Herløg Rishøj

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif Dansk.gif


Norske folkesagn og eventyr


Herløg Rishøj

Oversat fra norsk af
Anker Eli Petersen
© 2006


Ved Holstad i Ås er en stor rund høj. Nu er der anlagt have der, men i ældre tider var den overgroet med Birk og Asp. Høstvinden tudede fælt i de tørre grene og løse buskstykker og de fortalte mange mærkelige historier om, hvad de havde set og hørt. Men menneskene forstod ikke det sprog, end ikke de lærdeste blandt dem. Hver jul og St. Hans hørtes sang og musik inde i rishøjen. Stundom kunne et og andet hjertensgodt menneske se den glade skare komme ud af højen og danse hen over engen uden at træde et eneste strå ned. Smukke toner hørtes, renere end noget menneskeligt instrument kan frembringe.
   I højen boede den rige Lodde med sin familie. En stor gård med smukke heste og køer og fuldt op med alting. Lodde havde syv døtre, men ingen søn. Alle syv besad skønhed og menneskelige tanker, men ikke nogen udødelig sjæl. Halen skilte dem dog fra andre. Hvis de kunne vinde et menneskes kærlighed, så mistede de den prydelse og fik også en sjæl.
   Den yngste af døtrene hed Herløg, hun var den smukkeste og mest tankefulde. I de lyse sommernætter og når nordlysene spredte deres lys over den hvide sne, sneg hun sig ud af højen og hen til de steder hvor menneskene morede sig. Uset stod hun og iagttog dem, mens hun tænkte: "Bare jeg kunne være med i deres leg!"
   Når ungdom i klingende frost strøg hen over bakkerne på ski og kælke, syntes hun at det var mange gange hyggeligere end derinde i højen - og der var ellers hyggeligt nok.
   Åsulv var dengang bygdens kækkeste gut, forstandig og munter. Herløg så ham engang, da han sammen med andre morede sig ved St. Hansbål. Hun syntes om ham, for godheden lyste fra hans øjne. Den aften svævede hun nær ham, og ofte senere, da han i troskyldighed morede sig med sine kammerater. Herløg blev mere stille, selvom hendes forældre og søskende gjorde alt for at glæde hende.
   Loddes bedste ven boede inde i Frognerhøjen. Dennes søn var forelsket i Herløg og kom ofte til Rishøj. Han gjorde hvad han kunne for at live Herløg op, men hun blev mere og mere stille.
   "Mor ved vel råd," tænkte Herløg, og hun fortalte hende alt. Moderen hørte med bedrøvelse på hende og bad hende om at jage Åsulv ud af tankerne. Men Herløg tryglede om, at hun måtte hjælpe hende, om der var nogen råd. Kan et moderhjerte modstå et barns tårer? Moderen gav sig til at tænke på, hvorledes hendes datter kunne få det som hun ville.
   I Vardeåsen på Herum boede en vis gammel kone, og hid rådede hun Herløg at drage. Hendes far og fire søstre var ude i Jordshøjen for at besøge en bekendt, og da bagav Herløg sig afsted. Deres lille hund fulgte hende. Den skælvede idet de gik ind i hullet ved Grønlund, for det var indgangen til Vardeåsen. Hun klappede hunden og gik fremad. Store sten lå i vejen, så hun ofte krøb på alle fire. Så var der vandpytter med al slags væmmeligt kryb, og der kom de til en svær jernport. Heldigvis var der ved siden et lille hul, så både hun og hunden kunne presse sig igennem og endelig nåede de frem til gården. Den vise kone så fæl ud - hun havde en firbenskrans om hovedet og legede med en hugorm. Herløg hilste, men bange det var hun.
   Konen sagde til hende: "Vis dig for Åsulv i din smukkeste klædning, og hvis han føler godhed for dig, så sørg for at blive revet til blods af en nål - så er du hans og får en udødelig sjæl."
   Så drog Herløg hjem. Hun blev stille, men nu var der dog et håb.
   St. Hans holdt Lodde fest for sine venner, både gamle og unge. Der var såden en glæde - at selv de ældste var med i legene ved Rishøj. Ud over engene svævede skarer fulgt af de yndigste toner. Herløg skinnede som en sol og hun morede sig. Åsulv kom gående og hørte tonerne og så den legende flok. Han stod stille af forundring. Da kom Herløg hen til ham, nævnte hans navn og rakte hånden ud til ham. "Vær med og mor dig her!" sagde hun.
   "Hvad er I da så glade for?" spurgte Åsulv. Herløg sang:

"Hver St. Hans og jul holder vi fest,
da fryder vor flygtige ånd sig bedst.
Vi glædes ved sol og stjerneskin,
-åh kære, del du bare sjælen din!"

Hele flokken stod nu omkring de to. "I kan vel ikke have stort at glæde jer ved? I er jo nedstødte ånder!" sagde Åsulv.
   Herløg lagde hånden over hans mund. Tonerne døde bort og et jammerskrig fyldte luften - smerteligere end gråden i dødens kammer.
   De tog Herløg og bar hende ind i højen, og did drog de alle, men jammeren varede ved. Åsulv gik over til højen og sagde: "Menneskeord kan vel ikke gøre jer hverken godt eller ondt?"
   Da kom Herløgs mor ud i døren og sang med grædende stemme:

"Vel muligt, vi får vor fiol i gang,
men aldrig får den sin rette klang!"

Højen lukkede sig og har aldrig åbnet sig siden. Åsulv stod alene: Herløg svævede bort mellem forældrenes hænder. Hendes længsel var dyb og ren.
   I hine egne, hvor skyerne skinner som purpur og guld, går Herløg omkring langt skønnere end før.


Kilde: Nedtegnet af O. Olsen Bratager i 1916.