Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Síngajiks Slægtssaga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Tusilartoq kæmper mod bølgerne
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Síngajiks Slægtssaga

Fortalt af Jãkuaraq fra Godthaab

Síngajik tager Land
Man fortæller, at Síngajik oprindelig havde Land i Omegnen af Arsuk; men her fik han Fjender og flygtede nordpaa. Han havde hørt Tale om en Boplads, der hed Kangeq, hvor der skulde være mange forskellige Slags Fangstdyr, der vekslede saaledes, at der aldrig var nogen Aarstid, hvor der ikke var noget at jage. Dette Kangeq rejste han ud for at finde.
Ved Midsommer brød Síngajik op i Konebaaduden uden at kende de Lande, han stævnede imod. Han rejste paa den Maade, at han slog Lejr, naar hans Proviant slap op, og drev Jagt, indtil han atter kunde drage videre. Sommeren var kun som et Øjeblik, saa hurtigt gik Tiden for dem, og da Efteraaret nærmede sig, drog de endnu fra Sted til Sted. Før havde Bopladserne ligget tæt ved hinanden, nu passerede de lange Kyststrækninger, hvor de aldrig saa Vinterhuse. Og nu kom den Tid, da Jordens Skorpe begyndte at fryse, og Vinteren nærmede sig mere og mere.
En Dag havde de gjort en lang Rejse og gik i Land om Aftenen for at slaa Telt, da de fandt en Hustonit, der ikke kunde være ret mange Aar gammel. Síngajik fik senere at vide, at Øen kaldtes for Ikâríssat.
Da de havde losset deres Bagage, slaaet Telt og trukket Konebaaden i Land, var det allerede saa mørkt, at man ikke kunde se ret langt frem for sig, og Síngajik undersøgte ikke nærmere det Sted, hvor de havde slaaet Lejr. I Stedet for gik de alle ind i Teltet, og da de havde spist, samlede Síngajik sine Folk i en Række og talte saaledes til dem, idet han nu var den eneste Stemme, der lod sig høre:
"Vi har endnu ikke fundet os en Overvintringsplads, hvor vi kan bygge et Hus, og dog er Jordens Skorpe nu allerede ved at fryse. Jeg vil gerne endnu længere frem langs Kysten, men I skal dog vide, at naar vi har roet to eller tre Dage til, bliver vi nødt til at finde os en Boplads, hvor vi kan bygge Hus."
Hertil havde hans Folk intet at indvende, og de blev længe oppe den Aften under al Slags Skæmt og Tale, og det var langt ud paa Natten, før de gik til Ro og sov, til det var højlys Dag.
Síngajik stod op, klædte sig paa og gik ud og saa, at Vejret var vidunderlig smukt. Han havde nu først Lejlighed til at undersøge Omegnen af sin Teltplads. Han gik om paa Sydsiden af Øens Fjæld og saa herfra, at der var frit Farvand langt til Søs baade sønden og norden for det Sted, hvor de havde slaaet Telt; nord for sig havde de en bred Fjord, de skulde sætte over. Han undersøgte alle de Lande, han saa omkring sig, meget omhyggeligt og gik derefter ned og bad sine Folk gøre sig rede til Opbrud.
Solen stod nu lige i deres Kurs paa Nordhimlen. De satte over Fjorden og fulgte derefter Kysten, der nu løb lidt mere mod Vest, og de styrede efter et Næs, der løste sig ud fra det øvrige Land som et lavt, men fritstaaende lille Forbjerg. De fik senere at vide, at dette Næs netop var det, som Kangeq havde Navn efter.
De kom roende inde fra Fjorden, en Smule østfra, og da de naaede frem til Næsset, passerede de den ene lille Bugt efter den anden og det ene lille Næs efter det andet. De roede forbi endnu en lille Bugt, og idet de passerede den i det skønneste Vejr, fik de en svag Brise ind over sig fra Land, og med denne Brise fulgte en stærk Lugt af spækdyppet Optændingstørv. Bugten var Itivarssuaq, og de forstod nu, at de ikke kunde være langt fra Mennesker. Og ganske rigtigt! Ikke længe efter saa de en Mængde Huse. Síngajik styrede derefter ind mod Land, idet han talte saaledes til sine Folk:
"Det er første Gang paa denne Rejse, at vi ser noget som dette; lad os derfor ro derop og slaa Telt ved Husene. Hvis det er godt Vejr i Morgen, kan vi jo saa ro et lille Stykke længere mod Nord og se os om efter et Sted, hvor vi kan overvintre."
Der var saa mange Huse baade paa Solsiden og paa Skyggesiden af Bopladsen, at man næsten ikke kunde se Mellemrum imellem dem, og en Mængde Mennesker stimlede sammen, og alle raabte de fra hver sit Sted: "Herhen! I skal lægge til her!"
Síngajik blev ganske forvirret. Tilsidst naaede han ind i den inderste og smalleste Del af Bugten, og netop som han var i den største Raadvildhed, hvorhen han dog skulde vende sig, hørte han en Mand lige indenfor paa Land raabe endnu ivrigere end de andre, at de skulde styre Baaden ind til ham. Síngajik saa derhen og opdagede, at Raabet kom fra en lidt ældre Mand, og saa drejede han Konebaaden saaledes, at den gled hen imod ham.
Manden paa Land greb øjeblikkelig de to Forstavnsstøtter og trak Konebaaden sidelæns ind til sig. Straks sprang en Mængde Mænd om Bord, og paa et Øjeblik var den tømt for hele sin Last. Derefter blev Bundskindene taget ud, rullet sammen og rakt i Land. Saa sprang alle de mange Mænd atter i Land og trak Baaden op, og man hørte en Stemme sige: "Saa stor denne smukke Konebaad end er, saa er den dog alligevel meget let; lad os derfor bringe den op paa samme Maade som en Kajak!"
Næppe havde han sagt disse Ord, før man løftede Konebaaden som en Kajak, uden at vende Bunden i Vejret, og bragte den paa Plads.
Men nu begyndte alle at snakke i Munden paa hverandre, og Síngajik vidste slet ikke, hvem han skulde høre efter. Naar en talte til ham, var der straks en anden, der faldt ham i Munden, og saaledes gik det til, at han snart vendte sig mod en og snart mod en anden, uden ellers at foretage sig noget som helst. Langt om længe begyndte de da endelig at gaa hver til sit, og Síngajik skulde netop til at søge sig en Teltplads ud, da den Mand, som først havde grebet fat i Konebaadens Stævnsstøtter, kom hen til ham og sagde:
"Vi er nu inde i en saadan Aarstid, at Jorden er kold og fugtig, naar man slaar Telt om Aftenen. Jeg vil derfor foreslaa dig, hvis du ellers synes derom, at du i Stedet for overnatter hos os. I kunde da, i Stedet for at have Besvær med at rejse Teltet, gaa lige ind i et Hus og søge Hvile."
Og idet han derpaa rettede sit Blik lige paa Síngajik, føjede han til: "Der ser du vort Hus; vi er ikke ret mange Mennesker derinde."
Síngajik tog imod hans Tilbud, og straks raabte den fremmede til Síngajiks Folk, at de skulde bringe deres Underlagsskind op i Huset; og dette blev derefter gjort. Síngajik ordnede nu selv alle Konebaadens Grejer, og da han var færdig med det, sagde den fremmede til ham: "Du har nu ikke mere at være bekymret for; gaa derfor ind." Og idet han gik opover, fulgte Síngajik efter ham.
Síngajik lod Manden gaa først ind i Huset, og da han havde givet ham Tid til ogsaa at sætte sig, kom han selv bagefter. En Bølge af Varme slog ham i Møde, da han kom ind og beskeden, som en Gæst maa være til en Begyndelse, stillede sig op ved Døren. Men hans Vært opfordrede ham straks til at sætte sig paa den nordre Side af Briksen, hvorpaa han sagde, henvendt til sine Husfolk: "I kan rykke jer sammen her midt paa Briksen og gøre Plads, saa at alle de fremmede kan komme derind!"
Da man var færdig med at ordne Sovepladserne paa Briksen saaledes, at Síngajik og hans Følge fik den ene Halvdel af Huset, sagde Værten atter til sine Husfæller:
"Den, som maa færdes paa Rejser, maa ofte lide Sult! Har I kogt Kød færdigt? Det er jo muligt, at de fremmede har Lyst til at spise."
Hertil svarede hans Kone: "Vore Tjenerinder har som sædvanlig kogt Kød i Eftermiddag, og dette Kød er endnu ikke taget op af Gryden; det maa derfor være varmt endnu!"
Ved disse Ord gik Tjenerinderne ud af Huset, blev lidt borte og kom saa ind igen med to store Fade, fyldt med Kød; disse blev sat ud paa Gulvet frem for Gæsterne, og Værten tog atter til Orde og sagde:
"Her er Mad, der vil forslaa noget! Spis nu med god Appetit !"
Og nu spiste Síngajik og hans Folk af Hjertens Lyst, men maatte holde op af Mæthed, før de paa langt nær havde spist op.
Aftenen igennem sad Værten og underholdt ham med Skæmt og Tale, medens Síngajik lyttede opmærksomt efter, idet han blot engang imellem indskød en lille Bemærkning; og hele denne Aften forløb derfor som et Øjeblik. Da Værten engang holdt op med at tale, tog Síngajik endelig til Orde og sagde:
"Det er ikke uden Maal, at jeg er rejst saa langt nordover langs Kysterne. Lige siden jeg var en ganske ung Mand, har jeg hørt Tale om det rige Kangeq, hvor Jagten var saa afvekslende, at der altid Aaret igennem var nok at fange. Jeg er nu rejst ud for at finde dette Kangeq, uden ellers at vide noget om, hvor det ligger."
Hertil svarede Værten: "Den Boplads, som du i Dag er kommen til, er netop det rige Kangeq, som du søger, og du har Ret i, at der altid er Fangstdyr hele Aaret rundt. Thi det er saaledes, at de, som ønsker at gaa paa Sæljagt, kan gaa paa Sæljagt, og de, som ønsker at jage Lomvier, kan jage Lomvier; og naar saa den Tid kommer, da der ikke findes unge Sortsider, kommer Trækket af de gamle Sortsider her forbi, og siden, naar ogsaa de forlader os, afløses de af de étaarige Sortsider. Paa den Maade veksler vore Fangstdyr, saa at her altid er nok at jage."
Saaledes opgav Síngajik som Grund for sin Rejse, at han altid havde haft Lyst til at tage Land ved det rige Kangeq, medens den virkelige Grund for hans Rejse jo var den, at han var flygtet for sine Fjender.
Siden blev Síngajik ved Kangeq og jagede Sæler, og han fangede en Mængde. Men saa ofte han længtes efter Forandring, gik han paa Lomviejagt.
Man var nu naaet saa langt hen paa Aaret, at Dagene var ganske korte, og en Aften, da Síngajik og hans Vært sad og talte med hinanden, sagde Værten til ham:
"Jeg er en ensom Mand uden Slægtninge, og derfor har jeg altid for Skik, naar jeg har Besøg af Mænd, at fortælle om den Smule, jeg har set og den Smule, jeg har hørt, for at korte Aftenerne dermed. Saaledes er nu jeg, og derfor vil jeg lade dig vide, at der her lige Norden for os findes mange Mennesker, der ogsaa lægger an paa at korte Vinteraftenerne. Alle Bopladsfællerne plejer da at samles i Huset hos en Mand, der hedder Qitoraq. Jeg vil nu foreslaa dig, at du, hvis du ellers har Lyst, skulde besøge disse Mennesker. Bopladsen hedder Igdlorpait, og den er meget let at finde."
Disse Ord vakte hos Síngajik en heftig Lyst til at drage paa Besøg. En Dag blev han derfor hjemme fra Fangst, og da det blev hen paa Eftermiddagen, saa at man kunde vente, at Fangerne var kommen hjem fra deres Kajakfangst, roede han af Sted nordover med Solen i Ansigtet.
Han roede og blev ved med at ro, og efter sin Værts Anvisning roede han uden om Kangâtsiaq, satte over en lille Vig og fandt inde ved Land et lille skjult Sund, roede gennem det, satte atter uden om en lille fremspringende Pynt og fik nu Øje paa en Mængde Huse. Det var endda kun dem paa den nordre Side af Vigen; alle de andre, der laa paa den søndre Side, var skjult af et Fjæld. Da han lidt efter fik dem alle i Sigte, ja, saa kan det nok være, der var Huse. Han undersøgte nu, hvorledes det forholdt sig med Kajakerne, og saa at de alle var kommen hjem. Saa roede han derhen med Kurs paa en hel Del Huse, der laa sammen, og han var næsten naaet helt ind til Land, da der pludselig fra den nordre Side blev raabt: "Herhen! Du skal komme herhen!" af en Stemme, der ikke var saa ganske spinkel.
Han vendte sig om og saa nogle store, tætbyggede Mænd, der stod sammen i en Klynge. Han fik senere at vide, at det var Brødre. Han roede hen imod dem, og først da han kom i Nærheden af dem, begyndte han at forstaa, at en af dem, en stor og bred Mand, maatte være Qitoraq, den ældste af Brødrene.
Síngajik krummede allerede Benene sammen for at skyde sig ud af Kajaken, da de kom løbende langs med Stranden og raabte til ham: "Naar vi en sjælden Gang faar Besøg af Sydlændinge, Kajaker eller Konebaade, saa gaar de aldrig andre Steder end op til os; staa derfor ud af din Kajak og følg med os op!"
Síngajik stod nu ud af sin Kajak og fulgte med Mændene opover. De gik foran ind i Huset, og da de havde faaet Tid til at sætte sig ned, gik Síngajik ogsaa ind. Han krøb ind ad Husgangen, og idet han stak Hovedet frem af Indgangshullet, slog en Bølge af Varme imod ham. Solen stod endnu kun i Vest langt over Horisonten, og dog havde man alle Lamperne tændt, selv de smaa forreste Bilamper. Síngajik stillede sig hen ved Husindgangen, men Husherren gjorde stadig Tegn til ham og bad ham sætte sig paa Sidebriksen under Vinduet, idet han sagde: "Her plejer vore mandlige Gæster altid at sidde."
Síngajik satte sig ned, og straks sagde Qitoraq:
"Det er, fordi vort Hus er lyst og rummeligt, at alle fremmede, der kommer her til Bopladsen, altid søger op til os!"
Síngajik saa sig om i det indre af Huset og opdagede nu, at det havde fem store Tarmskindsruder, og at der paa alle Steder, hvor man kunde sætte sig, var udbredt Skind. Han havde lige faaet Tid til at tage Huset i Øjesyn, da Værten atter tog til Orde og sagde:
"De Mænd, som gaar paa Langfart, lider ofte Sult; bring derfor rigeligt med Føde ind, saa at der er nok til alle vore Gæster, thi vi vil nu alle spise sammen for at ægge hinandens Appetit!"
Straks blev mange Kødbakker baaret ind, og saa snart de var sat frem, sagde Qitoraq: "Der er nu sat rigelig Mad frem; lad os opmuntre hinanden gensidigt til Maaltidet, thi man spiser altid bedst i Selskab!"
Og saa tog de fat paa Maaltidet, og de spiste og spiste, til ingen af dem kunde mere.
Efter Maaltidet tog man fat paa at berette Historier, og ofte talte man i Munden paa hinanden, saa at Síngajik slet ikke vidste, hvor han skulde se hen. Men bedst som han sad og hørte efter alle Beretningerne, kom den ene efter den anden ind for at byde ham til Ædegilde andre Steder. Naar den ene gik ud, kom den anden ind, og Síngajik maatte gaa fra Hus til Hus. Han havde netop fulgt en Indbydelse til et Hus, der havde to Vinduer, og her sad han nu og lyttede til sin Værts Fortællinger, da han hørte Trin i Husgangen, og idet han skottede derhen, opdagede han en ung Pige, hvis Lige han aldrig havde set.
Det fortælles, at Síngajik under sin Opvækst aldrig havde brudt sig om Kvinder, hvor smukke de end var, men denne Gang saa han lige ind i Ansigtet paa den unge Pige, der kom ind, og kunde slet ikke faa sine Øjne fra hende igen. Saaledes sad han og stirrede uafbrudt paa hende, da Værten sagde til hende: "Deroppe plejer de kvindelige Gæster at sidde; sæt dig derop!"
Men den unge Pige svarede: "Det er min Moders Ord, jeg lyder, naar jeg staar her. Jeg er ikke kommen herind uden Ærinde og kan derfor ikke sætte mig blandt Kvinderne paa Briksen. Thi da min Moder hørte fortælle, at en Sydlænding var kommen hertil, sendte hun mig herhen. Hun fortalte, at hun, der nu ikke er ung længer, har set Sydlændinge en Gang imellem, og hun har fattet en saadan Kærlighed til deres sydlandske Maal, at hun altid gerne vil høre dem tale. Hun beder mig derfor sige, at da hun har lidt Mad af den Slags, som Sydlændinge plejer at spise, beder hun den fremmede besøge hende, hvis han da ellers vil."
Saaledes talte den unge Pige, og da hun tav, sagde Manden i Huset:
"Naar det hænder, at en gammel Kvinde vil noget, plejer hendes Ønske at have stor Styrke; gaa derfor hen og besøg hende, og lad den unge Pige, der staar der ved Husindgangen, vise dig Vej til hendes Hus."
Síngajik følte sig helt taknemmelig over disse Ord, og den unge Pige gik ud. Men først da det kunde ventes, at hun var naaet helt udenfor, fulgte han efter hende og traf hende ventende uden for det søndre Vindue af Huset. Aldrig før i sit Liv havde han ladet Tanken om en Kvinde komme ind i sit Sind, men nu hvilede hans Øjne uafbrudt paa den unge Pige; det var, som om det var første Gang, han saa en Kvinde, siden hans Legeme var udvokset.
Da Pigen saa Síngajik komme ud af Huset og gaa hen imod hende, gik hun opover mod deres Hus for at vise ham Vej, medens han fulgte lige bag efter hende. Hun havde sagt, at de boede sydligst og øverst af alle de andre. Endelig standsede hun foran en Husindgang og gik ind; og først da det var at vente, at hun havde sat sig ned, gik han ind og stillede sig ved Indgangshullet. Herfra betragtede han det indre af Huset.
Den unge Piges Moder sad paa Gulvet og var i Færd med at pille Haarene af et Par Sortsideskind; men næppe havde hun set sin Gæst ved Husindgangen, før hun hastigt skubbede Skindet til Side og satte sig paa sin Plads paa Briksen, og sagde:
"Det er sjældent, at vi her i Huset har Besøg af Mænd; og naar det endelig hænder, plejer de at forlade os igen, naar vi mest ønsker at beholde dem. Men sæt du dig nu hen paa den Plads, som er vore Gæsters!"
Med disse Ord pegede hun hen paa sin Datters Sidebriks, og Síngajik følte sig dybt taknemlig over dette, thi han skulde nu sidde paa Vinduesbænken lige foran den unge Pige. Saa snart han havde sat sig, tog den gamle Kvinde atter til Orde og sagde til sin Datter:
"Vi har netop den Slags Mad, som Sydlændinge plejer at holde af; men da det ikke er godt at vide, hvilket han vil have først, kan du jo bringe det ind paa een Gang, baade Kødet og den Gelé, jeg har lavet af Affaldet fra de Skind, jeg skraber."
Ved disse Ord gik Pigen ud af Huset og kom ind med flere Kødbakker, fyldt med Kød og Mameq, som hun satte frem paa Gulvet. Og atter, sagde Moderen: "Det er ikke anden Mad end den, du plejer at spise, og vi vil være tilfredse, om du blot spiser af en af Delene."
Síngajik lod Kødet staa og skar sig et stort Stykke Mameq, og ingen skulde nu tro, at han havde spist hele Eftermiddagen.
Da han var færdig med at spise, trak Konen sig et Stykke op paa Briksen og gav sig saa til at fortælle den ene Beretning efter den anden om, hvad der saadan var sket der paa Stedet. Hun talte, og han sad og saa snart paa Datteren og snart paa Moderen, idet han samtidig kastede stjaalne Blikke paa Datteren, og saaledes gik Aftenen, og Tiden løb ganske fra ham. Han var stadig optaget af at se paa Moder og Datter, da han tilfældig kom til at se ud af Vinduet og opdagede, at Solen var ved at gaa ned, og at dens Rødme allerede havde bredt sig over hele Vesthorisonten. Da tog han til Orde og sagde:
"Hvis jeg var nøje fortrolig med den Vej, jeg skulde ro, vilde jeg være bleven her, indtil Mørket var faldet helt paa; men da jeg er bange for, at jeg vil fare vild, saafremt det bliver helt mørkt, er det nok bedst, at jeg foreløbig ser at komme sydover. Senere skal jeg komme paa Besøg uden at have Hastværk."
Hertil havde Moderen intet at indvende, og hun sagde: "Du maa endelig ikke undlade at komme op til os, næste Gang du kommer paa Besøg; du maa komme først op i vort Hus."
Síngajik tog derefter Afsked og roede hjem; og da han kom ind i Huset, hvor han boede, sagde hans Husfælle til ham: "Du blev saa længe borte, at jeg nær var bleven ængstelig for dig."
Síngajik svarede: "Jeg havde ikke taget Hensyn til, at Dagene endnu er saa korte, og gik paa Gæsteri fra Hus til Hus. Og saa er der jo heller ikke saa ganske faa Mennesker ved Igdlorpait."
Hertil havde hans Vært intet at indvende.

Síngajik tager sig en Kone
Da Síngajik vaagnede den fjerde Dag efter sit Besøg, fik hans Længsel helt Overhaand, og skønt det var meget smukt Vejr, tog han ikke paa Fangst. Han ventede, til Solen stod midt paa Himlen, og først da alle hans Bopladsfæller var taget paa Fangst, roede han nordover for at besøge Folkene ved Igdlorpait. Han roede og roede, indtil han kom frem til Bopladsen, og da han fik Udsigt over den, saa han, at ingen Kajaker var hjemme. Det blev han rigtig glad over, thi havde alle Mændene været hjemme, vilde hele Tiden være gaaet med Besøg og Indbydelser.
Síngajik nærmede sig Stranden, og straks kom tre Mænd ned imod ham. Det ærgrede ham en Smule, for han tænkte, at de nu naturligvis vilde til at invitere ham. Han var da ogsaa lige kommen ud af Kajaken, da en af dem opfordrede ham til at følge med op i sit Hus. Dertil svarede Síngajik: "Jeg gaar først op til det Hus, som jeg er kommen for at besøge, og siden skal jeg komme ind til dig, naar jeg bryder op."
Ved disse Ord vendte de Ryggen til ham og gik op til deres Huse, medens Síngajik gik alene opover. Det var kun at vente, at der ingen Mennesker vilde være omkring det Hus, han søgte. Han gik ind og traf atter den gamle Kone i Færd med at skrabe et Sortsideskind. Næppe var han kommen ind, før hun skubbede Skindet fra sig, satte sig op paa sin Briksekant og spurgte ham, om hun maatte sætte Mad frem for ham.
Síngajik saa hen paa hende og svarede: "Jeg spiste, lige før jeg roede herhen; jeg kan jo sige til, naar jeg bliver sulten."
Saa begyndte hun straks at tale om løst og fast, og Síngajik ventede kun paa, at hun skulde tie stille, for at han kunde komme frem med sit Ærinde. Saaledes sad han taalmodigt og ventede, indtil Solen tilsidst stod saa lavt paa Himlen, at den skinnede ind ad Vinduerne fra Vest. Da gjorde hun endelig et lille Ophold i sin Beretning, saa at han fik Lejlighed til at indskyde, at det ikke var uden Ærinde, at han denne Gang var kommen paa Besøg.
Hun svarede ham imidlertid ikke paa disse Ord, og da hun atter ligesom kastede sig helt bort i sin Tale, afbrød han hende og sagde, for at faa en Afgørelse:
"Jeg er meget vel vidende om, at du ikke har nogen anden Hjælp her i Huset end din Datter."
Og idet han rettede sit Blik paa Datteren, der sad bagved, fortsatte han:
"Og dog er Grunden til, at jeg er begyndt at komme her, den, at jeg gerne vil tage din Datter til Kone. Men hvis du giver mig dit Samtykke hertil, da skal du vide, at det er første Gang i mit Liv, at jeg har truffet en Kvinde, som jeg synes om."
Dette var Síngajiks Ord. Længe tav Moderen, før hun tog til Orde og sagde: "Du har talt ret og netop ramt Sandheden. Ganske vist er jeg en Kvinde, men jeg bruger hendes Hjælp, næsten som kunde jeg være en Mand, og dette er Grunden til, at jeg aldrig har villet give hende fra mig, skønt Folk, der bor lige norden for os her, ofte har bedt mig om hende; hendes Hjælp er Skyld i, at vi aldrig, selv ikke midt om Vinteren, lider Nød. Men skal det ske, at hun skal gives bort, vil jeg helst have, at den Mand, som tager hende, ogsaa vil bo her i Huset. Kun hvis det kan blive saaledes, kan jeg give mit Samtykke!"
Hertil svarede Síngajik: "Hvis du ønsker det saaledes, saa vil heller ikke jeg have noget derimod. Da vil jeg i Morgen gøre mig rejseklar og komme hertil, om Vejret er godt, i Overmorgen."
Saaledes blev denne Sag nu ordnet, og saadan Fred var der nu kommen over Síngajiks Sind, at det forekom ham, at han sad midt ude paa en stor Slette.
Han tog derefter Afsked med dem og gik ud. Paa Vejen til sin Kajak mødte han de tre Mænd, der atter kom til ham for at indbyde ham; men Síngajik svarede, at hans Besøg denne Gang kun skulde være af kort Varighed, og derefter roede han hjem.
Ved Kangeq gik han straks i Gang med at ordne sine Sager, og allerede Dagen efter brød de op og rejste til Igdlorpait. Det voldte dem intet Besvær at tage nyt Land, thi de gik blot lige op i Enkens Hus.
Saaledes blev Síngajik gift, men han vidste endnu ikke, hvad hans Kone hed. Dagen efter roede han ud i Kajak, og da han kom hjem om Aftenen, sagde Moderen til sin Datter: "Marnilik, tag Kødet af Gryden og sæt Mad frem for din Mand!"
Saaledes fik Síngajik at vide, hvad hans Kone hed.
Det var Sommer, og Sommeren varede længe, men omsider kom Vinteren; og Vinteren gik, uden at de mærkede noget til, at Marnilik var med Barn. Først da det atter var bleven Sommer igen, sagde hun til sin Mand, at hun kunde mærke, at der var noget i hendes Liv, der ikke var, som det plejede at være. Da blev Síngajik glad, thi nu vidste han, at hun skulde være Moder.
En Dag mod Efteraaret havde Síngajik været ude at ro i Kajak og mod Sædvane kun faaet een Sæl. Efter Hjemkomsten blev han længe inde i sit Hus, og først sent paa Aftenen gik han udenfor for at trække frisk Luft. Da saa han, at en Mængde Mænd havde samlet sig ved Konebaadene, der stod paa Land med Bunden i Vejret, højt hævede paa deres Støtter. Mændene lo og morede sig, og Síngajik gik ind imellem dem og stod der smilende og hørte til.
Medens han stod der imellem alle de glade Mennesker, indtraadte der en lille Pavse i Underholdningen, og saa var der en af Mændene, der pludselig sagde:
"Jeg har det nu saadan, at jeg aldrig kan gaa mod mine Tanker. Mange Sæler har jeg nu dræbt, men hvad nytter alt dette Kød for Vinteren, hvis man ikke ogsaa sørger for at skaffe sig varme Skind? Jeg har derfor bestemt mig til at drage paa Rensjagt en af de første Dage."
Saaledes talte han, og alle de mange Mænd, der stod omkring, stemte i med, og alle vilde de paa Rensjagt. Kun Síngajik sagde ingenting, for han vidste ikke, hvordan Kvinderne i hans Hus vilde synes om det. Han stod endnu længe i Klyngen og morede sig over alt det, de fortalte, men saa listede han ganske stille bort og gik hjem, uden at sige noget om, at han gerne vilde deltage i Rensjagten.
Han satte sig paa sin Briks og sad der, som om han slet ikke havde noget paa Hjerte. Det var begyndt at mørkne, og Skyggerne var bleven skarpe, da han endelig tog til Orde og sagde som den eneste Stemme, der lod sig høre i Huset:
"Da jeg i Eftermiddags gik ud og stod uden for vort Hus og saa ned, opdagede jeg bag ved den nordligste af Konebaadene en Mængde Mænd, der havde forsamlet sig.

Síngajik paa rensdyrjagt
Aka Høegh, 1924
"Se," tænkte jeg, "der staar de nu og fortæller hinanden om alt det, de har oplevet i Dag, og de ler og morer sig." Da jeg ikke kunde nøjes med at se paa dem, gik jeg ned til dem, og da jeg kom dem nær, slog Latteren mig imøde; men da jeg stod stille og lyttede til det, der blev fortalt, blev der en lille Pavse, og saa var der pludselig en af Mændene, der udbrød: "Skulde det virkelig hænde mig denne Gang, at jeg ikke fulgte min Lyst? Det er gaaet mig saaledes, at jeg mindre og mindre er i Stand til at kæmpe mod mine Tanker; mange Sæler har jeg dræbt, men hvad nytter alt dette Kød, jeg nu har samlet til Vinteren, hvis jeg ikke ogsaa sørger for at skaffe mig varme Skind? Derfor har jeg bestemt mig til at gaa paa Rensjagt en af de første Dage." Og da Manden sagde disse Ord, stemte alle de andre i med og erklærede, at de ogsaa vilde paa Rensjagt. Kun jeg sagde ingenting, da jeg ikke vidste, hvad I vilde synes om det."
Ved disse Ord tog Svigermoderen til Orde og sagde: "Du vil vide, at fra det Øjeblik du kom her i Huset, har jeg aldrig nogensinde gaaet din Vilje imod."
Hertil svarede Síngajik: "Naar jeg talte saaledes, var det, fordi jeg tænkte paa, at du ikke vil have nogen til at hjælpe dig her i Huset, naar vi rejser bort."
Men hans Svigermoder svarede: "Naar I rejser bort, vil jeg søge mig en ud blandt de unge, som kan hjælpe mig."
Ved disse Ord fik Síngajik først for Alvor Lyst til at rejse ud og gaa paa Rensjagt for første Gang i sit Liv, og allerede næste Morgen ordnede de derfor alt, hvad de skulde have med, da deres Bopladsfæller havde sagt, at de vilde rejse Dagen efter.
Tidligt om Morgenen næste Dag fik alle Bopladsfællerne travlt med at laste og gøre deres Konebaade rede, og Síngajik sluttede sig straks til de opbrydende. Og saa blev Baadene lastede, og da de var færdige hermed, roede de nordover.
Síngajik fulgte med, uden at vide, hvor de roede hen. De sejlede bag om Kangârssuk og slog ind paa den østligste indenskærs Rute, og da de først var kommen ind i smult Vande, roede Síngajik hen til en af Kajakmændene og sagde til ham: "Her ser du mig drage nordover, uden at jeg ved, hvor vi skal hen; sig mig derfor — hvor plejer I at jage Rensdyr!"
Manden vendte sig om imod ham og svarede: "Der er kun eet Sted, hvor vi plejer at jage Rener, og det er ved Niaqúngunaq."
Da Síngajik hørte dette, bankede hans Hjerte af Jagtiver, og han spurgte: "Hvor langt er der derhen?" Den anden svarede: "Der er slet ikke saa kort en Vej. I stille Vejr plejer vi at ro en hel Dag for at komme dertil; men saa snart vi sinkes af Vind, maa vi slaa Lejr undervejs og naar da først frem Dagen efter."
Nu roede de og roede, og da Vejret var fint og stille, naaede de ganske rigtigt, som Manden havde sagt, til Niaqúngunaq hen paa Aftenen. Ved Mundingen af Niaqúngunaq undersøgte de Strømforholdene og opdagede nu, at de havde været saa heldige at komme, netop som Strømmen løb indover og saa lod de sig blot drive med Strømmen, længere og længere indad, indtil de kom frem til det Sted, hvor de skulde slaa Lejr. Her lagde de til, lossede Baadene, rejste deres Telte og gjorde sig i Stand; og da alt var færdigt, sagde de til hverandre indbyrdes: "I Morgen, naar vi vaagner, vil vi først træffe Forberedelser til Jagten og ordne de Ting, som vi skal tage med os, og først Dagen efter gaar vi ind over Land, udrustede til at blive borte i flere Dage."
Síngajik, der aldrig før havde været paa Jagt efter Vildrener, gjorde det samme, som alle de andre. Utaalmodigt ventede han til den næste Dag, og de brød op og gik langt ind over Land og blev ved med at gaa længere og længere ind, indtil de kom til en lang Række Stensætninger, der var bygget op af Rensjægere. Men hverken paa Vejen ind eller oppe ved Stensætningerne saa de Dyr, og saa maatte de gaa endnu længere op i Landet, indtil de fik Øje paa en stor Flok Rener.
Straks fordelte Mændene sig, og Síngajik blev posteret ved den næstnordligste Stensætning, saa at der kun var een Mand norden for ham. Derefter sendtes Kvinderne ud for at drive Renerne ned imod dem, og snart kom nu en Flok Rener til Syne, flygtende nordover. De passerede Stensætningerne sønden fra nordover, og det ene Dyr efter det andet blev nu skudt ned med Pil. Nogle Dyr faldt straks, naar de blev ramt, andre løb et langt Stykke med Pilen i Kroppen og faldt først, naar de havde tilbagelagt en større Strækning. Saaledes blev Flokken mindre og mindre, samtidig med at den kom nærmere og nærmere til Síngajiks Stade. Da de naaede frem til ham, søgte han den største ud i Flokken og afskød sin Pil imod den. Renen løb et lille Stykke og faldt saa død om. Dermed var Jagten til Ende, og Rensjægerne indrettede sig et Ly, hvor de kunde sove om Natten.
Dagen efter gik de atter paa Rensjagt og fik endnu flere Dyr end den foregaaende. Derpaa samledes de om et stort Baal og kogte Kød, og da de havde spist, blev de enige om foreløbig at vende tilbage til Kysten; efter et kort Besøg ved Teltene vilde de saa atter genoptage Jagten.

Tusilartoq, den døve, fødes

Tusilartoq, den døve, fødes
Aka Høegh, 1924
Alt stod vel til i Síngajiks Telt ved hans Hjemkomst, men midt om Natten vækkede Marnilik ham og sagde, at hun havde stærke Smerter i Underlivet. Natten igennem voksede Smerterne, indtil hun tilsidst vaandede sig derved. Ved Daggry sagde Síngajik til en af sine Tjenerinder: "Det er ikke uden Grund, at hun befinder sig i denne Tilstand, men her er mange Telte, og sikkert er der blandt Kvinderne her en, der har Forstand paa at behandle en Kvinde, som vaander sig saaledes. Begynd fra den nordligste Side af Teltlejren, og bed saa hvem, der kan, om at komme ned og hjælpe os med Barnefødslen."
Saa gik en af Tjenerinderne ud og gik først hen til det Telt, der laa nordligst. Her var to gamle Kvinder, og til dem sagde hun:
Síngajik har bedt mig sige, at hans Kone har stærke Smerter i Underlivet, og da den Ting maa have sin Grund og ikke for intet volder hende Ve, vilde han gerne, at I skulde gaa hen og hjælpe hende."
Hertil svarede den ældste af de to Kvinder: "Vi to er ganske vist gamle Kvinder, men ingen af os har Forstand paa at behandle den Slags Ting; men derovre i det sydligste af Teltene er der en Kvinde, som plejer at hjælpe til ved den Lejlighed."
Saa gik Budet hen til det sydligste Telt og fremførte sit Ærinde. En gammel Kone svarede: "Ja, jeg plejer at behandle den Slags Ting, saa godt jeg kan," og derefter fulgte hun med Tjenerinden til Síngajiks Telt; her trak hun sine Kamiker af og satte sig straks ind paa Briksen bag ved Marnilik. Uden at mæle et Ord gav hun sig i Lag med at behandle hende, og længe holdt hun paa; men saa sagde hun pludselig, idet hun var den eneste Stemme i Teltet:
"Nu kom der en lille Dreng, men det er svært at kende Liv. Han har svagt Aandedræt og er ikke helt fuldbaaren. Har I Klæder til ham?"
Moderen svarede: "Jeg havde ikke ventet ham nu, og derfor har jeg endnu slet intet til ham; men da jeg forleden rejste hjemmefra, sagde min Moder: ""Hør, min lille Pige, dette lægger jeg ned i Konebaaden."" Og det var en lille Pose, der var fyldt med Ederfugleskind; maaske kan man tage et af de største og se at faa det til at passe."
Saaledes talte Marnelik, og en af Pigerne gik straks ud og kom tilbage med en stor Pose, og da de løste op for den, var den helt fuld af fine, bløde Ederfugleskind, der var beredte som Dunskind. Man tog paa maa og faa et nogenlunde stort Skind, saaledes som Moderen havde sagt, og rakte det ind paa Briksen. Jordemoderen tog det og trak det over Barnet, og det viste sig nu, at Ederfugleskindet passede lige til det, naar det stak Armene igennem paa det Sted, hvor Vingerne havde siddet. Derefter pakkede hun et Stykke Skind uden om det og lagde Barnet hen til Moderen. Hermed var Jordemoderen færdig med sit Arbejde, og idet hun nu gjorde sig rede til at gaa, sagde hun:
"Jeg har ladet et lille Dun sidde paa Barnets Læber; det maa I se vel efter og lægge nøje Mærke til, om det bevæger sig, thi saa længe det bevæger sig, er der Liv."
Marnilik forsøgte nu at give Barnet Die, men det vilde ikke drikke, Liv var der ganske vist, og det lille Dun ved Munden bevægede sig stadig, men saa ufuldbaarent var Barnet, at det ikke en Gang havde Negle. Først paa den tredje Dag var det, som om det pludselig opdagede Moderens Bryst og gav sig til at drikke lidt deraf; men forinden havde man, for at faa det til at drikke, vædet Læberne paa det med Mælk, som man kom i en lille Muslingeskal. Hver Gang man smurte Læberne over med Mælk, havde da Munden plejet at bevæge sig for at slikke, men nu var den lille Dreng selv begyndt at drikke og blev flinkere og flinkere dertil. Først da han var bleven rigtig dygtig til at drikke, tog man Dunet fra Læberne, og det var nu ikke længere svært at mærke, at han aandede.
Den Dag, Drengen blev født, rejste alle Jægerne paa Rensjagt, men ingen vil undre sig over, at Síngajik ikke fulgte med; dertil var han alt for optaget af sin lille Søn. Rensjægerne blev fire Dage borte og kom saa hjem med en Mængde Rensdyr; og siden gik de ofte paa Jagt, men Síngajik fulgte ikke mere med.
Rensjægerne var kommen hjem fra deres Jagter, da det hændte, at en af Síngajiks Tjenerinder gik ud og fik Øje paa en Mængde unge Piger, der holdt til nede ved Konebaaden, som var trukket paa Land med Bunden i Vejret. Da hun nærmede sig, hørte hun, at der blev let, og hun gik da hen til dem for at høre, hvad det var, man lo af; thi det saa ud, som om den ene overbød den anden i Morsomheder. Der blev et Øjeblik stille, men saa sagde en af de unge Piger ganske tydeligt: "Det er mærkeligt, at Marnilik ikke bare lader sin elendige Søn krepere! Saadan en svag, lille Skrælling er der saamænd ingen Grund til at holde Liv i."
Disse Ord hørte Marniliks Pige, og de gjorde hende saa ondt, at de virkede paa hende, som om hun var bleven slaaet i Hovedet, og hun gik derfor hjem. Da hun kom ind, sad hun som en, der ikke har noget at fortælle, men opførte sig dog alligevel ikke, som hun plejede.
Dagen efter roede Síngajik ud paa Kajakfangst, og først da de var bleven alene, saa Marnilik hen paa Pigen og sagde: "Hvor kan det være, at du siden i Gaar ikke har været, som du plejer? Saadan er du jo ellers aldrig. Længes du tilbage til Igdlorpait?"
Ved disse Ord vendte Pigen sig om mod Marnilik og sagde: "Det er ikke uden Grund, at jeg er tavs og ikke, som jeg plejer at være. I Gaar har jeg hørt et Ord, som bliver ved med at volde mig Smerte."
Marnilik saa hen paa hende og sagde: "Der plejer kun at komme Smerte af at gemme paa et daarligt Ord. Du maa derfor hellere fortælle mig det."
Hertil svarede Pigen: "Nu skal du høre, hvad der er Grunden til, at jeg er saa tavs. Igaar Aftes, da jeg gik ud, traf jeg en Mængde unge Piger nede ved Konebaaden. De lo og larmede og morede sig, og da jeg kom hen til dem for at faa at vide, hvad det var, de lo af, var der en af dem, der sagde: ""Det er mærkeligt, at Marnilik ikke bare lader sin elendige Søn krepere! Saadan en ussel, lille Skrælling er der ingen Grund til at holde Liv i."" Disse Ord har gjort mig tavs, thi da vi nu endelig har faaet et lille Barn iblandt os, vilde det dog være ondt, om vi ikke gjorde, hvad vi kunde, for at holde Liv i det."
Marnilik hørte dette, men sagde ikke et Ord.
Síngajik blev længe borte, han blev meget længe borte, og da han endelig kom hjem, havde han intet fanget, thi han kendte ikke Fangstpladserne paa det fremmede Sted. Han kom ind i Huset, da han havde ordnet sin Kajak, og der sad Marnilik som en, der slet ikke havde noget at fortælle, og der var heller intet at mærke paa hende. Først to Dage efter vendte hun sig mod sin Mand, der sad paa den venstre Side af Lampen, og sagde til ham:
"Vor stakkels Dreng, der er saa lille og hjælpeløs, har de unge Piger dernede drevet Spot med. De har taget ham med ind i deres Leg, den Leg, som bestaar i, at Pigerne skal overgaa hinanden i at sige morsomme Ting. Jeg vil nu gøre Madbod for hans Skyld for at se, om han saa ikke snart vil begynde at vokse"
Og Marnilik lod seks Dage gaa, uden at tage Næring til sig, og derefter sagde hun atter til sin Mand: "I Morgen er det syv Dage siden, at jeg begyndte min Madbod; du maa derfor søge at skaffe mig Kød af en Sæl, der er dræbt i Saltvand og som jeg kan spise, naar min Bod er omme."
Da hun havde sagt det, tænkte Síngajik meget over, hvor han skulde ro hen, og hvor der kunde være et Fangststed, som han kunde naa fra deres Telt og hvor Vandet var salt; thi Vandet inde i Fjorden var Brakvand paa Grund af de mange Elve. Han kom da til at tænke paa, at han havde hørt Tale om et Fangststed helt ude forbi Fjordens Munding ud for Uligarfik, hvor Sælerne skulde holde til, selv ved Midsommertid.
De sov, og om Morgenen, da Síngajik kom ud, var det, aah, det var et ganske dejligt Vejr! Straks var det Fangststed, han havde tænkt paa Dagen i Forvejen, i hans Tanker, og han skyndte sig at gøre sig klar og rejste sydover. Han roede og roede, stadig med stærk Fart, thi der var langt til Fangststedet, og da han naaede Kangârssuk, stod Solen allerede ved Middagsmærket. Da han kort Tid efter kom ud for de Fjælde, som man plejede at tage Pejling efter, naar man skulde jage Sæler tilhavs, vendte han Stævnen af sin Kajak op imod Vinden og blev liggende stille. Det blæste en let og jævn Brise.
Han havde ikke ligget stille ret længe, før han saa en Fjordsæl dukke op. Han gik derpaa lige ind i Solen, for at den ikke skulde se ham, og roede hen imod den. Den havde endnu ikke rørt sig af Stedet, da det lykkedes ham at harpunere den. Saa snart han havde dræbt den, gjorde han den fast i sin Bugserline og roede hjemefter af alle Kræfter, uden at se hverken til højre eller venstre.
Hans Kone havde sagt, at den Sæl, han nu fik, maatte ingen andre røre ved; han skulde selv bringe den op i Teltet og lægge den saaledes, at den vendte Hovedet ud mod Teltforhænget.
Solen stod lavt paa Himlen, da Síngajik kom frem til sin Teltplads, og hans Folk gik straks ned for at tage imod ham; men han vendte sig om imod dem og sagde: "Denne Sæl maa ingen af jer røre ved med jeres Hænder! I maa kun trække den op ved Hjælp af Bugserremmen, og saa skal jeg selv bringe den op i Teltet."
Det gjorde saa hans Folk, og da han havde ordnet alt ved sin Kajak, gik han hen til Sælen, tog den i Forlallerne, saaledes som hans Kone havde sagt, og bar den op og lagde den lige uden for Teltforhænget. Saa trak han Teltforhænget til Side og glædede sit Sind ved at se, hvor hyggeligt hans Kone sad paa Briksen lige inden for Lampen, med deres Søn paa Skødet, og gav ham Bryst.
Síngajik satte sig paa Briksen og sagde: "Jeg har fanget en Saltvandssæl til dig, og jeg har lagt den lige uden for Teltforhænget!"
Straks tog Marnilik sin Ulo — sin Flænsekniv — og gik ud uden at sige et Ord, og lidt efter kom hun ind med to Kajakskind, der var skaaret midt over. Hun ordnede dem paa Teltets Gulv og gik derefter ud efter Fjordsælen, som hun bar ind ved Forlallerne og lagde ned paa det overskaarne Kajakskind. Saa flænsede hun den i Smaastykker og lagde alt Kødet ind under Briksen; selv Blodet gik ikke til Spilde.
Det blev Eftermiddag, og siden led det ud paa Aftenen, og Solen stod lavt. Først da begyndte Marnilik at ordne Vægen paa sin Lampe, og da hun var færdig hermed, firede hun sin store Gryde ned, kom Tran paa Lampen og tændte den. Saa fyldte hun Vand i Gryden og gjorde Flammen stor, saa at den gik hen over hele Lampens Rand; og nu varede det ikke længe, før Vandet begyndte at koge. Derefter tog hun sit Sytøj og gav sig til at sy, uden at se hverken til højre eller venstre.
Hun syede og syede og blev ved med at sy, og Vandet i Gryden kogte og blev ved med at koge. Nu og da gik hun frem og saa til Gryden, og da Vandet var kommen voldsomt i Kog, tog hun endelig sin Ulo og gik ud paa Gulvet og trak Sælkødet frem fra Briksen og gav sig til at skære Forbindelsesbrusken mellem de nederste Ribben fra. Manden sad og saa paa hende. Brusken var saa tynd, at der nær var gaaet Hul igennem den. Det lille Bruskstykke puttede hun ned i sin store Gryde, der ligefrem ringede af kogende Vand, og derefter skar hun et Stykke af Tarmen fra, ikke saa langt som en Overarm, og lagde ogsaa det ned i Gryden. Da disse to Stykker var kogt, satte hun sin Kødbakke neden for den store Lampe, og uden at sige et Ord krøb hun nu op paa Briksen, skubbede sig tilbage og gav sig atter til at sy.
Først da Solen var gaaet ned, lagde hun sit Sytøj fra sig og tog den lille Kødbakke. Kødet, der laa deri, var ikke større, end at det knap nok kunde fylde en Mund, og dog skar hun det midt over; derpaa skar hun ogsaa et Stykke Tarm af. Saa hældte hun noget Blod ud i sin store Gryde, rørte det om i Kødsuppen og hævede Gryden højt op over Lampen. Og først da tog hun til Orde og sagde:
"I fem Dage skal dette lille Stykke Ribben være min Føde; først naar disse fem Dage er gaaet, maa I spise af Kødet, som I har Lyst."
Derefter spiste hun det lille Stykke Brusk og det lille Stykke Tarm, tog en Muslingeskal, fyldte den med Blodsuppe fra Gryden og drak det; og det blev siden, som hun havde sagt.
Da Rensjægerne havde samlet saa meget Renskød, at de havde nok til en Baadslast, brød de op og rejste hjem. Kun Síngajik blev tilbage, da han ikke turde rejse med sin lille Søn, og de opholdt sig endnu inde i Bunden af Niaqúngunaqfjorden, da det blev saa sent paa Aaret, at Jordens Skorpe begyndte at fryse.
En Aften, da det var ganske stille i Teltet, hævede Síngajik sin Stemme som den eneste, der lod sig høre i Teltet, og sagde: "Det er jo ikke Meningen, at vi skal blive her altid. I Morgen, hvis det er godt Vejr, rejser vi sydover." Dette sagde Síngajik, og der var ingen, der sagde ham imod. De sov derefter Natten til Ende, og da de vaagnede, undersøgte Síngajik nøje Himlen, og da han havde mærket sig, hvad det var for en Vind, der blæste, gik han tilbage til Teltet og sagde;
"Vejret er godt, og det er derfor bedst, vi rejser sydover. Den sølle Dreng derhenne behøver vi jo ikke mere at være ængstelig for, nu da han er begyndt at blive fed!"
Derefter brød de op og roede sydover under en svag Fralandsbrise. Dagslyset var endnu synligt paa Himlen, da de kom frem om det sidste Næs og fik Udsigt ind over deres Boplads, hvor alle Vinduerne lyste dem festligt i Møde. De var tæt ved Stranden, før nogen havde set dem, og da raabte Síngajik af alle Kræfter ind over Land: "Konebaad, Konebaad!" Næppe havde han raabt det, før man saa Skygger fare forbi de oplyste Vinduer, og et Øjeblik efter var alle, der kunde røre sig, ude af Husene og paa Vej ned til Stranden. Alle disse Mennesker havde kun eet Spørgsmaal, og det var: "Hvorledes har din Søn det? Hvorledes har din lille Søn det?" Og da der blev svaret tilbage, at Drengen havde det godt, var Glæden endnu større og endnu mere larmende.
Drengen trivedes og blev stor og tyk, men havde endnu intet Navn; thi man havde ikke villet give ham noget, saa længe man ikke troede, han vilde leve. Men en Aften, nogen Tid efter at de var kommen hjem, sad Síngajik og saa paa, at hans Kone gav Drengen Bryst, og da han havde siddet længe og set derpaa, sagde han:
"Nu synes jeg, vi har Grund til at tro, at Drengen vil leve, nu da han trives og bliver stor og tyk. Det er derfor paa Tide at give ham et Navn, og hvis der er nogen, som du og din Moder ønsker at mindes, saa lad ham faa Navnet."
Ved disse Ord saa Konen hen paa ham fra Briksen og sagde: "Jeg vil ikke opkalde ham efter nogen af vor Slægt. Det er dig, der har avlet ham, giv du ham derfor selv Navn, saafremt du da ellers har nogen, du gerne vil mindes."
Hertil svarede Síngajik: "Der er ikke faa, som jeg gerne vil mindes, men jeg vælger at opkalde ham efter min Fader, som blev meget gammel. Lad ham da hedde Tusilartoq."
Saaledes fik Tusilartoq sit Navn, og for hver Dag, der gik, blev han raskere og federe og voksede nu, saa at enhver kunde se det.
Saa blev det Vinter, og Vinteren gik og Foraaret kom, og da det begyndte at nærme sig Sommeren, kom der en Tanke til Síngajik, som han ikke kunde komme uden om; og tilsidst slog han den fast i sit Sind. Han ønskede at forlade Igdlorpait for at tage Land ved Kangeq. Men det eneste, der holdt ham tilbage, var Tanken paa Svigermoderen, der nu var saa gammel, at hun ikke burde udsættes for at længes tilbage til sin gamle Boplads.
Tusilartoq var snart saa stor, at han kunde begynde at løbe omkring uden for Huset, og han blev et Par Aar, uden at Marnilik atter blev med Barn. Saa kom den Tid, da Svigermoderen, saaledes som det var at vente, syntes at have naaet sin Alders Grænse; og skønt hun stadig færdedes ude, begyndte hun dog at tale om, at det gik tilbage med hendes Kræfter. Saa kom Efteraaret og Vinteren, og da Dagene var kortest, oprandt den Dag, hvor hendes Liv var bestemt til at ende. Saaledes døde hun uden at have været syg.
Síngajik havde endnu ikke talt til sin Kone om, at han gerne vilde vende tilbage til Kangeq; det var kun noget, han gik og tænkte paa. Men da Vinteren var forbi og Foraaret og Sommeren stundede til, sagde han en Aften til hende:
"Maaske vil du ikke synes om det, men jeg vil nu fortælle dig noget, jeg tit har tænkt paa; thi jeg ser nu ikke mere nogen Hindring for at opnaa det, som er mit Ønske — medmindre du skulde sætte dig imod det. Vi har nu ikke længer din gamle Moder hos os og kan saaledes rejse, som vi har Lyst til. Jeg synes vel godt om vor Boplads her, men kan dog ikke rigtig vænne mig til, at der saa ofte kommer Is drivende ind og ødelægger Fangsten. Jeg tænker derfor oftere og oftere paa det Sted, hvor jeg først tog Land, dengang jeg kom roende sydfra langs Kysten. Hvis du ikke har noget imod det, vil jeg derfor gerne, nu da vi kun er Unge, bryde op og atter tage Land ved Kangeq."
Konen saa hen paa ham og svarede: "Du vil vide, at vi aldrig har lagt dig Hindringer i Vejen for dine Ønsker, lige fra det Øjeblik du kom til os. Gør derfor, hvad du har Lyst til; men det er bedst, at vi flytter, medens man endnu kan bygge Hus og Jorden endnu ikke er frosset. Naar jeg forlader denne Boplads, vil jeg ikke kunne lade være at tænke paa min gamle Moder; men hun vil ogsaa være den eneste, der binder mine Tanker til dette Sted."
Dette sagde Marnilik, og hendes Mand svarede: "Du skal vide, at naar der kommer Tider, da dine Tanker bestandig kredser om det, du ikke kan glemme, saa vil du kunne besøge hende, selv om det kun er hendes Grav, du kommer til; og det kan du gøre, saa ofte du vil."
Nu gjorde Síngajik og hans Husstand sig rede til at bryde op. Det var ikke til at undres over, at hans Bopladsfæller var bedrøvede, fordi han vilde forlade dem, thi alle holdt meget af ham; men Síngajik trøstede dem, idet han sagde: "Det skal I vide, at jeg altid vil ligge paa Besøgsrejser til denne Boplads, og lang Tid skal der ikke være mellem mine Besøg. "
Saa rejste Síngajik til Kangeq og søgte sig et Sted ud, hvor han kunde bygge Hus. Men det var ikke let, da der i Forvejen var saa mange Huse, at næsten alle Byggepladser var optagne. Tilsidst fandt han inde i Vigens søndre Side paa Solsiden en Plads, og her byggede han sig da et Hus, som han skulde bebo hele sit Liv.
Tusilartoq var nu saa stor, at han frit kunde færdes ude paa egen Haand, og ofte tænkte Síngajik, uden dog at lade sine Tanker komme frem i Ord, at han kunde ønske sig et Barn til; men der syntes at være langt mellem Marniliks Fødsler. Men en Aften sagde Konen til hans Overraskelse og Glæde, at hun nu igen kunde mærke noget i sit Liv, som ikke var, som det plejede at være; og da blev han glad, thi nu vidste han, at hun atter skulde være Moder.
Síngajik ønskede, at det maatte blive en Dreng, fordi han havde mange Fjender og var en ensom Mand; men han vilde dog ogsaa synes, at det kunde gaa an, selv om det kun blev en Pige. Endelig kom Fødselsveerne, og atter nedkom Marnilik med en Dreng. Og stor var Faderens Glæde over, at han nu havde to Mænd til at forsvare sig.
Der gik lang Tid, før Síngajik forsøgte ved Signen at gøre noget for sin yngste Søns Liv; og da han endelig syntes, at det nu var paa Tide, at der blev gjort noget for Drengen, gjorde han ham til en "Angerdlartugssiaq" ɔ: en, som kan vende tilbage igen til Livet, selv om han bliver dræbt.
Herefter fik Marnilik ikke flere Børn.
Da Tusilartoq var stor nok dertil, lavede hans Fader ham en Kajak, og da han senere havde opnaaet Færdighed i at ro, lærte han ham at rulle hen over Vandet, idet han lod ham kæntre og rejse sig igen den ene Gang efter den anden; og Tusilartoq viste sig at have gode Anlæg i Kunsten at ro i Kajak og blev snart en vældig Fanger.
Men Marnilik blev gammel og ældedes hurtigt. Saa længe hun var nærmere Ungdommen, faldt det hende ikke vanskeligt at passe sin Mands og sin Søns Fangst; hun flænsede med Lethed alle Sælerne og beredte alle Skindene. Det var ikke noget lille Arbejde, da de begge som oftest kom hjem med mere end een Sæl ad Gangen. Men samtidig med at Moderen blev gammel, var Tusilartoqs Legeme fuldt udviklet, og da Moderen nu syntes, at han var fuldvoksen, sagde hun ofte til ham:
"Hør du! Du kender mig og ved, at det begynder at knibe for mig at ordne og berede al jeres Fangst; og det er jo kun sjældent, at I nøjes med at komme hjem med eet Fangstdyr.
Du ved ogsaa, at et Menneske ikke skal leve ene, men at det, naar det er voksent, maa søge sig en Medhjælp. Du bør derfor nu søge dig en Kone."
Naar Moderen talte saaledes til sin Søn, var han altid tavs og uden Svar, og tilsidst holdt hun helt op med at opfordre ham.

Tusilartoqs Frierfærd
Det var langt hen paa Efteraaret, og Dagene var begyndt at blive korte, da det en Dag faldt ind med Nordveststorm, et voldsomt Vejr, hvor Stormen tog til hen mod Aften, da de gik til Ro. De sov Natten igennem, men da Síngajik vaagnede næste Morgen, kunde han høre Vinden endnu voldsommere, og det forekom ham, at han aldrig før havde hørt det blæse saaledes ved Kangeq. Han rejste sig op paa Albuerne, og idet han skottede hen til sin Søn, saa han, at han endnu sov. Saa stod han op og gik ud gennem Husgangen, men i samme Øjeblik tog Vinden saa voldsomt fat i ham, at han løb sidelæns og mod sin Vilje maatte springe hen ad Jorden; Vinden havde nær løftet ham op. Han stillede sig i Læ og søgte at blive klar over, hvorfra Vinden blæste; det var Nordvest. Da han kom ind igen, laa hans Søn vaagen.
Næppe var Síngajik kommen ind, før Sønnen spurgte ham, hvad det var for en Vind, der blæste. Faderen betragtede ham nøje, før han tog til Orde og sagde: "Det er ikke saa faa Aar, jeg har opholdt mig her ved Kangeq, men endnu har jeg aldrig oplevet en saa voldsom Storm. Det er en rygende Nordvest."
Tusilartoqs Ansigt lyste af Glæde ved disse Ord og han sprang op og klædte sig paa i en Fart. Derpaa gik han ud, og da han et Øjeblik efter kom ind igen, havde han sin Kajakpels med sig. Faderen skottede hen til ham og saa til sin Forbavselse, at han havde to Kajakpelse med sig, og han undrede sig i sit stille Sind. Imedens tøede Sønnen Pelsene op, og da han syntes, at det var tilstrækkeligt, tog han den Inderpels, han plejede at bruge i Kajak, paa og gjorde sig klar til at tage Kajakpelsen ovenpaa. Da Faderen saa dette, begyndte hans Tanker langsomt at blive urolige; men Sønnen tog roligt sin Pels paa og snørede den fast om Haandled og Hoved, hvorefter han rullede den anden Pels sammen og tog den under Armen. Faderen forstod nu, at han endelig vilde følge sin Moders Opfordring og tage paa Frierfærd, og det i et Vejr, hvor det ikke var til at tænke paa, at have nogen bag paa sin Kajak! Men Tusilartoq syntes slet ingen Betænkeligheder at nære, der var kun Fart og Glæde over hans Bevægelser, og da han nu smuttede ud af Husgangen, tænkte Faderen: "Skulde han virkelig tænke paa at hente sig en Kone i saadan et Vejr, hvor man ikke kan have nogen bag paa Kajaken?"
Faderen skyndte sig ud af Huset efter Sønnen og saa nu, at han allerede var naaet ned til sin Kajak, der laa nede ved Konebaaden. Nu puttede han den ene Kajakpels ind i Kajaken, alt medens Faderen stod og stirrede paa ham, og uden at medtage Fangstvaaben af nogen Art bar han den ned. Men da Søen brød saa voldsomt mod Kysten, at der ikke var noget Sted, hvor man ved egen Hjælp kunde komme ud, gik Faderen ned til ham for at sætte ham ud i Vandet. Sønnen lagde derefter sin Kajak langt op paa Land og gjorde sig klar til at krybe i den, idet han dog stadig maatte tage sig i Agt for Brændingen, der brølende slog opover ham. Da der et Øjeblik var lidt mere rolig, skyndte han sig i Kajaken, hvorefter Faderen satte ham ud, i samme Øjeblik en stor Bølge slog ind over Land. Søen var saa vældig, at den slog helt ind over Faderen, der skyndsomt sprang opover.
En Mængde Mænd stod oppe paa Udkigsfjældet, og det var tydeligt at se, at de alle talte om Tusilartoq. Ogsaa de havde længe ventet, at han skulde tage ud for at finde sig en Kone, og nu da de saa ham ro ud uden Fangstvaaben, forstod de, hvad han vilde. De snakkede om, at han maaske vilde ro ud til Kãnagssuaq, der boede ude paa Cookøerne, eller maaske til Qitoraqs, de mange Brødre, der kun havde een Søster. Men dette sidste antog de dog for lidet rimeligt, da det blæste saadan, at man ikke vilde kunne klare sig paa det aabne Hav, der maatte passeres paa Vejen til Igdlorpait.
Det var faldende Vande, og Mændene stod og saa paa Søerne og deres vældige Braad. Søerne kom rullende ind over et stort Skær, og uden at tabe deres Kraft slog de helt ind i Vigen og skyllede højt op paa Land. Mændene stod og saa paa Kajaken, der kom og forsvandt i Bølgerne, og da den til deres store Forbløffelse satte Kursen mod Nord, vidste de, at Tusilartoq trods Stormen vilde hente sig en Kone hos Qitoraqs.
Den gamle Síngajik gik hen til Mændene, der stod paa Udkigsfjældet; men da han kom derhen, kunde han ikke faa et Ord frem, saa ængstelig var han for sin Søn. Han tænkte paa, at han nu roede ganske ene ud for at tage sig en Kone, uden at have nogen til at forsvare sig, hvis alle de mange Brødre skulde sætte sig imod Giftermaalet og overfalde ham. Han vidste ikke, at Tusilartoq netop havde valgt en Stormdag, for at være sikker paa at træffe alle Brødrene hjemme, naar han kom for at tage Søsteren fra dem.
Tusilartoq kæmpede sig gennem det oprørte Hav, rolig og uforfærdet, og da han kom rundt om det sidste Næs og fik sigt over Bopladsen, skyndte han sig straks at undersøge alle Kajakerne; thi han var bange for, at den ældste af brødrene, Qitoraq, ikke skulde være hjemme; han var nemlig den eneste, som han mente, kunde færdes ude i dette Vejr. Men da han ogsaa saa dennes Kajak oppe paa Land, varmede det helt gennem Kroppen paa ham af Glæde.
Ude i Mundingen af Vigen, der førte ind til Bopladsen, satte han Stævnen op mod Søerne og gav sig til at vente paa, at der skulde komme nogen ud af Husene. Han maatte vente længe, thi ingen færdedes ude i dette Vejr. Endelig langt om længe kom en Kvinde ud fra det nederste og nordigste af Husene. Hun maatte bøje sig helt frem over for Vinden, og uden at se sig om, arbejdede hun sig op paa Taget af Husgangen og gik hen til Kogerummets Røghul. Tusiartoq laa nu og haabede paa, at hun dog vilde se sig om, naar hun var færdig med sit Arbejde; men hun havde saa ondt ved at holde sig oprejst i Stormen, at hun kun havde Tanke for at komme ind, saa snart hun var færdig.
Atter laa han saa ude i de oprørte Søer og ventede paa, at nogen skulde komme ud. Denne Gang var Ventetiden ikke saa lang, thi atter kom der en Kvinde ud for at ordne et Røghul; og da hun var færdig hermed, gik hun tilbage til Husgangen. Men før hun gik ind, saa hun ud over Havet, og hendes Øjne ramte lige Kajaken, der laa ude i Brændingen. Et Øjeblik stirrede hun paa den enlige Kajak, og i Stedet for at gaa ind i sit Hus igen, løb hun forbi, snoede sig mellem alle de mange Huse uden at standse og satte Kursen mod Qitoraqs Hus. Her løb hun lige hen til det søndre Vindue og holdt et Øjeblik Hovedet ned imod det, og i samme Øjeblik hun tog Hovedet til sig igen, saa man en Mængde Skygger fare forbi Vinduerne i det store Hus. Straks kom alle Brødrene ud og løb ned til Stranden; men ogsaa andre Mænd kom styrtende ud fra deres Huse og løb ned til de andre, og saaledes samledes efterhaanden alle Bopladsens Mænd ude ved Stranden.
Den største og bredeste af alle Mændene, som viste sig at være Qitoraq, traadte nu frem og pegede det Sted ud, hvor Tusilartoq skulde lægge til, og denne roede straks ind og lod en Bølge løfte sig og skylle sig langt op paa Land. Straks greb Mændene fat i Kajaken og trak den ud af Søen. Qitoraq var nu den eneste Stemme, der hævede sig, idet han sagde: "Der er lang Tid mellem de besøgende, men naar der endelig kommer Gæster, plejer de aldrig at gaa op i noget andet Hus end i vort. Følg nu med os op!"
Saaledes talte Qitoraq; men Tusilartoq vendte sig mod sin Kajak og trak en Kajakpels frem og i samme Øjeblik skiltes Mændene, ganske som en Fiskestime, der pludselig forskrækkes og forsvinder. Tusilartoq saa, hvordan de alle løb opover til deres Huse, og Brødrene med, lige bag efter hinanden, ganske som Perler, trukket paa en Snor.
Et Øjeblik stod han raadvild og vidste ikke, hvad han skulde gøre, men saa syntes han, at det dog ikke kunde gøre noget, om han blot gik op for at høre, hvad de vilde sige til hans Frieri; thi han vilde nødigt forgæves have roet denne Tur. Saa gik han opover uden at skynde sig, og da han kom ind i Huset, kunde han ikke netop sige, at Brødrene var gæstevenlige; alle sad de sammenkrøbne, med Hovedet helt nede i Skridtet, og ingen sagde et Ord. Længe stod Tusilartoq henne ved Indgangshullet, fordi han først ønskede at tage til Orde, naar der blev talt til ham; men da han længe havde staaet og ventet til ingen Nytte, havde han en Fornemmelse, som om han kastede sig selv bort, da han gik frem paa Gulvet og sagde:
"Det er ikke for intet, at jeg kommer paa Besøg; men skulde det nu være det umulige, jeg ønsker, saa lad det blot være umuligt! Man er i Dag taget paa Besøg hertil, fordi man har fattet Kærlighed til en ung Kvinde!" Ved disse Ord pegede han paa Brødrenes Søster, der sad paa den søndre Side af Briksen. "Det hænder nu og da, at jeg har Held til at nedlægge et Fangstdyr, og derfor tror jeg at kunne love, at hun ikke skal komme til at lide alt for megen Nød, om hun kommer til mig. Hun alene er Grunden til, at jeg i Dag er kommen her paa Besøg."
Saaledes talte han, men ingen af Brødrene svarede. Længe sad de tavse, indtil endelig Qitoraq rejste sig og sagde:
"Hvis dette er dit Ønske, saa er det ikke umuligt at føje dig; thi hos dig vil vor Søster sikkert faa gode Dage."
Ved disse Ord brast Pigen i Graad og skjulte sig rasende oppe i den bageste Del af Briksen, idet hun flygtede for Tusilartoq.
Saaledes rasede hun, indtil den ældste af Brødrene kravlede ind til hende paa Briksen. Han bøjede sit Hoved ned over hende og søgte at tale hende til Rette, medens Tusilartoq stadig stod op henne ved Indgangshullet, da ingen havde bedt ham sidde ned. Broderen kælede saa længe for sin Søster, at han tilsidst fik hende til at tie, hvorefter de begge satte sig paa deres Plads paa Briksen. Nu vendte Qitoraq sig atter mod Tusilartoq og sagde:
"Du skal vide, at det er svært for os at give hende bort, da hun er vor eneste Søster og den eneste Kvinde her i Huset, der syr vore Klæder. Men da hun sikkert aldrig vil komme til at savne noget i dit Hus, vil vi ikke modsætte os, at du tager hende."
Ved disse Ord rejste Tusilartoq sig for at gaa hen til Briksen og sagde saa med tydelig Stemme: "Naar hun nu flytter til mig, skal det være saaledes, at I kommer og besøger hende, naar I har Lyst; og saa snart de Tider er inde, hvor man kan rejse med Konebaad, skal hun ogsaa nok komme paa Besøg hos jer."
Derpaa gik han hen til Briksen og løftede Pigen op, og idet han tog hende under sin Arm som en Bylt, bar han hende ud af Huset og ned til sin Kajak. Men alle hendes Brødre fulgte efter. Saa puttede han hende ned i sin Kajakpels, som han havde bundet sammen i den ene Ende, saa at den var som en Sæk; den anden Aabning snørede han fast om Halsen paa hende, saa at kun Hovedet stak frem, og derpaa lagde han hende over paa sin Kajak bag ved Mandehullet, saa at hun kunde sidde med Ryggen til ham, og surrede hende fast med en Rem, da hun ellers vilde blive skyllet over Bord. Søerne brød med stor Voldsomhed ind over Land, og Tusilartoq maatte derfor gaa i sin Kajak oppe paa Land og lade Pigens Brødre sætte sig ud i Vandet. De kastede ham ud i en Bølge, der tog ham med sig ud i Vigen, og han raabte nogle Afskedsord og roede til Søs.
Et Stykke ude i Bugten, hvor Søerne stod ind med stor Voldsomhed, fik han Lyst til at vise sig en Smule for sine Svogre og kæntrede saa først til den ene Side og saa til den anden Side, og først derefter roede han udover.
Da han var ved at forsvinde bag Næsset, sagde den ældste af Brødrene: "Jeg er bange for, at vi har givet vort Samtykke til, at vor eneste og kære Søster omkommer i Bølgerne sammen med denne Mand; thi der er nu et saadant Hav paa Vindsiden af Kangâtsiaq, at ingen Kajakroer kan klare sig med Last paa Kajaken."
Saaledes talte den ældste Broder; men nu tog den næstældste til Orde og sagde: "Hun er saa fast surret til Kajaken, at det nok skal gaa; thi jeg har hørt fortælle, at Tusilartoq er en saa vældig Mand i Kajak, at der ikke findes den Storm, han ikke kan klare sig i."
Derefter gik de alle hjem. Da de kom ind i Huset, sad Husfolkene modfaldne og uden Ord af Sorg over, at Brødrenes Søster havde forladt dem; og det var, som om det var mange Mennesker, der var rejst fra Huset.
Tusilartoq roede nu hjemefter, og længe kæmpede han med Bølgerne, medens han arbejdede sig sydover. Han blev længe borte, og da det var paa den Tid, hvor man kunde vente ham hjem, var der ingen af Mændene ved hans Boplads, der holdt sig inde.
Man havde bestemt ventet, at han vilde komme bag om Qeqertarssuaq, og holdt derfor skarpt Udkig med Løbet, indtil man pludselig hørte Raabet: "Men se dog der, se dog der!" Han var da allerede et Stykke forbi Næsset ved Qeqertarssuaq, idet han til Trods for Stormen havde sat Kursen uden om Øen. De vældige Søer, som uafbrudt skyllede over Kajaken og holdt den under Vandet, havde været Skyld i, at man ikke før havde opdaget ham. Man kunde endnu ikke se, om han havde noget bag paa sin Kajak; det var først, da han vendte Siden en Smule til, og man saa, hvor haardt Søerne arbejdede imod Kajaken, at man kunde slutte sig til, at han alligevel maatte have Pigen om Bord. Nu kom han roende ind ad selve Bopladsbugten, hvor hele Dønningen stod ind, og her morede det ham at lade sig fange af Bølgerne og rutche ned over de vældige Søbjerge, saa at de røg omkring ham. Derefter roede han forbi alle de mange Mænd, der stod ude, uden saa meget som at se op til dem.
Da han var i Færd med at lægge til, gik hans Fader ned til ham, og først da en rigtig stor Sø brød ind over Land, lod han den slynge sig langt op paa Strandbredden. I samme Øjeblik greb Faderen fat i hans Kajak og trak ham til sig. Derpaa sprang Tusilartoq ud og kastede sig øjeblikkelig over den Bylt, han havde bag paa Kajaken. Han løste alle Surringerne, tog Bylten under Armen uden at forandre noget ved den og bar den op til sit Hus. Faderen blev staaende nede ved Kajaken for at ordne den, da han hørte en Støj ve Siden af sig og saa, at Sønnen allerede var hos ham igen. Saa gik han langsomt op til deres Hus.
Da han kom ind, hørte han Skrigen og Larmen af en rasende Kvinde; det var hans nye Svigerdatter, der skældte ud over at være bleven bortført. Hun laa saaledes og rasede en Tid, idet hun dog var kravlet ind paa Tusilartoqs Soveplads. Síngajik stod længe tavs henne ved Indgangshullet og ventede paa, at hun skulde blive en Smule mere rolig; saa gik han frem paa Gulvet og sagde: "Vi skal nok være gode imod dig og sørge for, at du ikke kommer til at lide alt for megen Nød. Han har nu og da Held til at bringe Fangstdyr hjem."
Da Svigerfaderen talte saaledes til hende, blev hun en Smule mere rolig, og den gamle satte sig paa Bænken under Vinduet, der hvor han plejede at sidde; og nu tav Pigen, krøb længere frem paa Briksen og gav sig til at søge efter et Arbejde at tage fat paa. I det samme kom Tusilartoq ind.
Da de vaagnede næste Morgen, var Vejret bleven godt og Havet roligt, og næppe var det bleven helt lyst, før den yngste af Pigens Brødre kom roende i Kajak for at høre, om hans Søster var kommen levende til Kangeq. Da han hørte, at hun var kommen godt frem, blev han meget glad, og skønt man opfordrede ham til at blive, roede han dog straks bort igen for at bringe sine Brødre den gode Efterretning. Men Tusilartoq holdt sig hjemme den Dag.

Síngajik bliver Bedstefader
Det blev Vinter, og Vinteren gik, og det blev Foraar, og endnu var Tusilartoqs Kone ikke med Barn. Og Sommeren gik, og det begyndte saa smaat at blive Efteraar, da hun en Dag kom hen til sin Mand og fortalte ham, at der var noget, hun kunde mærke i sit Underliv, som ikke var, som det plejede at være. Da blev Tusilartoq glad, thi nu vidste han, at hun skulde være Moder.
Længe gik hun og var svanger, og da den Tid kom, hvor man kunde vente, at hun skulde føde, kom Fødselsveerne. Tusilartoq blev hjemme fra Fangst den Dag, da han var spændt paa, hvorledes det vilde gaa. Den gamle Kone, som skulde hjælpe til ved Fødslen, sad oppe paa Briksen bag ved Konen, medens Tusilartoq sad med aabne Øren, ivrig efter at høre, om det blev en Dreng eller en Pige. Endelig kom da Lyden af de første smaa Barneskrig; men skønt de første Skrig havde lydt, sagde dog Jordemoderen ikke et Ord. Først da der var gaaet nogle Øjeblikke, hvor Tusilartoq ventede med stor Utaalmodighed, vendte Jordemoderen sig om imod ham og sagde: "Det er bleven til, at du har faaet en dejlig stor Dreng, og de er lige raske begge to, han og Moderen!"
Da Jordemoderen havde gjort sit Arbejde færdigt og givet Barnet Tøj paa, lagde hun det over til Moderen, som saa igen viste det frem til Faderen. Aah ja, det var jo en dejlig lille Dreng! Saaledes gik Dagen, og det blev Aften, uden at der ellers skete noget; først sent paa Aftenen, da Folk var falden til Ro i Husene, henvendte Tusilartoq sig til sin Fader og sagde:
"Vi har nu endelig haft den sjældne Lykke at faa en dejlig Dreng her i Huset, men endnu har han intet Navn faaet. Du er den ældste her, du og din Kone; hvis der derfor er en af jer, der har nogen, I gerne vil mindes, saa giv I det Navn!"
Til disse Ord svarede Síngajik: "Mange husker jeg, som kunde opkaldes, men nærmest til Opkaldelse staar mig dog min Faders afdøde Broder, som kaldtes Aqajarorssuaq (den store Vom)."
Siden voksede Drengen og trivedes vel og blev stor og stærk.
Det var Vinter, og Vinteren gik til Ende, og for anden Gang kom nu Sommeren, uden at Aqajarorssuaq havde fejlet det mindste. Stadig blev han større og federe, og Faderen, der saa hvilken sund Dreng han havde faaet, gjorde sig dobbelt Umage for at værne om ham.
Aqajarorssuaq udviklede sig stadig, og han oplevede sit andet Eteraar fed og rask. Saa kom Vinteren. Dagene kortedes, men til Trods for at Kulden strengedes, fangede Tusilartoq dog daglig til Overflod.

Tusilartoq driver sin Kone i Døden
En Dag var han ude i Kajak og blev for første Gang meget længe borte. Det trak ud med hans Hjemkomst og blev ved med at trække ud, og først da Dagen var gaaet helt til Ende, kom han hjem med en Fangst paa to store Sæler. Han gik ind i sit Hus, og Konen, som skulde ud at flænse, tog først Aqajarorssuaq ind til sig for at give ham Die. Da han havde faaet, vad han skulde have, gik hun ud for at flænse, men Drengen havde Orm og gav sig til at græde, og Faderen tog ham forgæves i sit Skød for at faa ham til at holde op. Da han alligevel blev ved med at græde, rakte han Barnet over til dets Farfader, idet han sagde: "Se du, om du kan faa ham til at tie stille! Farfaderen skyndte sig at tage Barnet; men hvad han saa gjorde, kunde han ikke faa det til at tie.
Imedens stod Moderen nede og flænsede. Hun var helt færdig med den ene og havde faaet Skindet af den anden, da Tusilartoq blev bange for, at Sønnen skulde tage Skade paa Struben af at skrige, og sagde til sin Broder: "Gaa ud og sig til Barnets Moder, at hun maa komme ind og give ham Die!" Og Broderen gik ud og sagde det.
Da Moderen hørte dette, forlod hun Sælerne, som hun var i Færd med at flænse, og skyndte sig op. Tusilartoq sagde til hende: "Drengen græder alt for meget; nu maa du give ham Die, og saa kan du siden gaa ned og flænse færdig." Konen svarede ikke, men satte sig op paa Briksen, tog Drengen paa Skødet og begyndte at give ham Bryst; men Aqajarorssuaq var nu kommen saadan i Gang med at græde, at hun ikke kunde faa ham til at tie stille.
Tusilartoq sad længe og saa til, tavs og alvorlig. Saa rejste han sig pludselig op, gik ud paa Gulvet og tog en Kniv, der var stukket op i Husstolpen, og idet han greb sin Kone om Benene, holdt han hende fast saaledes, at hun sad med krumme Knæ og Fodballerne hen imod ham. Saa aabnede han Munden for første Gang og sagde:
"Vi har nu endelig faaet en dejlig Dreng, og saa skal han nu naturligvis græde sig ihjel." Derpaa skar han to lange, dybe Snit ind i hendes Fodsaaler, først paa langs saa paa tværs, og Blodet stod ud af Saarene som fra en Vom, for hvis Indhold der aabnes. Konen kastede sig derpaa ind paa Briksen, stadig med Barnet i Skødet, og blev liggende der.
Den Aften holdt de sig meget længe vaagne uden at nogen sagde et Ord, og det var sent paa Aftenen, da Manden tilsidst gjorde sit Hovedgærde i Stand og lagde sig. Konen rørte sig ikke og ventede blot paa, at han skulde falde i Søvn. Først da Manden var faldet i en dyb Søvn, satte hun sig op og sprang ud paa Gulvet. Der var ikke noget at mærke i Øjeblikket, thi det størknede Blod holdt Saarene lukkede; først da hun kom ud og satte sine Fødder paa Jorden, sprang Saarene op, og man kunde se Blodet i hendes Spor.
Næste Morgen savnede man hende og gik fra Hus til Hus for at spørge efter hende; men ingen havde set noget til hende. Da det var bleven lyst og alle ved Bopladsen vidste, at Tusilartoqs Kone var bleven borte, gav de sig allesammen til at søge. De dannede en lang Linie, og da man ventede, at hun muligvis kunde have søgt Døden i Havet, gav man sig til at undersøge, om hendes Blodspor skulde føre ned over mod Stranden. Her blev hendes Fodspor da ogsaa fundne; thi Blodet havde smeltet sig dybt ned i Sneen. Inde i Bunden af den lille Bopladsvig endte Sporene ved en gammel Hustomt, der gik lige ud i Havet, og man vidste nu, at hun herfra havde styrtet sig ud i Søen.
Dagen gik, og det blev Aften, uden at hendes Brødre havde faaet dette at vide — thi der var ingen, der vilde bringe dem dette Budskab — og tilsidst kom Natten.
Men nu fortæller man, at de mange Brødre havde en Halvfætter boende ved Kangeq. Denne Mand blev mere og mere tung i Tankerne over det, som var sket, og over, at Brødrene intet fik at vide om deres Søsters Død, og en Dag, da han vidste, at de fleste ved Brødrenes Boplads ikke vilde tage ud paa Fangst, roede han nordover til Igdlorpait. Og han har senere forklaret sin Sindsstemning saaledes, at han følte sig som en Mand, der har en meget daarlig Vare at sælge.
Han kom frem til Bopladsen, og næppe havde han faaet undersøgt Kajakerne paa Qitoraqs Stillads, før han vidste, at de alle maatte være hjemme. Han havde oprigtig haabet, at ingen skulde se ham komme; men næppe havde han lagt til Land, før han opdagede, at den mellemste af Brødrene kom ned mod ham.
"Det varede længe denne Gang, inden du besøgte os," sagde han til ham, netop som han steg ud af Kajaken.
"Det er saa længe siden, at jeg har besøgt jer, at jeg daglig havde jer i Tankerne; derfor kommer jeg paa Besøg," svarede Halvfætteren blot.
Derpaa fulgtes de opover til Huset og gik ind. Inde i Huset sad de andre Brødre, og da han saa dem saaledes samlede, blev han glad i Sindet. Næppe havde han sat sig ned, før alle henvendte sig til ham; men medens andre var livlige og snakkede i Munden paa hinanden, var Halvfætteren stille og ordknap. Han haabede stadig paa, at man vilde lægge ham Ordet i Munden ved at spørge ham direkte, og saa skete det da endelig, at Qitoraq nævnede sin Søsters Navn og sagde:
"Hvordan mon hun ellers har det? Det gaar saaledes, at naar der er gaaet nogle Dage, hvor vi intet har hørt, længes vi alle efter at høre fra hende."
Ved disse Ord lod Halvfætteren Hovedet falde og sagde intet, men saa rettede han pludselig Øjnene paa Qitoraq og svarede:
"Ikke er der længer nogen Anledning for jer til at spørge til jeres Søster; thi det er allerede flere Dage siden, at hendes Mand i Vrede snittede hende med sin Kniv under Fødderne, og af Sorg og Smerte har hun druknet sig om Natten, medens de andre sov. Da der var gaaet tre Dage og ingen andre syntes at ville bringe jer denne Tidende, er jeg kommen herover. Min Tanke var den, at jeg ikke vilde, at I alt for længe skulde holdes i Uvidenhed om det, der var sket. Derfor er jeg her, og jeg skal finde mig i min Skæbne, selv om I skulde ønske at lade jeres Sorg gaa ud over mig."
Ved disse Ord brød alle i Huset ud i Graad og høje Veklager, og først da man atter var kommen en Smule til sig selv igen, sagde Qitoraq til sin Halvfætter:
"Endnu længere vilde vi have været i Uvidenhed om det, der er sket, hvis du ikke var kommen som Budbringer. Du kan derfor stole trygt paa, at vor Vrede ikke skal ramme dig."
Saa roede Halvfætteren tilbage til sin Boplads igen; men fra den Dag af var Qitoraq og alle hans Brødre Tusilartoqs Dødsfjender.
Drengen Aqajarorssuaq, der nu havde mistet sin Moder, fik ikke længere Bryst og græd derfor hver eneste Dag, og der var ikke andre, der tog sig af ham, end hans Farbroder. Hændte det derfor, at Farbroderen var optaget af andre Ting og maatte lade ham være ene, græd han endnu mere, og saa plejede hans Fader at sige:
"Intet Under, at den Dreng græder, som ikke har nogen Moder, der kan standse hans Taarer ved sit Bryst!"

– – –

Tusilartoq plejede, medens hans Forældre endnu levede, at tilbringe Sommeren ved Isortoq; thi her var dengang saa mange Rensdyr, at man ikke behøvede at søge efter dem.
En Eftersommer, da Renerne havde fældet og deres Skind var velskikkede til Pelse, gjorde Tusilartoq sig som sædvanlig rede til at gaa paa Rensjagt. Han havde som altid en heldig Jagt og dræbte mange Dyr. Først tog han bort fra Teltlejren og tilbragte en Del Dage med Jagt inde i Landet, og siden vendte han tilbage til Teltene, hvor han hvilede sig ud en Dag, og drog saa bort igen. Saaledes gjorde han tre Gange, og da han var kommen hjem fra den sidste Jagt sent paa Aftenen, talte han saaledes til sin Fader:
"Jeg mener nu, at vi har fuld Last til vor Baad. Skulde der imidlertid være Plads til mere endnu, kan vi jo paa Vejen sydover gøre Ophold og fange nogle af de kære Sæler. Jeg mener derfor, at vi skal sejle ud til Fjordens Munding i Morgen."
Heri indvilligede Faderen. Næste Morgen vaagnede de op til det dejligste Vejr, og medens Tusilartoq var ude for at undersøge Vinden, vaagnede den gamle Fader. Lidt efter satte de Konebaaden i Vandet og gjorde sig klar til Opbrud. Strømmen stod nu netop ud af Fjorden, og en saadan Fart havde de paa i det dejligste Vejr, at det var, som om Konebaaden gik for fulde Sejl. Saa hurtigt bar det udefter, at man begyndte at tale om, at man sikkert vilde kunne naa Isortoqs Ũmânaq. De var ikke ret langt fra dette Fjæld, da der pludseligt kom drivende Skyer ind over Fjældene fra Vest, og næsten øjeblikkelig begyndte det at blæse en frisk Sydvest. De var i Nærheden af et Næs, der laa bag ved Ũmânaq-Fjældet, da Skyerne sænkede sig ned over Jorden med Støvregn, samtidig med, at Vinden friskede op. Tusilartoq vendte sig til sin Fader og sagde:
"Lad os hellere søge ind til den lille Havn deroppe bag ved Næsset; det lader jo til, at vi skal have haardt Vejr!"
Og straks styrede Faderen ind i Havnen. I Hast tømte man Konebaaden for Lasten og trak den op paa Land, vendte Bunden i Vejret paa den og skyndte sig at slaa Telt under stadig tiltagende Regn. Godset, som allerede var bleven vaadt, lod man blive liggende ved Konebaaden.
Det var nu bleven Aften, Mørket faldt paa, og man gik til Ro. Tusilartoq faldt som sædvanlig i Søvn, i samme Øjeblik som han havde lagt sig. Efter en dyb og sund Søvn vaagnede han op og saa, hvorledes Lyset skinnede ind gennem Teltforhænget, og ikke en Lyd af Vind var der at høre. Han skyndte sig ud, og da han saa ud over Havet mod Vest, var Taagen allerede ved at glide bort i Horizonten, og ikke en Vind rørte sig. Det var et vidunderligt Vejr.
Han gik atter ind i Teltet, hvor han traf sin Fader i Færd med at trække i Kamikerne. Saa gik Faderen ud, og Sønnen fulgte efter. Tusilartoq var noget i Tvivl om, hvordan Vejret vilde blive, og i sin Raadvildhed turde han ikke rigtig foreslaa sin Fader noget; thi han generede sig endnu for sin Fader, skønt Faderen var helt afhængig af ham. Efter nogen Tøven tog han sig imidlertid sammen og sagde:
"Naa, hvad skal vi gøre? Skal vi rejse videre, eller skal vi blive her paa Stedet?"
Dertil svarede hans Fader:
"Vort Gods er vaadt og derfor ikke godt at have med at gøre; lad os derfor hellere blive her i Dag og faa det tørret, inden vi rejser videre."
Ved disse Ord saa Tusilartoq hen paa sin Fader og sagde:
"Tiden plejer at falde lang, naar man skal opholde sig ved Teltet en saadan Dag; det kan nu ogsaa være rart for os alle at faa et Maaltid, som ikke er lavet af Renskød; jeg vil derfor ro ud paa Sælfangst."
Dertil svarede hans Fader:
"Du har Ret! Medens vi andre bliver her i Dag, kan du ro ud paa Sælfangst."

Tusilartoq begaar sit første Manddrab
Paa den Tid havde Tusilartoq en Harpunod, som var lavet af en Kaskelottand, uden Jernspids. Da hans Fader nu opfordrede ham til at ro ud, gjorde han sig straks klar til at tage af Sted. Han bar sin Kajak ned, medens Faderen fulgte smaahjælpende efter, og havde netop gjort sin Halvpels fast omkring Kajakringen og skulde til at ro af Sted nordefter, da hans Fader atter tog til Orde og sagde til ham:
"Hør, det er sandt! Paa Havet færdes stadig Kajaker eller Konebaade. Skulde Du nu møde nogen, maa Du vise Dig venlig og tale saaledes til dem: ""Hvis der er nogen, der har Lyst til at spise saa meget Renskød, de orker, kan de blot komme paa Besøg hos os!""
Saaledes lød Faderens Ord, og Tusilartoq roede i Retning af Ũmânaq-Fjældets Skyggeside. Der laa en lille Ø, som han først roede langs med, og derefter satte han ud i Fjorden.
Overalt spejdede han efter Sæl, og da han kom længere ud, hvor der var mere aabent, gik Dønningen endnu højt, skønt det ellers var ganske stille. Isortoqfjorden var sin Vane tro, thi da det nærmede sig laveste Vande, gik Strømsøerne som dybe Dale i Mundingen. Overalt spejdede Tusilartoq efter Sæl og roede derfor ganske langsomt over Fjorden. Tilsidst var han naaet saa langt frem, uden endnu at have set noget, at han kunde skimte Lavlandsbæltet paa Solsiden af Fjorden.
Men idet en Sø hævede sig, opdagede han pludselig en Kajak et lille Stykke uden for sin egen Kurs. Den forsvandt igen, men da den atter løftedes op paa en Bølgetop, saa han den ganske tydeligt. Saa snart han var bleven sikker i sin Sag, roede han med stærk Fart over mod den fremmede. Han nærmede sig hurtigt, men saa nu til sin Forbavselse, at Kajaken stadig holdt en langsom Fart udefter, uden at standse ved hans Komme. Den fremmede tog et Tag med Aaren en Gang imellem, laa saa lidt stille og roede saa atter videre. Saaledes blev han ved. Tusilartoq saa, da han kom ganske tæt hen til den, at det var en stor og flot Kajak, noget større end hans egen og elegantere i Udstyret. Den fremmede laa med Stævnen udefter mod Fjordløbet, og da Tusilartoq nærmede sig fra Sydøstsiden, maatte han nødvendigvis komme paa den højre Side af den fremmede Kajak, hvilket var den Side, som passede den fremmede bedst for et Harpunkast. Tusilartoq roede saa tæt hen til den Fremmede, at han tilsidst maatte skodde, og sagde:
"Det var netop mit højeste Ønske at møde en Kajak."
Hertil svarede den fremmede intet, og Tusilartoq sagde derfor atter:
"En af Grundene til, at jeg meget gerne vilde møde en fremmed i Dag, var den, at jeg stadig havde min Faders Ord i mine Tanker; thi han sagde til mig, da han roede ud: ""Menneskene ligger aldrig stille, men færdes altid paa Fangstrejser. Skulde Du derfor møde Kajaker eller Konebaade, skal Du vise Dig venlig mod dem og tale saaledes til dem: ""Hvis der ellers er nogen, der har Lyst til at spise saa meget Renskød, de orker, kan de tage paa Besøg hos os."" Og se, deroppe bag Ũmânaq, bagved et lille Næs, ligger vor Teltlejr, ikke ret langt herfra.""
Den fremmede besvarede heller ikke denne Gang den andens Tiltale, og Tusilartoq blev derfor mistænksom og begyndte at holde skarpt Øje med ham; men den fremmede laa blot ganske stille og saa sig omkring. Tusilartoq undersøgte nærmere hans Kajak og opdagede, at den var smukt pyntet med mange Benprydelser af Hvalrostand, der blinkede hvidt. Fangeblæren var saa fin og ren, som om den aldrig nogensinde havde rørt ved Spæk, og det samme var Tilfældet med alt paa Kajaken; og Manden selv var stor og smuk. Atter søgte Tusilartoq at tale til ham, men han fik stadig ikke noget Svar, og tilsidst var de drevet et langt Stykke norden for det Sted, hvor de først havde mødt hinanden.
Tusilartoq begyndte nu at tænke over, hvad der kunde være Grunden til denne Tavshed, der ikke længere kunde være tilfældig, og kom saa til at tænke paa, hvad hans Moder engang havde sagt til ham: "Du er en ensom Mand og færdes altid paa ensomme Veje. Naar du derfor møder en enlig Kajak og ikke faar Svar, selv om Du taler til ham, saa maa Du have Din Opmærksomhed rettet paa Vandet uden om Kajaken ; thi hvis det begynder at bevæge sig, betyder det, at han er en farlig Mand, der har Lyst til at harpunere dig. Det er Manden, som skælver af Mordlyst, og denne Skælven er det, som frembringer Bevægelsen i Vandet."
Idet han mindedes disse Ord, saa han ned og opdagede nu ganske rigtigt, at Vandet omkring Kajaken bevægede sig. I samme Øjeblik troede han, det var ude med ham, da den anden saa ud til at være baade større og stærkere end han selv. Han vidste nu ikke, til hvilken Side han skulde flygte, thi hvis han vendte Ryggen til, var han sikker paa, at den anden vilde harpunere ham. Han begyndte derfor ganske langsomt at skodde for at komme bort paa denne Maade, nu da han laa saaledes, at han gav den anden Lejlighed til et godt Kast, medens han selv laa uheldigt. Han skoddede af alle Kræfter, og idet han nu følte, at det gjaldt Livet, fik han baglængs en saadan Fart paa, at der dannedes Kølvand efter Kajaken; men skønt han anstrengte sig saaledes, var det dog ikke meget, han fjernede sig fra den anden, der roede ganske langsomt efter, og Tusilartoq følte nu, at hvis der ikke snart kom en Afgørelse, vilde han blot trætte sig ud.
Da de derefter kom ud i noget Dønning og den anden drejede om og vendte Ryggen til, løftede Tusilartoq sin Blærepil og kastede lige efter den andens Rygstykker. Han ramte ham midt i Skulderen, saa at Harpunodden gik ud igennem den ene Armhule. Den fremmede kæntrede, og Tusilartoq roede nu hen til ham og trak sin Blærepil ud af Kroppen paa ham. Derefter gjorde han den fremmede fast med hans egen Kobberem og begyndte at bugsere ham over til Solsiden af Fjorden; men saa kom han til at tænke paa, at han bugserede ham i den Retning, hvor Folk plejede at færdes, og bestemte sig derfor til hellere at bugsere ham op bag Ũmânaq-Fjældet for at sænke ham der.
Inden for Ũmânaq-Fjældet ved Isortoq skyder der sig et Næs ud, og et Stykke inden for dette falder der nogle Klipper stejlt i Fjorden; mod disse rettede han sin Kurs og bugserede og bugserede, alt medens han spejdede til alle Sider efter Kajaker. Han troede stadig, at der skulde dukke en Kajak op et eller andet Sted. Omsider naaede han omtrent frem til de bratte Klipper inden for Næsset, og da han var nær ved Land, gjorde han sin Bugserline klar, og idet han nu rettede sit Blik ind over Kysten, saa han, at Lavvandet næsten var paa sit højeste. Han roede ind til Land, gik op paa Stranden og samlede Sten og lagde saa mange, han kunde fragte, op paa sin Kajak. Saa roede han atter tilbage til den dræbte Mand og fyldte alle Stenene over i hans Kajak. Skønt Vandet her var saa dybt, at man ikke kunde se Bunden, bugserede han for en Sikkerheds Skyld Liget og Kajaken et Stykke ud, og først da skar han Skindene op paa den fremmede Kajak og sænkede den. Han saa den ganske langsomt forsvinde i Dybet uden at mindske Farten, og først da den var helt ude af Syne, forlod han Stedet for at ro hjem.
Da han kom frem til Næsset, bag hvilket de havde deres Teltplads, tænkte han: "Gid ingen af mine Forældre eller nogen af Folkene maa være udenfor, naar jeg kommer hjem."
Han roede uden om Næsset, og saa snart han fik Udsigt over sit Telt, saa han Faderen gaa udenfor. Aa, det gøs gennem Tusilartoq, da han saa ham, saa inderligt havde han ønsket, at der ikke maatte være nogen ude, naar han kom hjem; thi han var bange for, at man skulde kunne se paa ham, hvad der var sket. Saadan var hans Tanker, skønt ingen kunde ane, at han havde været ude for noget usædvanligt.
Han lagde til under Teltet, medens han haabede paa, at Faderen ikke vilde gaa ned; men da han skottede op, saa han, at Faderen gik hurtigt ned imod ham, og saa bestemte han sig til intet at sige, før han blev spurgt. Faderen stillede sig lige uden for det Sted, hvor han lagde til, og sagde netop det til ham, som han frygtede:
"Og Du saa altsaa ingen Kajaker?"
Tusilartoq vendte sig mod sin Fader og sagde:
"Naar man ikke ønsker at møde Kajaker, vil det aldrig være vanskeligt at støde paa dem. Nu, da jeg ønskede det saa stærkt, var der naturligvis ingen."
Faderen svarede ham ikke noget herpaa, men vendte ham Ryggen og gik ind over Land igen, og glad var Tusilartoq.
Han bar derefter sin Kajak op uden at forhaste sig, hængte sine Vanter og Sædeskind til Tørring, alt imedens han tænkte: "Fader mærkede ganske vist ikke noget usædvanligt ved mig, men min Moder vil øjeblikkelig se paa mig, at der er hændt mig noget." Saa gik han ind i Teltet, og idet han aabnede Teltforhænget, skottede Moderen hen til ham, men da hun netop sad og syede inde bag Lampen, saa hun ikke nærmere paa ham. Tusilartoq satte sig paa sin sædvanlige Plads og tænkte: "Det er nok alligevel bedst, jeg siger det, før hun mærker noget. Jeg vil da fortælle hende det, naar hun vender sig om imod mig." Men til Trods for sit Forsæt blev han dog siddende tavs, fordi det var, som om han ikke magtede at faa de Ord frem, han gerne vilde sige.
Saaledes havde han siddet en Stund, da Moderen pludselig lagde sit Sytøj til Side, forbavset over, at hendes Søn var saa tavs, og idet hun flyttede helt frem til Briksens Yderkant, vendte hun sit Ansigt hen imod ham, saa at hendes Øjne ramte ham midt i Ansigtet. Hun saa paa ham et Øjeblik, og da hun aabnede Munden for at tale, sagde hun netop det, som han frygtede, at hun vilde sige:
"Skønt du er en ensom, der ingen Slægtninge har til at tage Hævn over dig (og dette sagde hun, skønt han havde en yngre Broder), har du dog i Dag begaaet et Drab!"
Dette sagde hun, og det varede noget, før Tusilartoq svarede, fordi hun havde talt alt for sandt. Lidt efter brød han dog Tavsheden, vendte sig om mod sin Moder og sagde:
"Det var dog altid dig, der sagde til mig: ""Om nogen stræber Dig efter Livet, maa du altid forsøge paa at komme ham i Forkøbet."" Saaledes har du altid raadet mig, og den Mand, jeg i Dag har dræbt, harpunerede jeg ikke, før der kun var et Øjeblik til, at han vilde have myrdet mig."
Da Moderen hørte dette, spurgte hun:
"Spiste Du saa bagefter hans Lever?"
"Nej, jeg spiste ikke hans Lever!"
Og hun spurgte atter:
"Hvor har Du bragt ham hen?"
"Jeg har sænket ham et Stykke uden for det Næs derude!"
Da sagde Moderen:
"Nu vil den dræbtes Sjæl gaa igen i dig, fordi du ikke har spist hans Lever."
Saaledes talte Moderen, og derefter flyttede hun sig yderst ud paa Briksekanten og trak en stor Pose frem. Denne Pose lagde hun inderst ind paa Briksen, løste Baandet op, og gav sig til at søge mellem dens Indhold, indtil hun trak en stor Skal af en Blaamusling frem, og idet hun viste den til sin Søn, sagde hun:
"Dengang du blev født inde ved Niaqúngunaq, levede du i flere Dage uden at faa Bryst, og du lod heller ikke dit Vand. Da du siden var begyndt at die og første Gang derefter lod dit Vand i dit Skindsvøb, blev det skrabet rent med denne Muslingeskal."
Saaledes talte hun, idet hun holdt Muslingeskallen frem for sin Søn; derpaa flyttede hun sin store Vægstenslampe til Side og øste Skallen fuld af Tran fra Lampens Spildeskaal. Saa rejste hun sig op fra Briksen, gik lige hen mod Sønnen og rakte ham den tranfyldte Muslingeskal. Sønnen tog den, og Moderen sagde:
"Denne skal du tømme i een eneste Slurk."
Sønnen førte den til Munden og tømte den i een Slurk, og atter sagde Moderen:
"Nu vil den dræbte Mands Sjæl ikke gaa igen i dit Legeme."
Og henvendt til sin Søn og til alle Folkene i Teltet sagde hun derpaa:
"Det kunde tænkes, at der allerede nu kunde være ængstende Folk i vor Nærhed; vi maa derfor alle vaage i Nat."
De vaagede derefter alle, men mærkede intet mistænkeligt, og først da Daggryet nærmede sig, gik de til Ro.
Straks næste Morgen gjorde de sig rede til Opbrud og roede sydpaa til deres Boplads ved Kangeq.
Men efter at Tusilartoq havde begaaet dette Drab, mærkede han, hvorledes der nu var kommen en Drift af Blodtørst i ham, og det hændte, naar han mødte en enlig Kajak, at han begyndte at skælve over hele Kroppen af en ubetvingelig Lyst til at sætte sin Harpun i ham.

Tusilartoq kæmper med en hel Skibsbesætning
Man fortæller, at dengang dette hændte, var Tusilartoq og hans Søn Aqajarorssuaq i deres bedste Alder, og naar de tog paa Fangst, plejede de at være tre, idet de ogsaa havde en Plejesøn. Det var i de Tider, da Hvalfangere plejede at anløbe Kysterne, og naar de viste sig, havde man for Skik at ro ud til dem og handle med dem; og man erhvervede sig paa denne Maade mange nyttige Ting.
Det var Vinter, og det vedblev at være Vinter, indtil det store Foraar kom. Og da Foraaret kom og den Tid var inde, da man kunde vente Skibene, fik alle Kvinderne travlt med at sy. Det var særlig Vanter og Vandskindsbukser, der blev syet, og de blev syet i store Mængder; thi det var de Ting, man helst vilde have paa Skibene. Og saa kom da den Dag, da Raabet: Skib! lød oppe fra Fjældene, og alle Folk løb op paa Toppen af Fjældet Kĩnartôrssuaq, der laa over for det vestligste af Husene paa Bopladsen. Man løb i Flok, alle ivrige efter at komme først op paa Fjældet. Det blæste en Storm af Norden, og Havet laa ujævnt med store, dybe Dønninger. Fra Toppen af Fjældet fik man Øje paa Skibet, der laa udenfor, lidt sønden for Satsigsúnguit, med Sejlene Bidevind. Folk stod længe deroppe og saa paa Skibet, og da man omsider gik ned fra Fjældet igen, sagde Tusilartoq til sin Søn og Plejesøn:
"Naa, hvad tænker I paa at gøre? For jeg vil forsøge paa at ro ud til Skibet."
Dette sagde han, fordi Vejret var saa haardt, at ingen af de andre tænkte paa at tage af Sted. Da ingen svarede, sagde han igen:
"Vi skal tage af Sted alle tre; det vil der ikke være noget i Vejen for."
Og de gjorde sig rede til at tage af Sted, stoppede Kajakerne fulde med Bukser, Vanter og Skind og roede ud. Søen var saa voldsom og Vinden saa haard, at de fulgte Land et Stykke nordover; thi gik de lige op mod Søen, vilde de være mere under Vandet end over, og derfor satte de Kursen et langt Stykke bag om Øen Avatdlínguaq. Først da de var naaet op paa Højde med Elven ved Satsigsuarqat, roede de stik mod Nord fra Kujatdlerssuaq og styrede nu lige løs paa Skibet, som de ansaa for at være en af de sædvanlige hollandske Hvalfangere.
De tre Kajaker roede til Søs af alle Kræfter og var tilsidst ganske nær ved Skibet, uden at dette endnu havde skiftet Kurs. De roede og roede og var tilsidst saa nær, at man kunde vente at blive set fra Skibet, og ganske rigtigt opstod der nu Uro mellem Folkene paa Dækket, og Tusilartoq sagde:
"De har som sædvanlig kun ventet paa, at der skulde komme Kajaker ud til dem, og vi kan derfor ganske roligt ro frem."
Da man kom ganske tæt ind under Skibet, blottede pludseligt alle ombord deres Hoveder, og der stod de alle, lige fra Folkene agter til Skibsfolkene forude, med blottede Hoveder og vinkede. Derefter satte de en Baad i Vandet, og Tusilartoq sagde til sin Søn:
"I to skal først gaa op i Baaden."
"Lad ham gaa op først, saa kommer jeg efter!" sagde Sønnen, idet han pegede paa Plejesønnen. Næppe var disse Ord udtalt, før Plejesønnen var oppe i Hvalfangersluppen, og medens hans Kajak blev hejset om Bord i Skibet, steg ogsaa Aqajarorssuaq op i Hvalfangerbaaden og blev taget om Bord. Først nu fulgte Tusilartoq efter, og da han kom om Bord, saa han ikke noget til sin Søn og Plejesøn; men deres Kajaker var allerede lagt op i en af Hvalfangerbaadene.
Tusilartoq undersøgte nøje Folkene ombord, og det gik snart op for ham, at han ikke kendte et eneste af Ansigterne, men de var alle overvældende venlige. Snart var han saa optaget af alt det mærkelige, han saa ombord, at han slet ikke tænkte over, om de endnu holdt op i Vinden eller var begyndt at sejle. Han stod helt fortabt i Beskuelsen af alle de mange mærkelige Redskaber, da der var en, der pirkede ham i Siden, og da han vendte sig om, stod der en Mand og pegede agterud og lod ham ved Fagter forstaa, hvad Vej han skulde gaa. Han fik nu fat paa sin Søn og Plejesøn og sagde til dem:
"Det synes, som om man vil have os agterud; lad os derfor følge efter, selv om det ikke synes at være nogen hollandsk Hvalfanger, saaledes som vi kender dem."
Henne agter standsede Manden og pegede paa et Hul, der førte ned, idet han smilede over hele Ansigtet. Tusilartoq var som sædvanlig den, der tog til Orde, idet han sagde:
"Kom, lad os blot gaa efter ham!"
Tusilartoq gik foran, og da han kom hen til den Dør, der førte ind til Rummet i Skibet, saa han nogle smukt og kunstfærdigt forarbejdede Trapper. Manden gik foran ned ad Trappen, Tusilartoq fulgte efter, og idet der nu blev aabnet en Dør forneden, slog en dejlig Varme dem i Ansigtet. Ingen andre fulgte efter dem, og Tusilartoq vendte sig derfor om mod de unge og sagde:
"Da alt jo synes at tyde paa, at han vil have os ind i sit Hus, er det vel bedst, vi følger efter."
De fulgte derefter samlede ind i det Hus, der var indrettet agter i Skibet, og idet de traadte ind, opdagede de, at alle de Mænd, der før var oppe paa Dækket, nu stod lænede op mod forskellige Døre. Næppe var de kommen ind, før alle ved Tegn tilkendegav, at de skulde sætte sig ned. Alle de hvide Mænd smilte dem i Møde uden Undtagelse.
Den Mand, som havde opfordret dem til at komme ned, henvendte derpaa Ordet til en af de Mænd, der stod henne ved Døren, og de saa nu, hvorledes der kom Liv i denne, og at han skyndsomt forlod Rummet. Et Øjeblik efter kom han tilbage igen med en Mængde Flasker, der blev sat frem paa Bordet. Der blev atter sagt nogle Ord til denne Mand, der derpaa vendte tilbage til Døren, og idet Tusilartoq hørte Lyden som af et Spæld, skottede han derhen og saa, at Manden tog en lille Jerntingest ud af Døren, der dermed syntes at være lukket, og han lagde Mærke til, at han stak den lille Tingest ind under sit Tøj.
En Mængde Mad blev derpaa sat frem, og den Mand, der syntes at være Herre i Huset, satte sig ned og opfordrede dem alle til at spise. Øjeblikkelig sprang den Mand, der før havde betjent Kaptajnen, frem og hældte noget i alle Glassene, og de hvide Mænd tog nu hver sit Glas og lod ved Tegn forstaa, at Tusilartoq og de to andre skulde gøre det samme. Tusilartoq, der var vant til at komme om Bord i Hvalfangerskibene, var ikke længere fremmed for de Drikke, man saaledes plejede at hælde ned i smaa Bægre, og var da ogsaa i Stand til at tømme Glasset; men de to unge, der for første Gang var i et Skib, lugtede til Drikken og satte Glasset tilbage, uden saa meget som at have ført det til Munden.
Man lod dem nu med ivrige Fagter forstaa, at de skulde drikke det, men da de stadig vægrede sig, lukkede Kaptajnen en lille Dør op, der førte ind til et andet Rum, og trak en Flaske frem, der var fyldt med noget, som lignede Gløder. Han trak Proppen op, og idet han lugtede til dem, smaskede han med Tungen som Tegn paa, at den var særlig velsmagende, og lod Flasken gaa videre til Tusilartoq, for at denne kunde lugte til den. Tusilartoq satte Næsen til og lugtede noget, der mindede om Bærsaft, og atter søgte Kaptapen at overbevise dem om, hvor velsmagende det var, idet han fyldte sit Glas og drak det halvt ud, som om det var for velsmagende til at tømmes i eet Drag. Derefter skænkede han tre Glas op og gjorde atter Tegn til de unge, at de skulde tømme de to Glas og Tusilartoq det tredje. Og idet Tusilartoq nu tømte sit Glas, mærkede han, hvordan han blev helt klistret i Munden af en sød Væske.
Netop som de var i Færd med at drikke deres Glas ud, hørte de en stærk Hamren udefra. Tusilartoq lyttede opmærksomt til uden at sige noget, og lidt efter hørte Støjen op. Men saa begyndte man igen at hamre løs udefra paa den Dør, de skulde ud af, og da blev Tusilartoq underlig til Mode og sagde til de unge:
"Alt tyder paa, at man vil spærre os inde, og I maa derfor vogte jer vel for ikke at drikke mere; man synes at ville forvirre vor Forstand med denne Drik."
Nu rejste han sig op, og idet han rettede sig op i sin fulde Højde, tog han atter til Orde og sagde:
"Det synes, som om man vil bortføre os, og vi bør derfor forsøge paa at komme ud; men hvorledes dette kan ske, maa vi først undersøge, da man sikkert allerede har spærret os inde."
Med disse Ord gik Tusilartoq straks hen mod Udgangsdøren og drejede Haandtaget rundt uden at kunne aabne Døren, som nu viste sig at være laaset med den lille Jerntingest, der før var bleven taget ud. Han vendte sig derfor om mod den Mand, som han havde set putte den ind under sit Tøj, og lod ham forstaa, at Døren skulde aabnes. Manden, der havde laaset Døren, talte meget længe med Kaptajnen, hvorpaa de begge rystede bestemt paa Hovedet. Tusilartoq vendte sig nu mod sin Søn og Plejesøn og sagde:
"Det synes nu, som om jeg vil faa Ret i min Formodning om, at man vil bortføre os. Kommer vi ikke ud, vil vor Familie komme til at vente forgæves paa os."
Derefter traadte Tusilartoq nogle Skridt tilbage og rendte sin Side ind i Døren. Næppe havde han gjort dette, før han hørte, at der blev tysset paa ham bagfra, og da han vendte sig om saa han nu, at man allerede havde faaet Nøglen op for at aabne Døren. Men nu lod Tusilartoq som ingenting, gik atter et Par Skridt tilbage og vilde igen søge at slaa Døren ud, da der i det samme kom en Mand farende med Nøglen og aabnede den. Men de kom blot ud i et mørkt Rum, da ogsaa den yderste Dør var laaset.
"Det var nok det, jeg tænkte før, da jeg hørte den stærke Banken udenfor!" sagde Tusilartoq."Man vil bortføre os."
Forgæves søgte han at slaa Døren ud, saaledes som han før havde gjort, det knagede blot i dens Fuger, uden at den gik op. Han forsøgte een Gang og to Gange, men uden Resultat, og tilsidst vendte han sig om mod sin Søn og Plejesøn og sagde:
"Det er nu sikkert, at man vil bortføre os, thi der maa være slaaet Tværbjælker for udvendig fra, og det har været det, vi har hørt før." Saaledes talte Tusilartoq, men nu vendte hans Søn sig om imod ham og sagde:
"Forgæves ødsler du dine vældige Kræfter paa noget, som ikke er en Kvinde!"
Dette sagde Sønnen, fordi han vidste, at hans Fader engang havde drevet hans Moder i Døden ved i Vrede at sønderskære hendes Fodsaaler. Det kunde han ikke tilgive sin Fader, og der kom Had i hans Sind, efterhaanden som han voksede til og følte sine Kræfter udvikle sig. Det var nu ogsaa Anledningen til hans Haan, og han fortsatte:
"Flyt dig blot, og lad mig sætte Skulder til Døren!"
Og da hans Fader nu gik til Side, var det, som om han selv blev mere levende, idet han gik op ad Trapperne og stillede sig op foran Døren; her samlede han sine Kræfter, saa at han blev helt lille derved, og saa løb han sin Skulder ind mod Døren. Der lød et Brag og en stærk Knagen, uden at der ellers skete noget. Saa forsøgte han en Gang til, og denne Gang vældede Lyset indover. De skyndte sig ud og opdagede ganske rigtigt, at der havde været slaaet svære Brædder for Døren.
Oppe paa Dækket saa de nu, at deres Kajaker var taget ud af Hvalfangersluppen og hejst højt op i Rigningen paa den midterste Mast. I samme Øjeblik hørte de, at de hvide Mænd var kommen op paa Dækket, og at Kaptajnen stampede og raabte stærke Ord. Øjeblikkelig kom der Folk fra Rummet forude og stormede frem imod dem under vældig Klapren af deres tunge Fodtøj. Tusilartoq gik foran de andre, og da der ikke var andet for at gøre, blev han ganske roligt staaende. Endnu en Gang lød der stærke Ord fra Kaptajnen, og straks var det, som om en Fluesværm satte sig paa Tusilartoq, og saa mange var der, der greb fat i ham, at han blev ganske borte. Da Sønnen saa det, raabte han:
"Gør, hvad du kan, for at holde dig oprejst! Og naar du først har mærket, hvor stærke de er, kan du jo bruge alle dine Kræfter for at ryste dem af dig."
Næppe havde han sagt disse Ord, før Faderen gjorde nogle Bevægelser med Kroppen saa voldsomme, at det føg sort af Mennesker hen over Dækket.
Atter raabte Kaptajnen vrede Ord til sine Folk, og det forekom Tusilartoq, at han nævnte et Navn — maaske paa en af sine Hjælpeaander, thi dette Navn gentog han ofte.
Midt imellem Masterne var der et lille Hus, som de ikke havde lagt videre Mærke til, og fra dette lille Hus sprang der nu en stor og bred Mand frem, med Armene bøjede og alle Senerne spændt. Atter stampede Kaptajnen i Dækket, og da Kæmpen nu fo’r lige løs paa Tusilartoq, skælvede denne ganske lidt, fordi han var sikker paa, at han aldrig vilde kunne klare sig mod en saa vældig Modstander. Den stærke Mand greb øjeblikkelig Tusilartoq i begge Haandledene, og denne stod nu og kunde ikke tage fat, da begge hans Hænder blev tvunget fra ham. Han anstrengte sig af al Magt, rykkede sine Arme ned og tog den anden om Livet; men i det samme stormede Folkene atter løs paa ham, saa at han ligesom før blev ganske borte i Sværmen. Da Sønnen saa det, raabte han, saa højt han kunde:
"Skulde det hænde, at du ikke kan klare dig, skal jeg nok komme dig til Hjælp; men forsøg du nu først at vride dem fra dig ved egen Hjælp!"
Atter bed Tusilartoq Tænderne sammen og gjorde nogle Kast med sin Krop, saa det føg sort med Mennesker omkring ham; kun den stærke Mand, som havde grebet ham omkring Haandledene, holdt endnu fast ved ham. Tusilartoq havde endnu sit Tag i ham, og idet han nu hævede ham op, mærkede han, at han ikke havde svært ved at løfte ham. Saa svingede han ham rundt og slyngede ham hen mod Skibets Ræling. Her blev han liggende længe uden at røre sig, indtil han omsider ganske langsomt rejste sig op og humpede tilbage igen til sit Hus mellem Masterne, trykkende den ene Haand mod den forslaaede Side.
Kaptajnen, der hidtil havde larmet omkring paa Agterdækket, tav nu lige saa brat, som en Hund kan holde op med at gø. Alle Matroserne stod opstillede langs med Rælingen; men agter ude stod Kaptajnen sammen med den, der syntes at være Styrmand, og ingen ombord sagde et eneste Ord. Da sagde Tusilartoq:
"Jeg vil forsøge paa gennem Tegn at opfordre dem til at tage vore Kajaker ned."
Derpaa vendte han sig mod alle disse maabende Mænd, og næppe havde han blot peget op mod deres Kajaker, før Kaptajnen med høj Røst brølte nogle Ord ned mod sine Folk; og saa hurtigt blev hans Ordre adlydt, at det var, som om man blot hørte en Trampen hen over Dækket. Den ene Kajak efter den anden blev nu lagt varsomt ned paa Dækket, og atter vendte Tusilartoq sig om mod sine to unge Ledsagere og sagde:
"Jeg vil endnu en Gang forsøge at tiltale disse Mænd igennem Tegn og se, om man ikke skulde kunne faa dem til at lægge vore Kajaker helt ud paa Rælingen."
Næppe havde han peget paa Kajakerne og paa Rælingen, før der atter brøltes en Ordre til Folkene, og en Hvalfangerslup firedes ned med to Mand. Derefter tog de straks alle tre Kajaker og lagde dem ned i Hvalfangerbaaden. Saa snart det var gjort, stod Kaptajnen atter frem og pegede paa Hvalfangersluppen og Kajakerne i denne, hvorefter Tusilartoq igen tiltalte sin Søn og sin Plejesøn:
"Det synes, som om man nu ønsker, vi skal gaa ned i Baaden; lad mig være den sidste, og gaa du først ned, Aqajarorssuaq."
Først da begge de to unge var gaaet i deres Kajaker, gik Tusilartoq selv ned, og alle søgte at hjælpe til, for at han kunde komme ned paa den letteste Maade. Da de snart var kommen ned i Kajakerne, roede de op ved Siden af hinanden og atter talte Tusilartoq til sine unge Ledsagere:
"Man vil ganske sikkert skyde efter os, naar vi er kommen et Stykke bort."
Ved disse Ord sagtnede de alle ubevidst Farten, thi det var, som om man med hvert Aaretag roede nærmere ind mod Døden. Ingen af dem vendte sig om mod Skibet, alle ventede de blot paa Døden. Da de havde roet en Stund, uden at der skete noget, drejede Tusilartoq sin Kajak en Smule til Siden og skottede tilbage, og se, alle Matroserne stod oppe ved Rælingen og saa efter de tre bortdragende Kajaker. Næppe havde de set, at Tusilartoq vendte sig om, før de alle gjorde Tegn agterefter, og straks fyldtes Luften med ringende Lyde, idet alle ombord raabte Hurrah; og lidt efter saa de, at en Mængde farvede Tørklæder blev hejst op i Masterne.
Derefter roede de tre Mand hjemover, i ringe Haab om, at de nogensinde skulde finde hjem; thi ingen af dem vidste, hvor langt tilsøs de var. Først da de havde roet en Tidlang, opdagede de de højeste Toppe paa Kangârssuks yderste Øer; men de var saa langt borte, at de ganske saa ud som Sortsidehoveder, der stak op af Vandet. Men indefter roede de og blev ved med at ro, indtil de naaede deres Boplads ved Kangeq.

* * *

Ikke ret mange Aar efter denne Begivenhed hændte der Tusilartoq følgende, som jeg nu skal fortælle:
Han var dengang i sin allerbedste Alder, og naar det en Gang imellem hændte, at han blev overfaldet af en Storm, der var saa voldsom, at Havet føg, havde han aldrig andre Bekymringer, end at hans Aare, som var det eneste, der bar ham frem, skulde blæse fra ham. Søerne og Dønningerne brød han sig ikke om.
Engang da den Tid var inde, da Sortsiderne havde deres
Træk langt tilsøs, kom han en Morgen ud og saa, at Vejret var vidunderlig smukt, med en ganske let Brise af Østen. Han brød sig ikke om Smaasæler, naar der var Mulighed for at faa større Sæler, og bestemte sig derfor til at ro til Søs efter Sortsider. Og saa stak han til Søs, endnu inden andre var taget paa Fangst.
Han roede udefter og blev ved med at ro udefter, til han naaede de Steder, hvor Sortsiderne holdt til. Han havde allerede set adskillige, men da Afstanden var for stor, ventede han roligt, til der kom en op i hans Nærhed; den harpunerede han, og gjorde sin Bugserline i Orden. Han tænkte netop over, at han vilde have endnu en Sæl, da han saa ind over Land i sydlig Retning og opdagede, at der voksede en Sky op mellem Akua-Fjældene. Han vidste, at der aldrig for intet lagde sig en Sky mellem Akua-Fjældene, og ganske rigtigt: Næppe havde Skyen vist sig, før det var, som om man kastede Skyklatter hen over Fjældtoppene i nordlig Retning. Paa samme Maade voksede der ogsaa Skyer op over Sangmissorssuaq og Qârajugtoq ved Mundingen af Ameralikfjorden; et Øjeblik efter fulgte Kingigtorssuaq (Hjortetakken) efter med en vældig Skyklat, og han vidste nu, at det inden ret længe vilde blæse op til en Storm af de allervoldsomste. Han opgav derfor straks at fange en Sæl til og begav sig paa Hjemvejen.
Han var ikke kommen ret langt fra det Sted, hvor han havde faaet sin Fangst, før den første Brise slog hen over Vandet; og da han var en Mand, der var vant til at iagttage, hvorledes en Storm kommer, kunde han nu tydeligt se, at dette vilde blive en af de allervoldsomste. Et Øjeblik efter kom Vinden over ham, og straks var det, som om Havet blev fyldt med kravlende Kryb, idet Søerne rejste sig til alle Sider. Langt havde han til Land, og en stor Sortside skulde han bugsere.
Da Vandet straks begyndte at fyge, skottede han et Par Gange hen til Sælen, han havde paa Slæb; men da han ikke havde for Skik at kaste noget Fangstdyr bort, som han først havde nedlagt, bestemte han sig til ikke at slippe den, før han ikke længere kunde klare sig. Vandrøgen stod allerede som en tæt Sky hen over Havet, og han maatte have al sin Opmærksomhed henvendt paa, at ikke Sø eller Vind vristede Aaren ud af Haanden paa ham. Da Stormen stadig voksede, skottede han endnu en Gang hen til den store tunge Sortside, som han bugserede, men nøjedes med at gøre sin Kajakkniv klar, saafremt det skulde blive nødvendigt at skille sig af med Byttet.
Skønt han roede af alle Kræfter, mærkede han dog, at det ikke var nogen stærk Fart, han skød, og det forekom ham, at han endnu aldrig havde været ude i saa haardt Vejr. Han sled sig frem, og da han mente, at han snart maatte være i Nærheden af Avatdleq, saa han fremover og opdagede, at noget, der lignede en Skumklat, kom til Syne et Stykke foran til venstre for hans Kajakstol. Han nærmede sig det langsomt og tænkte, at hvis det virkelig var en Skumklat, vilde Vinden snart blæse det bort; men da han ikke desto mindre stadig kunde se det, gjorde han en Drejning hen imod det og opdagede nu, at det var en gammel Maage, der laa og gyngede op mod Søen, med Hovedet inde under den ene Vinge.
Han iagttog den meget nøje og undrede sig over, at en Fugl, der var saa let, kunde flytte sig saa hurtigt op mod Vinden, medens han selv trods alle sine Anstrengelser blot syntes at drive af med Vinden. Atter roede han hen til den og opdagede nu, at Vandet laa fuldstændig roligt rundt omkring den. Han blev saa forbavset herover, at han roede endnu nærmere hen til den for nøje at undersøge den, og nu hørte han en Lyd, ganske som om nogen raabte. Da denne Lyd maatte have sin Grund, arbejdede han sig atter hen til Maagen og blev nu til sin store Forbavselse Vidne til, at den ganske roligt laa og vuggede op mod Vinden, idet den sang Tryllesange og Vandet omkring den var ganske roligt.
Da han ikke syntes, der var nogen Grund til at nøjes med blot at høre efter, satte han sig for at forsøge paa at lære Tryllesangen, og det lykkedes ham virkelig ogsaa. Idet han forlod Maagen, forsøgte han selv Tryllesangen, og straks kom der nogle vældige Vindpust; men et Øjeblik efter blev Vandet fuldstændig stille tæt omkring Kajaken, lige foran
Stævnen og et Stykke uden om Aaren. Paa denne Maade naaede Tusilartoq hurtigt ind til Land.
Dette er Historien om, hvorledes han lærte en Tryllesang af en Maage. Og der var nu ikke længere det Slags Vejr, som han ikke kunde klare sig i, naar han var ude i Kajak.
Om Vinteren, naar Dagene begyndte at længes, plejede alle, som blot kunde, at tage til Søs, for at passe Trækkene af de unge Sortsider op. En Morgen roede da Tusilartoq som sædvanlig af Sted før nogen anden, og næppe var han naaet ud til Fangstpladsen, før der dukkede en Sortside op foran ham, som han harpunerede. Da han var færdig med at sætte Bugserline i den, varede det ikke ret længe, før der dukkede en anden op, som han ligeledes harpunerede; og medens han satte Bugserlinen fast i den, var han saa optaget af sit Arbejde, at han ikke saa sig omkring. Men saa snart han var færdig, vendte han Blikket mod Syd og saa, at et Uvejr nærmede sig, og det med en saadan Voldsomhed, at det var, som om al Søen var gaaet til Bunds. Da kom han til at tænke paa den Tryllesang, han havde lært af Maagen, og roede saa roligt indover.
Et Øjeblik efter var Stormen over ham, og Havet røg. Alle hans Kammerater laa inde ved Land, og der var kun nogle ganske enkelte af dem, der havde faaet Sæl, da Sydvesten kom over dem og tvang dem til at søge indover. Først kom alle de Kajaker, der ingen Fangst havde faaet, og samledes inde ved Quvnertalik; saa kom alle de med Fangst, og saaledes samledes tilsidst en Mængde Kajaker ved Quvnertalik, hvor de blev liggende, da ingen af dem turde sætte over til Kangeq. De var ikke bange for Søerne, men Havet føg saaledes, at det gik som Byger hen over Bølgetoppene, og i disse Byger var de bange for, at de ikke skulde kunne faa Vejret. Saa laa de da her og ventede, da der var en af dem, som sagde:
"Nu mangler vi som sædvanlig kun Tusilartoq, og han hører jo ikke til dem, der efterlader sin Fangst."
Saaledes talte en af Mændene, da en anden sagde:
"Han er nok roet uden om Avatdleq og er antagelig forlængst forbi os med Sæl paa Slæb."
Lidt efter var der en af de andre, som udbrød:
"Tusilartoq er allerede inde mellem Landene!" Og de saa ham nu inde under Land, endda med to Sortsider paa Slæb, og til alles Undren havde han sin Pelshætte smøget ned. Det var, fordi han var sejlet indefter under Afsyngelse af den Tryllevise, han havde lært af Maagen; og da han pludselig kom ind til alle sine Kammerater, havde han rent glemt at trække Hætten op igen. Thi det er saaledes, at man altid slaar sin Hætte ned under Afsyngelse af en Tryllesang.
Tusilartoq blev kun en kort Tid hos sine Kammerater, saa smøgede han Hætten op over Hovedet, snørede Pelsærmerne godt fast om sine Haandled og sagde saa:
"Naar en Storm bryder saa pludselig løs som denne, stiller den som oftest af allerede samme Dag. Bliv I derfor liggende her, og vent paa Bedring. Da det ikke er værre, end at man nok kan klare sig, vil jeg dog lade mig drive ind af Stormen!
Saaledes talte han og roede saa straks udefter, og idet han kom sønden om Avatdleq og ud i det fygende Hav, blev han borte i Taage.
Hen paa Eftermiddagen stilnede Stormen af, Havet føg ikke længere saa tæt, og da Vinden tilsidst næsten lagde sig, satte Kajakerne over til Kangeq, efter at de dog først havde søgt Læ og smult Vand inde under Land. Søen gik endnu højt, og da de havde en Del Besvær med at komme over, var der en, der sagde:
"Hvordan mon det er gaaet Tusilartoq? Han sidder maaske allerede hjemme uden at gøre sig Bekymringer af nogen Art."
Og ganske rigtigt! Da de fik Udsigt over Bopladsen, sad han ved sin Husgang og huggede et Stykke Træ op med sin Økse. Da Kajakerne naaede frem til deres Boplads, var der en, der ikke kunde lade være med at sige til ham:
"Du er som sædvanlig allerede hjemme!"
Hertil svarede Tusilartoq blot smilende:
"Jeg kunde ogsaa sagtens komme hjem, thi det kom jeg uden egne Kræfter, idet Stormen blæste mig ind."
Tusilartoq fo’r meget om paa Rejser, snart nordpaa, snart sydpaa, og paa disse Rejser fik han mange Fjender, som han dræbte. Og dog fortæller man, at det kun var de færreste, der faldt for hans Harpun; thi det var nemlig saaledes, at en Mængde gamle Mænd og Kvinder søgte at komme ham til Livs gennem Trolddom, og mod disse øvede han Gengæld ved ogsaa at dræbe dem med Trolddom. Man fortæller, at naar han fo’r nordpaa og sydpaa og naaede frem til en Boplads, kom de gamle Mænd og Kvinder, som forstod sig paa Trolddom, ofte ned til hans Kajak for at se paa den, og da hændte det, at de undersøgte den baade indvendig og udvendig, smuk som den var at se paa. Og naar saa Folk paa Bopladsen vaagnede den næste Morgen, laa der ikke saa sjældent en gammel Mand eller gammel Kvinde død ved Siden af den smukke Kajak, med sprængte Øjne. Det var en af dem, som havde søgt at forgøre Kajaken og nu i Stedet for at skade Tusilartoq selv var bleven skræmt til Døde af en af hans beskyttende Amuletter.
Saaledes var Tusilartoq en stor og vældig Mand, dygtigere end andre i al Slags Idræt og usaarlig og velbeskyttet mod alle Efterstræbelser.

Tusilartoq overvintrer paa Disko-Øen
Engang fo’r Tusilartoq nord paa og drev Sommeren igennem Fangst i Omegnen af Ilulíssat (Jacobshavn). Her løb Tiden saaledes fra ham, at Efteraaret tilsidst nærmede sig; men da han paa alle sine mange Nordrejser endnu aldrig havde været paa Qeqertarssuaq (Disko-Øen), bestemte han sig alligevel trods den sene Aarstid til at rejse derover; og en Dag, da Vejret var meget smukt, satte han saa over den store Bugt mellem Ilulíssat og Qeqertarssuaq. Ved sin Ankomst spurgte han Folk, om der ikke var gamle Hustomter paa Nordvestsiden af den store Ø, da han syntes, det var for sent paa Aaret at sejle tilbage til Godthaab; og hertil svarede Diskoboerne:
"Der findes paa Yderkysten af Qeqertarssuaq mange Steder ud mod Havet, der kunde egne sig vel til Boplads, og dog har ingen af os nogensinde overvintret der; men sikkert er det, at mange Steder vilde egne sig vel til Overvintring."
Saa rejste Tusilartoq ud for at undersøge Landet, idet han bestemte sig til at sejle tilbage til Ilulissat, saafremt han ikke skulde finde noget passende Sted. Han fulgte Kysten udover mod Havet, og det forekom ham, at alt tydede paa, at Stedet vilde egne sig vel til Overvintringsplads, blot Fangstdyrtrækket vilde være gunstigt. Han gik derfor straks sammen med sit Baadelag i Gang med at bygge et Hus og gik i denne Tid ikke paa Fangst. De murede Huset op med Tørv, og da det var rejst, sagde Tusilartoq til Kvinderne:
"Nu er der kun tilbage at lave Husgangen. Da ingen af os kender Fangstdyrenes Træk her ved dette Sted, hvor vi nu skal overvintre, maa I ved egen Hjælp bygge Husgangen; thi det er nu nødvendigt, at jeg tager ud paa Fangst i Kajak."
Saaledes talte Tusilartoq, og da det var sen Aften, gik alle til Ro.
Da de vaagnede Dagen efter, var det smukt Vejr, og Tusilartoq gjorde sig rede til at tage ud paa sin første Kajakfangst der paa Stedet. Han var ikke kommen ret langt til Søs, før han kom op mellem en Mængde Sæler, og da han var ukendt paa Stedet og derfor ivrig efter at sikre sig saa megen Fangst som muligt, harpunerede han tre Sortsider og bugserede dem til Bopladsen. Saaledes gjorde han allerede den første Dag den Erfaring, at Sødyrtrækket kunde være gunstigt der paa Stedet; og i Løbet af kort Tid fangede han nu saa mange Sæler, at der snart var en Mængde Forraad for Vinteren.
Siden faldt det ind med Kulde, og Isen lagde sig paa Havet. Da Tusilartoq ikke var nogen Mand, der fra sin Ungdom var vænnet til at færdes paa Havis, ventede han utaalmodigt paa, at den skulde blive saa tyk, at den kunde bære. Han prøvede den ofte, og da den omsider var bleven tyk nok, tog han ud for at lede efter Aandehuller, saaledes som han havde hørt, at man plejede at gøre paa de Steder, hvor der var Islæg om Vinteren. I Begyndelsen mislykkedes Fangsten ofte for ham, men længe varede det ikke, før han fik saa stor Øvelse, at han fik rig Fangst hver Dag.
Saa kom den Tid, da der atter kom Varme. Dagene længedes, og der dannede sig Vandrender i Isen langs med Land. Da begyndte unge Ringsæler at trække gennem disse Kanaler, og atter fik han god Fangst.
Han fortalte siden, at alle de Smaasæler, der dukkede op med Hovedet mod Nord, kom op af Vandet med aabne Øjne, medens de Sæler, der kom op mod Syd, havde lukkede Øjne, var søvnige og dorske og et meget let Bytte.
Da han omsider mente, at han havde fanget saa meget, at de ikke vilde kunne spise det, nøjedes han med blot at fange en Sæl, naar de trængte til friskt Kød.
Det bar nu mere og mere mod Foraar, og da Vandrenderne var bleven større, kom Narhvaler og Hvidhvaler langs med Land, og Tusilartoq plejede siden at fortælle, at han aldrig i sit Liv havde set saa mange Fangstdyr som paa Qeqertarssuaq.
Saa snart Isen begyndte at bryde op, gjorde Tusilartoq sig rejseklar og sejlede tilbage til Kangeq ved Godthaab, og her plejede han ofte at fortælle om sin Overvintring paa Qeqertarssuaq, hvortil han opfordrede alle dem at drage, som ønskede at leve i Overflod.

Aqajarorssuaqs Barndom
Det fortælles, at Farbroderen var den eneste, som opdrog Aqajarorssuaq, efter at Faderen havde drevet hans Moder i Døden; og han voksede hurtigt op under sin Farbroders Pleje. Han var ikke ret gammel, før han færdedes ude, ganske som han havde Lyst til, men i Begyndelsen altid i Følge med sin Farbroder. Saaledes voksede han op uden Moder, men Farbroderen var ham ganske i Moders Sted.
Engang legede han ude sammen med sine jævnaldrende ved Kangeq, og da de under Legen kom op at skændes, som Børn ofte gør, raabte de andre Børn efter ham, at han ingen Moder havde, og at hans Moder havde dræbt sig selv ved at kaste sig ud i Søen, fordi hans Fader havde skaaret Fodsaalerne op paa hende, og at Faderen havde gjort dette, fordi hans Moder ikke kunde faa ham til at tie!
Dette kunde Aqajarorssuaq siden aldrig glemme. Da han kom hjem, spurgte han først sin Onkel, om det var sandt, det, de andre Børn havde raabt efter ham; men skønt Onkelen vidste meget god Besked, svarede han dog, at det vidste han ikke noget om. Men under hele sin Opvækst glemte Aqajarorssuaq ikke sine Kammeraters Spot, og der gik ikke en Dag, uden at han tænkte paa det.

Tusilartoq dræber sin anden Kone
Det fortælles, at det varede længe, før Tusilartoq giftede sig igen, efter at han havde drevet sin Kone i Døden. Det var først, efter at Aqajarorssuaq var bleven saa stor, at han havde faaet sin egen Kajak, at Tusilartoq tog sig en Kone fra Igdluarmiut. Det var om Sommeren, det hændte, og engang hen paa Efteraaret, efter at han var kommen hjem fra en Kajaktur i en haard Norden, kravlede han om Aftenen op paa Briksen til sin Kone og bad hende om at lyske sig. Konen var lige begyndt at lyske ham, da hun opdagede, at han i den ene Tinding foran Øret havde en Mængde Streger tatoveret ind; men hun sagde dog intet derom. Men som hun lyskede og strøg Haaret bort fra han anden Tinding, opdagede hun, at der ogsaa her var tatoveret en Mængde Streger ind helt hen til midt paa Hovedet, og at disse Streger fortsattes for anden Gang, uden dog at naa helt hen. Da hun ikke vidste, hvad dette skulde betyde, hviskede hun til sin Mand:
"Hør, Tusilartoq, hvad er alle disse Tato. . . ?" Længere kom hun ikke i sit Spørgsmaal, thi Tusilartoq gav hende et saadant Stød med sin ene Albue, at hun blot gav et langt Suk fra sig og udaandede.
Siden giftede Tusilartoq sig ikke oftere.
De mange Tatoveringer, som han havde i Tindingen og hen mod Hovedets Midte, betegnede det Antal Mennesker, han havde slaaet ihjel; thi saaledes var det Skik dengang at betegne de forskellige Drab, man begik.
Engang da hans Fader og Farbroder var ude paa Fangst, gik Aqajarorssuaq ene uden for deres Hus og kedede sig, da han fik Øje paa en gammel Mand, der kom gaaende hen imod ham. Han fik nu den Idé at gaa hen til ham, naar han kom nærmere, for at udspørge ham om sin Moders Død, som han aldrig kunde glemme. Saaledes stod han og saa paa den gamle, der kom gaaende over en lille Elv hen imod ham, og da han kom helt derhen, henvendte Aqajarorssuaq sig til ham og sagde:
"Det har altid været mit Ønske at komme til at træffe dig alene, thi vi to er jo i nær Slægt med hinanden."
"Er der noget, du vil sige mig?" spurgte den gamle.
Aqajarorssuaq saa ham ind i Ansigtet og sagde:
"Det hændte mig for nogle Aar siden, da jeg ikke længer var nogen ganske lille Dreng, at jeg legede med Børnene fra de nordre Huse. Saa kom vi op at skændes, og de haanede mig med, at min Moder havde taget sig selv af Dage, fordi min Fader havde skaaret Fodsaalerne op paa hende; og de sagde, at det var min Skyld. Det er som om disse Ord altid er lige i Nærheden af mig; jeg kan ikke glemme dem, og jeg spørger dig nu, om du ved noget derom."
Den Gamle sagde:
"Derom ved jeg meget god Besked." Og han fortalte ham alt, hvad han vidste, og sluttede med at sige:
"Det, du her har hørt, bør dog ikke give dig onde Tanker." Aqajarorssuaq svarede:
"Da det, du har fortalt mig, var noget, jeg gerne vilde have Rede paa, skal jeg ikke udpønse noget ondt, fordi jeg nu ved Besked."

Bedstemoder, Fader og Søn døbes
Aka Høegh, 1924
Men fra den Dag af betragtede Aqajarorssuaq sin Fader som sin Fjende, og han begyndte at opøve sine Kræfter. Og det fortælles, at da Aqajarorssuaq blev ældre og Faderen var bleven saa gammel, at han maatte følge med Sønnen paa alle hans Fangstrejser, saa hændte det ofte, at Aqajarorssuaq kunde vaagne midt om Natten og kun tænke paa sin Moder og hendes Død. Og denne Tanke kunde tage ham saa voldsomt, at han kunde staa op, uden at gøre sig Umage for at være stille; og han kunde gribe en af Knivene og gaa hen til sin Fader for at dræbe ham. Men saa ofte han hævede Armen for at stikke ham, var det ham altid, som om hans Arms Sener pludselig blev skaaret over, saa at Armen faldt kraftesløs ned; og hver Gang dette skete, plejede da ogsaa den rette Tanke at komme til ham, idet han tænkte: "Stygt vilde det ogsaa være, om jeg dræbte den, som har givet mig Livet. Og skamfuld og nedtrykt kunde han da søge tilbage til sit Leje igen. Disse Anfald kom hyppigst over ham, naar de var hjemme i deres Vinterhus, sjældnere, naar de var i Telt ude paa Konebaadsrejser.

Bedstemoder, Fader og Søn døbes
Det fortælles, at da Aqajarorssuaq var fuldvoksen og hel Mand, var der ikke saa faa Mennesker, der var døbte ved Kangeq. Aqajarorssuaq var dengang en stærk Mand, vældig i al Slags Idræt, og hans Bedstemoder levede endnu, da de bestemte sig til at lade sig døbe. Naar nogen i de Tider skulde døbes, plejede hele Slægten at følge med, og da de derfor samlede sig til Daab hos Hernhutterne ved Godthaab, fik Tusilartoq i Daaben Navnet Moses, Aqajarorssuaq fik Navnet Ignatius og hans Bedstemoder, Marnilik, fik Navnet Engel. Hun levede kun et Aar efter sin Daab, og siden havde Aqajarorssuaq kun sin Fader at sørge for.
Aqajarorssuaq tog ofte paa Rejser, da han havde for Skik at tage paa Rensjagt til Kangersineq inde i Bunden af Godthaabsfjorden. Fra disse Rensjagter plejede han aldrig at vende tilbage, før han havde saa mange Dyr, som han ønskede.

Aqajarorssuaqs Farbroder omkommer i Kajak
I gamle Dage plejede alle Omegnens Beboere at samles ved Kangeq paa Aarets korteste Dag. Man havde dengang den Skik at fejre Dagen ved Sangkampe, alle iført nye Klæder. Engang paa den Tid, da Aqajarorssuaq, skønt nu en fuldmoden Mand, følte sig mest knyttet til sin Farbroder, samledes alle Folk fra Omegnen ved Kangeq for at fejre Aarets korteste Dag, og en Mængde Konebaade kom sejlende fra Kitsigsut-Øerne og fra Bopladserne øst for Kangeq, fra Igdlorpait og fra Igdlúnguarmiut. Alle Kvinder havde travlt med at sy nye Klæder, thi alt skulde være færdigt paa den Dag, Festen skulde holdes; og da Dagen oprandt, var alle Kvinderne færdige, og der var ingen, som ikke havde nye Klæder at tage paa.
Dagen oprandt med meget smukt Vejr og en svag Brise fra Ameralikfjorden, og alle Mennesker var samlede. Og til Trods for det smukke Vejr var ikke een Kajak taget ud paa Fangst; thi det var Vedtægt, at ingen maatte tage paa Fangst den Dag.
Tusilartoq vaagnede tidligt den Morgen, medens hans Broder endnu sov, og da han kom ud, saa han, hvorledes alle Mænd havde samlet sig uden for et af Husene, og der var ikke een iblandt dem, uden at han var iført nye Klæder. Saa snart Tusilartoq naaede frem til dem, var der en af dem, der sagde:
"Det er ellers ikke et Vejr at tilbringe paa Bopladsen for Folk, der holder af at gaa paa Fangst. Se engang mod Nord."
Og da Tusilartoq saa mod Nord, var det, som om der havde rejst sig en hel Dis, saa vældige Flokke af Alke svømmede der langsomt op mod Strømmen bag ved et Skær; og naar der kom en Flok og smed sig i Vandet, rejste der sig hele Taager af Vandrøg. Tusilartoq stod en Stund og saa paa det, hvorefter han gik hjem. Her traf han sin Broder, der netop var i Færd med at iføre sig Festklæderne, og som han rejste sig for at gaa ud, sagde Tusilartoq:
"Vejret er meget smukt derude, og for Mænd, der har Lyst til Jagt, er der nok at jage nede bag Skæret; thi Alkene har her samlet sig i saa store Flokke, at der staar en Dis om dem."
Broderen gik udenfor og kom et Øjeblik efter tilbage med sin Helpels, og da Tusilartoq saa det, spurgte han ham, hvad det var, han vilde, og Broderen svarede:
"Det er alt for fristende at se de Alke, saa jeg vil paa AIkejagt."
Hertil svarede Tusilartoq:
"Du ved jo meget vel, at paa denne Dag gaar der ikke en eneste Kajak ud paa Fangst."
Men det var, som om Broderen intet hørte; han fortsatte ganske rolig med at gøre sig klar til Jagt, og Tusilartoq, der først havde forsøgt paa at tale ham til Rette, tav tilsidst stille, da den anden ikke svarede ham paa hans Ord. Da han havde tiet en Stund, rettede han for sidste Gang Ordet til sin Broder og sagde:
"Vi faar nu se! — Der vil næppe komme noget godt ud af din Jagt i Dag."
Disse Ord hørte Broderen, men uden at svare trak han ganske rolig sin Helpels oven paa sine nye Klæder og gik ud. Tusilartoq fulgte efter ham og saa, at han bar sin Kajak ned, satte den i Vandet og roede bort; og han gik nu atter hen til de forsamlede Mænd, der alle stod og stirrede paa Manden, som tog paa Jagt, og først da han var forsvunden om Næsset ved Qeqertarssuaq, holdt de op med at iagttage ham.
Da Aftenen kom, ventede Tusilartoq forgæves paa, at Broderen skulde komme tilbage, men han blev borte og kom aldrig mere igen.
Síngajik havde ved hans Fødsel gjort ham til en Angerdlartugssiaq: En, der atter kan vende hjem, selv om han omkommer paa Havet. Det plejer at være saaledes, at en Angerdlartugssiaq vender tilbage til Livet igen, fem Dage efter at han er forulykket. Fortrøstningsfulde ventede derfor hans Slægtninge paa, at han skulde komme tilbage igen efter den femte Dag, men det skete aldrig; han forsvandt og kom aldrig mere tilbage, fordi han var taget ud paa Fangst paa Aarets store Festdag.

Tusilartoq dør
Man fortæller, at Aqajarorssuaq plejede at tage paa Rensjagt til Kangersineq i Bunden af Godthaabsfjorden, og rejste de da af Sted, var under Vejs i flere Dage og naaede omsider frem til Ujaragssuit. De hvilede Natten over, og næste Morgen tidlig drog Rensjægerne ud paa Jagt, og Aqajarorssuaq sagde, idet han tog af Sted:
"Vi vil foreløbig kun sove en Nat ude og siden komme hurtigt tilbage."
Men den Dag, da de tog bort paa Jagt, blev Tusilartoq syg af Sting. Dagen efter var han endnu daarligere og længtes meget efter, at Sønnen skulde komme hjem. Da han endelig kom tilbage, laa Faderen og klagede sig uafbrudt, og da han spurgte til hans Befindende, fik han det Svar, at han havde Sting i begge Sider. Da de ikke kunde blive der med den syge, opgav de Rensjagten og roede ud ad Fjorden næste Morgen tidligt. Inden det var bleven alt for sent paa Aftenen, naaede de frem til Qornoq, og her slog de Lejr, idet de næste Morgen vilde se at naa frem til Godthaab.
Næste Morgen var Tusilartoq bleven endnu daarligere; det var nu, som om han af Smerte havde slugt al sin Stemme, men da der ikke var andet at gøre, skyndte Aqajarorssuaq sig blot at gøre klar til Opbrud og roede videre ud ad Fjorden.
Da Solen stod op, var man allerede naaet frem til Qârusuk. Men Baadens Bevægelser havde nu forværret den syges Tilstand saa meget, at han kun kunde tale usammenhængende, og da de derfor ikke turde rejse videre med ham, maatte de søge ind til Qârusuk og slaa Lejr. Hen mod Aften tog Tusilartoq til Orde og sagde:
"Der er nu ikke andet tilbage for mig end at dø, og naar jeg er død, maa I drage vel Omsorg for ikke at stensætte mig i Nærheden af Steder, hvor Folk færdes. I maa lægge mig paa et Sted, hvor Mennesker ikke kommer!" Og idet hans Ord nu døde hen i en sagte Hvisken, føjede han til:
"Hvis jeg stensættes paa et Sted, hvor Mennesker færdes, vil jeg næppe nøjes med at myrde eet Menneske; derfor maa I begrave mig i Guds Have, naar jeg er død."
Dermed mente Tusilartoq de døbtes Kirkegaard. Efter disse Ord faldt han hen og døde straks efter. Hans Søn havde altid følt sig som hans Fjende efter Moderens Død, og da han ofte havde haft Lyst til at dræbe ham, følte han nu kun Glæde over, at han havde levet sine Dage til Ende og var død en naturlig Død.
Saa blev Tusilartoq svøbt ind i smukke, nye Rensskind og lagt et lille Stykke uden for Teltet, for at de næste Dag kunde føre Liget videre til Godthaab; men for en Sikkerheds Skyld drog man dog Omsorg for at fastgøre ham til det Sted, hvor han laa.
Om Aftenen var Aqajarorssuaq tavs og indesluttet, fordi han i Tankerne dvælede ved Faderens Liv og de Vaner, han havde haft. De gik til Ro, og netop som Aqajarorssuaq var falden i Søvn, hørte han, at der var nogen, der slog paa Teltet bagved og begyndte at kravle op ad Teltskindet under stadig Fremmumlen af uforstaaelige Ord. Og pludselig hørte han følgende tydelige Ord:
"Naar jeg nu kryber op ad Teltskindet og lader mig dumpe ned øverst oppe fra og ind til venstre, saa vil jeg skræmme jer alle ihjel."
Og man hørte nu, hvorledes han klatrede op ad Teltdugen. Sønnen kunde ikke finde noget andet Vaaben end sin Kones Kamiutstok, og med den slog han paa Teltskindet og pirkede Genfærdet ned. Men hver Gang han havde faaet det ned, kravlede det op igen, og hele Natten gik med det. Først da Morgenstjernen nærmede sig Daggry, blev Genfærdet atter roligt. Saaledes gik det til, at de kun fik sovet ganske lidt om Natten, og ved allerførste Daggry brød de op og roede ned til Godthaab.
Aqajarorssuaq havde haabet, at naar de blot førte Faderen fra Qârusuk og ned til Godthaab, vilde han blive rolig, og man havde derfor lagt ham vel til Rette i Baaden, da man tog af Sted. Men da de naaede frem paa Højde med Avalagsârnerajôq, hørte Aqajarorssuaq pludselig en Lyd i Baaden, og da han saa sig om, stod Faderen allerede oprejst, indsyet i sine Ligskind. Da der ikke var andet at gøre, løftede Aqajarorssuaq sin Styreaare og slog sin Fader med den, saa at han faldt tilbage i Bunden af Konebaaden. Saaledes blev Liget ved med at leve op den ene Gang efter den anden paa hele Vejen ned til Godthaab, og det var, som om Manddraberen, Tusilartoq, ikke kunde faa Ro efter sin Død. Først da de naaede frem til Qasigiánguit paa Godthaabslandet, rørte Liget sig ikke oftere.
Da de naaede frem til Godthaab, lagde de til ved Bopladsen ved Ny-Hernhut, og Aqajarorssuaq gik straks op til en af Missionærerne og fortalte om den døde; og efter at der var lavet en forsvarlig Kiste, fik Tusilartoq en kristen Begravelse.
Her ender Beretningen om Tusilartoqs Liv. Men hans Søn, Aqajarorssuaq, blev længe ved Godthaab og tog først sent tilbage til sin Boplads ved Kangeq.

* * *

Efter Faderens Død flakkede Aqajarorssuaq endnu mere rundt paa Fangstrejser, nu da han ikke længere havde nogen gammel Mand at tage Hensyn til. Men han lod gaa adskillige Aar, inden han atter tog paa Rensjagt til Kangersineq; han nøjedes i Stedet for med at jage Ren ved Niaqúngunaq og Natsilik i Bunden af Isortoqfjorden. Men et Aar paa den Tid, da Renernes Pelse havde faaet et passende Haarlag, var det Aqajarorssuaq ganske umuligt at glemme Landene ved Kangersineq, og tilsidst brød han op og rejste derind for første Gang efter Faderens Død.
Han havde ingen Hast, men var bestemt paa at give sig god Tid. Han jagede Ren forskellige Steder, og tilsidst kortedes Dagene og Mørket blev langt, før han endnu var vendt tilbage. Han var vel ogsaa bleven endnu længere deroppe, hvis han ikke havde været nødt til at rejse for at faa sit Hus bygget færdigt, da det endnu stod uden Tag efter Vinteren; thi han havde for Skik hvert Foraar, naar han flyttede i Telt, at rive Taget ned paa sit Hus. Omsider brød han op og sejlede ud ad Fjorden og slog Lejr ved Qôrnoq. Da Konebaaden var trukket paa Land, Teltet rejst og hele Husstanden samlet, talte han saaledes til dem:
"Hvis Vejret i Morgen er godt, vil vi bryde meget tidligt op og forsøge paa at naa helt ned til Kangeq; det vil jo ikke gøre noget, selv om det skulde blive mørkt."
Om Morgenen brød de da meget tidligt op og roede ud ad Fjorden. Solen stod i Syd, da de naaede frem til Qârusuk, og nu sagde Aqajarorssuaq til sin Besætning:
"Vinden plejer at blæse ud ad Fjorden paa Solsiden. Lad os derfor blot herfra tage over til Qeqertat-Øerne og derfra til Solsiden af Fjorden."
Med disse Ord stødte han fra og satte over mod Arnit. Fra Arnit gik han bag om Øerne og satte lige over mod Nordlandet. Saa snart han var naaet overfor til Fastlandet, fulgte han langs med dette, til de var kommen paa Højde med Ilivileq. Her fik Aqajarorssuaq, der styrede Konebaaden, Øje paa en Hustomt, der syntes at have en fortræffelig Beliggenhed, og da det var første Gang, han havde lagt Vejen om ad denne Kant, vendte han sig til sine Roere og sagde:
"Det er nu længe siden, at I har faaet varm Mad at spise. Lad os derfor lægge til under Hustomten der og koge os et Maaltid, saa vil vi siden fortsætte, naar I har spist."
Med disse Ord styrede han Baaden ind mod Land og lagde til under Husruinen. Han lod Kogekødet og Kogegryden bringe i Land og gik først selv i Land efter at have spist Tørkød. Han gik straks op til Hustomten for at undersøge den og saa nu, at den ikke var særlig gammel, og nu fik han følgende Tanker:
Jeg er nu helt min egen Herre og har ingen andre at tage Hensyn til; der kan derfor ikke være noget i Vejen for, at jeg forsøger paa at tage Land her ved denne Hustomt, hvis Mure staar færdige og blot behøver et Tag."
Derefter gik han hen til sin Besætning og saa nu, at de allerede havde Vendt Kødstykkerne i Gryden og nu var i Færd med at lægge deres Kødbakker tilrette. Han længtes ogsaa selv efter at faa et varmt Maaltid og satte sig derfor ved Siden af Ildstedet. Lidt efter blev Grydens Indhold tømt ud i et Fad, der stod paa Jorden, og de gav sig alle til at spise, og først da de omtrent var færdige, tog Aqajarorssuaq til Orde og sagde:
"Denne Hustomt her synes at være fortræffelig, og hvis I ellers ikke skulde have noget imod det, vil jeg bygge den op til Vinterhus."
Hans Besætning kunde naturligvis intet have at indvende herimod, og Aqajarorssuaq sagde derfor atter:
"Lad os saa losse vor Konebaad!" Og først da det var gjort, slog de Telt.
Straks næste Morgen byggede de Huset op. Muren maatte udbedres paa forskellige Steder, og nogle af Besætningen skar derfor Tørv, medens andre murede dem op. Da der var gaaet to Dage, havde man Tag over Hovedet, og Huset stod færdigt. Da sagde Aqajarorssuaq:
"Vi har nu ikke lang Vej til Godthaab, og jeg vil derfor ro derned, da det er længe siden, I har faaet hvid Mands Mad."
Saa gjorde han sig rejseklar og roede til Godthaab. Ved sin Ankomst saa han, at der var fuldt med Konebaade. Ved Kolonistedet laa den ene Baad trukket paa Land ved Siden af den anden, men skønt han var nysgerrig efter at erfare, hvem alle disse fremmede kunde være, roede han dog forbi, da han først vilde handle. Han roede lige han til Hernhuterstationen, hvor han handlede, og først da han var færdig her, tog han tilbage til Kolonien.
Saa snart han lagde til Land, blev han modtaget af en Mængde Mænd; det var Sydlændinge, som havde været paa Rensjagt ved Isortoqfjorden og nu var paa Vejen hjem. Hele Eftermiddagen igennem blev Aqajarorssuaq indbudt som Gæst fra Telt til Telt og blev beværtet vel, og inden han vidste et Ord af det, var Solen ved at gaa ned, og han maatte tænke paa at komme hjem til Kvinderne, som ventede paa ham. Men idet han brød op, vendte han sig til alle de fremmede og sagde:
"Hvis der er nogen iblandt jer, som har Lyst til at spise saa meget Renskød, han orker, kan han følge med hjem og være min Gæst."

Aqajarorssuaq tager Land i Godthaabsfjorden og faar Besøg af en Sydlænding, der er hans Fjende
En Stund var der ingen, der svarede, men saa var der en ældre Mand ved Navn Alugulôq, der sagde, at han vilde med, og straks meldte der sig en ung Mand for at ledsage ham. De fulgtes nu ad hjem, og saa snart Aqajarorssuaq naaede frem til sin Boplads, sagde han:
"Endelig har vi da faaet fremmede, der kommer langvejs fra. Lad alle Lamper være tændt i Aften!"
Straks blev alle Lamperne tændt med store Blus, og Lyset straalede i Huset. Det glædede den gamle Gæst, som følte sig vel tilpas og berettede den ene Historie efter den anden; og saaledes forløb Aftenen meget hurtigt for dem. Ud paa Aftenen, da det syntes, som om den fremmede blev træt af at fortælle, henvendte Aqajarorssuaq Ordet til ham og sagde:
"Vi sætter stor Pris paa at høre Beretninger om Ting, vi ikke har set og heller ikke hørt om før. Vi vil derfor være meget glade, om de kære fremmede vilde blive ved med at fortælle."
Til disse Ord svarede Alugulôq med dæmpet Stemme følgende:
"Det er bleven min Skæbne, at jeg skal faa et langt Liv. Fra jeg begyndte at huske som Barn, havde vi Land i Omegnen af Arsuk, og ved vor Boplads boede min Fader og hans fire Brødre. Jeg husker, at min Bedstefader var meget gammel og havde helt hvidt Haar. Vort Hus var det største paa Bopladsen, og derfor plejede Folk altid at samles hos os, naar alle ønskede at være sammen, og de plejede at fordrive Aftnerne med at lege Ajagaq. Og naar de holdt paa med denne Leg, genlød Huset af Latter. Jeg var den ældste af mine Brødre, og da jeg var i den Alder, hvor man intet glemmer, husker jeg saaledes, at der en Aften strømmede en Mængde Mænd ind i vort Hus for som sædvanlig at lege Ajagaq; og snart genlød Huset af Latter. Tiden gik hurtigt for os, idet vi Børn legede med smaa Legetøjsharpuner paa Gulvet. Naar jeg saa tilbage, sad min Bedstefader altid med Armene foldede over Knæene og saa paa alle dem, der legede. Men saa pludseligt hørte man hans Stemme svagt gennem Støjen, idet han sagde:
"Vi har Besøg af en Angerdlartugssiaq, en død, som forsøger paa at vende tilbage til de levende. Gaa ud og se efter ham."
Tre Mænd gik ud, og straks forstummede al Leg i Huset; der var ingen, der sagde et Ord. Vi Børn, der legede paa Gulvet, flygtede op paa Briksen. Lidt efter kunde man tydeligt høre, at de kom tilbage gennem Husgangen med en Byrde, og straks flyttede min Bedstefader, der havde en lille Træstol, hen paa Gulvet og satte sig der. Lidt efter kom Mændene bærende ind med en død Mand i Kajakpels og lagde ham op paa Gulvet. Jeg skottede derhen oppe fra Briksen og saa en Mand, der var iført en Kajakpels, som var stærkt strammet om Halslinningerne, en Mand, der havde været ude i haardt Vejr. Derpaa satte de Mænd sig paa Plads, som havde baaret ham ind, og min Bedstefader sagde:
"Det er desværre saaledes, at vi ikke har nogen Aandemaner, der kan trylle Liv i den døde; men jeg ved, at en af vore Bopladsfæller forstaar sig paa Qilaneq, og undertiden kan en saadan Mand ogsaa have Held med sig i sine Kunster. Den Mand, der forstaar sig paa de skjulte Ting, bor i det sydligste af Husene her paa Bopladsen. Hent ham! Men da det er sen Aften, maa I være to i Følge."
Saa gik der to Mand, som straks efter vendte tilbage med ham, der forstod sig paa Trolddom."
Da Alugulôq kom til dette Sted i sin Fortælling, tav han pludselig stille, men Aqajarorssuaq strakte sin Hals henimod ham og sagde:
"Det er altid en god Tidskort at høre berette om Ting, man ikke har set og ikke har hørt om. Jeg beder dig derfor om at fortsætte din Fortælling."
Det viste sig nu, at Alugulôq havde faaet Mistanke om, at han muligvis fortalte noget, som ophidsede hans Vært, og det var derfor, han var holdt inde med sin Beretning; men paa Opfordringen tog han atter fat paa sin Fortælling. Men der var nu ikke længer den Fart over den som før. Alugulôq fortsatte:
"Saa snart Manden, der forstod sig paa Trolddom, kom ind i vort Hus, henvendte min Bedstefader sig til ham og sagde: "Det er ikke for intet, vi kalder dig hid, skønt du ikke er Aandemaner; men det hænder undertiden, at Folk kan have Held med deres Kunster, selv om de kun forstaar sig paa Qilaneq. Du ser, hvad vi i Aften har bragt ind i Huset, og vi er nu stedt i den Forlegenhed, at vi ikke har nogen Aandemaner iblandt os, der kan vække ham til Live. Da jeg mener, du er den eneste, som er i Stand dertil, har jeg sendt Bud efter dig."
Det varede lidt, før den tilkaldte Mand svarede, men omsider tog han til Orde og sagde:
"Jeg er en saadan Mand, at jeg undertiden har Held med det, jeg forsøger mig paa. Dog er jeg bange for, at jeg ikke har Held til at kalde denne Mand til Live; men har I et Skind, som jeg kan sidde paa, lad det da blive lagt ved hans ene Skulder, men ikke alt for tæt ind paa ham."
Saaledes talte Manden, og jeg saa, at en af mine Onkler lagde et Stykke Bjørneskind hen ved den døde Mands Skulder, og den tilkaldte Mand satte sig paa det. Han ordnede forskellige Ting ved den døde, spredte siden Mændene rundt i hele Huset og bad derefter om en Kamiutstok. En saadan blev lagt frem, og nu bad Manden om en Kobberem; og efter at en Kobberem var bleven lagt frem, saa han hen paa min Fader og sagde: "Lad denne Kamiutstok blive bundet fast til min Ryg med Kobberemmen, men fast og forsvarligt, uden at der tages Hensyn til, at det gør ondt!"
Saa rejste min Fader sig op og bandt Kamiutstokken forsvarligt fast til hans Ryg i Retning af hans Bryst, og da det var gjort, sagde Manden, som forstod sig paa Trolddom: "Bevæg mig nu uden alt for voldsomme Bevægelser ved Hjælp af denne Kamiutstok!"
Det gjorde man, og nu bad Manden om, at alle Lamperne maatte blive slukket. Da det var bleven mørkt, flygtede jeg inderst ind paa Briksen, men saa dog, at Vinduerne blev dækket til, saa at der blev bælgmørkt i Huset. Og Manden, der forstod sig paa de skjulte Ting, hævede sin Stemme, og jeg kunde høre, hvordan han talte besværgende hen for sig. Dette varede ikke ret længe, saa hørte jeg ham sige: "Nu kan Lamperne godt blive tændt."
Saa blev alle Lamperne tændt, i samme Rækkefølge, som de var bleven slukket, idet man begyndte ved dem, der stod længst mod Nord. Først da de alle var tændt, rejste Manden sig op fra Gulvet og satte sig hen paa sin Plads ved Briksen. Herfra hævede han sin Stemme og sagde: "Nu skal I blot røre ved den dødes Legeme."
Nogle af Mændene rejste sig op og greb fat ved den dødes Halslinning for at berøre ham; man forsøgte at stikke Haanden ned under Helpelsen for paa denne Maade at berøre hans blotte Legeme. Lidt efter var der en af Mændene, der sagde:
"Jeg har rørt ved hans Legeme."
"Mere endnu, mere endnu!" sagde Manden.
Lidt efter var der en, der sagde:
"Hans Bryst rører sig."
"Berør ham mere, mere endnu!" sagde den gamle, inden Manden, der forstod sig paa de skjulte Ting, kunde faa Tid til at sige noget.
Atter arbejdede Mændene længe med den døde, indtil en af dem sagde:
"Han er begyndt at aande, hans Bryst bevæger sig hurtigt; nu tror jeg, det er nok."
"Rejs ham op, og tag Helpelsen af ham!" sagde Manden.
Og de tog Helpelsen af ham, idet de drog den over Hovedet paa ham, og se nu — inde i Huset stod en ung Mand i blaa Bukser, der forneden var forsynet med røde Baand, lange Kamiker, medens han paa Overkroppen havde en Fugleskindspels af lutter Alkehalse. Jeg saa selv den unge Mand staa der, da Bedstefader talte til ham og sagde:
"Derhenne er den Plads, hvor vore Gæster plejer at sætte sig."
Og den fremmede satte sig hen paa Sidebriksen. Saa snart han havde sat sig, saa min Bedstefader atter hen paa ham, idet han tog til Orde og sagde:
"Naar man har en fremmed for sig, ønsker man altid at faa at vide, hvem han er. Nævn os derfor Navnet paa den, fra hvem du stammer!"
Det varede noget, før den fremmede svarede, og min Bedstefader hævede derfor igen sin Røst og sagde:
"Naar man ser en fremmed for sig, ønsker man altid at faa at vide, hvem han er. Nævn os derfor Navnet paa den, fra hvem Du stammer!"
Det var, som om den fremmede havde svært ved at faa Ordene frem, og da han endelig talte, vakte det Bevægelse i vort Hus:
"Man siger, at jeg stammer fra Singajjk."
Ved disse Ord rejste min Bedstefader sig op, og idet han saa paa min Fader og mine Farbrødre, sagde han:
"Vi har lukket en Fjende ind i vort Hus" og en Fjende plejer ikke forgæves at betræde et Hus. Dræb ham!
Jeg saa, at hverken min Fader eller mine Onkler rørte sig. Da rettede Bedstefader sit Blik paa min Fader, og idet han strakte sig hen imod ham, sagde han:
"En Fjende lukker man ikke forgæves ind i sit Hus. Dræb ham!"
Bedstefader havde hævet sin Stemme og talte med stor Myndighed, og jeg saa, at min Fader rejste sig op og tog en Kniv, som var stukket ind i Husbjælken, medens en af mine Onkler rejste sig op, tog den fremmede om Livet og satte ham midt paa Gulvet. Og straks greb mine andre Farbrødre ogsaa fat i ham og lagde ham med Ryggen ned paa Gulvet; og medens de saaledes holdt ham fast, jog min Fader sin Kniv i hans Hjerte og dræbte ham. Derefter tog mine Farbrødre den samme Kniv og stak ham alle med den. Men nu rejste Bedstefader sig op, og idet han rettede sit Blik lige paa mig, der var den ældste af Børnene, sagde han:
"Ingen af de Børn, der er i Stand til at jage en Kniv igennem et Legeme, maa undlade at give ham et Saar."
Bedstefader satte sig ned, medens min Fader rejste sig op og gik hen imod mig; men jeg søgte ind paa Briksen og brast i Graad. Min Fader greb mig i Benene og satte mig ned lige ved Siden af den dræbte Mand, og en af mine onkler gav mig en Kniv. Men da jeg ikke tog den, greb min Fader Kniven, og idet jeg brast i Graad, greb jeg hans Haand, der holdt Kniven, og førte den ned mod Liget og stak det. Derpaa saa jeg alle mine yngre Fætre gøre akkurat det selv samme."
Her sluttede Alugulôq sin Fortælling, og efter at have tiet et Øjeblik, sagde han igen:
"Det er bleven min Skæbne at komme til at leve et langt Liv, og saaledes har jeg da ogsaa været med til at dræbe en død, en Angerdlartugssiaq, der søgte at vende tilbage til Livet."
Paa dette Punkt af sin Beretning lagde Alugulôq Mærke til, at Aqajarorssuaq ikke svarede ham, og da han saa hen paa ham, var Sveden sprunget saaledes frem i hans Ansigt, at det dampede fra ham, som om man lige havde øst et dampende Maaltid op i et Fad. I samme Øjeblik som Alugulôq lagde Mærke til dette, tog Aqajarorssuaq til Orde og sagde:
"Visselig, saafremt jeg endnu holdt fast ved vore gamle Skikke, vilde jeg nu have rejst mig og skaaret jer op i Stumper og Stykker for alt det, du der har ladet mig høre. Jeg skal nu til Gengæld nøjes med at fortælle jer Grunden til, at jeg taler saaledes.
Lad mig begynde med at sige jer Tak, fordi I besøgte mig, thi jeg har i Dag faaet Nyt at vide, som jeg længe har længtes efter. Den Mand, du har været med til at dræbe, var min Farbroder, som jeg elskede højt. En Vinter ved Kangeq, da man skulde fejre Aarets korteste Dag, tog han ene ud paa Alkefangst og kom ikke tilbage. I de første Dage ængstedes vi ikke over hans Forsvinden, fordi hans Fader havde gjort ham til en Angerdlartugssiaq; først da fem Dage var gaaet, uden at han var vendt tilbage, opgav vi alt Haab.
Da jeg som Barn var bleven saa stor, at jeg forstod alle Ord, er der ofte bleven givet mig følgende Beretning: Dengang jeg som ganske lille mistede min Moder og ofte ikke vilde høre op med at græde, kunde min Fader pludselig udbryde: ""Kan den Dreng, som ikke har nogen til at dysse sig i Søvn, aldrig høre op med sin Tuden?"" Og naar Fader saa i Vrede kastede mig ned paa Gulvet, plejede den Farbroder, som I der har talt om, at tage mig op; og han var som en Moder for mig. Først da han blev borte under Fangst, var det, som om jeg blev moderløs og følte mig ene og forladt. Nu takker jeg jer for, at I kom paa Besøg, saa at jeg fik Besked om min Farbroders Død. Af mig skal I ikke vente noget ondt, saa I kan roligt lægge jer til at sove."
Og derpaa sagde Aqajarorssuaq til sine Husfæller:
"Det er ikke almindelige Gæster, vi har i Dag; tag alle de gamle Brikseskind bort, og sørg for, at de faar nye at ligge paa og dække sig til med."
Og straks da han sagde det, gik hans Tjenestefolk ud og hentede nye og ubrugte Skind og lagde dem paa det Sted, hvor de skulde ligge for Natten, og alle lagde sig til Ro for at sove, da det var sent paa Aftenen.
Aqajarorssuaq sov længe og fast Natten igennem, og da han vaagnede, var Dagen allerede ved at gry. Men da han skottede hen til Briksen efter sine Gæster, saa han, at deres Leje var tomt; om Natten var de flygtet tilbage til Godthaab, af Frygt for at han skulde hævne Drabet paa sin Farbroder.

Aqajarorssuaq slutter Fred med en Dødsfjende
Næste Sommer flyttede Aqajarorssuaq tilbage til Kangeq og boede der Resten af sit Liv. Man fortæller, at hans Faders gamle Fjende, Qitoraq, nu overførte Fjendskabet paa Sønnen og stadig stræbte ham efter Livet. Den gamle vidste, at Aqajarorssuaq var ung og stærk, og han tog sig derfor dobbelt i Agt og benyttede enhver Lejlighed til at stræbe ham efter Livet. Tilsidst var det saaledes, at de drev mere Jagt paa hinanden end paa Sæler, og særlig i smukt Vejr mødtes de næsten altid ude til Havs; da plejede de at ro lige løs paa hinanden, indtil de var hinanden saa nær, at ingen alligevel vovede at hæve Harpunen; thi hvis de kastede, vilde de dø begge to. De lod da som Regel deres Kajaker løbe tæt hen til hinanden, som om ingen af dem havde noget ondt i Sinde, og saa tog de deres Snustobaksdaaser frem for at byde hinanden, hvorpaa de skiltes igen.
Men en Dag i smukt Vejr lykkedes det dog Aqajarorssuaq at snige sig lige ind paa Qitoraq, og da han var i passende Afstand fra ham, hævede han sin Harpun, klar til at kaste. Men i det samme skar en Sortside op af Vandet og lagde sig saaledes, at Aqajarorssuaq i Stedet for harpunerede den. Qitoraq fo’r sammen ved Lyden og saa, hvor nær hans Fjende havde været ham; men Aqajarorssuaq vinkede ham hen til sig og sagde:
"Hvis denne Sortside ikke tilfældig var kommen op lige imellem os to, havde jeg dræbt dig. Men iøvrigt synes det mig, at vi to ved daglig at stræbe hinanden efter Livet, allerede har gjort hinanden mere ondt, end om vi virkelig havde dræbt hinanden. Jeg er nu træt af dette Fjendskab og foreslaar, at vi begge lover hinanden at slutte Forlig og ikke længere rette os efter vore Forfædres Skikke"
Disse Ord hørte Qitoraq med stor Glæde, og de blev siden gode Venner, der gav hinanden Gaver og ofte tog paa Fangst sammen. Og dette Venskab bevarede de lige til deres Død.
Da Aqajarorssuaq, der i Daaben havde faaet Navnet Ignatius, var bleven en gammel Mand og skulde til at dø, minedes han to Ting, som han nu foran Døden var særlig glad over. Det ene var, at han havde modstaaet Fristelsen til at dræbe sin Fader, og det andet var, at han havde sluttet Venskab med sin gamle Fjende Qitoraq.
Saaledes gik han ind til Døden med Ro i sit Sind, og her ender Beretningen om Síngajik og hans Slægt.

Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 277-354. København, 1924.

Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Síngajiks Slægtssaga

Kilde

Navigasjonsmeny

Personlige verktøy

Navnerom

Varianter

Visninger

Mer

Søk

Tekstsamlinger

Tekstoversikt

Bakgrunnsmateriale

Andre tjenester

Hjelpesider

Verktøy

Eksterne lenker

Annonse

Slik kan du bidra

Skriv ut / eksporter

Sponsor