Lausavísur (Eyvindr Finnson Skáldaspillir)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Eyvindr Finnson Skáldaspillir
Lausavísur
1.
Haarde Blodøxes Sønner
Bede om Sværdes Møde,
Nu er stakket Tiden
Til at sidde rolig
Krigstidende Kongen
Vanskelig er at bringe,
Men jeg vil din Hæder,
Hurtig da griber til Vaaben!
2.
Nej! Imod Nord at sejle,
Nu da Fjenden vi øjne,
Sejlende fra Sønden,
Sømmer sig ikke den Tapre;
Kriglystne Harald kommer,
Kjende vi grandt dit Ønske,
Op da! Lad os gribe de gode
Gamle Vaaben, o Konning!
3.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Landets befolkning bukker under for de lange spyd; skjoldene ryster; hærføreren (kong Hakon) hilser med oddene (spydene) på Eyvind skreyjas mandskab. (Jfr. Hakon góði)]
4.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Krigeren, huld mod mænd, grum mod guld, bad Skreyja om ikke at forandre sin retning - ’hvis du, kampvillig, ønsker at træffe den kloge kriger, så styr lige frem imod Nordmændenes dygtige konge.’]
5.
Veed jeg, at Vaanders skarpe
Vaand (1) i Konningens baade
Hænder bed paa den lidet
Hulde Skibsbeboer;
Uforfærdet Daners
Uheldbringer kløved
Med guldfæsted Kaarde
Mangen Kæmpes Isse.
6.
Fyrsten, som aldrig flyed,
Farvede Sværdet i Gamles
Blod, de bolde Kæmpers
Barm af Kjækhed svulmed,
Da hin frækne Kriger
Alle Eriks Sønner
Ud paa Havet jaged,
Herskerens Fald mig bedrøver.
7.
Den Gang Hørders Pile
Heftig stødte paa Brynjer,
Landevogter! man sagde,
Lod du ej Hjærtet bæve;
Da din dragne Kaarde
Dødende klang i Striden,
Og med skarpe Sværde
Skaffed du Ulve Føde.
8.
Blanke gyldne Ringe
Bare vi, o Kriger!
Medens hin gjæve Konning,
Gode Hakon, leved;
Melet, som Frodes Møer
Malede glædefulde,
Guldet, gjemmes i Jorden
Gavmildhed er nu svunden.
9.
Skjønt paa Skjaldenes Hænder
Skinnede Fullas Smykke (2),
Medens hin gjæve Konning,
Gode Hakon, leved;
Gjemt er nu det gode
Guld i Jættefjendens
Moders Krop (3), og Magtens
Mænd nu Haardhed øve.
10.
Een Drot har jeg ejet,
Inden dig jeg hylded,
Stærkt jeg ældes, o Fyrste!
Ønsker jeg ej den tredje;
Tro jeg var min Konning,
Kjendte jeg Falskhed aldrig
Fylder jeg blot dit Følge,
Falder paa mig Aldren.
11.
Skulde jeg naae din Yndest,
Skibes tapre Fører!
Naar jeg giver den gode
Guldring i dit Eje;
Men kun nødig jeg mister
(Magt du har at tage!)
Ormelejet (4), min Fader
Fordum længe aatte.
12.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Det sner på jorden midt om sommeren; som lapperne har vi måttet binde gederne ind i staldene.]
13.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Lad os lade havhesten (skibet) træde med sine søfødder nordfra hen til (for at erhværve) sildene (de lange træknæts tærner med fiskehaler); lad os se, om ikke sildene, som skibene har øst op af havet, fås til købs hos mine venner, herlige kvinde.]
14.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg tog min kappenål, som Islænderne havde sendt mig fra deres land derude, og solgte den for sild; jeg måtte sælge alle mine pile for sild (her er en leg med ordene for pil og sild) Uåret volder et og andet.]
Fodnoter:
1) Hakons Sværd Kværnbider.
2) Guldet
3) Thors Moders Krop, d. e. Jorden.
4) Lejet, hvorover Ormen Fafner rugede, d. e. Guldet.
1. Oldnordiske Sagaer - Kong Olaf Tryggvesøns Saga, Bind 1-3, oversatte af C. C. Rafn, København, 1826-27
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15
Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)
Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."