Fortællingen om Einar Sokkason (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
GHM 2.jpg


Islændingesagaer


Grønlands historiske mindesmærker II


XVIII.
Fortællingen om Einar Sokkasön

(Grænlendinga þáttr)


Paa Dansk ved C. C. Rafn og Finnur Magnusson
København, 1838




Indledning.

For nærværende mærkelige Stykke have vi, som for saa mange andre, den indholdsrige Flatöbog at takke. Torfæus har givet et latinsk Uddrag deraf, i hans Grönlandia S. 217-239 (forkortet til et tydsk af Cranz i hans Historie von Grönland l, 322-324), samt P. E. Müller et endnu kortere "paa Dansk, i Sagabibliotheket I, 288-290, hvor han bemærker at Beretningen formedelst sin Omstændighed og sin Troværdighed synes at være skreven i det 13de Aarhundrede".) Vi mene endog at den först er nedskreven sidst i det 12te Aarhundrede, sandsynligst af Munkene i Flatö eller Helgafells Kloster, hvis Haandskrift da lettest kunde overgaae til Flatöbogen, som den eneste gamle Afskrift vi nu kjende. Fortællingen skjönnes tydelig at være nedskreven efter mundtlige Sagn, og Udtrykkene i dens Slutning pege til at Islænderen Hermund, rimeligviis een af dens vigtigste Meddelere, da var Forfatteren nöie bekjendt, og levede endnu paa den Tid, hvorfor intet videre om ham berettes. Müller bemærker meget rigtig, at til denne Fortællings Slutning findes föiet (i Flatöbogen) en Liste over Grönlands Biskopper og Kirker, men vi skulle paa sit Sted godtgjöre at den dog ingenlunde er af den samme Forfatter.

Stykket er ellers, i forskjellige Henseender, særdeles vigtigt. Det meddeler os blandt andet, en temmelig udförlig Beretning om Stiftelsen af Grönlands Bispestol i Garde, og saaledes havde det været meget at önske at den kunde have været vor forevigede Münter bekjendt, som ikke, efter da udgivne Kildeskrifter kunde vide rettere end at Bispesædet Garde först nævntes, i noget saadant, Aar 1276, altsaa fuldt 150 Aar efter dets virkelige Oprettelse. (Kirchengesch. von Dänem. und Norw. I, 558, Il, 100, Anm. 5). I det have vi og de eneste udförlige Efterretninger om Nordmanden Arnald, Grönlands förste virkelige Biskop[1], og en; som det synes, tro Skildring af denne Prælats altfor vidt gaaende hierarchiske Bestræbelser til hans nye Bispestols Fordeel og Opkomst, m. m. I geographisk Henseende har den en særdeles mærkelig Antydning af Isbjerget Hvidserks virkelige Beliggenhed, (hvilken vi forbeholde os nærmere paa sit Sted at udvikle).

For Grönlands Historie og Forfatning er Fortællingen særdeles lærerig, da vi ellers næsten intet vide derom (paa Annalernes törre og korte Noticer nær) i den förste Halvdeel af det 12te Aarhundrede. Stor Skade er det dog vistnok at det 11te Aarhundredes sidste Halvdeel i den Henseende er for os fuldkommen dunkel. Ovenfor have vi (II, 441-42) seet, at Grönlands Hovedgaard, Brattelid, tillige med Laugmandsembedet, Landets vigtigste og höieste Övrighedspost, formodentlig (efter at Erik den Rödes mandlige Afkom i lige Linie var uddöd) henved Aar 1030 tilfaldt Islænderen Skjald-Helge, dog vel tildeels paa Grund af hans Ægteskab med den rige og höit anseete Grönlænderinde Thorun, som endog efter at være bleven gift med ham havde en stor Indflydelse paa hele Landets Bestyrelse. Hun har vistnok selv været af een af Grönlands anseeligste Slægter, maaskee nærbeslægtet med den i sin Tid mægtige Enke Thorun af Langenes i Einarsfjorden og saaledes havende dette i Familien yndede Navn. Det er ikke usandsynligt at Einar, Einarsfjordens förste Hövding, næst efter Erik i Anseelse og Magt, har været besvogret med Erik den Röde og maaskee været gift med en Datter af ham, skjönt hun ikke nævnes; deraf kunde man lettest forklare det Supprematie, som Thorgrim Einarsön Trolle, som man neppe kan paatvivle at have været Landnamsmanden Einars Sön, allerede i Eriks Sönnesöns bedste Alder synes at have erhvervet sig over Grönland, med Hensyn til Laugmands-Embets Bestyrelse. I dette blev Skjald-Helge hans Eftermand. Vi have ovenfor gjættet at hans, af Navn, ubekjendte Svigersön har været af Erik den Rödes Slægt; vi fortsætte nu denne Gisning saaledes, at han tillige har været af den mægtige Einarsfjordske og at han har været den Thorer, der nævnes i nærværende Fortælling som Fader til den gamle Sokke paa Brattelid, der da har arvet Gaarden efter sin Fader, der igjen, paa sin Kones Vegne havde arvet den efter Skjald-Helge. Denne Sokkes ældste eller ypperste (om ikke eneste) Sön har og ikke usandsynlig arvet sit Navn efter Einar, Einarsfjordens ældste Eier og Herre. Paa denne Maade vilde en vedvarende Forbindelse udfindes mellem Grönlands herskende Stammer, men vi kunne dog ingenlunde sige noget bestemt herom, da vi, formedelst de gamle Efterretningers Ufuldstændighed, maae nöies med blotte Gisninger. Torfæus har og været af den Mening at Sokke Thorersön var af Erik den Rödes Stamme (Eírico Rufo prognatus videtur Groenl. p. 218. Mere bestemte og tilfredsstillende ere de Efterretninger vi af andre Kilder kunde öse om adskillige af denne Fortællings norske og islandske Hovedpersoner. Dem ville vi da her i Korthed antyde og meddele.

Nordmanden Arnald var som sagt Grönlands förste faste Biskop. Synderlig nok vide vi hans Födselsdag (den 18de Januar) og hans Dödsdag (den 20de Mai[2]), men hverken hans Födsels- eller Dödsaar. Han blev, efter de gamle Islandske Annaler viet i Norge til dette Embede i Aaret 1125. Ved Aaret 1126 have de fölgende Bemærkning: "Tre Biskopper paa Althinget" (i Island, hvoraf vi see at Biskop Arnald af Grönland, som i den næstforegaaende Vinter havde været Sæmund Frodes Gjest paa Odda, har (formodentlig i hans Selskab) reist til hin almindelige Folkeforsamling, hvilken det maatte være ham vigtigt at lære at kjende, som et Forbillede paa den grönlandske, med hvilken han i Fremtiden vilde faae meget at afgöre. Dette islandske Landsthing pleiede da at begynde næsten sidst i Juni Maaned, saa at Biskoppen neppe har kunnet afreise fra Island förend först eller midt i Juli. Efter de samme Annaler forestod Arnald Grönlands Bispestol lige til Aaret 1150 da han, formodentlig efter hans eget Önske, er blevet entlediget derfra, og John Knud igjen blev viet til hans Eftermand. Biskop Arnald har vel i samme Aar reist til Norge, hvor han 1152 blev ansat som den da i Kjöbstaden Hammer nyoprettede Bispestols förste Biskop, og har rimeligviis da været en temmelig bedaget Mand.

Om Nordmanden Arnbjörn og hans slægtning Össur (eller Adzer), Biskop Arnalds fornemste norske Modstander, have vi intet videre kunnet opspörge end hvad Fortællingen selv meddeler om disse (især den förstnævnte) formodentlig rige Handelsmænd.

Hvad der her fortælles om Kolbein Thorljotsön (fra Hadeland) med Hensyn til hans Foretagender og Begivenheder efter Tilbagekomsten fra Grönland, (da han 1136 gjorde sig skyldig i Kongemord og selv tilsidst fik en ulykkelig Ende) stemmer vel overeens med den bekjendte norske Historie, efter hvad vi i Anmærkningerne nærmere skulle udvikle. Vi bemærke kun her, med Hensyn til Chronologien, at hans Död maa have indtruffet 1137.

Kolbeins Landsmand og Staldbroder i Grönland, Ketil Kalfsön, havde en heldigere Skjebne. Af hans fulde Navn at slutte kan han have nedstammet fra den i sin Tid meget anseelige Ketil Kalf (eller Kalfsön) paa Ringenæs og hans Hustru Gunnhild, Kong Harald Sigurdsöns Söster, men Kong Sigurd Syrs Datter og Olaf den Helliges Halvsöster. Det er da mærkeligt, hvis han saaledes har været nærbeslægtet med den Finn Fegin, (den ældre Ketil Kalfsöns Sön) som allerede för eller henved 1028 havde forlist med sit Skib paa Grönlands Östkyst, thi da maatte Handelen paa dette Land synes at være bleven fortsat af den samme Familie i henved 100 Aar. See ovenfor lI, 662, 666. Vist er det, at vor Ketil Kalfsön, efter Hjemkomsten fra Grönland, bosatte sig i Bergen i Norge, hvor han stod i en saa höi Anseelse hos Kong Inge Haraldsön, at han udvirkede fuldkommen Benaadning for en ung Islænder, Thorvard Thorgeirsön (som strax efter sin Ankomst til Norge, tilföiede een af Kongens Hirdmænd, som havde fornærmet ham i Island, et dödeligt Saar) paa de Vilkaar, at Thormod selv blev beskikket til Hirdmand (maaskee i den Saaredes Sted). See Sturlunga-Saga, 2 Bogs 39te Capitel. Dette maa være skeet efter 1136.

De for os vigtigste Personer, blandt dem som forekomme i Sagaen, er Islænderen Hermund Kodransön og hans Broder Thorgils, da enten de, eller een eller flere af deres Skibsmandskab, efter al Sandsynlighed ere de förste Ophavsmænd til denne Fortælling, som dog formodentlig ved andre er bleven fört i Pennen efter deres mundtlige Foredrag. Det er meget at beklage at vi nu kun vide lidet om den ovennævnte Hermund, da Biskop Pauls Saga (formodentlig skreven af Biskop Magnus Gissursön, som döde 1236) nævner ham (i 20de Cap. Udg. S. 250) som een af de ypperste Mænd i Island, der döde i den förstnævnte Biskops Levetid. Det er vel gaaet ham, som nogle andre af hans udmærkede Landsmænd i det 11te og 12te Aarhundrede, at deres Levnet, fordi det, i Fölge af deres Tilböieligheder, saavidt muligt, var fredeligt og stille, ikke greb synderlig ind i de politiske Begivenheders oprörte Kreds, er blevet mestendeels ubemærket og ubeskrevet, paa det nær at enkelte boglærde Klerke, hvis Velyndere slige Mænd paa den Tid gjerne vare, have optegnet deres Dödsdag eller Dödsaar. Hans egentlige Herkomst er os ubekjendt; vi formode kun at han har været af den saakaldte Gilsbakkeslægt i Borgarfjorden, og nedstammet fra Hermund Illugesön (see ovenfor II, 482, 566). Vor Hermund synes, med sine Islændere, i de grönlandske stridigheder, i hvilke han uforskyldt indvikledes, kun at have, forsaavidt det var gjörligt, overholdt en Art af bevæbnet Neutralitet, og tillige været en omhyggelig Iagttager af Begivenhederne. Efter sin Tilbagekomst til Island (omtrent 1133) synes han at have giftet og bosat sig; hvor, vide vi ikke engang bestemt, men kun at hans Bopæl i hans ældre Dage har været i Borgefjordens Bygdelag. Efter Sturlunga-Sagas l, 100 (ikke anfört i Udgavens Register), synes det at have været Kalmanstunga, en stor Gaard, men noget afsides og næsten höit oppe til Fjelds, kort fra Gilsbakke, i det nuværende Myre Syssel. Han har allerede været temmelig bedaget, da han (saavidt vi vide) först indvikledes i sit Fædrelands politiske stridigheder. I Aaret 1160 maatte han, efter Opfordring af Hövdingen Einar Thorgilssön, med forskjellige andre höit anseete Mænd (vírðíngamenn) deeltage med ham i et Tog mod Sturla Thordsön, (den ældre) af Hvamm (Sturlungernes stamfader), som dog for den Gang faldt fredelig ud. 1176 kaldte Sturlungen Bödvar Thordarsön Hermund til Hjælp, som sin Ven, i en Arvesag, mod Præsten og Hövdingen Paul Sölvesön paa Reikholt, tilligemed hans to Sönner, Karl og Kodran[3], "fordi de da vare de raskeste Mænd" i Herredet. Den forlangte Hjælp behövedes dog ikke, da Sagen snart derefter blev forligt. 1181 ansaae den ovennævnte Sturla Thordsön (den yngre) vor Hermund for sin Ven, indtil den Förstnævntes Modstander, Præsten Paul, opgav ham som een af de Mænd, til hvilke han vilde voldgive den Sag, hvorom de trættedes; da erklærede Sturla, i sin Vrede, at han deraf erfarede at Hermund havde forraadt hans Sag, eller endog ved svigfulde Raad, efterstræbt hans Liv. Præsten forklarede, at dette ikke maatte forstaaes saaledes, men at han kun ventede sig nogen Hjælp af Hermund. Ogsaa denne sag blev kort derefter fuldkommen forligt. (see Sturlunga S. 2 Bogs 14, 34 og 36 Cap). Efter de Islandske Annaler döde Hermund Kodransön (formodentlig næsten 90 Aar gammel) 1197.

Vi tillægge de i nærværende Fortælling forekommende vigtigste Begivenheder fölgende Tidsbestemmelse:

  • 1123. Grönlænderne beslutte, paa et almindeligt Thing, efter Hövdingen Sokke Thorersöns Forslag, at en Bispestol skal oprettes der i Landet. Einar Sokkesön afreiser, for dette Anliggendes Skyld, til Norge.
  • 1124. Efter Kong Sigurd Jorsalefarers Foranstaltning paatog Præsten Arnald sig Bispe-Embedet i Grönland (efter at Einar Sokkesön, i Fölge af hans Opfordring, havde edelig forpligtet sig til af al Magt at hævde den nye Bispestols Rettigheder) og viedes höitidelig af Biskop Adzer i Lund.
  • 1125. Biskoppen og Einar seile fra Norge, men fordrives af Storm til Island og overvintre der. Biskoppen opholder sig paa Odde, hos Sæmund Frode, men Einar i Öfjeldsbygden. Nordmanden Arnbjörn, som med 2 Skibe ogsaa agtede at opseile Grönland, fordreves af Uveiret til dets Ubygder, og omkom (maaskee dog ikke förend efter eet eller flere Aars Forlöb) med sit hele Mandskab.
  • 1126. Biskop Arnald reiser til Islands Althing, og afseiler siden, tilligemed Einar til Grönland. Bispestolen paa Garde oprettes. ` Fortællingen bestemmer kun den Tid som forlöb fra Arnbjörns Skibes Stranding til deres Gjenopdagelse, til nogle Sommere; de have da vel i det mindste været 4 (men kunne og have været flere); vi antage saaledes at (omtrent)
  • 1129 findes Arnbjörns og hans Staldbrödres Lig, tilligemed deres strandede Skibe og Gods, længst inde i en Fjord, i Nærheden af Isbjerget Hvidserk. Det större Skib bringes tilligemed Godset og de Afdödes Been til Grönlands Östbygd. Skibet m. m. overdrages til Biskoppen eller Garde Domkirke.
  • 1130. Efterretning herom spörges i Norge.
  • 1131. Nordmanden Össur og flere af de Forlistes Slægtninge drage til Grönland, for at kræve deres formeentlige Arvegods, men faae intet deraf. Kolbein Thorljotsön og Ketil Kalfsön, samt Islænderen Hermund Kodransön m. fl. ankomme ogsaa til Grönland, hvor de overvintre med 3 Skibe og Arnbjörn tager sit Ophold paa Garde, men de övrige Anförere i Vesterbygden.
  • 1132 ud paa Vinteren, fremförer Össur sin og Medarvingers Begjering om Udleveringen af deres Slægtning Arnbjörns Efterladenskaber for Biskoppen, men faaer Afslag, hvorpaa han strax forlader Garde og flytter til Gaarden Kideberg. Hans Sögsmaal mod Grönlænderne afvises paa Herredets Vaarthing. I Hidsighed og ondt Lune faaer Össur det Indfald at tilföie Arnbjörns efterladte herlige Skib, som Biskop Arnald nægtede at afstaae, en Hovedbeskadigelse. Derefter tyede han til de i Vesterbygden daværende Nordmænd, som raadte ham strax at forene sig der med dem (tilligemed hans Mandskab), men han vendte dog (saavidt vi kunne skjönne) for fuldt og fast tilbage til Österbygden. Fölgerne af denne hans Uforsigtighed udebleve ikke længe. Imidlertid havde Biskoppen fordret Hævn over Össur, af Einar, i Fölge af hans edelige Forpligtelse, hvilken Sidstnævnte dog, i dette Tilfælde, neppe troede at burde efterkomme. Ikke desmindre benyttede han sig, ved snart faldende Leilighed, af Össurs nye Uforsigtighed, i det han, stolende paa Höitids- og Kirkefreden, var tilstede ved en Kirkemesse paa Langenæs. Der overfaldt Einar Össur aldeles uforvarendes og skilte ham ved Livet; dog kunde han kun med Möie udvirke Biskoppens Tilladelse til en christelig Begravelse for hans myrdede Modstander. En vis Simon, Össurs Frænde, var den nærmeste Eftermaals Mand, men synes at have havt större Mangel paa Klogskab og Driftighed end paa kræfter. Ketil Kalfsön var den anseeligste Mand af Besætningen paa Össurs Skib, over hvilket han strax fik Befaling og begyndte at udruste det til Tilbagereisen. Han kjendte de grönlandske Love vel, og lod Simon overdrage til sig Sögsmaalet i Drabssagen. Til Thinget (formodentlig Landsthinget paa Garde), der sandsynligviis holdtes midt eller sidst i Juni Maaned, ledsagedes han af Kolbein Thorljotsön og nogle af hans Folk, efter Aftale, men Handelsskibene, med Resten af deres Mandskab, kunde ikke komme saa snart til Österbygden formedelst Modvind. Paa Thinget forstyrrede Einar Sokkesön Rettergangen med Vold, saa at de Fremmede ikke kunde faae deres Sögsmaal fremmet. Ved den gamle Sokke Thorersöns Mægling blev dog et nyt Stævnemöde berammet, til endeligt Forlig, ved Midsommerstid, omtrent midt i Juli Maaned, paa Eide, nær ved Garde Bispesæde. Der mödte Össurs rette Eftermaalsmand Simon, og alle de fremmede Skibsförere, Ketil, Kolbein og Hermund, med deres Mandskab, (som dog til deels, i Begyndelsen, synes at have ligget i et for Grönlænderne skjult Baghold). I det at Forliget næsten var kommet fuldkommen i Stand, viste Simon, som især skulde modtage Böderne, sig misfornöiet med disses Ydelse, og vragede den paa en foragtelig Maade. Til Hævn derfor blev han nedlagt af den hidsige Einar, som i det samme fik et dödeligt Saar af Kolbein, og et almindeligt Slag opstod derpaa mellem Grönlænderne og Östmænderne (thi saaledes kaldtes Nordmænd og islændere til sammen der i Landet). Disse tyede tilsidst til deres Baade og paa dem til deres i Havnen ved Skjalgsboder liggende Skibe. Sokke pönsede paa et almindeligt Angreb paa disse, men overtaltes af en i Landet meget anseet Mand, Hall paa Solarfjeld, til at lade dette anslag fare, og endnu engang at tilbyde de Fremmede Forlig. End et Möde dertil berammedes, (med den forelöbige Betingelse at de Fremmede, saasnart muligt, som det synes inden en Maaned fra Halls Besög paa Skibene at regne, skulde forlade Landet), men imidlertid foretog Ketil dog et Tog med 30 af Mandskabet op i Bygden, for at skaffe Levnetsmidler til Reisen, hvilke de og fandt forvarede i et stort Jordhuus eller skjult Kjelder. Paa Fredsmödet afsagde Hall, efter fælles Aftale, en Voldgiftskjendelse, ved hvilken hele Sagen afgjordes. Imidlertid bedækkedes Kysterne af Driviis, men heldigviis forlod den dem pludselig atter, just da den Maanedstid var forlöben, (formodentlig midt eller sidst i August), ved hvis Udgang de Fremmede skulde afseile derfra, af hvilken gode Leilighed de ogsaa strax benyttede sig. I det samme Efteraar ankom de vel beholdne til Norge.
  • 1133 have Hermund og hans Skibsfolk, efter at have solgt deres Ladning i Norge, rimeligviis afseilet derfra, og vendt tilbage til Island.

Nærværende Fortælling giver os, saa at sige, et pludseligt klart Glimt over Grönlands Historie, som derefter, i en Periode af henved 70 Aar, paa Annalernes korte Noticer om Biskopper og Söfarende nær, indhylles i et uigjennemtrængeligt Mörke. Landets politiske Udsigter vare vistnok og, i det Öieblik, dunkle. Dets ypperste Hövding Sokke Thorersön var affældig af Alderdom, og dets Haab, den kraftfulde, men altfor hidsige og voldsomme Einar, bortreven i sin blomstrende Alder; Biskop Arnald, den snedige og virksomme Hierarch, synes da at maatte være bleven Landets överste Hersker baade i aandelige og verdslige Anliggender, med mindre den kloge og dygtige Hall paa Solarfjeld, som rimeligviis, med Hensyn til den vigtigste Andeel i Bestyrelsen, i det mindste af Navnet, er kommen i Einars Sted, har kunnet holde ham Stangen. Dog, det eneste visse er vel det at Biskoppen Arnald forlod Landet henimod Aarhundredets Midte, og da han der havde tilbragt mere end 20 Aar af sin bedste Alder, var det ikke at undres over at han, om han end havde været vel fornöiet med Grönlændernes Lydighed og Föielighed, her i sin bedagede Alder længtes efter sit Fædreland Norge, hvor han og, som ovenmeldt, i Aaret 1152 fik en passende og hæderlig Ansættelse, saa at hans her beskrevne fjendske Forhold mod hans i Grönland fremmede Landsmænd der har været skrevet i Glemmebogen. Da styredes ogsaa Riget af Kong Harald Gilles Sönner, hvem det mulig var blevet forebragt, at Kolbein Thorljotsön, deres Faders Morder, havde i Grönland vist sig som Biskop Arnalds heftigste Fjende.


Grænlendínga Þáttr.

Bispestav og hånd av biskop med ring fra Gardar, Grønland. Christian Bickel, 2007. Creative Commons.

1. Sokki hèt maðr, ok var Þóris son; hann bjó í Brattahlíð á Grænlandi; hann var mikils virðr ok vinsæll. Einarr het son hans, ok var mannvænligr maðr. Þeir feðgar áttu mikit vald á Grænlandi, ok voru þeir þar mjök fyrir mönnum. Einhverju sinni lèt Sokki þíngs kveðja, ok tjáði þat fyrir mönnum, at hann vildi at landit væri eigi lengr biskupslaust, ok vildi at allir landsmenn legði sína muni til at biskupsstóll væri efldr. Bændr játtuðu því allir. Sokki bað Einar, son sinn, fara þessa ferð til Noregs, kvað hann vera sendiligstan mann þess erendis at fara; hann kveðst fara mundu sem hann vildi. Einarr hafði með sèr tannvöru mikla ok svörð, at heimta sik fram við höfðíngja. Þeir kvomu við Noreg; þá var Sigurðr Jórsalafari konúngr at Noregi. Einarr kom á fund konúngs, ok heimti sik fram með fègjöfum, ok tjáði siðan mál sitt ok erendi, ok beiddi konúng þar till fulltíngs, at hann næði slíku sem hann beiddi fyrir nauðsyn landsins. Konúngr lèt þeim þat víst betr henta. Siðan kallaði konúngr til sin þann mann er Arnaldr hèt; hann var góðr klerkr, ok vel til kennimanns fallinn. Konúngr beiddi at hann rèðist til þessa vanda fyrir guðs sakir ok bænar hans: ok mun ek senda þik til Danmerkr á fund Auzsurar erchibiskups í Lund með mínum brèfum ok insiglum. Arnaldr kvaðst ófüss til at ráðast, fyst fyrir sjálfs síns sakir er hann væri lítt til fallinn, ok siðan at skilja við víni sína ok frændr, í þriðja stað at eiga við torsóttligt fólk. Konúngr kvað hann því meira gott mundu eptir taka, sem hann hefði meiri skapraun af mönnum. Hann kveðst eigi nenna at skerast undan hans bæn: en ef þess verðr auðit at ek taki biskupsvígslu, þá vil ek at Einarr sverí mèr þess eið at halda ok fulltingja rétt biskupsstólsins, ok eignum þeim er guði eru gefnar, ok hegna þeim er á gánga, ok sè varnamaðr fyrir öllum lutum staðarins. Konúngr kvað hann þat gera skyldu. Einarr kvaðst mundu undir þat gánga. Siðan fór biskupsefni á fund Auzsorar erchibiskups, ok sagði honum sitt erindi með konúngs brèfum. Erchibiskup tók honum vel, ok reyndust hugi við; ok er biskup sá at þessi maðr var vel til tignar fallinn, vígði hann Arnald til biskups, ok leysti hann vel af hendi. Síðan kom Arnaldr biskup til konúngs, ok tók hann við honum vel. Einarr hafði haft með sèr bjarndýri af Grænlandi, ok gaf þat Sigurði konúngi; fékk hann þar í mót sæmdar ok metorð af konúngi. Síðan fóru þeir á einu skipi, biskup ok Einarr; á öðru skipi bjóst Arnbjörn austmaðr, ok norrænir menn með honum, ok vildu ok fara út til Grænlands. Síðan létu þeir í haf, ok greiddist eigi byrrinn mjök í hag þeim, ok komu þeir biskup ok Einarr í Holltavatsós undir Eyjafjöllum á Íslandi. Þá bjó Sæmundr enn Fróði í Odda; hann fór á fund biskups, ok bauð honum til sín um vetrinn. Biskup þakkaði honum, ok lèzt þat þiggja mundu. Einarr var undir Eyjafjöllum um vetrinn. Þat er sagt, þá er biskup reið frá skipi ok menn hans, at þeir áðu á bæ nokkurum í Landeyjum, ok sátu úti. Þá gekk út kerling ein, ok hafði ullkamb í hendi; hún gekk at einum manni ok mælti: muntu festa, bokki, tindinn í kambi mínum. Hann tók við, ok kvaðst mundu at gera, ok tók hnjóðhamar or mal einum, ok gerði at, ok líkaði kerlingu allvel; en þat var biskup raunar, hann var hagr vel; ok er því fra þessu sagt, at hann sýndi lítillæti sitt. Hann var í Odda um vetrinn, ok fór með þeim Sæmundi allvel. En til þeirra Arnbjarnar spurðist (ekki), ok þótti þat undarligt, ok liðu svâ nokkur sumur. Ætluðu þeir biskup at hann mundi kominn til Grænlands. Um sumarit eptir fóru þeir biskup ok Einarr af Íslandí, ok komu við Grænland i Eíríksfjörð, ok tóku menn við þeim allvel, spurðu þeir þá enn ekki til Arnbjarnar; gerðist nú á umræða mikil at þeir muni týnzt hafa. Biskup setti stól sinn í Görðum, ok rêðst þángat til; var Einarr honum þá mestr styrktarmaðr, ok þeir feðgar; þeir voru ok mest metnir af öllum landsmönnum af biskupi.

Arnbjörn fannst dauðr ok hans menn.

2. Sigurðr hèt maðr ok var Njálsson, grænlenzkr maðr; hann fór opt á haustum til fángs í úbygðir; hann var sægarpr mikill; þeir voru XV saman. Þeir komu um sumarit at jöklinum Hvitserk, ok höfðu fundit nokkurar eldstóar manna ok enn nokkurn veiðiskap. Þá mælti Sigurðr: hvârs eru þèr fúsari at hverfa aptr, eðr fara lengra; er nú ekki sumars mikit eptir, en fáng vorðit lítit. Hásetar kvoðust fúsari aptr at hverfa, ok sögðu mannhættu mikla at fara um stórfjörðu undir jöklum. Hann kvað þat satt: en svâ segir mèr hugr um, at eptir muni et meira fángit, ef þvi náir. Þeir báðu hann ráða, kvoðust lengi hans forsjá hlítt hafa, ok þó vel gefizt. Honum kveðst meíra um at halda fram, ok svâ var gert. Steinþórr hèt maðr, er á skipi þeirra var; hann tók til orða: dreymdi mik í nótt, Sigurðr, sagði hann, ok mun ek segja þèr drauminn; nú er vèr fór um á fjörðinn þenna enn mikla, þóttumst ek kominn í milli bjarga nokkurra ok æpa til bjargar mèr. Sigurðr kvað draum meðallagi góðan: ok skyldir þú þar ekki björg undir fótum troða, ok hitta ekki í þann einángr at þú mættir eigi munni halda. Steinþórr var heldr æðímaðr í skaplyndi ok úforsjáll, ok er þeir sækja inn á fiörðinn, þá mælti Sigurðr: hvart er sem mèr sýnist, at skip sè inn á fjörðinn. Þeir kváðu svâ vera. Sigurðr kvað þat tíðindum mundu gegna. Hèldu nú síðan inn at, ok sá at skipit var sett upp í einn árós, ok gert fyrir ofan; þat var mikit hafskip. Síðan gengu þeir á land, ok sá skála, ok tjald skamt frá. Þá mælti Sigurðr, at þeir munu tjalda fyrst; ok er nú liðit á dag, ok vil ek at menn sè kyrrlátir ok varúðgir; ok svâ gerðu þeir. Ok um morgininn gánga þeir, ok sjást um; þeir sjá stokk einn hjá sèr ok stóð í bolöx, ok mannshræ hjá._Sigurðr kvað þann mann viðinn höggit hafa, ok hafa vorðit vanmeginn af megri. Síðan gengu þeir at skálanum, ok sá þar annat mannshræ. Sigurðr kvað þann gengit hafa, meðan hann mátti: ok munu þessir verit hafa þjónustumenn þeírra er í skálanum eru. Öx lá ok hjá þessum. Þá mælti Sigurðr: þat kalla ek ráð at rjúfa skálann, ok láta leggja út daun af líkumr þeim er inni eru ok ýldu, er lengi mun legit hafa, ok varist menn fyrír at verða, þviat þess er ekki lítil von at mönnum verði at því mein, ok mjök er á mót eðli manna; þótt líkendi sè á þvi, at menn þessir muni oss ekki íllt gera. Steinþórr kvað slíkt undarligt at gera sèr meira fyrir en þyrfti, ok gekk á hurðina, en þeir rufu skálann. Ok er Steinþórr gekk út, þá leit Sigurðr til hans ok mælti: allmjök er manninum brugðit. Hann tók þegar at æpa ok hlaupa, en þeir eptir, fèlagar hans; hann hleypr síðan i hamarrifu nokkura, þar er eingi mátti at honum komast, ok þar fèkk hann bana. Sigurðr kvað hann of berdreyman. Síðan rúfu þeir skálann, ok gerði eptir því sem Sigurðr mælti, ok varð þeim ekki mein at. Þeir sá þar í skálanum menn dauða ok fè mikit. Þá mælti Siguðr: þat sýnist mèr ráð at þèr hleypit holdi af beinum þeirra i heitukötlum þeirra er þeir hafa átt, ok er svâ hægra til kirkju at færa, ok er þat líkast at Arnbjörn muni hèr verit hafa, þvíat skip þetta annat it fagra, er her stendr á landi, hefi ek heyrt at hann hafi átt; þat var höfðaskip ok steint ok mikil gersemi. Kaupskipit var brotit mjök neðan, ok kvaðst Sigurðr ætla at þat mundi at engum nytjum verða. Þeir taka or sauminn, en brendu skipit, ok höfðu hlaðna ferjuna or óbygðum, eptirbátinn ok höfðaskipit. Þeir kvomu í bygðina, ok fundu biskup i Görðum, ok sagði Sigurðr honum tíðindin ok fjárfundinn; nú kann ek ei annat at sjá, sagði hann, enn þat fè þeirra muni bezt komit er beinum þeirra fylgir, ok ef ek á á nokkuru ráð, þá vil ek at svâ sè. Biskup kvað hann vel hafa með farit ok vitrliga, ok þat mæltu allir. Mikit fè fylgði likum þeirra. Biskup kvað gersemi mikla vera höfðaskipit. Sigurðr kvað ok þat sannligast, at þat færi til staðarins fyrir sálum þeirra. Öðru fè skiptu þeir með sèr, er fundit höfðu, at grænlenzkum lögum. Ok er þessi tíðindi komu til Noregs, þá spurði þat sá maðr er Özsor hèt, ok (var) systurson Arnbjarnar, ok fleiri menn voru þeir á því skipi, er sina frændr höfðu mist, ok væntu til greizlu um fèið. Þeir komu í Eireksfjörð, ok sóttu menn til fundar við þá ok slógu kaupum. Siðan tóku menn sèr vistír. Özsorr styrimaðr fór í Garða til biskups, ok var þar um vetrinn. Í Vestri-bygð var þá annat kaupskip, þar var Kolbeinn Þorljótsson, norrænn maðr; hinu þriðja skipí rèð sá maðr er Hermundr hèt, ok var Koðransson, ok Þorgils bróðir hans, ok höfðu mikla sveit manna.

Frá Özsori ok biskupi.

3. Um vetrinn kom Auzsor[4] at máli við biskup, at hann ætti þángat fèván eptir Arnbjörn frænda sinn, ok beiddi biskup þar gera greiða á bæði fyrir sína hönd ok annarra manna. Biskup kvaðst fè tekit hafa eptir grænlenzkum lögum eptir slíka atburði; kvaðst þetta ekki gert hafa með einræði sitt, kvað þat makligast at þat fè færi þeim til sáluhjálpar er aflat höfðu, ok til þeirrar kirkju, er bein þeirra voru at grafin, sagði þat manndómsleysi at kalla nú til fjár þess. Síðan vildi Auzsur ekki vera í Görðum með biskupi, ok fór til sveitúnga sínna, ok hèldu sik svâ allir samt um vetrinn. Um vorit bjó Özsur mál til þíngs þeirra Grænlendínga, ok var þat þíng í Görðum; kom þar biskup ok Einarr Sokkason, ok höfðu þeir fjölmenni mikit. Özsur kom þar ok skipverjar hans. Ok er dómr var settr, þá gekk Einarr at dómi með fjölmenni, ok kveðst ætla at þeim mundi erfitt at eiga við útlenda menn í Noregi, ef svâ skyldi þar: viljum vèr þau lög hafa, er hèr gánga, sagði Einarr, ok er dómrinn fór út, náðu Austmenn ekki málum fram at koma, ok stukku frá. Nú líkar Özsori illa, þikkist hafa af úvirðing, en fè ekki, ok varð þat hans úrræði at hann ferr til, þar er skipit er, þat ið steinda, ok hjó or tvö borð, sínu megin hvárt, upp frá kilinum. Eptir þat fór hann til Vestri-bygðar, ok hitti þá Kolbein ok Ketil Kálfsson, ok sagði þeim svâ búit. Kolbeinn kvað úsæmd til tekna, enda sagði hann orræðit ekki gott. Ketill mælti: fýsa vil ek þik at þú ráðist híngat til vor, þvíat ek hefir spurt fastmæli biskups ok Einars; en þú munt vanfærr at sitja fyrir tilstilli biskups en framkvæmd Einars, ok verum heldr allir saman. Hann kvað þat ok líkligast at þat mundi af ráðast. Þar var í sveit með þeim kaupmönnum Ísa-Steingrímr; Özsur fór þá aptr til Kiðjabergs; þar hafði hann áðr verit.

Víg Özsorar.

4. Biskup varð reiðr mjök, er hann spurði at spillt var skipinu, ok kallar til sín Einar Sokkason, ok mælti: nú er til þess at taka, er þú hèzt með svardaga, ér vêr fórum af Noregi, at refsa svívirðíng staðarins ok hans eígna við þá er þat gjörðu. Nú kalla ek Özsur hafa fyrir gert sèr, er hann hefir spillt eign vorri, ok sýnt oss í öllum hlutum óþektar svip; nú er ekki at dyliast við, at mèr líkar ekki svâ buit, ok ek kalla þik eiðrofa, ef kyrt er. Einarr svarar: ekkí er þetta vel gert, herra; en mæla munu þat sumir at nokkur vorkunn sè á við Özsur, svâ miklu sem hann (er) sviptr, þótt eigí sè vel í höndum haft, þá er þeír sá góða gripi, er frændr þeirra höfðu átt, ok náðu ekki; ok veit ek varla, hverju ek skal hèr um heita. Þeir skildu fáliga, ok var reiði svipr á biskupi. Ok þá er menn sóttu til kirkjumessu[5] ok til veizlu á Lánganes, var biskup þar ok Einarr at veizl unni. Mart fólk var komit til tíða, ok saung bískup messu. Þar var komínn Özsur, ok stóð undir kírkju sunnan ok við kirkju vegginn, ok talaði sá maðr við hann, er Brandr hèt, ok var Þórðarson, heimamaðr biskups. Þessi maðr bað Özsur vægja til við biskup: ok væntir ek, sagði hann; at þá muni vel duga, en nú agir við svâ. Özsur kvaðst ekki fá þat af sèr, svâ ílla sem við hann var búit, ok áttu þeir nú um þetta at tala. Þá gengu þeir biskup frá kirkju ok heim til húsa, ok var Einarr þar í göngu. Ok er þeir komu fyrir skáladyrnar, þá snerist Einarr frá fylgðinni, ok gekk einn í burt till kirkjugarðsins, ok tók öxi or hendi tíðamanni einum, ok gekk suðr um kírkjuna. Özsur stóð þar, ok studdist á öxi sína. Eínarr hjó hann þegar bana högg, ok gekk inn eptir þat, ok voru þá borð uppi. Einarr steíg undir borðit, gegnt biskupi, ok mælti ekki orð. Síðan gekk hann Brandr Þórðarson í stofuna, ok fyrir biskup, ok mælti: er nokkut tíðinda sagt yðr, herra? Biskup kvað ekki spurt hafa, eðr hvat segir þú? Hann svarar: sígast lèt nú einn hèr útí. Biskup mælti: hverr veldr því, eðr hverr er fyrir vorðinn? Brandr kvað þann nær, er frá kunni at segja. Biskup mælti: veldr þú, Einar, líftjóni Özsorar? Hann svarar: því veldr ek víst. Bískup mælti: eigi eru slík verk góð, en þó er vorkunn á. Brandr bað at þvâ skyldí líkinu ok sýngja yfir. Biskup kvàð mundu gefa tóm til þess, ok sátu menn undir borðum, ok fóru at öllu tómliga, ok fèkk biskup svâ fremí menn til at sýngja yfir líkinu, en Einarr bað þess, ok kvað þat sama at gera þat með sæmd. Biskup kvaðst ætla at þat mun rèttara at grafa hann ekki at kirkju: en þó við bæn þína skal hann hèr jarða at þessí kirkju, at ekki er heimilisprestr, ok fèkk hann ekki fyrr til kennimenn yfir at sýngja, enn áðr var um lík búit. Þá mælti Einarr: nú hafa vorðit í stökki brögð[6], ok ekki lítt af yðru tilstilli; en hèr eiga þó hlut í ofsamenn miklir, ok get ek at stórir úfar risi á með oss. Biskup kvaðst vænta at menn munu þessum ofsa af sèr hrinda, en unna sæmdar fyrir mál þetta ok umdæmis, ef ekki væri með ofsa at gengit.

Dráp Einars Sokkasonar.

5. Tiðendi þessi spurðust, ok frèttu þat kaupmenn. Þá mælti Ketill Kálfsson: ekki fór fjarri getu minni, at honum mundi höfuðgjarnt verða. Maðr hèt Simon, frændi Özsurar, mikill maðr ok sterkr. Ketill kvað vera mega, ef Simon fylgði atgerfi sinni, at hann mun muna dráp Özsorar frænda síns. Símun kvaðst þar eigí mundu ferlig orð um hafa. Ketill lèt búa skip þeirra, ok sendi menn á fund Kolbeins stýrimanns, ok sagði honum tíðendin: ok segit honum svâ, at ek skal fara með máli á hendr Einari, því mèr eru kunnig grænlenzk lög, ok er ek búinn til við þá; höfum vêr ok mikinn liðs kost, ef at oss kemst. Simon kvaðst vilja Ketils ráðum framfara. Síðan fór hann, ok hitti Kolbein, sagði honum vígit, ok þar til orð sending Ketils[7], ok þeir skyldu snúast með liðveizlu við þá or Vestri-bygð, ok sækja til þíngs þeirra Grænlendínga. Kolbeinn kvaðst koma mundu at vissu, ef hann mætti, ok kvaðst vilja àt Grænlendíngum yrði þat eigi hagkeypi at drepa menn þeirra. Ketill tók þegar mál af Símuni, ok fór með nokkura sveit manna, en sagði at þeir kaupmenn skyldu halda skjótt eptir: ok hafit varníng með yðr! Kolbeinn fór þegar er honum kvomu þessi orð, bað ok fèlaga sina fara til þíngs, ok kveðst þá hafa svâ miklu sveít, at úvíst værí at Grænlendíngar sæti yfir lut þeirra. Nú hittust þeir, Kolbeinn ok Ketill, ok báru ráð sín saman; hvârtveggi þeírra var gilldr maðr. Nú fóru þeir, ok bægði þeím veðr, ok komast þó fram, ok höfðu mikla sveit manna, en þó minni enn þeir hugðu. Nú komu menn til þíngs. Sokki var þar kominn Þórísson. Hann var vitr maðr, ok var þá gamall, ok mjök tekinn til at gera um mál manna; hann gengr á fund þeirra Kolbeins ok Ketils, ok kvaðst vilja leita um sættir; vil ek bjóðast til, segír hann, at gera í mílli yðr, ok þótt mèr sè meiri vandi á við Einar, son minn, þó skal þat þó um gera er mèr ok öðrum vitrum mönnum lízt nær sanni. Ketill kvaðst ætla, at þeir mundi málum fram halda til máls fyllíngar, en fyrír kveðast ekki at taka sættir: en þó er ört at gengit við oss, en höfum ekki vanizt því hèr til at mínka vorn hlut. Sokki kveðst ætla at þeir munu ekki jafnt at vígi standa, ok kvað úvíst at þeir fengi meiri sæmd, þó hann dæmdi ekki. Kaupmenn gengu at dómi, ok hafði Ketill mál frami á hönd Einari. Þá mælti Einarr: þat mun víða spyrjast, ef þeir bera oss hèr málum, ok gekk at dóminum, ok hleypir upp ok fengu þeir ekki haldit. Þá mælti Sokki: kostr skal enn þess er ek bauð at sættast, ok gera ek um málit. Ketill kveðst ætla, at þat mundi nú ekki verða, er þú leggr til yfirboða þat, er þó er hinn sami újafnaðr Einars um þetta mál, ok skildu at því. En því komu kaupmenn ekki or Vestri-bygð til þíngs, at þá var andviðri, er þeir voru búnir með II skipum. En at miðju sumri skyldi sætt gera á Eiði. Þá komu Þeir kaupmenn vestan, ok lögðu at við nes nokkut, ok hittust þeir þá allir saman, ok áttu stefnu. Þá mælti Kolbeinn, at ekki skýldi svá nær hafa gengit um sættirnar, ef þeir hefði allir samt verit: en þat þikki mèr nú ráð, at vér farinn allir til þessa fundar með slíkum faungum sem til eru; ok svá var at þeir fóru, ok leyndust í leynivogi einum skamt frá biskupsstólinum. Þat bar saman at biskupsstólinum, at hríngði til hámessu, ok þat at Einarr Sokkason kom. Ok er kaupmennirnir heyrðu þetta, þá sögðu þeir at mikla skyldi gera virðing til Einars, at hríngja skal í mót honum, ok kváðu slíkt mikil endemi, ok urðu illa við. Ketill mælti: verðit ekki illa við þetta, þvíat svâ mætti at berast, at þetta yrði at líkhringíngu, áðr kveld kæmi. Nú komu þeir Einarr, ok settust niðr í brekku einni. Sokki lèt fram gripi til virðingar, ok þá er til gjalds voru ætlaðir. Ketill mælti: þat vil ek at við Hermundr Koðransson virðim gripina. Sokki kvað svâ vera skyldu. Simon, frændi Özsorar, sýndi á sèr úþektar svip, ok reikaði hjá, meðan gripa gjaldit var sett. Siðan var framborin spángabrynja ein forn. Simon mælti þá: svívirðliga er slikt boðit fyrir slíkan mann sem Özsur var, ok kastaði brynjurunni á völlinn á burt, ok gekk upp at þeim, er þeir sátu í brekkunni. Ok er þat sá þeir Grænlendíngar, þá spretta þeir upp, ok horfðu forbrekkis ok í móti honum Símoni, ok því næst gekk Kolbeinn upp hjá þeim, er þeir orfðu[8] allir frá, ok slæst á bak þeim, ok fór einn frá sínum mönnum, ok var þat jafnsnemma at hann komst á bak Einari, ok hjó með öxi milli herða honum, ok Einars öx kom í höfuð Símoni, ok fengir báðir bana sár. Einar mælti er hann fèll: slíks var at von. Síðan ljóp Þórðr fóstbróðir Einars at Kolbeini, ok vildi höggva hann, en Kolbeinn snaraðist við honum, ok stakk fram öxar hyrnunni, ok kom í barkann Þórði, ok hafði hann þegar bana. Síðan slær í bardaga með þeim. Biskup sat hjá Einari, ok ándaðist hann í knjám honum. Steingrímr hèt maðr, er þat mælti, at þeir skyldu gera svâ vel at berjast ekki, ok gekk á milli með nokkura menn; en hvorirtveggju voru svá óðir at Steingrímr var lagðr sverði gegnum í þessi hríð. Einarr andaðist uppi á brekkunni við búð Grænlendínga. Ok nú urðu menn sárir mjök, ok komust þeir Kolbeinn til skips með III sína menn vegna, ok fóru síðan yfir Einarsfjörð til Skjálgsbúða; þar voru kaupskipin, ok voru þá mjök í búnaði. Kolbeinn kvað í hafa gjörzt nokkuru róstu, ok vil ek ætla at Grænlendíngar uni nú ekki betr við enn âðr. Ketill mælti: sannyrði gafst þèr, Kolbeinn, sagði hann, at vèr mundim heyra líkhríngina, áðr vèr færim í burt, ok ætla ek at hann Einarr sè dauðr borinn til kirkju. Kolbeinn kveðst heldr þannig hafa at stutt. Ketill mælti: þess er von, at Grænlendíngar muni sækja vârn fund; ok kalla ek ráð, at menn haldi á búnaði sínum eptir faungum, ok sè allir á skipum um nætr; ok svá gerðu þeir. Sokki harmaði mjök þessi tíðindi, ok bað menn fulltíngis, at veita sèr vígsgengi.

Sætt Grænlendínga ok kaupmanna.

6. Hallr hèt maðr; hann bjó at Sólafjöllum, vitr maðr ok góðr bóndi; hann var í liði með Sokka, ok kom síðast með sínu liði; hann mælti til Sokka: ekki vænlig lízt mèr þín ætlan at leggja smáskipum at stórskipum við slíkan viðbúnað, sem ek hyggr at þeir munu hafa, en ek veit ekki hversu traust lið er þú hefir, en allir vaskir menn munu vel gefast, en hinir munu hlífast meirr, ok verða höfuðsmenn fyrir þat uppgefnir, ok horfir þá enn þúngligar vorr málalutr enn áðr; nu sýnist mèr ráð, ef menn skulu at leggja, at eiðar fari fram, at hverr maðr skyli annat hvârt hèr falla eðr hafa sigr. En við þessi orð Halls dignuðu menn mjök. Sokki mælti: ekki munu vèr skilja við þetta at úsett.[9] sè málunum. Hallr kveðst mundu leita um sættir milli þeirra, ok kallaði á kaupmenn ok mælti: hvârt skal mèr fritt at gánga fund yðvarn. Þeir Kolbeinn ok Ketill svara, at honum skyldi fritt. Síðan hitti hann þá, ok lèt nauðsyn at málum væri sett[10] eptir slík stórvirki. Þeir kváðust nú búnir við hvoru sem aðrir vildi, kváðu af þeim landsmönnum allan þenna újafnað staðit hafa: en nú er þú sýnir svâ mikla góðgirnd þá unu vèr því, at þú gerir í milli vor. Hann kveðst eptir því gera mundu, ok dæma er honum sýndist rèttligast, hvorsu sem hvorum likaði. Síðan var þetta fyrir Sokka borit. Hann kveðst ok mundu una umdæmi Halls. Kaupmenn skyldu um nætr at búnaði sínum vera, ok kvoðu Sokka ekki annat líka, en þeir yrði í burtu sem fyst, en ef þeir seinka búnað sinn ok gera mèr skapraun í því, þá er vis vân at þeir skuli bóta lausir, ef þeir verða teknir. Nu skildu þeir at því, ok var á sáttar fund kveðit. Ketill mælti: ekki horfir skjótliga bunaðr vorr, en vistafaung þverra heldr, ok er þat mitt ráð, at leita eptir vistunum, ok veit ek hvar sá maðr byrr, er mikinn mat á, ok kalla ek ráð at sækja eptir. Þeir kvoðust þess albúnir. Síðan lupu þeir upp eina nátt fra skipum, XXX manna saman, allir vápnaðir, ok komu at bænum, ok var þar autt allt. Þórarinn hèt bóndi sá, er þar bjó. Ketill mælti: ekki hefir mitt ráð vel gefizt; ok fara siðan í burt frá bænum ok ofan á leíð til skipa, ok var þar brisótt, er þeir fóru. Þá mælti Ketill: syfjar mik, sagði hann, ok verð ek at sofa. Þeir kvoðu þat ekki mjök ráðligt, en þó lagðist hann niðr ok sofnaði, en þeir sátu yfir. Litlu siðarr vaknaði hann, ok mælti: mart hefir fyrir mik borit, hvat mun varða, þótt vèr kippim upp hríslu þessi, er hèr er undir höfði mèr. Þeir kipptu upp hríslunni, ok var þar undir jarðhús mikit. Ketill mælti: vitum fyrst hvat hèr er fánga. Þeir fundu þar LX slátrgripa ok XII vettir smjors, skreið mikla. Vel er þat, sagði Ketill, at ek hefi ekki villt uppborit fyrir yðr. Nú fara þeir til skips með feing sinn. Nú líðr at sáttar fundinuin, ok komu hvorir tveggju til þess fundar, kaupmenn ok landsmenn. Þá mælti Hallr: sú er sáttargerð min yðvar í milli, at ek vil at á standist víg Özsurar ok Einars, en fyrir manna mun skulu koma sektír Austmanna at þeir skulu hèr ekki eiga vist nè væri; þau vig skulu ok jöfn vera, Steingríms bónda[11] ok Simonar, Kráks Austmanns ok Þorfinns Grænlendings, Víghvats Austmanns ok Bjarnar Grænlendíngs, Þóris ok Þórðar. Nú er einn úbættr vorr maðr er Þórarínn heitir, ómegðar maðr, hann skal fè bæta. Sokki kvað sèr þúngt gerðir líka ok svâ öðrum Grænlendingum, er þannig fór um mannjafnað. Hallr kvaðst ætla at þar muni þó staðar nema hans ummæli, ok við þat skildu þeir. Siðan rak ís at, ok þakti alla fjörðu, ok hugðu Grænlendingar þá gott til, ef þeir mætti taka þá, ok þeir færi eigi svâ burt sem mælt var; en við þat sjálft at mánaðar mótið kom, þá rak í burt allan ísinn, ok gaf kaupmönnum burt af Grænlandí, ok skildu við þat. Þeir komu við Noreg. Kollbeinn hafði haft einn hvitabjörn af Grænlandi, ok fór með dýrit á fund Haralds konúngs gilla, ok gaf honum, ok tjáði hann fyri konúngi, hversu þúngs hlutar Grænlendíngar voru af verðir, ok færði þá mjök í róg. En konúngr spurði annat síðar, ok þótti honum Kolbeinn hafa fals fyrir sik borit, ok komu eingi laun fyrir dýrit. Siðan hljóp Kolbeinn í flokk með Sigurði slembidjákn, ok gekk inn at Haraldi konúngi gilla, ok veitti honum áverka. Ok síðan er þeír fóru fyri Danmörk, ok sigldu mjök, en Kolbeinn var á eptirbáti, en veðr hvast, þá sleit frá bátinn, ok druknaði Kolbeinn. En þeir Hermundr komu til Íslands til ættjarða sinna. Ok lýkr þar þessi sögu.


__________


Fortælling om Grönlænderne.

Ruinene av biskopens hus på Gardar, Igaluki på Grønland. Svíčková, 2008. Wikimedia Commons.

1. En Mand, ved Navn Sokke Thorersön boede i Brattelid[12] paa Grönland; han var meget agtet og havde mange Venner. Hans Sön hed Einar, en særdeles rask Mand. Baade Fader og Sön havde megen Magt over Grönlænderne, som deres ypperste Foresatte. Engang sammenkaldte Sokke Folket til et almindeligt Thing, hvor han tilkjendegav sin Villie, at Landet ikke længer skulde undvære en Biskop, og önskede at alle dets Indbyggere, ved fælles Sammenskud, skulde bidrage til en Bispestols Oprettelse. Alle Bönderne gave deres Samtykke dertil. Sokke bad sin Sön Einar om at foretage i den Hensigt en Reise til Norge, og sagde, at han var den som var bedst skikket til at paatage sig et saadant Hverv. Einar svarede at han var villig til at reise, efter sin Faders Ønske. Einar tog en heel Deel Hvalrostænder og Skindvarer med, for dermed at erhverve sig (de norske) Hövdingers Yndest. Han og hans Skibsfolk kom til Norge, da Sigurd Jorsalefarer var dets Konge[13]. Einar kom til Kongen, tilvendte sig hans Opmærksomhed ved betydelige Gaver, samt foredrog derefter sit Anliggende og Ærende, og ansögte om Kongens kraftige Bistand til sit Ønskes Opyldelse formedelst Landets store Trang dertil. Kongen tilstod og at den vilde være meget nyttig for Grönlænderne. Han lod da kalde til sig en Mand som hed Arnald, en from Klerk og vel skikket til Folkets Lærer. Kongen bad at han vilde paatage sig dette vanskelige Embede for Guds og hans Regjeríngs Skyld, "og da skal jeg," sagde han, "sende til Erkebiskop Össur i Lund[14] med mine beseglede Breve." Arnald svarede at han ikke havde nogen Lyst til at indlade sig herpaa, af forskjellige Aarsager, först for sin egen Skyld, da han ikke var vel skikket dertil, dernæst fordi han da maatte forlade sine Venner og Slægtninge, og for det tredie med Hensyn dertil, at han vilde faae med et vanskeligt Folk at bestille. Kongen svarede, at jo större Sorger Menneskene tilföiede ham, des större vilde hans Lön siden blive. Arnald sagde da, at han ikke nænnede at afslaae Kongens Bön, men (lagde han til) "hvis jeg bliver viet til Biskop, da betinger jeg mig det, at Einar aflægger den Eed til mig at han vil hævde og styrke den Bispestolens Ret og Eiendomme, som ere givne til Gud, men straffe enhver som antaster dem, samt at han vil forsvare alt Bispestolens Tilbehör." Kongen önskede, at Einar indvilgede heri. Einar erklærede sig og at være villig dertil. Derefter begav den til Biskop udnævnte Præst sig til Erkebiskop Össur, forebragde ham sit Ærende og indhændigede ham Kongens Brev. Erkebiskoppen tog vel imod ham, samt undersögte hans Aands- og Sindsgaver, og da han saaledes kom til Kundskab om at denne Mand var vel skikket til en saa höi Værdighed, viede han Arnald til Biskop og affærdigede ham hæderlig. Derefter drog Biskop Arnald til Kongen, som tog vel mod ham. Einar havde bragt en Björn med sig fra Grönland og skjenkede Kong Sigurd den, hvilket Kongen lönnede ham med hæderlige Gaver og Æresbevisninger. Biskoppen og Einar agtede at reise paa det samme Skib, men et andet Skib udrustedes af Arnbjörn Östmand, med forskjellige Nordmænd, som ogsaa havde besluttet at reise til Grönland. De gik til Söes, men Vinden blev ingenlunde föielig for dem, saa at Biskoppen og Einar maatte med deres Skib söge Havn paa Island, i Holtevatnsos[15] under Öfjeldene. Da boede Sæmund den Lærde paa Odde. Han begav sig til Biskoppen, og indböd ham til at tage Ophold hos sig i Vintertiden. Biskoppen takkede ham og tog mod hans Tilbud. Einar opholdt sig, Vinteren over, under Öfjeldene[16]. Det fortælles at da Biskoppen og hans Mænd rede fra Skibet, lode de Hestene hvile paa en Bondegaard i Landöerne[17], og sade selv ude. Da kom en Kjælling ud med en Uldkradser, til een af de Fremmede og sagde: "Vil du ikke, Broerlille, sætte Tanden fast i min Kradsen" Han tog mod den og lovede at gjöre den i Stand, tog en Smedehammer op af en Vadsæk, og satte Tanden fast, saa at Kjællingen blev ret fornöiet. Den Mand var Biskoppen selv; han havde et godt Haandelav til alt sligt, og dette er blevet fortalt som et Exempel paa hans Nedladenhed. Han var i Odde[18] Vinteren over, hvor Sæmund og han forligtes meget vel. Derimod hörte man aldeles intet til Arnbjörn eller hans Reiseselskab, hvilket forekom Folk underligt, og saaledes forlöb nogle Sommere. Biskoppen og hans Reiseselskab troede at de allerede vare ankomne til Grönland. Næste Sommer afreiste Biskoppen og Einar fra Island og kom til Grönland i Eriksfjorden, hvor Folk toge særdeles vel mod dem. Da spurgte man intet videre til Arnbjörn, og Folk begyndte da almindelig at tale om, at han og hans Mandskab maatte være forliist. Biskoppen anlagde sin Bispestol paa Garde[19], og tog sit Ophold der. Einar og hans Fader ydede ham kraftigst Hjælp af alle ligesom de og blandt alle Landets Indbyggere bleve mest ærede af Biskoppen.

Arnbjörn og hans Mænd fandtes döde.

2. En grönlandsk Mand hed Sigurd Njalsön. Han drog tit, især om Efteraaret, paa Fangst, til Ubygderne; han var en stor Sömand; han og hans Folk vare 15 sammen paa et Tog. En Sommer kom de til Jökelen Hvidserk[20], hvor de fandt nogle lldsteder, anlagte af Mennesker, og nogen Leilighed til Fangsten. Da sagde Sigurd: "Til hvilket have l nu mest Lyst, enten til at vende tilbage eller drage længere frem; meget er nu ikke tilbage af Sommeren, men vor Fangst er kun bleven ringe." Skibsfolkene svarede, at de havde större Lyst til at vende tilbage, og sagde at det var meget farligt for Menneskenes Liv at krydse i de store Fjorde under Isbjergene. Han tilstod at det var sandt, "men" lagde han til, "det ahner mig dog, at den störste Fangst er tilbage, hvis den kun kan naaes." De bade ham selv raade, og sagde, at de længe havde sat Lid til hans Omhu, saaledes at alt var gaaet ret godt. Han erklærede da at ville helst drage videre frem, og det blev da sat i Værk. Een af Skibsfolkene hed Steindor; han udtrykte sig paa fölgende Maade: "Jeg drömte i Nat, Sigurd," sagde han, "en Dröm, som jeg skal fortælle dig, nu da vi begynde at seile over denne store Fjord; jeg syntes at jeg var kommen mellem nogle store Bjerge (Klipper) og skreg om Hjælp." Sigurd sagde, at den Dröm kun var maadelig god: "gid du kun ikke træder din egen Bjergning under Födder[21], eller kommer i den Vaande; at du ikke kan holde Munden lukket." Steindor var meget heftig af Sind og uforsigtig. Da de kom længer ind paa Fjorden , sagde Sigurd: "Er det vel, som mig synes, at et Skib ligger der inde i Fjorden ?” De andre sagde at det var saa. Sigurd sagde, at de snart vilde faae noget nyt at vide. De styrede da ind efter Fjorden, og saae at Skibet var sat paa Strand i (eller ved) Mundingen af en Flod, og et Gjerde opfört ovenfor det. Det var et stort Havskib. De gik der paa Land, og saae da en stor Hytte og et Telt kort derfra. Da sagde Sigurd, at de skulde selv opslaae deres Skibstelt, "thi nu er Dagen snart forbi, men jeg önsker at Folk nu holde sig stille og bære sig forsigtig ad," hvilket de ogsaa gjorde. Næste Morgen gik de i Land og saae sig om; de saae der en Tömmerstok, i hvilken en Bulöxe stod fast, men en Mands Lig laa tæt ved den. Sigurd sagde , at den samme Mand vistnok havde været ved at hugge Tömmeret, men var bleven afmægtig af Hunger. Siden gik de til Hytten og saae der (ved den) et andet Menneske-Lig. Sigurd sagde, at han havde gaaet saa længe som det havde været ham mueligt, "og disse have vel været Tjenestekarle hos dem som ere inde Hytten." En Öxe laae ogsaa ved ham. Da sagde Sigurd: "Det er mit Raad, at Taget tages först af Hytten, for at Dunsten af de Lig, som ere derinde, og formodentlig længe have ligget i Forraadnelse, kan trække ud; man maa derfor med Forsigtighed söge at undgaae den, thi det er rneget at befrygte, at Folk faae Skade af sligt, som saa meget strider mod (levende) Menneskers Natur, endskjönt der ellers er Sandsynlighed for, at disse Mænd ikke skulle tilföie os noget Ondt." Steindor sagde, at saadant noget var underligt, at man skulde anvende större Umage, end fornödent var, og sögte at stöde Dören ind, medens de andre toge Taget af Hytten. Da Steíndor gik ud, saae Sigurd til ham og sagde: "Det Menneske har meget forandret sig." Steindor begyndte strax at skrige og löbe, men hans Kamerader löb efter ham. Han sprang ned i en Klipperift , hvor ingen kunde komme til ham, og der fik han sin Död. Sigurd sagde, at hans Drömme havde været altfor klare at udtyde. Derefter aftoge de Hyttens Tag, og bare sig ad paa den Maade som Sigurd havde anordnet, og de fik ikke heller nogen Skade deraf. De saae inde i Hytten döde Mænds Lig og meget Gods. Da sagde Sigurd : "Det forekommer mig raadeligst, at I lægge Ligene i de Kjedler som have tilhört de Afdöde, med kaagende Vand, for at Kjödet saaledes kan skilles fra Benene, hvilke det da vil blive lettere at före til Kirke; jeg anseer det for rimeligt, at det er Arnbjörn, som er landet her; thi det ene skjönne Skib, som staaer her oppe paa Landet, har jeg hört at han har eiet." Det var et stort Skib med Gallion og Billedhuggerværk[22], malet, og en stor Kostbarhed; Handelsskibets nederste Deel var ganske sönderknust, og Sigurd sagde at han troede ikke at det kunde blive til nogen Nytte. De toge Sömmene ud af dette Skib, og opbrændte det, men seilede fra Ubygderne med deres eget Fartöi, Skibsbaaden og det store Skib. De kom til Bygden, og besögte Biskoppen i Garde. Sigurd fortalte ham Nyhederne og Godsets Opdagelse. "Nu" sagde han, "kan jeg ikke indsee andet, end at det af deres Gods anvendes bedst, som fölger med deres Been, og hvis jeg kan raade over noget heraf, vil jeg at det skal blive derved." Biskoppen sagde at han havde baaret sig vel og viselig ad, og det samme sagde alle andre. Meget Gods fulgte med de Afdödes Lig. Biskoppen sagde at Gallionskibet var en stor Kostbarhed. Sigurd svarede, at det og var billigst at det faldt til Bispestolen for deres Sjæle. Andet Gods skiftede Finderne mellem sig selv efter grönlandske Love[23]. Da disse Tidender spurgtes til Norge, hörtes de og af en Mand som hed Össur, og var Arnbjörns Söstersön ; han og flere Mænd, som havde mistet deres Slægtninge, udrustede et Skib og haabede at Godset der vilde blíve dem indhændiget. De kom ind i Eriksfjorden, og Folk sögte til dem, og de dreve Handel indbyrdes. Derefter valgte de sig Opholdsteder. Skibsföreren Össur tog til Garde til Biskoppen, og blev der om Vinteren. I Vesterbygden var der da et andet Handelsskib, og Kolbein Thorljotsön, en norsk Mand[24]. Det tredie Skib anförtes af Hermund Kodransön[25] og hans Broder Thorgils; de havde et talrigt Mandskab.

Om Össur og Biskoppen.

3. Om Vinteren kom Össur til at tale med Biskoppen derom, at han havde Arvegods i Vente efter sin Slægtning Arnbjörn, og bad Biskoppen om at af hænde det til ham, baade paa hans egne og andre Mænds Vegne. Biskoppen sagde at han havde taget mod Godset efter grönlandske Love[26] om slige Tilfælde, samt at han ikke havde været eneraadig herom[27], og at det var billigt at det Gods anvendtes til dets Erhververes Salighed og til den Kirke, hvor deres Been vare begravne, hvorimod det var umandigt nu at gjöre Fordringer paa saadant Gods. Derefter vilde Össur ikke blive længere paa Garde hos Biskoppen, men begav sig til sine Skibskammerader, og de vare alle sammen Resten af Vinteren. Om Foraaret anlagde Össur Sag mod Grönlænderne paa et Thing, som holdtes i Garde; der kom Biskoppen og Einar Sokkesön med et meget talrigt Fölge. Össur kom der ogsaa med sit Skíbsmandskab. Da Retten var sat, gik Einar til Dommerne med mange Folk, og sagde at det vist vilde falde vanskeligt for dem[28] at have med udenlandske Folk at gjöre i Norge, hvis det samme var Tilfældet der. "Vi ville fölge de Love, som gjelde her," sagde Einar, og da Retten holdtes kunde Östmændene ikke faae deres Sag fremmet, men maatte vige Pladsen. Hermed var Össur ilde tilfreds, da han selv syntes at han her havde erhvervet sig en Ydmygelse men intet Gods, og han greb da til den Udvei, at han gik til det Sted, hvor det malede Skib laa, og hug to Bræder ud af det, eet paa hver Side, lige overfor Kjölen. Derefter drog han til Vesterbygden, hvor han traf Kolbein og Ketil Kalfsön[29], og fortalte dem disse Tildragelser. Kolbein svarede, at Sagen var blevet uvedbörlig behandlet, "men den Udvei," sagde han, "som blev taget, var heller ikke god." Ketil sagde:"Jeg vil meget raade dig til at du tyer hid til os, thi jeg har hört at Biskoppen og Einar have indgaaet et fast Forbund sammen, men du vil ikke være i Stand til at modstaae Biskoppens Anslag og Einars Driftighed, men lader os heller alle holde sammen." Össur svarede at det og var rimeligst, at denne Beslutning vilde blive taget. En vis Mand kaldet Is-Steingrim[30], var deri Kjöbmændenes Flok. Össur vendte da tilbage til Kideberg[31], hvor han för havde opholdt sig.

Össurs Drab.

4. Biskoppen blev meget vred da han hörte at Skibet var blevet fordærvet. Han lod Einar Sokkesön kalde til sig og talte ham saaledes til: "Nu maa jeg erindre dig om det edelige Löfte som du aflagde, da vi reiste fra Norge, at hevne Bispestolens og dens Eiendommes skammelige Forurettelser paa dem, som have gjort sig skyldige deri; nu antager jeg det for vist at Össur har forbrudt sit Liv, da han har fordærvet vor Eiendom, og paa alle Maader viist sig gjenstridig mod os; nu kan jeg ikke fortie det, at jeg ikke er fornöiet med at det skal blive herved, og jeg anseer dig for en Meeneder, hvis alt gaaer rolig af." Einar svarede: "Dette er ikke vel gjort, Herre, men nogle ville sige at Össur kan have noget til sin Undskyldning, da man har skilt ham ved saa meget, skjönt han ikke just har baaret sig vel ad, da de Folk saae saa store Kostbarheder, som deres slægtninge havde eiet, og kunde ikke faae dem, og jeg veed neppe selv hvad jeg bör love i den Henseende." De toge en kold Afsked med hinanden, og Biskoppen havde et nedladende Udseende. Da Folk samledes til Kirkemesse og til Gilde paa Langenæs[32], vare Biskoppen og Einar der sammen i Gjestebudet. Mange Mennesker besögte Gudstjenesten og Biskoppen sang selv Messe. Össur var ogsaa kommen der, og stod söndenfor Kirken, tæt ved dens Væg, og talte med en Mand som hed Brand Thordsön, der opholdt sig hos Biskoppen. Denne Mand raadte Össur til at give efter for Biskoppen: "Jeg haaber," sagde han, "at alt da vil gaae vel af, men nu er der Fare paa Færde." Össur svarede at han ikke kunde bringe det over sit Sind, saa ilde som han var behandlet, - og herom vare de i dyb Samtale. Da gik Biskoppen fra Kirken til Gaardens Huse; Einar var med i hans Fölge. Da de kom til Storstuens Indgang, vendte Einar sig fra Fölget, gik allene bort til Kirkegaarden, tog en Öxe af Hænderne paa en Mand, som var kommen derhen for at bivaane Gudstjenesten, og gik sönden for Kirken. Össur stod der, og stöttede sig ved sin Öxe. Einar tilföiede ham strax et dödeligt Saar, og gik derefter ind; da vare Bordene dækkede[33]. Einar traadte frem for Bordet[34], lige over for Biskoppen, men mælte ikke et Ord. Dernæst gik Brand Thordsön ind i Stuen til Biskoppen, og sagde: "Har man sagt eder noget nyt, Herre!" Biskoppen svarede at han ikke havde hört noget, "hvad veed du vel at berette ?" Han svarede: "Een maatte nu segne her uden for?" Biskoppen spurgte: "Hvo volder det, eller hvem har det truffet." Brand svarede at den var i Nærheden som kunde fortælle det. Biskoppen spurgte da: "Voldte du, Einar, Össurs Död ?" Han svarede: "Vist volder jeg den." Biskoppen sagde: "ikke ere slige Handlinger gode[35], men denne kan dog undskyldes." Brand bad at Liget skulde vadskes og begraves christelig. Biskoppen svarede at han vilde give Tid dertil. Imidlertid sad man tilbords, men tog sig kun lidet heraf, og Biskoppen ligeledes, med Hensyn til den Foranstaltning at lade synge over Liget[36], men Einar bad derom, og sagde det vilde sömme bedst at det blev hæderlig udfört. Biskoppen svarede derimod at han troede det var rigtigst, at Liget ikke blev begravet ved Kirken, "men dog skal han, for din Böns Skyld, jordes ved denne Kirke, ved hvilken ingen Præst boer", og Biskoppen tilsagde ingen Præster at synge over Liget, förend det var blevet ifört Ligklæderne. Da sagde Einar: "Her ere Kunstgreb skete i en Fart, vistnok for en ikke ringe Deel ved eders Anslag, men nu have vi med overmodige Modstandere at gjöre, og det aner mig, at store Ulykker snart reise sig iblandt os." Biskoppen svarede, at han haabede at man vilde tilbagevise det Overmod, men tilbyde hæderlig Erstatning og Voldgiftskjendelse for denne Sag, om den ikke anlagdes altfor voldsomt.

Einar Sokkesöns Drab.

5. Disse Tidender rygtedes og Kjöbmændene spurgte dem. Da sagde Ketil Kalfsön: "Det gik ikke meget anderledes end jeg spaaede, at han satte sit Hoved i Vove." Simon, Össurs Frænde, var en stor og stærk Mand. Ketil sagde det kunde være mueligt, at hvis Simon bar sig ad som han var rask til, han da nok vilde huske sin Slægtning Össurs Drab. Simon svarede at han ikke vilde tage sig deraf med store Ord. Ketil lod deres Skib udruste[37], og sendte Bud til Skibsföreren Kolbein, for at lade ham vide, hvad der var sket, og siger det til ham, "at jeg vil anlægge et Sögsmaal mod Einar, da de grönlandske Love ere mig bekjendte, og jeg er beredt paa at möde; vi have og anseeligt Mandskab, hvis vi kun kan faae det samlet." Simon sagde at han var villig til at fölge Ketils Raad. Derefter tog han afsted og traf Kolbein, samt fortalte ham Drabet og Ketils Budskab, at de vilde komme ham til Hjælp fra Vesterbygden og söge til Grönlændernes (almindelige) Thing. Kolbein svarede: at han vist vilde komme, naar han blot kunde, samt at det var hans Önske at Grönlænderne ikke skulde finde Fordeel ved at dræbe Östmændenes Folk. Ketil lod da Simon strax overdrage Sögsmaalet til sig, og tog afsted med en Trop, men bad sige til de andre Kjöbmænd, at de skulde fölge snart bagefter, "og bringer kun eders Varer med." Da Kolbein fik dette Budskab, tog han strax afsted, og bad sine Staldbrödre drage til Thinget, da han nok vilde have et saa stort Fölge, at det vilde blive uvist om Grönlænderne kunde faae Bugt med dem. Kolbein og Ketil traf snart hinanden, og oplagde Raad sammen; begge vare de dygtige Mænd. De toge da afsted, men Veirliget var dem til Hinder, dog kom de endelig og havde et talrigt Mandskab, men ikke saa mange Folk som de havde gjort Regning paa[38]. Saaledes kom de til Thinget. Sokke Thorersön var allerede kommen der. Han var en viis og bedaget Mand, og blev hyppig valgt til at behandle Rettergangssager. Han gik til Kolbein og Ketil, og sagde til dem, at han vilde söge at opnaae Forlig; "Jeg byder mig til," sagde han, "at paakjende Sagen mellem eder, og skjönt det kunde være vanskeligt nok for mig, ved det Einar er min Sön, saa skal Kjendelsen dog falde saaledes ud, som det synes mig og andre vise Mænd at være billigt." Ketil svarede, at han troede, at han og hans Medforbundne vilde forfölge Sagen til dens lovlige Fuldbyrdelse, men ikke derfor forsværge at indgaae Forlig; "dog har man behandlet os temmelig haardt, men vi have hidindtil ikke været vante til at lade os kue." Sokke svarede, at han troede at deres Antal, naar det kom til Kamp, ikke vilde være lige, og at det var uvist at deres Hæder blev större, om han end ikke kom til at paakjende Sagen. Kjöbmændene gik til Retten, og Ketil indklagede for den sin Sag mod Einar. Da sagde Einar: "Det vil rygtes vidt omkring, at de har anfaldt os med Sögsmaal." Han gik derpaa til Retten, og adsplittede den, saa at de Fremmede ikke kunde komme til Orde[39]. Da sagde Sokke: "Endnu skulle I kunne vælge de Kaar, jeg för har tilbudet, og indgaae Forlig, paa den Maade, at jeg paakjender Sagen". Ketil svarede, at det var hans Mening at det ikke kunde tages i Betragtning, "hvad du vil byde os som Erstatning, da Einars voldsomme Ubillighed i denne Sag dog stedse bliver den samme." Saaledes skiltes de den Gang ad. Kjöbmændene kunde ikke komme fra Vesterbygden til Thinget, af den Aarsag, at Modvind indtraf, da de vare seilfærdige med deres tvende Skibe. Ved Midsommer[40] skulde, efter Aftale, et Forlig indgaaes paa Eide[41]. Da kom Kjöbmændene vesten fra, og ankrede ved et Næs; de traf der alle sammen hinanden og holdt fælles Stevnemöde. Da sagde Kolbein at det för ikke skulde have været saa nær ved Forlig, hvis de havde alle været samlede, "men det tykkes mig nu raadeligt, at vi alle drage til dette Möde med al den Udrustning som kan haves", og dette blev sat i Værk, men de toge afsted, og skjulte sig i en afsides Vig kort fra Bispestolen; det traf ind paa een Gang at der ringedes til Höimesse paa Bispestolen, og at Einar Sokkesön kom dertil. Da Kjöbmændene hörte det, sagde de at Einar vederfores en stor Ære, naar der ringedes med Klokkerne for at tage imod ham[42], og sagde at sligt var en stor Skam, samt yttrede deres Vrede derover. Ketil sagde: "Tager kun dette ikke saa ilde op, thi det er vel muligt, at dette kunde blive til en Ligringning, inden Aftenen kommer." Dernæst kom Einar med sit Fölge; de satte sig ned paa Skraaningen af en Bakke. Sokke fremlagde forskjellige Lösöre til Vurdering, bestemte til Erstatningen[43]. Ketil sagde: "Jeg önsker, at Hermund og jeg skulle vurdere Godset." Sokke tilstod det. Simon, Össurs Frænde, gav sig en fortrædelig Mine, og vankede deromkring, medens Lösörets Afhændelse gik for sig. Dernæst blev et gammelt Pladepandser baaret frem. Simon sagde da: "Det er et skjændigt Bud for en saadan Mand som Össur var", kastede Pandseret bort, ud paa Sletten, og gik op efter til dem der sade paa Skrænten. Da Grönlænderne saae det, sprang de op og vendte ned ad Bakken mod Simon; dernæst gik Kolbein op forbi dem, da de alle vendte sig fra, og angreb dem i Ryggen, i det han ganske allene gik bort fra sit Mandskab, og det var lige i det samme at han gav Einar bagfra et Hug mellem Skuldrene og Einars Öxe rammede Simons Hoved, hvorved de begge fik dödelige Saar. Einar sagde, da han faldt: "Sligt kunde man vente". Dernæst löb Thord, Einars Fostbroder, til Kolbein, og agtede at hugge ham ned, men Kolbein svang sig hastig mod ham og stak ham med Öxebladets skarpe Spidse lige i Struben, hvoraf han strax fik sin Död. En haard Træfning opstod dernæst mellem dem. Biskoppen sad hos Einar, som opgav Aanden i hans Skjöd. En Mand, ved Navn Steingrim[44], bad (de stridende Flokke) at de skulde gjöre saa vel at ophöre med at slaaes, og sögte, med nogle Mænd, at skille dem ad, men begge Parter vare saa rasende, at Steingrim blev gjennemstukket med et Sværd i Stridens Hede. Einar döde oppe paa skrænten ved Grönlændernes Teltbod. Nu fik Folk store Saar, men Kolbein og hans Folk naaede Baadene med 3 af deres Flok, som vare blevne ombragte; de toge derefter over Einarsfjorden, til Skjalgsboder[45]; der laae Handelsskibene, som da med Iver bleve tiltaklede. Kolbein sagde (til Skibsfolkene) at det var kommet til et alvorligt Slagsmaal "og jeg vil troe at Grönlænderne nu ikke ere bedre fornöiede med Udfaldet end de vare forhen". Ketil sagde: "Du kom til at sige et sandt Ord, Kolbein", sagde han, "at vi nok skulde höre Gravringingen, förend vi tog bort, og jeg tænker at Einar er blevet baaren död til Kirken.” Kolbein svarede: at han havde nok sögt at hjælpe dertil. Ketil sagde: "Det er at vente at Grönlænderne ville hjemsöge os; jeg anseer det for raadeligt at Folk berede sig derpaa efter Evne, og at alle holde sig ombord paa Skibene om Natten." Det gjorde de ogsaa. Sokke tog sig disse Begivenheder meget nær, og opfordrede Indbyggerne til at komme sig til Hjælp i den forestaaende Kamp.

Grönlændernes og Kjöbmændenes Forlig.

6. En Mand hed Hall; han boede paa Solarfjelde[46], en forstandig og dygtig Bonde. Han var i Sokkes Trop, og kom sildigst til den med sine Folk. Han sagde til Sokke: "Jeg venter ikke noget godt Udfald af dit Forehavende, at udruste Baade til Anfald paa store Skibe, med saadan Rustning, som jeg troer de ville anbringe til deres Forsvar, men jeg veed ikke, hvor paalidelige dine Folk ere; alle kjække Mænd ville staae sig tappert, men de andre ville skaane sig selv, og derfor ville Anförerne snarere udmattes, men da vil det see endnu mörkere ud for Udfaldet af vore Sager, end forhen; det forekommer mig saaledes at være raadeligt, hvis Angrebet skal skee, at man med Ed höitidelig forpligter sig dertil, at hver Mand enten skal falde her eller vinde Seier." Ved disse Halls Ord bleve Folk meget forsagte. Sokke sagde: "Vi skulle dog ikke saaledes skille os ved dette Anliggende, at Sagerne blive uforligte." Hall lovede at ville pröve paa at stifte Forlig mellem dem. Han raabte ombord til Kjöbmændene: "Staaer det mig frit for at komme til eder?" Kolbein og Ketil svarede, at det stod ham frit for. Dernæst gik han til dem og forestillede dem Nödvendigheden af at de Sager bleve bilagte som foraarsagedes af saadan Stordaad. De svarede, at de nu vare belavede paa alt hvad de andre havde i Sinde, men at alle disse Voldsomheder vare udsprungne fra Landets Indbyggere; "da du nu dog viser en saa stor Velvillie, ville vi være fornöiede dermed, at du mægler Sagen mellem os." Han erklærede sig villig dertil, samt til at dömme saaledes som det forekom ham rettest, i hvad end nogen af Parterne kunde synes derom. Dernæst blev dette forebragt Sokke. Han erklærede sig ogsaa fornöiet med Sagens Paakjendelse ved Hall. Kjöbmændene skulde, selv om Natten, fremme deres Skibes Udrustning, thi man sagde at Sokke ikke var tilfreds med andet, end at de forföiede sig bort saa snart som muligt, "men hvis de forsinke deres Afreise og saaledes opirre mit Sind, kan de vist vente at falde, som Fredlöse, hvor de end kunne træffes." De skiltes saaledes ad, og et Möde blev berammet til endeligt Forlig. Ketil sagde: "Det seer ikke ud til at vi snart kunne blive seilfærdige, men vort Forraad paa Födemidler tager af, hvorfor jeg vil raade til at opsöge Levnetsmidler, thi jeg veed hvor en Mand boer som har Overflod af Madvarer, og hos ham vil det blive bedst at afhente det." Skibsfolkene svarede at de vare fuldkommen beredte der til. Dernæst löb de en Nat fra Skibene, 30 Mand sammen, alle bevæbnede og kom til den omtalte Gaard, men der var alt tomt og öde. Den Bonde, som boede der, hed Thoraren. Ketil sagde da: "Mit Anslag har her ikke faaet det bedste Udfald." De vendte tilbage fra Gaarden, og begave sig paa Veien ned til Skibene. De gik gjennem et Krat. Da sagde Ketil: "Jeg bliver sövnig og maa lægge mig til at sove." De andre sagde at det var ikke særdeles raadeligt, men alligevel lagde han sig ned og sov ind, men de sade imidlertid omkring ham. Kort efter vaagnede han og sagde: "Jeg har seet meget i Drömme; det er ikke af Veien at vi rykke den Busk op som staaer ved mit Hoved." De rykkede Busken op og saae da et stort Jordhuus[47] derunder. Ketil sagde: "Lad os först see, hvad Fangst vi kunne gjöre her." De fandt der 60 slagtede Kreature, 12 Vætter (960 Pund)[48] Smör og en stor Deel törret Fisk. "Det er vel," sagde Ketil, "at jeg ikke har forebragt eder nogen falsk Angivelse." De toge tilbage til Skibene med hvad de havde faaet. Imidlertid nærmedes Fredsmödet, paa hvilket baade Kjöbmændene og Landets Indbyggere indfandt sig. Da talte Hall saaledes: "Fölgende Forlig stifter jeg mellem eder: Jeg vil at Össurs og Einars Drab gaae op mod hinanden, dog saaledes, at formedelst den Forskjell som var mellem disse Mænd, skulle Östmændene være fredlöse, saa at de ikke maae have Næring eller Ophold her. Disse Drab skulle og gaae lige op mod hinanden: Steingrim Bondes og Simons, Östmanden Krags og Grönlænderen Thorfinns, Östmanden Vighvats og Grönlænderen Björns, Thorers og Thords. End er der een blandt vore Mænd, for hvis Drab ingen Böder ere erlagte, nemlig Thoraren, som efterlod mange uforsörgede Börn, og det skal erstattes med Penge." Sokke yttrede, at denne Kjendelse var baade ham og andre Grönlændere meget imod, naar de Faldnes Drab saaledes skulde gaae lige op imod hinanden. Hall svarede, at han troede dog at hans Kjendelse i Sagen maatte staae ved Magt; og saaledes skiltes de ad. Derefter drev Is til Kysten, og spærrede alle Fjorde, saa at Grönlænderne glædede sig ved det Haab at kunne faae fat paa de Fremmede, naar de ikke kom saa hurtig afsted, som det var blevet aftalt; men lige ved Maanedsskiftet[49] drev hele lsen bort, og Kjöbmændene fik god Vind til at seile bort fra Grönland, og forlode da dets Kyster. De kom til Norge. Kolbein havde havt en hvid Björn med sig fra Grönland, og bragde Dyret med sig til Kong Harald Gille, for hvem han androg at Grönlænderne fortjente en svær Tugtelse, og bagtalte dem ret ivrig, men Kongen fik siden andet at vide, saa at han ansaae Kolbein for en falsk Angiver, og gav ham intet til Betaling for Dyret. Derpaa löb Kolbein over til Sigurd Slembedegns Flok, overfaldt Kong Harald Gille i hans Bolig og tilföiede ham et Saar. Da Troppen siden seilede forbi de danske Kyster i en skarp Kuling med stærk Fart, var Kolbein paa en Skibsbaad paa Slæbetoug, men det gik i Stykker, og Kolbein druknede der[50]. Hermund og hans Mandskab kom til Island til deres Slægt og Eiendomme[51]. Saaledes slutter denne Saga.

Fodnoter

  1. At han har været Grönlands förste fast ansatte Biskop er vel uden for al Tvivl, skjönt gamle Efterretninger melde, at en vis Biskop Erik för har opholdt sig i Grönland, hvorfra han drog til Viinland (i Nord-Amerika) for at udbrede Christendommen der; herom mere paa sit Sted i det Fölgende.
  2. See det (i Stockholm bevarede) af Hans Finsen udgivne Obituarium Noruego-Islandicum i Finni Johann. Hist. eecl. Island l, 595-596, ogsaa aftrykt i Langebek Script. Rer. Dan. med. ævi Tom. II. f
  3. Kodran Hermundsön maa og være bleven en udmærket Mand, da hans Dödsfald (1189, 8 Aar förend hans Faders) bemærkes i Annalerne. Ellers er vor Hermunds Afkom ubekjendt.
  4. Det er mærkeligt nok at dette Egennavn i Flatöbogen snart begynder med O, snart i dets Sted med Au (eller Av), ligesom og, som bekjendt, en saadan vaklende Skrivemaade for den samme Lyd hyppig forekommer baade i ældre og nyere islandske Skrifter; dertil kommer at ö meget tit i de ældre blot udtrykkes ved o.
  5. Originalen har her blot kkm, men Udtydningen kan dog ikke blive tvivlsom, skjönt Torfæus neppe synes at have læst Ordet saaledes; see hans kortfattede latinske Uddrag af vor Fortælling i hans Groenlandia S, 229.
  6. Rettet som en Skrivefeil, istedenfor hraug (eller brög), der ikke synes at give nogen Mening.
  7. rettet istedenfor den aabenbare Skrivefeil Kolbeins.
  8. orfðu er her aabenbare det samme som det nysanförte horffðu; end et tydeligt Bevis paa den i Oldskrifterne saa tidt forekommende vaklende Skrivemaade; saaledes elideres ellers h undertiden foran Vocalen; at Þ og Ð afvexle, midt i Ordene (hvor det sidste dog er rigtigst) mere bekjendt.
  9. Rimeligviis ellers almindeligst udtrykt ved úsætt eller ósætt
  10. eller sætt (jfr, strax ovenfor).
  11. Dette, her anvendte Udtryk synes at vise, at denne Steingrim var bosat, og tillige Huusfader, i Grönland.
  12. Grönlands fordum mest berömte Gaard, Erik Rödes, siden hans Söns og Sönnesöns, samt end senere Skjald-Helges Bopæl, hvorom vi henvise til det Foregaaende, især den nærværende Fortællings Indledning.
  13. Han regjerede da ene over Norge, men forhen i Fællesskab med sine da afdöde Brödre, Eystein og Olaf; (alle Kong Magnus Barfods Sönner).
  14. Han var (siden 1104) de nordiske Rigers Erkehiskop, den förste af dem som residerede i Lund. Norge (med Island, Grönland o.s.v.) fik först 1152 sin egen Erkebiskop.
  15. Nu kaldet Hóltsárós som Udlöbet af Holtsaaen. Det har og ellers forhen været brugt som Handelshavn, ved hvilken man endnu seer Tomterne af Kjöbmændenes Huse. (Olafsens og Povelsens Reise gjennem Island, II, 1036).
  16. Saaledes kaldes endnu dette Bygdelag, i det nuværende Bangaavalle Syssel, i Islands Sönderamt.
  17. Ligeledes endnu et Bygdelag i samme Syssel og Amt.
  18. Paa Bangaavalle, i det efter dette Bygdelag opkaldte Syssel, endnu et af Islands bedste Præstekald. Förend Biskop Arnold forlod Island, reiste han til dets Althing. Jfr. Indledningen.
  19. Her havde Freydis, (Erik den Rödes Datter) og hendes Mand fordum boet. Der holdtes ogsaa Landets almindelige Thing; see ovenfor I, 210, 265-266, samt II, 328, 411.
  20. Nærværende Beretning synes at vise, at dette fordum berömte Isbjerg, Hvidserk; har ligget langt borte fra Grönlands Östbygd, og er vel overhoved eet af de mærkeligste Hjælpemidler til at udfinde dets sande Beliggenhed, hvorom mere paa sit Sted i det Fölgende.
  21. Her synes et Ordspil at ligge til Grund for Drömmens Udtydning, da björg (neutr. plur.) baade betyder Bjerge eller store Klipper og (som fæminin sing.) Bjergning, Redning. En lignende Udtydning af samme Art, af een af Kong Sverrers Drömme, fortælles i hans Sagas 42de Capitel (Fornm. Sögur VIII, 107, Oldnord. Sager VIII, 73-74) hvor Ordspillet og den derpaa grundede Forklaring tyder derhen at Ordet eldest baade betyder at "steges eller koges over en Ild" og at "ældes” eller "blive gammel" .
  22. Efter Ordene et Skib, forsynet med (udskaarne) Hoveder.
  23. Af disse Udtryk synes det som om dette Gods er blevet behandlet som fundet, men ikke som Vrag; det er rimeligt at de gjeldende grönlandske Love, om begge Slags Ting, have lignet samtidige islandske, efter hvilke Finderen tilkom Hittegodset, naar ingen Eier meldte sig i 3 Aar efter at det var blevet oplyst paa hvert Aar Althing (Gragás, Kaupab. 6 Cap. Udg. I, 403, Landabr.b. 5. Cap., Udg. ll, 351-52), men et strandet Skibs Eier kunde gjöre Fordring paa det og dets Ladning, blot med Undtagelse af det som Forstrandseieren eller andre Vedkommende havde udbetalt deraf til Begravelsesomkostninger (til Kirke og Præst) for de Lig, som vare opdrevne paa eller tilligemed Vraget (samme Bogs 71de Cap. Udg. ll; 387-391). Jfr. ovenfor ll, 442-443.
  24. Her ere vel et Par Ord (som antyde at denne Kolbein var Skibets Förer) ved en Skrivefeil udeladte af Texten. Snorre Sturlesön kalder ham Kolbein Thorljotsön af Batalder (Bataldri); Bataldur hed en Gaard paa Hadeland, som maaskee var hans Odelsgods.
  25. Om denne lslænder henvise vi til Indledningen her ovenfor S. 674 o. f.
  26. Jfr. ovenfor Anm. 12 samt nedenfor Anm. De af Biskoppen anförte grönlandske Love vare maaskee egentlig et Slags Kirkerets-Statuter, hvilke han selv, som Landets förste Biskop havde indfört, eller (som det længe var Tilfældet med de islandske Biskopper) kun prövet paa at indföre der i Landet.
  27. Her vil Biskoppen skyde Skylden paa Godsets Findere, Sigurd Njalsön og hans, Skibsfolk, eller gjöre dem til Bispestolens eller Domkirkens Hjemmelsmænd for den betydelige Sjælegave m. m.
  28. Nemlig, som det synes Grönlænderne, at hvis de vare stedte i Norge, som disse Fremmede i Grönland, vilde det falde hine vanskeligt at anlægge der, i lignende Tilfælde, noget Sögsmaal mod Nordmændene. Originalen er her noget tvetydig eller vanskelig at forstaae.
  29. Denne Mand forekommer ikke för i Fortællingen; han synes at have været en ung Nordmand af en anseelig Slægt. Jfr. det om ham i Indledningen anförte.
  30. Denne Mand har formodentlig været en Grönlænder, som (af hans Tilnavn at slutte) var nöie bekjendt med Drivisens sædvanlige Gang i de Farvande, og derfor har staaet de fremmede Söfarende bi, som en Art af Lods. Torfæus har antaget ham for en af de fremmede Kjöbmænd, men kalder ham, (maaskee ved en Trykfeil) lis-Grim, (inter mercatores unus-quoquoe nomínatur Isagrimus) l. c. S. 227. Dog nævner han S. 235 Manden ved sit rette Navn (Steingrimus).
  31. Denne ellers nu, saavidt vi vide, ubekjendte Gaard (Kíðaberg), synes at have ligget i Österbygden. Dens Navn betyder: "Kidenes Bjerg" eller "Klippe". En Gaard kaldet Kiðafell (af selvsamme Betydning) ligger i Kjosen (Kjose Syssel, Islands Sönder-Amt).
  32. Een af det gamle Grönlands mest berömte Gaarde, liggende i Einarsfjorden, see ovenfor II, 318 o. fl. 409. At en Annexkirke da var opfört der, see vi af det Fölgende. Mærkelig nok nævnes den ikke i Flatöbogens Fortegnelse over Grönlands Kirker, som herefter paa sit Sted vil blive indfört Kirkemesse (i, ældre Dansk Kirkemisse og Hærmisse, Tydsk Kirchmiss, Hirms o.s.v.) kaldtes i de katolske Tider en Kirkes höitidelige Indvielse, og derefter en Fest som paa samme Sted og Dag aarlig pleiede at holdes til dens Erindring.
  33. Eller, nærmere efter Ordene, satte frem
  34. Synes og at kunne oversættes: satte sig ned ved Bordet.
  35. Sandsynligviis har Biskoppen, efter hans Anskuelse af Sagen, her mest taget Hensyn til Stedets og Tidens Hellighed, da han selv för (skjönt maaskee kun under fire Öine) havde erklæret, at Össur med dette havde forbrudt sit Liv.
  36. Her ere Textens Udtryk temmelig dunkle. Talelmaaden "at synge over et Lig" betegner endnu i Island den christelige Begravelsesmaade overhoved.
  37. Ved disse og de paafölgende Udtryk synes det at tilkjendegives at Ketil Kalfsön, efter Össurs Död, har paataget sig at udruste og före hans efterladte Skib.
  38. Hermund og hans islandske Skibsfolk lade til at være, tillige med mange af Kolbeins egne Skibsfolk, denne Gang blevne tilbage. Kolbein har vel og, for desmere at skynde sig, med nogle faa Mænd hegivet sig i en Baad til denne Sammenkomst med Ketil, da hans og Hermunds Kjöbmandsskibe ikke vare seilfærdige, og kunde derfor, da de tillige siden hindredes af Modvind, ikke komme til rette Tid.
  39. Dette Einars Forhold (jevnfört med hans Samtale med Biskoppen S. 598) synes at vise hans Frygt for at Nordmændene, ved ordentlig Rettergang, maatte, efter de grönlandske Love, vinde Sagen.
  40. Midsommer indtraf da, efter islandsk Tidsregning, hvilken Grönlænderne paa den Tid vistnok ogsaa have fulgt, omtrent midt i Juli Maaned.
  41. Dette Stedsnavn forekommer ellers ikke, saavidt vi ride, i det gamle Grönlands Historie. At Stedet laa nær ved Garde, see vi af det fölgende. Navnet Eið , Eide, (gammel Svensk Ed) betyder endnu en smal Land- eller Jordstrimmel, mellem to Vande, som forbinder to Landstrekninger med hinanden.
  42. Paa den Tid pleiede man, ved almindelig Klokkeringning, kun at modtage Konger, Fyrster eller höiere Prælater, som paa en særdeles höitidelig Maade.
  43. Eller den Mandebod, som skulde erlægges for Össurs Drab.
  44. Formodentlig den samme Mand som ovenfor nævnes lis-Steingrim (Ísa-Steingrímr), der da för havde opholdt sig hos de Fremmede som deres venskabelige Ledsager, og derfor nu gjerne vilde forlige dem med sine Landsmænd.
  45. Dette Sted er nu, saavidt vi vide, ellers ubekjendt; det har rimeligviis faaet sit Navn af en Mand, der (ligesom adskillige Nordmænd paa den Tid) har Navnet Skjalg, og af de Boder, som han, maaskee for Handelens Skyld, havde opfört der paa Stedet, som overhoved nu maae söges ved en Havn, der i voldtiden kunde rumme tre store Kjöbmandsskibe.
  46. Een af det gamle Grönlands störste og mest bekjendte Gaarde; see ovenfor ll, 506.
  47. Eller, med andre Ord, en dyb og rummelig Kjelder.
  48. Væt (Vært) er en gammel Vægt, endnu brugelig i Island, paa 80 Skaalpund.
  49. Det er uvist om herved skal forstaaes, enten a) Nymaane, b) Maanedsskifte efter oldnordisk eller og juliansk Tidsregning eller c) Udlöbet af en Uge- eller Kalendermaaned, der var blevet bestemt som den sidste Termin for de Fremmedes Bortreise, til hvilket Fortællingens Udtryk her synes at pege.
  50. Hvad der her fortælles om Kolbeins Andeel i Harald Gilles Mord og hans eget Endeligt stemmer ganske overeens med Snorre Sturlesöns Beretning i Hkr. l. c. III, f 325 og 337. I Fornmanna-Sögur (hvor han og kaldes Kolbein Thorljotsön af Hadeland fortælles de samme Begivenheder VII, 214, 333, 342 (i Haandskriftet Morkinskinna skrives det fulde Navn, ved tvende Skriverfeil, paa forskjellige Maader). Om disse Begivenheders Tidsbestemmelse have vi bemærket noget i Indledningen (ovenfor S. 673).
  51. Saavel om Hermunds, som om Ketil Kalfsöns senere Skjæbne, henvise vi til Fortællingens Indledning.