Hugorme og snoge
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 136
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
64. Min Fader fortalte, da han var hjemme i Kare, at der var to Karle, der kom hjem fra Mønstring, og saa kom de forbi et Kroer, strags før de kom til deres Hjemstavn.
Der var jo flere inde, og de kommer til at svire og bliver noget berusede begge to.
Nu skulde de jo følges ad, og det var saadan om Eftermiddagen lidt før Aften, de gaar fra Kroeret. Saa kommer de igjennem en lille Skov eller Krat.
Da siger den ene til den anden:
"Har du ikke Lyst til at se, hvor mange Hugorme der er i denher Skov?"
Jo, det kunde være skjønt nok, siger den anden.
Saa gaar de hen og ser efter et Træ, der kunde være passende at kravle op i, saa de kunde der sidde og se ud over hele Skoven. Saa siger den Soldat, der skulde kalde Hugormene frem:
"Nu skal du tage og klavre derop, saa højt du kan komme."
Ja, det gjorde han ogsaa.
Dernæst tager han en Gren, og den skriver han en Krinds runden omkring sig med, og han staar saa inden i Krindsen og begynder at læse. Strags begynder Hugormene at samles og kom og lagde deres Næser lige paa Kredsen, som han havde skrevet. Naa, de bliver ved at samles og samles, og de lagde dem ovenpaa hverandre paa denher Krinds, te de laa lige saa højt op som til hans Bæltested. Det varede længe, før de var forsamlede allesammen, saa kom der én, og saa kom der en anden, og han kunde ikke vise dem væk igjen, før de var forsamlede allesammen.
Saa raaber han til ham, der sad oppe i Træet, og siger, om han kunde lade ham vide, hvor langt Solen var oppe.
Ja, den var nær nede, den var lige nede ved Bakken.
"Ja, saa raa Solen er under Bakken, saa ser I mit Begravelsessted her," siger han, "og du maa ikke vige fra det Sted, du er, inden Solen er oppe igjen, ellers bliver dit Sted der ogsaa."
Aldrig saa raa Solen var nede, saa faldt alle Ormene ind paa ham, og saa aad de ham op med Rub og Stub.
Den anden maatte sidde der oppe i Træet, til Solen kom, og saa raa den var oppe, var de alle sammen forsvundne. Han kunde nu gaa ned og fortælle den anden hans Forældre, hvor han havde fundet hans Død.
Lars Hansen Dun, Sønderholm.
65. Lav a boede ude i et Hus i Skoven Haarup-Krannestrup, laa min lille Dreng Martinus en Nat saa urolig. A troede, han vilde vande, og fornam efter ham, men greb saa i en Orm. Saa stod a jo op og fik Børnene af Sengen og ud i Køkkenet, og saa fik a Hugormen slaaet ihjel. Den var saa skred saa skred, og a troer, den havde været i Drengen, for han havde været skidt i en tre Dage, og saadan som han endda kunde spise i de Dage.
Han, der ejede Huset, kom anden Dagen, og a viste ham Ormen.
"Aa Skidt," siger han, "a har ligget baade mellem Snoge og Hugorme, er du ræd for det."
A var saa hvidslagen af Rædsel og sagde, a vilde ikke blive ved at bo i det Hus for aldrig det.
Det var nu i Slætten, men saa i September fik a min anden Dreng Kristian. Han blev kun 20 Uger, saa døde han i Rystelse (Krampe), og det var vist nok af den, der kom over mig, den Nat a slog Hugormen ihjel.
Margrete Jensdatter, Mejlby.
66. Der findes paa Møen saa mange Slags Orme, at der næsten intetsteds i Riget findes enten flere eller sjeldnere. Det er ikke blot Snoge og smaa Slanger, der krybe omkring her, men ogsaa store. Jeg har selv set for to Aar siden en graa eller askefarvet to Alen lang, med en stor Manke. Og sidste Foraar saa Bønderne i Hunø Sø et Slangehoved eller Hovedskal af en mægtig Størrelse med en vedhængende Manke, der næsten var større end en Hestemanke.
I et Tornekrat, som hører til Frenderupgaard, skulle endnu to færdes, som ere af den mest usædvanlige Størrelse. Og for nogle Aar siden dræbte Adelsmanden Peder Bakke's Skytte én, som var tolv Alen lang.
(Resen III, 108-109.)
67. En Mand gik ude ved Limfjorden, hvor der var et Dige. Der traf han paa en Vældt Hugorme, og blandt dem var en hvid. Den slog sig i et Hjul, og Manden blev ræd og løb skyndsomt op til hans Hus, hvor han slog Døren i efter sig.
Ormen slog et Baes mod Døren, og saa vendte den sig mod Bindehunden og bed den, saa den strags døde.
Hans Fladbirk, Søheden.
68. En Mand, der hed Just, stod og grov Overtørv her ude ved Røgild Krat. Da han saa graver ind under en stor Egebusk, kommer han til en Vældt Hugorme. Dem skytter han ikke om og render til Side, men vil dog have nogle flere frem og pirrer atter ved.
Da kommer der én, som er hvid, og den gav sig efter ham. Han var en stor, kraftig Mand, men løb dog nu ned over Agrene efter hans Hus, som laa neden under Bakkerne, og Ormen slog sig i et Hjul og rejste af og var lige i Hælene paa ham. Da han havde faaet Døren slaaet i efter sig, løb den imod Døren, te det klævrede i hele Huset.
Lars Kristian Nielsen, Vandeskrog.
69. Paa Ilbjærg Hede er der en Høj, som kaldes Sortehøj. Der var nogle, som grov i den, og saa stødte de paa en Masse Hugorme, der ligesom vrøvlede op og lagde dem ovenpaa hinanden. En af Folkene bandte paa, at han vilde bie, til den hvide Hugorm kom, men de andre rendte strags. Omsider blev det ogsaa ham for broget, og saa rendte han med og fik ingen Konge at se.
Peder Hansen, Grønning.
70. Søren Fristrup fandt en Gang ude i Heden sønden for Fristrup et Knippe Hugorme saa stort som et Sædeknippe. Da han slog dem ud, var der en hvid imellem dem, og saa fik han travlt med at komme af Sted.
Ane Eriksdatter, Børglum By.
71. Der er jo mange Hugorme i Vildmosen. To Karle, der var ude at grave Tørv, slog Væddesmaal om, at den ene skulde slaa Kreds om sig, og saa skulde han hente alle de Hugorme, der var.
Saa begyndte Ormene at komme, og der blev et Dige af Orme omkring Karlen, saa den anden kunde ikke se ham.
"Kommer der nu flere?" siger han der inde i Kredsen.
"Ja, nu kommer de hvide." -
"Saa er det forbi med mig, for det er Kongerne."
Saa væltede de ind over Stregen og stak ham ihjel.
Jens Mosen, Ø.-Br.
72. Naar man har taget Braadden af en Hugorm, og den kan naa at komme til Vand, kan den endda leve.
En Mand i Myren, saadan kaldes nogle Huse vest for Hammer Bakker, tøjrede Hugormene. Der var saa mange af dem omkring hans Hjem. Han listede sig til at sætte en Tvege paa Halsen af dem, og saa slog han en spids Pind gjennem Halen ned i Jorden, saa stod de der. Han var saa kjed af at have dem til at gaa i hans Have, og det var jo derfor, han var saadan efter dem. Men man siger jo, at jo mere man efterstræber dem, jo flere bliver der.
Grindsted, Vendsyssel.
