Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Den forældreløse Kâgssagssuk

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Den forældreløse Kâgssagssuk hos kraftens Herre
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Den forældreløse Kâgssagssuk

Fortalt af Jâkuaraq fra Godthaab

Engang i gamle Dage, i de Tider da der var mange Fangstdyr ved Korqut, Kløfterne nord for Kangeq ved Godthaab, og da der endnu var Vinterhuse ved Kløfterne, boede her ved en af Bopladserne mange, mange Mennesker i mange Huse. I et af Husene var der et Ægtepar, som ingen Børn havde, fordi alle de Børn, de fik, døde. Men engang fik de en Dreng, og i den Tro, at han som sædvanlig straks vilde dø, gav de ham Navnet Kâgssagssuk. Men det kom til at gaa ganske anderledes, end de havde tænkt; han blev ved med at leve, skønt de stadig ventede paa hans Død, og tilsidst begyndte de gamle alligevel at haabe paa, at han skulde leve, og lagde Mærke til alle Smaating vedrørende hans Liv og Vaner.

Men midt i al denne Glæde over Kâgssagssuks Liv blev begge Forældrene syge, den ene efter den anden, og døde.

Derefter kappedes alle Husfællerne om, hvem der skulde tage Kâgssagssuk til sig, og saaledes gik det til, at Drengen blev Plejesøn hos en af de allerbedste Fangere.

Hans Plejeforældre elskede ham højt i Begyndelsen; men snart viste han sig saa urimelig med sin Afføring, at det var, som om han nu maatte give al den Mælk fra sig, han havde faaet af sin Moder, og hans Plejeforældre følte tilsidst en saadan Væmmelse ved alt dette Griseri, at de skilte sig af med ham.

Næppe havde de gjort dette, før en anden af Husfællefamilierne tog ham til sig, glad over at faa en Plejesøn. Men det gik dem ganske paa samme Maade som de første, og nu kom den lille Kâgssagssuk til at gaa paa Omgang fra den ene til den anden i Huset; alle jog de ham fra sig, fordi han ikke voksede, og fordi han blev ved med at leve i et utaaleligt Griseri, og det endte med, at den sidste Familie, som tog ham til sig, i Vrede og Væmmelse kastede ham ud i Husgangen, hvor en gammel Jomfru, der boede i Kogerummet, fattede Medlidenhed med ham og tog ham til sig.

Hos hende blev Kâgssagssuk nu, thi der var ingen ringere, han kunde komme til, og stadig blev han ved med at være lige lille; det eneste, der voksede paa ham, var hans Næsebor, og det havde sin Aarsag i, at Mændene inde i Huset for at haane ham løftede ham fra Husgangen op paa Gulvet i Næseborene alene, hver Gang han skulde ind og have noget at spise. Og saa fast en Skik blev dette, at Kâgssagssuk, hver Gang han skulde ind i det store Hus, blot standsede ved Indgangshullet, og saa snart han kom til Syne, kappedes saa alle Mændene om, hvem der kunde komme først til at plage ham ved at løfte ham op i Næseborene. Og naar Folkene i Huset skulde til at spise, fik han kun Lov til at tage et lille bitte Ribbensstykke, næsten uden Kød; og hændte det, at han havde spist dette op, før man havde tømt det store Fad, hvori alt Kødet lagdes op, og han forsøgte paa at tage et nyt Stykke derfra, raabte man i Munden paa hinanden:

"Kâgssagssuk spiser alt for hurtigt! Se engang efter, om han ikke har faaet en Tand!"

Og saa faldt Mændene over ham, aabnede Munden paa ham, og tumlede med ham, indtil de opdagede, at han havde faaet en Tand, som derpaa straks blev trukket ud.

Naar man saaledes trak hans eneste Tand ud, kunde han kun spise Kød ved at slide i det med de bare Gummer og ofte kunde han slet ikke slide en Mundfuld fra; men saa plejede en Ven, han havde i Huset, en Mand, som havde Medlidenhed med ham, at laane ham en Kniv, saa at han endelig kunde faa spist sin Mad.

Saa ofte Kâgssagssuk kom ud for at lege, kastede alle hans jævnaldrende Kammerater sig over ham for at plage ham paa alle Maader, og selv de unge Piger sluttede sig til for at pine ham med opfindsom Ondskabsfuldhed, og det endte altid med, at Kâgssagssuk, udmattet af sine Plageaander, skyndsomst maatte flygte ind til sin Plads i Husgangen. Imedens legede de andre Børn ude, og alle Drengene kastede med Kastespyd, som deres Fædre havde lavet til dem; og da Kâgssagssuk ikke kunde modstaa Lysten til at være med i Legen, lavede hans Ven i Huset en lille Legetøjsharpun til ham, for at han kunde gaa ud og lege med de andre Børn. Men næppe viste den forældreløse sig, før de kastede sig over ham og brød hans Harpun i Stumper og Stykker, og da dette blev ved at gentage sig, vilde hans Ven tilsidst ikke lave flere Legetøjsharpuner til ham.

Engang gik den gamle Mand, der var Kâgssagssuks Ven, ude og saa paa, hvorledes Børnene som sædvanlig morede sig med at plage Drengen, og da de endelig slap ham, gik han hen til ham og talte saaledes til ham:

"Hør, du kære lille Stakkel, her bliver du alt for ubarmhjertigt plaget. Hvis du mener at kunne naa saa langt, skulde du forsøge paa at gaa dig en Tur op til Talorssuit, helt oppe bag Kløfterne, og naar du kommer derop, skal du raabe saaledes af alle Kræfter:

"Her er jeg! Gid Kraftens Herre vilde komme til mig!" Og skulde nu Kraftens Aand komme til dig, maa du endelig ikke blive bange."

Saaledes talte den gamle Mand til Kâgssagssuk, og den stakkels forældreløse gik hjem og tænkte kun paa det, han havde hørt. Saa snart han vaagnede næste Morgen, begyndte han at gøre sig i Stand til Turen, medens hans gamle Plejemoder saa til med stor Forundring. Han strammede omhyggeligt alle Snøreremmene i sit Tøj og sprang ud, i Haab om, at ingen af hans jævnaldrende skulde faa Øje paa ham. Alle Pladsens Børn legede som sædvanlig i en stor Flok uden for Huset, og han søgte at slippe uset op over Kløften. Men det varede ikke længe, før de fik Øje paa ham og satte efter ham, og næppe havde hans jævnaldrende naaet ham, før de kastede sig over ham og pinte ham paa alle Maader. Tilsidst kom alle de unge Piger til, som skulde passe paa Børnene, og de væltede ham rundt i Sneen, medens andre fyldte hans Næsebor med Skarn, saa at han var lige ved at kvæles. Da de endelig slap ham, følte Kâgssagssuk sig gennemstrømmet af en stærk Glæde, og han stak Fingrene ind i Munden for at kaste op og saaledes rense sin Mund og sine Næsebor for Skarn. Derpaa gik han op over Kløfternes Skraaning og ind mod Land i den Retning, den gamle havde anvist ham. Undervejs udsøgte han sig de spinkleste Pileskud, som han forgæves prøvede paa at trække op, og han forsøgte at løfte Sten, men maatte lade selv de mindste ligge.

Da han endelig var naaet frem til Talorssuit, vendte han sig mod Øst og raabte, saa højt som han kunde:

"Her er jeg! Gid Kraftens Herre vilde komme til mig!"

Saaledes stod han og raabte af alle Kræfter, indtil han pludselig hørte en stærk Lyd, der lidt efter lidt kom nærmere, og tilsidst kom der til Syne et vældigt Uhyre, der mindede om en Hund; men det var, som om det ikke gik paa Jorden, men svævede gennem Luften. Da det kom nærmere, saa han, at dets Ansigt var som et Menneskes, men dets Krop som et Landdyrs. Saa snart Uhyret var naaet frem til ham, aabnede det Munden og talte som et Menneske:

"Det er længe siden, at der er kaldt paa mig paa denne Maade. Vikl dig ind i min Hale, men gør dig saa trind, som du kan, saa skal jeg slynge dig fra mig."

Kâgssagssuk skælvede af Angst, men da der ikke var andet at gøre, gik han hen og viklede sig ind i Dyrets Hale, idet han holdt sig fast i de lange Haar. Næppe havde han gjort dette, før Uhyret slyngede ham fra sig, saa at han snurrede hen over Jorden, snart i Kolbøtter, snart rullende, under forgæves Forsøg paa at komme op igen. Da han langt om længe havde faaet rejst sig op igen, hørte han Uhyret sige:

"Se dig tilbage!"

Og da han saa tilbage, opdagede han bagved sig en Mængde Smaalegetøj spredt paa Jorden, og atter sagde Kraftens Herre til ham:

"Det er dette, der er Skyld i, at du ikke kan vokse!"

Derpaa kaldte det ham hen til sig igen, og atter viklede Kâgssagssuk sig ind i dets Hale, og idet han greb fat i de lange Haar, gjorde han sig denne Gang endnu haardere end første Gang.

Atter slyngede Kraftens Herre ham hen over Jorden, men dennegang nøjedes han med at slaa nogle Kolbøtter, indtil det lykkedes ham at komme paa Benene igen. Denne Gang faldt der langt færre Stykker Legetøj ud af Kroppen paa ham. Medens Kâgssagssuk stod og saa paa alt dette, hørte han Kraftens Herre sige til sig:

"I Morgen skal du atter komme til mig!"

Og derefter forsvandt Aanden i Retning af Øst, medens Kâgssagssuk begav sig paa Vej til sin Boplads; og det var, som om han følte sig lettere og friere i Kroppen end nogensinde før. I en Følelse af Glæde gav han sig til at løbe, og han sparkede til Smaastenene paa sin Vej, saa at det føg omkring ham.

Paa sin Vej opover havde han forgæves søgt at rykke de spinkleste Pileskud op, nu greb han blot med sin ene Haand om de tykkeste Pilestammer og rykkede dem op af Jorden, som om det var Græs.

Da han nærmede sig Husene, ønskede han af sit ganske Hjerte, at ingen maatte være ude og se ham komme hjem. Men som sædvanlig var alle Børnene ude for at lege, og saa snart de fik Øje paa Kâgssagssuk, raabte de i Munden paa hinanden:

"Se, der kommer den sølle Kâgssagssuk, som har været ude for at hærde sig! Lad os alle løbe hen og haane og mishandle ham!"

Og alle kastede de sig derpaa over ham, nogle trak ham i Haaret, andre kradsede ham i Ansigtet, idet de kastede ham om paa Jorden, og først da han ikke mere rørte sig, lod de ham være.

Dagen efter gik Kâgssagssuk atter op til Kraftens Herre, der behandlede ham paa ganske samme Maade som den foregaaende Dag. Han slog en Række Kolbøtter, da han blev slynget hen ad Jorden, men det varede ikke længe, før han kom paa Benene igen, og da han saa sig tilbage, var der kun her og der smaa Stykker Legetøj.

For anden Gang snoede Kraftens Herre sin Hale omkring ham, men da han blev slynget ud, faldt han ikke, men hoppede blot hen over Jorden, og denne Gang var der ikke faldet et eneste Stykke Legetøj ud af Kroppen paa ham.

Da sagde Kraftens Herre til ham:

"Nu er der ikke længere noget Menneske, der kan gøre dig noget, og du behøver ikke oftere at komme til mig. Dine Kræfter skal du skjule, indtil jeg giver dig en Anledning, hvorved du kan aabenbare dem. Derfor skal dine Bopladsfæller til Efteraaret finde et meget stort Stykke Drivtømmer, hvorved jeg giver dig et Stykke Arbejde at udføre, og endelig skal der til Efteraaret komme tre Bjørne ind til jeres Boplads; ogsaa dette sker for din Skyld."

Derpaa forsvandt Aanden mod Øst, medens Kâgssagssuk vendte tilbage til sin Boplads, og saa let følte han nu sin Krop, at det var, som om han svævede hen over Jorden; og han udsøgte sig de største Stene, som han sparkede frem foran sig som en Fodbold. Og naar han kom til Klipperevner, greb han fat i dem og spaltede Klipperne. Men da han kom ned til sin Boplads, lod han sig som sædvanlig mishandle, før han gik ind til sin Plejemoder.

Dagene kom og gik som sædvanlig der ved Bopladsen, og Kâgssagssuk blev ved med at leve sit Liv som et Udskud i Husgangen. Naar de mange Husfæller holdt Maaltid i Huset, viste Kâgssagssuk sig blot ved Indgangen, og straks kappedes Mændene om at løfte ham op i Næseborene. Saa ofte der holdtes Ædegilde, fik han blot et lille Stykke Brystben at gnave paa, og spiste han det op og vilde have mere, undersøgte man hans Mund for at se, om han havde faaet nye Tænder; og var dette sket, trak man dem ud, for at han ikke skulde spise saa meget og saa hurtigt. Saaledes blev Kâgssagssuk plaget og mishandlet baade af voksne og af Børn, og ingen havde Medlidenhed med ham for alt det onde, han maatte døje.

Sommeren gik, og da Efteraaret var inde, kom en Dag alle Bopladsens Kajaker tilbage fra Fangst med et vældigt Stykke Drivtømmer paa Slæb; og alle glædede sig over dette store Stykke Drivtømmer, der skulde give dem Træ til Konebaad og Kajaker, Loftsbjælker og maaske endnu mere. Det var hen paa Aftenen, og man nøjedes derfor med at fortøje den store Træstamme til Land med mange Fangeliner, idet man sagde til hinanden:

"Dette er en saa stor Træstamme, at Arbejdet med at bjerge den i Land maa begynde tidligt om Morgenen. Thi her har vi et Dagværk, hvor man ikke kan nøjes med en Del af en Dag."

Det blev Aften, og alle paa Bopladsen gik til Ro. Og først da alle var faldet i Søvn, listede Kâgssagssuk sig ud, idet han nøje drog Omsorg for ikke at vække sin gamle Plejemoder. Og han gik ned til Strandbredden, hvor han fandt det vældige Stykke Drivtømmer, der laa fortøjet med en Mængde Fangeliner.

Ja, dette var sandelig en Træstamme, det vilde koste et Dagværk at faa paa Land!

Han greb nu fat i Fangelinerne og trak til, og de brast alle for hans stærke Greb, som var de af Haar. Derpaa tog han fat i Enden af Stammen og gik baglængs med den, indtil den var helt oppe af Vandet, og uden først at lægge den ned paa Jorden slyngede han den op paa sin Skulder og gik op over Land med den; og saa tung og vældig var den Byrde, han bar, at han satte dybe Fodspor i Jorden, ganske som om det var Sne, han gik i. Saaledes bar han Stammen op bag deres Hus og jog den dybt ned i Jorden; dog sørgede han med Vilje for, at den kom til at hælde over mod Huset.

Han morede sig med at lade sine Plageaander svæve mellem Liv og Død, thi pludselig gled den hældende Træstamme ind mod Huset og truede med at knuse det; det var lige netop, at han fik Tid til at gribe fat i den. Saa rykkede han den op og drev den for anden Gang ned i Jorden, denne Gang saaledes, at den kom til at hælde bort fra Huset. Længe stod han og saa paa den; men da den denne Gang syntes at staa fast og urokkelig, gik han ind i den kolde Husgang og lagde sig til at sove. Han havde kun ligget et Øjeblik, da han hørte et Brag uden for Huset; det var Træstammen, der væltede. Men Kâgssagssuk lod som ingenting og sov roligt videre.

Dagen efter blev der stor Opstandelse blandt Husfællerne; thi skønt det var blikstille, og Søen laa ganske blank, var dog den store Træstamme drevet bort fra Land og forsvundet, og under Driften havde den sprængt alle Fangelinerne.

Dette var, hvad man troede; men lidt efter blev der atter stort Røre blandt Bopladsfællerne, thi nu havde man fundet Træstammen omme bag Huset, uden at man kunde gætte sig til, hvem der havde udført dette vældige Værk.

Hver Gang man traf paa en Mand, der var særlig stor og bred, sagde man:

"Det er ham, der har gjort det!"

"Hvordan skulde jeg dog kunne gøre det?" svarede saa Manden.

Og da man saaledes ikke kunde finde ud af, hvorledes det var gaaet til, slog man sig til Ro og udstykkede Drivtømmeret, som man plejede.

Af Splinterne, som faldt fra, lavede man Legetøjsharpuner til Drengene, og da Kâgssagssuk som sædvanlig intet fik og gik og saa misundelig paa alle de jævnaldrende, der havde faaet deres Part af Træet, forbarmede hans Ven sig tilsidst over ham og lavede ham en Legetøjsharpun. Men som sædvanlig kastede Børnene sig over ham, rev den fra ham og brød den i Stumper og Stykker.

Siden gik Efteraaret, og det blev Vinter. Isen lagde sig over Havet, og en Morgen, da alle Vaager var lukkede, rejste der sig pludselig et vældigt Raab over Pladsen. Kâgssagssuk og hans Plejemoder laa endnu og sov, da de hørte deres Bopladsfæller raabe højt om, at tre store Bjørne havde besteget et Isfjæld, der laa lige neden for Husene. Alle fik de travlt med at gøre sig rede til Jagten og larmede om i Huset, og først da der var bleven ganske stille, henvendte Kâgssagssuk sig til sin Plejemoder og sagde:

"Maa ikke ogsaa jeg faa Lov til at gaa ned og se paa Bjørnene?"

Kâgssagssuk selv havde ingen Kamiker at tage paa, og derfor bad han sin Plejemoder om at maatte laane hendes. Hun laa endnu søvndrukken paa sit Leje, og halvt i Spøg og halvt i Alvor trak hun sine Kamiker af, og idet hun rejste sig op, slyngede hun dem lige ind i Maven paa ham og sagde:

"Men saa skaf mig da baade Underlag til Briksen og Dyne af Bjørnenes Skind!"

Kâgssagssuk skyndte sig blot at trække sin Plejemoders Kamiker paa, idet han snørede dem godt fast til sine Ben ved Hjælp af Remme, og imedens sad Plejemoderen og saa forbavset til, thi saa ivrig havde hun aldrig før set sin sølle Plejesøn. Derefter smuttede han ud af Husgangen, hurtigere og behændigere end nogensinde.

De tre store Bjørne stod stadig oppe paa Toppen af Isfjældet, og alle Pladsens Mænd var samlede, uden at der var nogen, der turde vove sig frem. Nu og da vendte den største af Bjørnene sig brummende om imod dem, og da trak de sig rædde et Stykke tilbage.

Men da de fik Øje paa Kâgssagssuk, der syntes at have Lyst til at gaa løs paa Bjørnene, raabte de drillende og ondskabsfuldt: "Nej, se dog der, den sølle Kâgssagssuk! Hvad gaar der dog af ham? Hvad vil han her? Han maa jo pludselig være bleven gal!"

Kâgssagssuk stod nogen Tid og saa paa Bjørnene og følte, hvorledes der opstod en voldsom Kamplyst i hans Indre; hans Legeme dirrede af Trang til at bruge sine vældige Kræfter, og hans Glæde og Mod voksede kun ved Synet af Bopladsfællernes fejge Magtesløshed.

Og uden at vente paa de andre løb Kâgssagssuk derefter frem med en saadan Fart, at det saa ud, som om hans Hæle sad oppe i Nakken paa ham. Da han kom hen til Mændene, der stadig stod klumpede sammen i Flok, satte han lige ind paa dem, og de veg til Side for ham, ganske som en Stime Angmagssætter, der splittes. Men Kâgssagssuk løb lige hen til Isfjældet, slog sig Trin med sin knyttede Næve i det glatte Fjæld, og klatrede saaledes opover. Saa snart han var oppe, fo’r den største af Bjørnene løs paa ham, og idet den udstødte et højt Brøl, løftede den sin vældige Lab imod ham. Kâgssagssuk vendte blot Ryggen til og gjorde sig haard, og da Labben faldt og Slaget ramte, lød der et Klask, som man ikke skulde tro kom fra et menneskeligt Legeme. Men Kâgssagssuk var ganske uberørt deraf, vendte sig lynsnart om mod Bjørnen, greb den i begge Bagben og slyngede den mod Isfjældet, saa at han kløvede dens Hofteben i to Dele.

Nu gjorde Hunbjørnen Udfald mod Kâgssagssuk, der atter nøjedes med at vende Ryggen til for ganske roligt at lade sig ramme af dens Lab; derpaa greb han den paa samme Maade som Hanbjørnen og slyngede den mod Isfjældet, saa at den laa død med det samme.

Da den tredje af Bjørnene, der var en Unge, nu gik løs paa ham, greb han den med sin ene Haand i Bagbenet, slyngede den rundt om sit Hovede, og kastede den derefter ned paa Isen til alle Mændene, idet han raabte med høj Røst:

"Her har I jeres Fangstpart!"

Og straks gav alle Mændene sig til at flænse den, og man hørte kun Lyden af deres Knive. Men de to store Bjørne, som han havde dræbt, tog han, en i hver Haand, og løb med dem ind mod Land, og saa højt holdt han dem hævet op over sig, at de kun nu og da rørte ved Isen.

Saaledes fik Kâgssagssuk Lejlighed til at aabenbare sine vældige Kræfter for sine Bopladsfæller, og straks blev han Genstand for alle sine Mishandleres Kærlighed og Beundring, og alle raabte de ham i Møde, idet de kappedes om at smigre ham:

"Du kære lille Kâgssagssuk, spar dog en Smule paa dine vældige Kræfter; du kunde let komme til at forstrække Senerne i dine kære Arme. Læg du blot Bjørnene ned paa Jorden, saa skal vi slæbe dem op for dig."

Men det var, som om Kâgssagssuk intet hørte. Han bar Bjørnene op til det Hus, hvor han boede, og smed dem ud for Husindgangen og gik derefter ind til sin Plejemoder og sagde:

"Nu har jeg skaffet Dig de friske Skind, som du før bad mig om, baade til Dyne og til Underlag paa Briksen!"

Men saa forbavset blev den gamle Plejemoder, at hun ikke svarede med et eneste Ord, men blot ganske stille gik ud og flænsede Bjørnene.

Saa snart Skindet var flaaet af Bjørnene, blev Bryststykkerne skaaret ud og puttet i Gryderne; det regnedes for det lækreste og bedste af Bjørnene og var det, man plejede at fejre Festmaaltid paa. Saa snart de lækre Kødstykker var kogt og lagt op paa den store Træbakke, samlede alle Mændene sig, rede til det herlige Maaltid. Alle var parat til at begynde, kun Kâgssagssuk var som sædvanlig ikke til Stede ved Festmaaltidet; som sædvanlig var han gaaet hen til Indgangshullet og havde stillet sig paa det Sted i Husgangen, hvorfra man plejede at hale ham op i Næseborene. Da de mange Mænd saa dette, skottede de forlegent og frygtsomt til hinanden, men da Kâgssagssuk stadig blev staaende paa det samme Sted, uden at nogen turde komme hen til ham, rejste hans Ven sig tilsidst op og sagde, idet hans Stemme var den eneste Lyd i Huset:

"Mænd, hvad gaar der dog af jer? Der er nok ingen til at løfte Kâgssagssuk ind i Huset i Dag!"

Derefter gik han hen, stak sine Fingre ind i hans Næsebor og løftede ham ind paa Gulvet. Nu stillede Kâgssagssuk sig paa sin sædvanlige Plads henne ved Vinduet, men straks blev alle grebet af stor Medlidenhed med ham, og alle de Mænd, der plejede at mishandle ham, raabte i Munden paa hverandre:

"Staa ikke der, du kære lille Kâgssagssuk, det kunde trække ind paa dig! Kom længere ind i Huset, hvor der er varmt og godt at være!"

Men Kâgssagssuk lod, som om han intet hørte, og imedens blev Forvirringen større og større, idet man alle ventede paa, at han skulde tage først. Tilsidst var der en, der sagde:

"Men saa giv dog den kære lille Kâgssagssuk en Kniv, han kan spise med!"

Og straks lagde man en Mængde Knive, han kunde vælge imellem, ned paa Fadet; men Kâgssagssuk fejede alle Knivene til Side og tog kun sin Vens lille Kniv; derefter udsøgte han sig som sædvanlig et lille Stykke Brystben, som han gav sig til at spise; og næppe havde han gjort det, før alle de andre, som kun havde ventet paa dette, kastede sig over Kødet paa Fadet.

Da Kâgssagssuk havde spist alt det Kød, der var paa Brystbenet, tog han et nyt Stykke, idet han sagde:

"I Dag spiser jeg saa meget og saa hurtigt, fordi jeg har en Kniv."

Ved disse Ord blev alle de mange Mænd endnu mere overstrømmende imod ham og raabte i Munden paa hverandre:

"Spis dog endelig, alt hvad du kan; men pas paa, du ikke faar det galt i Halsen!"

Saaledes opstod der pludselig Venner overalt, hvor han før kun havde haft Fjender, nu da man saa, at han var en stærk og mægtig Mand. Efter Maaltidet skottede Kâgssagssuk hen til Vandspanden, der var helt fuld af Drikkevand, og sagde blot ganske stille hen for sig:

"Det vilde være dejligt at faa lidt at drikke!"

Og straks sagde et Ægtepar til deres to unge Døtre:

"Dette Vand her er ikke godt nok til den kære lille Kâgssagssuk; skynd jer dog, alt hvad I kan, og hent frisk Vand til ham! Men pas vel paa, at det er rent og ikke plumret. Løb nu, alt hvad I kan!"

Og saaledes skyndte de sig, at det kun varede et Øjeblik, før de atter var tilbage med en lille Vandspand, fyldt med herligt Vand. Kâgssagssuk tog kun en Slurk af Vandet, og idet han satte Spanden fra sig, sagde han:

"Aa, I kære søde Smaapiger, der har hentet friskt Vand til mig, lad en af jer komme hen til mig, for at jeg kan kæle lidt for hende som Tak for hendes Tjenstvillighed!"

Straks kom Pigen hen til ham, og han trykkede hende saaledes ind til sig, at hun brast og faldt død om for hans Fødder.

"Ak, hvad har jeg gjort!" sagde Kâgssagssuk. "Jeg vidste ikke, at den søde lille Pige var saa skør at røre ved. Aa, hvor det var Synd for hende!"

"Bryd dig endelig ikke om det, hun duede dog ikke til andet end til at hente Vand!" sagde Forældrene.

"Men saa lad den anden lille Pige komme hen til mig," sagde Kâgssagssuk.

Den lille Pige, som var bleven bange for den stærke Mand, strittede imod, men Forældrene skubbede hende bare hen til ham, idet de sagde:

"Skynd dig dog hen til den kære lille Kâgssagssuk! Vær nu ikke sær, han kalder jo paa dig."

Og Kâgssagssuk behandlede den lille Pige ganske paa samme Maade som den første, men Forældrene var lige ivrige efter at undskylde ham for det, han havde gjort. Derefter vendte Kâgssagssuk sig om mod en stor og bred Mand, der stod ved Siden af ham, og idet han slyngede sin Arm om hans Bryst, sagde han til ham:

"Næh, hvor du dog ser stor og stærk ud!"

Kâgssagssuk talte endnu til ham, da Manden brast sammen under hans ene Arm og faldt død til Jorden, og Kâgssagssuk lod, som om han blev meget forbavset over det, og udbrød:

"Men hvad er det dog for Mennesker, jeg er kommen sammen med? De er saa skøre, at de brister, blot man rører ved dem."

"Det skal du ikke bryde dig om!" raabte de alle i Munden paa hinanden. "Han var saa bred og saa vældig af Legeme, at han i Forvejen var lige ved at sprænge sig selv!"

Men nu begyndte Folk at blive bange, og de flygtede ind i Baggrunden af Huset, fordi ingen turde være Kâgssagssuk nær, og i den almindelige Forvirring greb han den ene efter den anden og klemte dem, til de brast. Men da han saa, at hans Ven og dennes Kone var blandt dem, der flygtede for ham, beroligede han dem, idet han sagde:

"I skal intet frygte, I som altid var saa gode imod mig; jer og min gamle Plejemoder skal jeg skaane."

Og derefter udryddede han hele Bopladsen, idet han tog Hævn over sine Mishandlere.

Alle Mænd var dræbte, og en Mængde Kajaker laa nu ved Bopladsen uden at blive benyttede; og en Dag, da Kâgssagssuk gik og saa paa alle disse herreløse Baade og Redskaber, sagde han til den Mand, som holdt af ham:

"Det kunde nu vistnok være baade morsomt og nyttigt at øve sig i Kajakroning!"

Dette var hans Ven enig med ham i, og Kâgssagssuk udvalgte sig derefter en Kajak, som passede ham, og som han begyndte at øve sig med. Først roede han kun langs med Land, men efterhaanden gjorde han saadanne Fremskridt, at han i Magsvejr turde vove sig ud i rum Sø; og det varede ikke længe, før Kâgssagssuk blev en vældig Kajakroer. Og ikke blot gik han paa Fangst, men ofte tog han paa Langfart langs med Landene og besøgte mange Bopladser. Og nær og fjern var han frygtet for sine vældige Kræfter; og da han ikke var bange for at bruge dem, varede det ikke længe, før han paa Grund af Manddrab fik sig mange Fjender.

En Dag, da han var ude paa Fangst, blev han aldeles pludselig overfaldet af en Fralandsvind, der slog ned fra Fjældene med en saadan Voldsomhed, at Havet straks begyndte at fyge. Da fik Kâgssagssuk noget at bestille; af alle Kræfter søgte han at ro indover mod Land, men drev blot længere og længere udefter. Han havde ikke været forberedt paa haardt Vejr og havde derfor kun en Renskindspels paa. Med stort Besvær fik han den spændt fast om Mandehullet, saa at der nu ikke længere kunde komme Vand i Kajaken, og lod sig derefter drive med Søen.

Langt om længe fik han Land i Sigte; han var kommen ind under nogle høje Fjælde, og da han skulde se nærmere til, befandt han sig ved Qâgssuks Boplads, og Qâgssuk var han uforsonligste Fjende. Bølgerne slyngede ham nu op paa Land, hvorefter han i Hast kravlede ud af sin Kajak, og da der ikke var andet at gøre, gik han roligt op til Qâgssuks Hus. Qâgssuk var hjemme, men hans Søn var ude paa Fangst. Kâgssagssuk tog nu til Orde og sagde:

"Mindst af alt havde jeg i Sinde at aflægge et Besøg her i dit Hus, men det er nu gaaet mig saaledes, at jeg drev til Søs med Vinden og havnede her."

Næppe havde han sagt disse Ord, før Qâgssuk fo’r op fra sit Sæde og sagde:

"Naar Vinden falder i denne Retning med pludselig Storm fra Fjældene, er det ikke Vejr for Kajakmænd at færdes ude i. Du har derfor ikke andet at gøre end at slaa dig til Ro og vente paa Bedring her i mit Hus."

Kâgssagssuk blev glad over denne venlige Modtagelse, og da Qâgssuk dernæst bød sine Husfæller at sætte Mad frem for Gæsten, blev han let i Sindet og gav sig til at underholde sig med sin Vært. Han spiste af Hjertens Lyst alt, hvad han kunde overkomme, men da Mørket begyndte at falde paa, blev Qâgssuk mere og mere ordknap, indtil han pludselig brød Kâgssagssuk af og sagde til sine Husfæller:

"Gaa til Kajakstilladset, og se efter, hvilken Kajak min Søn bruger i Dag!"

Straks gik en af Husfællerne ud, og kom lidt efter tilbage og sagde:

"Han har brugt sin rankeste Kajak, den uden Sideribber."

Dertil svarede den gamle Qâgssuk:

"Det kan ikke være anderledes, end at jeg altid er ængstelig for min Søn, naar han er ude i saadant Vejr; men naar han som nu har taget den smalleste og rankeste af sine Kajaker, plejer jeg gerne at være mere rolig for ham."

Derpaa tog han atter fast paa sin Fortælling og lod som ingenting.

Dagens hvide Lys skinnede ikke længere ind ad Vinduerne, men Aftenens blaalige Tusmørke havde lagt sig over Landene, da et vældigt Raab pludselig kløvede Stormens Susen. Straks styrtede alle i Huset ud gennem Husgangen, og da Kâgssagssuk fulgte efter og kom ud, opdagede han til sin Forbavselse Qâgssuks Søn i Kajak nede i Fjæren med to store Hvalrosser, en Hun og dens Unge, paa Slæb. Bopladsfolkene skulde netop til at trække dem op paa Land, da Kâgssagssuk gik ned og greb den store Hunhvalros i Stødtænderne og trak den op over Land, saa kun dens Luffer rørte ved Vandet. Den gamle Qâgssuk gjorde store Øjne, men sagde intet. Siden gik de op igen i Huset og tilbragte Aftenen med hyggelig Passiar, indtil Samtalen paa een Gang blev afbrudt ved, at Qâgssuks Søn sagde:

"Du Stymper af en Gæst, hæng min Fangeline til Tørre! Den er gennemvaad af Saltvand."

Kâgssagssuk tog den store Fangeline, og idet han begyndte at vinde den op for at anbringe den paa Tørrestativet, trak han en Smule i den, og øjeblikkelig sprang den brede Rem, der ellers var beregnet paa Hvalrosser. Da han havde gjort dette flere Gange, tog han til Orde og sagde:

"Hvad kan der dog være i Vejen med denne Fangeline? Blot man rører ved den, springer den."

Ved disse Ord fo’r Qâgssuks Søn op og sagde:

"Aa, det er en gammel Rem, som er bleven skør af Ælde; smid du den blot ind under Sidebriksen her!"

Og dette gjorde Kâgssagssuk.

Aftenen var forlængst faldet paa, og Natten nærmede sig, da den gamle Qâgssuk tog til Orde og sagde:

"Du Stymper af en fremmed, læg du dig blot hen paa Sidebriksen, naar du bliver søvnig; der vil du neppe komme til at fryse."

Dette var ogsaa sandt, thi Sidebriksen var ganske blød at ligge paa, da det ene Bjørneskind var lagt oven paa det andet. Kagssagssuk svarede ikke, men tænkte i sit stille Sind:

"Naa, saa den gamle bilder sig ind, at jeg vil lægge mig paa Sidebriksen!"

Og herefter havde han udelukkende sin Opmærksomhed rettet paa Datteren i Huset.

Først langt ud paa Aftenen begyndte Qâgssuks Datter at gøre sit Leje rede for at gaa til Ro, og da hun var færdig, rejste Kâgssagssuk sig og gik hen til Qâgssuk og hans Søn, greb dem begge paa een Gang, og surrede dem fast til Husstolpen, den ene med Ryggen til den anden. Da han havde gjort dette meget forsvarligt, lagde han sig hos Datteren og fik sin Vilje med hende, og først derefter stod han op og løste Fader og Søn fra Husstolpen. Men de var nu bleven saa rædde for hans Kræfter, at de intet vovede at sige, og saaledes gik det til, at Kâgssagssuk blev Qâgssuks Svigersøn.

Daglig øvede han sig nu her i Kajakroning, og det varede ikke længe, før han var fuldendt i den Kunst at ro en Kajak i al Slags Vejr, og nu færdedes han stadig med sin Svoger tilhavs i Kajak.

Saaledes levede Kâgssagssuk i Fred og Glæde, indtil der kom Efterretning til dem om, at der langt mod Nord skulde leve en Mand ved Navn Usugsaerniarssugssuaq, hvis Søn Usugsaermiarssunguaq var en stærk og vældig Fanger, der ikke havde sin Lige blandt alle dem, der kom for at kappes med ham. Efter at Kâgssagssuk havde faaet det at vide, havde han ingen Ro paa sig, før han kunde bryde op og rejse mod Nord for at udfordre den Mand, hvis Ry var naaet ned til hans Boplads. Han brød op om Sommeren, sejlede mod Nord, og overalt hvor han kom frem til Mennesker, spurgte han om, hvor langt der var til den Mand, som han ønskede at udfordre. Men altid fik han det Svar, at det var endnu længere mod Nord. Saaledes gik det til, at han sejlede længere og længere mod Nord, og da han engang havde tilbagelagt en lang Strækning, hvor ingen Mennesker boede, naaede han frem til en stor Boplads, hvor han lagde op for Natten. Da han havde slaaet Telt og bragt alle sine Grejer i Orden, blandede han sig mellem Mændene paa Stedet og sagde følgende:

"Det er ikke for intet, at jeg er rejst saa langt mod Nord, thi jeg ønsker at udfordre Usugssaerniarsugssuaqs Søn Usugsaermiarssunguaq, som jeg har hørt skal være vældig til al Slags Idræt, en Mand uden Lige."

Ved disse Ord blev der saa underlig stille omkring dem, indtil endelig en af Mændene tog til Orde og sagde:

"Ikke er den Mand, du søger, nogen vældig Slagsbroder at se til, thi der ser du ham, lille og uanselig af Ydre."

Ved disse Ord saa Kâgssagssuk sig om og fik Øje paa en lille Mand, der stod helt uden for Klyngen af Mændene; beskedent stod han der med sin Hage skjult i sin Anoraks Halslinning og den ene Arm ude af Ærmet, alle Tegn paa en genert og tilbageholden Mand. Han stod og rystede over hele Kroppen, og saaledes drev Sveden ned ad ham, at der stod en tyk Damp hen over hans Hoved. Saaledes stod han der, uden rigtig at vide, om han skulde føle Glæde eller Frygt over Udfordringen, men endnu inden han havde faaet Lejlighed til at aabne Munden, var der en stor, ældre Mand, som viste sig at være hans Fader, der sagde:

"Det er bedst, I opsætter jeres Holmgang til i Morgen, for at I kan have Tiden for jer. Dagen hælder nu for meget mod Aften, til at I kan faa Tid til at prøve hinanden."

Den Nat sov Kâgssagssuk ikke, saaledes længtes han efter at komme til at prøve sine Kræfter med den Mand, om hvem der gik saa stort et Ry. Da han kom ud tidligt om Morgenen, var Pladsens Mænd allerede samlede ved Bredden af en stor Sø. Kâgssagssuk gik straks derop, og uden Tøven gik han løs paa sin Modstander for at brydes med ham. Men det var forgæves, at han brugte sine Kræfter, thi hver Gang han søgte at tage haardt fat om Livet paa sin Modstander, var det, som om han blot fik fat paa en glat Laks, der gled bort mellem Fingrene paa ham. Saaledes brødes de uden Afgørelse, indtil Solen var begyndt at hælde mod Aften; da var der pludselig en Mand blandt Tilskuerne, som raabte:

"Nu er det paa Tide, at I lægger alle Kræfter i!"

Ved disse Ord var det, som om den lille Mands Ben pludselig stod endnu sikrere paa Jorden end nogensinde før, og straks løftede han Kâgssagssuk op, saa at han ikke længere rørte Jorden med Fødderne, snurrede ham rundt i Luften og kastede ham med en saadan Voldsomhed ud i Søen, at Vandet stod i Hvirvler omkring ham. Det varede længe, førend Kâgssagssuk kom op til Overfladen, men da han atter viste sig, var han ganske tildækket med Mudder og Mos, og straks rejste der sig et Raab fra Tilskuerne, et Raab, fuldt af Spot og Skadefryd, saa mangetunget, at Luften dirrede. Men Kâgssagssuk gik skamfuld ned til sit Telt og viste sig ikke mere for Bopladsens Mænd.

Næste Morgen ganske tidligt brød han op og drog sydpaa. Han styrede selv Konebaaden, og saa ofte de paa Vejen mødte en Kajak, viste han en haard, sort Sten frem og sagde:

"Jeg drog ud for at udfordre Usugsaerniarssugssuaqs Søn Usugsaermiarssunguaq, men det viste sig, at han var saa haard som denne Sten."

Og saa trykkede Kâgssagssuk den sorte Sten mellem sine Hænder, saa at den blev aflang i sin Form. Derefter tog han en hvid Sten, og idet han raabte:

"Og saaledes var jeg!", knugede han den mellem sine Hænder, saa at den knustes og dryssede ned som Sand.

Saa vældige Kræfter havde den Mand, der vendte slagen hjem til sin Boplads, og det fortælles, at Kâgssagssuk siden aldrig mere drog ud for at udfordre Mænd, nu da han havde fundet sin Overmand.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 34-52. København, 1924.