Konráð Gíslason biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Konráð Gíslason
(1864-1917)
Gíslason, Konráð, 1808-91, nordisk Filolog, fødtes paa Gaarden Langamýri i Skagafjarðar Syssel 3. Juli 1808 af Forældrene Gísli Konráðsson og Efimía Benediktsdatter. Faderen (f. 1787) var Bonde, men en ganske mærkelig Mand, Avtodidakt, med indgaaende Kjendskab til sin Fødeøs Litteratur og Personalhistorie – ogsaa selv Digter –, bekjendt i vide Kredse for sine Kundskaber, saa at han ad privat Vej sattes i Stand til den sidste Del af sit Liv at leve for Forøgelsen og Ordningen af sine litterære Samlinger (med Bolig paa Øen Flatey paa Vestlandet, hvor han i en Alder af næsten 90 Aar døde 1877). Nogen Paavirkning fra dennes Side spores dog mærkelig nok ikke hos Sønnen. Sin første Undervisning fik K. G. af Moderen, hvortil senere kom nogen Vejledning af en Slægtning, der var Præst; han udmærkede sig som Barn ved en stærk Hukommelse og tidlig udviklet Forstand, med Forkjærlighed for Regning som det eneste Fag, hvori han mente at finde nogen Klarhed. Hans Bestilling var at vogte Faarene, og i et efterladt avtobiografisk Udkast skildrer han stemningsfuldt det ensomme Friluftsliv, han som Hyrdedreng levede under hele sin Opvæxt, med Afsmag for Opholdet inden fire Vægge. I sit 18. Aar sendtes han efter islandsk Skik paa Fiskeri til Sydlandet og kom her i Berøring med daværende Overlærer H. Scheving paa Bessastaðir, der vakte hans Interesse for Studeringer, og ved hvis Hjælp han blev optagen i den derværende lærde Skole.
1831 dimitteredes han til Kjøbenhavns Universitet, hvor han ved Adgangsexamen ikke naaede Udmærkelse, en Skuffelse, der efter hans eget Sigende for en Tid forvandlede hans Iver for Studeringerne til Ligegyldighed. Som Brødstudium havde han valgt Retsvidenskab, drev ved Siden af mange Haande anden Læsning, men samlede sig dog efterhaanden om Studiet af oldnordisk Sprog og Litteratur, hvorom hans Udnævnelse til Arnamagnæansk Stipendiar 1839 afgiver Vidnesbyrd. Det var ogsaa videnskabelige Hensyn, som bragte ham til 1846 at opgive en allerede erholdt Udnævnelse til Adjunkt ved den til Reykjavik flyttede Latinskole. 1848 udnævntes han til extraordinær Docent samt Lektor i de oldnordiske Sprog ved Kjøbenhavns Universitet og blev s. A. Medlem af den Arnamagnæanske Kommission; efter 1853 at have faaet Professortitelen ansattes han 1862 som Professor ordinarius i de nordiske Sprog, fra hvilket Embede han 1886 tog Afsked. 1853 var han bleven Medlem af det danske Videnskabernes Selskab; ved Lunds Universitets anden Sekularfest, 1868, udnævntes han til Æresdoktor i Filosofi, og fra 1865 var han Sekretær i det kgl. nordiske Oldskriftselskabs Oldskriftafdeling. Som kongevalgt Medlem for Island deltog han i den grundlovgivende Rigsforsamling 1848-49. 1855 havde han ægtet Karen Sophie Bøhm, f. Pedersen (d. 1877). Dette Ægteskab var barnløst, og ved sin Død, 4. Jan. 1891, havde han, der uagtet tidligere Aars trykkende økonomiske Forhold efterlod sig en Kapital paa o. 16.000 Kr., til Universalarving indsat den Arnamagnæanske Stiftelse, dog med Tillæg af visse Bestemmelser, navnlig til Sikring af en aandssvag, adopteret Stifsøns Underhold. Som Medudgiver af det 1835 stiftede islandske Aarsskrift «Fjölnir» fremtraadte K. G. første Gang for Offentligheden. I dette med ungdommelig Begejstring ledede Organ, hvis Opgave var at vække den islandske Befolkning ved at bringe den under Paavirkning af den nye Tids Aandsliv, saaledes som dette andensteds i Evropa havde fundet Udtryk i Poesi, Politik og nationale Bevægelser, har han, foruden forskjellige velskrevne Oversættelser og Bearbejdelser, navnlig offentliggjort flere Artikler om nyislandsk Retskrivning, i hvilke han under Paavirkning af Rask og Grimm kæmper for radikalt at omforme denne efter den gjældende Udtale, uden dog at kunne trænge igjennem med de foreslaaede og af Tidsskriftet for en Tid delvis antagne Regler. K. G.s første større videnskabelige – ligeledes paa Islandsk skrevne – Arbejde er hans 1846 udgivne «Um frum-parta íslenzkrar túngu í fornöld» (Om Grundbestanddelene af det islandske Sprog i Oldtiden), en oldislandsk Lydlære, grundet paa de ældste og bedste Haandskrifter, af hvilke der meddeles righoldige Prøver, aftrykte med Bibeholdelse af Oldskrifternes talrige Forkortelsestegn, ja endog saa vidt muligt med de samme Bogstavformer – en Udgivelsesmaade, hvortil han lejlighedsvis med Forkjærlighed vender tilbage. Bogen, der afgiver et betegnende Vidnesbyrd om Forfatterens overordentlige Grundighed og uovertrufne Nøjagtighed i Materialets Indsamling og Opstilling samt hans Klarhed og Konsekvens i dets Benyttelse, har siden sin Fremkomst været et vigtigt Hjælpemiddel for Studiet af Oldsproget. Ved Siden af grammatiske Studier syslede K. G. tidlig med lexikalske Arbejder og Textudgaver. Han stod i Forbindelse med Englænderen R. Cleasby, der forberedte en oldnordisk Ordbog, og Resultatet af hans herved foranledigede Samlinger imødesaas med Længsel; heraf fremkom dog fra hans Side intet, hvad vistnok stod i Forbindelse med de efter Cleasbys Død angaaende Ordbogens Fuldendelse trufne Bestemmelser (s. Art. G. Vigfusson). Derimod udgav han 1851 en paa Islandsk skreven dansk-islandsk Ordbog.
Af de af ham besørgede Oldskrifter maa, ved Siden af en Række mindre Islændingesagaer, udgivne for det 1847 grundlagte «Nordiske Litteratursamfund», hvoraf han var Medstifter, særlig fremhæves den af det kgl. nordiske Oldskriftselskab bekostede Njáls Saga («Njála»). Af denne Saga udkom 1. Bind (Texten), der udgaves med Bistand af E. Jónsson, efter mangeaarige Forberedelser 1875, udstyret med et kolossalt, om umaadelig Flid og vidtgaaende Nøjagtighed vidnende Variantapparat, men, som det synes, for Textens Vedkommende anlagt efter temmelig eklektiske Principper. Det 1889 udkomne 2. Bind udgjøres væsentlig af Undersøgelser og Kommentarer over Skjaldepoesien, hvorimod der ikke fra Udgiverne selv foreligger nogen udførligere Redegjørelse for Udgivelsesmaaden og Vurdering af Haandskrifterne. Skjaldepoesien, hvis Behandling i «Njála» II er saa stærkt fremtrædende, var efterhaanden bleven K. G.s Specialitet. Han ansaas vistnok med rette for den ypperste Kjender af denne vanskelige Litteraturgren, til hvis Fortolkning med den nødvendige Berigtigelse af de enkelte Vers hans dybtgaaende Kjendskab til Oldsproget og ualmindelige Fortrolighed med Skjaldedigtningens Aand gjorde ham særlig vel skikket. I Retning af Skjaldepoesiens Oplysning gaa ogsaa de fleste af hans ikke faa i Aarenes Løb offentliggjorte større eller mindre Afhandlinger, af hvilke de fleste ere optagne i «Aarbøger for nord. Oldkyndighed og Historie»; nogle ere dog fremkomne andensteds, saaledes den i «Videnskabernes Selskabs Skrifter, 5. R., hist.-filos. Afd.» IV (1872) trykte vigtige «Nogle Bemærkninger om Skjaldedigtenes Beskaffenhed i formel Henseende». Et Udvalg af Skjaldevers, berigtigede og med Anmærkninger oplyste, fandtes ved hans Død færdigt til Udgivelse og vil i den nærmeste Fremtid foreligge Offentligheden. K. G., hvis ydre Optræden var præget af en overordentlig Beskedenhed, og som blandt den yngre Slægt levede næsten som en Eneboer, var til Trods for sit stille og tilbageholdne Væsen, uden Sans for det praktiske Livs Forhold, en lidenskabelig Natur med stærke Følelser og skal i sine unge Dage ingenlunde have manglet Anlæg for kammeratlig Lystighed, ligesom han lejlighedsvis kunde lægge baade Vid og Munterhed for Dagen. Tilsvarende formelle Fortrin findes ogsaa i hans første, paa Modersmaalet skrevne Artikler – foruden de alt berørte har han i islandske Aviser («Norðri», «Íslendingur») offentliggjort forskjellige sproglig-grammatiske Indlæg, rettede imod G. Vigfusson og holdte i udpræget polemisk Form. Hans videnskabelige Produktion, der er fuldt ud vederhæftig, methodisk og udtømmende, tynges derimod af et umaadeligt Bevismateriale, idelige Digressioner og manglende Overskuelighed, i det Forfatteren øjensynlig ingen Vægt lægger paa Formens Lethed eller ydre Anordning, ja endog synes at nære en vis Uvilje mod til Fordel for et større Publikum at gjøre Hensigtsmæssighedshensyn gjældende. (Erslew, Forf. Lex. Lunds Univ. andra Secularfest 1868. Arkiv f. nord. Filologi VII, 293 ff. og 378 ff. Timarit XII.)
Kr. Kaalund.
Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)
