Huldre-katten (dansk)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Huldre-katten
Anker Eli Petersen
© 2006
For lang tid siden var der en karl på gården Fjøsna som kaldtes Mons. Han var en fremragende skytte og vildtjæger. Så engang var der kommet sådan en stor odder som holdt til i stenskredet i Fjøsna. Denne odder havde Mons et godt øje til, for det var en af de største oddere han nogensinde havde set. Mons sad der i stenskredet og lurede efter den gang på gang, men denne odder var usædvanlig snu og umulig at få sigte på.
Hvis Mons var i stenskredet om aftenen, kom odderen ikke ud før om morgenen, og hvis Mons var der om morgenen, så kom den ud om aftenen. Hvis det skete, at odderen gik ud mens Mons var der, var den så stille og varsom, at Mons ikke fik øje på den før den var så langt ude på søen, at det ikke kunne betale sig at skyde efter den.
Men så en aften hvor Mons sad i stenskredet og spejdede efter odderen, hørte han fnis og latter fra klippeudspringet i bjerget over ham:
"Ha, ha, ha! Mons får nok heller ikke skudt pus i aften. Han har ikke vasket sig om øjnene!"
Men da smed Mons træskoene og sprang til bækken for at vaske sig grundigt om øjnene, og så tilbage til stenskredet igen. Da var odderen kommet ud og lå og plaskede dernede, ganske tæt ved. Mons tog sigte og fyrede på den, og skuddet ramte rigtigt godt. Han gik så ned efter den, og det var en kæmpe-odder, var det. Han slængte den over skuldrene og slentrede hjemad.
Men han var ikke kommet langt, før han ligesom hørte svær gråd bag sig, som en småpige der græd. Han så efter bag sig, men kunne ikke få øje på noget, og gråden fulgte efter ham. Han blev vred over dette, og da han var næsten hjemme, vendte han sig pludselig om, drog kniven af skeden, spyttede på æggen og slog kors for sig med den. Og så sagde han: "Tvi dig huldre, som ikke lader kristent folk gå i fred!"
Da stoppede gråden brat. Han indså da, at det var en huldre-kat han havde skudt, og at det var en huldrepige som fulgte efter ham og græd over dette.
Kilde: 'Gamalt frå Etne' av Amund O. Fjøsne. Sunnhordland - Tidsskrift, Band XIX, 1938.
