Iarqas far (Rosing)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Iarqas far
Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing
Fortællingen, Iarqas far, indledes altid af en anden end den, der fortæller den til ende. Her indleder Asîneq – og Ũmâtsiakajik fortsætter.
En dag hørte en mand fra Qíngeq, at kvinderne ved Ingmíkêrtoq var alene hjemme. Manden fik en uimodståelig lyst til at aflægge kvinderne en visit og sagde opstemt: »Jeg vil ud til dem og lege lampeslukning med dem«. Om sin lampeslukningsfærd fortæller manden fra Qíngeq:
»Jeg skyndte mig at bære min kajak ned, og så roede jeg ud gennem fjorden for under slukkede lamper at beligge Ingmíkêrtoq-folkenes dejlige kvinder.
Jeg havde roet en tid, da jeg blev stoppet af sammenhængende tyndis. Der var ikke andet at gøre end at ty ind til Quarmîn, hvor jeg krøb ind i husgangen. Det var ved at være mørkt.
Mens jeg sad og krøb sammen i husgangen til det ubeboede hus, hørte jeg pludselig under mig: »îq – îq.« Jeg påkaldte min sagdilîlijaq, d. v. s. min tôrnârdik, og snart hørte jeg dens råb: »Ululôq — ululôq«. Og det jeg havde hørt: »Îq – îq«, flygtede bort, lyden døde hen ude over fjorden. I fred og ro overnattede jeg herefter i husgangen.
Næste morgen var tyndisen brudt op, og jeg nåede velbeholden frem til Ingmíkêrtoq, hvor jeg gik ind til Iarqas far, og jeg bad ham fortælle til tidkort.«
Her griber Ũmâtsiakajik ordet og fortæller:
Om aftenen ankom manden fra Qíngeq til Ingmíkêrtoq. Som skik er for besøgende løste han livremmen op og smøgede bukserne ned og satte sig på den bare ende på yderkanten af sidebriksen.
Mens manden fra Qíngeq sad der, henvendte Iarqas far sig til sin kone: »Følg mig ud til kødgraven og hent noget ind fra spækposen. Vores gæst må være sulten.«
De gav sig til at spise, og da de alle var mætte, tændte man mange små spæklamper, agdîn. Iarqas far underholdt sig med sin gæst og berettede om sine oplevelser fra barndommen. Omkring dem løb Iarqas fars kæledægge, hans barnebarn. Han var en kvik lille fyr, som lige havde fået magt over sine ben.
Mens de således sad og hyggede sig, hørtes der et slag som med en hammer ude i husgangen. Qíngeq-manden kiggede ud, men der var intet at se.
Iarqas far fortalte videre. For anden gang hørte man »hammerslaget«, denne gang længere inde i husgangen. Qíngeq-manden kiggede ud.
For tredie gang hørte man »hammerslaget« og en harken. Gæsten kiggede ud, og da så han et genfærd, på nippet til at bryde gennem indgangsåbningen.
Med et vræl: »Nu bryder den ind til os«, sprang gæsten som en hund, med bukserne nede om knæene, langt ind på hovedbriksen til sine værtsfolk. Iarqas far hoppede af skræk ovenpå værktøjskassen foran briksen.
Ude fra husgangen råbte genfærdet: »Alt levende skal udryddes. Êq – êq.« Og dette langtrukne êq voksede i styrke.
Iarqas far var den eneste gamle i huset, som kunne have viden om forsvar mod genfærd. Den gamle så sin lille kæledægge forsøge at springe op på briksen, men hver gang faldt barnet bagover af bare skræk.
Iarqas far kom i tanker om gæsten, i hvem han mente at kunne få støtte, og da han så sig om efter ham, så han ham med enden blottet gnide sig op ad kvinderne, som havde samlet sig i en klynge på briksen for at søge ly.
Iarqas far greb sin kæledægge og lod ham dumpe ned til kvinderne. Genfærdet råbte: »Alt levende skal udryddes. Êq – êq«.
Som lukke for sidebriksene stod store flade sten på højkant. Dem tyede Iarqas far til. Men hver gang han havde fået én løftet op for at kaste den på genfærdet, gled den ud af hænderne på ham og faldt klirrende tilbage på gulvfliserne.
Frem dukkede genfærdet. Hovedet var kødløst og blegnet, og kroppen lignede en stærkt plettet fjordsæl.
Da Iarqas far ikke kunne løfte de flade sten ved sidebriksen, greb han den nærmeste lampe og gik genfærdet i møde. Han holdt den brændende lampe over hovedet og kastede den efter genfærdet, der dukkede sig, men dog blev ramt hårdt mellem skuldrene, Med et frygteligt vræl flygtede genfærdet ud af husgangen. Iarqas far greb en øseske og løb barfodet ud efter genfærdet. Ude i husgangen lå den halve lampe. Den anden halve lå neden for møddingen.
Således fortalte den generation forud for os om Iarqas far, der fordrev genfærdet. Vi i dag kan ikke fortælle mere, men meget tyder på, at fortællingen oprindelig har været længere.
Kilde
Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 65-66, København, 1963.
Næste kapitel ►
