Helligdagsbrøde m.m.

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 172

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Helligdagsbrøde m.m.


77. I en Mark ved Korup By, kaldet Udskoven, berettes at være sunken en Høstak, som af Ejermanden blev opgjort paa en Bede­dag under Gudstjenesten, og af samme Sted, som tilforn var ganske tør, haver siden idelig opvæltet noget Vand, der er rødagtigt, ti skjøndt Stedet ligger paa en lille Bakke, havde dog Høstakken efterladt et lille Hul, der var saa dybt, at da Manden kom og vilde tage sin Hø­ stak op og føre den til Salgs til Odense, og i dens Sted fandt det dybe Hul, stak han sit Læssetræ efter den ned i Hullet, men ogsaa Læssetræet gik til Bunden deri.
(Vedel-Simonsen.) (C. Brandt 1760).


78. Lille-Juleaften maa man ikke spinde, ti en Kone, som gjorde det, gik igjen efter Døden og viste sin blodige Haand paa en Vinduesrude, idet hun sagde: Se her, hvad a har vundet, for det a Lille-Juleaften har spundet.
Jylland. Th. Leth.


79. Der var et Teglværk ved Andbæk, og der gav de dem til at brænde Sten selve Juleaften. Da de nu sad henne ved Ovnen og fy­rede, saa sløt det Ilden for dem, og da de saa gik hjem, blev de vilds, saa de knap kunde finde dertil.
   I Øster-Lem sad et Par Piger og vævede en Juleaften, og de kom endnu galere af Sted. Men hvordan det gik, kan a ikke huske.
Niels Madsen Holm, Øster-Lem.


80. For ikke saa grumme mange Aar siden levede der i Nybøl et Par gamle Koner, der var de ivrigste Spindersker i Verden, og heller ikke Løverdag Aften eller Juleaften stod Rokkehjulet stille hos dem.
   Endelig døde den ene, men næste Løverdag Aften kom hun ved Midnatstid til den anden, der endnu sad og spandt, og viste hende en gloende Haand, idet hun sagde:
   "Ser du, hvad jeg i Hel­vede vandt, fordi jeg en Løverdag Aften spandt."
(Af en Almanak fra Tønder? 1886 ell. 87.)


81. En Kone og hendes Nabokone var saa gode Venner, at de gik sammen om Aftenen og spandt. De var saa ivrige paa det, at de spandt baade Løverdag og Søndag, men det er jo en gammel Overtro, at intet maa løbe rundt Løverdag Aften.
   Saa døde Konen, og nu kom hun og stak en gloende Haand ind til den anden, idet hun sagde:
   "Der kan du se, hvad jeg vandt, for det jeg Løverdag Aften spandt."
Ida Gjertrud Kristine Møller, Utterslev.


82. Der var en Kone, der var saa gjerrig, saa hun spandt baade helligt og søgnt, og Juleaften ogsaa. Men saa en Juleaften, hun satte Rokken fra sig og vilde i Seng, da blev den ved at spinde af sig selv, og nu blev hun forskrækket og bestemte sig siden til at lade være med at spinde de hellige Aftener.
Gaardmand Thomas Pedersen, Gullestrup.


83. I min Gammelfaders Hjem — han hed Jens Holsten, for det han som ung Karl rømmede op til Holsten for at blive fri for Kon­gens Tjeneste — var det Skik fra gammel Tid, at de spandt ikke om Løverdag Aften, for den Aften kaldte de en Helligaften.
   Min Moder var hjemme den Gang, og saa overtalte hun en Gang hendes Moder til at spinde den Aften, for at hun kunde have noget at binde af om Søndagen. De spandt til Sengedags, og saa satte de den ene Rok ind i et lille Kammer og lod den anden blive i Stuen.
   Det var Mandens Skik, naar han kom i Seng om Aftenen, at tage sig et lille Sug af en bitte Pibe, han havde. Da han den Aften havde røgt Piben, og de andre var faldne i Søvn, talte han til hans Kone, om hun kunde ikke høre, Rokkerne de gik, de gik nemlig begge to. Konen var lidt gud­frygtig, og hun flyver af Sengen og falder paa Knæ ved Siden af Rokken i Stuen og beder til Vorherre, at dersom han nu vilde forlade hende den Synd, saa skulde hun aldrig gjøre det mere. Rokken standsede endda ikke. Saa tog hun Snoren af. Men det var lige nær. Saa slog de Ild, Og endelig holdt det op.
Kristen Nielsen, Lundø.


84. Min Moder har fortalt mig følgende. I sine yngre Aar, da hun tjente paa en Herregaard ovre i Jylland, saa hun en Søndag Morgen, mens hun laa i Sengen, igjennem den aabentstaaende Dør, som førte fra Sovekammeret og ind i Arbejdsværelset eller Spindestuen, at en Rok der var i fuldt Arbejde. Det bemærkes, at hun var ene; saa snart en anden kom ind i Stuen, standsede den. Hun mente, at det var en Hentydning til, at der blev arbejdet saa meget i Spindestuen om Søndagen.
Jens Peter Jakobsen, Tørring v. Uldum.


85. I Nybøl i Sundeved boede to Koner i ét Hus, og de var meget ivrige til at spinde. De spandt hver Aften til over Midnat, selv Lø­verdag Aften med.
   Saa døde den ene Kone, og næste Løverdag ved Midnatstid, da den anden Kone endnu sad og spandt, bankede det paa Døren, og den afdøde viste sig og rakte en gloende Haand i Vejret, idet hun sagde:
   "Ser du, hvad jeg i Helvede vandt, fordi jeg Løver­dag Aften saa sildig spandt."
   Fra den Tid af holdt den anden op at spinde hver Løverdag Aften Klokken 10, og saa fik hun Fred for det Besøg.
Karsten Skrædder, Visby.


86. En Mand syntes, at han havde for lidt Jord, og saa pløjede han over Skjellet for at faa lidt mere, men det gjorde han paa selve Langfredag, og derfor blev han skabt om til en Muldvarp. Dem har vi nu til at gaa og pløje i Jorden. Der er et Rim om det:
   Langfredag Morgen jeg tænkte paa Sorgen.
Jens Pedersen, Nørre-Næraa.


87. Omme til Vester paa min Mark er en Kæmpehøj, som kaldes Vandel-Faars-Høj. Det er en Høj fra Stenalderen, men da vi kom til at grave i den, fandt vi mange Grave oven i den fra Broncealderen.
   Indtil for 20 Aar siden har der omme ved den Høj staaet omtrent en Snes store Kampesten, men min Fader har slaaet dem i Stykker og brugt dem til Ladens Bygning.
   Da en Gang en Kone her i Vandel havde vasket sine Faar og vilde til at klippe dem en hellig Pintsemorgen, da viste det sig, den Gang hun kom ud til Højen, hvor Faarene stod ved, at de til Straf for hendes Ugudelighed var bleven forvandlede til disse store Sten. Derefter har den saa faaet sit Navn.
Mogens Jensen, Vandel.


88. Der er en Sten i Roskilde Domkirke, hvorpaa er udhugget en Menneske-Benrad, om hvis Hals der snoer sig en Slange.
   For mange Aar siden vilde en rig Mand i Roskilde gjøre en Rejse til det hellige Land. Før han drog af, sagde han til Datteren, der blev hjemme, at hvis han ikke kom hjem igjen inden en vis Tid, skulde hun af hans efterladte Formue tage en vis Sum og skjænke til de Fattige i Ros­kilde. Tiden gik, og Manden kom ikke. Datteren tog saa Pengene og kjøbte sig derfor en Guldkjæde. Næppe havde hun faaet den om Halsen, før den forvandlede sig til en Slange, som fortærede al den Føde, hun førte til Munden, saa hun døde af Sult.
Rektor Sigurd Müller, Kolding.


89. I Vester-Vang i Næsborg var en Mand, der hed Eske og var en velhavende Mand. De lagde ham for meget paa i Skat, og han var meget misfornøjet dermed og sagde, at de havde sat hans For­mue alt for højt. Han vilde ønske, at han ikke skulde se Næsborg Kirke, dersom han ejede saa meget. Han blev ogsaa knap efter blind og fik sit Ønske opfyldt. Hans Søn har Gaarden endnu.
Hans Kursmed, Sneum.


90. Der levede for nogle Aar siden en Mand her i Sognet, som kaldtes Hans Ottefinger, og det var jo, for det han ikke havde mere end 3 Fingre paa den ene Haand.
   Den Gang hans Moder gik med ham, da aflagde hun falsk Ed, og saa fik hendes Foster ikke mere end 3 Fingre paa den højre Haand.
J. Thomsen, Møltrup.


91. I Urup, Rynkeby Sogn, kastede en Gang et Par Karle en Kat levende i en Grav og jordede den med samme Formularer, som naar et Menneske begraves. Senere blev disse Karle fjollede og plagedes idelig af Rotter og Mus, der forfulgte dem alle Vegne og til sidst aad dem levende op.
Rasmus Andersen, Høng Højskole.


92. Paa Anholt, der hører under Glorup, sagde Manden en Dag til sine Karle, at de skulde slagte en Kalv, og det gjorde de ogsaa, men af Kaadhed flaaede de den først levende, inden de skar den ihjel. Blodet flød ud paa Flisegulvet i Kjøkkenet og frembragte en stor rød Plask, og den kan ikke vaskes bort. Man kan tage Fliserne op, saa tit man vil, Pletten kommer dog igjen. Mens de flaaede Kalven, brølede den ynkelig, og denne Brølen kan stadig høres endnu om Natten. Karlene, der havde gjort denne Misgjerning, kom alle ynke­lig af Dage.
Rasmus Andersen, Hong Højskole.


93. I Stenstrup ved Svendborg hørte i 1869 to paa forskjellige Steder i Byen boende Mennesker Kirkeklokken at ringe en Aften, da de vidste, at Taarnet var lukket.
   Nogen Tid efter kom en Kone der fra Byen for Retten, mistænkt for tidligere at have taget Livet af sin Mand og nu af sine Børn. Hun tilstod da blandt andet, at efter at have slaaet Børnene fordærvet havde hun en Aften været i Færd med at grave dem, endnu, halvt levende, ned paa Kirkegaarden, men var bleven bange, da hun hørte Kirkeklokken tage paa at ringe.
V. Bennike.


94. I Byen Stenstrup i Sunds Herred paa Fyen levede en Kvinde, der førte et ryggesløst Levned. Hun havde flere Gange født i Dølgs-maal og dræbt Fosteret. En Gang, da hun atter havde aflivet et spædt Barn, rørte Samvittigheden hende dog, saa hun vilde have det be­gravet i kristen Jord. Hun gik derfor ved Nattetide hen paa Kirkegaarden, grov en lille Grav og lagde Liget deri. Da begyndte Klokkerne at ringe, som naar Lig ellers stædes til Jorde.
   Men Kvinden blev gre­ben af en forfærdelig Angst og overleverede sig i Øvrighedens Hænder med Bøn om at komme til at lide for sin Synd.
Lærer S. Jørgensen, Kistrup ov. Korinth.