berg, »jeg havde intet Ærinde hos ham.«
Paa Gaarden Lille-Borg boede en Mand ved Navn Thorgrim. Han fæstede sig en Kvinde, Thorbjørg, en Datter af Skide. Thorgrim indbød Finboge og Berg til Gildet, det skulde staa i Begyndelsen af Vinteren hos Skide; og de lovede at komme. Skide besøgte Ingemunds Sønner, og indbød dem til Brylluppet, thi han troede ikke, det vilde holdes med sin fulde Hæder, med mindre de var med; og de lovede ligeledes at komme. Vejret var ikke videre godt, og det var vanskeligt at komme over Vatnsdalsaa; Viddølerne havde derfor en vanskelig Rejse. Finboge og hans Følge lod deres Heste blive tilbage hos den Bonde, der boede ved Aaen. Aaen var aaben i Midten, men paa begge Siderne laa fast Is. Berg sagde: »Jeg skal bære Folket over Aaen;« det gjorde han ogsaa og med megen Dygtighed; det var stærk Frost, og hans Klæder frøs omkring ham. Skide gik Gildesmændene i Møde, og ligeledes hans Gæster, Thorsten og hans Brødre, for at hjælpe dem tilrette og tage imod deres Klæder. Thorsten viste sig især tjenstvillig, og ingen kunde vise sig mere forekommende. Der blev tændt Ild op for at tø de rejsendes Klæder. Finboge gik først ind, og skulde sidde i Højsædet lige over for Thorsten. Derpaa kom Berg, som var iført en lang Kjortel og en Skindpels; Klæderne stod ud fra ham, da de var frosne, og han maatte derfor have megen Plads. Han nærmede sig straks til Ilden for at optø sig; han gik derved forbi det Sted, hvor Thorsten stod, og sagde: »Giv Plads, Mand!« og gik saa rask til, at Thorsten snublede og var nær faldet i Ilden. Jøkul saa dette og blev meget vred; han holdt Ættetange i Haanden, sprang op og slog Berg med Hjaltet mellem Skuldrene, saa han faldt forover, og sagde: »Vil din Skælm være uhøflig mod vor, Vatnsdølernes, Høvding?« Berg sprang op og var frygtelig vred og greb til Vaaben; men der stod nogle Mænd imellem dem, som hindrede dem fra at strides, hvilket ellers var sket, da Berg var helt rasende. De blev da skilte. Thorsten sagde: »Der har min Broder Jøkuls Heftighed voldt en Ulykke; jeg tilbyder derfor saadanne Pengebøder, som Berg kan være bekendt at tage imod.« Berg svarede, at det ikke skortede ham paa Penge, og han skulde nok selv hævne sig. Jøkul sagde, at jo længer de havde Fjendskab med hinanden, des værre skulde det gaa ham (40). Skide bad Finboge om at drage bort, for at Gæsterne ikke skulde komme i Strid med hinanden. Men Thorsten sagde, at det var upassende, at Brylluppet skulde forstyrres; han vilde derfor med sine Brødre og alle deres Mænd ride til Maarstad, hvilket de ogsaa gjorde.
Berg tillyste det Slag, han havde faaet, paa Hunavatnsting og gjorde alting rede til Sags Anlæg; Folk kom da til Tinge og søgte at mægle Forlig. Men Berg sagde, at han ikke vilde tage mod Pengebøder, og kun paa det Vilkaar forlige sig med Jøkul, at denne, for at sone sin Brøde, skulde, som da var Skik, gaa under tre Jordstrimler, og derved vise sin Ydmyghed imod ham. Jøkul svarede, at før skulde Trolde tage ham, før han vilde bøje sig for ham. Thorsten sagde, at dette dog burde overvejes, og tilbød, at han selv vilde gaa under Jordstrimlen. Berg sagde, at da vilde han synes, at han var fyldestgjort. Da det nu skulde gaa for sig, naaede den første Jordstrimmel ham til Akslen, den anden til den øverste Del af Hoften, den tredje til midt paa Laaret. Thorsten gik da ind under den første Jordstrimmel; men idet han gjorde dette, sagde Berg: »Nu svinebøjer jeg den første blandt Vatnsdølerne (41).« Thorsten sagde: »Det skulde du ikke have sagt, og den første Virkning af dine Ord er den, at jeg ikke gaar under flere Jordstrimler.« Finboge tog til Orde: »Vistnok var det ikke vel gjort, men Berg faar kun ringe Fyldestgørelse for den Fornærmelse, han har lidt, hvis det skal blive derved. I Vatnsdøler holder alle for ringe imod Eder selv. Jeg vil derfor æske dig til Holmgang, Thorsten, med en Uges Frist ved hint Høgærde, som staar paa Øen neden for min Gaard Borg.« Berg sagde: »Lige det samme siger jeg til dig, Jøkul, at jeg byder dig til Holmgang paa den fastsatte Tid, og I Hovboer skal da komme til at bukke Eder.« Jøkul svarede: »Hør engang hvad den Usling siger! Tør du ligne dig med os og byde mig til Holmgang? Jeg tror, at jeg sagtens kan stride med dig og Finboge paa een Gang, og det vil jeg ogsaa gøre; jeg vil gaa i min Broder Thorstens Sted, thi det vilde være Skade, om der skulde tilstøde ham noget, men det kunde let ske, hvis han kæmpede med Finboge, thi han er en meget modig Mand; men vi to behøver ikke at spare hinanden. Da jeg slog til Berg, saa han faldt derved, krummede han sig mere, den Tævehund. Men kom du nu til Holmgangen, Berg, hvis du har mere Mands Mod end Hoppehjerte. Og dersom nogen af os udebliver, skal der oprejses en Nidstang over ham, i det Øjemed og af det Indhold, at han skal være hver Mands Nidding og aldrig taales i gode Mænds Lag, men altid bære Gudernes Vrede og have Navn af Grudnidding (42). Derpaa skiltes de og drog hjem hver til sit.
Dette blev nu meget omtalt rundt omkring i Egnene. Holmgangsstævnet traf sammen med den Tid, da Thorsten holdt Gilde paa Hov; thi han plejede hver Høst at holde et saadant.
Helga hed en Kvinde, der var kommen ud til Landet med Berg; hun var hans Frille. Hun var stor, myndig, fremsynet og forudseende. Hun sagde til Berg: »Det er uklogt af jer Frænder, at I vil prøve Lykke med Ingemunds Sønner; det nytter Eder ikke, thi Thorsten har vist, at han baade har Forstand og Lykke, og om Jøkul siges der med Sandhed, at der ingen større Bærsærk gives i Nordlændinge-Fjerdingen end han. Du er ikke hans Jævning, hvor dygtig du end er; og hvor megen Skam han end før har tilføjet dig, vil du faa dobbelt saa megen til, hvis I faar mere med hinanden at gøre.« Berg svarede: »Jøkul har brugt altfor haarde Ord, til at jeg kan taale det.« Helga sagde: »Skønt du er saa taabelig, at du ikke kan sørge for dit eget Bedste, skal jeg nok sørge for, at der ikke skal blive noget af denne Holmgang.« »Det raader du ikke for,« sagde Berg. Finboge vidste ikke noget om deres Forsæt.
Der fortælles, at den samme Morgen man skulde drage til Holmgangen, var der saa stærkt Snefog med Frost, at ingen kunde komme uden for en Dør. Denne samme Morgen blev der meget tidlig banket paa Døren i Hov. Thorsten gik til Døren, og hilste sin Broder Jøkul, thi det var ham. Han sagde: »Nu, Broder, er du rede til Holmstævnet?« Thorsten svarede: »Tror du, det er muligt at tage af Sted i dette Uvejr?« »Ja vist gør jeg saa,« sagde Jøkul. Thorsten sagde: »Kom først indenfor, Broder, indtil Vejret lægger sig;« men Jøkul svarede, at han ikke vilde tø Sneen paa sig, og vilde hans Broder ikke fare, saa tog han alene af Sted. Men Thorsten svarede: »Aldrig skal der være den Forskel paa vort Mod, at jeg skulde blive tilbage, naar du tager af Sted.« Han gik derpaa ind, og gjorde sig i Stand, og bad Jøkul bie saa længe, han sagde til sine Gæster, at de ikke skulde tage bort, førend det var godt Vejr, og bad sin Kone og sine Sønner at sørge for dem paa det bedste. Derpaa tog han af Sted med sin Broder. Thorsten sagde: »Hvad er nu dit Forsæt, Broder?« Jøkul svarede: »Det tror jeg du aldrig før har gjort, at søge Raad hos mig, og de duer vistnok heller ikke meget; men jeg er ikke forlegen: vi skal tage hen til Undenfjæld og tage vor Broder Thorer med os.« De gjorde saa, og kom om Aftenen til Fakse-Brand, en Ven af Jøkul; der var de om Natten. Brand havde en Hest med en broget Man, som kaldtes Frøjfakse (43). Han bar megen Omhu for denne Hest og holdt meget af den; man kunde trygt bruge den baade til Kamp og ellers. Man troede, at Brand dyrkede (44) Fakse. Næste Morgen var Vejret endnu det samme, om ikke værre; men Brødrene vilde af Sted, skønt det ikke blev bedre. Brand havde tjældet en Slæde med Huder, og spændte Fakse for, og mente, at de to nok skulde finde Vejen sammen. Jøkul sagde, at Thorsten og Thorer skulde sætte sig i Slæden, men han og Brand vilde gaa foran. Tidlig om Morgenen kom de til Høgærdet, men der var ingen kommen.
Om Morgenen sagde Finboge til Berg: »Tror du ikke, at Jøkul er kommen til Holmstævnet?« »Nej,« svarede denne, »thi det er ikke Vejr for noget Menneske at tage ud i.« »Da maa Jøkul være en anden Mand, end jeg holder ham for,« sagde Finboge, »hvis han ikke er kommen, og det havde været bedre for dig, at du ikke var gaaet saa vidt med ham, saa kom du ikke til, som nu, at lide den ene Skam oven paa den anden.« »Det har I set for silde,« sagde Helga, »og saa vanskeligt det nu er at gaa tilbage, saa bliver det dog herefter endnu værre.« »Tror du, at Jøkul er kommen, Helga?« sagde Berg. »Det har jeg ingen Mening om,« svarede hun, »men jeg tror, at Udfaldet vil vise, at I ikke faar Bugt med ham.« Dermed endte deres Samtale, og de tog ikke af Sted.
Brødrene biede imidlertid til Non (45); da gik Jøkul og Fakse-Brand til Finboges Faarehus, som var ved Høgærdet, tog en Stolpe, og bar den hen under Gærdet. Der fandtes ogsaa nogle Heste, som havde søgt Ly der under Uvejret. Jøkul udskar et Mandshoved paa Enden af Stolpen og ristede Runer paa den af det Indhold, som ovenfor er sagt. Derpaa dræbte han en Hoppe; de gjorde saa en Aabning paa den ved Brystet, og satte den paa Stolpen, saaledes at dens Hoved vendte imod Borg. Derpaa gav de sig paa Hjemvejen, var hos Fakse-Brand om Natten, og var meget muntre om Aftenen. Jøkul sagde: »Du er en langt vennesælere Mand end jeg, Broder Thorsten! men nu viser det sig dog, at mine Venner ikke gør mig ringere Tjeneste, end dine dig.« Thorsten sagde, at Fakse-Brand havde opført sig som en brav Mand. Brand svarede, at det var godt at tjene saadanne Mænd som Jøkul, thi han havde kun faa Ligemænd. Fakse-Brand og Jøkul mente, at Uvejret var fremkaldt ved Trolddom, og skyldte Helga fra Borg derfor. Brødrene kom hjem, og blev modtagne med Glæde af alle; og det rygtedes rundt om i Egnen, hvilken Skam der var overgaaet Mændene fra Borg.
Kort efter dette samlede Finboge og Berg Folk sammen fra Videdal, og de blev i alt tredive. Helga spurgte dem, hvor de vilde hen. Finboge svarede, at de vilde drage til Vatnsdalen. »Saa vil I vel igen i Lag med Brødrene der,« sagde hun, »men jeg tænker, jo tiere I kommer der, des værre gaar det Eder.« »Det kommer nu an paa et Forsøg,« sagde Finboge. »Tag du kun af Sted,« sagde hun, »I vil blive ligesaa ivrige efter at komme hjem, som I nu er efter at komme af Sted.«
Det rygtedes nu snart vidt og bredt, og kom da ogsaa Thorsten paa Hov for Øren. Han sendte Bud til sine Brødre; de kom til ham, og han fortalte dem, hvad han havde hørt. De samlede da Folk, og den Dag, da man ventede Finboge, var ni samlede, blandt dem Maar paa Maarstad og Eyolf paa Karnsnæs. Da de nu saa Finboge og hans Folk komme, sagde Thorsten: »Lad os nu ride dem i Møde, thi jeg vil ikke have, at de skal sætte deres Ben her paa min Gaard.« Jøkul sagde: »Ja, lad os ride rask imod dem, og angribe dem, førend de er rede til at tage imod os.« Men Thorsten sagde: »Vi skal ikke forhaste os, og jeg skal føre Ordet for os, thi maaske Sagen kan gaa let af, men jeg ved nok, min Broder, at du altid er rede til Angreb.« Jøkul svarede: »Ja, det kunde jeg nok tænke, at du ikke længer vilde lade mine Anslag gælde.« »Dine Raad var gode, Broder,« sagde Thorsten, »da vi trængte til dem, men nu er det ikke nødvendigt.«
Finboge sagde til sine Folk: »Der kommer en Del Mænd ridende fra Hov; man maa dog tilstaa, at Thorsten ikke let lader sig overraske. Der er nu to Kaar forhaanden, og ingen af dem er gode: enten at ride hjem med uforrettet Sag, men det vil blive os til stor Skam, eller at vove en Dyst med dem, men det vil være farligt, da det forekommer mig, at de er mandstærkere end vi.« »Noget maa vi vove,« sagde Berg, »lad os først tale med dem.« Finboge sagde: »Vi vil staa af og binde vore Heste; lad os staa tæt sammen, hvorledes det saa gaar.« Dette saa Thorsten og hans Folk; de steg da ligeledes af, og bandt deres Heste Da sagde Thorsten: »Lad os nu gaa dem i Møde, men jeg skal føre Ordet for os.« Da de nu mødtes, sagde Thorsten: »Hvem er Høvedsmand for de Mænd, som er komne herhid?« Finboge sagde, hvem han var. »Hvad er da dit Ærinde herhid i Dalen?« sagde Thorsten. »Det er ofte Smaaærinder, man har omkring i Bygderne,« sagde Finboge. »Saa tænker jeg,« svarede Thorsten, »at I nu har faaet det udrettet, som I vilde, da I drog hjemme fra, at træffe os Brødre, uagtet det har taget en anden Vending, end det var ventet; hvis saa er, saa har det truffet sig vel. Og nu vil jeg forelægge dig to Vilkaar, skønt det var rimeligere, at du under disse Omstændigheder blot fik eet Valg. Det ene Vilkaar er dette: drag hjem til Borg med uforrettet Sag og bo der i Fred. Det andet er, at vi skal fuldføre vore Holmgange, dog saaledes, at hver kan tage sit Følge til Hjælp, og du vil da faa at vide, hvad du duer til, saa stor og stærk du end er. Men dermed følger (46), at du til Foraaret skal drage bort fra Videdal, og ikke opholde dig mellem Jøkulsaa i Skagefjord og Rutafjordsaa, og aldrig mere tage dig for at strides med os Brødre. Men du, Berg, har paa mange Maader fornærmet os, uden at tænke paa Følgerne: du viste mig en ikke ringe Prøve paa din Ufred, det første du kom i Herredet, da du bedede med dine Heste paa min Eng, og troede, jeg var en saadan Usling, at jeg skulde bryde mig om, hvor dine Heste aad Græs. Det Slag, som min Broder Jøkul gav dig, maa du finde dig i, uden at faa Bøder derfor; thi da der blev tilbudt dig Penge afslog du dem. Du skal heller ikke lade dig finde inden for det Omraade, som er forbudet Finboge; og I har da derved noget til at minde Eder om vor Strid. Vælg nu snart et af disse Vilkaar!« Jøkul stod imidlertid ved Siden af Thorsten med sit Sværd Ættetange, og var rede til at hugge løs. Finboge og Berg gik da hen til deres Heste, satte sig op, og red hjem til Borg. Helga stod udenfor, og spurgte dem om Tidende. De svarede, at de ingen havde at fortælle. »Maaske det tykkes Eder saa,« sagde hun, »men andre synes anderledes, som ved, at I er bleven herredsflygtige som Ildgerningsmænd, og det er endnu den værste af Eders daarlige Rejser.«
Thorsten og Brødrene red hjem til Hov, og hver til sit, efter at Thorsten havde takket dem for deres Følgeskab. Han havde saaledes med Ære redet sig ud af denne Sag, som af alle andre.
Om Vaaren solgte Finboge sin Jord ved Borg, og drog vesterpaa til Trekyllisvig paa Strandene (47), og nedsatte sig der. Berg drog ogsaa bort, men der fortælles ikke her, hvad han videre tog sig for, og her er heller ikke mere at sige om Striden mellem dem og Ingemunds Sønner.
En Sommer kom der et Skib ud i Rutafjord; paa det var to Søstre, Thorø og Groa, der begge drog til Hov, og havde deres Vinterophold hos Thorsten. Men om Foraaret bad de ham at skaffe dem en fast Bopæl. Thorø købte sig da noget Jord efter Thorstens Raad, men Groa skaffede han Bopæl i Nærheden af Hov. Thorsten maatte snart høre Bebrejdelser af sin Kone, at han var forelsket i Groa, og det var hendes Trolddomskunster Skyld i. Engang købte Groa Malt og lavede til Gæstebud og indbød Ingemunds Sønner og Maar og andre Herredsmænd. De to Søstre gjaldt for at være fremragende Kvinder. Men den tredje Nat, før Thorsten skulde tage hjemme fra, drømte han, at den Kvinde, der havde fulgt Frænderne (48), kom til ham, og bad ham om ikke at tage af Sted. Han indvendte, at han havde lovet det; men hun sagde: »Det synes mig uklogt af dig, og det vil blive til din Skade.« Og saaledes gik det i tre Nætter, at hun kom og advarede ham, og sagde, at det ikke vilde gaa ham godt, og rørte ved hans Øjne. Det var Sædvane der, at saa snart Thorsten skulde tage nogensteds hen hjemme fra, kom alle de, der skulde ride med, den Dag til Hov; saaledes kom nu ogsaa Jøkul og Thorer og Maar og andre Mænd, der skulde ride med. Thorsten bad dem tage hjem igen, thi han sagde, at han var syg. De gjorde saa. Den samme Aften, da Solen var gaaet ned, saa Groas Faarehyrde, at hun gik ud og omkring sin Gaard imod Solen, og sagde: »Tungt vil det falde at staa imod Ingemunds Sønners Lykke.« Hun saa op mod Fjældet, og svang et Gedeskind eller en Dug, hvori hun havde indsvøbt en stor Del Guld, og sagde: »Det gaa nu, som det skal!« Derpaa gik hun ind, og lukkede Døren efter sig, og da skete der et Jordskred fra Fjældet over Huset, saa at alle Mennesker døde, som var derinde, og hun selv med. Men da dette spurgtes, jog Brødrene hendes Søster Thorø bort der fra Egnen. Siden tyktes det stadig at spøge der, hvor Groas Hus havde været, og ingen vilde derefter bo der.
Thorgrim paa Karnsaa avlede et Barn med sin Frille Nereid, og efter hans Kones Tilskyndelse blev Barnet sat ud. Brødrene kom ofte sammen, og nu denne Gang var det Thorsten, der besøgte sin Broder Thorer. Da denne nu fulgte ham ud paa Vej, spurgte Thorsten ham, hvem han syntes var den ypperste af hans Brødre. Thorer svarede, at det kunde der ikke være Tvivl om: »Du,« sagde han, »overgaar os alle i Raadsnildhed og Forstand.« Thorsten svarede: »Jøkul er et Værn for os i alle farlige Ting.« »Men jeg,« sagde Thorer, »er den ringeste af alle os Brødre, thi Bærsærkegangen kommer jævnlig over mig, og helst naar jeg nødigst vilde have det; jeg vilde ønske, Broder, at du med din Forstand og Klogskab kunde yde mig nogen Hjælp derimod.« Thorsten (49) sagde: »Jeg er kommen her, fordi jeg har hørt, at vor Frænde Thorgrim har rettet sig efter sin Kones Ord og har ladet sit Barn sætte ud, hvilket er ilde gjort; jeg holder det ogsaa for en stor Men, at du ikke er i din Natur saaledes som andre Mænd.« Hvortil Thorer sagde, at han vilde gøre, hvad det skulde være, naar han kunde blive fri derfor. Thorsten lovede da, at han vilde gøre sit Bedste, men spurgte tillige, hvad den anden vel vilde gøre derved. »Hvad du vil,« sagde Thorer. »Der er da een Ting,« vedblev Thorsten, »nemlig at Godordet (50) maa gaa over til mine Sønner.« Dette lovede Thorer. Thorsten sagde: »Nu vil jeg paakalde ham, som har skabt Solen, thi ham holder jeg for den mægtigste, at dette Onde maa forlade dig, og for hans Skyld vil jeg, at vi til Gengæld derfor hjælpe paa det udsatte Barn og opføde det, for at han, som har skabt Mennesket, siden kan vende ham til sig, thi det aner mig, at dette vil ske.«
Derpaa steg de til Hest, og red hen til det Sted, hvor Barnet var skjult, og hvor Thorers Træl havde fundet det ved Karnsaa. De saa, at der havde været bredt noget over Ansigtet paa det, som det havde søgt at tage fra Næsen; det var Døden nær. De tog Barnet op og bragte det hjem til Thorer. Han opfødte Drengen, der blev kaldt Thorkel Kravla (51); men Bærsærkegangen kom aldrig mere over Thorer.
Olaf boede paa Haukagil, og Ottar paa Grimstunge. Han var gift med Asdis, Olafs Datter, og paa Lovmøderne havde de Bod sammen. Thorstens Sønner voksede til, og blev duelige Mænd. Gudbrand var stor og stærk, Ingolf særdeles smuk, men tillige stor, og overgik andre i Duelighed. Paa et Høstting kom der mange Folk sammen, og der blev holdt en Leg. Ingolf tog Del i Legen, og viste ogsaa da sin Duelighed. Men engang da han løb efter Bolden, traf det sig saa, at den fløj hen til Ottars Datter Valgerd; hun slog sin Kaabe over den, og de talte en Stund med hinanden. Han fandt hende overmaade dejlig, og enhver af de følgende Tingdage gav han sig i Samtale med hende; og derefter aflagde han jævnlig Besøg hjemme hos hendes. Dette var ikke efter hendes Fader Ottars Sind; han talte derfor til Ingolf derom, og bad ham ikke gøre det, som vilde blive begge til Skam; han vilde heller give ham hende paa en hæderlig Maade, end at han skulde daare hende med Vanære. Men Ingolf svarede, at han vilde komme og gaa, ligesom han selv syntes bedst, og sagde, at Ottar ingen Skam havde af det. Da gik Ottar til Thorsten, og bad ham at tage Haand i med Ingolf, at han ikke skulde volde ham Skam; Thorsten lovede det. Thorsten talte derpaa til Ingolf: »Hvorledes kan du falde paa,« sagde han, »at ville gøre Ottar Skam og vanære hans Datter; hvis du ikke lader det være, saa bliver vi ikke gode Venner.« Ingolf holdt da op med sine Besøg, men digtede Kærlighedsviser om Valgerd. Ottar henvendte sig da igen til Thorsten, klagede over Ingolfs Digtning, og sagde, at han syntes, det var Thorstens Skyldighed at raade Bod derpaa. Thorsten svarede, at han heller ikke holdt deraf, og han havde talt med Ingolf, men det nyttede intet. Ottar sagde: »Saa maa du enten betale Pengebøder for Ingolf, eller tillade, at vi søger ham paa lovlig Maade.« »Jeg saa helst,« sagde Thorsten, »at du ikke vilde bryde dig derom, men efter Loven kan du gøre det.« Ottar tog da paa Stævnefærd til Hov, og stævnede Ingolf til Hunavatnsting, og forberedte Sagen til Søgsmaal. Men da Jøkul fik dette at vide, blev han meget forbitret, og sagde, at det var en uhørt Sag, hvis de skulde blive strafbare paa deres egen Fædrenegrund; man kunde nu mærke, at Thorsten blev gammel; »og er vi ikke lovkyndige,« sagde han, »saa kan vi gøre Ende paa Sagen med vore Økser.«
Da Vaartinget nu skulde holdes, bad Ingolf Thorsten at finde paa Raad i Sagen; ellers, sagde han, vilde han sætte sin Økse i Hovedet paa Ottar. »Nu vil jeg,« sagde Thorsten, »at du gør Brug af Godordet (52) og overtager det. Det skete. Og da Sagen nu skulde gaa til Doms, gik Ingolf og Jøkul til Retten, drev den fra hinanden med Hug og Slag, og saaledes faldt Sagen. Kort efter sagde Ottar til sin Svigerfader Olaf, at han ikke kunde finde sig i at blive der længer; han solgte derfor sin Jord, og flyttede sønder over Heden (53).
Ikke ret lang Tid efter blev Thorsten syg og døde. Men skønt hans Død først fortælles her, var Jøkul dog død noget før. Thorer levede længst af de Brødre. Thorkel Kravla var tre Aar gammel, da hans Fosterfader Thorer døde; han kom da til Thororm, og blev opfødt der. Folk troede, at de aldrig vilde faa Thorstens og hans Brødres Lige; men mange mente dog, at hans Sønner traadte ret godt i hans Fodspor. Kvinderne fandt Ingolf smukkest, saaledes som det hedder i Visen:
Alle de voksne Piger
vilde med Ingolf giftes;
den, der var for lille,
elendig blev og jamred.
Brødrene skiftede Arven. Ingolf boede paa Hov, men Gudbrand paa Gudbrandstad. Ingolf blev gift med Haldis, en Datter af Olaf fra Haukagil; hun var yngre end Asdis, som var gift med Ottar, og var Moder til Valgerd og Halfred Vandraadeskjald. Ingolf opsøgte jævnlig Valgerd, naar han drog fra eller til Tinget, hvilket mishagede Ottar. Hun syede alle Stadsklæder for Ingolf.
Nogle Aar efter Thorsten Ingemundsens Død traf Ottar, da han red fra Tinget, paa Blaaskovshede en forvist Mand, der kaldte sig Thorer og sagde, at han var kommen fra Østfjordene, og var bleven dømt for en Lejermaalssag; han bad Ottar tage imod sig. Ottar lovede det, men kun paa det Vilkaar, at han skulde udføre et Ærinde for ham. Den anden spurgte, hvad det skulde være. Ottar svarede: »Jeg vil sende dig til Ingolf i Vatnsdalen, hvor du skal efterstræbe hans Liv eller hans Broders, thi efter al Sandsynlighed vil de ikke have stor Lykke med sig; hvis du vil det, skal jeg tage mig af dig.« Han svarede, at dertil var han vel skikket, thi der fattedes ham ikke Mod. Han drog nu hjem med Ottar, og de blev enige om, at han skulde dræbe Ingolf eller Gudbrand. Han drog til Vatnsdalen, og kom til Hov, var der om Natten og bad Ingolf om at tage sig af ham, i det han sagde, at han var landflygtig; men Ingolf svarede, at han ikke trængte til Udenherredsmænd, dem kunde han faa nok af, og bad ham pakke sig, da han syntes ilde om ham. Thorer drog bort, og kom til Gudbrand; denne tog imod ham, og han var der i nogen Tid. En Dag bad Gudbrand ham at hente ham hans Hest, og gik ud; men Thorer fulgte efter ham, og da Gudbrand kom paa Tærskelen, bukkede han sig; da hug Thorer efter ham, men idet han hørte Øksen suse, sprang han til Side ved Døren, saa at Thorer hug i Bjælken, der ragede frem ved Vindskederne, og Øksen blev siddende deri; men Thorer løb bort, og Gudbrand efter ham. Thorer sprang over en Elvkløft og blev liggende paa den anden Side; Gudbrand kastede sit Sværd efter ham, og traf ham midt paa Livet. Han havde knyttet Tøjlen om sig, og Sværdet ramte i Bidselringen. Derpaa sprang Gudbrand over Elven, fandt Thorer død og tildækkede ham med Jord og Stene. Sværdet havde faaet Skaar, eet var endog saa dybt, at man kunde lægge Enden af en Finger deri, men det blev slebet ud, og var siden et ypperligt Vaaben.
Gudbrand drog nu hen til sin Broder, fortalte ham, hvad der var sket, og sagde, at det var Ottar, der stod bagved, og at de kunde vente mere af den Slags. Ingolf sagde, at det var for galt; de red derpaa til Borgefjord for at tiltale Ottar derfor; men han nægtede Sagen, thi han havde den Gang mange Folk hos sig, og de fik ikke fat paa ham. Der blev da gjort Forsøg paa at forlige dem, og de forligtes saaledes, at Ottar maatte betale Hundrede i Sølv, men Thorer skulde være ugild; det blev ligeledes fastsat i Forliget, at Ingolf skulde ligge uhellig paa sin Gerning, dersom han kom for at besøge Valgerd, uden at have Gudbrand med. Da sagde Ingolf: »Det maa du tænke paa, Ottar, hvis du sender os flere saadanne Fjender paa Halsen, saa vil du ikke slippe med Pengebøder, men dine svigefulde Raad skal blive dig betalte.« Ottar svarede, at det vilde mange sige, at han havde haft skellig Grund, førend han greb hertil. Derpaa skiltes de.
Der var en Mand ved Navn Svart, han kom med sit Skib til Minthaksøre (54); han var en Syderøbo (55) af Æt, en stor, stærk, uvennesæl Mand, som ingen kunde lide. Han havde lidt Skibbrud, men da man vidste, hvad for en Mand han var, vilde slet ingen tage imod ham. Han drog da fra den ene Egn til den anden, og kom endelig til Ottar, og bad ham tage imod sig. Ottar sagde: »Det synes mig uret, ikke at ville tage imod en Mand, som du er; jeg vil tage imod dig, thi du er ikke nogen ringe Mand, og jeg tænker, du kan være mig til stor Hjælp.« Den anden svarede, at det ikke var mere end billigt. Svart havde ogsaa nogle Penge og blev hos Ottar. Han havde ikke været der ret længe, førend denne sagde til ham: »Jeg vil sende dig til Hov i Vatnsdalen, hvor der bor en Mand ved Navn Ingolf, som er min Fjende, og som har bragt megen Skam over mig, uden at jeg kan faa nogen Ret over ham. Han er rigtignok en anselig Mand, men jeg tror dog, det vil lykkes dig efter min Vejledning at hævne mig paa ham, thi jeg synes vel om dig.« Svart sagde, at han før havde været med, hvor det ikke var at løbe til, haabede ogsaa, at han skulde faa dette Ærinde røgtet; han havde været i Viking, og var ofte alene undkommen. De sluttede nu Aftalen saaledes imellem sig, at Svart skulde hugge Arm eller Ben af Ingolf eller dræbe Gudbrand, hvorimod Ottar skulde give ham Vinterophold og skaffe ham bort fra Landet; men hvis han ikke fik Værket fuldført, skulde han sørge for sig selv. Ottar skaffede sig fra et Skib, der laa i Hvidaa, nogle Varer, som han gav Svart, og en Mand til Ledsager og to Heste, og sagde ham, hvilken Vej der var bedst at fare nord paa og tilbage igen.
Svart drog nu af Sted, til han kom til Hvanndalene; der tog han af sine Heste og gjorde sine Varer i Stand. Om Morgenen tidlig kom han gaaende til Hov, hvor Ingolf var udenfor og skæftede et Spyd. Svart gik hen til ham og sagde, at han var bleven opholdt paa sin Rejse, at to Heste var komne bort fra ham paa Heden, hvor ogsaa hans Varer laa, hans Kiste og Skindsæk. Han bad derfor Ingolf at skaffe sig nogle Folk, der kunde følge med ham for at opsøge Hestene og føre hans Varer til Bygden. Han sagde, at han vilde flytte nord paa til Øfjord, og at han for nogle Aar siden havde været i Ravnegil. Ingolf svarede, at der kun var faa Folk paa Gaarden, og selv vilde han ikke forlade den; han bad ham derfor straks gaa sin Vej. Da bad Svart ham i det mindste følge sig noget paa Vej til næste Gaard. Ingolf fulgte ham da paa Vejen, men da han anede ondt, tog han sig i Agt for ham, thi Svart vilde altid gaa bagefter. Han var gjordet med Sværd, og havde et stort Spyd i Haanden, et langskaftet Spær med jærnomviklet Skaft. Svart bad, at Ingolf vilde tage imod ham, og derimod udsøge sig af hans Varer, hvad han vilde. »Du er en navnkundig Mand,« sagde han, »det sømmer sig derfor for dig at have fremmede Mænd til Huse, allerhelst naar de har Penge til at betale med.« Men Ingolf svarede: »Jeg plejer ikke at tage ukendte Folk i mit Hus; mange af dem opfører sig meget slet, og det ser du ogsaa ud til, thi du har mig et uhyggeligt Udseende.« Han viste ham derpaa fra sig, sagde, at han ikke vilde have noget med ham at gøre, og vendte selv om. Svart drog da til Gudbrand, og fortalte ham den samme Historie. Gudbrand sagde: »Ukendte Folk opfører sig ikke godt nu, men jeg vil lade søge efter dine Varer, og saa kan vi altid tale om dit Ophold her.« De drog hen og fandt Varerne; først troede de, at Hestene var løbne bort, men fandt dem dog snart. Gudbrand lod det altsammen bringe hjem til sit, og tog Svart i sit Hus. Da Ingolf hørte dette, tog han hen til sin Broder, advarede ham om, hvor uvarlig han havde handlet, og raadede ham til straks at jage Svart bort. Gudbrand svarede, at denne Mand ingen Skade vilde gøre ham, og at han, siden han var kommen, ingen Grund havde givet til Mistanke. »Da er vi af forskellig Mening,« sagde Ingolf, »mig forekommer det, at han ser ud som en Stimand, og det vil man komme til at sande, og jeg vil ikke gerne, at han skal være hos dig; thi jeg har stærk Mistanke til ham, og det er bedst at vare sig i Tide.« Der blev imidlertid ikke noget af, og Svart blev der om Vinteren. Men om Vaaren, da Sommeren nærmede sig, tog Gudbrand til Sæters. Toget gik saaledes for sig, at Husfruen red alene, men Gudbrand og Svart var begge paa een Hest, og Svart sad bagest. Da de kom til de Mosedrag, som kaldes Svartfjældsmyrer, sank Hesten i med dem. Gudbrand bad Svart om at lade sig glide ned af Hesten, og det gjorde han; men da han mærkede, at Gudbrand ikke tog sig i Agt, vendte han sit Spyd om. Husfruen saa det og raabte: »Var dig for Fjenden, han vil dræbe dig.« Men i det samme stak Svart Gudbrand med Spydet under Armen og ind i Livet. Gudbrand fik sit Sværd draget, hug paa Skøns efter ham, og hug ham sønder i Midjen. Husfruen kom til Sæteren og fortalte begges Død, hvilket tyktes at være en sørgelig Tidende.
Ingolf spurgte dette og sagde, at det var gaaet, som han havde anet. Han gjorde straks alting i Stand til at anlægge Sag ved Altinget imod Ottar for Efterstræbelse af hans og hans Broders Liv. Da Folk kom til Tings, blev der straks gjort Forsøg paa Forlig; men det var vanskeligt at faa Ingolf dertil. Saasom imidlertid mange velsindede Mænd lagde sig der imellem, og der dertil kom, at Ingolf ikke havde holdt sit forrige Forlig med Ottar om hans Besøg hos Valgerd, tog han endelig imod Forlig. For Gudbrands svigefulde Mord blev der betalt tre Hundrede i Sølv, og dermed skulde tillige hans Brud paa Forliget med Ottar være afgjort. De skiltes nu forligte.
Ingolf havde med sin Kone to Sønner, Surt og Høgne, begge haabefulde Mænd. Ingolf blev regnet for en gæv Høvding, der i mange Dele traadte i sin Faders Fodspor. Olaf paa Haukagil begyndte da at ældes meget.
Paa den Tid sværmede saa mange Ransmænd om baade sønder og nord paa, at næppe nogen kunde have sin Ejendom i Fred. En Nat ranede de paa Haukagil en stor Del Madvarer, thi der var Overflod af alle Slags. Olaf henvendte sig til Ingolf, og fortalte ham det. Ingolf samlede da fjorten Mand for at drage mod Ransmændene, men Olaf bad ham at være varsom, thi det var ham mere om at gøre, sagde han, at han kom frisk og vel hjem, end at faa sine Madvarer igen. De red sønder paa over Heden, og talte sammen om Ranet; Tyvene havde ranet til en Værdi af femten Hundrede. De kom paa Spor efter dem, og forfulgte dem, indtil de blev forvildede, da Sporene gik ad forskellige Veje. De delte derpaa deres Folk, og drog otte ad een Kant, syv ad en anden, og søgte længe. Ikke langt derfra var en Sæter, som de drog hen til, og der fandt de atten Heste udenfor. De talte derfor om, at Tyvene maatte være der, og fandt det raadeligst at opsøge de andre af Følget. Men Ingolf sagde, at det ikke var saa godt, thi da kunde Tyvene imidlertid komme hen til Hulen, som var der i Nærheden, og derved være i Sikkerhed. Ingolf sprang af Hesten og ned i en Klipperende, der var ved ham, fik fat paa to flade Stene, og satte den ene for paa sit Bryst, den anden mellem sine Skuldre, og bandt dem fast; Ættetange havde han i Haanden, og gik saaledes hen til Sæteren, der havde to Døre. Man siger, at Ingolf da ikke havde mere end een Mand med sig. Denne hans Følgesvend mente, at man skulde lade de andre vide, hvorledes det stod til; hvorpaa Ingolf sagde, at han vilde passe paa Døren, medens den anden gik hen til deres Mænd; men Følgesvenden sagde, at han ikke vilde gaa bort, thi ham tyktes, at Ingolf ikke havde for mange hos sig. Ingolf vilde straks gaa løs paa dem, og bad den anden følge sig mandig; men næppe var han kommen ind, førend Tyvene straks angreb ham, men Stenene tog af for ham; de angreb ham da fra alle Sider, men han værgede sig tappert, svang Ættetange, og traf den i Hovedet, der stod bag ved ham, og hug den, der stod for ham, saa at de begge fik Bane. De havde en skarp Strid sammen, som endte med, at Ingolf dræbte fem Mand, men hans Følgesvend var ogsaa falden; Tyvene var komne ud af Sæteren, og Ingolf var haardt saaret. Hans Mænd kom da til, men Tyvene tog Flugten; hvorpaa de tog det ranede Gods, bandt det paa deres Heste, og bragte det nord paa.
Ingolf laa denne Vinter syg af sine Saar. De groede rigtignok til, men Sommeren efter brød de op paany, saa at det blev hans Død. Førend han døde, sagde han, at man skulde begrave ham i et andet Holt end det, hvor hans Frænder var jordede, og sagde, at Møerne i Vatnsdalen saa meget des bedre vilde mindes ham, naar han laa nærmere ved Vejen. Derpaa døde han, og det Sted, hvor han blev begravet, hedder Ingolfsholt. Menig Mand sørgede meget over hans Afgang; han havde levet højt hædret tolv Aar efter sin Fader Thorsten. Ottar giftede sin Datter Valgerd med en Mand fra Stavholt. Efter Ingolfs Død var der ingen Høvding i Vatnsdalen; thi hans Sønner havde endnu ikke naaet den Alder, at de kunde forestaa Godordet. Man overlagde nu, hvorledes man skulde bære sig ad dermed; men det var Lov paa den Tid, at medens Arvingerne var umyndige, skulde den varetage Godordet, som tyktes bedst skikket dertil.
Thorkel Kravla Thorgrimsen var baade stor og stærk, og var tolv Aar gammel, da dette gik for sig. Thorgrim vilde ikke vedkende sig ham som sin Søn, endskønt han var meget raskere end hans ægte Sønner. Thorkel Silvre fra Helgavatn var overnaturlig stærk, troldkyndig, rig paa Gods, men lidet elsket af de fleste.
Den samme Dag, da der skulde holdes Møde ved Karnsaa, for at afgøre Sagen om Godordet, sagde Thorkel Silvres Kone: »Hvad tænker du at gøre i Dag?« »At drage hen til Mødet,« sagde Thorkel, »og i Aften være Godordsmand.« »Jeg vil ikke gerne, at du skal tage derhen,« sagde hun, »hvis du tænker at blive Vatnsdølernes Formand, thi det er dig ikke tilskikket, heller ikke er du duelig dertil.« »I andre Ting,« svarede han, »skal dine Ord staa ved Magt, men her ikke.« Til dette Møde agtede sig ogsaa Klakka-Orm og Thorgrim fra Karnsaa, Ingemunds Dattersøn, der tyktes at være bedst skikket dertil, dog skulde Sagen afgøres ved Lodkastning, da der var saa mange, man holdt for duelige nok. Mødet var bestemt at holdes i Forsæludal den sidste Vintermaaned hos Klakka-Orm.
Natten før Mødet drømte Thorkel Silvre, og fortalte sin Hustru Drømmen, hvorledes han nemlig tyktes, at han red ned igennem Vatnsdalen paa en rød Hest, der næppe syntes at røre ved Jorden. »Og dette udtyder jeg saaledes,« sagde han, »Rødt betyder Glæde, og det vil blive til Ære og Anseelse for mig.« Men hans Kone Signy sagde, at hun vilde udlægge det anderledes, »thi Hest,« sagde hun, »hedder Mar (56), og Mare hedder ogsaa Mandsfylgje, der viser sig som rød, hvor det ender blodigt, saa det er muligt, du bliver dræbt paa Mødet, hvis du attraar Godordet, thi der er nok af Folk, som vil misunde dig det.« Thorkel lod imidlertid, som om han ikke hørte det, og drog hjemme fra vel forsynet med Vaaben og Klæder, thi han holdt meget af Pragt. Han var en af de sidste, der kom.
Thorgrim kom tidlig paa Dagen, og sad i Højsædet hos Orm. Han vilde aldrig vedkende sig Thorkel Kravla som sin Søn. Denne gik og legede paa Gulvet med de andre Drenge, og var stor, stærk og meget smuk. Han stillede sig hen hos Thorgrim, og saa længe paa ham og den Haandøkse, han havde i Haanden. Thorgrim spurgte, hvorfor denne Trælkvindesøn stod og gloede paa ham. Thorkel sagde, at han ikke havde mere Morskab end at maatte have Lov at se paa ham. »Hvad vil du gøre, Kravla,« sagde Thorgrim, »for at jeg ikke blot skal give dig Øksen, som jeg ser du synes saa godt om, men tillige kendes ved dig som min Søn?« Thorkel bad ham selv sige det. Thorgrim sagde: »Du skal sætte Øksen i Hovedet paa Silvre, saa at han aldrig faar Godordet, og da vil jeg tilstaa, at du viser, du hører til Vatnsdølernes Æt.« Thorkel lovede at gøre det. Thorgrim sagde ham derpaa, at han skulde blive ved at lege med de andre Drenge og gøre saa megen Støj som muligt, og da Silvre just den Dag stadig sad med Haanden under Kinden og Benet over Knæet, skulde Thorkel løbe ud i Snavset, derpaa komme ind igen, røre ved Silvres Klæder, og se om han blev vred. Mændene talte nu om Godordet, uden at kunne blive enige, thi hver vilde have sin Sag frem. Derpaa kastede de Lodder i Skød, og Silvres Lod kom stadig op, thi han var troldkyndig. Thorgrim gik ud og mødte Thorkel Kravla i Døren, og sagde: »Betal mig nu Øksen!« Thorkel sagde: »Øksen vil jeg gerne fortjene, men jeg har nok ikke de Varer at give for den, som du vil have.« Thorgrim sagde: »Jeg tager ogsaa andet end Varer.« »Skal jeg da dræbe Silvre?« spurgte Thorkel. »Ja,« svarede Thorgrim. Da var Godordet just faldet i Silvres Lod. Thorkel Kravla kom ind i Stuen, og gik forbi Silvre og rørte ved hans Ben; men denne stødte ham fra sig, og kaldte ham en Trælkvindesøn. Da sprang Thorkel op i Sædet hos ham, og satte ham Haandøksen saa fast i Hovedet, at han døde paa Stedet; hvorpaa han sagde, at han ikke havde gjort for meget for at fortjene Øksen. Thorgrim sagde, at Drengen var bleven slemt tirret, at han nu havde vist, at han hørte til Vatnsdølernes Slægt, og at han vilde lyse ham i Kuld og Køn. Derpaa fik Thorgrim Godordet, og blev kaldet Thorgrim Karnsaa-Gode. Om Silvres Drab blev der sluttet Forlig, thi hans Sønner var unge. Thorkel Kravla tog hjem med sin Fader, og bad ham om at maatte rejse udenlands, og se hvorledes det gik, hvis han besøgte sin Frænde Sigurd Jarl Lødversen. Thorgrim lovede, at han skulde faa, hvad han vilde have.
En Nordmand ved Navn Bjørn havde gjort sit Skib rede til at sejle bort; med ham drog Thorkel Kravla udenlands. De kom til Orknøerne, hvor Sigurd var Jarl. Bjørn bad Jarlen om at tage mod Thorkel og sagde, at han var af en god Slægt og en anselig Mand, der overgik de fleste Islændere. Jarlen lovede at tage imod Thorkel og spurgte efter hans Slægt, og han sagde, hvem han var. Jarlen ænsede det næppe, men tog imod ham. Jarlens Mænd tyktes, at Thorkel var meget sær; han forlod aldrig sit Sæde, uden naar Jarlen forlod sit, og fulgte ham stadig. Engang om Vaaren gik Hirden hen at holde Leg, og Jarlen blev kun tilbage med nogle faa. Han sagde: »Du er stadigere, Thorkel, end de fleste andre, siden du ikke gaar hen at lege; men hvad var det, du fortalte mig om din Æt?« Thorkel opregnede da sin Slægt, hvorved Jarlen blev opmærksom, og sagde: »Saa er du jo i Slægt med mig, du har været sen til at fortælle mig det.« Jarlen forøgede da hans Anseelse. Sommeren efter drog Jarlen paa Hærtog og spurgte Thorkel, om han vilde tage med. Han svarede, at han vilde, naar Jarlen vilde have det. De hærgede vidt omkring om Sommeren; og engang da Jarlen havde gjort Landgang paa Skotland, og kom tilbage til Skibene, spurgte han, hvor mange Folk der savnedes. Der blev da set efter, og Thorkel, der havde været paa Jarlens Skib, var den eneste, der savnedes; de andre sagde, at der var ikke stort tabt i saa nølevorn en Mand. Jarlen bød dem straks at søge efter ham, og det skete. De fandt ham i en Skovlysning ved en Eg, hvor to Mænd angreb ham, men fire laa døde; men da Jarlens Mænd kom til, tog hans Angribere Flugten. Jarlen spurgte ham, hvorfor han var bleven tilbage. Han svarede: »Jeg har hørt Eder sige, at man skulde løbe fra Skibene i Land, men aldrig at man skulde forlade hinanden for at løbe til Skibene.« »Du har Ret, Frænde,« sagde Jarlen, »og saaledes skal det være herefter, og den, som løber fra Landet og forlader sit Banner, skal ingen Del have i Byttet.« Jarlen spurgte, om det var nogen af Indbyggerne, der laa døde hos ham. Thorkel svarede ja og fortalte, hvorledes han var gaaet forbi en Borg, og i det samme var nogle Sten faldne ud af Muren, og der havde han fundet ikke saa faa Penge; Borgfolkene, som blev det var, havde da forfulgt ham, og derved var det kommet til Strid imellem dem. Jarlen spurgte, hvor mange Penge det var. Tyve Mark Sølv, svarede han. Disse Penge, sagde Jarlen, skulde tilhøre ham og ingen anden. Thorkel sagde, at baade dette og alt andet hans Bytte tilhørte Jarlen, men denne sagde, at de begge skulde have det, saa at det ej kom til Skifte. Jarlen viste Thorkel megen Ære for dette Tog. Thorkel blev ogsaa hos ham i to Aar, men da længtes han efter Island, og sagde det til Jarlen. Denne svarede, at det var at vente, at hans Frænder fik Ære af ham, gav ham derpaa en guldbeslagen Økse og gode Klæder, lovede at være hans Ven, og gav ham et Købmandsskib med en Ladning, som han selv maatte vælge. Til Thorgrim sendte han en Guldring, der vog en halv Mark, for at han skulde give Nereid fri, og til Nereid for deres Frændskabs Skyld en fuldstændig Kvindeklædning. Derpaa sejlede Thorkel ud og havde en heldig Rejse, og landede i Mundingen af Hunavatn. Thorgrim Kornsaagode red ned til Skibet, tog kærlig imod sin Søn og indbød ham til sig, og det modtog han. Thorgrim gav Nereid Frihed. Kort efter blev Thorgrim syg og døde, og hans ægtefødte Sønner tog hele Arven efter Loven. Klakka-Orms Broder Thororm, Farbroder til Thorkels Fader Thorgrim, opsøgte Thorkel, og bød ham til sig, og det modtog han. Thorkel var en blid Mand cg meget omgængelig.
Der boede en Mand ved Navn Thorgils ved Svinevatn; han havde fire Sønner med sin Hustru, af hvilke her nævnes to: Thorvald og Orm. Thorgilses Brodersøn hed Glæder og var en Søstersøn af Gudmund den Mægtige fra Mødrevolde. Han vilde gerne føre sig stadselig op, var snaksom, dum og gabmundet. Thorgils tog med sin Søn Thorvald hen til Klakka-Orm for at bejle til hans Datter Sigrid; de fik et godt Svar, og Bryllupsstævnet blev sat til Vinterens Begyndelse i Forsæludal. Der var kun faa Folk hjemme og meget Arbejde, baade med at hente Faar og Svin fra Fjældene og meget andet, som var at gøre. Thorkel bød sig til at følges med Folkene, og det tog Orm imod. De tog da af Sted, men det gik sent for dem, da Dyrene var meget vilde; ingen var ivrigere end Thorkel. Det var især vanskeligt at faa Svinene drevne sammen; men Thorkel skaanede sig ikke, og bød sig til at gøre det, som de andre krympede sig ved. Da de nu skulde til at lave sig Mad, sagde han, at det var bedst at udsøge en Gris til Maaltid; og da alle var enige deri, tog han Grisen, lavede den til, og var hjælpsom fremfor alle de andre. Derpaa kom de hjem. Der var en Mand ved Navn Avalde Ingjaldsen, han var Værkstyrer hos Klakka-Orm, og hans Kone Hild, en Datter af Eyvind Sørkver, forestod den indvendige Husholdning. Kort før Brylluppet skulde være, kom Glæder østen fra Fjordene, og hørte om dette Giftermaal. Han sagde da, at han havde hørt andet nyt, nemlig om Thorkel Kravlas Færd til Fjældene, hvorledes man havde sat ham til at passe Svin, hvad der ogsaa passede sig bedst for en Trælkvindes Søn, og, tilføjede han, han havde tillige slagtet en Gris, der Natten forud havde ligget hos Soen og diet. Thorgils sagde, at dette var en dum Spøg; Thorkel havde ikke baaret sig anderledes ad, end at han havde Ære deraf, baade ved denne og ved andre Lejligheder. »Mig synes,« sagde Glæder, »at han har teet sig som en Træl.« Nu kom Folk til Brylluppet. Thorkel sagde da til sin Fosterfader Orm: »Jeg vil tage imod Gæsterne og sørge vel for dem.« Dermed var Orm vel fornøjet; Thorkel gik Gæsterne til Haande paa det bedste, gik omkring og sørgede for alle med megen Høflighed og Opmærksomhed. De fra Svinedal lo meget ad ham og sagde, at han var vel stolt, den Trælkvindesøn; men Thorkel sagde, at det var mere sømmeligt at gengælde en venlig Haandsrækning med Glæde og Skæmt, end med Drillerier og Skældsord. Glæder sagde, at han havde øvet mangt et Storværk, »og især kan du gøre dig til af det,« sagde han, »at du for nylig dræbte Grisen, der havde diet een Nat, det passer godt med din Natur.« »Mine Storværker er ikke mange,« sagde Thorkel, »men dog flere end dine, og det kommer ikke dig til at tale derom.« Glæder lo ad Thorkel, saa al Thorvald hørte det, og sagde, at han var især flink i Madlavning.
Om Aftenen gik man til Sengs som sædvanlig. Men om Morgenen stod Thorkel tidlig op, gik hen i et Udhus og hvæssede Øksen, som var en Gave af Jarlen; derpaa gik han hen i Forstuen, hvor han traf Glæder og hans Mænd, der vaskede sig, og nogle gik forbi ham med Kødtrug. Glæder sagde til Thorkel: »Nu til Morgen har du nok haft meget med Husholdningen at gøre; lad mig nu se, at vi faar noget af Galten, og sæt det fedeste for os Kammerater; det er et Arbejde for en Trælkvindesøn.« »Det gaar ikke godt an,« svarede Thorkel, »først at anrette Hovedet, og saa udvælge Stykkerne for dig, og heller ikke tænker jeg, at du er saa gridsk paa Fedt, at vi ikke skulde kunne mætte dig.« Den Dag skulde man ride bort fra Gildet. Thorgils spurgte, om Davren var rede. Thorkel svarede, at den var i Stand, saa snart alt var kogt, og det vilde ikke vare længe. Derpaa gik han ud af Værkmændenes Dør og ind ad den anden, tog sin Økse og stod ved Døren, da Glæder gik ud, fulgte efter ham og hug ham i Hovedet, saa at han straks døde. Derpaa løb Thorkel hen til den nordre Dør og der ind, thi de andre stod ved den søndre. Mad stod der overalt i Huset. Thorgils havde mange Folk med sig, de løb omkring Huset og mente, at Thorkel ikke skulde komme ud, og agtede at gribe ham. Men Thorkel løb omkring Bænkene, bag ved hvilke der var en mørk Gang; der var en Vraaseng (57), fra hvilken man kunde komme ind i Gangen. Der sad nogle Kvinder derinde og tog deres Hovedtøj paa, blandt dem ogsaa Hild. Da han nu kom løbende, spurgte Hild ham, hvorfor han skyndte sig saa meget. Thorkel fortalte hende, hvad der var sket, men hun bad ham løbe ind i Gangen; han gjorde det og kom saaledes ud. Thorgils sagde til sine Mænd: »Lad os skynde os derhen, hvor Kvinderne er, thi mig syntes, at Manden løb did.« Men Hild greb en Økse og sagde, at een skulde ikke faa den fra hende; Thorgils troede nu, at Thorkel var der, og sagde, at man skulde kaste Klæder over dem; det skete, men Thorkel fandtes ikke; Thorgils saa da, at dette kun var et Paafund for at opholde ham, og gik ud; men da de var komne ud, tyktes dem, de saa et Glimt af ham nede ved Aaen. Thorgils paalagde dem da at lede der; det skete, men han fandtes heller ikke der. Thorkel vidste, at der var en Hule ved Aaen; der skjulte han sig; den kaldes nu Kravlas Hule. Thororm og Klakka-Orm søgte at stifte Forlig, men Thorgils vilde ikke tage derimod, og skønt Giftermaalet ikke gik over Styr, truede han dog med Mandhævn for Glæders Drab. Thororm fulgte Gildesmændene ud af Gaarden og søgte at tilvejebringe et billigt Forlig, men udrettede ikke noget, og saaledes skiltes de.
Den Vinter opholdt Thorkel sig enten paa Karnsaa hos sine Brødre, eller hos sine andre Frænder; thi alle vilde gerne yde ham nogen Hjælp, og mente, at det var godt, om han kunde komme til nogen Magt og Anseelse i deres Egn, at ikke Udenegnsmænd skulde nedsætte sig der og faa over dem at sige. Vatnsdølerne søgte derfor at faa Hjælp for ham hos Spaakvinden Thordis, der boede paa Spaakonefjæld; hun var meget anset og trolddomskyndig. Hende bad de om Raad og Bistand i Thorkels Sag og sagde, at det var af største Vigtighed, at hun fandt paa noget Raad, saa at Thorkel kunde komme ud af denne Forlegenhed; hun lovede det. Thorgils drog hen at finde Gudmund den Mægtige og sagde, at han var nærmest til at være sin Frændes Eftermaalsmand, ligesom han selv skulde staa ham bi deri. Gudmund svarede: »Denne Sag synes mig ikke saa let, thi jeg tror, at Thorkel vil blive en mægtig Mand, og han har mange Frænder bag sig; desuden har man sagt mig, at Thorkels Adfærd ikke var uden Grund. Men anlæg du nu Sagen, jeg skal da til Sommer overtage den paa Altinget.« Og dermed skiltes de for denne Gang.
Thorgils gjorde Sagen i Rette til Altinget og stævnede Thorkel paa lovlig Vis. Vatnsdølerne og deres Modpart kom i stor Mængde. Thorgils red til Tinget med et stort Følge, Thorkel var der med sine Frænder; ligeledes var Thordis Spaakvinde der, og hun og hendes Mænd havde een Bod. Gudmund paatog sig da Sagen; Vatnsdølerne tilbøde Forlig, Gudmund gjorde Paastand paa Forvisning. Thororm gik til Thordis og overlagde Sagen med hende; thi hun var forudvidende og fremsynet, og brugtes derfor af mange til at afgøre deres store Sager. Hun sagde da: »Lad Thorkel komme hid til min Bod, saa vil vi se Tiden an.« Thorkel gjorde det. Thordis sagde til Thororm: »Gaa hen og byd Gudmund endnu engang Forlig, saaledes at de samtykker i at voldgive mig Sagen.« Thorkel gav Thordis to Hundrede i Sølv. Thororm tilbød Thordises Kendelse i Sagen, men Gudmund afslog det og vilde ikke tage mod Pengebøder. Da Thordis fik dette at vide, sagde hun: »Ja, saa skylder jeg ikke Gudmund noget Hensyn.« Derpaa sagde hun til Thorkel: »Tag nu denne min sorte Kaabe paa, og denne Stav i din Haand; tør du nu gaa saaledes hen i Gudmunds Følge?« Han svarede, at han nok turde, naar det skete efter hendes Raad. Hun vedblev: »Saa lad os nu forsøge det! Gaa nu hen til Gudmund og slaa ham med Kæppen tre Gange paa den venstre Kind. Du ser mig ikke ud til saa snart at kunne vente Døden.« Thorkel gik da hen i Gudmunds Følge, trængte sig frem til ham selv og udrettede alt, hvad der var budet ham. Nu standsede paa een Gang Sagens Fremme. Thorgils spurgte, hvorfor Sagen ikke gik sin Gang. Gudmund svarede, at nu skulde den snart bringes til Ende; men der blev ikke noget af. Imidlertid gik Tiden hen, og Sagen blev afvist som ikke retsgyldig forfulgt. Nu gik Thordis til Vatnsdølerne, bad dem igen at gaa for Retten og tilbyde Pengebøder, thi nu vilde de maaske tage imod dem, og Sagen saaledes endes. De gjorde saa, gik hen til Retten, fandt Gudmund, og tilbød ham Forlig og Pengebøder. Gudmund svarede: »Jeg ved ikke, hvad I vil byde, men jeg lægger stor Vægt paa det Forhold ved Sagen, at den, som blev dræbt, selv ved sin kaade Mund paadrog sig Drabet.« De sagde, at de for hans Skyld vilde give passende Bøder, og bad ham selv at fastslaa dem. Da han nu indsaa, hvorledes Sagen stod, og at han ikke lovlig kunde forfølge den, lod han Thororm overdrage sig Selvdømme til at fastsætte Bøderne, saa at Landflygtighed og Forvisning fra Herredet skulde der ikke være Tale om; og der blev givet Haand paa, at Sagen dermed skulde være afgjort. Da sendte Thordis Thorkel for anden Gang til Gudmund, for at han med Kæppen (58) skulde røre ved hans højre Kind, og da fik Gudmund sin Hukommelse igen, og fandt det underligt, at han saaledes havde mistet den. Gudmund fastsatte en Bod af et Hundrede i Sølv for Glæders Drab, hvorhos tillige alt Modsøgsmaal faldt bort; Thororm og Thordis betalte Pengene, og de skiltes saa forligte. Thorkel tog til Spaakonefjæld med Thordis. Thorgils sagde til Gudmund: »Hvorledes kan det være, at dit Sind skiftedes saa snart i Dag?« Gudmund svarede: »Jeg var ikke i Stand til at sige et Ord, derfor var jeg saa træg, men maaske der ogsaa var en stærkere med i Legen (59).« De rejste derpaa hjem fra Tinget.
Vatnsdølerne gjorde sig megen Umage for at bringe Thorkel Kravla i Anseelse; de skaffede ham et Giftermaal, og Godordet blev ham overdraget; thi Ingolfs Sønner, Surt og Høgne, var, den ene elleve, den anden femten Aar gammel, og de kunde ingen Jorder faa af Thorkel. Han blev ogsaa Herre over Hovslandet (60), og blev saaledes Vatnsdølernes Høvding. Ottars Folk adspredtes til de nordlige Strækninger, og ingen brød sig om dem.
Ottars Sønner, Halfred (Vandraadeskjald) og Galte, drog nord paa med flere af hans Børn. Halfred kom ofte til Skæg-Avalde, og talede med hans Datter Kolfinna, der siden blev gift med Gris Sæmingsen, hvorom der fortælles i Halfreds Saga. Engang da Halfred kom hjem fra en Rejse, thi han var Sømand, og Gris var rejst til Tinge, kom han hen til Sæteren, hvor Kolfinna var, og laa hos hende. Da Gris fik det at vide, blev han meget forbitret, men Halfred rejste bort igen samme Sommer.
Paa et Høstting i Vatnsdalen var der en stor Forsamling, og de tjældede deres Boder, thi der skulde være Ting i to Dage. Thorkels Bod var den største, og havde mest Mandskab. Skæg-Avalde og hans Søn Hermund havde Bod sammen. Da Galte Ottarsen engang var gaaet ud, mødte han Hermund; denne mindedes Halfreds Gerning, hvori han havde gjort sig skyldig, dræbte derfor hans Broder Galte, og flygtede hen til sin Faders Bod. Da Drabet kom Thorkel for Øre, skyndte han sig med hele sit Følge hen for at hævne det. Men Hermunds Moder Hild stod i Døren og sagde: »Skynd dig ikke saa meget, Thorkel! Husk paa, hvad vi engang taltes ved, da faldt det dig aldrig ind, at du vilde dræbe min Søn for mine Øjne.« Thorkel svarede: »Nu er der sket mere, end vi den Gang kunde vente; gaa ud af Boden, saa kommer du ikke til at se din Søn blive dræbt for dine Øjne.« Hun mærkede dog tydelig, at han sagde det for at hjælpe hendes Søn, og fandt hans Paafund meget ædelmodigt. Hun tog derpaa sin Hovedpynt af, og satte den paa sin Søn, for at han kunde gaa ud med de andre Kvinder; og for at der ikke skulde gaa flere ud, end der skulde være, satte hun sig selv inde paa hans Plads. Thorkel bad Kvindfolkene skynde sig, og trængte paa dem, og sagde: »Bliv ikke staaende her, thi Konen har Sorg nok alligevel, at hun ikke tillige skal se eller høre sin Søn blive dræbt.« De andre vilde nu løbe ind og dræbe Hermund. Men Thorkel stillede sig i Døren til Boden og sagde: »Det sømmer sig dog ikke, at vi dræber vore egne Herredsfolk, lad os heller slutte Forlig.« Der blev da talt om Forlig mellem dem, og der blev saaledes mæglet, at begge Parter var vel tilfredse. Der udredtes saa store Pengebøder, som kunde være passende for Modtageren, og Thorkel gjorde Ende paa deres Sag til alles Tilfredshed. Alle Herredssager blev henskudte til hans Kendelse, thi han blev anset for den bedste af Vatnsdølernes Slægt næst efter Thorsten Ingemundsen.
[981] Omtrent ved denne Tid kom Biskop Frederik og Thorvald Kodransen, der kaldtes hin Vidførle, ud til Island. Kort efter kom der et andet Skib, hvorpaa der var to Bærsærker om Bord, der begge hed Hauk. De blev meget forhadte; thi de vilde voldføre Kvinder, tudede som Hunde, bed i deres Skjoldrande, og for igennem brændende Ild med bare Fødder. Biskoppen og Thorvald kom for at forkynde den ny Tro; den første Vinter var de paa Giljaa; men Indbyggerne afskyede dem og de nye Skikke, de vilde indføre. Kodran og hans Kone var blandt de første, der tog ved Troen og lod sig døbe. Olaf paa Haukagil var den Gang saa gammel, at han laa i Sengen, og maatte drikke af et Horn. Om Høsten bød Olaf sine Venner til sig, især sin Svigersøn Thorkel. Biskoppen og Thorvald opholdt sig der; men Thorkel lod dem være i et Hus for sig, da de havde en anden Tro. Den første Gildesaften saa man Bærsærkerne komme, og Folk var meget bange for dem. Thorkel spurgte Biskoppen, om han vilde finde paa noget Raad til at tage Bærsærkerne af Dage; men Biskoppen bad dem tage ved Troen og lade sig døbe, da skulde han nok skaffe disse Ildgerningsmænd af Vejen. Derpaa bød han, at de skulde tænde tre Ilde midt paa Gulvet i Salen; og da dette var sket, viede han Ildene, og sagde: »Nu skal alle Pladser paa Bænkene indtages af de modigste og stærkeste Mænd, som kan slaa dem ihjel med Knipler, thi Jærn bider ikke paa dem.« Begge Haukerne gik straks, da de var komne, ind i Stuen, og for rasende gennem den første og anden Ild, og brændte sig meget; herover blev de rædde og vilde straks hen til Bænkene; men derpaa blev de pryglede til Døde, og deres Lig førte op til den Fjældkløft, der siden er kaldet Haukagil (Haukernes Fjældkløft). Biskoppen mente nu, at Thorkel efter den trufne Aftale skulde tage ved Troen og lade sig døbe; men Thorkel svarede, at han ingen anden Tro vilde have end den, som Thorsten og hans Fosterfader havde haft; og de troede paa ham, som havde skabt Solen. Men Biskoppen svarede dem, at det var just den samme Tro, som han forkyndte, saaledes at forstaa, at de skulde tro paa een Gud, Fader, Søn og Helligaand, og lade sig døbe med Vand i hans Navn. Men Thorkel havde mest imod, at han skulde døbes eller tos i Vand; og sagde, at han ikke vilde underkaste sig denne underlige Skik, endskønt han troede, at den var god, og at den Tro vilde blive almindelig antagen. »Olaf Bonde, min Svigerfader,« sagde han, »er gammel; lad ham, og hvem der ellers vil, tage ved den, jeg vil bie endnu en Stund.« Olaf blev derpaa døbt, og døde i de hvide Klæder; og der blev desuden adskillige døbte ved dette Gilde. Thorkel tilligemed alle Vatnsdølerne blev døbte, da Kristendommen blev lovtagen paa Island. Han var en ypperlig Høvding; han lod en Kirke bygge paa sin Gaard, og holdt fast ved Troen.
Der boede to Brødre paa Engehlid i Langedal, Fastolf og Throttolf, begge anselige Mænd. De tog sig af en Mand, som de vilde holde skjult hos sig, medens de selv for til Tings, for at ende hans Sag. To andre Brødre, Hunrød og Ulfhedin, Sønner af Vefred og Sønnesønner af Ævar den Gamle, boede paa Moberg i Langedal. Hos dem var en Mand, der hed Thorolf Leikgode (61). Ulfhedin var en god Ven af Holmgang-Starre, og man fortæller, at da Thoraren den Onde æskede ham til Holmgang, drog Ulfhedin med ham til Holmstævnet; og paa denne Rejse blev de overfaldne af et Uvejr, som de mente var opvakt ved Trolddom. En Mand, der hed Baard, en Særling, fulgte med dem; de bad ham at stille Vejret, thi han var trolddomskyndig. Han paalagde dem da, at de skulde tage hinanden ved Hænderne, og slaa en Kreds; derpaa gik han tre Gange imod Solen (avet om), og sagde nogle irske Ord, som han bad dem sige ja til, som de ogsaa gjorde; derpaa svingede han et Gedeskind op mod Fjældet; og da lagde Uvejret sig. Brødrene fra Engehlid drog til Tings, som nys blev sagt, og imidlertid var Manden, som de tog sig af, i Thjovedal; thi de mente, at der vilde blive færre Penge at betale, naar han ikke selv kom med. Hunrød og Thorolf Leikgode red ogsaa til Tings. Kort fra Reykevolde løb nogle Heste fra dem, som de ledte vidt og bredt efter, men ikke kunde finde. Da saa de en Mand kort fra sig, og tænkte, at det var en Ildgerningsmand; de løb hen og dræbte ham, thi de troede, det var ham, der havde taget deres Heste, men uden først at spørge ham ad. Derpaa red de til Tings, og fortalte Brødrene Throttolf og Fastolf, hvad de havde gjort. De optog det meget ilde, krævede Bøder for Manden, og sagde, at de havde skaffet ham Forlig med den dræbtes Frænder, udvirket Fred, og betalt Penge for ham. Hunrød mente, at der var andre Pengebøder, som burde udredes; og dermed red de fra Tinget. Brødrene købte Jord i Kolkumyrerne, som kaldes Holt. Deres Frænde Thorfinn boede paa Bredebolstad i Vatnsdalen; han skulde gøre en Rejse ud til Skagestrand; og det traf sig, at ogsaa Thorolf Leikgode tilligemed Ulfhedin tog derhen. Da de kom til Bredevad, der fører over Elven Blanda, kom Thorfinn og Brødrene Fastolf ridende noget bag efter dem, og de sagde, at det var ret godt, de traf Ulfhedin, der havde dræbt deres Mand i Sommer. De gav sig da til at ride efter dem; men Thorfinn sagde, at han ikke vilde med, og blev tilbage. Brødrene red da alt hvad de kunde efter de andre; men Thorolf Leikgode saa det og sagde: »Lad os nu ride skarpt til, her kommer Brødrene farende efter os.« »Nej,« sagde Ulfhedin, »det gør jeg ikke, thi saa siger de, at jeg løber.« Thorolf satte med sin Hest ud i Elven; men Brødrene tilredte Ulfhedin, saa han blev liggende paa Stedet. Derpaa red de tilbage, og sagde Thorfinn, hvad der var sket; men han svarede, at de havde handlet ilde imod en saa brav Mand, og tog hjem til Vatnsdalen. Ulfhedin var dødelig saaret; hans Broder Hunrød drog hen til ham, og bragte ham hjem. Den saarede bad sin Broder at slutte Forlig i denne Sag efter hans Død, eftersom Skæbnen næppe vilde, at han kunde blive hævnet; »thi jeg mindes nu,« sagde han, »den forrige Rejse, og véd, at ingen af dem, som var med, er bleven sotdød.« Derpaa døde Ulfhedin; men Hunrød kunde ikke finde sig i noget Forlig, og stævnede Sagen for Altinget. Thorfinn tilbød Forlig og Pengebøder; men Hunrød svarede, at han ikke vilde give sig tilfreds, uden de blev forviste. Det skete da ogsaa, og de red fra Tinget.
Brødrene byggede sig et stort Virke i Holt, hvor det var vanskeligt for Hunrød at komme dem til Livs. Skum hed en Mand, der var hans frigivne; han havde samlet sig Penge, og var bleven rig. Men Hunrød ødte det for ham, hvorpaa Skum drog udenlands, kom til Norge, drog op til Trondhjem, og opholdt sig der noget; han vandt sig meget Gods, og blev anden Gang rig. Hunrød derimod ødte alle sine egne Penge og dem, han havde faaet af Skum, saa han næsten var en Tigger. Han tog da hen til Thorkel, Vatnsdølernes Gode, og klagede ham sin Nød. Thorkel sagde: »Det var ikke vel overvejet af dig at afslaa Pengebøder for din Broder, da han dog selv forudsagde, at det vilde blive dig til Ulykke, saa nu har du hverken Penge eller Hævn; men siden du har søgt Raad hos mig, saa vil jeg støtte dig, og se at bringe Forlig til Veje.« Derpaa opsøgte Thorkel Brødrene, og spurgte, om de vilde forlige sig med Hunrød, hvis det kunde lade sig gøre. Men de vilde nødig dertil og sagde, at Forlig var ham ikke tjenligere nu, end da det blev ham tilbudt. Thorkel sagde: »Nu skal I gøre en af Delene: enten fare udenlands efter Bestemmelsen, eller gaa ind paa Forlig; i modsat Fald vil jeg ikke støtte Eder paa nogen Maade.« Da svarede de, at hans Ord burde agtes, og at de mindst af alt vilde have ham imod sig. De drog nu udenlands, og kom til Trondhjem. Da sagde Throttolf: »Der er ingen Rimelighed i, at en saa brav Mand som Hunrød skal være bleven fattig, og det mest for vor Skyld, men hans Træl Skum skal være bleven rig som Njord (62).« De drog derpaa hen og dræbte Skum, tog hans Penge, og sendte dem til Hunrød. Kort efter kom Throttolf tilbage til Landet, og drog til Thorkel Kravla, og bad ham hjælpe med til at faa et Forlig imellem dem og Hunrød. Thorkel var villig dertil, og drog hen til Hunrød; og ved sin Forstand og gode Vilje forligte han dem saa vel, at de paa begge Sider var tilfredse med hans Mægling.
Thorkel blev en gammel Mand. Da han laa paa sit yderste, stævnede han sine Venner, Frænder og Tingmænd til sig og sagde: »Jeg vil kundgøre Eder, at jeg er falden i en Sygdom, som vistnok vil afbryde vort Samliv; I har altid rettet Eder eller mine Raad, og været lydige og føjelige imod mig.« Derpaa ønskede han Held over alle sine Frænder og gode Venner og beredte sig, som det sømmede sig for ham, meget kristeligt til sin Død; thi han var en god Kristen og holdt vel sin Tro. Derpaa døde han, til stor Sorg for alle hans Undergivne og Herredsmænd; thi han ansaas, som han ogsaa var, for en meget ypperlig Herredshøvding, og en Mand, som havde Lykken med sig; og han lignede mest de forrige Vatnsdøler, saasom Ingemund og Thorsten. Og dermed slutter Vatnsdølernes Saga.
Noter:
1. Dette er ikke rigtigt, jfr. Kap. 2 (hvor der staar Opdal).
2. Der var hængt smukke Tæpper om den.
3. At hans Død vilde hjælpe paa Slægtens Anseelse.
4. Til Bevis paa, at det er mig, der har sendt dig.
5. Indløbet til Sognefjorden.
6. Ulveskindskjortler.
7. Orkneyingasaga, der endnu haves.
8. D.v.s. det Billede af Frey, der senere nævnes.
9. Indbydelse til Gæstebud.
10. Island.
11. En Art Trolddom.
12. Spaakvinden.
13. Af hvan (hvönn), Planten Angelica, der voksede der.
14. Omtales i Gunløgs Saga.
15. Hvorledes han forudsaa, at det vilde gaa ham.
16. Vist „Finne- (eller Lappe-) drenge“, d.v.s. os.
17. Efter en anden Kilde rigtigere: hans Venner.
18. En Grusbanke i Vandløb og Fjorde.
19. Nu en Købstad.
20. Pil.
21. Af húnn, en Bjørneunge. Her er naturligvis tale om Isbjørne.
22. At hvert Svin var saa fedt og stort, at det kunde regnes som to.
23. Hrof = Skibsrøst.
24. Fæstningsvold, samme Ord som i „Dannevirke“.
25. Processer. Dette var naturligt nok, da Ingemunds Levetid for største Delen falder inden Altingets Oprettelse. Sagaens Bemærkning er altsaa tidsstridig.
26. Egentlig Slægtklingen.
27. [I N. M. Petersens oversættelse er overskriften på både dette og det følgende kapitel Ingemunds Død. I kapitel 22 såres Ingemund dødeligt, men først i kapitel 23 finder hans sønner ham død af sine sår (jl).]
28. Han mener Faderen.
29. Strofe, Vers.
30. Høstting, paa hvilke der forkyndtes for Almuen, hvad der var foretaget paa Altinget.
31. Af undorn = Kl. 3 (jfr. Unnen i danske Dialekter), opkaldt efter et Fjæld, der brugtes som Tidsmaaler, idet Tiden bestemtes efter Solens Stilling til Fjældet.
32. En saadan Omtale findes ikke i Sagaen.
33. Nu er den forladt.
34. Gaardens Bod eller Prydelse. Hun kaldtes af nogle for Bekkjarbod eller Bænkens Prydelse.
35. [Denne Thorolf er i kapitel 16 benævnt Heljarskæg (d.v.s. Mørkskæg). I slutningen af dette kapitel bruges igen navnet Heljarskæg. I den norrøne originaltekst er navnet konsekvent Heljarskinn, d.v.s. Mørkhud (jl).]
36. Se foran, Side 35. [Kapitel 16]
37. Skytsgudinder.
38. Den Modige.
39. Den Stærke.
40. Berg.
41. Faar jeg ham til at bøje sig til Jorden som et Svin; de samme Ord, som Rolv Krake brugte om Kong Adils.
42. Fredsbryder.
43. Fordi den var helliget til Guden Frøj
44. Eller havde Tro paa, tilbad den.
45. Kl. 2—3 om Eftermiddagen.
46. Nemlig ifald Finboge led Nederlag, hvad Thorsten gaar ud fra.
47. Strandesyssel paa Vestlandet.
48. Deres Fylgje eller Skytsaand.
49. [Oversættelsen har her: Thorer sagde …, hvilket må være en fejl (jl).]
50. Hvilket Thorer havde.
51. Af Haandens Bevægelse ved Næsen.
52. Der af Thorer for nylig var overladt til Thorsten, som saaledes atter kunde overdrage det til sin Søn.
53. Sydpaa til Norderaadalen.
54. Paa Sydlandet.
55. Fra Syderøerne (Hebriderne).
56. Dette Ord svarer til „Mær“ (= Hoppe), men har intet med „Mare“ at gøre, uagtet disse Ord her stilles saaledes sammen.
57. Alkove.
58. Kæppen har i Sagaen et Navn, der omtr. betyder „Hæmmeren“.
59. Egentlig: Maaske det ogsaa var at drage Reb med den stærke.
60. Gaarden Hov.
61. Vistnok en, der plejer at føre an i og styre Lege.
62. Denne Talemaade findes blot her. Den betyder „rig som Krøsus“. Njord var i den gamle Gudelære Herre over Rigdomme og Overflod.
