Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Navnet
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Navnet
Oprindelig har Eskimoerne opfattet Navnet som en Slags Sjæl, hvortil der knyttede sig et vist Forraad af Livskraft og Færdighed. Det Menneske, som opkaldtes efter en afdød, arvede saa Navnets Egenskaber, og man sagde, at den døde ikke fik Fred, at hans Livssjæl ikke kunde fare til de dødes Land, før Opkaldelse var sket.
I Forbindelse med denne Opfattelse staar Frygt for at nævne en Afdød, før han er opkaldt. Navnet kunde da maaske tabe noget af sin Kraft.
Efter Legemets Død tager Navnet Bolig i en svanger Kvinde og holder hende indvendig ren under Svangerskabet. Det fødes saa sammen med Barnet.
Ved Fødselen græder Barnet: Ateqarumavdlune, fordi det vil have sit Navn, men almindelige Mennesker kan ikke bestemme det, en Aandemaner eller en "klog Kone" (ilisîtsoq) maa tilkaldes, og deres Hjælpeaander meddeler saa Barnets Navn.
Ligesom ved Sjælen maa man ogsaa ved Navnet skelne mellem en ortodoks og en mere moderne Opfattelse. Majaq, der iøvrigt er samme Mand, som gav omstaaende Definition af Sjælen, forklarede sin Opfattelse saaledes:
"Det ene Menneske skal skelnes fra det andet, og som Kendemærke giver vi derfor vore Børn Navne. Det glæder Menneskene at se deres kære afdøde genopstaa og genleve i Navne, derfor tager vi de afdødes Navne op til vore Børn."
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, s. 17. København, 1925.
