Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Mennesket og Verden
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Mennesket og Verden
Livsanskuelse: »Vore Fortællinger er Menneskers Oplevelser, og det er ikke altid smukke Ting, man hører om! Men det lader sig ikke gøre at udsmykke en Fortælling, for at den kan blive behagelig at høre, naar den samtidig skal være sand. Tungen maa være Begivenhedens Ekko og kan ikke lempes efter Lune og Smag.
Nyfødtes Ord kan ingen fæste Lid til, men gamle Slægters Erfaringer rummer Sandhed. Naar jeg beretter Sagn, taler jeg ikke ud af mig selv, da er det Fædrenes Visdom, der taler gennem mig.« (Ûsarqak).
NATUREN var begyndt at vaagne, den store Sommer nærmede sig. Bopladsen laa lige ved Fuglefjældet, og Lomvierne var allerede kommen og sloges om Pladsen paa Hylderne. Deres Skrig samledes i een eneste stor, dirrende Tone, som rullede henover Teltene, en Fanfare over Vinterens Ophør. Solens Varme tøede Fjældet op, og nu og da rullede et Fjældskred ned over Afgrunden og jog Fuglene op, saa at Stormfugle, Lomvier, Tejster og Maager fløj skræmte ud over Havet, og Børnene løb omkap hen under Fjældet for at samle de døde Fugle op. Og snart tændtes festlige Kogebaal, for at Aarets første Fuglefangst kunde blive kogt.Saadan var Dagen, der var Grøde i Luften og Uro blandt Menneskene. Et Par halvvoksne Piger kastede deres Tøj og løb Tagfat hen over en Slette, og nogle unge Mænd sluttede sig leende til. En gammel Eskimo havde bredt et Renskind hen over Jorden og laa nøgen for at lade Solen bage sig, ved Siden af ham sad hans Datter og gav sit lille Barn Bryst. Alle Mennesker var glade og havde kun Tanke for den Dag, som Solen gav.
Da lød der hen over Pladsen et Raab, som jog alle op. Det hoppede som et Ekko fra Klynge til Klynge, og det var, som om der var falden en Skygge over Bopladsen, da alle lidt efter fulgtes ad til det Hus, hvor Sagdloq boede.
Sagdloq var Stammens største og ældste Aandemaner, en Mand af gammel, frygtet Slægt. Hans Farbroder og Søstersøn var begge bleven myrdede som farlige Sjæleranere, og selv ansaas han for den sidste i Stammen, der havde arvet al Forfædrenes Visdom; ingen anden Aandemaner kunde flaa Huden af sig og krybe i den igen. Enhver der saa en saadan kødnøgen Troldmand maatte dø.
Nu havde Sagdloq indbudt sine Bopladsfæller til at overvære en Aandebesværgelse, og det var længe siden, nogen havde hørt ham, thi han havde længe været syg. Endnu samme Dag var han bleven trukket rundt mellem Vinterhusene i Slæde, da hans Ben var stive af Gigt, og nu vilde han alligevel holde den anstrængende Aandemaning, fordi hans Kone var bleven syg.
Dette hændte kort efter mit første Møde med Polar-Eskimoerne, og for at forstaa det, der nu kommer, maa man vide, at vi var kommen der med en syg Kammerat og begyndende Rabies blandt vore Hunde.
Sagdloq var ikke flyttet i Telt og boede i et Hus lige ud til Havet. Mænd og Kvinder samlede sig nede ved Isfoden, og den syge Kone var kørt ned blandt Tilhørerne af sin Søn. Oppe paa Hustaget lige ved Vinduet sad Aandemaneren Kâle. Han havde lært sin Kunst hos Sagdloq og holdt sig derfor i Nærheden af sin Mester. Sagdloq selv var alene i Huset.
Alt Arbejde paa Pladsen standsede. Da jeg kom derhen, fik jeg straks Paabud om at staa stille. Alle Ansigter havde et alvorligt og bekymret Udtryk.
Trommen begyndte at gaa inde i Huset, og Folk lyttede anspændt. En dyb Summen blandede sig med Trommeskindets Drøn, og det var, som om den gamles Stemme pludselig begyndte at vokse. Men endnu lød Aandesangen monotont inde fra Hytten. Kâle paa Hustaget blev mere og mere grebet og stemte uvilkaarligt i, og gamle Sorqaq, der ogsaa var Aandemaner, udstødte bifaldende Tilraab fra Tilhørernes Klynge. Han havde lige flænset en Sæl og stod med opsmøgede Ærmer og blodige Arme. Ingen andre mælede et Ord, men alle stirrede forventningsfulde op mod Huset, hvorfra Sangen kom.
Men pludselig ophører Aandevisen, mens Trommen gaar i hurtigere og hurtigere Takt. Sagdloq giver sig til at stønne. Det er, som om han ikke kan faa Vejret, og pludselig giver han et vildt Brøl fra sig, idet han raaber:
"Hjælp mig, hjælp mig! Jeg har ingen Kræfter! Jeg kan ikke magte den! Han er over mig! Jeg kan ikke ... Jeg kan ikke ... Jeg kan ikke!"
Raabene, der faar Tilhørerne til at gyse, dør hen i en krampagtig Hulken, men Trommen gaar vildere og vildere, og gamle Kâle har faaet Taarer i Øjnene og synger en Aandevise af fuld Hals.
"Gør hvad du kan, gør hvad du kan," raaber Sorqaq.
Saa tier Trommen, og der er dødstille i Huset. Men et Øjeblik efter begynder den igen og under en rullende Larm raaber Sagdloq med en Stemme saa stærk, som kom den fra et Par unge Lunger:
"Onde Skæbne, Ulykkesaand, hvide Mænd, Hunde, Hunde, Hunde!"
Ordene kommer stødvis, uden Sammenhæng og har en mystisk Virkning paa alle de lydhøre Sind. Man venter paa Fortsættelsen, men Ordene bliver borte i en klagende Stønnen, og alle Tilhørerne ved, at nu brydes Sagdloq med den onde Skæbne. Og et Øjeblik efter raaber han stakaandet:
"Ulykkesaanden fulgte i de hvide Mænds Slædespor. Jeg kan se den, jeg ser den! Sandelig, jeg lyver ikke, jeg er ingen Løgner. Sandelig, jeg ser den!"
Derefter forklarede han, at vi undervejs havde mødt en Ulykkesaand, og den havde strejfet den Kammerat, der blev syg. Vi andre var gaaet fri, men den havde strejfet vore Hunde. Hans Udvikling var svær at forstaa, da han hyppigt anvendte et særligt Aandesprog og ofte afbrød sin Tale med Hyl:
"Me—me—me—nnesk—nneskene — — de siger, at Menneskene — ku—ku—ku—ki—ki — jeg kan ikke, kan ikke, jeg har ikke Kræfter nok, ikke Kræfter nok — men er der da ingen, som vil hjælpe mig?"
Han brød Ordene over og sluttede uden Eftersætninger under frygtelig Larm. Vi havde alle en Fornemmelse af, at Huset var fuldt af Mennesker, der sloges.
Kâle sad nu bare og gentog sin Lærers Sætningsstumper, hæs af at synge. Kun Sorqaq, den utrættelige gamle Bjørnejæger, gentog uafbrudt:
"Gør, hvad du kan! Gør, hvad du kan! Skynd dig, skynd dig, skynd dig dog!"
Og endelig langt om længe kom Sagdloq med sin Forklaring, anstrengt og vildt. Det var, som om han maatte rive hvert enkelt Ord fra den Aand, han bekæmpede.
De hvide Mænd var kommen med Sygdommen, men kun Hundene skulde blive syge, intet Menneske maatte derfor spise Hundekød.
"Har Mikissoq spist Hundekød?"
Mikissoq var hans Kone.
"Har Mikissoq spist Hundekød," raabte Kâle ned.
"Mikissoq, har du spist Hundekød," spurgte Sorqaq.
Spørgsmaalet gik fra Mund til Mund, og Sønnen Agpalinguaq bøjede sig ned over sin syge Moder.
"Ja, blot en lille Smule. Jeg holder saa meget af Hundekød, og det var saa længe siden – – –"
"Hun har smagt Hundekød!" raabte Sorqaq op, og Kâle gentog. Saa hørte man et afmægtigt Brøl inde fra Huset, og Trommen kom i Gang igen. Denne Gang var det ikke Ord, men kun vilde Lyde.
"Thu — thu — thu — thu!"
Det var, som om den gamle Mand inde i Huset havde mistet Bevidstheden og kæmpede med Syner, og man hørte, hvorledes den halvlamme, gigtsvage Olding tumlede omkring paa Gulvet som et fanget Dyr, der søger efter en Udgang.
"Thu — thu — thu — thu!"
Og da Fortvivlelsen var paa sit højeste og alle Øjne stod stive i Hovedet paa Tilhørerne, som vilde de tværs igennem Husets Sten, syntes vi alle, at der blandede sig en haard Latter ind i Klagen, og saa døde det hele hen i en stille Hulken. Sagdloq havde givet op, han kunde ikke redde sin Kone.
Tilhørerne skiltes, og enhver gik langsomt til sit for at genoptage det afbrudte Arbejde. Det varede længe, før Stemningen var naturlig igen. Det var, som om vi alle havde hørt et vildt, skærende Skrig ude fra Verden — en Verden vi ikke forstod.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 7-12. København, 1925.
