Helge Hjørvardsson (Nordisk Mytologi efter Kilderne)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891
En Konge i Norge ved Navn Hjørvard havde fire Koner. Han havde gjort det Løfte: at ægte den skönneste Kvinde. Han spurgte, at Kong Svafner havde en Datter, der var den fagreste af alle Møer, ved Navn Sigrlin. - Atle, en Sön af Kong Hjørvards Jarl, stod en Dag ved en Lund. En Fugl sad oppe i Grenene over hans Hoved. Den havde hørt hans Mænd kalde Kongens Koner de skönneste af alle og kvidrede, medens Atle lyttede til: »Saa du Sigrlin, Svafners Datter, den fagreste Mø, i hendes yndige Hjem? Og dog tykkes man, at Hjørvards Koner ere smukke!« Atle sagde: »Vil du, kloge Fugl, tale mere med mig?« Fuglen svarede: »Det vil jeg, hvis Kongen vil ofre til mig, og jeg maa vælge, hvad jeg vil, af hans Gaarde« Atle genmælede: »Vælg blot ikke Hjørvard eller hans Sönner eller hans fagre Koner! Lader os enes herom, som det sömmer sig Venner!« Fuglen svarede: »Jeg vil vælge mig et Tempel, mange Altre, guldhornede Køer af Kongens Eje, hvis Sigrlin skal hvile i hans Arme og villig følge ham.» - Jarlesönnen drog saa af Sted for at bejle til Sigrlin. Han opholdt sig en hel Vinter hos Kong Svafner. Jarlen Franmar, Sigrlins Fosterfader, bevirkede imidlertid, at hun blev nægtet Hjørvard; og Atle maatte saaledes drage bort med uforrettet Sag. Da han kom hjem, og Hjørvard spurgte ham om Tidender, sagde han: »Vor Möje har lönnet sig ilde. Vore Heste kunde ikke vinde videre paa den uhyre Fjældstrækning, og vi maatte vade igennem Flodens Bølger - men Svafners ringsmykkede Datter blev nægtet os.« Kongen bød dem drage endnu en Gang af Sted og drog selv med. Da de kom op paa Fjældstrækningen og skuede ud over Landet, saa de, at det stod i lys Lue, og at store Støvskyer hvirvlede i Vejret. Kongen red ned ad Fjældet frem i Landet og tog Natteleje ved en Aa. Atle holdt Vagt. Han drog over Aaen, fandt et Hus, paa hvilket der sad en stor Fugl, som skulde bevogte det, men var falden i Sövn, og fælder den med et Spyd. I Huset fandt han Kongedatteren Sigrlin og Franmar Jarls Datter, Alof, og førte dem bort med sig. Franmar Jarl havde iført sig Ørneham og med Trolddom forsvaret Møerne mod Fjenderne. Kong Hrodmar, der, ligesom Hjørvard, forgæves havde bejlet til Sigrlin, havde dræbt hendes Fader og plyndret og brændt Landet. Hjørvard ægtede nu Sigrlin og Atle Alof.
Hjørvard og Sigrlin fik en Sön, som var stor og smuk. Men han var tavs, og intet Navn fæstede sig ved ham. Han sad engang paa en Höj og saa ni Valkyrier komme ridende, hvoraf en var langt herligere end de andre. Hun talede: »Sent vil du, Helge, raade over Rige og Land, hvis du altid tier!« Kongesönnen genmælede: »Hvad lader du følge med Helgenavnet,, lyse Mø? - Jeg modtager det dog ikke, undtagen jeg faar dig!« Valkyrien sagde: »Jeg ved Sværd ligge paa Sigarsholm; et af dem overgaar alle de andre, det er guldbeslaaet, en Ring er i Hjaltet, Mod i Midten, Rædsel i Odden, en blodrød Orm ligger langs Æggen.« - Der var en Konge ved Navn Eylime, som havde en Datter, Svava, der var Valkyrie og red gennem Luft og over Hav. Det var hende, som gav Helge Navn og ofte siden beskærmede ham i Kamp.
Helge bebrejdede sin Fader: »Du lod Ilden fortære Kong Svafners Land, og Hrodmar raader over det Gods, vore Frænder ejede!« Hjørvard siger da, at han vil lade Sönnen faa Mænd, hvis han vil hævne sin Morfader.
Helge hentede saa Sværdet, som Svava havde anvist ham. Han drog derpaa af Sted med Atle, fældede Hrodmar og udførte mange andre Heltebedrifter.
Han dræbte Jætten Hate, da denne sad paa et Bjærg.
Helge og Atle laa med deres Skibe i Hatefjord. Atle holdt Vagt den förste Del af Natten. Hates Datter, Hrimgerde, mælede: »Hvem ere Mændene i Hatefjorden? Der er tjældet med Skjolde paa eders Skibe, I se vældige ud. faa Ting, tror jeg, I ræddes for. Siger mig Kongens Navn!« Atle svarede: »Han hedder Helge. Du vil ikke kunne tilföje ham noget ondt, Jærnborge omgive hans Flaade, Jætinder mægte ikke at lægge os øde.« Hrimgerde genmælede: »Hvad hedder du, mægtige Mand? Kongen tror dig vel, siden han lader dig raade i Skibets skönne Stavn.« Atle svarede: »Jeg hedder Atle. Besk skal jeg vorde dig, gram er jeg Jætinder, ofte har jeg staaet i den vaade Stavn og plaget Kvældryttersker. - Hvad hedder du, liggraadige Jætinde: nævn din Fader! Du skulde ligge dybt under Jorden og Skov vokse paa dit Bryst!« Hrimgerde svarede: »Hrimgerde hedder jeg; Hate hed min Fader, han var den mægtigste Jætte, mange Kvinder røvede han fra deres Hjem, för Helge gav ham Banesaar.« Atle mælede: »Du laa foran Kongens Skibe i Fjordens Munding og vilde have givet Ran Kongens Mænd, hvis ej en Stage var kommen dig paa tværs!« Hrimgerde svarede: »Du er paa Vildspor, Atle! det var min Moder, som laa foran Kongens Skibe - jeg druknede Hlødvards Sönner i Havet!« Hun udbryder saa: »Hrimgerde svinger sin Hale i Vejret!« og forhaaner Jarlesönnen med bidende Ord. Han gengælder dem og siger, at hun skal komme til at sænke sin Hale, hvis han kommer i Land. Hrimgerde opfordrer ham da til at gaa i Land. »Jeg skal rette dine Ribben, hvis du kommer i mine Kløer!« raaber hun. Atle svarer: »Jeg vil ej gaa herfra, for Mændene vaagne og holde Vagt over Kongen; det vilde ikke være mig uventet, om en Jætinde dukkede op under vort Skib!« Hrimgerde raabte nu: »Vaagn, Helge, og giv Hrimgerde Bøder for Hates Drab! - Maa hun hvile en Nat hos Kongen, har hun faaet Bod for Sorgen.« Helge svarede: »Laadden hedder den, som skal ægte dig - led er du Menneskenes Börn! - en hundeklog Jætte, den værste af Klippeboerne, er en passende Mand for dig.« "Hrimgerde genmælede; »Du vil hellere have den anden, som forrige Nat besaa Havnen, den mægtige, guldskinnende Mø! Her steg hun i Land og fæstede eders Flaade. Hun ene volder, at jeg ikke kan dræbe Kongens Mænd.« Helge talede; »Hør nu, Hrimgerde, hvis jeg skal yde dig Bod for Sorgen, sig mig nöje: var det hende alene, som frelste Kongens Skibe, eller var der flere i Følge?« Hrimgerde svarede: »Der var tre Flokke Møer; men een Mø red foran, lys under Hjælmen. Deres Heste rystede sig, fra deres Manker faldt Dug i dybe Dale og Hagl i höje Skove - deraf kommer godt Aar. Ledt var mig alt, hvad jeg saa!» Helge udbrød: »Se nu mod Øst, Hrimgerde! Helge har slaaet dig med Helsord. Frelste ere Kongens Flaade og Mænd. Det er nu Dag, Hrimgerde. Atle har opholdt dig til din Død. Det vil tykkes at være et latterligt Havnemærke, hvor du staar som en Klippe.«
Kong Helge drog til Kong Eylime og bejlede til hans Datter Svava. Helge og Svava tilsvore hinanden Kærlighed og elskede hinanden höjt. Svava var hjemme hos sin Fader, men Helge i Ledingsfærd. Svava var Valkyrie nu som för.
Hedin, en Halvbroder til Helge, var hjemme hos Faderen, Kong Hjørvard, i Norge. Han drog en Gang en Juleaften alene hjem fra Skoven og mødte en Troldkvinde, der red paa en Ulv og havde Slanger til Tömme. Hun tilbød ham sit Følgeskab, men han afslog det. »Det skal du komme til at undgælde ved Bragebægeret!« mælede hun. -Om Kvælden førtes Sonoffergalten frem, man lagde sine Hænder paa den og gjorde höjtidelige Løfter ved Bragebægeret. Hedin lovede at ægte Svava, Eylimes Datter, sin Broder Helges Fæstemø. Han angrede det saa höjlig, at han vandrede bort ad vildene Stier syd paa. Han traf sin Broder Helge. Denne sagde: »Velkommen, Hedin! Hvad nye Tidender fra Norge? Hvorfor er du, Konge, forjaget fra Landet og kommen, alene, for at træffe mig?« Hedin svarede: »En meget större Vanskæbne har rammet mig: jeg har udkaaret din kongebaarne Brud ved Bragebægeret.« Helge genmælede: »Anklag ikke dig selv, Drikkegildets Ord vil gaa i Opfyldelse. Jeg er udæsket til Kamp, inden tre Nætter skal jeg møde; jeg aner min Død og tvivler om, at jeg kommer tilbage. Alt kan endnu blive godt!« - Kong Alf, Hrodmars Sön, havde udfordret Helge til Kamp paa Sigarsletten. Der stod et stort Slag, og Helge fik Banesaar. Han sendte Bud efter Svava og bad hende skyndsomt göre sig rede, hvis hun vilde træffe ham i Live. Budet red til hende: »Helge har sendt mig hid at tale med dig, Svava. Den ædelbaarne Konge vilde mødes med dig, for han opgav Aanden.« Svava mælede: »Hvad vederfores Helge Hjørvardssön? Haardt rammes jeg af Sorgen, hvis Søen sveg ham eller Sværdet bed ham.« Budet sagde: »I Morges faldt den bedste Konge under Solen, Sejeren blev Alfs.« - Svava ilede til Helge, der talede: »Vær velkommen, Svava! Dette er vort sidste Møde i Verden, mine Vunder bløde, Sværdet trængte tæt til mit Hjerte. Jeg beder dig, Svava, - græd ej, min Brud! - hvis du vil lyde mine Ord, at du reder Leje for Hedin og skænker ham din Kærlighed.« Svava svarede: »Det mælede jeg i det yndige Hjem, da Helge skænkede mig Ringe, at jeg ikke efter hans Død villig vilde slutte en fremmed Konge i mine Arme!« Helge hviskede saa: »Kys mig, Svava!« og udaandede.
Helge og Svava siges at være blevne genfødte.
