Homilie af Gregor

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gammelnorsk homiliebog

Homilie af Gregor

Omelia Gregorij

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2025

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Gammel norsk Homiliebog, Christiania, 1864

---

Sankt Gregor

Vi skal ikke bruge lang tid på tolkningen af dette evangelium — gode brødre! — for vi har tre messer, der skal synges i dag. Men vor frelsers fødselsdag skal dog have nogen omtale.

Hvad betyder det, at hele verden blev skrevet i mandtal, da Kristus blev født, andet end at da åbenbarede den sig legemligt, som har indskrevet alle sine udvalgte i livets bog? Derimod siges dette om de onde mennesker: »Slet dem af livets bog, og skriv dem ikke sammen med de retfærdige.« Kristus blev meget passende født i Betlehem, for Betlehem betyder brødets hus. Og Herren selv sagde: »Jeg er det levende brød, der steg ned fra Himlen.« Det sted, hvor Herren blev født, blev allerede før kaldt brødets hus, for man mente, at dér ville den åbenbare sig legemligt, som skulle nære sit folks hjerter med åndelig føde. Han blev ikke født i sine forældres hjem, men snarere undervejs, for da den usynlige Gud antog en synlig menneskeskikkelse, var han mere på en andens odelsjord end på sin egen. Med ‘en andens odelsjord’ mente jeg ikke hans vælde, men hans natur, for det står skrevet således om hans vælde, at »han kom til sit eget.« I sin egen natur er han født af Faderen før tidens begyndelse, men i vores natur indtrådte han i tiden. Men da den evige Gud blev et timeligt menneske, var det en andens odelsjord, han kom til. Og sådan sagde profeten Esajas: »Alle legemer er som græs.« Og da Gud blev et menneske, da ændrede han vores græslignende natur til hvede, sådan som han sagde om sig selv: »Et hvedekorn forbliver alene, medmindre det falder i jorden og dør.«

Han blev lagt i en krybbe, da han blev født, fordi han nærer de hellige dyr — det vil sige de troende mennesker — sådan at deres sjæl ikke går glip af den åndelige føde, når de indtager hans legeme. En okse og et æsel stod ved krybben, for nogle af jøderne og hedningene kendte til Kristi fødsel. Oksen symboliserer jøderne, æslet hedningene. En engel åbenbarede sig for de vågende hyrder, og Guds lys skinnede på dem. For de, som forstår at styre Guds hjord med mildhed, får snarest del i de himmelske ting, og lyset fra Guds barmhjertighed skinner desto mere over dem, jo mere trofast de vogter Guds hjord. Det var passende, at englen åbenbarede sig i et lysskær, da Kristus blev født, for han er selv de retfærdiges lys, som oplyser enhver, der kommer til verden.

Det var passende, at hyrderne vogtede hjorden, for han var blevet født, som sagde dette: »Jeg er den gode hyrde.« Hyrderne symboliserer præsterne, og den nat, hvor de vogtede deres hjord, symboliserer faren ved fristelser. De skal værne sig selv og deres folk — alle dem, der helt og aldeles har vraget uagtsomhedens søvn — imod disse fristelser. Og da englen havde bebudet himmelkongens fødsel, da bekræftede mange engleskarer, hvad han havde sagt, og sagde højt: »Æret være Gud i Himlen, og på jorden fred til de mennesker, der ønsker det gode.« Før vor frelser lod sig føde, herskede der uenighed mellem os og englene, for vi var længe udelukket fra deres hellighed på grund af den første synd og vores daglige forseelser. Og da vi på grund af vores synder blev forment adgang til Gud, da anså englene — borgerne i Guds by — os for udelukket fra deres samfund. Men da vi anerkendte vores konge, da godtog englene os som værende deres medborgere. Men fordi himmelkongen iklædte sig vort legemes jord, så foragter englestanden ikke vores svaghed. Englene stifter igen fred med os og glemmer den gamle uenighed, og de mennesker, de før foragtede som udstødte, tager de nu med glæde imod i deres skarer. Derfor fortælles det, at patriarkerne bøjede sig for englene, uden at det blev dem forbudt, men da apostlen Johannes ville bøje sig for englen, forbød englen det og sagde: »Pas på med at gøre det, for jeg er kun en tjener sådan som dig og dine brødre.« Men hvordan kan det være, at menneskene bøjede sig for englene, før vor frelser kom hertil, uden at det blev dem forbudt, men at englene ikke siden ville lade mennesker bøje sig for dem? Fordi de var bange for at ringeagte vores natur, siden de så den blive hævet op over sig i form af vor frelser, Kristus, og de vovede ikke at se ned på den menneskelige natur som svag, når de hædrede den i himmelkongen over sig. Og de finder behag i at anse menneskene for sine jævnbyrdige, for de dyrker Gud som menneske over sig.

Lad os da også bestræbe os på — gode brødre! — at intet urent tilsmudser os, når vi er blevet gjort til englenes ligemænd og Guds medborgere. Lad ikke utugt eller stygge tanker tilsmudse os. Måtte ondskaben og misundelsen ikke gnave i vores sind. Måtte vi aldrig fyldes af hovmod eller lade vreden overliste os. Måtte begærligheden ikke dreje vores sind imod de timelige ting. Lad os også lægge stor vægt på det, englene sagde: »Og på jorden fred til de mennesker, der ønsker det gode.« Hvorfor sagde de ‘fred til dem, der ønsker det gode’ frem for ‘til dem, der gør det gode’? Fordi gode gerninger kan fremmes uden god vilje, mens den gode vilje aldrig mangler gode gerninger. Og god vilje vil sige, at man med lyst gør alle de gode gerninger, som et menneske formår, og at man ønsker at gøre mere godt, end man kan. De, som gør sådan, kan opnå den sande fred hos Gud, selv om de tynges så meget af denne verdens fortrædeligheder, at de kun magter at gøre lidt godt, for Gud dømmer mere efter viljen end efter gerningerne. Men nogle mennesker opnår ikke denne fred, selv om de tilsyneladende gør mange gode gerninger. For de har ikke den gode vilje, men ønsker timelig belønning for deres gode gerninger.

Og da englene havde forladt hyrderne, fortælles det i evangeliet, »— sagde hyrderne til hinanden: ‘Lad og tage helt til Betlehem og se det ord, som Herren viste os.’« Med deres ord og gerninger viste hyrderne os, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal lade vores tanker drage til Davids by, Betlehem, og ihukomme de ting, der skete dér på denne tid. Og de sagde sådan: ‘Lad os tage helt til Betlehem’, som om der var lang vej for dem. Og i og med de sagde sådan, da viste de os, hvad vi skal gøre, og lad os da i vores tanker drage helt til det himmelske Betlehem — det vil sige brødets hus, ikke det brød, som er skabt af menneskehænder, men tværtimod det levende brød, der steg ned fra himlen, og dér vil vi finde Herren, ikke liggende i en krybbe, men derimod herskende over englene. Hyrderne drog af sted i en hast og fandt Maria og Josef og barnet, som lå i krybben, og da de så det, forstod de det budskab, der var blevet fortalt dem om denne dreng. Hyrderne fandt Herren, da de drog af sted i en hast, for den, der ikke venter dag efter dag med at vende sig til Herren, men snarere opsøger ham med gode gerninger, kan få Guds herlighed at se.

»Og de fandt Maria og Josef og barnet, som lå i krybben.« Lad os være opmærksomme på evangeliets symbolik. Hyrderne fandt først Josef og Maria og siden drengen, for de, som søger Guds vilje, skal først søge støtte i helgenernes forbøn, og siden kan de så opnå den Guds barmhjertighed, som de søger. Og når vi oplyses af Guds barmhjertigheds stråle og er i stand til at forstå Guds mirakel, så skal vi fortælle vores medmennesker om denne samme Guds barmhjertighed, sådan at andre retter sig efter vores eksempler og lærdom og priser Gud, for i evangeliet følger dette: »Alle, der hørte, hvad hyrderne fortalte dem, undrede sig.« Hyrderne fortalte, hvad de havde set og hørt, og alle, der hørte deres ord, undrede sig, for præsterne skal prædike den lære, de finder i bøgerne, for deres menighed, og folkene i menigheden skal med eftertanke gemme de prædikener, de hører, i deres hjerter.

»Da vendte hyrderne tilbage og priste Gud i alt, hvad de havde set og hørt.« Hvad symboliserer det, at hyrderne forlod deres hjord for at lede efter Herren, men vendte tilbage til hjorden, da de havde fundet ham, andet end at vi ikke må glemme Gud i vores næstekærlighed og ikke forkaste næstekærligheden i kærligheden til Gud? Hyrderne vendte tilbage til hjorden, da de havde fundet Herren, for præsterne skal ikke forsømme varetagelsen af menigheden i bestræbelserne på at forstå miraklet ved Guds herlighed. Hyrderne vendte tilbage og priste Gud i alt, hvad de havde set og hørt, for enhver, der kan forstå miraklet ved Guds formåen, skal tilskrive Gud og ikke sig selv alt det gode, han begriber og gør.

Og siden vi i dag — gode brødre! — fejrer Vorherre Jesu Kristi fødselsdag, vil jeg sige noget om denne højtids herlighed. Vi véd, at det første menneske — ham, der sendte sig selv og hele sin slægt i døden — blev skabt af utilsmudset jord. Det var derfor passende, at den, der bødede det første menneskes synd og siden ledte hele hans slægt fra døden til livet, lod sig føde af en ren jomfru. Det var også passende, at Kristus i ydmyghed bødede den synd, som Adam begik i hovmod. Den gamle Adam brød Guds bud og lyttede til Djævelens lokken og ophøjede sig selv i hovmod og ville være lig Gud. Men den nye Adam — det vil sige Kristus — var lydig over for Gud Faderen og ydmygede sig og iklædte sig et menneskeligt legeme og steg fra Himlen ned på jorden, for at han kunne føre den menneskeslægt, der var blevet fortabt ved denne første synd, fra jorden til Himlen. Guds kærlighed og ydmyghed er et stort mirakel! Mennesket forkastede Gud og vendte sig bort fra ham, men Gud elskede mennesket og kom til menneskene her. Han elskede synderen og gjorde ham retfærdig; han elskede den syge og gjorde ham rask; han elskede den undertvungne og gjorde ham fri. Og han elskede i så høj en grad, at han overgav sig selv til døden, for at vi kunne leve.

Og vi skal vide, at verden har tre tidsaldre: En før loven, den næste under loven, den tredje under nåden. Tidsalderen før loven var helt fra verdens begyndelse, indtil Moses gav den gamle lov. Tidsalderen under loven var fra Moses helt indtil Kristi fødsel. Og nådens tidsalder er fra Kristi fødsel helt til verdens undergang. For ved sin fødsel skænkede Herren nåde til hele den menneskehed, der var før loven og under loven, og til alle dem, der er kommet til verden efter hans fødsel. Disse tre tidsaldre symboliseres af de tre messer, der holdes på denne højtid i dag. Midnatsmessen symboliserer den tidsalder, der kaldes før loven, for dengang kendte patriarkerne endnu ikke til nåden ved Kristi fødsel, ligesom midnatsmessen skal synges til ende inden daggry. Morgenmessen, der synges i overgangen mellem nat og dag, symboliserer lovens tidsalder, for profeternes lov oplyste i nogen grad om Kristi fødsel, selv om han først kom senere — på samme måde som denne messetid ligger både i nattetiden og i dagtiden. Dagmessen symboliserer nådens tidsalder, for Herrens fødsel drev vildfarelsens nat bort fra de troendes hjerter og viste de retfærdige mennesker det evige lys, sådan som salmedigteren sagde: »Efter mørket brød lyset frem for de retskafne. Herren er nådig og retfærdig.« Lad os derfor — gode brødre og søstre! — ære miraklet ved vores genrejsning med rent sind, og lad os prise Herren for alle hans barmhjertige gerninger. Lad os elske Herren Jesus Kristus, der blev født i et legeme som vores, sådan at vi kan se ham som højhedens konge levende og regerende i sit rige i al evighed. Amen.

---

Noter: