Jesus og St. Peder m.m.

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 161

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Jesus og St. Peder m.m.


10. Da Vorherre og St.-Peder endnu vandrede paa Jorden, kom de en Aften sildig til et Hus, hvor de bankede paa for at forlange Natteleje. Men ingen kom at lukke op.
   Endelig kom et spædt Barn og lukkede op for dem — ti før den Aften kunde Børnene strags gaa. Da klappede Vorherre den lille nøgne Skabning og satte sine tvende Fingre paa den lilles Lænd, og deraf kommer endnu de to smaa Fordybninger, smaa Børn har paa dette Sted. Aldrig mere kunde noget Barn som før strags gaa.
Frøken Anna Ludvigsen, Døstrup.


11. Vorherre og Sant-Peder kom en Aften og vilde til et Sted, hvor et Barn nylig var født.
   Saa viser Folkene Barnet hen at lukke Døren op. Nu satte Vorherre to Fingre ind i Lænden paa Barnet, og siden den Tid kan de smaa Børn ikke gaa, inden de Huller er groede Ud.
Mariane Troelsdatter, Blære.


12. Vorherre skød et Barn omkuld ved at sætte et Par Fingre ind i Lænden af det. Det gjorde han, for at det ikke skulde løbe fra sin Moder. Siden den Tid kan spæde Børn ikke gaa.
Marie Jensdatter, Jerup Hede.


13. Den Gang Vorherre og Sant-Peder de gik omkring og delte Ønsker ud, da kom de et Sted ind, hvor Konen laa i Sengen og laa og græd.
   "Hvad græder du for?" siger Vorherre.
   "A græder for mit lille spæde Barn, der er rendt fra mig, og a kan ikke rejse mig og finde det." —
   "Gaa du ud og find det," siger Vorherre til Sant-Peder, "saa skal vi nok danne det saadan for Eftertiden, at de smaa Børn skal ikke rende fra deres Moder."
   Saa kom Sant-Peder ogsaa med Barnet, og nu satte Vorherre to Fingre fast paa Lænden af det, saa det kunde ikke længere gaa ene. De to Huller findes endnu paa de spæde Børn, og siden den Tid løber de ikke fra deres Moder.
Mette Sofie Larsdatter, Bindslev.


14. Den Gang Vorherre og St.-Peder vandrede paa Jorden, kom de en Aften til Vilsted By i Himmerland. De kom sønden ind i Byen, og lige for dem laa en stor smuk Gaard.
   "Her vil vi losere i Nat," sagde Peder.
   "Som du vil," sagde Vorherre.
   De gik altsaa ind og begjærede Losi, men Konen i Huset var just i Færd med at gjøre et stort Gilde for hendes Venner, hun jog dem derfor paa Døren og bød dem under Skjælden og Smælden at gaa Fanden i Vold, ti slige Kjæl­tringer loserede hun ikke.
   De maatte altsaa tøfle af og kunde i hele Byens Gaarde intet Losi faa. Da de kom i norder Ende af Byen, var endnu tilbage en lille ussel Hytte, hvori boede en fattig Dag­lejer med hans Kone og tvende Børn.
   "Her vil vi være i Nat," sagde Vorherre.
   "Aa," sagde St.-Peder, "hvad skal vi med de fattige Stakler, de har jo ikke en Gang Vand til en Hund."
   "Som jeg siger," sagde Vorherre.
   De gik altsaa ind. Konen var ene hjemme med hendes Børn, bad dem Velkommen og lovede med største Venlighed at lo­sere dem, naar de vilde tage til Takke med hendes ringe Lejlighed. Af Mad havde hun ikke andet end en Smule Vandgrød og sur Mælk, som hun og hendes Børn havde levnet fra Nadveren, og dermed maatte de tage til Takke.
   Da det tarvelige Maaltid var endt, kom Konen med et Knippe Halm og lavede dem et Leje af under Kakkel­ovnen og lagde et uldent Lagen paa Halmen, som de saa laa paa om Natten.
   Næste Morgen var Konen tidlig oppe og fik dem givet at spise det bedste, hun kunde skaffe. Da de saa skulde gaa, sagde Vorherre:
   "Den Kone skulde have et Ønske, Peder."
   Saa gik han hen og sagde til hende:
   "Nu skal I have Tak for i Nat, bitte Moer, men forinden vi gaar, skal I have et Ønske." —
   "Hum," sagde Konen, "I to Karle ser just ikke ud til at give nogen Ønsker, men a kan jo prøve det. Saa vil a ønske, at det første, a tager mig for i Dag, maa vare til Aften."
   Dermed gik de.
   Aftenen før havde Konen faaet et lille Stykke Lærred fra Væven, og hun laa hele Natten og spekule­rede paa, hvordan hun skulde faa baade et Stykke Linned til hendes Mand, hendes Børn og sig selv, naar hun tog det ret sparsomt. Da de fremmede var gaaede, tog hun Lærredet frem og begyndte at skjære af det, men der blev ved at være lige meget. Hun skar væk og blev ved, og da Middag kom, var Stuen næsten fyldt med Lærred, hun stod i det til op over Armene.
   Nu traf det sig, at den rige Kone i Byen, der havde gjort et stort Gilde og sovet længe om Morgenen, kom for at faa hende til at hjælpe ved at gjøre rent. Da hun lukkede Døren op, siger hun:
   "Men Kors bevares, Maren, hvad er det, du be­stiller?"
   Den fattige Kone fortalte nu, hvordan det hele var gaaet til.
   Det ærgrede nu den rige Kone, for hun kunde jo have haft al den Herlighed, og hun smækkede Døren i uden at forrette sit Ærende.
   Nu hændte det sig, at Vorherre og St.-Peder paa deres Vandring et Par Aars Tid efter atter kom til Vilsted. Denne Gang kom de norden ind i Byen, og Peder mindedes strags deres fattige Værtinde.
   "Hvor mon den fattige Kone nu er," siger han, "som tog saa venlig mod os, sidst vi var her?"
   Vorherre viste hen til en smuk ny Bondegaard og sagde:
   "Der bor hun, hun fik saa meget for hendes Lærred, at hendes Mand kunde kjøbe Gaarden her."
   "Skal vi saa ikke losere der?" siger St.-Pedér. —
   "Nej," sagde Vorherre, "vi vil være hos den rige Kone, som sidst jog os paa Døren." —
   "Aa, hvad skal vi hos den Satans Kvinde, hun er dog Djævelen hjemfalden." —
   "Som jeg siger," sagde Vorherre, og saa styrede de Kaasen efter den store Gaard.
   Da de kom ind og bad Godaften, kjendte Konen dem strags og bad dem hjærtelig velkommen, bænkede dem og braste op for dem, og da de skulde i Seng, kom de til at ligge i en Seng, der var fyldt med Sengklæder til Loftet.
   Om Natten kunde Konen ikke sove af Længsel efter Øn­sket, hun var meget gjerrig og havde to gamle Strømpeskafter fyldte med Penge. Dem vilde hun give sig til at tælle, naar hun havde faaet Ønsket.
   Om Morgenen blev de atter godt beværtede, og da de var færdige at gaa, sagde Vorherre:
   "Konen skal have et Ønske."
   Peder vred sig vel, for han kunde ikke glemme den forrige Modtagelse, men turde ikke mukke, og altsaa sagde han:
   "Nu skal I have Tak for jer Beværtning, lille Moer, og I skal have et Ønske for det."
   "Jøsses Herre Gud," siger hun, "skal a have et Ønske, bitte Karle. Tak skal I have, og saa vil a saamænd ønske, at det første, a tager mig for i Dag, maa vare til Aften." —
   "Det skal ske," sagde Peder.
   De fremmede var aldrig saa snart ude af Døren, førend Konen hen­tede Strømpeskafterne med Pengene i ned paa hendes Bord, men i det samme kom hun i Tanker om, at for ikke at blive forstyrret vilde hun først ud at pisse. Hun løb ud til Husenden og satte sig, men der blev hun ogsaa den hele Dag og gav bestandig Vand. En­hver der gik forbi, standsede af Forundring og spurgte:
   "Men hvad er det, du bestiller, Kirsten?" —
   "Aa, hvad Fanden bestiller a, a gjør Vand."
   Kort at fortælle, af den forfærdelige Mængde Vand, som løb af Kjællingen den hele Dag, opstod en Sø, som endnu den Dag i Dag er til under Navn af Vilsted Sø.
R. H. Kruse, Vilsted.


15. En Juleaften kom en Mand til et Par fattige Folk. Ja, han kunde godt blive der, men de var kun fattige. Konen slagtede det bedste Lam, de havde, og det spiste de.
   Ved Nytaarstid vilde den fremmede rejse, men beklagede sig over, at han intet havde at betale med. Da han stod i Døren og sagde Farvel, spørger han pludselig:
   "Det er sandt, havde det Lam ingen Horn?"
   Jo, men de duede ingen Ting til, for Manden troede, den fremmede vilde have bedt om dem.
   "Hvor mange havde den?" —
   "To," sagde Manden.
   "Du siger sandt, og nu maa du ønske to Ønsker." —
   "Saa vil jeg ønske mange Penge i min Pung, hver Gang jeg lukker op for den, og dernæst Forstand til at bruge dem til Glæde for mig selv og til Gavn for andre."
   Man­den gik, og de fattige blev rige.
   Nabofolkene var gjerrige, og da de havde hørt, hvordan det var gaaet de fattige, ønskede de, at Van­dringsmanden vilde ogsaa komme til dem.
   Næste Jul kom han, og Ko­nen slagtede et fedt Ungnød.
   Gjæsten blev til Nytaarstid og til Kyn­delmisse, og da han gik, vendte han sig i Døren og spurgte om, hvor mange Horn det Nød havde.
   "Tre," siger Konen.
   "Saa skal I ogsaa have tre Ønsker."
   Hun blev saa glad og sad og red Ranke med et af Bør­nene.
   "Hyp hyp! det var dog en pæn gammel Mand, hyp hyp! havde du dog saadant Skjæg som han."
   Strags sad Skjægget om Barnets Mund.
   "Hvad, hvordan er det, Barnet ser ud!" siger Manden, da han kom hjem.
   Ja, saadan og saadan var det gaaet.
   "Du er en stor Tosse, hvor­for løj du ogsaa og sagde, at Ungnødet havde tre Horn?" —
   "For vi vilde have tre Ønsker," sagde hun.
   "Gid saa det falske Horn sad midt i din Pande," sagde han vredt.
   Aldrig saa snart var det sagt, før Konen havde Horn som en Enhjørning, for saa sad Hornet der.
   Nu maatte Manden ønske Hornet bort af hendes Pande og Skjægget bort af Pigens Hage, og saa var Ønskerne brugt, inden at de fik noget ud af dem.
A. Pedersen, Nes.

Denne Historie og den foregaaende kan nærmest betegnes som Æventyr. Af Varianter hertil har jeg optegnet flere, som dog ikke medtages her. E. T. K.


16. St.-Peder bad en Gang-Vorherre om Forlov til at besøge Jor­den. Vorherre gav ham da Lov i 8 Dage. Men der gik 14 Dage og en hel Maaned, inden han kom tilbage.
   Vorherre modtog ham dog venlig og spurgte blot, hvorfor han blev saa længe borte.
   "Ak, Herre," svarede Peder, "der var gode Tider paa Jorden, Høsten og alt var lykkedes godt, og over alt var der Fryd og Gammen mellem store og smaa." —
   "Var der ingen, der tænkte paa mig?" spurgte Vorherre.
   "Jo," svarede Peder, "en gammel Enke, hvis Hus og Gods var brændt, men de andre spottede hende."
   Nogen Tid efter bad St.-Peder paany om Lov til at rejse til Jorden, men den Gang kom han snart tilbage igjen. Da nu Vorherre spurgte ham, hvorledes det kom sig, svarede han, at nu var der ikke godt at være, ti alle var sørgmodige og for­tvivlede, da der rasede Pest, Hungersnød og Krig.
   Vorherre spurgte saa:
   "Tænker da ingen paa mig?" —
   "Jo nu," svarede Peder, "op­sender de mange Bønner til dig og beder om bedre Tider."
   "Ja, der ser du," sagde da Vorherre, "at de onde Tider maa følge med de gode, for at Folk ikke ganske skal glemme mig."
Cand. phil. P. Stolpe, Kjøbenhavn.


17. Folk var saa gode til at spaa i gamle Dage. Saa var der en Kone, der blev spaaet, te den Dreng, hun skulde føde, han skulde forraade Vorherre. Saa tykte hun, hun maatte hellere drukne ham, og hun elskede jo hendes Barn, som enhver Moder gjør. Hun gaar saa hen og kyller ham ud i Søen og render strags fra ham.
   Der kom nogle sejlende, og de samlede ham op, inden han var af med Livet. Han bliver saa opdragen af dem og bliver vogsen uden at kjende hverken Fader eller Moder.
   Saa bliver han kjendt med Pilatus, og han faar ham til Karl.
   Nu træffer han lejlighedsvis paa hans Fader uden at kjende ham, og de bliver uens, og Sønnen slaar Faderen ihjel. Pilatus, der var en Hedning, dømmer ham til at give den Erstatning, at han skal gifte sig med Enken.
   Saa bliver han altsaa gift med hans egen Moder.
   Han bliver nu kjendt med Jesus, og de slemme Jøder og Kram de giver ham saa Penge for at forraade hans Herre, og saa kjender vi jo nok, hvordan det siden gik.
   Det staar i Davids Salmer, at hans Børn blev faderløse, og hans Hustru blev Enke.
Kirsten Marie Jensdatter, Rorbæk Sø.

Dette er vist blot Gjenfortælling af Folkebogen om Judas, der blev trykt 1793. Den findes ikke i Bibliotekerne, hverken det kgl. eller Universitetsbibl.


18. Man mener, at Tornekronen, Jesus bar, var bunden af Kristtorn.
A. H. Poulsen.