Moralprædiken 2
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Moralprædiken
De ammonitione bona
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2025
Kære brødre! Jeg vil fortælle jer, at det er såre nødvendigt for os, at vi vender os til Vorherre af hele vores hjerte og hu, for han er klar til at tage imod os, såfremt vi selv er opmærksomme på, hvad der gavner os, sådan som han selv sagde: »Lær af mig, for jeg er beskeden og ydmyg i hjertet.[1] Vend jer til mig, og følg mine bud, og da vil jeg tage imod jer, som en fader tager imod sine børn.«[2] Sådan sagde en profet med Guds mund. Til hver en tid skal en mand, der afstår fra sine synder, leve med Kristus i Himmerige og ikke brænde i Helvede hos djævlene. Desuden sagde Herren gennem profeten: »‘Jeg lever’, sagde Vorherre, ‘— og jeg ønsker ikke den syndige mand død; jeg ser hellere, at han lever og vender sig til mig’.«[3] Kristus selv sagde endvidere dette i den hellige tekst: »I sandhed siger jeg jer, at alle englene og helgenerne, der er i himlen, glædes mere over det ene menneske, som længe har begået synder, men som afstår fra dem alle, end de 99 andre mennesker, som de allerede vidste havde et sikkert håb om en plads i Himmerige.«[4]
Vi hører her — gode brødre! — hvor velvilligt Vorherre vejleder os og lærer os om sin herlighed, såfremt vi vil tage vare på os selv. Men hvorhen vil vi, hvis vi ikke vil derhen, hvor vores skaber er? Han skabte os af jord, for at vi skulle udfylde den del af Himmerige, som blev ledigt efter dem, der først var engle, men som nu er blevet til djævle på grund af deres hovmod og indbildskhed og grådighed. Men Fanden franarrede Adam, det første menneske, den herlighed, som han og vi alle var blevet skabt til, ifald han havde overholdt Vorherres befaling. Men fordi han brød Guds befaling, fór han til Helvede, og det samme gjorde ethvert andet menneske, som siden døde i denne verden, indtil Vorherre lod sig føde til denne verden og tålte drab og død for vores skyld, og med sit hellige blod frikøbte han os fra Helvede og Djævelens magt, og i Helvede bandt han Fanden, som havde sveget Adam, og han førte alle de retfærdige mennesker væk fra Helvede og bragte dem med sig til Himmerige. Og nu er de åbne for os, Himmeriges døre, som Guds engel, keruben, i fem tusind år havde spærret for hele menneskeheden med et flammende sværd. Nu er det tilladt for alle mennesker, som vil yde noget for det, at komme til Himmerige og være dér i al evighed sammen med englene og alle helgenerne.
Nu beder vi inderligt om, at ethvert kristent menneske, som har nogen tro, vender sig til den almægtige Kristus af hele sit hjerte og hele sin hu og giver sine almisser sådan, som det er påbudt, og at hver især giver nødlidende mennesker så meget, som hans midler rækker til, og som Gud har forsynet ham med. For synder kan slukkes med almisser som ild med vand, for som Kristus siger på dommedag: »Det, som I gav til fattige mennesker og skænkede til hellige steder, alt det gav I mig. Men de mennesker, som havde midlerne til det, men afslog at give staklerne almisser, de må tåle pinsler.«[5] Hvad venter vi, at der skal blive af dem, som stjal fra hellige steder og nødlidende mennesker, og som afviste dem med uret uden at gøre bod derfor, og som ikke angrede deres misgerninger? Hvad kan de andet end at brænde i Helvede hos djævlene i al evighed?
Noter:
- ↑ Se Matt 11, 29
- ↑ Se 2 Kor 6, 17-18
- ↑ Se Ez 33, 11
- ↑ Se Luk 15, 7
- ↑ Se Matt 25, 31 ff
