Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Hvorledes Narhvalen blev til
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Hvorledes Narhvalen blev til
Fortalt af Arnâluk
Der var engang en Mand, som ikke kunde se, og da hans Landsmænd tog ud paa Fangstrejser, efterlod de ham, hans Moder og hans lille Søster.En Dag, da den blinde laa og sov, vækkede Moderen ham.
"En Bjørn, en Bjørn i Vinduet!" sagde hun, og han spændte sin Bue, og hun førte hans Haand.
"Det lød, som om man ramte Bjørn!" sagde han, da Pilen faldt.
"Aa, nej, Vinduesstenen ramte du." Hun vilde nemlig være ene om at spise Bjørnen. Sønnen gav hun blot Muslinger.
Men den lille Søster lod Kødstumper falde ned under Pelskraven og gav Broderen dem.
En Dag i Højsommer sagde den blinde til sin Søster: "Led mig op til en Sø," og hun ledte ham op til en Sø.
Som han stod der oppe ved Søen, kom der en Lom, og den gav sig til at tale:
"Fat mig om Halsen, jeg vil bære dig!" sagde den. Og saa dykkede den ned i Søen med ham. De blinde var nær ved at miste Vejret. Saa kom den lidt op til Overfladen af Søen og saa ned igen, og saa op og saa ned igen. Den blinde snappede efter Vejret.
"Ser du Land?" spørger Lommen.
"Jeg ser!" raabte Manden, men Lommen dykkede ned igen. Og saa igen.
"Ser du nu?"
"Jeg ser Landene!"
Og saa blev Manden seende og gik hjem.
"Et udspilet Bjørneskind!" udbrød Manden ved sin Hjemkomst.
"Et, som er efterladt af Persorqaqs," løj Moderen.
"Se, se! Hvidhvaler herudenfor!" sagde Manden.
"Harpunér! Harpunér! Og bind mig fast til Fangstlinen!" ivrede Moderen. Og saa brugte han hende til at fæste sin Fangeline ved.
"Tag den lille der, den kan jeg tumle!" raabte Moderen, og saa satte han fast i en lille Hvidhval, som de fangede.
Den næste Dag satte han sig for at gøre Ende paa Moderens Liv for at hævne sig og harpunerede en stor Hvidhval, som rev Moderen med sig i Søen.
"Min Krumkniv, min Krumkniv!" skreg Moderen, da hun var ved at forsvinde i Bølgerne; hun vilde skære Fangelinen over.
Men hun blev borte i Havet og forvandledes til en Narhval, thi hun flettede sit Haar til Stødtænder, og fra hende stammer Narhvalen. Før hende var der kun Hvidhvaler.
Manden sørgede over Drabet paa sin Moder og drog bort sammen med Søsteren.
Paa deres Vandring kom de til Mennesker med lange Klør. Disse Mennesker havde ingen Knive, men brugte Kløerne til at flænse med.
"Lad dem komme ind," sagde deres ældste.
Og da de kom ind, sønderrev de Søsteren og aad hende.
"Hvorfor æder I hende!" raabte Broderen i Vrede og dræbte dem med en Hvalrostand. Saa samlede han Søsterens Knogler, lagde dem i en Pose og bar dem bort.
Han var en stor Aandemaner, og da han bar Søsteren saaledes paa Ryggen, begyndte hun lidt efter lidt at leve op, og tilsidst gav hun sig til at tale:
"Broder, lad mig blive rask!" — Nu blev hun tung at bære.
"Broder, jeg vil gaa selv." — Og hun gik.
De kom nu atter til Mennesker, Mennesker uden Rumpe i Enden, men i Haanden. Blandt dem fik Broderen sig en Kone, og Søsteren en Mand.
Broderens Kone blev svanger og Søsteren ligesaa.
"Jeg har faaet et Barnebarn med en rigtig lille Rumpe!" skreg en gammel Kone, da Søsteren fødte.
"Hvor en min Kødpind, hvor er min Kødpind?" raabte Kællingen.
Og saa stak hun sig i Enden for ogsaa at faa en Rumpe der, men faldt om og døde.
Da Kvinden uden Rumpe skulde føde, skar man Bugen op paa hende og syede hende sammen igen, da hun havde født. Saaledes plejede Kvinderne der at føde.
Hos disse Mennesker tog nu de to Søskende Land for stedse og blev gamle.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 77-79. København, 1925.
