Lammet som dødsvarsel
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
4. Lammet som dødsvarsel
41. De vil have til, at hver kirke er lagt på et dyr, og det dyr skal vise sig, når nogen skal dø.
Ane Marie Kristensdatter, Ørum.
42. Ovsted kirke er bygget tre gange og falden ned de to. Når nogen skal dø i Ovsted sogn, ses der et par stude. I Tåning viser sig et lam på tre ben. Ved Yding går et lam.
Tåning.
43. Ved Ringe kirke er en kirkehest, ved Kværndrup et kirkelam. Det har så lang uld, at den slæber efter det. Når dette lam kom og vendte sig for en sygs dør, så vidste man, at han døde.
P. Jensen.
44. Der ligger en meget stor sten til grund under våbenhuset ved Lerbjærg kirke, og den har i sin tid stået i kirkegårdsdiget. Mens den stod der, var der under den begravet et liglam, som kom og viskede med sin hale på døren, hvor et menneske skulde dø.
Niels Povlsen, Lerbjærg.
45. Mellem Tingerup og Soderup går et gråt, hovedløst får om natten. Mange skal have mödt det. Der siges, det er kirkelammet fra Soderup. Når det er ude, skal der snart komme lig fra den side.
Chr. Weiss.
46. Der gik et liglam her nede ved Tåning kirkegård. Min broder så det om aftenen, når nogen skulde jordes. Han gik tit over kirkegården ad stien og så det og var ikke rigtig glad ved det syn.
Tåning.
47. I Svindinge kirke opholdt kirkelammet sig, og det viste sig, når nogen skulde dø. En aften kom en mand fra byen til sit hjem, og da stod der et lam uden for døren med så lang uld, at den nåede jorden. Manden troede straks , at det var et af hans egen flok, og vilde drive det hen i fårehuset, men kunde ikke, og som han stod og drev på det, blev det borte. Han kom da ind til konen og fortalte det, men om morgenen, hun vågnede, var manden død.
Henrik Jensen, Svindinge.
48. En nat ved midnatstid, da a gik i Degnens gyde, kom der noget kridhvidt i ligning efter en tovsæk (uldsæk) endevis midt ad vejen forbi mig. Det var over to alen höjt, havde hverken hoved eller födder, var ligedan i begge ender og kom rask skridende. A trådte et skridt til side og løftede armene for ikke at røre ved det, og så skuflede det sig endda op ad mit lår. Havde a ikke trådt til side, så havde a vist steglet over ende. Den tovsæk var nok et liglam. Det skred nord på efter degnens og så videre til den gård norden for. I den gård døde et par gamle folk noget efter. A blev nu så meget ualmindelig ræd for det syn.
L. Jensen, Vinkel.
49. Sognefogdens bedstefader, Niels Jensen i Hörning, kom ind og sagde,: «Nu døer smedens barn.» — «Hvordan kan du nu sige det?» — «Jo, for liglammet kom over toften og skred hen til smedehuset og satte sine forfödder på væggen og keg ind ad vinduet.» — «Det kan ikke være sandt,» sagde de, «det har været en hund, du har set.» — «Jo, det var liglammet.» Anden dagen døde også barnet.
Rytter-Niels, Hörning.
50. Min moder var en middagsstund gået hen at sove, og da sad min søster og mig ude i haven. Så siger a: «Nej se, Ane, der render et lam op ad vejen efter Jelling te'n.» Hun rendte ud ad havelågen og vilde have set det, men kunde ikke, og a kunde godt se det. Så varede det ikke ret længe, inden der døde en mand ovre på Rugballe mark. Det var altså liglammet, og vor kirke må så være sat på et lam.
Mette Marie Eriksdatter, Jelling.
51. Sønden Randers stod en karl en aften i stalddøren og så et hvidt lam. Han vidste ikke andet, end det var en bitte hvid hund, de havde, men så kom lammet og kikkede ham vist i öjnene. Karlen bliver bange og rejser af ind, og han gik så i seng og så ikke mere til lammet. Så døde manden det år.
Niels Jensen, Glenstrup.
52. Da Mads Olesen i Tåning skulde dø, da kom liglammet tre gange ud ad kirkestien og keg ind ad deres bagdör. Da Birte Marie og karlen havde set ind ad vinduet juleaften, havde han også siddet uden hoved.
Tåning.
53. Inde i Yding var en karl en aften ude på gaden, og da så han et liglam, der kom ud fra en gård og gik hen på kirkegården. Da han så gik ind og i hans seng, kunde han høre et lille barn, der græd sådan inde. Om morgenen fortalte han konen det, da han kom ind. «Hvordan kan det være, at barnet græd sådan i aftes? a kunde høre det helt ind i mit kammer.» — «Ii, kunde du da!» siger konen helt forgrædt og sörgen. Da havde hun ligget det ihjel om natten. Men han kunde jo ikke høre det alligevel, det var blot en forestilling, for barnet havde jo ikke grædt.
Dörup.
54. Det var i en gård i Serslev, der gik et liglam en aften. De mente, det var en hvid kat, og de jagede efter den og jog den ud i haven. Nogle dage efter døde et barn i gården. Da de kjørte til kirken med det, satte bæsterne over i haven, der hvor lammet var sprunget over.
Niels Pedersen, Gjedved.
55. A har hørt et liglam bræge lige för min bedstefaders død. A var kommen i seng om aftenen, og han stod ved siden af og strøg sime. Så hørte a lammet bræge uden for. A siger det. Han svarte: «Det er ikke sandt, læg dig nu til at sove, du véd jo, vi har ingen lam.» Et lille korn efter brægte det igjen, og a sagde det atter. «Det er noget sært pjat, det sæder jo ikke for dig.» Så varede det kun et lille korn, da brægte det tredje gang. «Da er der et lam her ude,» siger a, «det er a vis på, prøv og gå ud og se ad.» Så gik han jo også ud og så det efter, men der var jo intet at se. Nu hørte a ikke mere til det, men dagen efter døde min bedstefader. Han var i byen og blev kjørt syg hjem og døde, den gang han kom på hans egen mark. Der var ingen anden, der kunde høre lammet, end mig.
Der var en mand kommen til at følges med liglammet efter Nörskov. Han kom til det nede ved Nörskov bæk og fulgtes med det hjem til hans dör, og så forsvandt det. En kort tid efter døde et af börnene i hans hus.
Tue Madsen, Lindeballe.
56. A havde en aften været ude i skoven med bæster og kommer og går hjem til Trige sådan ved lag klokken 12. Der på kirkevejen kom et lam om ved siden af mig, det humpede på tre ben. Da a kom hjem, fortalte a det til min moder, og hun sagde: «Det har været et liglam.» Anden dagen hørte vi, Ma Vistis var død. Det var en kone fra et småsted vesterst i byen. A mödte lammet imellem byen og kirken, så det kunde jo passe godt nok, for byen ligger jo et stykke vesten for kirken.
Trige.
57. En pige fra Vammen, hvis forældre boede et stykke uden for byen, havde været inde i byen, og som hun så går ad vejen hjem, ser hun et hvidt lam, der kom fra et sted, som lå et stykke vesten for vejen, og det kom hen imod hende til vejen. Hun skyndte sig og gik for at komme forbi, da hun ikke vilde møde det. Men da hun kommer lidt forbi, vender hun sig og vil se efter det, og da ser hun tydelig, at det skrider lige så stille ind ad vejen til byen. Det varede heller ikke længe, inden der kom et lig fra stedet, det var den gamle mand der, som døde.
Lavst Jensen, Bjærggrav.
58. En her i byen boende kone, Gjertrud Jörgens, som for nogle år siden er død, så i sin have en aften sildig gassen komme sig i møde. Forskrækket iler hun ind i sit hus, men hun havde næppe fået havedören slået i, förend der kom et stor rabalder på døren. Kort derpå mistede hun en datter. Mine bedsteforældre, som boede i Drigstrup, var en gang i besøg hos min moder. Da de om aftenen kjørte hjem, løb det hvide lam foran vognen, ret som de var ved at kjøre ind i deres gård. Morfader stod af vognen for at drive lammet ind i gården, da han troede, det var deres eget, men det smuttede immer fra ham, så han kunde ingen steder drive det. Da kom mormoder, som endnu lever, i tanker om, at det var varselet, og de lod det da fare. Min moster Ane døde kort derefter
Dalby. A. C. P.
59. I Örritslev, Søndersø sogn, boede en skrædder, hvis kone en aften kom i barnsnød, og lægen skulde hentes; en vogn blev hastig afsendt, og en mand med forspand red den i møde. Da han kom lidt hen ad vejen, mödte han et lille hvidt lam, der kun havde tre ben. Manden anede straks, at det var intet almindeligt lam; han hældte sig tilbage på hesten, mens han red, og betragtede det længe. Hans anelse slog til, for skrædderens kone døde samme nat. Det var kirkelammet, han havde mödt.
Nordfyen. A. E. Jakobsen.
60. En mand har fortalt mig: Da min fader døde, tjente jeg i Martofte. En dag, da han var usædvanlig syg, gik jeg om aftenen hen for at besøge ham. Da jeg kom over havediget, så jeg et ualmindelig stort sort lam eller får komme springende forbi gavlen over havediget og op efter kirken. Nu vidste jeg besked, jeg skyndte mig ind, og få minutter efter døde min fader.
Hans Peter Olesen (Eliekjær), Dalby.
61. I Rönninge på Fyen er der et kirkelam. I en af gårdene der i byen var for mange år siden konen syg, og Naboens datter så da, at der stod et lam uden for porten til den gård, hvor konen var syg; hun vilde da gjenne lammet bort fra porten, men så gik det igjennem en sprække på den ind i gården og siden ind i stuen. Da hun kom hjem, fortalte hun sin moder om lammet, og at hun vilde gjenne det bort, men moderen sagde: «Det kunde du ikke gjenne bort, min pige, for det var kirkelammet, se, der kan du se, der går det!» og så så de, at lammet gik om efter kirkegården. Nogle dage efter døde den syge kone i gården.
En anden gang kom kirkelammet i Rönninge ind til en væver der i byen, som havde et par syge börn. Lammet stod længe inde i stuen og så på börnene; men nogle dage efter döde de.
Lars Frederiksen.
62. I Kirkeby ved Svendborg er der et kirkelam. En aften kom en tigger ind til en gårdmand og bad om at ligge der om natten, hvad han også fik lov til, og straks sagde han til folkene i gården: «I har glemt at lukke et af eders lam ind, det går ude i gården!» Folkene gik da ud at se efter lammet, men der var intet, den gang de kom ud. Men om natten døde tiggeren, og altså havde det været kirkelammet fra Kirkeby.
Lars Frederiksen.
63. En pige, som havde været henne i landet at besøge sin familje, kom, da hun blev syg, på tilbagevejen ind i en gård i Nörre-Åby sogn, hvor hun fortalte følgende, som efter hendes foregivende virkelig skulde være passeret: Hos hendes familie drev de deres får ind om aftenen, og der iblandt lagde de mærke til et lam, som var hvidere end de andre, og det løb så til sidst efter kirkegården, hvorfor de sluttede, at det var kirkelammet. Pigen overnattede og gik næste dag til sit hjem på Voldby mark, hvor hun døde kort efter.
Fortalt af en kone, som tydelig husker pigen. Fr. Melbye.
64. Da ejeren af Krogenlund ved Svendborg en aften var ude, kom et lam tæt hen til ham og gned sig op ad ham, gik derpå bort og forsvandt ved et hus, hvori der var en syg dreng. Næste morgen hørte de, at drengen var død.
V. Bennike.
65. Som lille dreng kan jeg huske, at jeg måtte være hos en anden dreng, som var så syg, at man ventede, han vilde dø. Jeg var ene hos ham en aften. Så siger han: «Peder, kan du se det lille lam!» — «Nej, der er intet lam!» — «Jo, det kom ind ad kjøkkendøren, og nu kommer det lige hen til sengen!» To dage der efter døde han.
J. P. Rasmussen, Ås.
66. I en gård i Bendstrup skulde en gammel pige ved navn Ane Dorthea drive nogle får til vands. Da hun så skulde have dem ind, var der ét. som hun ej kunde få med de andre. Men da hun så nöjere til, kunde hun se, at det kun havde tre ben. Hun kunde nu forstå, at det havde været et liglam, som hun havde set. Få dage efter døde hun.
P. E. Petersen.
67. En kone fortæller, at hun juleaften 1839 så et hvidt lam gå hen ad en mur. Hun gik ind og kaldte på sin fader, som også gik ud for at se efter det, men han så intet lam, heller ikke så konen lammet, da hun igjen var kommen ud. Men dagen efter døde hendes moder.
Marie Buhl.
68. Kirkelammet i Svindinge gik en gang inde i en mands gård, som han kom hjem fra kroen. Han troede først, at det var et af hans egne får, der var kommet ud, og gav sig til at ville drive det ind, men kunde ikke, og til sidst blev det rent borte for ham. Han gik da ind og fortalte sin kone, at der gik et lam ude i gården, som han ikke kunde få lukket ind til de andre, men, lagde han til, det var et stort lam, og ulden hang lige til jorden. Da konen hørte det, blev hun bange, ti hun kjendte kirkelammet og vidste, at når det kom, da døde nogen der i gården. Det blev også tilfældet, ti manden døde samme nat.
Sødinge skole.
69. En kone i Gjæstelev har fortalt, at en aften, da hendes bedstemoder var uden for huset, kom kirkelammet og strøg sig på hende. Da hun kjendte det, klappede hun det og sagde: «Nå, kommer du nu og henter mig, din lille stakkel! » og det varede heller ikke længe, inden hun døde.
For en snes år siden var der en anden gammel kone, som en aften fulgte med kirkelammet på gaden, og der døde da kort efter en gammel pige, som heller ikke var fri for at gå igjen.
Sødinge skole.
70. En mand, der kjørte fra kjöbstaden, så, da han nærmede sig sit hjem, og var kommen i nærheden af kirkegården, et hvidt lam løbe ud derfra og på tre ben humpe foran vognen hen til gårdens port, hvor det forsvandt. Da manden kom ind, fortalte han sit syn og tilföjede, at der nok vilde ske dødsfald i hans familie. Næste aften kom der bud, at hans søster, der boede i en nærliggende by, var død på samme tid, som broderen havde set varselet.
A. O. Larsen.
71. I Gamborg er der et kirkelam, og i den forrige degns tid hændte det en aften i mørkningen, at manden i et over for skolen liggende hus så kirkelammet trippe på degnens trappe, og hans kone stod lige inden for. Da sagde husmanden til sin kone: «Mon ikke degne-madammen bliver bange, da kirkelammet vender lige uden for?» Men hun så slet ikke lammet. Der imod blev manden, som så det, syg et par timer efter og døde.
I Indslev er der også et kirkelam, som man tit har set gående på vejen.
I Asperup varsler kirkelammet også, og i Hårslev er der et trebenet kirkelam, men i Brænderup er det en höne med kyllinger.
L. F.
72. I Lydinge, Krarup sogn, boede en mand, som de kaldte Hans Jen. Bag om hans have gik vejen hen til Peder Møllers gård. og på denne vej mödte en mand en aften et lam, som han antog for et rigtigt lam og derfor vilde gjenne det; men idet han slog til det med sin stok, drog det ind i Hans Jens humleplet, hvor det gjorde en farlig stöj. Nogle dage efter døde imidlertid Peder Møllers kone, så det var naturligvis kirkelammet, han havde mödt som varsel for hende. Dersom han, der slog til kirkelammet, havde vidst, det var et sådant, så havde det nok ikke gået ham godt.
Ellers siges, at der ved Krarup kirke er en kirkeso, og her nævnes jo et lam. Om det er en forveksling, eller sagnet netop gjælder den del af Lydinge, der hører til Brahe-Trolleborg, hvor der da må være et kirkelam, véd jeg ikke.
P. Jensen, Kværndrup.
73. I Pederstrup, Sønder-Höjrup sogn, boede der en mand, som hed Povl Jörgen. En aften, da han og hans lille sön havde været ude at fodre hestene til nat, kom der et lam til dem ude i gården, det gik lige tæt forbi sönnen, men skubbede sig ind på Povl Jörgen. Da han så kom ind i stuen, satte han sig ned og sagde ikke et ord. Hans kone spurgte ham, om han var syg, men han sagde nej. Til sidst sagde han til sönnen: «Jeg havde dog tænkt, at jeg skulde have blevet noget længere her hos dig, min dreng,» og så fortalte han, at han så kirkelammet. Men den lille havde ingen ting set, endda det gik lige forbi ham. Det var dog ikke varsel for Povl Jörgen, ti han levede, men hans lille sön døde kort efter.
L. F.
74. En aften a gik nede på gaden, da mærkede a noget, der kom hoppende eller lammende ligesom på tre ben. Det hoppede for ved mig ned ad gaden hen til et hus, hvor der var en syg pige, og hen til døren, og der blev det henne. A troede jo, det var liglammet, og den pige hun døde da også. Nogle fortæller også om katte, der hopper på tre ben, når nogen skal dø.
Jens Smed, Jævngyde.
75. En kone i Vormark stod en dag i mørkningen og lagde hænderne på indgangsdøren, en af de gammeldags halvdöre. Da kom kirkelammet gående op ad gården, og det blev stående lige ved konen, så hun ret kunde se, hvordan det så ud. Det var så langmundet og sidbuget og havde sådan lang hvid, fin uld. Da det gik ud af porten, gav den et stort slag. Nogle dage efter døde der et barn i gården.
Lars Frederiksen.
76. En gammel kone på Ryslinge mark så en aften kirkelammet komme til det hus, hvor hun opholdt sig. Der i huset var en syg dreng, og han døde straks efter. Da drengens moder en del år efter døde, kom hun den nat, hun døde, idelig med det spörgsmål til dem, der var om hende: «Har I ikke set kirkelammet endnu?» Når de sagde nej og spurgte: «Mener du, det skal komme?» svarede hun: «Ja, det kom jo for lille Jörgen!»
Lars Frederiksen.
77. En kone i Pederstrup, Vinderslev sogn, havde en aften i mørkningen været ude at malke. Da hun kom ind i dagligstuen, ser hun et lille hvidt lam stå henne ved en egetræskiste. Hun går da der hen og vil tage lammet, idet hun siger: «Men i-i du fredsens, du lille lam.» I det samme forsvandt det, og lidt efter kommer konens moder ind, som boede der i huset. Konen fortæller hende da, hvad hun havde set. Den gamle slog hænderne sammen og udbrød: «Det er nok mig, der skal af sted!» og hun døde nok også, inden året var omme.
Jens Jensen, Refshalegård.
78. I Funder kro var en aften kommen nogle mænd sammen; de holdt dem en lystig aften og så også temmelig dybt i flasken. Da de så gik hjem, var der især én, som var lystig og oven på det. Som disse krogjæster går allerbedst, ser de foran dem på vejen tre snehvide lam komme imod dem; alle blev med et ædru og gik til siden af vejen, undtagen den lystige, han vedblev at gå midt på vejen, uagtet én af de andre tog ham i armen for at trække ham til side. Men han bandte på, at han var ikke bange for sådan noget skidt. Da han nåede liglammene, faldt han lige så lang, som han var, medens disse forsvandt. De andre måtte nu bære ham hjem, og han var nok syg i lang tid der efter.
J. J.j R.
79. En aften var der en mand fra Snæbum, der havde været i Hobro og gik hjemad. Da han gik gjennem Hörby og kom forbi kirkegården, så han et lille hvidt lam hoppe og springe op ad kirkegårdsmuren. Han gik hen og vilde tage det for at hjælpe det der op, i det han tænkte, at moderen stod töjret der. Men han kunde ikke få fat på lammet, det blev næsten som borte mellem hænderne på ham, og så kom han da i tanker om, at det måtte være liglammet, og skyndte sig hjem, hvor han fortalte sit syn. Nogle dage efter, da min fortæller, der tjente samme mand for lillepige, bragte ham hans mad ud i heden, kunde hun fortælle ham, hvis død det var, han havde set varsel for: en pige var nedkommen med et uægte barn, og udlagde ham som fader, og det var i den anledning, han hin dag havde været i Hobro for at rådføre sig med en prokurator om, hvordan han skulde slippe fri for at bære den skyld; men nu var barnet død, og den sorg slukket.
K. M. R.
80. I en gård i Søndersø boede der en mand, som havde flere voksne börn, både sønner og dötre. En aften havde en af sønnerne været ude at vande heste, og ved at han nu rider hjem, så møder han et hvidt lam. Nu havde han jo nok hørt tale om kirkelammet, og så vilde han se nærmere efter, hvad det var, ja, han vilde ligefrem ride på det med hestene. Men lige med ét stod bæsterne stokstille, og så gik lammet sin vej. Han får nu hestene ind og kommer ind i stuen og fortæller dette her. Om det nu var ham eller én af hans søstre, der så det komme gående om ved vinduerne, skal jeg ikke kunne sige, men det er da vist, at de alle sammen fik det at se på sine tre ben, som det foer ud af porten. Og en anden af brödrene så det også. De vidste jo nok, at det betød lig i huset, og de troede, at Vorherre nu vilde have løst op for en søster, der lå og var da så meget syg. Men så var det den sidste broder, der måtte til det i steden. Han blev syg en otte dages tid efter, og døde fire uger senere. Søsteren hun kom sig.
P. Jacobsen, efter Jörgen Clausen, Søndersø.
81. Maren, der tjente til Buggens, anneksgården i Kastbjærg, fortæller, at hun en gang så en lille hvid én på kirkegården, og kort efter døde et lille pigebarn der i gården.
I samme gård spøger det i deres staldbygning; da den en gang blev flyttet om, blev den flyttet helt ind på kirkegårdens grund, og siden har det ikke været rigtigt der. En karl, som tjente der, syntes, som om der var nogen, der gik i sengen og pojede i sengeklæderne.
I et hus i byen, der ligger lidt vesten for kirkegårdens sydvestre hjørne, er det på en vis dag, som der kom nogen og slog dørene hårdt i. Der siges, at huset er bygget lige over en kirkesti.
K. M. R.
82. A tjente ved en mand i Høgelund, der hed Eskild Enemark, og vi havde en sort hest, der skulde sælges om fastelavn. Vor nabokone lå meget syg, og en otte dage för hun døde, da var a ude at fodre hestene af en aften og strø dem, og da ser a et liglam; det kom ned fra det ene bæst og gik op til det andet. Så om morgenen, a kommer ind til davre, da fortæller a jo det her. Så siger manden: «Ja, det er jo nok Ane Katrine, der skal til at af sted, nu har hun ligget syg hele vinteren, og så skal vi jo følge hende hen.» Hun døde så, og vi bliver bedt til ligfølge. Om morgenen siger a til manden: «Ja, vi skal vel tage de to brune bæster, som vi plejer.» — «Nej, nu kan du lige godt prøve at tage den sorte.» Det gjör a jo også, og det kunde vi ikke tænke os noget ved. A spænder for og kjører frem for døren, og de skal til at sidde op. Da er den sorte så lam, at han kan ikke gå på mere end de tre ben, og han kom heller aldrig til at due mere. A måtte spænde den fra og have de to brune for, og så var der intet i vejen. Vi måtte lade den sorte skyde om efteråret, og dyrlægen kunde ikke opdage, hvad den fejlede.
Peder Schulz, Horndrup skov.
