III. Ynglingatals Sprog og poetiske Udtryk. Dets Forhold til andre norrøne Digte

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Den ældste Skaldedigtnings Historie


Sophus Bugge
1894


III. Ynglingatals Sprog og poetiske Udtryk. Dets Forhold til andre norrøne Digte.


Et Par Sprogformer i Ynglingatal beviser efter min Mening, at Digtet ikke kan være fra c. 860 eller overhoved fra 9de Aarhundred.

I Yt. 28(1) forekommer hjǫrr, der er opstaaet af ældre *heruʀ. Den tostavelses Form vilde her være uforenelig med Versemaalet. Men i mine Undersøgelser om Brages Digte, til hvilke jeg henviser, har jeg godtgjort, at en enstavelses Form hjǫrr i Norsk ialfald ikke er opstaaet før c. 900, mulig ikke før c. 950. Det samme gjælder þrǫm Yt. 52, af ældre *þramu. Det kan heller ikke godtgjøres eller gjøres sandsynligt, at Formen burs (Gen.) Yt. 32 har været brugt i 9de Aarh. Det er en Analogidannelse istedenfor den ældre i Eddadigtene og andre Kvæder bragte Form burar efter Nomin. burr. Men denne Nomin. selv er i Norsk neppe ældre end Aar 900, da vi paa Røk-Stenen finde sitiʀ = oldn. sitr.



Det gjælder om Ynglingatal, i Lighed med hvad jeg har udviklet om Brages Vers, at det paa Grund af de i Digtet forekommende kenningar er utilstedeligt at holde det, saaledes som f. Ex. Finnur Jónsson gjør, for ældre end næsten alle nu bevarede Eddadigte. Thi de for Ynglingatal eiendommelige kenningar har tværtimod, om end i noget mindre Grad end de i Brages Vers, et mere afledet, mindre oprindeligt Præg end de i Eddadigtene forekommende. Dette har allerede Svend Grundtvig (Er Nordens gamle literatur norsk? S. 83 f.) rigtig fremhævet.

I Ynglingatal bruges kenningar, som bestaar af flere Led end nogen kenning, som forekommer i et heroisk Eddadigt. Ilden betegnes i Yt. ved mange flere forskjellige kenningar. En af disse er dynjandi bani Hálfs (tidligere vel Háálfs eller Hǫ́olfs) Yt. 10 «Halvs knitrende Bane», som hentyder til Sagnet om, at Kong Halv i Hordaland blev indebrændt. Intet Eddakvad bruger en kenning, som henviser til et særlig norsk Heltesagn.

I Yt. 12 betegner Glitnis Gná vistnok «Hel». Her er altsaa Navnet paa en Guddom Gná anvendt i omskrivende Betegnelse for en anden Guddom. Dette er et af de i Ynglingatal bragte Kunstlerier, som har mange Analogier i andre Hird skaldes Digtning, men til hvilke det poetiske Udtryk i Edda digtene endnu ikke er naaet frem(2). Saadanne Udtryk er bl. a. foranledigede derved, at de med týr «Gud» sammensatte Navne paa Oden, Sigtýr, Hertýr og fl., af Skaldene feilagtig blev op fattede som sammensatte med Navnet paa en fra Oden forskjellig Gud Týr.

I Yt. 27 er en Okses Horn betegnet som farra trjónu flæmingr, og efter dette Vers er flæmingr opført i den versificerede Fortegnelse over poetiske Betegnelser for «Sværd». Hvad betyder dette Ord? Flæmingjar er Flamlændere. Altsaa er flæmingr sandsynlig egentlig «et flamsk Sværd». Det er jo ikke sjælden Tilfældet, at Vaaben saaledes faa Navn efter det Land, fra hvilket Nordmændene har faaet dem. F. Ex. oldn. peita «Lanse» er egentlig en Lanse fra Poitou. Hvis denne Forklaring er rigtig, tør deraf gjøres flere Slutninger.

Flandern nævnes i Vikingetogenes Historie første Gang 820, da Normanner forgjæves søgte at plyndre Kysterne der. Næste Gang vende danske Vikinger sig i 850 paa et Plyndretog mod Flandern, dog mere i Forbigaaende.

Nu maa det fremhæves, at der sandsynlig maatte gaa en Stund hen, etterat danske Vikinger første Gang havde brændt nogle Hytter paa Flanderns Strand, inden en norsk Digter betegnede et Sværd som flæmingr «et flamsk Sværd», hvad enten han kjendte et saadant Sværd derfra, at det som Krigsbytte eller ved fredelig Samfærsel var kommet til Norge, eller ad en anden Vei, og hvad enten det nu var om et flamsk Sværd i Almindelighed, at Ordet først blev brugt, eller det var om et bestemt Sværd, som blev baaret af en navnkundig Kriger. Herfra er der igjen et langt Skridt til den afledede kunstlede Brug, som foreligger i Ynglingatal, hvor en svensk Okses Horn er kaldt Oksehovedets (eller egentlig Oksetrynets) flæmingr, altsaa uden nogen Tanke paa Ordets oprindelige Betydning.

Naar man overveier alt dette, tror jeg, man med mig vil finde det utænkeligt, at et Digt, hvori flæmingr «Flamlænder, flamsk Sværd» er brugt paa denne Maade, skulde være digtet saa tidlig som c. 860(3).



Vigtige Bidrag til Bestemmelsen af den Tid, paa hvilken Ynglingatal er forfattet, faa vi gjennem en Række af Udtryk, der efter min Mening vise, at Forfatteren har kjendt adskillige Eddadigte.

Man kan vistnok i det enkelte ved flere Udtryk være uvis, om de godtgjør, at Forfatteren af Ynglingatal har kjendt et Eddadigt, hvori samme Udtryk forekommer, eller om Overensstemmelsen kun grunder sig paa, at begge Skalde digter i det samme Digtersprog, som fra umindelige Tider af eiede mange episke Formler, der kunde betragtes som Skaldenes fælles Fond.

Som Bevismaterial vover jeg derfor ikke at benytte følgende Udtryk. skilfinga nið hæfis hjǫrr til hjarta stóð Yt. 28; jfr. stóð til hjarta hjǫrr Sigurði Sig. 21, stǫndumk til hjarta hjǫrr Fáfn. 1, lætr hann megi hveðrungs mund um standa hjǫr til hjarta Vspá 55. Heller ikke sínu fjǫrvi of fara Yt. 40; jfr. þínu fjǫrvi um farit Lok. 57.

Det kan vistnok ikke sjælden bero paa et Skjøn, hvad man saaledes vil betegne som poetisk Fællesgods, og Andre vil maaské dertil henregne enkelte af de Udtryk, jeg i det følgende benytter som Bevismaterial. Men om end saa er, vil det dog af mine Sammenstillinger i det følgende med Sikkerhed fremgaa, at Forfatteren af Ynglingatal har kjendt flere Eddadigte.

Jeg nævner følgende, þá er bræðr tveir | at bǫnum urðusk Yt. 21 jfr. bræðr munu berjask | ok at bǫnum verðask Vspå 45. Veit ek Eysteins | enda fólginn Yt. 33 jfr. Ek sá Baldri | . . . ørlǫg fólgin Vspå 31. Herved er at mærke, at samme Haandskrift af Vspá i Str. 38 har sá hon, hvor Haandskrifter af Snorres Edda har veit ek; jeg tror derfor neppe, at Ligheden er tilfældig. Býleists bróður Yt. 45 jfr. bróðir Býleists Vspá 51 og Hyndl. 40. hveðrungs mær Yt. 47 jfr. megi hveðrungs Vspá 55. Denne Over ensstemmelse synes mig fuldt bevisende. Mindre Vægt lægger jeg paa Durnis Yt. 2 jfr. Durinn Vspá 10 paa Grund af den formelle Afvigelse. garmr Yt. 7 kan forudsætte enten Vspá 44 o. s. v. eller Grím. 44. Forfatteren af Ynglingatal har altsaa kjendt Vǫluspá. Ligeledes har han kjendt Grímnismál. Hvis Odensnavnet Þrór med rette læses Yt. 51(4), er det laant fra Grím. 49. Odensnavnet Þriði Yt. 47 er laant fra Grím. 46. Jættenavnet Søkkmimir Yt. 3(5)) er laant fra Grím. 50.

For det Tilfælde, at nogen skulde mene, at Forfatterne af Vǫluspá og Grímnismál omvendt skulde have kjendt og laant Udtryk fra Ynglingatal, vil jeg godtgjøre, at en saadan Mening er utilstedelig. Først omtaler jeg Forholdet mellem Grímn. og Yt.

Søkkmimir nævnes kun Grímn. 50 og Yt. 3 foruden i Fortegnelsen over Jættenavne i Sn. E.; Grímn. hentyder til en bestemt Mythe om ham og kan derfor ikke have øst sin Kundskab om ham fra Yt. I Grímn. 49 gives Oplysning om, under hvilke Forhold Oden kaldtes Þrór, og dette Navn kan derfor her ikke være laant fra Yt. Ligesaa lidet kan Þriði i Grímn. 46 være laant fra Yt. 47, thi Grímn. kjender foruden en Mængde andre Odensnavne ogsaa Hár og Jafnhár, med hvilke Þriði nødvendig hører sammen. Altsaa har Forfatteren af Yt. laant fra Grímn.

hveðrungr forekommer foruden i Jættefortegnelsen i Snorres Edda kun i Vspá 55 og i Yt. 47. Men kun Vǫluspá viser os, saaledes som jeg i det følgende skal søge at godtgjøre, Udtrykkets Oprindelse, og dette maa derfor fra Vspá være gaaet over til Yt.

Navnet Býleistr kan fra Vspá 51, hvor «Byleists Broder» omtales, være gaaet over til Yt. 45, som omtaler «Byleists Broders Datter»; det omvendte Forhold er her uantageligt. Desuden er Yt. i sit poetiske Udtryk overhoved mindre oprindeligt end Vǫluspá, og det samme gjælder dets Versemaal. Derfor kan Forfatteren af Vǫluspá ikke have laant fra Yt. Det omvendte har været Tilfældet.

Udtrykket hlíðar þang Yt. 34 synes at være laant fra hlíðþang Alvissmål 28, uagtet hint er usammensat, dette sammensat. At við foldar þrǫm Yt. 52 forudsætter vid jarðar þrǫm Hyndl. 35, vil jeg derimod ikke paastaa.

De Gudedigte, af hvilke Ynglingatal tydeligst viser sig at være paavirket, Vǫluspá og Grímnismál er, som man nu almindelig anerkjender, ikke ældre end 10de Aarh.(6) og de er, som jeg andensteds udførlig skal søge at vise, digtede i Britannien.

Flere af de mythiske Navne, som Ynglingatal indeholder, er dannede af Nordboerne i Britannien efter kristelige eller antike Betegnelser. Þriði, d. e. Tredje, har sin Oprindelse fra den tredje i den kristelige Treenighed. Kirkefædrene kalde den hellige Aand ofte «den tredje»(7). At Býleistr, Navnet paa Lokes Broder, er Omtydning af Belzefuth, som Navnet Beelzebub findes skrevet hos Irlænderne, har jeg Stud. I, 72 f., 418 begrundet. mǫgr hveðrungs, der i Vspá 55 er brugt som Betegnelse for valdýr «det dræbende Dyr», staar i Forbindelse med ags. hweoðerung «Brusen»(8) og synes at være dannet under reel Indflydelse fra Apokalypsens Udtryk de Mari bestiam ascendentem (13, 1). Altsaa synes mǫgr hvedrungs at betegne «Havbrus-Dæmonens Søn».

Hel kaldes Yt. 13 Loka mær «Lokes Datter»(9), og Loki er etter min Mening en nordisk Omtydning af Lucifer(10).

I Yt. 41 kaldes Ilden sonr Fornjóts. Jeg skal en anden Gang søge at gjøre det sandsynligt, at dette Navn er kommet fra England og at det ligesom ags. Fornetes (Gen.) er en Omtydning af Phoroncus(11). Oden kaldes i Yt. 4 Vilja bróðir Broder af Vili «Vilje»(12). Denne Odens Broder har, som E. H. Meyer har seet, sin Oprindelse fra Voluntas «Vilje» som Betegnelse for Sønnen i den kristelige Treenighed, lige som Vé (Vee) fra den hellige Aand.

Navnet paa Helhunden Garmr er efter min Mening(13) en Ændring af Cerberus, hvilken Form vi tør formode allerede i Irlænderes Mund kunde forandres i Lighed med irsk carmocol = lat. carbunculus, mlat. vermenaca af verbena, mlirsk agarb af lat. acerbus. Man har formodet(14)), at Ændringen til Garmr skulde have sin Grund i Tilknytning til et hjemligt garma. Dette er dog i nynorske Dialekter ikke fundet brugt om Hunde, men betegner «brøle stærkt» om Kjøer; det brages kun i østnorske Indlands-Dialekter, altsaa fjærnt fra det Culturomraade, hvor Garmr maa antages at være blevet til.

I Yt. 12 kaldes Hel jódís úlfs ok Narfa, «Ulvens og Narves Søster»(15), hvilket forudsætter Kjendskab til Mythen om Fenres ulven. Det skal andensteds blive nærmere paavist, at Mythen om Fenresulven, saaledes som allerede E. H. Meyer har antaget, er skabt under Indflydelse af Meddelelser fra kristne Mænd.

Min Bestemmelse af Tid og Sted for Ynglingatals Tilblivelse er ikke afhængig af den her antagne Sammenhæng mellem flere i Yt. forekommende mythiske Betegnelser paa den ene Side og jødisk-kristelige eller græsk-romerske Meddelelser paa den anden. Denne Bestemmelses egentlige Grundlag dannes tværtimod, som man vil se, af mange andre Forhold. Men da de anførte mythiske Betegnelser ifølge den her foran givne Forklaring føre til ganske det samme Resultat, tror jeg at have Ret til ogsaa at optage dem som Led i min Argumentation.



Ynglingatal viser desuden Kjendskab til de vigtigste af de i Eddadigtene behandlede Heltesagn. Yt. 37 omtaler Jonakrs Sønners Død ved Stenkastning, hvorom der kvædes i Hamðismál 25. Jeg har godtgjort, at Hamðismál er ældre end Brages Skjolddigt, der tildels handler om samme Æmne. Der kjendes intet norrønt Digt ældre end Hamðismál, som har behandlet dette Æmne. At man heller ikke i 13de Aarh. paa Island kjendte noget ældre Digt om dette Sagn, tør sluttes af Navnet Hamðismál en fornu «det gamle Digt, som indeholder Replikker af Hamder». Jeg slutter derfor, at Ynglingatal sandsynlig er yngre end Hamðismál. Sidstnævnte Digt henfører Finnur Jónsson (Litt. Hist. I, 66) til c. 925—950.

Grímhildr Yt. 4 viser Kjendskab til Nivlungesagnets Grimhild, som øver Trolddom(16).

Brugen af buðlungr for «Konge» i Almindelighed i Yt. 48, 50 ligesom i Helgedigtningen forudsætter ældre Digte om Budlungen Atle og om Brynhild, og den er maaské laant fra Helgedigtene. Udtrykket norna dómr Yt. 47 findes ellers i Fáfn. 11 og i Herv. s. S. 289 (Bugges Udg.).

Brugen af siklingr Yt. 1 henviser snarest til Helgedigtningen, hvor Ordet er anvendt nærmere ved den oprindeligere Brug, hvoretter Ordet har betegnet «en af den bestemte Æt: Siklingerne» (17).

Ligesom en Række af mythiske i Ynglingatal forekommende Navne, som jeg i det foregaaende har nævnt, forudsætter Paa virkning fra kristne Folk i Britannien, saaledes er ogsaa de Eddadigte, til hvilke Ynglingatal forudsætter Kjendskab, efter hvad jeg andensteds udførlig skal begrunde, digtede af Nordmænd i Britannien eller under Paavirkning fra Britannien. Dette vækker det Spørgsmaal, som jeg i det følgende skal søge at besvare, om ogsaa Ynglingatal er forfattet i Britannien.

Da Ynglingatal, som jeg har godtgjort, forudsætter en hel Række af Digte fra 10de Aarh., kan det ikke være forfattet før langt ind i 10de Aarh., snarest — som man maa formode — i anden Halvdel af 10de Aarhundred.



Paa den anden Side er Ynglingatal etterlignet i Háleygjatal og altsaa ældre end dette Digt, der synes at være forfattet c. 995.

Forfattet i samme Versemaal som Ynglingatal er Egil Skallagrimssøns Sonatorrek eller Mindedigt over hans døde Sønner, hvilket efter Finnur Jónsson er fra 960 (18), og hans Arinbjarnarkviða, der efter F. J. er fra c. 962. Disse Digte ligner Ynglingatal meget i Sprogtone, om end ikke i poetisk Karakter. Jeg faar bestemt Indtryk af, at Ynglingatal tilhører væsentlig samme Udviklingstrin i Kunstdigtningens Historie som de nævnte Digte og ikke ligger langt fra dem i Tid.

Stærkt fremhæver jeg Udtrykket markar dróttinn baade i Yt. i Fris. S. 33 og i Arinbj.(19). Dette Udtryk ligesom flere andre foran nævnte synes mig at tale for, at den ene Digter har etterlignet den anden. Hvilken Digter er nu Forbilledet og hvilken er Etterligneren? Hvordan man end forklarer Arinbj. 6, saa er Udtrykket her kunstlet, medens markar dróttinn i Yt. «Markens (Landets) Konge» er ganske enkelt. Derfor maa Egil her vistnok have etterlignet Ynglingatal; det omvendte synes udelukket. Hermed stemmer det godt overens, at Arinbjamarkviða og Sonatorrek med Hensyn til det poetiske Udtryk overhoved er mere kunstlede end Ynglingatal.

Arinbj. 8 b:

sú gjǫf
gulli betri
hróðigs konungs
of heitin var

synes ligeledes at forudsætte Yt. 53:

Rǫgnvaldr
reiðar stjóri
heiðum-hár
of heitinn er.

thi paa sidstnævnte Sted har of heitinn en langt fyldigere Betydning. Finnur Jónsson holder Ar. 8 b for en uægte Tilføielse.

Endelig kan det mærkes, at Egil, som ynglings burar Ar. 3 viser, kjender de norske Kongers Forbindelse med Ynglingeætten. Deraf, at Formen burs forekommer Yt. 32, tør jeg ikke slutte, at Ynglingatal er yngre end Arinbjarnarkviða.

Efter denne Sammenligning mellem Ynglingatal paa den ene Side og Sonatorrek tilligemed Arinbjarnarkviða paa den anden skulde Yt. være ældre end 960, hvis Sonatorrek er digtet i dette Aar (hvilket jeg ikke holder for sikkert). Paa den anden Side har jeg foran fundet Grund til at formode, at Ynglingatal ikke er digtet før 950, fordi Forfatteren viser Kjendskab til flere Eddadigte, som ikke synes at være synderlig ældre end 950(20).

Ved Midten af 12te Aarh. var Ynglingatal kjendt paa Shetlandsøerne, thi Hjaltlændingen Odde den lille digtede i Palæstina under Korstoget 1154 Vers, som viser Etterligning af Ynglingatal(21).



Fotnoter:

(▲ etter fotnoten fører tilbake til teksten)

  1. Yt. d. e. Ynglingatal. Det efter Yt. her og i det følgende nævnte Tal er Strophetal efter Wiséns Udgave. ▲
  2. Dog er et Udtryk som linnvengis Bil Oddr. 33 om en menneskelig Kvinde nær beslægtet. ▲
  3. Noreen (Ordlista öfver Dalmålet) sammenstiller derimod flæmingr med Dalmaalets fläma «släthugga (timmer)». Men Betydningen synes mig at gjøre dette mindre sandsynligt, da Hornet sammenlignes med Sværdet paa Grund af dettes Od. ▲
  4. niðkvísl . . þróttar þrós. Istedenfor det sidste Ord har Fris. þvrs. Til dette holder Noreen (Uppsalastudier 225) sig, naar han oversætter: «den i styrka jättelikes (d. v. s. Guðrøðr «gǫfogláte») ättegren». Dette synes mig ikke rigtigt, thi þurs er Skjældsord for en Jætte og kan aldrig bruges ved hædrende Betegnelse for et Menneske. Vigfusson indeætter efter Formodning þróttar burs «Odens Søn» d. e. Frøys. ▲
  5. Jeg forstaar savc, søc som Søkk-, jfr. Sekmimir Sn. E. I, 551 og søger deri et Substantiv, som betyder «Sænkning, Dyb» og hører til søkkva. I Yt. 3 formoder jeg, at Linjen þeira Søkkmimis skal udtales þéra (== got. þizé) S. Den samme Form kan ogsaa antages H. Hund. I, 51 L. 9, hvor Haandskriftet har þeira er benlogom. Noreen forklarer derimod (Uppsalastudier 205) Sǫkmimir af sǫk sakar og læser med Torbjørnsson i Yt. 3 þeira Sǫkmims (S. 202). Denne sidste Forandring synes mig mindre sandsynlig, fordi den imod Haandskrifterne ophæver Overensstemmelsen mellem Grímnismál og Ynglingatal ved et Navn, som ellers ikke forekommer. ▲
  6. Finnur Jónsson (Litt. Hist. I, 66) sætter Vǫluspá til c. 935 (940), Grímnismál til c. 900—925, Alvíssmál til c. 950 (975). ▲
  7. E. H. Meyer Vǫluspá S. 81. ▲
  8. Jfr. dog ogsaa nynorsk i Vest-Telemarken og i Lister og Mandals Amt kvidra «fare frem og tilbage med korte, raske Bevægelser; vimse, spille», ogsaa «vrimle, mylre» (Ross), i Sætersdalen kvera, i Hardanger kvirra «lufte bygevis kun saa vidt, at Vandet kruses let i Striber eller Flækker» (Ross) og oldnorsk hviða «Vindstød». ▲
  9. Om Noreens Opfatning af Udtrykket Loka mær se Excurs. ▲
  10. Loki er opstaaet under Indflydelse af ags. loca mase. «Indelukke», der bruges om Helvede (álýsde léoda bearn of locan déofla Elene 181, under líges locan Crlst 1621 «ned under det flammende Indelukke», til Helvede), og under Indflydelse af nordiske Afledninger af lúka, lukke. ▲
  11. Anderledes Noreen Uppsalastudier S. 219. ▲
  12. Som Dværgenavn har Vili i Vspá 13 lang første Stavelse, som Sievers har seet. Det er opstaaet af eller at forandre til Vilje, ligesom Fíli Kíli — Filje Kilje. Ligesaa kaldes Oden i Sonat. 23 bróðir Vilis (Viljes), og i Gylf. samt i Lok. 26 nævnes Accus. Vilja som Navn paa den ene af Odens Brødre. Herefter kan jeg ikke med Noreen (Uppsalastudier 208 f.) oversætte vilja bróðir i Yt. ved «andens broder». Naar Noreen kalder det «et senere theologisk Paafund», at Oden havde en Broder Vili, saa maa mærkes, at denne Broder nævnes i Lokasenna, der er ældre end Sonatorrek og efter min Mening ældre end Ynglingatal. Fremdeles, at Formen vilis ikke ellers kan paavises af Appellativet. Noreen har ikke paavist «Broder» brugt i den norrøne Poesi i en Forbindelse som «Aandens Broder», og at vili kan betyde «Aand», finder jeg ikke godtgjort ved vilja byrgi Yt. 6. Den eneste Grund, som Noreen anfører mod at forstaa vilja Yt. 4 som Navn, er, at det i Yt. 6 er Appellativ. Men en Forfatter, der nævnte Navnet Vili, kunde jo ikke derved være afskaaren fra at bruge det almindelige Appellativ vili, naar det ingen Misforstaaelse kunde vække. ▲
  13. Studier I, 172. ▲
  14. Østby og Falk i Aarbøger f. n. O. 1891 S. 276 f. ▲
  15. Jfr. herom Excurs. ▲
  16. Noreen (Uppsalastudier 209) forstaar liðs grimhildr som «den svara kampen i lederna, alltså ledkramp». Men jeg har aldrig seet hildr eller et synonymt Ord brugt paa lignende Maade i norrøn Digtning. Noreens Forklaring modbevises efter mit Skjøn af Epithetet trǫllkund «som er af Troldeslægt». Den synes mig heller ikke at passe godt til troða, som derimod passer meget godt om en Troldkvinde. ▲
  17. Jeg kan ikke dele Noreens Opfatning af dette Ord i Uppsalastudier 196, hvilket det her vilde blive for vidløftigt at udvikle. Mærk saaledes Vilja bróður Yt. 4 jfr. bróður Vilis Son. 23. bågi Yt. 4 og Son. 24, 25. Begge Digtere ynder Ordet hrør eller hrer. [Noreen (Uppsalastudier 222) holder hreyr for den bedste Form og mener, at Ordet er opstaaet af *hraiwiz. Herimod taler Formen hręr Guðr. I, 5 og 11, hrer oftere. Desuden Form og Betydning af hrørna; jfr. hrørask, hrøðask Fáfn. 6, nyisl. hrörlegur «forfalden». Jeg henfører hrør til ags. hréosan «falde» og mener, at ey i hreyr som sædvanlig er Tegn for ø.]

    Det ikke saa særdeles hyppig forekommende þroask bruges Yt. 51 og af Egil Son. 13, Hǫfudl. 14 og i en Afledning Arinbj. 9. mildgeðr Yt. i Fris. S. 33 og Arinbj. 15. sigrhafendr Yt. 52 jfr. Sigrhǫfundr Son. 21.

    jódís úlfs ok Narfa Yt. 12 om Hel jfr. nipt Nara Hǫfuðl. 10, Tveggja bága njǫrvanipt (?) Son. 25. of heitinn er Yt. 53 sidst i Strophen (se i det følgende) jfr. of heitin var Arinbj. 8 b (efter F. J. uægte) sidst i Strophen.

    Egil bruger Arinbj. 20 ór legvers Iǫngum knerri «ud af Ligge-Værets lange Skib» som Udtryk for Huset eller Hallen. Ligesaa har jeg i Paul— Braunes Beitr. XIII, 196 i Sonat. 6 formodet á nóttvers (for nockvers) nǫkkva «paa Natteværets Baad» d. e. «paa Leiet». Disse Udtryk har flere Sidestykker (jfr. ǫlknarrar at sjávar naðri Eyjolfr daðaskáld i Ól. s. Tr. 20, 3). Vi finde her den af Noreen (Uppsalastudier 211) savnede Analogi for Opfatningen af arinkjóll Yt. 7 (d. e. Arnens Skib) som «Huset» og i samme Betydning brandnór «Dørstolpernes Skib» Yt. 34 og toptar nǫkkvi «Tomtens Baad» sammesteds.

    [Noreen (Uppsalastudier 211) finder i Yt. 6 og 7 kun sagt, at Vísburr, som ifølge Noreen skal være identisk med Vanlandi, efter sin Død blev brændt af sine Sønner. Denne Mening kan jeg ikke dele, thi det, at Kongens Lig brændtes, vilde da være fortalt baade i Str. 5 (sá brann o. s. v.), 6 (sævar niðr svelgja knátti) og 7 (glóða garmr glymjandi). Men Ynglingatal indeholder intet andet Exempel paa en saa stødende Tautologi. Ogsaa flere andre Grunde, som jeg ikke skal nævne, taler efter mit Skjøn mod Noreens Mening.]

    Fremdeles kan nævnes, at hǫfuðbaðmr findes i Yt. 54 og Arinbj. 17. Men det er ikke sikkert, at den Halvstrophe, Wisén har optaget som Yt. 54, har hørt til Ynglingatal; se i det følgende. [Verbet viða, som findes i Yt. 1, 31, 62, forekommer hos F. J. i Son. 8, 6, men, som det synes, ifølge Gjætning for Afskrifternes uoga, der ligger nærmere ved vega. Jeg beklager, at jeg i Finnur Jónssons Udgave af Egils Vers ikke overalt tydelig kan se, hvilke Ordformer kun grunde sig paa Gjætning og hvilke har Hjemmel i Afskrifter.] ▲
  18. Efter andre fra c. 975. ▲
  19. I Arinbj. 6

    Þó bolstrverð
    of bera þorðak
    maka hæings
    markar drótni

    giver man sædvanlig følgende Forklaring: hæings maka (Hanfiskens Mages d. e. Hunfiskens) markar (d. e. Havets) drótni. Jeg formoder markar hæings (d. e. Ormens) maka (d. e. Gunnlads) bolstrverð og forstaar drótni alene som Betegnelse for Kongen. Oden krøb i Ormeham ind til Gunnlad, derfor kunde hun kaldes Ormens maki; jfr. ags. gemaca, der ogsaa bruges om en Kvinde. ▲

  20. Om Forholdet mellem Yt. og Haustlǫng taler jeg ikke i denne Afhandling. ▲
  21. Flat. 11, 486 f. ▲
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=III._Ynglingatals_Sprog_og_poetiske_Udtryk._Dets_Forhold_til_andre_norrøne_Digte&oldid=23626»