Mytiske sagn fra Telemarken - Minder om Afgudsdyrkelsen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Minder om Afgudsdyrkelsen
Norsk Folkeminnelag
Paa Gaarden Kvolsæt i Brunkeberg Sogn opbevaredes indtil Slutningen af forrige Aarhundrede tvende smukke, runde Stene af Størrelse som et almindeligt Brød, hvilke stedse laag i Høisædebænken foran den øverste Ende af Bordet. Præsten Winfeld (Sognepr. i Hvideseid fra 1773 og død 1810) siger i en forefunden Anmærkning, at der er ingen Tvivl om, at disse Stene i gamle Dage ere blevne anseede som Helligdomme og dyrkede, da der lige ned til hans Tid blev viist dem megen Opmærksomhed af Gaardens Beboere. Til enhver af de store Høitider, især til Juul bleve de toede rene, ny Halm lagt under dem paa Bænken o. s. v. Saa ofte man kjernede Smør, blev nogle Draaber Kjernemelk (saup) dryppede paa dem, og naar man bryggede Øl bleve de overøste med Vørter; man turde aldrig undlade at lade dem smage paa "Skokudrykkjen", (Smagedrik af nybrygget Øl i det at det opøses af Gjæringskarret, "skake"), endog før Huusbonden i Huset. Winfeld tilføier, "at skjøndt dette end for det Meste i den sidste Tid skede af Sædvane, uden at tiltro disse Stene nogen Kraft til at befordre Beboernes Velstand og Lykke, saa har det dog ikke manglet paa saadanne Overtroiske, der ingen af de brugelige Skikke har villet efterlade, men have tiltroet dem en Indflydelse paa sin Lykke eller Ulykke eftersom de bleve holdte i Ære til". Tilsidst bleve de istykkerslagne af en for Guds Ære, som han vel meente, i sin Drukkenskab nidkjær Mand, og kastede i Røisen.
Tvende lignende Stene ere paa Gaarden Meðás i Sellgjord indtil de senere Tider blevne dyrkede med "megen Høitidelighed som Guddomme"[1]. De opbevares endnu paa Gaarden, ere ganske sorte at see til, runde og af Størrelse som en teml. stor Kanonkugle. Hver Torsdags Aften og andre Tider toede man dem, besmurte dem med Smør eller anden Salve foran Ilden, tørrede dem og hensatte dem i Høisædesbænken, i den Tanke at de da gave Velsignelse i Huset.
Ved Stølsveien fra Spokkelid i Fyrisdal ligger en stor Steen, som de kalde Thúsulen. Til denne Steen, eller de i samme boende Aander, brugte de at offre i gamle Dage naar de droge til Støls med Kreaturene for at faa en god Budrott, ligeledes naar de droge hjem igjen til Taksigelse, samt ved andre Anledninger, og det er ikke frit for at der af denne Overtro endnu hænger lidt igjen. Jon Spokkelid, som endnu lever, skulde en Dag op til Stølen; saa kom hans Moder med en Klat Smør og bad ham tage det med og give Thusulen det. Da blev Jon harm og sagde: "aa gev no Thúsulen fanden ei gáng, og et up smerið dit sja´v. Men det tyktes hans Moder at være en formastelig Tale.
I Hviðeseið Kirke findes opbevaret en Steen af Størrelse og Form som et veldannet rundt Brød. Af Farve ligner den Serpentin-Steen, giver Ild for Staalet, er glat og meget tung. Den har Udseende af at være ved Kunst tildannet og poleret. Man har intet Sagn om hvorledes den er kommen der, eller hvad Betydning der ligger i dens Opbevaring i Kirken. Mig forekommer det meget sandsynlig at vi her have et af St. Olafs foregivne Jertegn, nemlig det som omtales i Harald Haardraades Saga 58 Cap. Der fortælles nemlig at en ond og avindsfuld Greve i Danmark tvang sin Tjenestepige til at bage Brød og ilde i Ovnen paa "den Høitidsdag da Kong Olaf endte sit Liv" (St. Olafs Dag) hvilken alle Nordmænd holdt hellig. Greven vilde ikke bryde sig derom, men Pigen var fra Thrøndelagen i Norge og tyktes dette var ilde, men hun turde ikke andet end bage. Men hun gjorde den Trudsel mod Kong Olaf at hun aldrig vilde tro paa ham, med mindre han hevnede denne Udaad med en eller anden Ulempe. Da skede det i samme Stund at Greven blev blind paa begge Øinene, og at det Brød, som hun havde skudt i Ovnen blev til Steen. "Af disse Stene," siger Snorro, "er der kommet Nogle til Kong Olafs Tempel og vide andensteds, og siden den Tid holdes Olafs Messen stedse hellig i Danmark."
Gaarden Flateland i Vrádal har været berygtet for et Afgudsbillede, som har været der. Allerede Pontoppidan skal omtale dette i et Skrift kaldet Evericulum fermenti veteris. Og det forholder sig ganske vist saa at Thor selv har siddet i Høisædesbænken paa Fladeland, men da Præsterne begyndte at bestræbe sig for at faa ham bort, vilde Ingen tilstaa, at det var eller havde været et Afgudsbillede. Sagen er paa selve Stedet noksom bekjendt, og Enhver veed at fortælle om "Stabben paa Flateland" eller Thorbjørn, som de kaldte ham. Videre saa heldige at kunne meddele nogle ved Provst Winfeld i 1775 indhentede Oplysninger angaaende denne Sag fra "sandfærdige Folk, som endda levede og havde seet Billedet." Han siger "at hvad man med Vished kan vide herom, bestaar i Følgende: Der stod i Høisædesbænken paa Flateland en Træ-Stabbe, tyk og stor nedentil saa at den kunde staa fast uden at falde omkuld, men oventil var den udskaaret efter et Menneskes Lignelse med Hals, Hoved og Ansigt, men havde hverken Been eller Armer. Istedetfor Øine vare tvende store Huller fuldstøbte med Tin. Ovenpaa var Hovedet fladt og bredt saa at der paa samme bekvemt kunde sættes en fuldskjænket Ølskaal, hvilket altid skede naar Gjæster skulde bænkes til Bords, og ved Ølskaalen fik Thorbjørn Udseende af at have Stridshue eller Hjelm paa Hovedet, saa at han med sine gloende Tin-Øine saa drabelig ud. Gjæsten tog Ølbollen af Thorbjørns Hoved, som om det var ham der skjænkede,, og sagde: "Got Aar Thorbjønn!" Enhver af Gjæsterne til hvem Skaalen paa dens Tour omkring Bordet kom hilsede Thorbjørn paa samme Maade idet han optog Skaalen og drak og gjentog: "Got Aar Thorbjønn!" Naar alle havde drukket gav de Thorbjørn Skaalen igjen ved at sætte den paa hans Hoved.
Magister Otto Stoud, Sognepr. til Hvideseid, som døde 1723, anmodede en Gang Gaardens Eier Onund Flateland om at lade Stabben borttage og opbrænde, men Onund vilde ikke. Han sagde, at da det ikke var andet, end et saadant Stykke Træ og den havde staaet i Stuen, hvor den nu var fra ældgammel Tid, før nogen kunde mindes, baade saalænge hans daværende gamle Stue havde været til og før, saa vilde han at den ogsaa i hans Tid skulde staa i Fred, og med hans Minde skulde Ingen faa Lov til at tage den bort. Men han paastod at den aldrig hverken i hans eller hans Formænds Tid saavidt nogen kunde mindes, havde været dyrket som en Afgud, men alene brugtes til at sætte Ølskaalen paa for dem, som sad tilbords. Gamle Onund fik sin Villie, og Stabben blev staaende. Men siden blev den ved en ulykkelig Ildebrand opbrændt tilligemed Stuen, hvori den stod. Dette gik ifølge Sagnet saaledes til:
Det var engang gaaet saa galt til at En var kommen til at hugge Thorbjørn i Ansigtet, hvoraf han fik et stygt Lyde. Enten det var med Forsæt eller af Vanvare skal vi lade være usagt, men det Første vil vel tykkes de Fleste rimeligst. Da, heder det, blev Thorbjørn mægtig vred. Da Huusbonden Onund Flateland fik see Skaden, som de havde gjort ham, og fik Underretning om, at han var vred, skal Onund have spaaet ilde og sagt, at de visselig kom til at undgjelde det, og betale dyre Bøder for det Øxehug de havde givet Gamlen. Nogen Tid efter viste der sig en besynderlig Ild over Husene paa Flateland, som flammede rask i Veiret og slog sammen over Mønet, men slukkedes strax. Da blev Folk forskrækket, og meente at nu vilde Thorbjørn hevne sig for Øxehugget og at dette Syn varslede at Ulykken var for Haanden. Men Onund Flateland havde en Datter, som heed Jorund; hun havde altid holdt sig til Vens med Thorbjørn og stælt godt om ham, og nu i sin store Forskrækkelse bad hun ham om Skaansel, at han ikke maatte føre Ulykke over dem. Da lovede Thorbjørn, at han skulde bie dermed saalænge hun levede og gjøre det for hendes Skyld. Dette Løfte holdt han ogsaa, og Jorund havde god Lykke alle sine Dage; men saasnart hun var død opkom der en stor Ildebrand, og alle Husene paa Flateland, og deriblandt Stuen hvori Thorbjørn stod, blev lagt i Støv og Aske, uden at der blev reddet det Ringeste. Hvorfra han tog det veed vi ikke, men da Skriveren kom for at holde Registrering og Skifte efter Jorund skal han have sagt: paa dette Sted bliver nok Skifte med Kull og Aske. Og saa skede det. Der omkom ogsaa Thorbjørn Flateland og med ham den sidste Levning af Thors Dyrkelse i Norden. Da han saa sig forladt, spottet og ringeagtet, og den sidste, som brydde sig noget om ham var død, saa tændte Thor selv sit Baal, og viste sig saaledes sit Ry og Rygte værdig.
De Mennesker som have været saa formastelige, at de have flyttet eller bortkastet Delestene (deildir) blive høist ulykkelige efter Døden. De faa ingen Ro i Graven, men vanke om paa de Steder, hvor de have forvansket Delestrækningen med Jammer og Skrig, Larm og Latter om hverandre saa at det er en Gru at høre dem. Det er deres Dom, at de skal bringe Delestenen tilbage igjen paa sit rette Sted, men dette lykkes dem aldrig; hvergang de have faaet den fat falder den atter af Hænderne paa dem, da skrige og jamre de sig frygtelig: Flu u-u! Naar de derimod faar løftet den et Stykke, hører man en styg kold Latter: Fia, ha, ha, ha! De faa ikke Ro førend de ere saa heldige at kunne faa tale med et Menneske, som de kunne formaa til at bringe Stenen tilbage igjen paa sit rette Sted. Men de maa isaafald mødes tre Torsdagskvelder; først den tredje Torsdagskveld faar Deildegasten Maal for sig. Men alle ere bange og flyr for dem som for den Onde, desuden ere Delestenene gjerne nedsænkede i en eller anden Tjøn, saa ingen kan faa fat i dem mere, - og der gaar altsaa de stakke ulykkelige Mennesker redningsløs fortabte, og have desuden den Onde selv eller hans Engle i Følge med sig.
Undertiden vise de sig i Skikkelse af en Fugl, som kaldes Gasten[2] og skrige da paa samme Maade som foran meldt. Den som skyder Gasten bliver ulykkelig, eller der hænder ham Et eller andet Slemt, det kan han være ganske vis paa, og han faar aldrig Fugelen om han saa skyder den tvers igjennem han finder istedetfor den blot en Dot med Blodskum.
Paa somme Steder har Deildegasten et stort Følge med sig, som just ikke er lysteligt at see. De fare frem med Trætte og høirøstet Ordstrid, somme bære gloende Staalstænger i Hænderne og somme ride paa svarte Heste af hvis Næseborer Ilden spruder. Det er der, hvor Øvrighed og Lagret med vrange Domme have gjort sig deelagtig i Deildegastens Brøde og forrykket de rette Grændseskjell. En saadan Deildegastfølge gaar der paa Donafjell. Nils Grimsthveit af Nissedal mødte dem der engang han kom fra Byen. Han for med Hest og Kløv, og da han kom op paa Donafjeld faldt Øie paa ham, saa han ikke fandt Veien, men for vild og kom lang ind i Skoven. Bedst som det var hørte han der drog en heel Færd forbi indover Fjeldet med Skraal og Skrig, Uvenskab og stor Trætte. Han syntes tydelig han kunde skjelne at der var Øvrighedspersoner med, men llden sprudede omkring dem, saa at han korsede sig, for sligt stygt Syn havde han aldrig seet og bad Gud at han aldrig maatte see det mere. Glad var han at han fandt Farveien igjen og skyndte sig alt hvad han kunde for af komme til Bygdar. Mange Andie have set Donafield-Gasterne paa samme Maade.
I Flatdal er det ikke frit for at en Mand gaar igjen som Deildegast, siges der. For nogle Aar siden kom han endog ind paa Laaven til en Huusmand, som havde lagt sig i Høstaden. Huusmanden kjendte ham godt, han havde i levende Live været hans Huusbond. Han lagde Armen paa Laavebriken og stirrede saa stygt ind paa Huusmanden, men rundt omkring ham svævede nogle svarte Dotter; tilsidst tog det paa at gnistre og brænde som Ildsluer, og dermed blev Deildegasten borte. Huusmanden forstod godt Meningen. Han blev kort Tid efter syg og døde, men Delestenen skal være bleven rettet og Deildegasten har forhaabentlig nu faaet bedre Ro.
Paa Brunkeberg Skogen er der en Huusmandsplads, som heder Kyrdalen. Neden for denne og strax ved Landeveien er der en blød Myr og i Myren en liden men dyb Pøl (Dape). Der har Gaze Sandland nedsænket en Deild, hvorved han tilvendte sig en Strækning af Naboens Mark. Men nu faar han ogsaa bøde derfor, og i flere hundrede Aar har han nu gaaet der som Deildegast. Han farer om Natten Delestrækningen op og ned med forfærdelig Skrik og Skraal og arbeider paa at faa Stenen op igjen, men det lykkes ham aldrig. Han faar den somme Tider løftet op i Vandskorpen da hører man en fæl Latter: ha, ha, ha! Men bedst som det er, saa glider den ham af Hænderne og plumper ned til Bunds igjen. Da høres det over hele Heiden hvor han jamrer sig: au-hu-tu-tu! Saa maa han begynde Arbeidet paa ny igjen uden Ro eller Hvile, men det gaar altid ligedan. Naar han tror at have vundet, saa er det forbi. Stenen er ham for tung fordi den er belastet med hans egen store Synd; den kan han ikke løfte op fra Dybet eller gjøre gjort Gjerning ugjort. Der maa en anden Magt til det, end den syndige Gaze Sandlands fast han var en Kæmpe ti Gange. Somme Tider skal det dog lykkes ham at faa Deilden paa tørt Land, ja endog langt op over Fjeldet, hvor den har staaet, men det hjelper ham ikke altsammen. Jo nærmere han kommer det Sted, hvor Stenen har staaet, desto tungere bliver den, og bedst som det er, saa glider den ham af Hænderne og triller ud over Fjeldet, Stenen foran i flyvende Fart saa at Gnisterne sprude af den, og Gaze efter med rædsom Skrig og Jammer. Der maa han arbeide til Dommedag.
Paa Gaarden Aase i Brunkeberg Sogn boede for henved 100 Aar siden en Mand, som heed Steinar. Han var en slem Mand i mange Maader, klog paa sin Viis men fuld af Sviig og Ondskab. Vi skulle siden fortælle nogle Troldkjærringhistorier, hvor Steinar ogsaa er med, men her ville vi omtale ham som Deildegast, for det er nok alt for vist, siges der, at han gaar som saadan endnu i Aasmarken imellem Hegthveit og en Tjon paa Jellstadheim. Der er en Dok eller rundt Hul i Aasmarken, Saltpyt kaldet, hvor Delestenen stod, som han kastede. Naar man nu kaster Stene ned i Dokken blive de aldrig liggende, man kan prøve det saa ofte man vil, naar man kommer igjen ere de altid udkastede igjen. Den modsvarende Delesten har han kastet i en Tjøn paa Jellstadheiden og paa denne Strækning er det nu Steinar færdes som Deildegast. Man hører ham ofte lyse Dagen huge og skrige, saa at Folk som ikke veed at det er Deildegasten løber afsted og tror at Nogen er i Livsfare. Somme Tider er der et Følge med ham, som ordkastes og trætte med stor Vrede og Uvenskab. Mange forsikre at have hørt det, og nogle troværdige Folk sige endog at de have seet ham saa skjellig som om han var lyslevende.
To Mænd vare engang for nogle Aar siden oppe i Heiden for at fiske. Vi kunde nævne dem ved Navn, men det gjør intet til Sagen. I samme Tjøn hvor Steinar har kastet Deilden er fuldt af smaa Abor (trytur) og det var just der de fiskede. Som de nu begave sig paa Hjemveien, saag de nede i en fager Bjørkelid en stor gammeldagsklæd Mand, som stod og lænede sig til en Stubbe. Den Ene af Fiskerne blev strax bange og tog til Beens det forteste han kunde; men den Anden var dristigere og gik Manden ganske nær. Han saag da tydelig at det var en gammel Mand iført en sid Kufte, vide rynkede Knæbuxer, blaa Strømper og store Sko paa Benene, en liden rund Lue paa Hovedet samt Ringebelte om Livet med Tvislir og Tolleknive. Da kunde han ikke tvivle længere om hvem det var, han skjønnede greit at han her stod foran Deildegasten, og da han fik see ham i Øinene betoges han saaledes af Forfærdelse at han tog Flugten og sprang over Stok og Steen som En der var reent sandsesløs. Han bar et stort Trytekræ (Knippe med Abor) i Haanden, men dem var der ikke mange igjen af da han kom hjem, skal jeg tro; some var af paa Midten og some hang der bare Hovedet eller nogle Trafsler igjen af. Han havde i sin Forfærdelse sprunget tvers igjennem Busker og Briskeholt og skamrevet baade Fisk og Fødder, baade Klæder og Klude saa det var ynkeligt at see.
I Langelien boede engang for meget længe siden en mægtig Kvinde ved Navn Jorund. Hun var meget riig og eiede 9 Gaarde, det vil sige hele Langelien, men endda var hun ikke berget syntes hun, hun vilde gjerne snige sig til en Spole fra sine Naboer. At de vare fattige, og havde lidet at miste, det brydde ikke Jorund sig om. Langelien adskilles fra Omersdal ved en Heid, kaldet Vasen, og der gik Delet midt efter Heiden, saa at Jorund eiede paa den ene Side, Rynjums Bonden paa den anden. Men hun vilde eie det hele, og komme saa langt frem paa Brauten, at hun kunde sidde paa sin egen Tue og see ned i Omersdal. Hun overtalte da en fattig Husmandskone, som heed Brynhild til at kaste bort Deilden, som stod paa Vasen og gav hende derfor 1 Bp. Meel. Brynhild tog Deilden og kastede den af i en Tjøn, som er der paa Heiden, gik hjem og kogte sig en Graut. Men den Grauten bekom hende meget ilde; hun fik baade Magavreft og Hugsott[3] af den, og den verker nok endnu baade i Skrov[4] og Skerve[5] paa hende. Nu gaar Brynhild paa Vasen som Deildegast, skriger og bær sig ilde, drasser paa Stenen og kan umulig faa den til Rettes igjen. Hendes store Synd har lagt sig saa tungt paa den, at der er ingen Raad, om hun træller noksaa meget saa dætter den altid tilbage igjen. Mange have seet hende, og endnu Flere have hørt hendes Klagemaal, der lyder Nattes Tider saa jammerligt ud over Heiden at færdendes Folk maa fæles ved og bede Gud bevare sig fra at falde i saadan Synd. Jorund har nok faaet sin Straf paa et andet Sted.
Imidlertid er den omtvistede Strækning for et Par Mandsaldre siden kom men tilbage til Rynjum igjen ved Hjelp af et gammelt Kalvskindsbrev, som fandtes i Hjartdal og som Klokkar-Peer skaffede tilveie. Rynjums Manden lovede ham 10 Daler for det, da han hørte at Klokkar-Peer vidste om at der var saadant Et derborte, men da han bragte det og Bonden vilde betale, sagde han: Du kan lægge lidt Niste i min Skræppe, saa skal vi være kvit i den Handel. Saa uegennyttige var Folk i de Dage. Der stod da tydelig i Brevet at Vasen hørte Rynjum til, og saaledes vandt Bonden den tilbage. Men Brynhild gaar der ligefuldt, og kommer til at gaa der saalænge Verden staar, for hendes Synd er lige stor for det, og hun har ingen Deel i at Klokkar-Peer for en Nisteskræppe gjorde det godt igjen som hun for et Mjølpund havde gjort ondt.
