Manden fra Karusuk (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

92. Manden fra Karusuk

(Godthaabs Fjord i Sydgrønland)

Paa Karusuk boede der en Mand, som var udmærket med Hensyn til Erhvervet, saavelsom til Behændighed og Styrke; tillige var han velvillig mod alle Mennesker, saalænge indtil han blev fortrædiget. Hver Vinter pleiede han at roe til Kangek paa Alkefangst, og selv i de korte Dage gik han frem og tilbage paa den samme Dag. Idet han tidligt om Morgenen forlod Karusuk, pleiede han at komme til Kangek, førend endnu de derværende Kajakker vare gaaede ud, og han pleiede da at følges med dem; men paa Tilbageveien roede han ind i Fjorden, uden at lande ved Kangek, og naaede Karusuk endnu før Solnedgang. Han havde nemlig til Ledsager en Ingnersuak, en af dem, som boe under Strandbredden, men tildeels ere usynlige for dem, der boe i Dagens Lys, Menneskene. Der siges, at ogsaa nu have mange Kajakker saadanne Ingnersuït til Ledsagere, og endnu engang imellem blive de synlige. Det hændes nemlig som oftest at en Kajakmand, idet han roer frem, seer to eller tre Kajakker foran sig, men naar han nærmer sig er der kun een tilbage, og naar han saa spørger denne: »hvo vare dine Ledsagere?« — pleier han at svare: »jeg har ingen Ledsagere havt, jeg har ingen andre Kajakker seet.« I saadanne Tilfælde mener man at det er Ingnersuït. Disse ere nemlig ikke synlige for dem, som de følge med, men kun i lang Afstand kunne de sees. Hiin Ingnersuak var Tornak for en Angakok og boede paa Tukak, nær Kornok. Han pleiede i de korte Dage at komme hver Morgen til Karusuk og vente til Manden, som boede der, kom ud, hvorpaa han saa ledsagede ham ud til Kangek, hvor de fangede Alker. Naar saa Ingnersuak troede at have faaet tilstrækkeligt, pleiede han at vente til Manden ligeledes havde endt sin Fangst og fulgte ham saa tilbage, men denne kunde ikke bemærke ham. Naar de saa mødte Østenvind, som blæste ud af Fjorden, pleiede afvexlende den ene af dem, naar han stoppedes af Søgangen, at komme bag ved den anden; men naar de naaede smuult Vande, fulgtes de atter jevnsides, og naar de naaede Karusuk, gik Manden iland, men Ingnersuak drog videre til Tukak.

Under disse Omstændigheder bosatte engang endeel Brødre fra Sydlandet sig ved Karusuk. Da Pladsens Beboer havde hørt, at den mellemste af dem var en Morder, flyttede han bort derfra og bosatte sig ved Marasisok, og vovede sig af Frygt sjeldent langt bort fra Stedet. I tidligere Aar, medens han boede ved Karusuk, pleiede han paa een Dag at gaae rundt om hele denne Ø og hvergang at komme hjem med en Sælhund ovenpaa Kajakken, ligesom han og gjerne havde en Falk liggende foran sig, som han havde slaaet i Flugten med sin Aare. I sine driftigere Dage havde han ogsaa tænkt paa at reise hen og maale sig med den hurtigroende Ajarḱitsarsuak, men opgivet det, da han ikke troede sig stærk nok. Medens han nu boede ved Marasisok, havde han i et heelt Efteraar ikke været rundt omkring Øen; men da Dagene længedes, begav han sig en Morgen ved Solens Opgang atter paa denne Vei. Da han kom forbi Kornok, fangede han en Sælhund og tog den ovenpaa sin Kajak. Videre hen, ved Sidlisit, saae han en skinnende hvid Kajak, som laa paa Fangst. Da han kom nærmere, gjenkjendte han den frygtede Morder, og da han saa standsede, kom denne ogsaa hen imod ham og havde allerede løftet Harpunen, da han ikke mere kunde undflye. Under disse Omstændigheder holdt han blot Øie med hans Arm, men idet han kastede, kæntrede han hen imod ham, saa at Harpunen blot kom til at streife Kanten af Kajakken. Derpaa reiste han sig hurtigt, foer hen imod Morderen, greb Forstævnen af hans Kajak, halede den heelt op paa sin egen Kajak, og sagde: »endelig træffer jeg da et nederdrægtigt, uforstandigt Menneske!« Den Slemme arbeidede, uden at give en Lyd fra sig, tilbage med sin Aare, for at undslippe. Men den anden holdt, saa at han ikke kunde rokke af Stedet, og vedblev: »endelig har jeg truffet et uforstandigt, storpralende Menneske!« Med disse Ord trykkede han den anden Ende af Kajakken ned under Vandet, saa at kun Mandens Overkrop ragede frem, hvorpaa han med en heftig Bevægelse trak ham frem og tilbage. Idet Ryggen knækkedes paa ham, farvedes Vandet rødt af hans Blod. Endelig bandt han den Dræbte med Fangeremmen fast til Kajakken, tog denne paa Slæb og drog videre. Da han kom forbi Karusuk, og saae alle Brødrene staae paa Landet, løsnede han den Dræbte, skubbede ham ind imod Land og raabte til dem: »hvis I holde af ham, kunne I tage ham der; jeg gjengjældte ham, da han nær havde dræbt mig.« Derpaa roede han rask afsted, endnu med sin Sælhund paa Kajakken, og hine, som saae efter ham mærkede, at de ikke kunde naae ham. Da han kom hjem, var han endnu urolig, og drog derfor den følgende Morgen hen til sine Slægtninge paa Karra og Kagsinguak, for at sige dem Besked, at de skulde hjælpe ham, hvis Brødrene vilde hævne sig. Men disse gjorde ham intet.

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 258-260.