Johan Fredrik Paasche biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Johan Fredrik Paasche
(1886-1943)
Paasche, Johan Frederik, norsk Litteraturhistoriker, f. i Bindal 3. Febr 1886, Student 1903, cand. mag. 1910, Universitetsstipenddjat 1911, Dr. phil. 1915, Docent i tysk Litteratur 1917, Prof. i europæisk Litteratur 1920. P., der 1911 vandt Kongens Guldmedaille for Afhandlingen »Ibsen’s forhold til norrøne kilder«, har desuden bl. a. udgivet »Gildet paa Solhaug. Ibsen’s nationalromantiske digtning« (1908), »Kristendom og kvad. En studie i norrøn middelalder« (1914, Doktorafhandling), »Lilja. Et kvad om Guds moder«, Oversættelse af Eystein Aasgrimssøn’s Digt (1915), »Luther« (1917), »Goethe« (1918), »Kong Sverre« (1920), »Olav den hellige« (1921), »Snorre Sturlason og Sturlungerne« og en Oversættelse af Njaals Saga (begge 1922). Efteraaret 1923 begyndte han sammen med Prof. Francis Bull at udgive en stor norsk Litteraturhistorie, beregnet til 5 Bd, og hvori han foruden Middelalderens Litteratur skal behandle Wergelandstiden og det nationale Gennembrud i 19. Aarh. P.’s Styrke som Forsker beror paa den sjældne Evne, som et følsomt og udpræget religiøst Gemyt giver ham til Indlevelse i særlig middelalderligt norsk Aandsliv. Han indtager i denne Henseende en Særstilling inden for norsk Litteraturforskning. Den arkaiserende Sprogform, hvori han har søgt at gendigte ældre Litteraturværker for et moderne Publikum, vidner derimod efter manges Mening ikke om en saa fremragende Stilsans som den der fra Anmelderhold er blevet tillagt ham.
Kilde: Salmonsens konversationsleksikon (1915-1930)
