Indledning Nordiske Heltesagaer (FWH)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nordiske Heltesagaer

Indledning

Frederik Winkel Horn
Kjøbenhavn 1876

De nordiske Heltesagaer have deres Rod i den storartede Digtning, der i Oldtiden trivedes og blomstrede i alle Nordens Lande, som i Henseende til sin første Oprindelse viser tilbage til den fjærne Fortid, da den gotisk-germaniske Folkestamme endnu ikke havde sondret sig i de to Folkegrupper Nordboer og Germaner, og hvis kosteligste Rester ere komne til os i deres nordiske, af det gamle Hedenskab prægede Form, bevarede og samlede paa Island, navnlig i den saa kaldte ældre eller Sæmunds Edda, medens den i de gamle angelsaxiske Kvad, navnlig Bjovulvsdrapen, og endnu mere i de tyske middelalderlige Digte (Nibelungenlied, Kudrun) træder os i Møde kristnet og i det hele i en af senere Tiders Kultur stærkt paavirket Skikkelse. Som Grækenland havde sine Oldtidssangere, har Norden ogsaa haft sine, der dels besang saadanne Æmner, som allerede den Gang vare overleverede fra en fjærn Fortid, dels saadanne, som mer eller mindre umiddelbart maatte have Interesse for dem, de sang for. Naar der ikke heraf i Norden som i Hellas udviklede sig store samlede Digtninger, maa Grunden nærmest søges i den ejendommelige Udvikling, Forholdene tog i Oldtidens Slutning, den stormfulde Vikingetid, der kun lidet egnede sig til at give saadanne aandelige Storværker Trivsel, og i den helt nye Retning, alt fik ved Kristendommen. Som Sagerne stillede sig, naaede disse Sange, hvor mange Forudsætninger de end bare i sig til Udvikling af en betydelig Kunstpoesi, ikke ud over Folkedigtningens Stade.

I den ældre Eddas Gude- og Heltekvad have vi, som alt antydet, de ypperste Rester af denne Digtning i mer eller mindre oprindelig poetisk Form, naturligvis med de Forandringer i sproglig Henseende, som maatte blive Følgen af en igjennem Aarhundreder fortsat Tradition, men det er langt fra de eneste. Kjendte vi ikke andre, vilde vi, hvor ypperlige de end ere, kun kunne danne os en meget ufuldstændig Forestilling om denne Digtning, navnlig om det umaadelige Omfang, den har haft. Det er i Virkeligheden saa, at hele den utallige Skare af heroiske Oldsagn, vi dels kunne sige, at vi kjende, dels kun kunne skimte i svage Omrids, dels kun af et bevaret Navn eller et enkelt Træk vide have været til, forudsætter en tilsvarende Besyngelse. Kun en liden Rest af de oprindelige Kvad have vi tilbage, og selv naar vi ogsaa tage Hensyn til, hvad der i vor Middelalders Kæmpeviser er levnet os af Sange, der mer eller mindre vise os, hvorledes Oldtidens Digtning omformedes efter Tidernes skiftende Tarv og Trang, er det kun en forsvindende Del af de Sagn, som en Gang have været kjendte her i Norden i poetisk Form, der ere naaede til os med Bevarelse af denne. Det er ikke her Stedet til at føre noget Bevis for, at alle vore Oldsagn grunde sig paa en Oldtidsdigtning; om denne Sætnings Rigtighed ere alle sagkyndige enige, og naar den er givet, er det med det samme indlysende, at denne Poesi har haft en Frodighed uden Mage. Exempelvis skulle vi nævne, at der i den gamle Bog om Skjaldskab, der er bekjendt under Navn af Snorres Edda, forekommer en lang Række Vers, indeholdende Fortegnelser over Navne og andre Ord fra Digtersproget; om de her opregnede Navne paa Søkonger ytrer den norske Sprog- og Oldforsker S. Bugge sig saaledes: «Naar vi overskue denne Mængde af Søkonge-Navne, er det som en Kreds af Mindesmærker, Sten rejst tæt til Sten. Til nogle Navne knytter sig endnu Sagn og Sang, og saa har det vist været ved dem alle. Mon kanske ved de fleste har Saga glemt, hvad hun vidste, og de tomme Navne staa igjen som Vidner om den Mangfoldighed af Kvæder, der er forstummet, om vi end tro, at det ikke var de ringeste, der mindedes«. Og saadanne Kredse og enkeltstaaende «Mærkesten», om hvilke vi ikke véd andet at sige, end at de staa som Minder om tabte Oldkvad, er der en Vrimmel af.

Imellem de Oldsagn, der ere bevarede i den oprindelige Sangform, og dem, af hvilke der nu er intet, eller, hvad der ikke vil sige stort mere, kun et Navn eller en senere Tids Skjaldesprogs fra saadanne Oldsagn hentede dunkle Omskrivninger tilbage, ligger der imidlertid et rigt Omraade, hvor vi træffe en Mængde Levninger af denne Oldtidsdigtning, som ere blevne optegnede, efter at den digteriske Form helt eller for største Delen var gaaet tabt, som altsaa kortelig kan betegnes som prosaisk Gjengivelse af et eller flere Oldkvads Indhold, og her indtage de heroiske Sagaer en fremragende Plads ved Siden af de ni første Bøger i Saxes Danmarks Krønike, i hvilke der er bevaret en stor Mængde danske Oldsagn. Erstatte os de tabte Oldkvad kunne de selvfølgelig ikke, men de ere ikke des mindre af stor Vigtighed for Opfattelsen af den oldnordiske Heltedigtning, som vi, selv om vi udelukkende holde os til de bevarede Kvad, kun kjende fra en Tid, der er senere end dens Kulmination. Adskillige af Oldtidens ypperste Digtæmner, indesluttende en Fylde af storartede Ideer og poetiske Karakterer og Livsbilleder af den højeste Interesse, ere igjennem dem naaede til os i en saadan Skikkelse, at Følelsen af Savnet af den poetiske Form, hvori de en Gang have været klædte, næsten forsvinder overfor den Rigdom, de bære i sig, selv i deres nuværende, i Sammenligning med den oprindelige, tarvelige Dragt. Den samme ejendommelige Livsanskuelse, de samme ægte nordiske Idealer, som give Eddasangene en saa overordentlig Tiltrækning, træde os i de bedste af dem i Møde, i Hovedsagen i uforfalsket Renhed, om end Tidens Tand har mærket enkelte Træk. De have intet med Historien at gjøre; ligger der end maaske faktiske Begivenheder til Grund for dem alle eller for nogle af dem, det er ørkesløst at søge at udskille det historiske af dem, thi det er smeltet om til Poesi. De føre os ind i en heroisk Sagnverden, der ligger højt over den historiske Virkeligheds Sfære, hvor den ene storslaaede poetiske Skikkelse dukker op for os efter den anden, og hvor Poesiens Aand gjennemtrænger Helheden og de enkelte Dele, og de have derfor gyldigt Krav paa Interesse som Digtninger, aldeles bortset fra den Betydning, de have som Oldtidsminder, der i kultur- og literærhistorisk Henseende ere af højt Værd. Vi se da ogsaa, at vore Digtere, efter at man først var bleven opmærksom derpaa, jævnlig have tyet til dette rige Væld. Oehlenschlägers Helge, Hrolf Krake, Regnar Lodbrog, Grundtvigs Optrin af Asers og Norners Kamp, Tegnérs Frithjof o. fl. ere Vidnesbyrd derom.

Den heroiske Digtning har utvivlsomt strakt sig over et meget langt Tidsrum, uden det vilde den store Rigdom, hvortil den udfoldede sig, være ufattelig, og i hvad der er levnet os af den, lader der sig da ogsaa paavise gjennemgribende Forskelligheder baade i Henseende til Formningen og til hele den aandelige Karakter, som kun lade sig forklare som Præg af forskjellige Tidsaldre. Hvor langt den naar tilbage i Tiden, lader sig ikke bestemme; den havde, som alt anført, utvivlsomt udfoldet sig endnu medens Nordboer og Germaner væsentlig vare et Folk, og den forstummede først hen imod den historiske Tids Begyndelse. Imellem disse to Tidsgrænser have da ogsaa de Oldkvad, der ligge til Grund for de heroiske Sagaer, deres Plads. Nogle af dem, som Vølsungesaga, Hervørs Saga o. fl., vise baade ved deres Indhold og ved hele deres Karakter tilbage til en meget fjærn Fortid, medens Æmner som dem, der behandles i Sagaen om Kong Halv og hans Kæmper, Fridthjov, Regnar Lodbrog o. a., stamme fra Vikingetiden, og Hrolv-Sagnet med dets ideale Kongeskikkelse i en Kreds af ypperlige Kæmper hører den heroiske Tids Middelalder til.

Men de Oldsagn, der ere blevne bevarede i de heroiske Sagaer, ere langt fra naaede lige oprindelige til os. Nogle give os Sagnene i en forholdsvis gammel Form, der i Hovedsagen er at betragte som en simpel prosaisk Opløsning af de paagjældende Kvad, til Dels endogsaa med Bevarelse af større og mindre Brudstykker af disse, hvilket altsaa forudsætter, at der kun er forløbet en kortere Tid, efter at Kvadenes poetiske Form er gaaet tabt, inden Sagnet fæstnede sig i den Skikkelse, hvori vi nu have det, og at man har holdt sig saa nær til Kilden, som man kunde. Andre derimod ere gaaede et eller flere Skridt videre i Henseende til Omformning af den oprindelige Behandling, idet man, nærmest under Paavirkning af Middelalderens Ridderromaner og Æventyr, mer eller mindre har tillæmpet dem efter en senere Tids Smag, navnlig saaledes, at man har søgt at gjengive Sagnene i disses Stil og i den Anledning udsmykket dem dels med vilkaarlig opfundne, dels med anden Steds fra laante Træk, en Bestræbelse, der ved adskillige Sagaer, i hvilke Kjærnen utvivlsomt er ældgamle Sagn, saa godt som ganske har udslettet det oldtidsagtige Præg, saa at de ere blevne forvandlede til rene Æventyr.

Den Sagnkreds, vi kjende bedst, og ved hvilken vi ogsaa formaa at danne os den tydeligste Forestilling om Forholdet imellem Sang og Saga, er den, der handler om Vølsunger og Gjukunger. Hvor udbredt og vel kjendt den har været i hele Norden, have vi talende Vidnesbyrd om i de billedlige Fremstillinger af dens mest fremtrædende Optrin, naturligvis med Helten Sigurd Fovnersbane som Hovedperson, i Sverige paa Runestene, i Norge paa en Kirkeportal o. s. v., ja, man har endogsaa ment at gjenkjende Sigurd paa adskillige af de rundt om i de nordiske Lande forekommende Guldbrakteater fra Mellemjærnalderen. I sit Grundlag stammer Sigurdsagnet utvivlsomt fra den fællesgotiske Tid, men paa dette fælles Grundlag synes det i Hovedsagen at have formet sig selvstændig baade hos de nordlige og sydlige Stammer, om der end langt ned i Tiden vedblev at gjøre sig en gjensidig Paavirkning gjældende ved dets Dannelse. Dette lader sig nu kun paavise i de Rester af Sagnkredsen, der haves fra Nordens Oldtid, idet Sagnet i de tyske Kvad, der omhandle det, fremtræder i en langt senere Skikkelse, hvor alle Mærker efter en saadan Paavirkning, der muligvis kan have fundet Sted, ere udviskede under den Omformning, det hele Sagnstof er undergaaet under Indflydelse af en senere Tids Ideer.

Hovedkilderne til Vølsungsagnene i deres nordiske Skikkelse er de Eddakvad, der besynge Dele deraf, og Vølsungesaga, som dels er grundet paa de Sange, vi endnu have i Edda, dels paa tabte Oldkvad, og giver os Sagnkredsen i hele dens Udstrækning, omfattende baade selve det oprindelige Slægtsagn og de senere, men dog allerede i temmelig gammel Tid til det knyttede Sagn. Den første Del deraf, i hvilken Sigmund og Sinfjøtle ere Hovedpersonerne, findes kun i Sagaen, Episoden om Helge Hundingsbane er derimod ogsaa bevaret i Kvad, og det samme gjælder om det egentlige VøIsungesagns Slutning om Sigurd Fovnersbane, Brynhild og Gudrun, Gjukungernes Undergang og Gudruns Hævn. Denne Sagnkreds er senere bleven udvidet ved, at Sagnene om Jonakr og Jørmunrek, der ligeledes haves i Eddakvad, ere blevne knyttede til den, og endnu senere er Sagnet om Asløg blevet føjet til, hvorved Sigurdsagnet, i Overensstemmelse med en i Slutningen af Oldtiden meget almindelig Tendens, der gik ud paa at knytte de fremragende Ætter til den heroiske Tidsalders Konger og Helte, bragtes i Forbindelse med Sagnene om Regnar Lodbrog. Denne sidste Udvæxt, som strax ligesom den foregaaende, men i endnu højere Grad røber sin senere Tilkomst ved den Maade, hvorpaa den bryder Sagnkredsens organiske Enhed, findes der ikke Spor til i Eddakvadene.

Sammenligne vi nu de bevarede Kvad med Vølsungesaga, viser det sig strax, at Forholdet imellem Sang og Saga er et saadant, overalt hvor vi kunne kontrollere det, at vi maa antage, at vi i Sagaen gjennemgaaende i alt væsentligt have Sagnene bevarede i en meget ren og oprindelig Skikkelse. Paa sine Steder anslaas der rigtignok en romantisk Tone, som ikke har eller kan have haft Hjemmel i Kvadene eller staar i Samklang med det oldtidsagtige Sagn, men minder om Riddertiden med dens Sans for æventyrlig Overdrivelse og vidtløftig Udmalen; undertiden er ogsaa det oprindelige forvansket i den prosaiske Gjengivelse, fordi man ikke har forstaaet de gamle Kvad ret, men i det hele taget er Omsætningen foretaget med Troskab, og Indtrykket svarer ogsaa i de Partier, hvor vi kun have den prosaiske Parafras, gjennemgaaende til det, man faar paa de Steder, der tillige haves i den digteriske Form; det er i Hovedsagen helt igjennem en netop ved sin Troskyldighed i høj Grad tiltrækkende Gjengivelse af Kvadenes Indhold, vi have for os, og undertiden ligger den Versformen saa nær, at denne med dens Rimstave kan skimtes igjennem den.

Et godt Exempel paa en heroisk Saga, der ikke nøjes med umiddelbart at meddele Sagnene, som den finder dem i Oldkvadene, men til en vis Grad bearbejder dem, er Norne-Gests Saga, der ogsaa fortrinsvis beskjæftiger sig med Vølsungesagnene. Bearbejdelsen er dog her ikke af nogen synderlig gjennemgribende Natur, men indskrænker sig væsentlig til, at Sagnene ere passede ind i en ganske sindrig opfunden Ramme, der gjør det muligt at fremstille de gamle Helte, Sigurd, Starkad o. fl., med et Præg af historisk Virkelighed som samtidige af den gamle Norne-Gest, i hvis Mund Fortællingen er lagt. Exempler paa, hvorledes man har søgt at bringe Sagnene i mer eller mindre umiddelbar Forbindelse med den historiske Tid, haves blandt de i dette Bind meddelte Sagaer i Fortællingen om Sørle, der giver os det mærkelige, ægte nordisk-hedenske Sagn om Hedins og Høgnes uafladelige Strid som Følge af en Trolddom, der efter Sagaen først hæves af en af Olav Tryggvessøns Mænd, og paa en noget anden Maade i Hervørs Saga, der for største Delen hviler paa utvivlsomt ældgamle Kvad, af hvilke mange i flere Henseender højst interessante større og mindre Brudstykker ere bevarede i Sagaen, som imidlertid til Slutning løber ud i en tør, krønikeagtig Beretning om svenske Konger. Helt fri for saadanne Tendenser er af de her oversatte Fortællinger egentlig kun Hrolv Krakes Saga og Fortællingen om Aasmund Kæmpebane, der kun give Oldtidssagnene, som de have foreligget i de gamle Kvad, vel noget ændrede af Traditionen i Henseende til Stil og Tone, men uden nogen bevidst Stræben efter at give dem et udvortes Præg af Tilforladelighed ved at knytte dem til kjendte historiske Personligheder. Hrolvs Saga er aabenbart grundet paa flere forskjellige Sangkredse, svarende til Sagaens «Fortællinger«, der til en vis Grad hver for sig have udgjort et selvstændigt Hele, men som dog paa den anden Side staa som Led i en organisk gjennemført Digtning, i hvilken den berømte Hlejdarkonge, Idealet for en kongelig Helt, før Vikingetiden sætter andre Skikkelser i Højsædet, staar som det Midtpunkt, hvorom alt samler sig, og til hvis Forherligelse det tjener. Hvor selvstændige de enkelte Fortællinger end staa, er den digteriske Enhed i hele Sagnkredsen i Virkeligheden langt fastere end i Vølsunge-sagnkredsen, hvor den ene Episode efter den anden er blevet knyttet til den oprindelige Stamme for igjennem de forskjellige Slægtled at føre Vølsungeætten ned til den historiske Tid og drage en af Vikingetidens navnkundigste Konger, Regnar Lodbrog, ind i den, hvorved det ikke har kunnet undgaas, at den organiske Sammenhæng har lidt, hvor meget der end umiskjendelig er stræbt efter ogsaa at fastholde den Grundtanke, der gaar igjennem Sagnkredsens første oprindelig Led, i de senere Tilsætninger. En særlig Interesse har Hrolvs Saga for os Danske, fordi den er grundet paa gamle danske Kvad, paa hvilke Saxe ogsaa har grundet sin Fortælling om den store Hlejdarkonge; af et af dem, Bjarkemaalet, hvoraf der ogsaa haves enkelte Brudstykker paa Islandsk, har han bevaret store Stykker i sin rigtignok meget frit omskrivende latinske Oversættelse, og han vidner, at dette Kvad endnu paa hans Tid levede i Folkemunde som en gammel Vise.

Hvad Oversættelsen af de sex Sagaer i dette Bind angaar, da er der selvfølgelig stræbt efter at gjøre den saa tro som mulig, med Bevarelse af saa meget af den gamle Tone, som kunde beholdes, uden at berede Læsere, der ikke medbringe særlige Forudsætninger, nogen Vanskelighed. Nogle enkelte gamle Ord og Udtryk ere for en Sikkerheds Skyld forklarede i Anmærkningerne bag i Bogen. De tre første Sagaer ere gjengivne efter S. Bugges kritiske Udgave (i «Norrøne Skrifter af sagnhistorisk Indhold» 1—3 Hefte Chra. 1864-73), de tre sidste efter Rafns «Fornaldar Søgur Norðrlanda« (Kbh. 1829-30). Versene ere oversatte i den gamle Form. De to Versearter, der forekomme, ere den saakaldte Kvíðuháttr, en ottelinjet Strofe med to Taktslag i hver Linje, og Ljóðaháttr, en sexlinjet Strofe, der oprindelig er opstaaet af den forrige, ved at dennes tredje og fjerde og syvende og ottende Linje ere smeltede sammen til Ljóðaháttr-versets tredje og sjette. Bogstavrim findes i begge Versarter; i to sammenhørende Linjer (altsaa i Kvíðuháttrs 1-2, 3-4, 5-6, 7-8, i Ljóðaháttrs 1-2, 4-5) begynde to eller tre betonede Ord med samme Bogstav, saaledes at Rimstaven i den sidste Verslinje (Hovedstaven) altid saa vidt muligt findes i Linjens Begyndelse; 3dje og 6te Linie i Kvíðuháttr er hver for sig selvrimende. Begynder et af de rimende Ord med Sk, St eller Sp, kræves der den samme Sammensætning i de andre Stave. Derimod ansaas det, naar de allitererende Ord begyndte med en Vokal, for smukkest, at der anvendtes forskjellige Vokaler.

Til Slutning maa jeg bringe tvende af Samfundsraadets Medlemmer, d’Hrr. Professor S. Grundtvig og Docent V. Thomsen, min Tak for den værdifulde Hjælp, de have ydet mig. Docent Thomsen har jævnført største Delen af min Oversættelse med Originalen, og de Bemærkninger, han har meddelt mig, have paa adskillige Steder bidraget til at bringe Gjengivelsen, navnlig af Prosaen, i nærmere Overensstemmelse med Originalens Text. Prof. Grundtvig har gjennemgaaet Versene, og har megen Del i den Form, hvori de her fremtræde paa Dansk, navnlig har han hjulpet meget til at give dem en Fynd og Malm, der paa mange Steder, kun staar lidet tilbage for Originalens.