Kvinden der blev begravet levende
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Kvinden der blev begravet levende
Af konu einni kviksettri [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
Sydpå i Lombardiet var der en duelig og meget velhavende ridder; han var vellidt og havde en kone og en datter, som var enebarn. Hun var den smukkeste kvinde og dydig i alle henseender. Hendes far og mor elskede hende højt. Jeg er ikke i stand til at fortælle mere nøjagtigt, hvilken by ridderen boede i. I denne samme by var der en ung mand, der må fortælles om; hans far og mor er ikke nævnt, og der forlyder heller ikke noget om, at han var meget rig eller kom fra en fornem slægt, men ikke desto mindre var han en gæv mand. Denne unge mand blev meget forelsket i denne jomfru. Han gik ofte hen, hvor han mente, at han kunne få hende at se, for han levede op til det gamle ordsprog, der lyder, at ‘øjet behages ved det, det ser på.’
Men på grund af hendes far og hendes frænder, og fordi han véd, at han er af ringe stand, vover han ikke at tale til hende. Han elsker hende fra det inderste af sit hjerte, og det er hans største fornøjelse at betragte hende så længe som muligt. Han holder dette skjult for alle andre. Sådan går det nu en tid, men så sker der det, at jomfruen bliver syg, og hun ligger ikke længe, før hun dør. Dette forekommer hendes far og mor at være det største tab, for de elskede hende højt. Det er skik dér på stedet at opdele kirkegården, sådan at alle har hver sin del. Dér skal man begrave folk ved at stable ligene oven på hinanden i store grave og forsyne disse med store låger, som både kan åbnes og lukkes, og dér skal alle begraves i den samme jordlod. Denne ridder har sammen med sine frænder et gravsted på kirkegården, og han fører sin datter derhen, begraver hende og holder hendes begravelse på sømmeligste vis og drager nøje omsorg for alt. Og da dette er tilendebragt, går alle hver især hjem, hvor de bor.
Men da folk har lagt sig til at sove, kan denne unge mand ikke falde i søvn på grund af den brændende kærlighed, han i sit hjerte nærede til jomfruen, og så snart han er sikker på, at alle sover, står han op og klæder sig på, uden at nogen opdager det. Ingen fattede mistanke til ham, fordi han havde holdt dette skjult for alle. Han går nu derhen, hvor den unge kvinde var blevet begravet. Han går ned i graven og tager liget i favnen og lukker efter sig. Han går til sin seng og lægger sig, og ved siden af sig lægger han det nøgne lig. Han lægger sig tæt op ad det, sådan at det varmes op af ham. Han foretager sig intet smudsigt med liget. Og da det bliver morgen, liver hun op og åbner øjnene og siger: »Hvor er jeg?« Han bliver overmåde lykkelig, klæder sig straks på og går omkring i byen og er meget fornøjet. Han vender hjem, og morgenen går, og han ser, at hun er frisk og glad. Han spørger: »Hvad skal jeg have for det, at du er vakt til live?« Hun svarede: »Hvad beder du om?« Han svarede: »At du giver dit samtykke til, at jeg får dig til ægtehustru, såfremt det er din fars ønske.« Hun siger: »Jeg kender ingen mand, som har gjort sig mere fortjent til at få glæde af mig — hvis man kunne have nogen nytte af mig — og dette vil jeg love dig, hvis det er min fars ønske.« »Jeg skal ikke bede om mere,« siger han og går straks hen for at træffe hendes far.
Han hilser sømmeligt på hendes far, og denne tager godt imod ham. Den unge mand sagde: »Herre! Du må synes, at det er et stort tab, at din datter er død. Men hvilken belønning ville du mon give den, der førte hende til dig — rask og i live?« Herren blev stille og sagde: »Jeg kan ikke forholde mig til noget, som ikke vil ske.« »Men hvis nu det, jeg siger, skete,« siger han, »— ville du da give hende til den mand?« »Det kan jeg ikke love,« siger han, »— for jeg véd, at dette ikke vil ske.« Den unge mand sagde: »Alt dette skal gå for sig på ærlig vis.« Han går nu hen og leder hende frem for hendes far. Han bliver ovenud glad for at se hende og spørger, hvordan dette kan lade sig gøre. Den unge mand fortalte hele historien, og hvordan han længe havde elsket hende af hele sit hjerte, »— og jeg beder nu indtrængende om, at du giver mig møen.« Herren svarede: »Jeg kan ikke se, at nogen mand fortjener hende mere og er mere passende til at få hende, end du er på grund af din dristighed og trofasthed.« Og sådan blev det, og de elskede hinanden højt. De levede længe derefter og fik børn sammen.
Her ser man en trofast og godt skikket mand, som fik en stor belønning, og han fik altid gode ord med fra folk, når han blev omtalt.
Note:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
