Hos Aandemaneren Aua – Hvorledes de første Aandemanere blev til (KR)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet
Hvorledes de første Aandemanere blev til
Fortalt af Aandemaneren Aua
Knud Rasmussen
København, 1926
Naar jeg særlig havde valgt at arbejde med Aandemanerne, laa dette, som enhver vil kunne forstaa, deri, at disse Mennesker som Helhed er bedst inde i alle Spørgsmaal, der beskæftiger Stammen. Skønt Sagnene er et godt Udtryk for den eskimoiske Fantasi, vilde Helhedsindtrykket af den aandelige Kultur dog blive ensidigt, hvis man ikke søgte at give et nogenlunde udtømmende Billede af Tro og Overtro. Kun herigennem faar man noget virkeligt at vide om det, der optager det primitive Menneskes Tanke. Alle de Anskuelser, der drages frem af disse Kilder, er famlende og vidtløftige og maaske netop derfor noget af det oprindeligste, man kan faa fat paa.
Til Held for mit Arbejde var det netop disse Spørgsmaal, der interesserede Aua, mens han nærmest karakteriserede Sagnene som "Ammestuesnak", der var bleven til for at skaffe Stilhed i Snehytten, naar Børnene græd alt for meget. I det følgende er det derfor næsten uafbrudt ham, der fører Ordet; vi andre nøjedes blot med at animere ham med enkelte Repliker, naar der var noget, vi ønskede særlig indgaaende skildret. Først fortalte han om:
Hvorledes de første Aandemanere blev til
"Menneskene har altid været bange for Sygdom, og allerede i de aller ældste Tider opstod der vise Mænd, som forsøgte at finde ud af alt det, man ikke forstod. Dengang var der ingen Aandemanere til, og man var uvidende om alle de Leveregler, der siden lærte Menneskene at tage sig i Agt for Fare og Ondskab. Den første Amulet, der blev til, var Kalkskallen af et Søpindsvin. Der gaar et Hul igennem den, der har givet den Navnet Iteq eller Anus, og naar netop den blev den første Amulet, var det, fordi man derved forbandt en særlig helbredende Kraft. Naar en Mand blev syg, satte man sig hen til ham, og idet man pegede paa det syge Sted, slap man en Vind. Saa gik man udenfor, medens en anden skulde holde sin ene hule Haand over det syge Sted, idet han samtidig blæste sin Aande hen over sin anden Haandflade bort fra den, der skulde helbredes. Saaledes troede man, at Vinden og Aandedrættet forenede al den Kraft, der kom fra et Menneskes Indre, en Kraft saa gaadefuld og stærk, at den kunde helbrede.
Paa den Maade var alle Mennesker Læger, og der behøvedes ingen Aandemanere. Men saa opstod der engang Nød og Misfangst i Nærheden af Igdlulik. Mange sultede ihjel, og der herskede stor Raadvildhed. Da hændte det en Dag, mange Mennesker var forsamlet i et Hus, at en Mand, uden at man vidste hvorfor, forlangte at komme ind bag Skindtapetet bag ved Briksen. Han sagde, at han vilde fare ned til Sødyrenes Moder. Ingen i Huset forstod ham, og ingen troede paa ham. Han fik sin Vilje og kom ind bag Skindtapetet. Her sagde han, at han vilde øve en Kunst, som siden skulde være Menneskene til stor Nytte; men ingen maatte se paa ham. Det varede dog ikke længe, før de vantro og nysgerrige aabnede for Forhænget, og til deres Forbavselse opdagede de, at han var ved at dykke ned i Jorden; han var allerede kommen saa langt ned, at kun hans Fodsaaler var synlige. Hvorledes Manden havde faaet denne Tanke, er der ingen, der ved; selv sagde han, at det var Aander, der hjalp ham, Aander, han havde sluttet Pagt med ude i den store Ensomhed. Saaledes blev den første Aandemaner til. Han for ned til Sødyrenes Moder og hentede Fangstdyrene tilbage til Menneskene, og Nøden afløstes af Storfangst, og Menneskene var atter lykkelige og glade.
Siden udviklede Aandemanerne deres Viden om de skjulte Ting og hjalp Menneskene paa mangfoldige Maader. De fik ogsaa deres hellige Sprog, der kun anvendtes under Aandebesværgelser og ikke brugtes i daglig Tale."
Naar en ung Mand vilde være Aandemaner, maatte han give noget af sin Ejendom bort til den Aandemaner, der skulde være hans Lærer. Træ ansaas ved Igdlulik for en meget kostbar Vare, og derfor blev det efterhaanden Skik, at man gav en Teltstang bort. Til denne Teltstang skulde der være fastbundet en Maagevinge, som Tegn paa, at Lærlingen vilde lære at flyve genem Luften. Gaven sattes uden for Huset som Offer til Hjælpeaanderne. Om Aftenen skulde saa Aandemaneren besværge sine Hjælpeaander for at rense sin Lærlings Legeme og Sind; i alles Paahør maatte han tilstaa sine Tabubrud og alt det, han havde gjort, som ikke var rigtigt. Under Renselsen skulde han stadig udbryde: "Alt dette, fordi jeg gerne vilde blive seende!"Læremesteren skulde opholde sig bag et Skind, der var hængt op paa Indersiden af Briksen, Aandemanernes hellige Sted. Naar Lærlingen var helt renset, skulde han med ind bag Forhænget; her skulde da Aandemaneren, skjult for alle de nysgerrige Blikke, udtage Sjælen af sin Lærlings Øjne, Hjerne og Indvolde. Dette, sagde man, gjorde det lyst inde i Legemet; og en Aandemaner skulde være omgivet og gennemtrængt af Lys.
Var Lærlingen en Mand, skulde hans Hjerne, Øjne og Indvolde være uden Sjæl i tre Dage; hvis det var en Kvinde, i fire Dage. I den Tid maatte intet Arbejde udføres i Huset, og Lærlingen skulde opholde sig uafbrudt inden for Forhænget bag Briksen. Man havde den Tro, at Kraften i Øjne, Hjerne og Indvolde i disse Dage blev overgivet til hans vordende Hjælpeaander, for at han ikke skulde blive bange for dem, naar han engang fik dem at se. Og det kunde først ske langt fra Mennesker, ude i den store Ensomhed; thi kun i Ensomhed kunde et Menneske arbejde sig nærmere Aanderne. Men de, der skulde blive til noget, maatte begynde meget tidligt, ja, ofte endog inden de blev født.
Kilde
Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 338-341. København, 1926.