Hos Aandemaneren Igjugarjuk – Sila - den store Kraft (KR)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Åndemaneren Igjugarjuk

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet


Sila - den store Kraft

Knud Rasmussen
København, 1926


Igjugarjuk, der saa bestemt havde paastaaet, at han ikke var Aandemaner og heller ikke kendte noget til sit Folks Forhistorie, slog snart om, da han havde faaet Tillid til mig og forstod, hvor alvorligt jeg tog alle disse Spørgsmaal; det lykkedes mig derfor gennem ham at faa Indblik i en Eskimokultur, der paa mange Maader var mig ganske ny.

. . . . .

Lettest var det at udspørge Aandemanerne, og under lange Samtaler med Igjugarjuk lykkedes det mig tilsidst at faa mange interessante Ting at vide. Hans Teorier var imidlertid saa enkle og saa lige til, at de kom til at lyde paafaldende moderne; hele hans Livsanskuelse kan summeres op i følgende Ord af ham selv:

"Al sand Visdom findes kun fjernt fra Menneskene, ude i den store Ensomhed, og kan kun naas gennem Lidelser. Savn og Lidelser er det eneste, som kan aabne et Menneskes Sind for det, der er skjult for andre."

Man bliver ikke Aandemaner, fordi man selv vil det, men fordi visse mystiske Kræfter ude i Universet giver en det Indtryk, at man er udvalgt, og dette sker som en Aabenbaring gennem Drømme.

Denne mystiske Kraft, der spiller saa stærkt ind i Menneskenes Skæbner, kaldes Sila og er meget vanskelig at definere, ja endog blot at oversætte. Ordet har tre Betydninger: Universet, Vejret — godt eller daarligt Vejr — og en Blanding af sund Sans, Forstand og Klogskab. I sin religiøse Betydning bruges Ordet Sila om en Kraft, der kan tages i Besiddelse af Menneskene — en Kraft, der er personificeret i Silap Inua: Kraftens Herre, eller ordret: den, som besidder Kraften. Ofte bruges ogsaa Benævnelsen Pinga, en Aand i Kvindeskikkelse, der tænkes at opholde sig et Sted ude i Universet og kun kan komme til Stede, naar der er særlig Brug for hende. Man har ikke nogen bestemt Forestilling om, at hun er nogen Skaber af Menneskene, eller at Fangstdyrene skulde nedstamme fra hende; men alle frygter hende som en streng Husholderske, der kontrollerer alle Menneskenes Handlinger, særlig med Henblik paa Maaden, hvorpaa de behandler deres Fangstdyr.

Hun er til Stede overalt og lader høre fra sig, naar der er Anledning til hendes Indblanding. Et af Hovedbudene synes at være, at Menneskene maa omgaas deres daglige Føde med en saadan Ærbødighed, at intet maa gaa til Spilde. Naar en Ren dræbes, maa man derfor nøje iagttage visse Ceremonier, der gaar ud paa at hædre det dræbte Dyr, samtidig med at man omhyggeligt maa tildække alt, hvad man ikke bruger, selv om det kun er Indvoldene.

Endvidere er al Tabu rettet mod Sila og indstillet paa at holde Forholdet til denne Magt i Ligevægt; thi da de Betingelser, Sila stiller til Menneskene, ikke er store, straffer hun maaske netop derfor alle Overtrædelser med sin magtfulde Vælde, straffer med ondt Vejr, fordriver Fangstdyrene fra Stammens Jagtomraader med Sygdom, kort sagt: med alle de Ulykker, man mest frygter. Saaledes møder Rensdyreskimoerne i deres Tilværelse stadig Konflikter med Sila og sig selv. I denne Opfattelse røber man en bevidst Visdom, som kun kan gøre Krav paa vor Respekt.

En Aandemaner er Tolken mellem Sila og Menneskene, og hendes Hovedegenskaber er at helbrede Mennesker fra Sygdom eller at frelse dem fra andres Ondskab. Skal et sygt Menneske frelses, maa det give alle sine Ejendele fra sig; de skal bæres bort og lægges paa Jorden langt fra deres Boliger; thi naar et Menneske paakalder en stor Aand, maa det ikke eje andet end sit Aandedræt. (178-180).


Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 177-180. København, 1926.